I dagene efter at Marius havde oplevelet forårs festivalen i Medanien, var han igen fortabt i tankerne om hvor at han skulle rejse hen eller hvad han skulle fortage sig når han havde et sted at bor. Det havde været to eller tre uger siden at han løb hjemmefra, og krystallerne var begyndt at blive brugt op. Så han måtte snart finde en job mulighed eller andre muligheder for tjene krystaller.

Marius vågnede fra toget af tanker, det hjalp ikke at han bare sat der oppe af mur med hans tanker. Nej et eller andet måtte han vil fortage sig, men spørgsmålet var hvad?

Marius havde aldrig haft ”rigtig” arbejde og han havde ikke meget erfaring med søge arbejde, da hans familie ofte bare havde trukket ham ind i familie arbejde i sted for sende ham ud som en hver anden. Nogen mennesker ville sikkert kalde det en luksus, at man ikke selv skulle løfte en finger for at få arbejde, og på sin vis havde Marius da også set ham selv som heldig for at være født i en familie med mindre adelig titel.

Marius skubbede sig selv i gang igen, han havde brug for at komme videre med de planner som han havde og derved at komme videre sydpå. Først skulle han dog ud af byen, så han kunne finde landevejen imod syd og der efter kunne han tænke videre over hvad han ville gør. 

Gående rundt med et muggen ansigtsudtryk gik Dain med hænderne begravet i bukselommerne. Han havde blikket vendt rundt på de omgivelser han kom forbi, der var meget at se. Men han kedede sig også utrolig meget. Han manglede et eller andet at lave, men hvad. Han var iklædt de sædvanlige klæder og havde et æble i hånden, som han gik og spiste. Han syntes efterhånden det begyndte at blive mere og mere kedeligt bare at vandre rundt for sig selv, men da han pludselig kunne se noget.

En person, som han ikke kendte eller havde set før. Han lignede en der havde samme alder som ham selv, så han gik tættere på. Tog nogle flere bider af æblet, og fik så et bredt smil frem på ansigtet som hans lyserøde øjne hvilede sig på personen. Gad vide, hvad han lavede herude? Enlig var Dain ikke engang selv sikker på hvad han lige lavede herude, måske havde han bare haft lyst til at gå sig en tur og helt automatisk var endt her. 

Han var dog ikke helt sikker på, at det var faktisk ville være grunden. Men han kunne godt lide omgivelserne, og han lagde hovedet på skrå som han betragtede personen lidt mere. Han var enlig ganske flot, selvfølgelig ikke ligeså flot som ham selv, fordi det mente han nok om de fleste mænd. Så flabet og selvcentreret som han kunne være, dog måtte han blive enig med sig selv om at denne person her var flot"Og her troede jeg at jeg var den eneste kønne dreng i disse omgivelser, men jeg tog hvist fejl"lød det charmerende og kækt fra ham, som han lod smilet bredde sig og han tog endnu en bid af æblet

Marius fik ikke taget alle ordne til sig, for han havde ikke være opmærksom på den anden person der gik lige imod ham. ”Ah hvad?” sagde han først i en forvirret tone før at han lod den anden drengs ord falde på plads.
Marius blinkede et par gang, han havde aldrig set øjne af den farve før og specielt ikke med mørk hudtone. Et smil træk sig frem på hans læber, og Marius studerede ham kort med sit ejet blik. ”Undskyld, jeg fangede bare ikke hvad du sagde første gang” sagde han, nu hvor han havde hørt ordne spille sig ud igen i hans tanker var han en smule charmet.
Udefra hvad han selv så var han imponeret, der var nok en lille smule alder i mellem dem, men ikke meget. ”Tak” sagde Marius, han tog komplimentet til sig. ”Hvad hedder du så?” spurgte han, han følte lidt af han måske havde set den anden dreng før, men han følte sig dog ikke sikker nok på til gætte om han havde ret eller ej.

Som han undskyldte sendte Dain ham et bredt smil, og han lod de lyserøde øjne hvile sig på denne dreng han ikke kendte. Han tog en bid af æblet, og lod kort hans blik glide rundt på omgivelserne bare for at tjekke dem lidt mere ud. Der var hyggeligt her, så meget at han nød det mere og mere. Han vendte blikket tilbage på drengen som han spurgte ham hvad Dain hed. Han overvejede at komme med hele navnet i en lang smøre men lod være.

