Der var gået uger siden Fabian havde set Aldamar. Uger siden han havde taget beslutningen om at de i det mindste kunne åbne samtalen, og at han gerne ville ses med ham, måske endda mere uformelt end blot som kunde og skøge. Faktisk var han klar til at give et svar den først torsdag de skulle ses, og Aldamar dukkede aldrig op. Det kunne dog have været, at han havde haft travlt. Men så kom anden uge, og han var der stadig ikke, og det var begyndt at løbe koldt ned af ryggen på Fabian, og da den tredje uge kom omkring, og der stadig var ingen tegn på Aldamar, så var Fabian ret sikker på at Aldamar havde forsøgt at skære kontakten mellem dem. Især efter hvad de havde haft gang i sidste gang, deres diskussion og så det noget følsomme sex, som Fabian stadig kunne tænke på når han var alene. Det havde været en anden oplevelse.
Det havde dog gjort at Fabian pludselig var begyndt at holde mere øje som han gik ude i byen, på de folk der gik rundt. I tilfælde af at han skulle støde på Aldamar og pludselig blev en tur op til den hellige bydel, faktisk også en daglig ting. Steder han normalvis ikke besøgte, blev han gjort bekendt med på en anden måde, og han kunne mærke utålmodigheden i hans krop, da de rundede mandag, og der stadig ikke var noget tegn på fyrstesønnen.

Lige indtil...

Der var en smule skyer på himlen og en let vind, men det var ikke decideret koldt. Fabian havde været på vej ned af Diamantstræde fra tempeldistriktet, da hans øjne blev draget af et hoved af mørke krøller. Hans hjerte bankede en anelse hurtigere, men så væltede vreden alligevel lidt op i ham, og hans ben bar ham fremad med en vældig hast.
Det tog ham ikke lang tid at komme op bag fyrstesønnen, som heldigvis ikke virkede til at have folk med sig, ligesom da de havde været i tempelhaverne, og han rakte ud og greb fat i skulderen på ham. Han kunne i det mindste høre hvad han havde at sige, hvis han bare havde haft travlt. Fabian havde sine tvivl. ”Aldamar?” navnet kom i det mindste ud forholdsvis neutralt, selvom der ikke var nogen tvivl om at Fabian ikke så glad ud.

Det var egentlig en... ret så almindelig dag. 
Et par mindre ærinder havde været at løbe, hvilket havde udfyldt ret meget af formiddagen hos den unge fyrstessøn. Aftaler her, aftaler der - endda et enkelt lille 'møde' omend han mest af alt havde følt sig som en pyntefigur imellem de ældre mænd og deres rumlende stemmer samt velfodrede korpusser. Nogle der havde været interesseret i en handelsaftale med Fyrstinden, men skulle gerne først igennem ham, så han kunne tage den videre til hende. 
Derefter havde den stået på træning - Aldamar havde faktisk taget sin kamptræning op igen, og var af og til at finde ved træningsdukken i haven bagved palæet, til mange af tjenestefolkenes stille overraskelse. Torsdag aften var blevet en af de fastere dage, hvor at dumpe dunk kunne høres i godt og vel 1.5 time hvis humøret var lidt... anstrengt. Og så en dag som idag, kunne det også sagtens klemmes ind. Hvad der fik ham til at hamre med sådan en energi på den arme dukke, det kunne der kun gisnes om. 
Og til sidst, et hurtigt bad inden at han skulle ned forbi Diamantstræde. Musklerne var endnu en anelse ømme da Aldamar slentrede ned af strædet, mørkeblå øjne studerende over de fine ruder eller åbne boder. Han ledte egentlig efter en.. gave til Adena. Det havde virket som en god idé. 

Derfor var han stoppet op foran en smukkebutik, hvor at han med en stille mine betragtede de funklende smykker på den anden side af ruden. Sølvet og stenene gjorde deres bedste for at skabe blikfang, men det var som om at de ikke helt formåede at holde hans fokus, trods de ihærdigt forsøgte. Han vidste jo ikke engang om hun var en smykke person. Men så igen, alle kvinder var vel smykke personer inders- 
- tanker der blev afbrudt af en pludselig hånd på skulderen, efterfulgt af en... genkendelig stemme. En stemme der fik hjertet til at banke hurtigere og musklerne til kortvarigt at spændes op.

Overraskelsen var at spore i ansigtet i nogle lange sekunder da han kiggede sig over skulderen, inden at det faldt i en mere neutral maske, og han smilede høfligt til den anden mand, som man ville gøre med enhver anden bekendt man stødte på, her på gaden. "Fabian" nikkede han, men rystede hurtigt hånden af sig, inden at han drejede sig. Hvad fanden lavede han her? 
Trods det neutrale udtryk i hans mimik, var fornemmelsen der lurede underfladen alt andet end rolig. Han så ikke glad ud. 

