Det var den første større fest siden Adena var blevet trolovet med Aldamar, og det var denne aften, hvor det ville blive offentligt kendt. De ville blive set sammen, folk ville spørge ind til det, og snart ville alle med en interesse i Arysfamilien, vide det. 

Adena have ikke kunnet mødes personligt og alene med Amelia siden hun selv fik nyheden, og hun havde ikke turdet skrive det i et brev af frygt for, at Athelstan fik læst det. Derfor havde hun kun skrevet små, ikke helt åbenlyse hints om sin trolovelse, og hun håbede, Amelia kendte hende godt nok til at lure, hvad der var i gærde.

Om ikke andet ville hun uden tvivl lægge mærke til, at Adenas påklædning havde taget en mark at drejning. Hvor den før var spækket med blonder, sløjfer og korte ærmer, havde hun nu lange ærmer. Det var ikke fordi hun var mere afdæmpet - for sølvbroderierne var blevet pudset skinnende selvsamme morgen - men fokusset lå ikke på hendes uskyld mere og skreg ikke til alle de ugifte mænd, at de skulle kigge på hende. 
Og så var hun i blå.

"Amelia! Hvor skønt at se dig igen, kære," sagde hun, mens hun gik op imod sin kære veninde og hendes mand. En mand, hun hadede og ikke havde lyst til at se på, men lige i aften holdt hun det perfekte smil på plads og gjorde en undtagelse, for hun glædede sig sådan til at se hans 
ansigtsudtryk, når situationen gik op for ham. Hun tog Amelias hænder i en venlig hilsen og nejede for Athelstan. "Stort tillykke med brylluppet, Deres Højhed. De har i sandhed fået Dem en skøn hustru." 

Bevares, de havde naturligvis haft lidt tilvænningsproblemer – særligt Amelia havde, efter adelssønnens opfattelse, haft nogle vanskeligheder ved at indfinde sig i den traditionelle, patriarkalske ægteskabskonstellation med Athelstan af Erneyll for bordenden - det velplejede udtryk for glædeligt praktiseret og yderst dominerende mandsherredømme.
Faktisk forblev Amelia oprørsk og usamarbejdsvillig og de havde mere eller mindre levet i udpræget ufred siden morgenmaden efter den ellers så succesfulde fuldbyrdelse –

Indtil nu, hvor de ikke længere befandt sig på privat grund med tavse tjenere, som vidste bedre end at sladre om deres herskab. Social død var langt værre end at dø i virkeligheden, og selvom våbenhvilen egentlig var usagt, var Athelstan ikke et øjeblik i tvivl om, at sin ellers så besværlige hustru delte hans ønske om at fremstå perfekt og i fuld harmoni med omverdens forventninger til, hvad der kunne betegnes som beundringsværdig (og forhåbentlig misundelsesværdigt) forhold mellem en mand og en kvinde, som elskede hinanden meget højt og inderligt.
Athelstan havde i hvert fald lagt planerne om at lade Amelia blive et utilsigtet offer for en tragisk (og fatal) kærre-ulykke næste tirsdag i bero.

Adenas skingre stemme gav forfrysninger i tænderne, og fik adelssønnen til mekanisk at spænde i kæberne. Det solbrune bæst var lidet ønsket i Athelstans synsfelt og han havde da også gjort det bedste for at udslette alle tegn, der kunne minde ham om (og endnu vigtigere: minde Amelia om), at hun fortsat eksisterede. Brevene havde han brændt og duerne som var kommet med dem, havde han skudt og spist med honning. Og nu stod hun her: fortsat levende, tydeligt upåvirket - sømmelig og fin og fremprovokerede så meget mavesyre, at Athelstan måtte fokusere på sin vejrtrækning.

Den smiskende tilgang gjorde den sorthårede mand urolig. Kun Moders faste opdragelse sikrede ham fodfæste og et let hovent udtryk i de dovne øjne: Adena var absolut ingenting, og han lod med al sin krop vise det.
”Det var en storslået dag: maden, underholdningen, gaverne..” listede han nonchalant op ” – det var virkelig en skam at du ikke var med.”
Amelia havde været rasende over, at sin gode veninde var udeblevet, vidste Athelstan (og havde, så vidt adelssønnen var bekendt, ikke fået mistanke til, at det hele var hans værk) - Det var den vrede, som Athelstan nu prøvede at vække til live i sin hustru igen. For var der noget Amelia kunne, så var det at slå om sig med skarpe, indirekte kommentarer og Adena fortjente så mange smertefulde slag som muligt. Især af en tidligere bedste veninde.

Det havde været en besynderlig tid efter Amelia og Athelstans bryllup. Man kunne næsten sammenligne den med det tidspunkt under en kamp, hvor alle ligesom holdt en lille pause for at trække vejret, inden de atter gik i krig med hævet sværd. En kølig distance havde lagt sig imellem ægteparret, ligesom det hang i paladsets vægge og smittede af på tjenerstaben, der sneg sig langs væggene for ikke at påkalde sig herskabets opmærksomhed.
Det var altid noget, at Amelia ikke behøvede at sove i samme seng som Athelstan. Selvfølgelig var det ganske uhørt, at hun sov med låst dør, men en kniv lå klar under puden i tilfælde af, at han prøvede på noget. Han havde jo ikke ligefrem brug for to kugler forneden.

