Dagen var startet ud som de fleste andre. Zamir havde brugt natten på en bænk, i en af de små sidegader i midtbyen, hvor han lige havde fået et par timer på øjet. Trods det var noget tid siden, var han stadig i besiddelse af en stor portion, af de mange krystaller den underlige, rødhårede dame hjalp med at skaffe. Derfor havde han heller ikke været helt så aktiv i tyverierne, som han ellers plejede. Hendes skuffede tone over ham, havde ramt langt hårdere end han var vant til og derfor forsøgte han også at leve bedre. Han havde endda taget lidt småjobs som budbringer, men ikke uden at kigge i de pakker, han blev bedt om at bringe.

I dag havde bare ikke været en af de dage, hvor han kun nøjedes med de lovlige arbejde. Det var svært at slippe en vane, man havde haft så længe og derfor kunne Zamir ikke helt holde sig fra, at stikke hånden i en dames taske, lige ved bymuren. Han havde bare ikke været helt opmærksom, for en byvagt havde straks spottet ham.
Zamir trak hånden til sig, lige som damen vendte sig om for at sende ham et noget så fornærmet blik, og så satte han i løb, ud fra byen, fordi de var lettest i øjeblikket. I et hurtigt forsøg på at gemme sig, sneg han sig op på ladet af en hestevogn, der havde kurs mod Lazura.

Overraskende nok, blev Zamir først opdaget et par dage senere, da kusken gav sig til at læsse af ladet. Han sprang af vognen og satte i løb, ind i skoven, hvor han til sidst faldt sammen på den kolde jord, helt forpustet. Det var dog utroligt så sure folk kunne blive, bare fordi man lige sneg sig til et lift ud af byen. Derfra gik der ikke længe, før solen begyndte at gå ned.

Som solen var gået ned i horisonten, havde Valtor bevæget sig udenfor. Han havde nu længe forsøgt at vænne sig til solens stråler, men det lod ikke rigtigt til at være en holdbar plan. Det ærgrede ham inderligt, at han ikke kunne bevæge sig udenfor i dagslys uden at skulle være pakket ind fra top til tå. Det var en ting, der efterhånden havde tirret ham i mange år, men han kunne ikke længere gøre noget ved det. Det var vel egentlig det værste ved det; tanken om, at han ikke selv var skyld i det. Det faktum at han så også var afhængig af blod, gjorde det heller ikke bedre. Han forsøgte blot at få det bedste ud af det, men det var ikke altid lige nemt.

Valtors have var ikke koloenorm, men hans grund strakte sig længere end den indhækkede del. Det var også derfor, en slave kom løbende, netop som Valtor havde sat sig til rette i en stol for at nyde stjernernes langsomme fremtitten. "Herre, jeg er forfærdelig ked af at forstyrre Dem, men jeg er ret sikker på, jeg hørte nogen gå rundt i nærheden. At dømme efter lydene er det ikke et dyr" berettede han. Valtors udtryk havde skiftet sig fra først at være irriteret over at blive forstyrret til nu at se langt mere forståeligt ud. "Tak. Jeg skal nok se efter. Glimrende arbejde, Nasir" roste han, inden han rejste sig.

Valtor havde en låge i hækken. Den var der ikke specifikt til dette formål, men det var alligevel yderst praktisk i denne situation. På vej ud trak han dog sit sværd. Der var ingen grund til ikke at være forsigtig. Han skulle da heller ikke gå ret langt, før han begyndte at høre småpuslen fra fodtrin, men han kunne stadig ikke se noget, selvom hans nattesyn absolut intet fejlede.

Mørket havde lagt sig over skoven hurtigere end Zamir havde forventet. Det var vel forskellen på tætte træer og Dianthos, hvor gaderne altid var lyst lidt op af de tændte olielamper. Trods sin hyppige færden i de mørke gader havde Zamir ikke det bedste nattesyn. Da han endelig rejste sig fra den kolde jord, havde han mistet overblik over hvilken retning han var kommet fra og i et forsøg på et finde vejen i mørket, begyndte han bare at gå. Det ville helt sikkert have været lettere at vente til det blev lyst, men Zamir var vant til at bo på gaden, ikke i skoven og det var der flere grunde til. Den unge dreng duede ikke til livet i det vilde, han ville jo helst ikke i nærheden af dyr.

Zamir havde lige lagt den halvt fyldte vandflaske i læder tilbage i tasken, da han hørte en gren knække et lille stykke bag sig. Om det var virkeligt eller ren indbildning grundet nervøsitet og dårligt syn i mørket, at han lige nåede at se en skikkelse forsvinde om bag et træ, vidste han ikke. Han havde heller ikke tænkt sig at finde ud af det, så Zamir satte straks i løb, væk fra hvad end der havde nærmet sig, hvis der da overhovedet havde været noget.