Hvis der var så også bare var kommet en reaktion fra fyrstesønnen, men der var kommet absolut intet. En overraskelse, men så ikke mere at spore, og pludselig følte Fabian sig tåbelig over overhoved at tro på det følelserne stak dybere i Aldamar, men desværre havde han brugt for mange nætter på at ligge og vende sig på bekostning af Aldamar, så der blev ikke løbet fra denne her samtale. Nu var det Fabian der havde behov for en ende på følelserne, og hvad han skulle stille op med Aldamar. Han begyndte allerede mentalt at gøre sig klar på, at det her potentielt var sidste gang han så fyrstesønnen, men hvis det skulle ende på de præmisser, så skulle han i hvert fald have de penge Aldamar skyldte ham.

”Lad os snakke,” sagde han, hans øjne bestemte, og hans hånd greb nu ud efter Aldamars arm så han kunne hive ham med afsted. Han var udmærket godt klar over hvordan det ville se ud hvis de stod i alt offentlighed og gjorde det, og hvis han skulle være helt ærlig, så gjorde han det for Aldamars skyld. Der var hverken mere pli eller skam over Fabian, end at han godt kunne begynde at galpe op om det på åben gade, selvom han måske ikke ville være så ærlig omkring sine følelser.
Det krævede dog først at han fik lov til at slæbe Aldamar med hen til en af de nærliggende sidegader, for ellers lå han jo bare som han havde redt. 

Hvad fanden lavede han her var virkelig et godt spørgsmål, som Aldamar bagved sin neutralitet virkelig prøvede at finde ud af. Han havde intet at gøre helt oppe i den her ende af byen, der var vel ikke mange kunder at hente hjem her. Det kunne selvfølgelig være at han havde været ude med en anden kunde, men på måden han så ud på - ganske almindelig, fantastisk flot men almindelig - jah så tvivlede han. Overvejelser der blev slået til side, da en hånd greb ud efter hans arm og han med en bestemt tone begyndte at trække ham afsted. Snakke? 

Instinktivt stemte Aldamar imod. Både fordi at hans arm værkede en anelse ved det faste greb, men også fordi at han bestemt ikke ønskede at snakke - der var trods alt en grund til at han ikke var dukket op de sidste mange gange, og skulle de snakke, skulle han som minimum have forberedt sig på den samtale førhen. Fået slået fast hvad han ville, hvorfor han ville det. Hvordan han ville det, alle de små ting. Noget han ikke havde fået gjort, udover hvad han var nået frem til sidst de sås. Ikke mere af det her. 
Så fødderne stemte imod, og Aldamar prøvede at hive sin arm til sig, dog en anelse... modebevidst om det dyre stof, hvilket gjorde forsøget mere insisterende end direkte modstridende."Nej" kom det dog lavmælt fra ham, et blik til siderne omkring dem. Der var heldigvis ikke ligefrem mange mennesker. 
Han havde ikke tænkt så langt, at Fabian ville begynde at åbne op for hvad han... i hvert fald regnede med at han ville snakke om, på åben gade. På sin vis følte Aldamar sig beskyttet imod lige præcis dét i mængden af mennesker, da han havde respekt nok i livet til at holde sin kæft. Havde han ikke? 

Aldamars hele holdning omkring det her, fik dog blot en tordensky til at ske omkring Fabian. Han havde næsten ville lade tvivlen komme Aldamar til gode, men alt tydede på at Aldamar i den grad havde undgået ham siden den aften, og det gjorde Fabian sur. Nej. Det gjorde Fabian rasende. Det var ikke mange folk han lod ind i sit liv, og uanset hvor lidt han havde ville erkende det sidste gang, så var det her et træk for en kujon, bare at undgå at se Fabian i øjnene.

Fabian fugtede sine læber og stoppede med at trække for en stund, mest fordi Aldamar var modstridende, og han vendte sig om mod ham. De blå-grønne øjne lynede, men det var en overraskende ro der var over ham lige nu, men næsten også truende. ”Hvis du ikke vil med, så kan vi tage den lige her og lige nu,” sagde han. Det var Aldamars allersidste chance for at han ikke bare åbnede op her, og så ville hele Diamanstræde vide præcis hvad der var foregået mellem de to mænd. ”Vi tager den snak i dag, om du har lyst til det eller ej, nu når du ikke har tænkt dig at møde op.” Der var absolut ingen tvivl om at han sagde sandheden og han mente det. Det havde man ikke behov for en evne til at udregne.
Man kunne næsten se at Fabian talte mentalt ned fra noget, som han ventede på at Aldamar tog et valg, eller at den ubestemte løb ud og han bare ville begynde at snakke. 

