Pladset var et stort sted.. Rigtig stort, det var næsten som at fare rundt i de mange gader i Thal'Elor, der var uendelige veje, som kunne lede én de samme steder hen. Sitali var udmærket klar over, at hun ikke ville have mulighed for at genkende de mange ruter hun havde taget tidligere på sin tur til Balzera. Fyrsten havde kun budt hende indenfor i audienssalen og udfra hvad hun havde set udefra, så var hun godt klar over, at det var en brøkdel af det store palads. Men som hun stod ved de høje mure og kiggede sig omkring, følte hun en trang til at opsøge stedet på ny. Det var en risikabel færd, men hun følte sig tvunget til at se sandheden i øjnene, for fyrsten kunne umuligt have slaver, der ikke var af elviske gener. Hvis ikke, ville hendes næste træk var virkelig dumt.

Sihan stod ved hendes side, Elindir og Sira var blevet sendt afsted for at hente karetten, som de faktisk skulle afsted igen, men Sihan kunne godt fornemme Sitalis uro, som hun hvilede hænderne imod de varme sten, som dannede den høje mur. "Giv mig et skub, Sihan" hviskede hun stille på elvisk, som han bukkede hovedet ned og lod hende træde op. Hun havde smidt skoene for ikke at gøre ham ondt, så løftede han hovedet, så hun kunne nå en kant på væggen og hive sig op. Kroppen blev hurtigt beskidt, som hun bar en simpel kjole i brunlige nuancer, den var en smule lille til hendes krop, men det var planlagt, da hun ikke havde planer om at vandre rundt som Rådsmedlemmet.. Men en helt anden skikkelse. "Nu" hun havde set sig omkring, der var ingen med blikket rettet imod dem, som Sihan løftede hovedet op med et kraftigt skub og hun fik den sidste hjælp over muren. Hun landede med et bump, men også med et andet udseende, som kroppen nu passede til kjolen. Nu gik den hende ned til knæene og var blevet noget så beskidt efter hendes sammenstød med jorden.

På den anden side kunne man høre Sihan knurre, som hun gik hen til væggen og lagde hænderne imod. "Skynd dig hen til Sira" hviskede hun igennem et hul i muren, som hun lige kunne skimte hans skikkelse. Så vendte hun rundt og løb imod den nærmeste indgang. De bare tæer gjorde det svært at stå fast på de blanke gulve, som hun hurtigt endte med at skvatte over sine egne fødder. Hun faldt på røven og formåede at puffe til en statue. Hurtigt kom hun på benene, som hun forsøgte at forhindre den i at vælte. Det så spøjst ud, som hun slet ikke var høj nok til at holde hele statuen. "Nej nej" mumlede hun på krystalliansk. Det var vel mest almindeligt at slaverne talte et fælles sprog ikke?

Rutinen var den samme som altid. Karet var fyldt med varmt vand og den blege datter af fyrsten lå i det, mens hendes tildelte slave skrubbede hendes lemmer. Efter badet blev der smurt olie på hver en del af den blege blanke krop. Med lidt hjælp blev hun også iført sit tøj ”Tak,” lød det fra den blege datter, og slaven tog afsted.

Efter et godt bad og efterfølgende olier og tøj var Malika klar til at starte sin dag. Det krøllede, lange og våde hår hang ned langs hendes ryg og var blevet bundet med røde bånd. Hendes hud var helt ren fra okker, så der var ikke meget kontrast i hendes blege hud og hår. Tøjet bestod af en flot rød silkekjole med et gyldent bælte og enkelte gyldne broderinger. Siden hun var indenfor, bar hun ikke nogle sjaler for at beskytte sin hud. Med lange, rolige skridt gik hun mod en af de store sale, men som hun hørte noget tumult vendte hun sin destination mod lyden. Hun kunne se det var en mindre slavepige som prøvede at stabilisere en statue. Hun kunne høre at pigen mumlede i noget der kunne minde om panik. Hurtigt tog Malika et valg, og skyndte sig hen for at hjælpe med at få statuen til at stå stille. Det krævede ikke meget, selvom det var en massiv statue. De grå øjne kiggede ned mod pigen med et blidt smil, ”Er du faret vild?” spurgte hun og holdt om sine egne albuer mens hun afventede et svar.

Havde Sitali ikke vidst, at nogen ville høre hende, så ville hun nok være hoppet en meter eller forsøge på det, da der lige pludselig kom ekstra hænder på statuen. I begyndelsen kiggede hun ikke på hende, da hun skulle sikre sig, at statuen blev stående. Da det lykkes dem åndede hun lettere ud, som hun dog løftede en hånd op imod sin pande og forsøgte at tørre den lille mængde sved af sin pande. Så turde hun skæve imod pigen ved hendes side, som hun hurtigt bukkede hovedet og gik ned i et dybt nej. Pigens fremtoning fortalte hende, at hun måtte være en beboer og ikke en slave, som hun skulle forestille at være. "Undskyld!" røg det ud af hende, som hun straks var nervøs for at pigen ville sladre. Hun glemte kort alt om hendes spørgsmål.