Lidt panisk så han sig over skulderen og da han rettede blikket frem igen, satte han hælene så hårdt i jorden, at han gled og væltede ned at sidde med et bump. Det var ikke langt han nåede at løbe. Ikke langt foran ham stod den vampyr, som han aldrig havde forestillet sig at skulle møde igen og han blev hurtigt lidt bleg i ansigtet. Godt nok var her mørkt, men han kunne altid genkende Valtor.
Han var egentlig godt klar over at Valtor umuligt kunne undgå at lægge mærke til drengen, der var skvattet næsten lige foran ham, men alligevel forsøgte Zamir lige så stille at rejse sig for derefter at liste nogle små skridt bagud. Havde der været solide sten under hans fødder, ville han sikkert kunne have gjort det lydløst, men jorden, de små grene og bladene hjalp ham ikke meget. Ved hvert eneste lille skridt knækkede en kvist, men det stoppede ikke Zamir i at fortsætte. Han vidste jo udmærket godt at han ikke ville kunne løbe fra vampyren alligevel.
”Kan du måske lade som om du ikke har set mig?” Han kunne vel godt lige prøve.

Som lydene tydeligt kom tættere og tættere på, hævede Valtor sit sværd, klar til at forsvare sig selv. Det viste sig dog tydeligt ikke at være nødvendigt, som en dreng nærmest skvattede foran ham. Et øjeblik stod Valtor blot og så på den mørke dreng med et tydeligt overrasket ansigtsudtryk. Sidst han havde set Zamir, havde han været død? Drengen havde åbenbart overlevet, hvilket var lidt af en bedrift i sig selv. Drengen havde da virkelig været umådeligt heldig.

Ordene fik Valtor til at smile, inden han rystede på hovedet, men han sænkede alligevel sværdet. "Jeg ville nok ikke selektivt kunne glemme, at jeg sådan er stødt på dig igen, Zamir. Jeg er dog nysgerrig: Hvad bringer dig tilbage? Jeg havde ikke ligefrem forventet, at du ville opsøge mig" sagde han med et tydeligt nysgerrigt ansigtsudtryk, og de gule øjne spillede nærmest af fryd. Det føltes ikke længe siden, Zamir sidst havde været hos ham, men han vidste godt, at det samtidig var nogle år siden. Tiden blev sværere og sværere at holde styr på.

Zamir kunne ikke undgå lige at vende et nervøst blik mod sværdet der blev hævet, selvom han da var rimelig sikker på at Valtor ikke ville bruge det uden grund. Til gengæld vidste han også, at der ikke skulle meget til før han ville mene, at han havde en grund og selvom Zamir var rædselsslagen for vampyren, kunne han alligevel fornemme hævntørsten komme snigende. Han var ikke god til at tabe og han havde tabt mere til Valtor, end til nogen anden.

I samme øjeblik sværdet blev sænket, rettede Zamir blikket tilbage mod det blege ansigt. Han rynkede lidt på brynene, som om han blev en smule fornærmet over hans ord.
”Jeg har ikke opsøgt dig,” skyndte han sig at sige. Valtor skulle ikke tro at Zamir var kommet frivilligt tilbage til det sted, hvor han havde været alt for tæt på at miste livet.
”Jeg løb fra en der troede jeg stjal og kunne ikke finde tilbage.” Den forklaring var vel stadig sand, selvom han egentlig var endt her fordi han blev bange over noget han ikke kunne se. Men det behøvede Valtor ikke at vide.

Selvom han ikke havde gjort an til at ville gøre ham noget, kunne Zamir ikke ryste den følelse af sig. Han var jo alt for vant til at han altid endte med en pisk mod huden, når Valtor var i nærheden. Måske det var derfor han hurtigt kom frem til, at han hellere måtte slå først, inden han ikke havde muligheden længere. Derudover havde han vist altid haft en lille drøm om at få hævn over ham og nu hvor den chance endelig bød sig, måtte han da udnytte det. Han regnede ikke med at få chancen igen.
Det tog ham ikke mange sekunder at få fat i den lille kniv, der var stukket ned i støvlen, tage fat om dens blad og tyre den efter vampyren. Den eneste anden kniv han havde op sig, lod han sidde i bæltet omme på ryggen indtil videre.

Der gled kortvarigt en skygge af skuffelse over Valtors ansigt. Der var den trodsighed, han absolut ikke kunne udstå. Det var vel et kendetegn for drengen. Valtor havde givet afkald på ham, og han havde ikke tænkt sig at prøve at tage kampen op igen, så han var noget mere overbærende nu, end han nok ellers ville have været. "Så du tumlede tilfældigvis ind i min baghave?" spurgte han med ny nysgerrighed i både stemme og ansigt. Drengens underbevidsthed kunne selvfølgelig have ledt ham hertil, men at han havde hørt noget, vækkede alligevel en uro i Valtor. Han havde ikke tjekket resten af området, og hvis der var andre, var det værd at undersøge.