Han var ikke bare vred. Han var rasende. Et eller andet gik op for ham, og Aldamar havde ikke set stormen komme førhen at han mødte de lynende blå-grønne øjne, og kunne ikke andet end at glippe overrasket med øjnene i den... truende tone, der lurede i kanten af hans stemme. Vent, truede han ham faktisk lige nu? 
Aldamar's kæbe spændtes op idet at hans øjne blev smallere sprækker. Jah han gjorde. Han stod faktisk og truede ham lige nu. Overrasket over at han overhovedet følte at han kunne tillade sig det, gik der ikke lang tid inden at overraskelsen blev til irritation, som blev til en mere harmefyldt og betændt irritation. Hvad zalan bildte han sig ind? 

Hvad end det var for et spil han spillede lige nu, jah der havde Aldamar ikke tænkt sig at være en af brikkerne som han kunne presse ind på en bestemt banehalvdel. Det var nok den underliggende grund til at han stejlede så meget i lyden af den stemme, fordi kunne han presses til noget nu, kunne han sagtens presses til noget andet i fremtiden, og i lyset af den erkendelse, fik Aldamar endelig vristet armen til sig og tog et skridt tilbage. "Det har aldrig været en forpligtelse at møde op" understregede han lavmælt, og stak den ene hånd ned i en af lommerne, ledende efter nogle krystaller at række ham så den helt officielt kunne lukkes. Stadigvæk nok så sikker på at han ikke ville vove at gøre noget så dumt og... nok så utilgiveligt, som at smide en af hans mest tungtvejende hemmeligheder ud på åben gade at høre. 
"Jeg skal nok finde dig, når jeg har brug for det" han betalte ham jo for hvad han havde brug for. Og lige nu, havde han så bestemt ikke brug for en dramatisk scene eller ubehagelige sandheder. 

Det kunne godt være at Aldamar stejlede, men Fabian var fløjtende ligeglad lige nu. Han var vant til at blive behandlet som anden klasses borger, men han havde aldrig forventet det af Aldamar, men det var selvfølgelig også før det var kommet følelser i klemme åbenbart. Eller også havde Aldamar bare fået for meget at drikke og fortrød nu hvad han havde gjort. Var de ikke blevet enige om at vente på et svar? Åbenbart ikke. Aldamar løb væk, som en lille bange hund, med halen mellem benene, fordi tingene ikke gik hans vej. Ikke mere.

”Det her handler ikke længere om hvad du har behov for!” sagde han og prikkede ham hårdt i brystet, nu når han ikke havde fat i armen på ham længere. ”Du ville gerne vide hvad jeg ville, så det gør vi.” Tiden var rendt ud, og selvom man kort kunne se hvordan Fabians øjne flakkede ud på menneskene på gaden, så landede de hurtigt på Aldamar. I det mindste var Fabian ikke begyndt at råbe endnu og tiltrække unødvendig opmærksomhed mod dem.
”Jeg var klar for tre uger til at tage denne her snak, men som den kujon som du åbenbart er, så var du ikke villig til at tage den!” Vreden boblede og sydede i Fabians indre, og han kunne slet ikke få afløb fra det. Nogle gange ville det være nemmere at være en voldelig person, så kunne man i det mindste få afløb fra vreden gennem det. ”Så hvad er din store undskyldning? Du havde travlt? Du var bange? Du fortrød?.” Der var bare den svageste hentydning af frygt ved den sidste sætning, for hvis det var sandt, så havde Fabian lige brugt i hvert fald de sidste tre uger på at bekymre sig. 

Verbale lussinger, det var hvad han fik da Fabian ikke trak sig. Hånden der rodede i lomme stivnede, mørkeblå øjne gled ufrivilligt ud til siden hvor at enkelte mennesker lige hurtigt drejede ansigtet, som de blodhunde overklassens folk var når de sansede drama. Og til deem det kunne høre Fabian's ord, var det bestems en kant af drama.  Kujon? Aldamar's øjne ble klemt yderligere sammen. Undskyldning? Der var så mange grunde til at han ikke var dukket op. Og så vovede han at finde ham herude? 