Denne festaften var en skærende kontrast. Som Athelstan og Amelia gled rundt i balsalen og udvekslede høflighederne med de vigtigste mennesker i Krystallandet, kunne ingen mistænke dem for at have ægteskabsproblemer. De var et magtfuldt par, ikke blot i kraft af deres tilknytning til højadelens fyrster og fyrstinder, men også på grund af deres unge, tiltrækkende udseende og velklædte skikkelser. Mange af gæsterne sendte dem beundrende, misundelige blikke, og Amelia ikke kunne skjule, at hun nød dem til fulde. Meget kunne man sige om hendes nye ægtemand, men han forstod at gøre en imponerende fremtræden.

Hun havde netop trukket Athelstan væk fra et kedeligt gammelt ægtepar, da Adena pludselig svansede imod dem. I Amelias trænede øjne så hun straks, at der var noget anderledes ved Adena. Hun bar sig mere værdigt – og tøjet var blåt! Arys-blåt, hvilket bekræftede hende i den mistanke, der var opstået gennem brevene. Men hvordan kunne det gå til? Arys var en fyrsteslægt, mens Adena blot var en del af adelen. Amelia simrede af nysgerrighed.

”I lige måde, kære Adena,” hilste Amelia tilbage og kyssede veninden på hver kind. Ingen spydige bemærkninger, ingen stikende kommentar blev listet af tungen, hvilket i høj grad måtte undre Athelstan. Amelia skævede til sin husbond, spændt på at se hans reaktion, mens hun frydede sig indvendigt. ”Åh, jeg er sikker på, vi kommer til at se meget mere til Adena i fremtiden,” sagde Amelia listigt, og dernæst til veninden: ”Du må virkelig komme på besøg, kære. Vi har meget at indhente.”

Selvom de ikke havde fået snakket meget sammen, følte Adena sig så meget på samme side som Amelia, som hun kunne være. Venindens ord var perfekte, og hun havde tydeligt luret, hvad der var hændt. Om Athelstan var lige så skarp i låget, havde Adena sin tvivl om, men hun ville lade tvivlen komme ham til gode og vente med at blive åbenlys, før han selv bad om det. Det kunne jo være, han overraskede hende, og det var altid skidt at undervurdere sin modstander. 

"Åh det ville være herligt," svarede Adena og gengældt kindkyssene. "Jeg har også bryllupsgaver, men jeg ville ikke sende dem med bud - man ved aldrig hvad der sker med forsendelser, man ikke selv overbringer."
Hun vendte sin opmærksomhed mod Athelstan for ikke at glemme ham helt i samtalen. Omend det ville være rarest, var det ikke anseeligt. 
"Jeg hører I har et smukt sted her i byen, Deres Højhed," sagde hun, fast besluttet på at bruge hans titel i hver sætning, som han selv havde bedt om sidst de havde mødtes. Snart kunne hun tvinge ham til det samme og ikke lade det gå ubemærket hen, at han tydeligvis troede, han kunne være dus med hende. "Det vil glæde mig meget at tage imod Deres hustrus venlige invitation - og gengælde gæstfriheden, når tid er."

Nu havde Amelia inviteret, og så hang Athelstan på den. Afviste han nu, ville det være noget af en uhøflighed. Inderst inde håbede Adena, at han ville gøre det - for gjorde han det nu, uvidende om hendes kommende ægteskab... Ååh at se ham æde sine ord igen for at pleje fyrstefamiliernes alliancer...
Hun pillede lidt ved sine lange ærmer, hvor lyseblå blonder strakte sig ud under det mørkere blå stof. Det var så uvant at gå i den slags tøj, men dog forfriskende med ændringen fra de to-tre kjoler hun havde rendt rundt i de sidste par år. Den høje hals var i det mindste ikke høj nok til at hun ikke stadig kunne have sit halssmykke på, men hun ville nok blive nødt til at skifte kæden ud med en længere en, skulle hun gå i den her slags tøj til hverdag. I det mindste passede smykket ind i Arys' farvekombination, så de ville næppe tvinge hende til at lægge det fra sig. Smykket var hendes måde at huske sin storesøster på, og var det noget det her ægteskab handlede om, så var det hende.
De to knolde af hår fyldt med perler var dog stadig en fast del af Adenas udseende - tog hun håret ned eller i en anden frisure, havde hendes mor været sikker på, at ingen ville kunne genkende hende, og i aften handlede alting netop om at blive genkendt.