Statuen stod atter pænt, som Sitali kort skævede imod den, men så mindes hendes spørgsmål, så bukkede hun atter hovedet dybt. "Jeg.. ja.." endte hun med at indrømme, som hun tydeligvis var pinlig over den situation, hun havde sat sig selv i. Mon Malika kendte alle slaver på paladset og derved kunne konkludere, at hun enten ikke hørte til eller var ny. Forhåbentlig ville det være det sidste, hvis det overhovedet var noget. Måske hun var bekymret for ingen verdens nytte lige nu.

Håret dryppede ned på gulvet, og kjolen var faktisk blevet lidt våd, da Malika ikke havde fået tørt sit hår helt inden hun havde fået kjolen på. Det gjorde henne ikke noget, når hun alligevel bare skulle være indenfor det meste af dagen, det ville tørre på et tidspunkt. Malika smilte blidt til pigen foran hende som nejede dybt af hende. Pigen virkede ret så ny, eller som det mindste uerfaren. ”Jamen hvor skal du så være?” spurgte hun pigen som virkede pinlig berørt. Malika var meget afslappet. Det var tydeligt at se på hendes skuldre. Når hun var i audienssalen, var hendes ryg altid helt rank, og skulderne trukket en del tilbage, oven i det skulle hun også strække halsen lidt. Alt dette for at se præsentabel ud. Malika brød sig generelt ikke om at skulle gøre så meget ud af det, så hun nød at ’holde fri’ en gang i mellem. Malika mente ikke det bar nødvendigt at præsentere sig selv, hun regnede med at pigen selv godt vidste hvilken familie hun tjente, og hvem der var i familien. Den blege datter havde trods alt rygter der gik rundt, om hvorvidt hun egentlig var datter af fyrsten grundet hendes lyse udstråling.

Eftersom at Sitali havde vendt blikket imod gulvet, bemærkede hun tydeligt vandet, som dryppede ned fra pigens hår. Hun forsøgte ikke at kommentere på det, men følte samtidig også, at hun ville være nødsaget til at reagere på det, hvis hun skulle passe ind i den rolle, hun havde antaget. Dog endte hun med at synke en klump, som hun blev stilt et spørgsmål og ikke rigtig vidste, hvad hun skulle svare til det. Derfor gik der muligvis lidt lang tid, før at svaret røg over hendes tunge. "Køkkenet, Deres Højhed" svarede hun med endnu et buk med hovedet, som hun forsigtigt vendte blikket imod hende. Hun tyggede lidt på sin underlæbe, som hun nervøst samlede sine hænder foran sig.

"Men.. Har De brug for hjælp med håret først, Deres højhed?" spurgte hun forsigtigt, som hun ikke var sikker på, om det var hendes plads at stille lige netop det spørgsmål. Sitali var dog van til at arbejde med langt hår, som hendes eget, så hun kunne nok godt klare opgaven, hvis hun blev bedt om det. Hun trådte forsigtigt nærmere, som hun pegede imod det vand, der samlede sig på gulvet. Selvfølgelig skulle hun nok tørre det op, men hvis hun blev ved med at dryppe på gulvet, så ville Sitali jo aldrig blive færdig med lige netop den opgave.

Malika ventede længere end normalt på et svar og hun begyndte at sætte spørgsmålstegn på ting, men siden pigen var ung, tog hun den stille og roligt. ”Køkkenet,” gentog hun lavt og nikkede anerkendende, ”Jeg kan sagtens vise dig hen til køkkenet,” tilbød hun og smilede blidt til hende. Malika kunne godt have været en lille smule mere hård og kontant hvis pigen havde været ældre. Men generelt ville hun aldrig være særlig hård mod slaverne, de havde jo ikke selv valgt at komme der. Pigen virkede utrolig nervøs som hun både samlede hænderne foran sig og bed i sin underlæbe.

”Mit hår?” spurgte hun og automatisk rakte hun op til sit hår for at mærke på det. Hun kunne mærke det stadig var ret vådt. Det ændrede dog ikke at hun kun plejede at have sin personlige slave til at ordne sådan noget. Malika undrede sig en del og gav slip på sit hår, ”Det skal du ikke tænke på, jeg har en der tager sig af sådan noget,” forklarede hun. Hvordan man bedst forklarede at man af sikkerhedsmæssige grunde kun havde en til at hjælpe en med hår og hud kunne måske være lidt for barskt for en ung pige at få at vide. Malika havde forstået at hun ikke kunne stole blindt på slaverne. Der havde været et par slaver der havde forsøgt at lave unoder i tingene. De endte med at blive henrettet.