"Dain Kazimi, de kan bare kalde mig Dain"lød det venlig fra ham med hovedet på skrå. Hans øjne hvilede sig på drengens ansigt han var ganske køn faktisk. Dog kendte Dain ham ikke, og han tog endnu en bid af æblet. Han ventede lidt med at gentage sig med det han havde sagt, det var nok heller ikke noget man måske skulle sige første gang man mødte nogle, men det var Dain ligeglad med. 

Han drejede hovedet væk og studerede omgivelserne en smule mere, han følte sig meget afslappet. Selvom der var nogle folk her og der, så var det mest denne person ved hans side, som han var mest nysgerrig på at lære at kende, og vide hvem han var. Hvad han enlig lavede her på dette pragtfulde sted"De behøver ikke at undskylde"sagde han høfligt med et bredt smil imens han vendte blikket på drengen.

Der var et eller andet bekendt ved det efternavn, men Marius stillede ikke spørgsmålet omkring det. ”Mit navn er Marius” sagde han, det var med bevist tanke at han undgik at tale om hans efternavn eftersom at han var lang vej hjemmefra.

”Hvad laver du så her ude?” spurgte Marius, pæne drenge så man ikke så tit ude på landsbyer, eller Marius havde ikke set mange siden at han stak af hjemme fra. Men det han så nu kunne han godt lide, og igen var det et eller andet smukt ved de lyserøde øjne som han kiggede på.

Marius blinkede et par gange for at han ikke skulle blive for betaget eller se ud som om at han blev ved med stirre, han lod blikket glide væk i kort tid før at det vendt tilbage.

Ja det var enlig et godt spørgsmål om, hvad han enlig lavede herude. Det var ikke lige det sted han kom mest, men her var nu meget hyggeligt. Han vendte sit blik lidt rundt, for at kigge lidt mere på omgivelserne, før han fik vendt hans blik tilbage på Marius. Det var et ganske pænt navn, det lød meget normalt. Nok mere normalt end hans eget. 

"En ære at møde dem Marius"sagde han høfligt, som han bukkede lidt foran ham. Han tog en stor bid af sit æble som han lod hans øjne hvile på drengens ansigt, han var nu ganske køn. Han var sikkert på samme alder som ham selv, og Dain tog endnu en bid af æblet. Han holdte blikket på Marius, før han kiggede lidt rundt igen. Det var enlig lidt sjovt, at han var endt her uden at vide helt hvorfor.

Han fik et bredt smil på ansigtet, og grinede lidt som han lagde hovedet på skrå. Så skulede han hen på Marius, og tænkte lidt over spørgsmålet igen"Intet specielt, udforsker omgivelser, beundre de kvinder der kommer forbi"sagde han en smule kækt, hvorefter han drejede rundt så han stod med fronten til Marius"Hvad med dig"spurgte han undrende.

”Jeg er ude og rejse alene for første gang,” forklarede han for undgår sandheden en smule, han var jo ikke rigtig ude og rejse, men det lød bedre at sige det på den måde.

”Du ved sikkert hvordan forældre kan være, jeg havde brug for afstand til mine forældre og derfor er jeg tag ud på en lille livsrejse før at jeg tager tilbage til Dianthos,” Marius håbede at han aldrig ville skulle tilbage til Dianthos igen, eller hvis hans skulle ville det være på hans præmisser og ikke på hans forældres.

”Min tur går lige nu imod syd eller imod et eller andet sted, hvor jeg kan få lidt tid alene med mine tanker,” det var en mere pæn måde af sige at han bare gerne ville være sig selv i sted for lille adelig dreng, der alleligvel ikke ville for del i familie formuen når han blev ældre. Hvorfor skulle han gifte sig når det ikke betød det store for ham selv?

Ak han kunne sukke over hans familie ind i mellem, ”Men jeg sikker på at mit dramatiske familie liv må være kedelig og hør om, så fortæl mig mere om dig selv?” sagde han med et smil.

Dain lod hans øjne hvile sig på Marius som han snakkede og efter nogle minutter kiggede han en smule rundt. Omgivelserne var enlig hyggelige, og rolige han kunne godt lide det. Vejret var også fantastisk, helt klart meget bedre end alt det kolde vejr han havde oplevet nord på. 