Raseriet gnavede i knoglemarven med store, skarpe fortænder da Amelias forventede reaktion udeblev. Athelstan havde hungrende set efter det mindste tegn på tårer i Sommerbæstets øjenkrog, men øjnene var i stedet blevet klemt let sammen af oprigtige smilerynker, der efter Amelias forræderiske gensynsglæde, prægede Adena (den betydningsløses) unge ansigt.
Lysten til at kvase det fine ansigt med en sten – en følelse der i første omgang havde indtruffet sig ved det skæbnesvangre møde – kom atter tilbage samt fortrydelsen over, at han ikke havde gjort det dengang. Bitterheden fik ham til at se sig om efter en tjener, der kunne forsyne ham med noget at drikke. Amelia havde ikke blot hilst på sin veninde, som var intet hændt, hun havde sågar smidt en åben og utvetydig invitation til pigebarnet; jo mere han tænkte over det jo mere utilgivelig syntes Amelias handling at være.
Raseriet fik det til at knage i brystbenet alt imens den unge adelssøn forsøgte at holde sammen på sit eget ansigt og sikre et forholdsvist neutralt (grænsende til upåvirket afslappet) kropssprog. Hvis blot de havde været alene kunne han havde givet udtryk for sit autentiske jeg, men som de stod her, omringet af det højere sociale lag, var der etiketter som ikke kunne forbigås eller ignoreres.
Athelstan af Erneyll lod ganske blidt sin ene hånd strejfe Amelias lænd – en gestus der, udefra, ville ligne et flygtigt kærtegn, men som i virkelig var en lovning på, at hun ville fortryde sin gæstfrihed, så snart de kom hjem.

Gengælde den?..
Adenas irriterende stemme fik Athelstan til sigende at løfte et øjenbryn. De vidste alle hvor ubetydelig en rang Adena besad i det sociale hierarki og den unge mand havde absolut intet ønske om at befinde sig på simpel Reier-grund. Rygterne talte sit tydelige sprog når det gjalt Reier-familien, der i spydige adelsmunde primært var kendt for deres hæmningsløse fertilitet. De var som rotter. Deres grådige hænder klyngede sig til alt hvad der havde status og de formerede sig i en sådan fart, at ingen helt kunne se sig fri for deres tilstedeværelse. Og så stod hun der – pigebarnet – og troede at de var ligeværdige? Sågar inviterede dem hjem til sig? Atelstan havde aldeles ingen ide om, hvordan Adenas boligforhold var men han forestillede sig et hummer i en forsømt hybel i udkanten af en ufrugtbar roemark langt borte.
Athelstan tilbageholdt et højt grin af vantro over hendes frækhed. Han var udmærket klar over, at indavl var særligt toneangivende i Reier-familien og at det havde konsekvenser for families fatteevne, men så dum havde han alligevel ikke troet at hun var. Hvordan kunne Amelia overhovedet anse hende som en veninde?

”De skal endelig ikke føle Dem presset til at gengælde min hustrus gavmilde tilbud. Hun har det med at glemme, at det ikke er alle som er bemidlet i samme grad som hende selv. Det skulle nødig gå hen og blive en .. pinagtig affære.” Mundvigene dirrede. Athelstan vidste at han lige akkurat befandt sig på grænsen mellem hvad der stadig kunne kategoriseres som passende adfærd. Men det var svært at forblive høflig, når nu Adena opførte sig så tåbeligt.

Mens en tjener kom hen for at give den ubehjælpeligt tørstige adelsmand et glas vin - åh hvor var det åbenlyst, at han var ukonfortabel, og hvor var det henrivende for Adena at se på - aflæste hun Amelias udtryk. Ville hun acceptere invitationen henover hovedet på Athelstan eller ville han...
Perfekt.
Athelstan lagde op til en sviner helt uden at vide, hvad han havde rodet sig ud i. Adenas smil blev kortvarigt en smule bredere, som han talte, og hun kunne ikke lade være med at sende Amelia et indforstået blik også. Hjertet bankede i brystet på hende, som var det her bryllupsdagen og ikke bare den første offentlige fremvisning af aftalen. Tænk at det kunne føles så godt at gøre gengæld på Athelstans lede behandling af hende.
Mens et passende svar formede sig i hendes tanker, afslog hun tjenerens præsentation af et glas til hende. Normalt ville hun nyde et glas vin, men netop i aften var hun forventet at havde en arm under Aldamars det meste af tiden, og det var rart at kunne gestikulere med den anden hånd uden at spilde på sine samtalepartnere. Den nuværende samtalepartner værende en hun nød at riste verbalt.

"Så De mener en invitation til Zircon ville blive en pinlig affære, Deres Højhed?" spurgte Adena med et alt for venligt smil på læberne. "De har vist boet for længe i Dianthos - måske De skulle flytte op til Deres hustrus familie et stykke tid for igen at få føling med at eje land. Ah, her kommer han."
Med de ord vente hun opmærksomheden helt og holdt væk fra Athelstan for at fange sin trolovedes blik og lede ham over til dem.

Det var ikke fordi man kunne beskrive de royale fester som værende sjældne eller unikke, men den her var alligevel en anelse mere unik end de andre, som fyrstesønnen havde været en del af. Givet den for nyligt fastlagte trolovelse, og dermed også den nye fremtid de gik i møde, jah så var dette en fest af fremvisning... en fest af fremvisning, hvor at ikke kun Aldamar, men også hans familie søgte at få spredt de hviskende ord; bryllup var i vente. Og det blev storslået, ingen tvivl om det. 
Derfor var både han og Adena klædt på, således at de passede fantastisk sammen, var man en smule skarp. Med den karakteristiske mørkeblå vest i snirklede, blomstrede mønstre, den matsorte silkeskjorte der knitrede i salens lys og det nypudsede sølv der strakte sig langs vestens åbning i fine kæder, jah så var fyrstesønnen nydelig at se på. Skægget var nyklippet, de sorte krøller faldt i kontrollerede bølger omkring de brede skuldre og indrammede et hvidt ansigt, med mørkeblå, observante øjne. 
Det havde været med en sidste detalje at Aldamar havde rettet fyrsteslægtens våbenskjold på plads i skjortens krave, inden at han selv var trådt ind. 

