Maya var ikke en hold spiller og nød på ingen måde at havde ansvar eller pligt til at hjælpe andre. Men tiden med Jarko havde ændret nogle af hendes tanker. Måske det var tid, så hun ikke for evigt var alene og ikke for evigt skulle kigge sig over skulderen og beskytte egen ryg.
Den efterhånden voksne teenager sad med frit udsyn til alle sidderne. For ikke at blive overrasket. Kniven Jarko var begyndt at træne hende i at bruge, sad trygt i bæltet, og lysten til at antænde hele gaden i et flammehav var intakt i hendes indre, skulle hun føle sig for udsat. Men mest af alt, sad der en krølhåret, mørkglødet tøs med en hætte halt over hovedet og ventede. En gang imellem gik der folk forbi hende og engang imellem fløjtede hun en lille diskret melodi, der for de rette øre indikerede at hun søgte en specifik.
Hun havde ikke fået et navn, men blot fået fortalt at hun altid kunne bruge hænder til præcis det Mayas hænder var gode til. At rage det til sig som ikke retteligt tilhørte hende.

Krystallandet