Først fordi at han ikke ville lege omkring på den her måde. Han ville - og det uden at gøre det med vilje - trække følelser ind i det her når de mødtes, ugen efter. Og gjorde han det, og Fabian så begyndte at beskylde ham for alt muligt pis, igen, ville det kun gå udover ham selv i sidste ende. Det ville gøre ondt. For det andet, fordi at "vente" på det rigtige tidspunkt var en naiv tanke, og urealistisk. Og noget det ikke virkede til at ville blive taget seriøst af Fabian.  
Efter den første uge, var den næste uge blevet tilføjet. Og hvorfor så ikke den tredje uge også.  
Men intet af det kom ud, da Aldamar skilte de ellers sammenpressede læber ad, anspændt helt op til skuldrende. 
"Du er fanme egoistisk, Fabian Silva" hvæsede han, og nikkede i et ryk - han fik sin vilje, de kunne godt rykke sig. Eller rettere, de skulle rykke sig, nu hvor at han ikke ville være diskret længere, tydeligvis. Så han fulgte med, hvor end han havde tænkt sig at tage den. 

Fabian irettesatte ham ikke, selvom han kunne, for han var egoistisk for at ville tage den nu, når han endelig havde set Aldamar, men samtidig så følte han ingen skam over det. Det var på ingen måde så egoistisk som hvad Aldamar havde gjort det. Bare stoppet med at møde op, fordi det var for svært? Ikke givet nogen lyd fra sig overhoved, eller i det mindste lagt en besked om at han ikke ønskede de skulle ses mere. Nej, mere egoistisk end det, blev det ikke i Fabians vredefyldte hoved.

Han gav et nik, før at han begyndte at begive sig ned af gaden, med et blik over skulderen, så han var sikker på at Aldamar faktisk fulgte med ham. Nu når han også var sikker på at Aldamar faktisk var med ham, så gik han med faste skridt mod den nærmeste kro, i stedet for en gyden, som havde været den originale plan. Han havde trods alt lidt krystaller, og hvis han så skulle arbejde lidt mere intenst i et par dage, for at betale noget højere klasse, så måtte han det. Tanken om at få krystallerne af Aldamar lige nu føltes bare lidt beskidt. Han sagde dog ikke noget på turen, alligevel villig nok til at tie stille mens de var udenfor.
Kroen de nåede til var næsten tom, men Fabian gik over og bad om et værelse, før han skrabede en del ravstykker op. Der var faktisk ikke andet af ravstykker, ikke noget man så meget af på kroen, og han fik et noget mistroisk blik fra damen bag desken, men hun sagde trods alt ikke noget. De fik dog en nøgle, eller Fabian gjorde, og han gik op for at lukke op for værelset. ”Jeg tænkte det ekstra privatliv var noget du ville værdsætte,” sagde han køligt, og lukkede døren efter dem.

De bevægede sig et godt stykke, og det stykke blev taget i en ubehagelig og summende stilhed. Vente, hele tiden vente og Aldamar så at de efterhånden var begyndt at bevæge sig imod en af de pænere kroer Dianthos havde at byde på, hvor at et værelse nu blev bestilt og betalt. Aha, så det skulle også ordnes. Selvom Fabian måske følte at det ville være beskidt at bede om penge nu, blev det mentalt noteret at også det skulle ordnes, af Aldamar. 
Uden at værdige krodamen så meget som et blik fulgte Aldamar med, ubehag, irritation og en snert af frygt for hvad nu, sitrende i hele sin senede krop. 

Døren gik i med et lille klik, og Aldamar bevægede sig ind i midten af værelset, øjne der hurtigt tog det lille rum ind. Meget simpelt, ret så rent og utrolig standard værende et af de værelser man legede sig ind i, i den øvre bydel. Fyrstesønnen vendte sig imod Fabian igen, en solid maske af.... overvågenhed over sig, såvel som en underliggende frustration. Værdsætte? Hah. 
"Generøst af dig" mumlede han, og krydsede armene foran brystet. Fabian havde haft noget på hjerte, og Aldamar var ikke villig til at åbne op for det hjerte, det var ikke dét værd. Men vente kunne han sagtens, og lod stilheden strække sig hvor langt den nu end måtte strække sig, for at høre hvad han havde at sige til ham. 
En bitter lille tanke pointerede, at det jo ikke længere handlede om hvad han havde brug for. 
Tag dig dog et standpunkt, skulede tankerne. 

Nogle gange så var Aldamar virkelig bare den mest frustrerende person Fabian kendt, og i øjeblikket var det næsten så Fabian overvejede at tage ordene tilbage, og sige at det var fint at de aldrig så hinanden mere. Han var dog også godt klar over at det var vreden der talte, og ikke den del af ham der havde ligget og kigget på revnen i loftet af hans lille værelse, som han overvejede om Aldamar var det værd.