Valtor nåede dog kun til tanken og at tage det første skridt, inden han mærkede en stikkende smerte i det højre lår, og en vred brummen kom fra ham, som han så ned og opdagede håndtaget fra kniven, der stak ud. Med et fast greb med den frie hånd, trak han, i et hårdt ryk, kniven ud, og endnu en knurren af smerte kom fra ham. Langsomt holdt han den blodige kniv op foran sig med et lynende blik på Zamir, selvom han havde et bredt smil på læberne. "Jeg er nysgerrig. Hvad er dit næste træk?" spurgte han med en kølig og rolig stemme, hvilket var et stensikkert tegn på, at han absolut ikke var i godt humør længere.

Måske Zamir godt kunne se noget fisket ved, at han lige var havnet i Valtors baghave. Turen med vognen, hvor den var på vej hen, havde han ikke haft kontrol over. Lige så snart han var endt i skoven og var blevet forskrækket over noget ukendt, havde hans underbevidsthed måske alligevel bare sendt ham i en bekendt retning. Selvom det sted var hans værste mareridt, var det stadig mere hjem end den ukendte skov. Det var ikke just en tanke der huede ham og selvom det nok var mere sandt end han ville indrømme, skubbede han hurtigt tanken fra sig igen.

Zamir havde egentlig ikke forventet at ramme, for så heldig havde han vist aldrig været i vampyrens selskab. Men lige så snart kniven satte sig i den andens lår, kunne han ikke helt lade være med at smile svagt triumferende. Valtor spurgte efter hans næste træk og Zamir havde vist ikke tænkt så langt, men han tog stadig hans ord som en direkte opfordring til at fortsætte. Kniven i låret havde givet ham lidt blod på tanden, nu hvor han for en gang skyld havde formået at gøre bare lidt skade på ham.

Hvis han skulle have nogen chance for at fortsætte, var Zamir godt klar over, at han var nødt til at komme tættere på. Han var samtidig klar over at det ikke ville ende godt, hvis han satte i løb med det samme. I stedet begyndte han langsomt at træde lidt tættere på Valtor, ét lille skridt ad gangen.
”Hvis du nu giver mig min kniv tilbage, så kan jeg kaste den efter dig igen.” Det var ikke svært at høre nervøsiteten i form af en ryst i hans stemme, som han nærmede sig. Zamir tog sig mod til at stille sig tæt nok på Valtor, til at kunne nå ham hvis han strakte armen ud. Han så noget frygtsom ud, da han bøjede nakken for at se op på ham, og så holdt han pænt en hånd ud, for at få sin kniv tilbage. Det var kun et hurtigt forsøg på at distrahere Valtor bare lidt, mens han fik fat i den anden og sidste kniv fra omme bag ryggen og i ét hurtigt ryk rettede dens blad mod den høje mands mave.

Valtor hævede et bryn, som drengen trådte tættere på. Han havde ikke ligefrem forventet, at han ville mønstre den form for mod. Zamir var tydeligvis nået langt på den korte tid, de havde været adskilt. Det ændrede dog ikke på, at alarmklokkerne ringede hos Valtor. Der var noget unaturligt lusket over drengen i øjeblikket, men han kunne ikke præcist sætte en finger på, hvad det var, og selvom han stod roligt, var Valtor klar på at blive angrebet denne gang. Ordene fik dog brynet til at hæve sig yderligere. "Du har vist for høje tanker om mig" svarede han køligt. Han lod dog drengen komme ind for rækkevidde, men han var som sagt klar på angreb, så da der kom et udfald, trådte han denne gang til side. I håb om, at han ikke nåede at trække armen til sig, jagede Valtor dolken mod den udstrakte hånd. Drengen havde selv lagt op, og nu måtte han tage konsekvensen. Valtor ønskede dog ikke at dræbe ham. I al fald ikke lige med det samme, så han rettede i stedet en albue mod drengens næseryg med den anden arm, hvori hånden stadig havde et fast greb om sværdet. Om han ramte eller ej, ville han træde et skridt baglæns for at lægge afstand mellem dem igen. "Det har altid været dit problem, Zamir" hånede han med et skævt smil. "Du er langsom til at lære af dine fejl."

Zamir havde ikke rigtig forventet andet, end at Valtor helt sikkert ville være forberedt på endnu et forsøg på at skade ham. Drengen havde aldrig frivilligt nærmet sig Valtor, kun når han direkte havde beordret ham til at gøre det og endda først, når han lige smed en trussel efter ham også. Det tog også mere mod end han gav udtryk for at komme så tæt på Valtor med kun en ryst i den lille stemme. Han var selv overrasket over at han ikke rystede tydeligt over hele kroppen, men han kæmpede for at bevare roen, så han kunne få sin hævn. Eller i hvert fald prøve.