Bare tanken om det fik ham til at ryste en smule på kroppen. Så kiggede han hen på Marius igen, og da han nævnte at Dain sikkert godt vidste, hvordan forældre kunne være havde han nærmest lyst til at tage fat i begge Marius's hænder og trykke dem med en dyb forstående ansigtsmine. Men han lod være"Ja i den grad....Jeg ser intet til min fader, men han har sikkert alt for travlt med de adelige fruer"sagde han og sukkede. Han håbede virkelig hans far ville opsøge ham, eller bare bruge lidt tid med ham, men nej det var hvist andre pligter og prioriteret der galt end at tænke på ham.

"Noglegange skal man bare væk fra sine forældre, for de kan være trælse, men nyder du så ikke friheden lidt, og de her omgivelser"sagde han med et bredt smil som han holdte hans blik på ham før han kiggede lidt rundt. Dain kiggede lidt rundt og lagde mærke til nogle af de få folk han kunne se, der var dog ikke ret mange andre. Han havde ikke engang troet at der ville komme nogen forbi udover ham og Marius"Slet ikke, jeg lytter gerne"sagde han som han gav et høfligt og elegant buk forover med overkroppen, før han endnu engang rettede sig op. Han gik lidt mere rundt sammen med ham"Mit familie liv er vel heller ikke så spændende, men ja hvor skal jeg starte"sagde han og kunne ikke undgå at grine som han gav Marius et blidt puf med skulderen.

Marius kunne nikke i genkendelse til det med fædre og deres gøremål, ikke at hans far brugte tid med damer, men han brugte heller ikke tid på familien så tit igen. ”Det kender jeg godt, bare ikke med adelsdamer, min far bruger meget tid som bank mand,” fortalt han ”Så meget, at hans egne børn næsten ikke kender til ham udover når de arbejder for ham,” sagde han mens han rullede en smule med hans øjne. Det var ikke fordi at Marius havde brug for at hans far så ham mere, næh han havde bare for at der var en eller anden accept fra hans families side.

”Det kan være rigtig nok, selvom jeg nu nok ikke ville kalde det for en ferie som sådan. Jeg løb hjemmefra, fordi jeg ikke var enig med min mor eller far om hvem jeg skulle gifte mig med om et års tid. Min mor og far ser gerne at jeg finder mig en fin adelspige med et godt navn, men jeg er ikke interesseret i kedelig piger,” han lave næsten et opgivende suk i et øjeblik.

”Jeg vil heller vælge en person som jeg kan være glad for, i sted for en med en titel,” Marius syntes selv at et være svært at for hans forældre til blive enige med hans tanker, og han havde måske givet en smule op på kampen. ”Det er derfor at jeg er her, jeg vil væk fra det hele og starte mit eget liv, hvis det da kan lykkes” hvis ikke og hvis han nu blev fundnet, ville han kæmpe for ikke at komme hjem igen. 

Dain kendte det alt for godt, han kunne nikke bekræftende til Marius's ord for han havde det på samme måde. Selvom han bare ønskede at snakke mere med hans far, og se ham så var det også tit han bare blev nød til at opgive det lidt. For den kære fyrste havde gang i alt for mange ting, han kunne umuligt bekymre sig om hans mange børn.

"Det er typisk når fædre bruger meget tid på andet end os"sagde han pludselig meget utilfreds som han kiggede rundt på omgivelserne. Glemte et øjeblik hans æble i hånden, han havde slet ikke spist det færdigt. Han tog nogle bider af det, før han fandt en skraldespand som han kastede det i. Dain lyttede til det Marius fortalte og han drejede lidt rundt så han stod med fronten til ham, og lagde en hånd ovenpå hans skulder"Godt jeg ikke har oplevet det endnu, jeg kan forstille mig det er utrolig belastende"sagde han og sukkede selv, han kunne næsten ryste ved tanken om hans far's valg og tanker angående giftemål til ham. 

Dain puffede så til Marius som han nævnte at han ikke var interesseret i kedelige piger, det var Dain absolut heller ikke, så der havde de lidt mere tilfælles. Han gik så lidt mere rundt sammen med ham, og kiggede på ham"Ja kedelige piger er heller ikke noget værd, i mine øjne sker der for lidt"sagde han nok en smule flabet og uanstændigt men han var ligeglad. Han lagde så armene over kors, som de begge to gik lidt videre rundt i omgivelserne. Han gav Marius nogle nik til det han sagde for Dain forstod ham godt, det måtte virkelig være træls for dem med de ting, men han forstod også godt hvorfor han havde valgt at løbe hjemmefra"Det kan helt sikkert lykkes det er bare med at tro på det"sagde han med et selvsikkert smil.