Efter at have sagt hej til diverse grever, baroner, prinsesser og dets lige, havde fyrstesønnen endelig fundet tid til at gribe sig et af de fine, dekorative glas som tjenerne gik rundt med. Det var i selvsamme øjeblik at lyseblå øjne fangede hans egne på tværs af salen, og hans kommende hustru - klædt så yndig som nogen anden kvinde her til ballet - syntes at kræve hans opmærksomhed. Og Aldamar der ikke havde fået sagt hej til hende endnu, smilede tilfreds idet at han roligt begav sig derhenad. 

Adena havde fundet selskabet af et mindst ligeså nygift par, og Aldamar genkendte uden de store kvaler Erneyll-knægten og hans unge hustru. Som par så de fantastiske ud, begge to, og selvom han ikke havde udvekslet mange ord med dem, havde han alligevel hørt sin del. Kun gode ting, selvfølgelig. 
Gode ting betød dog ikke det helt store for hvordan fyrstesønnen mødte dem, da han gerne søgte at danne sine egne meninger. Derfor var det med et dovent smil at han nærmede sig, for at henvende sig direkte til Adena, først."M'lady" den dybe stemme havde en varm undertone, og først derefter vendte fyrstesønnen sin opmærksomhed imod hendes venner, øjne glimtende i sit afmålte studie af det nye ægtepar. 
"En fornøjelse endelig at støde på Dem, Sir Athelstan, Fru Amelia" en lille nikken fulgte med navnene, og Aldamar's arm gled under Adena's. Hvor den hørte til. "Og et tillykke, er vidst på sin plads, vil jeg mene. Jeg fik ikke sagt det til Dem til brylluppet, men i klæder hinanden" glasset løftedes med et høfligt smil til læberne.  

De to unge piger var som pot og pande, idet deres ordudveksling på overfladen lød som almindelig høflighedsdialog, men hvor hvert ord var imprægneret med indforstået, underliggende betydning, lige fra hentydningen til at Athelstan havde forhindret deres korrespondance, til vinket om, at de havde tænkt sig at mødes og snakke alting igennem.

Med slet skjul munterhed observerede Amelia, hvordan Athelstan forsøgte at beherske bitterheden, selvom det stramme kæbeparti afslørede ham. Hvis han bed sine tænder hårdere sammen, ville de smuldre. Hendes smil stivnede en anelse, da hans fingre strejfede hendes stramme liv, og hun huskede sig selv på at sove med kniv under hovedpuden igen i nat.

I næste øjeblik spyede veninden nye fornærmelser mod Amelias ægtemand, fornærmelser der på det kraftigste indikerede, at Adenas nye ægtemand ikke var hvem som helst…
Og så trådte selveste prins Aldamar Leosin af Arys ind foran dem. Amelia spærrede øjnene op. Hvordan? Hvordan kunne det usandsynlige match finde sted? Adena var jo ingenting i forhold til Aldamar! Måske var forlovelsen en lappeløsning på en hurtig affære og en uønsket graviditet, nåede hun at tænke, inden hun indså hvor fej, hun var. Alligevel simrede jalousien i hende. Mens Adena havde scoret en fyrstesøn og en dag ville blive fyrstinde, var hun endt med én som Athelstan!

Alle disse tanker foregik i et splitsekund, mens Amelia nejede så dybt, som det passede sig. ”Prins Aldamar,” hilste hun ærværdigt. ”Tak skal De have. Vi er taknemmelige for, at De var med til at gøre vores dag uforglemmelig.” Amelia måtte selv fange en tjeners opmærksomhed for at tage et glas, eftersom Athelstan ikke havde sørget for hende. Hun løftede ligeledes glasset i en tavs hilsen, inden hun ikke kunne dy sig længere.
"Må jeg spørge, hvorledes I to har stiftet bekendtskab?”

Vinen kom i rette tid. Det trøstede adelssønnen, der fortsat mærkede en voksende uro over Adenas udeblivende tegn på at ordene havde stødt hende og punkteret den personlige stolthed, som hun af uvisse årsager rendte rundt med og ublufærdigt luftede. Bevares, hun skulle ikke snige sig langs væggene som de lavtstående individer, der betjente dem (det ville helt klart klæde hende, hvis hun gjorde), men hvor var ydmygheden blevet af? Den sitrende frygt under huden? Tårerne eller de blussende kinder? Athelstan bad til at vinen var stærk, da han tog en tår –