Valtor trådte til siden og kniven Zamir havde rettet mod hans mave, ramte intet. Han tænkte ikke over at han ville gå efter den udstrakte hånd og han nåede derfor heller ikke at trække hånden til sig, før kniven blev stukket direkte igennem.
”Argh!” Beklagede han sig ynkende over smerten i hånden. Uden at tænke meget over det, smed han kniven fra sig for at tage sig helt forsigtigt til den skadede hånd. Fokuseret på den smerte registrerede han heller ikke den albue der nærmede sig, før den kolliderede med hans næseryg og Zamir straks røg i jorden med et bump. Det dunkede ubehageligt meget i næsen, hvor blodet hurtigt begyndte at vælte ud, men smerten i hånden var stadig værre.

Han kunne mærke tårerne presse sig på, men han formåede overraskende nok at holde dem inde lidt endnu, fordi Valtor ikke skulle se ham græde igen. Men de små ynkelige lyde kunne han ikke holde inde, som han forsøgte at bide den intense smerte i sig.
”Jeg begår ikke fejl..” Mumlede han, mens han lidt anstrengt kom op at sidde. Han tog sig endelig mod til at tage fat i knivens skaft, men kunne ikke få sig selv til at trække den ud endnu.
”Du er bare for stor en kujon til at tage imod den hævn, som jeg har fortjent at få. Er det sådan det er? Den store, farlige slavehandler har intet problem med at mishandle de slaver, han ikke engang har ret til at eje, men han tør ikke selv at tage imod?” Zamir var udmærket klar over at det helt sikkert ikke fungerede sådan, men han skulle da lige nyde at han rent faktisk havde ret til at tale sådan til Valtor, nu hvor han ikke længere var han herre. Han brugte samme tale til lige at distrahere sig selv lidt, så han lige efter kunne trække kniven ud af hånden, dog ikke uden et sammenbidt skrig. Men den skulle jo ud. Han holdt hånden oppe, mens han gav sig til at rive og bide i kanten af sin kappe, for at få et stykke stof fri. Det tog ham ikke længe at få bundet den sårede hånd ind, men det meste af armen var allerede blevet badet i blod, så snart kniven var blevet hevet ud.
Zamir skulle stadig nok få sin hævn, han skulle bare lige bruge et øjeblik på at komme sig.

Set med Valtors øjne bekræftede Zamir blot, hvad han havde sagt. Han burde efterhånden kende til Valtors kamperfaring og vide, at det var et lidt for åbenlyst træk. Selvom han måtte give drengen, at han da havde lært lidt om at vildlede sin modstander. Der var dog et godt stykke vej endnu. Han havde stadig meget at lære, og han var en del år bagud i forhold til Valtor (set fra vampyrens synspunkt).

Under normale omstændigheder ville Valtor ikke give sin modstander tid til at komme sig. Under normale omstændigheder ville han så heller ikke lege med sin modstander. Dette var dog ikke normale omstændigheder. Dette var Zamir. Synet og lugten af blod satte dog gang i andre tanker, og han ønskede ikke ligefrem, at legen stoppede her. I stedet trådte han et skridt tættere på drengen, som det skæve smil voksede.

"Hævn er ikke noget, man gør sig fortjent til, det er noget man tager" sagde han og stak ud efter den ene skulder med sværdet. Han sløvede med vilje sit forsøg, og der var ikke voldsomt meget kraft bag. Målet var at påføre smerte, ikke at lave et dødeligt sår. "Og du er ikke slave længere, Zamir. I al fald ikke min slave. Den ret frasagde du dig selv. Og jeg tager mig retten til at mishandle dig. Hvis du vil forhindre mig i det, må du fratage mig den ret. Hvis det lykkes dig, vil jeg måske tage imod" sagde han med den samme kølige, lave stemmeføring som hidtil, men hans øjne glimtede på en måde, de endnu ikke havde gjort; de var fulde af liv. Hvis han havde ramt drengens skulder, ville han her trække det til sig igen med en langsom bevægelse. Hvis ikke ville han lave et nyt udfald i form af et hug mod oversiden af skulderen.

Zamir kunne mærke hjertet hamre hårdere i brystet, lige så snart Valtor trådte tættere på, men ligesom dengang nægtede han at vise sin frygt med det samme. Det var et velkendt trodsigt blik han havde rettet mod den anden og lige så stædigt blev han siddende på sin plads på jorden. Valtor skulle ikke have den tilfredsstillelse at se drengen krybe væk fra ham.
Han vidste vel godt at Valtor havde ret. Man gjorde sig ikke fortjent til hævn, men lige i dette tilfælde havde Zamir helt bestemt fortjent at få sin hævn. Han havde aldrig fundet sig i det, så mange gange han havde forsøgt at gøre modstand hver gang han var blevet sat på plads som slave, men det ændrede ikke på at Valtor virkelig havde smidt mange ting efter ham. Deriblandt piske og sig selv.