Det var svært at finde sig til rette i lige netop denne rolle. Hun brød sig ikke om måden slaver skulle opføre sig på og havde måske også for lidt erfaring til at vide, hvordan de skulle opføre sig. Sitali havde afholdt sig selv fra at lære slavernes omgangs tone, men følte, at så længe hun holdt blikket nede og ikke gjorde noget af voldsomt karakter, så burde hun kunne komme udenom det meste? Det var selvfølgelig bare hendes håb. Til at begynde med var hun nervøs for om hun ville blive vist imod køkkenet, da hendes ord blev gentaget. Det kunne jo være, at hun havde fattet mistanke om Sitalis manglende erfaring på området? Men så viste der sig et håb i hendes øjne, som hun hurtigt bukkede hovedet til Malika. "Tak, Deres højhed" svarede hun med et taknemmeligt nik, som hun slap sine hænder og i stedet placerede dem imod hendes ryg. "Hvis De har et ønske om dagens måltid, så tager jeg det gerne med derned" lød det som taknemmelighed for hendes hjælp, omend hun endnu ikke havde kurs imod køkkenet og næppe kunne stille krav dernede.

Sitali nikkede lidt til Malikas spørgende tone, som hun følte at det ville være synd at lade håret tørre på den måde. Ikke fordi hun kunne dele ud af sin erfaring, netop fordi hun faktisk skulle forestille sig at være en slave, men inden midler til at redde eget hår. Så lod hun dog blikket falde imod jorden, som Malika gav udtryk for at hun slet ikke skulle tænke i de baner. Mon der var regler, hun slet ikke kendte til? "Naturligvis" svarede hun, som hun jo heller ikke kunne trænge sig på. Så skævede hun dog langs med gangen, mon hun kunne komme væk, før de nåede køkkenet og i så fald, hvad ville hun gøre, hvis hun ikke kunne? Var pigen klar over, hvem Sitali var, hvis hun viste sit oprindelige jeg? Hun endte med at rynke en smule på næsen, som tankerne strømmede igennem hendes hoved.

Malika havde stadig et afslappet smil til den lille pige. ”Min far plejer at styre maden, men hvis i kan få nogle druer med ind ville det være lækkert,” fortalte hun den lille pige og blinkede til hende. Malika kunne godt lide druer. Men kun de mørke. De grønne var for sure i hendes optik. Der var egentligt mange ting som slaver bare skulle vide helt automatisk og Malika vidste udmærket at der ikke blev sat pris på alle de ting de skulle huske udenad. Malika var taknemmelig for det arbejde salverne udførte – men de havde selvfølgelig ikke meget af et valg at tage. Malika undrede sig dog stadig over at pigen ikke kendte til alle tingene endnu, hun var sikker på at de nye oftest blev sat sammen med en af de ældre i starten for at blive sat ind i tingene. Malika følte sig til gengæld sikker i paladset og frygtede ikke den lille pige.

Pigen forstod selvfølgelig at Malika havde sin egen. Men hvorfor vidste hun det ikke i forvejen? Efter fødslen i Kazimi familien blev der altid udpeget en personlig slave til at tjene afkommet. Malika mente helt bestemt at det var almenviden.  Malika drejede i retningen mod køkkenet og forventede at pigen ville følge med. ”Hvad er dit navn?” spurgte hun og skævede til pigen. Hun gik med lange langsomme skridt. Malika tænkte slet ikke over at hendes hår dyppede på gulvet en gang i mellem. Først og fremmest var det ikke noget hun plejede at tage sig af, men ud over det følte hun ikke det var nødvendigt at tørre op på stengulvet, når det alligevel blev så varmt i løbet af dagen at det nok ville fordampe.

Det sekund at Malika omtalte hendes far, var hun straks klar over, hvilken rolle pigen foran hende spillede. Altså var der en sandsynlighed for at de ville støde på hinanden igen, afhængig af hvor længe Sitali kunne holde ud at være i Balzera. Forhåbentlig ville Malika ikke lægge to og to sammen, når hun så Sitali med det samme hvide hår og de gyldne øjne. Det var usædvanligt for ørkenelvere at have lyst hår, men pigen kunne selvfølgelig sagtens tro at varmen havde givet hende den gyldne hud og ikke hendes gener. "Jeg skal se, hvad jeg kan gøre, Deres højhed" svarede hun med et høfligt nej, som hun bestemt ikke ville have noget imod at hjælpe pigen lidt på vej. Malika havde indtil videre været flink overfor hende, endda givet hende en smule sno i forhold til hendes opførsel, så måske ikke alle slaverne blev behandlet lige dårligt i byen? Slaver var dog stadig slaver, noget som Sitali ikke kunne acceptere på noget tidspunkt.