Alligevel så spændte hans kæbe sig markant, som han selv lagde armene over kors og han kiggede på Aldamar. Vreden var stadig tydelig i de blå-grønne øjne, men noget af luften var også gået lidt ud af ham, grundet turen de havde taget i stilhed. Han var dog også godt klar over at det var ham der blev nødt til at starte det, for han havde antastet Aldamar til at starte med.
Langsomt kunne han mærke hvordan hans håndflader begyndte at blive svedige igen, og at han blive blev nødt til at sluge spyttet en enkelte gang, som nerverne alligevel formåede at kravle op på ham.

”Okay fint,” sagde han endelig og kiggede irriteret væk kortvarigt, før han tvang sig selv til at kigge ind i Aldamars øjne, selvom distancen mellem dem stadig var et stykke. Han foldede sine arme ud så de hang ved hans sider. ”Siden jeg allerede har tænkt over det, så kan det være røv lige meget hvor lidt eller meget du faktisk mente at hvad du sagde.” Han kunne næsten mærke vreden og fortvivlelsen vælte op igen, som han begyndte at tale. ”Du er en zalans kujon for at lave det stunt du gjorde, og lad guderne vide at jeg ikke gider følelser der er kompliceret og går i vejen, men jeg var faktisk villig til at forsøge, hvad end det var du ville have ud af det her.” Han var ikke engang sikker på at han udtrykkede sig rigtig, men ordene var svære at komme til ham, og han var blevet usikker på hvor han faktisk stod med Aldamar og hans følelser. Det føltes mere og mere som om at det var noget Aldamar havde sagt fordi han var fuld og tankerne om at gifte Adena havde været for meget.

Hvorvidt han var en kujon eller ej, var slet ikke op til den blonde mand at bedømme. Han havde smidt en bombe, tændt en gnist af håb og derefter slukket den godt og grundigt - alt sammen i et spand af få timer. Han var et berusende selskab at være omkring - så vanedannende at Aldamar havde lagt en decideret aften af til at kunne se ham, hver uge, og i alt den tid havde han nydt hvor nemt det havde været at være omkring ham. Indtil at det ikke var nemt mere, og han var blevet... for investeret i det. Det havde ikke været til at stoppe - man kunne ikke kontrollere så simple og alligevel kringlede følelser, og han... han havde jo lige præcis håbet på det svar, som Fabian kom med nu. Ønsket det så meget,  at beskyldningerne sidst havde gjort ondt. Beskyldninger der havde vist hvor Fabian's standpunkt og tanker stod. Som om at Aldamar ville have noget af ham, som om at han ville gøre et eller andet bizart krav på ham. 
Man kunne ikke være sammen med en person, som var så bange for at give noget af sig selv. I hvert fald ikke uden at skulle stå for skud til den ene og den anden anklage - noget Aldamar aldrig havde været god til, og ikke følte at han fortjente. 

Hændernes greb om armene slækkedes en anelse på sig, da han så oprigtig fortvivlelse blande sig med vreden, og en nagende fornemmelse af at han faktisk mente det trængte sig på. Han havde forventet det modsatte - han havde forventet at hans svar ville være at trække sig. Og for at gøre den overgang så nem som muligt, havde det været nemmere bare ikke at dukke op, førhen at han var sikker på at det - følelserne - var nok udvandet, til at det ikke ville gøre så ondt. Og nu stod han fanme og fortrød sin tvivl, som om at det ikke gjorde alt det her værre. 
Aldamar kunne ikke være i den her skide dans. "Og hvad så når det ikke er nemt at sige jah til, Fabian" øjnene glimtede tvetydigt da han hev selvsamme sætning han havde fyret af for flere uger siden, op, en varsom energi i de ord han kom med. Fordi han havde ment dem, trods det ikke virkede sådan når han ikke var dukket op. Men han kunne ikke knalde sine problemer væk, selvom det virkede som en meget nemmere løsning. 

De kunne nok godt have snakket mere rationelt omkring det her, havde situationen været anderledes, for Fabian havde været villig til at tage en stille og rolig samtale om det. Måske ikke hvorfor det var et problem for ham, for hvorfor var sådan et stort ord, men i hvert fald sætte ord på at det var svært for ham, men han ønskede det nok til ikke bare at give slip. Desværre var situationen ikke anderledes end at Fabian følte sig trådt over og kastet til side af en mand han faktisk havde stolet på. Noget der ramte lidt dybere end han var helt villig til at indrømme.