Måske det var grundet mørket, måske det var grundet hans tydelige raseri, eller måske bare en blanding, at Zamir ikke helt nåede at reagere på sværdet, der blev stukket ud efter hans skulder. Han flyttede sig til siden, men ikke nok til ikke at blive ramt, da han i stedet mærkede det helt rene snit mod overarmen. Ikke dybt, men dybt nok til at gøre forfærdeligt ondt.
”Hævn og mishandling er ikke det samme og du har ikke retten til at mishandle mig længere. Den ret frasagde du dig, da du fik Jasmina til at efterlade mig til døden.” Han havde muligvis været døden nær, men han kunne stadig huske det. Selvom Valtors livlige blik gjorde ham endnu mere utilpas, forhindrede det ubehag ham ikke i at hvæse ordene.
Nu havde Zamir vist fået nok af at blive skadet. Så snart han så sværdet bevæge sig igen, bed han smerten i sig. Han greb den blodige kniv fra jorden og sprang nærmest hen på siden af Valtor. Siden han var kommet til Dianthos havde han samlet et par færdigheder op og han var uden tvivl en god del hurtigere end man skulle tro. Hvis det lykkedes ham at flytte sig hurtigt nok, ville han rette et snit med kniven mod Valtors læg, for derefter at losse en fod mod hans knæhase. Måske han faktisk kunne få vampyren til at lægge sig? Eller i det mindste falde på knæ.

Valtor kunne absolut ikke lade være med at komme med et hånligt fnys over drengens ord. Så stædig og trodsig. Det havde på ingen måde ændret sig. "Nu gør du det igen, Zamir; nægter at lytte. Det var sådan, du havnede ude i kulden i første omgang" hånede han. Valtor var udmærket klar over, at det ikke præcist var sådan, det var hændt, men i denne situation handlede det om at tirre ham. Hvis klarsynet svigtede, ville det være væsentligt nemmere at overvinde ham. Også selvom han blot stadig lavede sjov med drengen.

Valtor fortrød dog sin letsindighed, som hans øjne nåede at registrere drengen flytte sig. Der var altså stadig kampgejst i ham. Fantastisk! Valtor forsøgte dog at flytte sit ben, men han var ikke hurtig nok, og han hvæsede over smerten i læggen. Han havde forhindret et dybere snit, men han havde ikke undveget hurtigt nok til at undgå snittet helt, hvilket langsomt fik bukserne til at klæbe endnu mere til læggen, som blodet gled ned ad benet. Som han havde vendt sig halvt, fik han registreret, at Zamir sparkede efter hans hase, og hans eneste forsvar var at spænde i benet. Det lykkedes ham også at blive stående, selvom kraften havde været nok til at få ham til at synke halvt i knæ, hvilket igen fik ham til at knurre, tydeligt irriteret. Det var dog samtidig klart, at drengen havde forvoldt en del smerte på vampyren. Det var ham dog ikke uvant og i stedet for at træde væk, drejede Valtor en kvart omgang, så han kunne rette et knæ fra det modsatte ben mod drengens mellemgulv, inden han igen rettede et hug mod skulderen med sværdet. Bare fordi han var heldig nok til at få et par slag ind, skulle han ikke tro, at vampyren ikke havde tænkt sig at slå igen.

Selvom Zamir uden tvivl havde gjort et ordentligt forsøg, så var han da stadig overrasket over at det overhovedet havde virket. Godt nok ikke lige så godt, som han måske havde håbet på, men det var vel bedre end ingenting. Han havde stadig formået at skade vampyren lidt mere og endda fået ham halvt i knæ. Han kunne dog ikke lade være med at ærgre sig lidt over, at han ikke var gået efter akillessenen i stedet for læggen. Det havde måske givet ham en lidt bedre fordel.

Valtor lød bestemt ikke helt tilfreds med at det overhovedet var lykkes drengen at komme så tæt på, og han gav da heller ikke Zamir længe til at reagere på det knæ, der blev rettet direkte mod mellemgulvet. Zamir mistede pusten, tabte kniven og kneb øjnene sammen da han tog sig til maven og faldt sammen, hivende efter vejret. Derfor nåede han heller ikke at flytte sig fra sværdet, der denne gang ramte skulderen præcis som Valtor havde haft til intention første gang. I samme øjeblik faldt tårerne fra øjnene.
”Erh.. Hrng..!” Det nogle anstrengte, klynkende lyde der kom fra ham, da manglen på luft gjorde det besværligt at brokke sig helt så meget, som han ellers ville have gjort.