"Så De mener en invitation til Zircon ville blive en pinlig affære, Deres Højhed?"..
Nuvel, så stærk behøvede den ikke at være. I et fejlagtigt øjeblik var Athelstan af Erneyll sikker på at det var drikkens skyld, at han havde hørt Adena sige ’ Zircon’. Han skottede forundret til glasset. Måske var der noget i? Der var også noget mistænkeligt ved at Sommerbæstet havde afslået alkohol, ikke? Alkohol rygtes at have beroligende effekt på tyndslidte nerver – hun burde som minimum være i gang med sit andet glas nu. Gift-konspirationen blev forkastet kort efter, da Adenas direkte fornærmelse skar klart og tydeligt igennem luften. Det kunne ikke være vinen. Frygtsomhed blev til harme – den gule, betændte slags, som tydeligt indikerede at kardinalvæskerne var ude af balance. Athelstan følte sig i hvert fald syg ind til benet, da han så hvem der gjorde dem selskab. Han havde haft en brændende lyst til at give svar på tiltale; verbalt smadre pigebarnet med sin egen overlegenhed... men nu kunne Athelstan ikke foretage sig andet end at drukne sin mund i vin, mens den skrækkelige realitet gik op for ham. Trangen til at spytte galde for deres omklamrede skikkelser var overvældende – så overvældende at han forsinket måtte gengælde fyrstesønnen Aldamars hilsen (heldigvis havde de mange år som Dionisia barnebarn gjort Athelstan god til at lefle).

Amelia overtog samtalen og Athelstan glimrede ved sin tavshed. Chokket over hvad der var overgået ham – og hvilke gruopvækkende konsekvenser det ville få for hans sociale liv, lammede hans tunge. Atter tyede adelssønnen til vinen mens en tanke pløjede sig igennem bevidstheden: Ville man kunne nå at forhindre brylluppet?

De royale kredse var noget af et minefelt at bevæge sig ud i, da man med et forkert ord, et lidt for undvigende blik eller ufrivillig fejl i etikette, ville blive slået ned på. Kendte man ikke de usynlige, sociale spilleregler der var at finde overalt til sådanne et bal som dette, jah så kunne man ligeså godt tage bind for øjnene imens man gik, og håbe Chance var en nådig med de skridt man tog. Nogle elskede spillet, andre hadede det. Og nogle levede blot i det, neutral, da man vidste at det blot var sådan livet var. 
Aldamar var en af de sidstnævnte, der fra barnsben af havde fået regler og rammer slået omkring sig med en styrende hånd, og det havde i bedste grad forberedt ham til et tidspunkt som dette. Lig et hjemmevant, elegant væsen af fineste royal avl, bevægede han sig let igennem de mange samfundslag. At være født med et våbenskjold på brystet og retten til at bære det tydeligt, det betød selvfølgelig en del.

Amalia de Pompadour, eller som hendes nye titel var, Amalia af Erneyll, nejede elegant, og Aldamar nikkede som en stille anerkendelse af hendes - eller deres - tak. Høflighedsfraser kunne være obligatoriske, men det virkede dog oprigtigt til at hans selskab i hvert fald ikke havde været uønsket, hvilket gav smilet en mere oprigtig kant. Så langt så godt. Og for en stund glemte man hvor ung hun var, givet hendes veltalkende ord. 
Blikket rykkedes derefter til siden da en noget mere forsinket hilsen forlod Athelstan's læber, og til trods for at Aldamar ikke kendte den unge Erneyll-knægt godt, lignede han en der havde fået noget galt i halsen. Det ene mørke øjenbryn løftedes kort. Eller noget der brændte i halsen, sådan som han... en anelse  usmageligt, slubrede vinen i sig. Det fortjente dog ikke mere end et granskende blik i 2 sekunders næsten larmende stilhed - var det alt han havde at sige, inden at Arys prinsen med et udglattende smil samlede op på de nysgerrige ord, og lod den mørkhårede mand slubre videre. 
"Taknemmeligheden er på min side" brummede han, inden at et kort blik gled til siden på hans kommende hustro, og den mørkhårede mands læber, skiltes in anelse i et fornøjet 'heh'. Havde fyrstesønnen et problem med Adena's rang, kom det ikke til udtryk. 

"Reier familien har gjort sit, for at gøre sig selv bemærkelsesværdige. Adena's storesøster var en af lysets riddere..." en datidsbenævnelse, hvor at fyrstesønnens skjulte spot for lyset selv, var godt dækket af "... og hun ofrede sit liv, for at redde min mosters'. Den type heltedåd siger mere om familien end hvad end de har - eller ikke har - af rigdom og land, og er et træk vi gerne indrager i familien" det var ingen hemmelighed at ægteskabet var arrangeret af forældrene, og heller ikke hvad baggrunden for det var. 
Og Aldamar mente det da også, til dels. Handling sagde ofte mere end ord, var hans bittersøde erfaring. 

Det var noget så frydefuldt at se Athelstan hælde vin ned i halsen for at undgå at skulle sige noget. Adena bibeholdt sit eget smil, men sørgede for lige at holde øjenkontakten med ham lidt for længe, før hun flyttede sit blik tilbage til Amelia. 
Til Adenas held besvarede Aldamar spørgsmålet. Ikke fordi hun ville have sagt det særligt meget anderledes, men hvert ord om hendes søster stak alligevel i sjælen. Så mange år siden havde det heller ikke været, og selvom Adena havde druknet sorgen i distraktioner, ulmede den stadig som gårdsdagens bålrester.