En del af Fabian havde også lidt bare forventet at Aldamar ville forholde sig stille, eller endelig sige at han ikke havde ment det, og de ikke havde noget at snakke om, men i stedet for spurgte han, hvad der ville ske når det ikke var nemt mere. Noget Fabian var underlig bevidst om at det ikke ville være hele tiden, hvilket også var derfor det skræmte ham så meget at han var villig. Han gjorde ikke kompliceret.
Heldigvis for ham, så havde han brugt mere end en nat på at tænke på problemstillingerne. ”Så tager vi det sammen,” bed han tilbage. Hans hænder knugede sig ligeså stille, men han var ikke ligeså anspændt som han havde været for flere uger tilbage, hvor emnet først var blevet rejst. Han var bare vred. ”Jeg kan ikke sige at det vil være nemt for mig, Ved Zaladin det ville være nemmere aldrig nogensinde at se dig igen.” Men han havde opsøgt ham, opsøgt ham fordi det han havde ønsket svar, og en eller anden form for forløsning. Desværre kunne han ikke tvinge Aldamar til at gøre noget han ikke ville, men Fabian tog et par skridt nærmere den anden mand. Hvis Aldamar løb væk, så var det det. Slutningen på hvad end det var de havde haft. 

Det var ikke ligefrem en god tone der blev vendt imod ham, og Aldamar kunne næsten se hvordan vreden stadigvæk lå over hans muskuløse skikkelse. Vreden over at blive ignoreret, og senere hen afvist. Vreden over ikke at hvide hvad der foregik - det var virkelig en vrede han sagtens kunne nikke genkendene til. Men der var også noget andet, og det andet var ikke noget han havde set over ham før. 
Beslutsomhed. 

Aldamar udfyldte selv hullet i sætningen der manglede bagefter den konstatering, og det fik hjertet til at slå hurtigere, det  fik ufrivilligt fyrstesønnens glæde til at røre på sig, inden at han tvang det væk igen. Nej. Og alligevel kunne han ikke vige tilbage, da Fabian tog et par skridt nærmere. 
Havde han virkelig været villig til at tage den her på åben gade? Jah, det havde han. Hvilket ikke hjalp på at sætte ham i et bedre lys, men det blandede sig mest af alt med frustrationen over at han var nået frem til alt det her, efter sidst, hvor at spørgsmålet var blevet stillet. Det var nok ikke tvunget frem - det kunne ikke tvinges frem. Men det føltes ikke ligeså rent som det havde været der, og ugerne hvor at han havde stået foran den forbandede træningsstolpe havde givet ham alt for meget tænketid. Hvor at Fabian havde overbevist sig selv om at det var en god idé, havde Aldamar stået næsten hver dag, og fundet grunde til at det var en dårlig idé. 
Det gik alt for hurtigt. "Jeg- jeg skylder dig ikke en undskyldning" slog han en anelse hurtigtalende fast, bare for at de var på det rene. Måske ikke en undskyldning, men en forklaring - det var det eneste han bad om. 

Det var vel et godt tegn at Aldamar ikke veg tilbage eller forlod rummet, nu når tingene var blevet... en smule luftet. Der var på ingen måde blevet sagt alle de ting der skulle siges, men der var blevet sagt nok til at Aldamar i det mindste havde en idé om hvad der rørte sig i Fabian.
Han havde heller ikke opsøgt Aldamar efter en undskyldning, nej, hans tidligere formulering havde blot været for hvilken forklaring han kunne komme på, om hvorfor han havde undgået Fabian som pesten. Videre vigtige var decideret undskyldninger ikke til Fabian slet ikke nu. Han vidste godt at følelser var svære og kompliceret, og man skulle bruge den tid man havde behov for det, men det var trods alt Aldamar der havde ønsket ord på hvad de havde været for hinanden til at starte med.

”Men du skylder mig noget,” var derfor også svaret Fabian kom med. Et svar. En forklaring. Noget. Så lang tid at det kunne tilfredsstille den ubehagelige følelse han følte i mave og hjerte når han så på Aldamar lige nu. Han kunne ikke bedømme hvor Aldamar stod med det her mere. Dog var han heller ikke sikker på hvor meget han virkelig ville kæmpe for det, hvis svaret var nej. Han følte sig allerede afvist af Aldamars måde at begå sig på. Uden tvivl også noget Aldamar havde følt sidst, men desværre overskyggede vreden der stadig boblede alt sympati Fabian måtte kunne have med den anden mand lige nu. 