Han gjorde et lidt halvhjertet forsøg på at flytte sig, men gav meget hurtigt op, fordi sværdet ikke gjorde det helt let.
”Måske ville jeg lytte mere, hvis ordene ikke kom fra dig…” Sagde han rystende af smerte, men stadig i den samme, trodsige tone som han altid brugte over for Valtor. Han levede selv med den overbevisning, at han havnede i kulden på grund af Valtor, ikke fordi han nægtede at lytte. Han kunne jo bare have ladet være med at straffe ham for ikke at lytte, så havde Zamir ikke haft noget problem. Han løftede hovedet en anelse og rettede et noget muggent blik mod Valtor.
”Men okay. Fortæl mig hvordan jeg skal få dig ned at ligge. Få dig til at tigge om at stoppe, ligesom jeg gjorde. Så skal jeg nok lytte.” Selvom han var i dybe smerter og han ikke ligefrem så truende ud, med tårerne rullende ned ad kinderne og krøllet sammen på jorden, forhindrede det ham da ikke i at være lidt arrogant alligevel.

Selvom Valtor var en kende vred, havde han alligevel holdt igen. Drengen lærte jo ikke af sine fejl ved at dø. Selvom det måske også var en lærdom i sig selv, men der var ikke andre til stede, der ville kunne drage erfaring af hans fejltagelser. I stedet fnøs han hånligt over ordene. "Det er en menneskelig fejl at være bedrevidende" sagde han koldt, som han trak sværdet til sig igen. Næsten med det samme greb han ud efter Zamirs hals med målet om at hive ham på benene igen. Hvis ikke han fik fat, ville han træde et skridt baglæns, fordi han så ville have blottet sig selv for et kontraangreb. "I tror altid, I ved bedst selv. Jeg prøvede at lære dig det. Din egen arrogance nægtede dig at lytte" uddybede han. Om drengen ville være slave eller ej var i det her tilfælde underordnet. Han havde været det, og Valtor var faktisk gået langt i forhold til andre slaver for at opdrage på drengen. At de så ikke så ens på det var en anden side af sagen.

Ved drengens næste ord, ville Valtor - hvis han havde fat i drengens hals - klemme en anelse til og forsøge at skubbe ham op ad det nærmeste træ. Hvis ikke han havde fat, ville han her igen gribe ud efter drengen med samme mål om at trænge ham op i en krog. "Jeg har lige forsøgt" knurrede han, som hans øjne lynede. Han hørte da virkelig ikke efter. "Herre/slave forholdet er ophørt. Hvis du vil have mig til at tigge, må du tvinge mig til det, Zamir. Kan du det?" hånede han så, som et skævt smil igen trådte frem på de blege læber.

Zamir bed tænderne sammen over Valtors kolde ord. Han var tydeligvis ikke helt tilfreds med at blive rettet på, det havde han aldrig været, hvilket vampyren helt sikkert havde oplevet mere end et par gange. Han var ikke bedrevidende eller arrogant. Hans modstander skulle bare gå med til at lade ham vinde, så ville det jo ikke være noget problem. Der lød et øreskærende hvin fra drengen, som sværdet blev trukket væk igen. Selvom den næste, paniske lyd der kom fra ham var resultat af at der blev grebet ud efter hans hals, så virkede hans halvhjertede forsøg på at flytte sig ikke. Valtor fik stadig fat og da Zamir greb fat om hånden med begge sine, brugte han alle kræfter på at få ham til at slippe. Det gjorde kun mere ondt, både i hånd og skulder.
Zamir havde flyttet sig en hel del, fra dengang han trodsede Valtor ved at spytte efter ham til nu. Han havde lært at forsvare sig selv til en vis grad, at snige hænderne i folk tasker og lommer, uden at blive opdaget. De fleste gange, i hvert fald. Men når det kom til direkte kamp, måtte han stadig erkende at han ikke havde lært nok, hvilket han vist ikke var så god til.

Den lettere arrogante kommentar, som modsagde hans egen mening om sig selv, nåede kun lige at forlade hans læber. Han udbrød et lidt hæst støn i smerte, som Valtor klemte til om halsen og skubbede ham op ad træet. Zamir forsøgte at øge afstanden mellem dem, ved at lægge den raske hånd mod hans brystkasse og skubbe, alt hvad han kunne, mens han endnu gjorde et ihærdigt forsøg på at rive sig fri fra hånden om halsen.
”Ja, jeg kan!” Hvæste han stædigt, som han gav sig til at losse ud efter Valtor med den ene fod. Han var udmærket godt klar over at han umuligt ville kunne få det til at ske, ikke medmindre Valtor lod ham, men han var tosset nok til at forsikre ham om, at han alligevel kunne.
”Arh! Slip mig, din elendige blodsuger!” Alt gjorde ondt, men Zamir var kun fået mere kampgejst, jo ældre han var blevet og det viste sig nu. Han var blevet bedre til at bide smerten i sig, men kunne helt sikkert ikke glemme den.

Valtor havde uden tvivl været ude for lidt af hvert, og at han havde en generations erfaring mere end Zamir, havde nok også noget at sige. Ikke at Valtor gik så meget op i det, for han havde generelt taget årene med ro, men det var ikke første gang, han var i kamp, hvilket, det virkede til, ikke gjaldt Zamir på samme måde. Det virkede i al fald til, at drengen havde haft mere succes med snigfulde angreb, sådan som han havde håndteret deres lille slåskamp. Valtor var dog samtidig imponeret over, at drengen var blevet væsentligt bedre til at bide smerten i sig og abstrahere fra den.