"Vi er meget beæerede," istemte Adena, som det hørte sig til. 
Hun sendte Amelia et oprigtigt smil - for hun var oprigtigt glad for at have fået en så god aftale på plads - og håbede veninden ikke ville blive alt for jaloux på hendes noget bedre parti. Men hun kendte jo Amelia - selvfølgelig ville hun blive jaloux, og hvem kunne egentlig bebrejde hende dét, når hun havde trukken sådan en nitte?
"Jeg håber sådan vi stadig kan se meget til hinanden, som vi plejede," sagde hun. "Og håber selvfølgelig på at se jer begge til brylluppet, når en dag er funden."
Den sidste del af den sætning var dog løgn. Åh hvor ville Adena gerne bruge mere tid med Amelia - og åh hvor ville hun ønske, at Athelstan overhovedet ikke dukkede op til hendes bryllup. Så hellere invitere Mørkets General eller være smurt ind i dværgepis. 

Athelstans tavshed og tydelige afsky for prinsen gjorde Amelia dybt forlegen, nu hvor de som ægtepar repræsenterede én enhed. Hun håbede, at Aldamar af Leosin ikke dømte hende for sin mands fejl og mangler. Hvor godt det end havde føltes at se Athelstan forvandle sig til en betændt byld, der voksede for hvert sekund, fordi han intet afløb kunne få for galden, svandt tilfredsstillelsen ind. Det var Amelia, der skulle hjem med sin ægtemand. Det var hende, der snart var alene med bæstet og måtte lide konsekvenserne over Athelstans utilfredsstillelse.

Amelia skubbede den foruroligende tanke til side og lyttede med brændende nysgerrighed til Aldamars fortælling, som fik brikkerne til at falde på plads. Så Adenas heltemodige storesøster have altså, fra sin position i himlen, ladet en fyrsteforlovelse dumpe direkte ned i Adenas skød? Hun var sørme velsignet af Chance. Episoden var så favorabel for Adena, at det næsten virkede mistænksomt …

Adenas oprigtige smil blev besvaret med et temmelig stift smil fra Amelias side. Pludselig var veninden steget i rang, så hun selv overgik Amelia. Hun var nødt til at drukne jalousien i en ordentlig tår af glasset, og lignede i det øjeblik til forveksling Athelstan. Den brændende følelse i halsen gjorde hende klar i hovedet og udløste hendes instinkt for adelig omgangstone.
”Jeg er sikker på, jeg taler for både Athelstans og mine vegne når jeg siger, at vi vil glæde os umådeligt til jeres bryllup,” sagde hun sødt. ”Allerede nu kan jeg se, hvor lykkelig min gamle veninde er. I er uden tvivl som skabt for hinanden.”

Hun løftede pokalen mod dem begge i en høflig skål. ”Hjertelig tillykke med forlovelsen. Må jeres ægteskab blive langt og lykkeligt.”

Athelstan af Erneyll druknede sine sorger. I bogstaveligste forstand. Han bedøvede sine sanser efter bedste evne, reducerede udvekslingen af ord, som de øvrige tre kom med, til det blev en summen der var forholdsvis nem at overhøre. Konkret betød det at den sorthårede adelssøn intet hørte af Aldamar Leosin af Arys’ snak og kun registrerede en irriterende, vedvarende pivelyd da pigebarnet åbnede munden. Først da Amelia svarede (Og Athelstan havde fået byttet sit tomme glas ud med et, der var fyldt) lyttede han til hvad der blev sagt. Og han brød sig overhovedet ikke om det.
’Jeg er sikker på, jeg taler for både Athelstans og mine vegne når jeg siger, at vi vil glæde os umådeligt til jeres bryllup’- Athelstan pustede hårdt luft ud af sine udspilede næsebor -

”Umådeligt,” forsikrede han utroværdigt og slog ud med glasset, så vinen blev slynget op ad kanterne. ”Hvornår vil det foregå – har Prinsen fundet en dato?” Adelssønnen henvendte sig udelukkende til Aldamar og gjorde intet for at skjule det.
’Hjertelig tillykke med forlovelsen. Må jeres ægteskab blive langt og lykkeligt’.
Som sin hustru løftede Athelstan højtidligt sit glas for det kommende brudepar.
”Langt og lykkeligt!” istemte han som et ekko og drak begærligt af vinen, da den hule lykønskning var blevet givet.
”Og lad det ikke blive påvirket af ondsindede rygter,” sætningen blev henkastet smidt ind i gruppens midte, hvorefter Athelstan lænede sig hen mod Aldamar. Med et lavmælt tonefald, der prøvede at lyde både sorgløs og venskabligt spøgefuldt tilføjede han: ”Prinsen ved naturligvis hvad denne går ind til, ikke sandt?”
De blå øjne funklede af samme slags intern morskab, som da Athelstan havde præsenteret killinge-kåben for Amelia.