En klump blev sunket da det blev kastet tilbage imod ham, og samtidig kunne han mærke hvordan en absurd latter pressede sig på ved stemmebåndet, da Fabian pointerede det åbenlyse. Jah, jah det gjorde han. Men han var så sandelig ikke alene på den front, og Aldamar's tunge vejrtrækning blev en anelse tungere, da han med et fnys slap armene for at lade et håndfladerne vendes opad og ansigtet en anelse frem. Som når man ikke helt følte, at det kunne vendes så simpelt, en 'hvad' bevægelse af hænderne. 

"Måske, men du skylder også mig noget" slog han dermed også fast, og tog et skridt tættere på. 
Hvis de kunne løse deet sammen, så ville han gerne det det i aktion. Og Aldamar mente så bestemt at han fortjente en undskyldning for måden han var blevet presset ind i kroen på, og dernæst også en verbal forklaring på hvad der havde fået ham til at skifte mening, hvis man kunne afkræve det. 
Fordi fra hans synspunkt, var beslutningerne allerede truffet tilbage da Fabian hårdt, kontant og direkte understregede at der ikke havde været mere, end hvad han var blevet betalt for. Ord som Aldamar havde taget til sig, selvom han havde mumlet noget med 'om han skulle have et svar nu'. Jah, det havde bestemt været dér et svar skulle være faldet - bare et eller andet svar. At han så... fortrød, havde brug for en tænkepause og efter den pause, nåede frem til samme baner som ham. Det... det var ikke fair.

Hænderne knyttedes, og indersiden af kinden blev bidt fast i. "Det er ikke fair, at du skifter mening nu" tilføjede han en anelse dirrende, et vindue ind til hvor at han følte problemet lå. Man kunne ikke bare... forvente at chancer blev ved med at ligge fremme. 

Et blik af forvirring overtog Fabians ansigt, og for et kort øjeblik dulmede vreden alligevel nok, for han var ikke sikker på hvad Aldamar snakkede om. Han skulle endda til at argumentere imod, at han ikke havde skiftet mening som sådan, da det gik op for ham, at han havde sagt nogle mindre pæne ord, i et desperat forsøg på at komme ud af samtalen. Der havde ikke været de ord han havde tænkt over, da han lå i sin seng, og han var ikke helt sikker på hvad han skulle sige. For første gang siden de havde set hinanden i dag, blev Fabian overraskende stille, og ikke fordi han var så vred og frustreret fordi han ikke kunne forme ordene.

En lidt frustreret hånd fandt alligevel vej for at køre igennem de blonde lokker, som han prøvede at forme ord og en forklaring på hvad der egentlig var sket. Der var mange måder han kunne forklare sig på, men han var ikke sikker på at nogen af dem var gode nok.
I det mindste hjalp det på at dæmpe vreden i Fabian, hvilket dog blot gjorde at fortvivlelsen var lidt mere tydelig i de blå-grønne øjne. Han fugtede sine læber. ”Du trængte mig op i en krog,” sagde han endelig. ”Du bad mig om at tage en valg hurtigere end jeg var klar til.” Han ikke fået lov til at tænke og snakke ud om det med en anden, han havde dårligt fået lov til at acceptere det hos ham selv. ”Jeg er ikke god til ægte følelser og jeg bliver det nok aldrig.” Man kunne næsten se men ligge på lægerne af Fabian, men han forsatte ikke. Det var stadig alt for skræmmende at blotte sig som han gjorde lige nu, og han havde lyst til at løbe væk fra det. Han ville også have gjort det, hvis det ikke var fordi tanken om aldrig at se Aldamar igen, alligevel ikke lå godt hos ham. 

Det havde virket åbenlyst for Aldamar, da det vitterligt var de ord han huskede bedre end alle de andre. Ordende det bad ham om at trække sig, og samtidig negleterede den forbindelse de havde, og den spæde fremstrakte hånd han havde rakt ud imod Fabian, med. Det havde såret hans stolthed ligeså meget som det havde såret hans tillid, og det føltes absurd, naivt og direkte tåbeligt, at han skulle gøre det igen.  Række ud igen, og stole på at det havde ændret sig i løbet af kun et par uger.
Og alligevel blev han en anelse mindre harmfuld da han så den oprigtige forvirring, og bandede mentalt da den havde en uønsket effekt, og fik ham til at tvivle. Mest af alt på sin egen beslutning, om hvorvidt det havde været det rigtige at gøre, at undgå ham. 