Marius kom til le lidt ved tanken, det var bare typisk fædre i adelig familier. Hvis man ikke lavede noget der ikke var vigtig for dem, var man næsten ligegyldig for dem. ”Hvad min far nu syntes, er lidt ligegyldig nu. Jo jeg skal nok lytte til ham, når han er klar til lytte til mig igen, men jeg tror nok at jeg sikkert kan gå glemme bogen om sønnen der stak af og aldrig blev set igen,”  sagde han, det ville passe Marius fint hvis hans familie forhold sluttede på den måde. Jo han elsker jo nok hans søstre og mor, men ingen af dem sagde hans far imod og det drev ham til vanvid.

De forsat med går stille og roligt, og der næsten en slags ro over endelig at tale om hverdagen, det var ikke så tit at Marius snakkede med andre som der forstod hans dilemma, fordi mange andre adels børn på hans alder gjord bare hvad der blev sagt i sted for sige deres forældre imod.

Marius nikkede, ”Jeg har ikke mødt en pige i nu som jeg ville kalde for gifte materiale, alle dem der på min alder er bare så opdragede at de ikke selv viser deres egen personlighed, men blot en forventning i sted for,” han ville ikke have en forventning, han ville have person han kunne dele tanker med, snakke åbent med og mere. Selv hvis han skulle blive tvunget hjem igen, så ville han da heller selv finde en pige der kunne lide ham, måske ville de aldrig kunne være samme seksuelt, men bare det at have en person der forstod en var meget.

”Tror du virke der håb? Jeg synes nu allerede det svært at komme videre, jeg har ikke den store erfaring i at klare mig selv sådan rigtig fordi jeg altid har fået alt hvad jeg ville have og arbejde har kunne være indenfor hvad min far ville have”  fortalt han.   

Familie drama var også noget Dain prøvede at undgå, men sådan endte det bare aldrig. Tit fordi han også kunne have en kæk eller flabet bemærkning, som kunne gøre det hele meget værre. Han lyttede til Marius som de gik videre rundt, og han gav et nik fra sig, hvorefter han trak en smule på skulderen. Han havde enlig ikke selv mødt en pige han lige tænkte kunne være et godt giftemål, han havde tit brugt tiden på at charmere sig ind på damerne, og pigerne. 

Bruge den ene kække scorereplik efter den anden, også selvom de måtte være utrolig dårlige. Så havde han skam intet imod det, for det var ikke til at vide om der ville være en eller flere der ville bide på. Han kiggede lidt rundt på omgivelserne med et bredt smil.

Da han hørte Marius's spørgsmål tænkte han lidt, dog blev det ikke til ret meget før han selvsikkert skubbede brystet en smule frem og lagde en hånd ovenpå hans ene skulder"Det er jeg sikker på, intet er umuligt som man siger"sagde han og kunne slet ikke lade være med at grine en smule.
  

Omgivelserne kiggede Dain lidt mere på, før han lod blikket falde hen på Marius som han hørte hans stemme. Det var nu afslappende og hyggeligt at vandre rundt sammen med ham, selvom de måske ikke lige kendte hinanden helt endnu, så var der noget hyggeligt over det. Han lyttede til det som Marius fortalte, og kunne slet ikke lade være med at nikke med hovedet til hans ord om, at nok var ting i livet som var umulige. Det var Dain helt enig, og han havde da også nogle ting han synes var umulige, og trælse.

"Det er en del af livet, men nogle ting er bare næsten for umulige til at man kan klare det"sagde han med et suk, han vidste slet ikke om han talte for ham selv, eller om Marius også havde det på den måde. Det var dog ikke rigtigt noget den unge kazimi tænkte så meget over. Som de gik lidt videre rundt, fjernede han blikket fra ham, for at kigge lidt rundt, for omgivelserne behagede Dain en smule. 

Men som han havde kigget lidt nærmere rundt hørte han Marius's spørgsmål, hvilket fik ham til at dreje hovedet hen imod ham. Han havde næsten lyst til at bøje sig ekstremt meget forover ved lyden af spørgsmålet"En helt masse brødre, søstre fætre og kusiner... Familien er stor men jeg snakker kun med ganske få fra familien"sagde han og tænkte lidt nærmere over hans eget svar. Jo han snakkede hvist kun med ganske få søskende, men han følte også det var synd for Marius som han plaprede løs om familien. Men måske det ikke gjorde noget"Tro mig, det er en stor familie...Jeg har ikke styr på alle mine søskende, fætre og kusiner"sagde han med et dybt opgivende suk.