Trods en ret så fornøjelig tilværelse, var det ikke sådan at Aldamar var blind for modvilje når han så den udfolde sig fysisk. Hverken hjemme i Zircon eller her i Dianthos. Fra det stive smil over Athelstan's smalle læber, til det lidt for anstrengte smil der fulgte fra hans ægtefælle - det var som at få et koldt pust i ansigtet, i den ellers varme atmosfære der omgav dem i rummet. Hvad end der foregik af gnidninger imellem Adena, Athelstan, Amalia og nu også Aldamar, var til gengæld meget sværere at sætte en præcis finger på - for ham, og han holdt sig derfor tavs i sit magelige adelssmil. Ventede. 
Komplimenterne blev nemlig taget til sig uden de store indikationer på at han lod sig mærke af den andens kulde - Adena og ham var et nydeligt par, og let nikkede prinsen som svar. Langt og lykkeligt var altid målet, var det ikke? 

Det var til gengæld også her at Athelstan (endelig) fik læberne vristet fri af glasset, og Aldamar med et næsten morende glimt noterede sig hans dovne forsøg på at fremstå andet end spydig; et forsøg der var dømt til at mislykkedes, hvilket måske også var meningen. Men hvorfor? 
Vinglasset løftede til læberne i den dovne forundring. Han kunne ikke helt se pointen i hvorfor han ønskede at krænge fyrstesønnens læber nedad, omend det fik en bizar form for nysgerrighed frem i de mørke øjne, der uden tøven mødte hans lyse af kold granit. 
Han var opdraget bedre end at lade ironi skue ham imod hårene; "Ikke endnu" smilede han derfor. 
Den henkastede bemærkning fik dog blikket til at glide en anelse undrende imod hans kommende hustru - bare lige for at se hvad det frembragte af reaktioner på hendes unge ansigt når han ikke selv vidste hvad det skulle betyde, inden at det fandt sin vej tilbage til adelsmanden. En person der med fuldt overlæg virkede til at ignorere kvinderne omkring dem. Kvinder der indtil nu havde fyldt hans tavshed ud for ham. Hah.
Aldamar følte sig selv løfte et næsten spørgende øjenbryn ved hans nu næsten venskabelige ord, jah letfældige toneleje... funklende øjne der umærkeligt fik fyrstesønnen til at betragte ham i nogle tavse sekunders overvejelse - atter ringede spørgsmålet hvorfor. 
"Jeg har ikke haft fornøjelsen af at være gift, så det er fremmed land at indtage..." en bemærkning der blev sagt med et kort blik til de par der allerede var omkring dem, og Aldamar tænder glimtede i skyggen af et næsten legende smil, da mørkeblå øjne fandt sig til rette på ham igen. En anelse vurderende. "Men, en gift mand som Dem kan vel oplyse mig? Fortæl endelig hvad det er jeg skal forberede mig på, sådan at... 'gå ind til' " 

Adena kunne ikke lade være med at smile lidt bredere. Athelstans taleproblemer var en fryd at se udfolde sig, omend ordene, der forlod hans beskidte mund var lige så forvrængede som hans personlighed. Heldigvis havde Aldamar taget ordet, og hun behøvede ikke gøre andet end at være på hans arm og nyde showet. At Amelia også så noget presset ud, håbede hun inderligt at kunne rette op på senere. Det havde da strejfet hendes tanker, at Amelia kunne blive harm over Adenas pludselige rangstigning - især når hun selv var landet hos en så forfærdelig mand, og endda en mand uden væsentlig betydning i landet - og hun håbede ikke, det ville komme alt for meget imellem dem. Måske det kunne styrke deres venskab at være nærmere hinanden nu hierakisk. Om ikke andet kunne Athelstan næppe nægte dem at ses mere.

Det venlige, falske smil blev ved med at være plastret over hendes ansigt som en stivnet maske, mens Athelstan spyttede sine ord ud imod dem. Ondsindede rygter... Hvad du går ind til.
I Adenas hoved blev det straks opfattet som spot imod hende, og at han måske havde tænkt sig at svinge om sig med ukvemsord om hende for at prøve at sætte skår i den nylige alliance. Det ville ligne en som ham at gøre - men hvor meget kunne han have at gå på? Vel kun smårygter om hendes lidt ukontrollerede magi. Hendes familie havde gennem årene fået de fleste til at gå i sig selv igen, men der ville jo altid være snak i krogene, om det så var om magi eller den kjole, der kun havde været sidste sommers mode. 
Aldamar tog heldigvis ordene og drejede dem hen i retning af ægteskab og alt hvad sådan noget indebar. Et Umådeligt træk sådan at vende det til at Athelstan måtte forklare yderligere frem for at give udtryk for en nysgerrighed vagt på onde rygter. 
Åh hvor hun håbede, at de funklende øjne i Athelstans ansigt ville blive sat på plads af Aldamars tale. Adena var ikke i tvivl. Det havde været det helt rigtige træk at få sin kommende mand herhen til sin værste adelige fjende. Hun var den nye brik i skakspillets højere klasser, og Aldamar var en langt mere erfaren spiller.