"Så bevis det!" hvæsede Valtor, som han hakkede spidsen af sværdet ind i træet lige ved siden af drengens ansigt. Det var med fuldt overlæg, at han missede. Han tog dog imod sparket, men han blev stående ret, selvom han kom med en irriteret brummen. Han svarede dog igen ved at slippe sværdet, så det blev siddende i træet, og herefter rette en knyttet næve mod hans mellemgulv med den nu frie hånd. Han strammede dog grebet om halsen en anelse for at forhindre drengen i at krølle sammen, hvis slaget gik igennem og ikke blev afværget. "Ellers dominerer jeg dig igen" advarede han i håb om, at det blot ville motivere drengen til at kæmpe mere imod. "Endnu en ting du bliver nødt til at tvinge mig til" fortsatte han sin hån, som hans stemme igen var blevet rolig og kold.

Der kom den. Den kommentar, der nu skulle tvinge Zamir til at leve op til det, han vidste, han ikke kunne leve op til, fordi han var stædig nok til at prøve. Han havde forsikret Valtor om at han sagtens ville kunne tvinge ham til at tigge og han var bestemt heller ikke bleg for at prøve, men han var jo godt klar over at det ikke passede. Det var Valtor sikkert også.
Zamir hvinede og kneb øjnene sammen, idet sværdet blev hakket ind i træet ved siden af hans hoved. Han vidste godt at klingen var blevet placeret der med vilje, i stedet for direkte i drengens eget hoved, for Valtor missede ikke. Ikke når modstanderen var presset mod et træ.

Benet blev straks løftet igen, egentlig for at sparke ud efter den anden en gang mere, men han nåede at se den knyttede næve der blev rettet mod ham. I stedet for at sparke, løftede han panisk benet endnu mere som et hurtigt skjold og endte med et slag mod skinnebenet i stedet. Et rasende hvæs over smerten lød fra drengen, som blev afdæmpet en anelse af hånden, der strammede den greb om hans hals. Zamir rettede et direkte ondskabsfuldt blik mod Valtor, men han kunne stadig ikke lægge helt skjul på den frygt der satte sig i ham, som han truede med at dominere ham igen. Han var jo klar over hvor galt vampyrens dominans kunne ende for ham. Den andens ord virkede. Zamir blev kun mere motiveret til at kæmpe imod.
”Dominer en på din egen størrelse, det her er jo ingen retfærdig kamp. Du vælger måske de små drenge med vilje, fordi du er bange for at tabe?” Forsøgte han at stikke tilbage og selvom han klarede det bedre end man skulle tro, var det uden tvivl stadig intet i forhold til Valtors hån.

Det beskyttende ben blev strakt ud, men kun lige nok til at Zamir kunne placere en fod mod Valtors mave. Han brugte træet bag sig til at lægge endnu flere kræfter bag, som han skubbede til, alt hvad han kunne, så han mere eller mindre sad i spænd mellem træ og krop, hvis Valtor altså blev stående. Han trak dermed også den skubbende hånd til sig og lagde den tilbage mod Valtors, så han kunne rive, trække og hive lidt mere, i håb om at få ham til at slippe. Hvis Valtor endnu ikke havde flyttet sig, ville Zamir udnytte at han sad i spænd og lige løfte den anden fod fra jorden, for at rette et velplaceret spark mod vampyrens skridt.
Han gjorde da virkelig et ordentligt forsøg, trods den dårlige position han nu stod i.

Valtors ansigt lyste ganske selvtilfreds op, da han kunne se, at drengen stadig var hunderæd. Det gjorde det absolut ikke bedre, at han hylede som en stukken gris, da sværdet blev placeret i træet. Han så dog en kende skuffet ud over, at drengen ikke var blevet tømt for luft igen, og han knurrede en anelse, som mødet med drengens hårde skinneben havde sendt stråler af svien gennem hånden. Det var ikke ligefrem det mest optimale at banke en knyttet næve ind i, og selvom Zamir så ud til at have ondt også, var det tydeligt, at Valtor ikke selv var sluppet fuldkommen uskadt fra blokeringen.

Drengens ord kom dog bag på Valtor, og hans øjne lynede tydeligt over fornærmelsen. Det var ganske tydeligt, at Zamir havde krydset en grænse. Valtor fandt sig ikke i at blive kaldt en kujon. Han havde dog lidt hån tilbage i sig, inden han ville vise ham, at han ikke var i en position til at være så arrogant. "Velkommen til livet, Zamir. Det er uretfærdigt" svarede han, og hans stemme var endnu mere rolig og komplet silkeblød. Kendte man Valtor, ville man dog vide, at han var på nippet til at eksplodere i vrede, når han talte så roligt. Tålmodigheden overfor drengen var ved at være opbrugt... igen.