Aldamar vendte sig frustreret omkring, rastløs i forhold til hvor han skulle placere sig selv. Både fysisk, men også i forhold til det han sagde. "Jeg bad dig ikke om noget permanent" udbrød han, og vendte sig halvt om igen, øjne frustrerede over hans fortvivlelse. "Jeg ville bare vide hvad de ord betød - du kan ikke forvente at jeg... ikke reagere, når det virkede som om..!" en pause, og Aldamar tog en dybere, ukontrolleret vejrtrækning for at dæmpe sin stemme, så den ikke råbte. Forhelvede.  
"Ingen siger de ting de gjorde, uden at der ikke ville være en reaktion. Og du var på vej til at trække dig" 

En konstatering der ikke var meget tvivl i for Aldamar. Når man var bange, så trak man sig. Og var han bange for at reflektere dårligt tilbage, havde han trukket sig."Du gav ikke mig noget valg..." 

Fabian var begyndt at kunne mærke, at han var vant til at undgå situationerne på andre måder, fordi han havde lyst til at gå over og bare få Aldamar til at tie stille ved at kysse ham, men han vidste også godt at det ikke var produktivt, og ville ikke sørge for at Aldamar faktisk mødte op næste gang. Han fangede sig dog først i det, da han allerede havde taget et skridt nærmere Aldamar, og så stort var værelset alligevel ikke.

Han sank lidt spyt og fugtede læberne igen, som om at det ville hjælp, hvor tør han var blevet i munden. ”Jeg har aldrig sagt at jeg er den større mand i det her,” sagde Fabian bestemt, for Aldamar havde en pointe, og Fabian var på ingen måde hellig, men det var ikke det det handlede om. Han var bare ikke sikker på hvordan han skulle formulere sig uden at Aldamar trak sig. Hvor var tingene ironisk nogle gange.
”Jeg havde lyst til at trække mig. For en kort stund blev jeg bare... overvældet med hvor meget jeg ikke passede ind i din verden.” Han kunne stadig huske følelsen i sin krop, men det havde været et øjeblik af sårbarhed. ”Jeg ved ikke hvad du vil have mig til at sige! At jeg et eller andet sted var bange for at du ville kaste mig til siden, når du opdagede at jeg ikke var så fantastisk alligevel!” Frustrationen var ved at vælde op i ham igen. Hvorfor var følelser så svært, og hvorfor skulle de være rettet mod en fyrstesøn. Der var dog en vis mængde ærlighed i det sidste, men det var en forfærdelig tanke for ham selv. Han knyttede sig ikke til folk.

Det var farligt, når han sådan valgte - ubevidst eller ej, at træde endnu et skridt nærmere. Ikke i den naturlige forstand hvoraf Aldamar følte sig truet, men derimod i en anden boldgade, hvor at han fik sværere og sværere ved ikke selv bare at glemme det og begrave sig i en længe savnet omfavnelse. Han... han savnede ham, han kunne mærke længslen der trak i ham som en konstant skubben i ryggen. Men det var svært at se forbi hvor... lidt han følte at Fabian havde kæmpet for det. Ikke før nu, selvfølgelig, hvor at han havde fundet ham helt oppe i den øvre bydel, en handling han mere og mere mistænkte for at være med vilje. 
Og det i sig selv sagde også meget af det Fabian ikke kunne sige, mumlede en indtrængende stemme. 

Hvor om end Aldamar havde kunne forvente nogle af de ting han sagde, var der ikke meget der forberedte ham på det næste, og overrasket åbnedes munden en anelse, dog stum for ord. Kaste ham til siden? Rationelt, så kunne han godt se hvorfra den frygt kom. Det var ikke uvant at han hørte om hvordan hans venner kedede sig efter en bestemt mængde tid sammen med den samme person, og om noget var hans jævnaldrende og ligemænd (på rang) hurtige til at kaste ting fra sig. Hvorfor beholde noget, når man kunne købe sig noget nyt? Men havde Fabian haft en chance for at se den fascination - nej - den glæde  det gav ham bare at være omkring ham, ville han vide at det så bestemt var en irrationel tanke. 
"Jeg har sku da vidst længe at du ikke er.. 'fantastisk', Fabian" udbrød han, og rystede opgivende på hovedet. Var det bare dét hans frygt handlede om? At Aldamar glorificerede ham? "Du er et forpulet rod, og jeg kunne nogle gange brække mig over dine holdninger til tingene her i livet. Du passer på ingen måde ind i min verden" forsatte han, og lukkede afstanden imellem dem med tre hurtige skridt. "Men jeg bliver... blev jo ved med at komme tilbage, gjorde jeg ikke?" ordende lavmælte idet at han kiggede op på den noget højere skikkelse, en næsten trodsig ærlighed i blikket, for at få ham til at forstå det.