At den skæggede fyrstesøn lod sin uvidenhed forplumre det galde-gule samtalespor som Athelstan ellers så fint havde lagt ud, var både overraskende og forventet:
Overraskende fordi det normalt var nemt at få folk til at bide fast, så snart maddingen var kastet ud. Der var intet som henkastet rygtespind til at vække folks nysgerrighed og forbitrelse. Athelstan havde – efter sin egen opfattelse – tydeligt indikeret at Aldamar, uvis om sin egen snarlige ulykke (såfremt han ikke aktivt gjorde noget for at forhindre det), var ved at gifte sig med et råddent æble, og fyrstesønnen havde - mod al fornuft – alligevel formået at dreje det bort fra den beskidte vej, som Athelstan havde udstukket. En vej som Athelstan af Erneyll ellers følte sig så stedkendt ved. I stedet havde fyrstesønnen af Arys trukket emnet over på giftemålet som helhed: en tarvelig, følelsesladt ligegyldighed, som Athelstan på ingen måde ønskede at drøfte. Hverken det han selv netop havde indgået eller det kommende ægteskab mellem Aldamar og det skrækkelige pigebarn (som om Althelstan ikke havde det slemt nok i forvejen!)

Den sorthårede adelssøn så over på sin konkurrent. Selvfølgelig lod Aldamar sig ikke rive med – heri lå det forventede; Det var et klassisk Arys-træk. Sådan at hæve sig op og være bedre – prøve at få drejet det således at det var Athelstan der potentielt kunne ende med at blive gjort til grin – og for hvad? For at italesætte det som alle andre pludselig syntes at ignorere: At Reier-familien var en grum spøg, en latterlig undskyldning for kompetent adelsparti. En flok døgnfluer. Pigebarnet et pragteksemplar på netop det; et grådigt insekt, der nu stod tæt omslynget med et af rigets 5 store fyrstefamilier. Det var komplet til grin.

”Åh..” Pausen der fulgte, var udelukkende for at sikre det høflige, og det om muligt en smule påtaget beklemte, tonefald:” Jeg er bange for at du misforstod mig, Prins Aldamar. Det var ikke ægteskabet som sådan, jeg tænkte på –”
De blå øjne spillede i et ansigt der bevidst udstrålede let forbavselse: ”Jeg.. Det var ikke meningen.. nu lyder det fejlagtigt som om jeg bidrager til rænkespil, men bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at løbe med sladder, når nu Prinsen - hvilket er yderst heldigt - har undgået at høre det indtil nu. Det sidste jeg ønsker, er at formørke jeres fælles fremtid, før den endnu er begyndt. Jeg beklager min fortalelse.”

Glat som en ål var Arys prinsen, der havde brugt en god del af sit liv på at undgå de fælder der kunne lægges ud i de adelige kredse, og med det rungende spørgsmål der stadigvæk ekkoede igennem ham - hvorfor ville Erneyll manden sige disse ting nu af alle tidspunkter - jah så var Aldamar varsom med at træde ud der, hvor han ville have det. Ikke fordi det ville være farligt som sådan - han tvivlede (godt nok i sit eget arrogante verdensbillede) på at den mørkhårede mands ord nogensinde ville være skarpe nok til at gøre real skade. Men fordi at det ville være direkte stupiditet at bevæge sig ind på det emne han bragte op, foruden at vide hvorfor. Og der var det vel kun passende at Athelstan selv forklarede hvad det hele handlede om. 
Et enkelt blik på Adena's stivnede maske af et smil, havde givet ham en idé om, at det nemlig var henad hvad han troede (omend ikke håbede) det handlede om; nemlig hans kære kommende hustru. Og selvom det trak i Arys prinsen efter at være kold overfor det den nysgerrighed der fulgte med... kunne han ikke benægte hvordan det skurrede ham imod hårene, at der efter sigende var noget han ikke vidste. En fornemmelse som Athelstan af Erneyll kun gjorde værre, når han overraskende nok krøb til korset, men samtidig ikke fulgte opfordringen om at forklare videre. 
Det var lige godt Zalans. 

En lang strøm af ord, for at nå frem til en meget kort pointe; fyrstesønnens øjne glimtede mildt, jah overbærende i undskyldningen, selvom han havde håbet på noget andet. "Fejlagtigt eller ej -" den advarende summen i fingerspidserne talte for sine tvivl, men det var ikke vigtigt. " - så havde jeg aldrig set Dem værende en mand af sladder, Athelstan. Men man kan jo stadigvæk overraskes" Aldamar rystede en anelse på hovedet, var det ikke almindeligvis kvinderne der sladrede som høns til højre og venstre? At han sammenlignede ham med dem lå implicit, men ikke den vigtigste pointe. "Så beklag Dem ikke. De kunne ikke gøre for det". Nogle mennesker fulgte vel bare deres natur, hvor snagende og dramatisk den så end kunne være. Og indtil han videre måtte han vel følge sin, der beskyttede sin familie's ære, om nogle søgte at tilsmudse den ved at påpege dårlige beslutninger. 
Hans giftige ord havde alligevel fået fat i Aldamar, der i sit stille sind måtte... finde ud af hvad disse rygter handlede om, skulle de eksistere. Om det så blev i en privat snak med Athelstan, eller en mere direkte snak med Adena, det måtte tiden vise.