Valtor blev i første omgang stående, da drengen forsøgte at skubbe ham væk med det ene ben. Han var nødt til at træde et skridt baglæns med det ene ben for at kunne stå imod presset, men han blev stædigt stående ellers. Det krævede tydeligt nogle kræfter, som han spændte i kroppen. Nærmest som forventet hævede Zamir det andet ben, og Valtor reagerede med det samme; han slap drengens hals og flyttede sig hastigt to skridt baglæns i håb om, at drengen ikke ville nå at få fødderne ned igen og bare smække ned i jorden på ryggen. Uanset udfaldet ville han her frigøre sig fra den lange frakke og kaste den til side på jorden, så den hvide skjorte nærmest lyste op i mørket. Så fjernede han også skeden fra bæltet og kastede den til side. Så samlede han en gren op fra jorden. Den var omtrent samme længde som hans sværd, og den var tyk nok til, at den ikke bare sådan ville knække. Så lavede han en gestus mod sværdet, der stadig sad i træet, med spidsen af pinden. "Nu har du alle fordele. Tilfreds?" spurgte han så med samme silkebløde stemme som før.

Hver gang Zamir havde valgt at krydse en grænse, var han blevet mødt med afstraffelse. Han huskede stadig tydeligt hver eneste gang han ikke lyttede til en ordre og endte med at komme til skade og han forventede det også. Denne gang var ikke anderledes, for lige så snart fornærmelsen var slynget ud, forventede Zamir en straf for sine ord. Han kunne ikke lade være med at smile en anelse selvtilfredst da dette ikke skete, men det smil forsvandt straks igen, som han bemærkede den alt for rolige tone fra vampyren. Det var en tone han havde hørt flere gange og han var klar over hvad det betød. Valtor var rasende.

Lige så snart drengen kunne se den anden bruge den mindste smule kræfter på at stå imod hans insisterende skub med foden og alle kræfter han lagde bag, begyndte han kun at skubbe endnu hårdere. Det andet ben blev løftet, men Valtor fik rykket sig hurtigere end han lige havde forventet og derfor nåede han ikke at sætte foden tilbage mod jorden. Han skrabede baghovedet mod barken bag sig og hamrede ryggen mod jorden da han landede, hvilket gav et jag af smerte i den skadede skulder. Han bed tænderne sammen, men det tog ham ikke mange øjeblikke at komme på benene igen, lige tids nok til at se Valtor fjerne skeden fra bæltet og i stedet samle en gren op som våben.

Zamir så mod sværdet i træet bag sig, så mod Valtor igen. Fint. Når han nu fik så åbenlyst lov, ville han da heller ikke sige nej. Så han vendte ryggen til ham og greb fat om sværdets skæft. En smertende grimasse lagde sig over det mørke ansigt, da han med lidt besvær fik trukket våbnet fri og derefter vendte sig mod Valtor igen.
”Tilfreds? Du vælger at give mig alle fordelene efter du har sørget for at skade mig. Jeg mente det jo ikke da jeg sagde det før, men du er virkelig en kujon,” lød det lidt hoverende fra drengen, som han straks efter satte hårdt af mod jorden og spænede mod Valtor med sværdet løftet. Han gjorde an til at ville svinge ud efter en arm, måske en skulder, men så snart han kom tæt nok på, sprang han til siden. På vej mod jorden rettede han et sving med sværdet mod siden af Valtors knæ. Om han ramte eller ej, var han klar på at rulle væk og rejse sig med det samme, da hele den ene side af hans krop ramte jorden.

Valtor lod tålmodigheden råde, som Zamir frigjorde sværdet. Et smil trådte dog frem på hans læber, som drengen vendte sig igen. Han svarede dog ikke med det samme, eftersom han umiddelbart efter blev angrebet. Han forventede dog en finte, så det kom ikke som den største overraskelse, at Zamir ændrede retning på sværdet. Valtor satte med det samme spidsen af pinden mod jorden, så den stod i spænd og derved blokerede slaget. Drengens hurtige tilbagetog gjorde dog, at Valtors efterfølgende spark missede sit mål.

"Der havde du en kniv. Et våben er et våben, Zamir, og hvem er den største kujon? Det var ikke mig, der uprovokeret kastede en kniv efter dig" svarede han med et nyt smil, som han hævede grenen i et udfald mod drengens ansigt. Om Zamir stadig lå ned eller havde nået at rejse sig op var underordnet, hans mål ville være det samme. Det var dog samtidig tydeligt, at han nu tog kampen noget mere alvorligt. Han var ikke længere afslappet, og hans fokus var fastlåst på drengen. Zamir skulle oppe sig, hvis han ønskede at få slag ind. Han kunne ikke længere håbe på, han bare var heldig.