Hurtigt skyndte Sitali at følge efter Malika, da hun vendte rundt og satte kursen imod, hvad hun troede, ville være køkkenet. Hun valgte dog at gå nogle skridt bagved hende, som hun jo ikke var på ligefod med fyrstens datter og derved burde holde sig bare en smule på afstand. Da hun blev spurgt om sit navn bed hun sig straks i underlæben, en smule forlegen. "Sita" svarede hun lavt, som man måske kunne fornemme på hende, at hun var nervøs for, hvad pigen ville bruge hendes navn til. Mon hun ville sladre til fyrsten selv? Eller forhøre sig om hendes ophold blandt de ældre slaver? Sitali sank en klump, som hun vendte blikket imod gulvet og de få dråber med vand, som Malika lavede et spor med.

Malika grinede lavt. Det var dejligt at pigen ville give det et forsøg. Det havde været en del tid siden hun havde fået lov til at få druer. Hun prøvede at huske pigen så godt hun kunne. Til tider kunne det være svært at genkende slaverne fra hinanden, med mindre hun brugte noget tid med dem. Pigen var lille, med lyst hår og mørk hud. Det var en mærkelig kombination, men det klædte pigen godt med noget kontrast. Gid Malika selv havde noget mere kontrast i hendes meget lyse hud og hår.

Malika gentog hendes navn lavt. Hun ville gerne kunne huske det til næste gang hun mødte hende i køkkenet eller på gangene. Gangen de gik på var bred, og der var massere vinduer på den ene side. På modsatte side var der nogle rum. Fra det ene af rummene kunne man høre et spektakel. Det kunne godt lyde som tallerkener og pander der faldt på gulvet. Malika stoppede lidt før den dør, så hun lige præcis ikke kunne se ind. Hun kunne høre en af hendes ældre søskende råbe af en anden derinde. Malika bed tænderne hårdt sammen, men med et blidt smil, mens hun håbede på det snart var ovre. Hun vendte sig om mod Sita. ”Køkkenet er her,” sagde hun med et lille smil og med en hånd viste hvor det var henne. ”Du må helst ikke komme for sent, de kan godt være lidt stride alle sammen,” kommenterede hun, ”Hvis de er onde mod dig, kan du bare sige jeg bad dig gå med mig,” hun blinkede til Sita, ”Mit navn er Malika, hvis du skulle være i tvivl,” Malika vidste at køkkenet ikke altid var det nemmeste sted at være slave i, for hun havde en gang i mellem skulle smage ting, og kunne se hvordan nogen skar fingrene af hinanden, hvis der ikke blev gjort nøjagtigt som der blev sagt.

Det var svært at gå rundt på det store palads uden at blive betaget af de smukke udsmykninger og den måde, som Fyrsten havde indrettet sit hjem på. Sitali var udmærket klar over, at det måske ikke var hendes plads at betage paladset, som hun gjorde lige nu. Men så længe hun skulle forestille sig at være en ny slave, så kunne hun vel stadig blive betaget af stedet, hun var endt? Men hun forsøgte så vidt muligt at holde øjnene på Malika, som hun fulgte hende igennem den brede gang med hænderne placeret imod ryggen og ryggen rank.

Sitalis blik vandrede imod lyden af tallerkener og pander, som hun straks krøb en smule sammen og rynkede let på næsen. Hvad mon der foregik derinde? Skulle hun nu kaste sig ud i en større omgang oprydning også? Tanken var ikke fristende, men hun måtte blive i rollen, ikke sandt? Straks vendte hun blikket imod Malika, da hun talte til hende, som hun dog holdt hovedet ganske let bukket, så hun ikke kiggede direkte på hende. "Tak" svarede hun hastigt, som hun vendte blikket imod døren, som hun skulle ind ad. Hvordan kom hun mon udenom det? Sitali sank en klump af hendes ord, som hun dog nikkede ganske let med hovedet. Det lød ikke rart eller tiltalende. Men så fik hun måske syn for sagen med hvordan slaverne blev behandlet? "De er al for venlig, Deres Højhed" svarede hun til Malikas hjælpende hånd om at bruge hende som undskyldning. Så greb hun stille fat i siden af kjolen for at neje dybt for hende.

Malika smilede blidt til Sita og gav hende et lille begrænset nej tilbage. Hun ville helst ikke komme i ballade for at neje med en slave, men hun følte blot for det. Malika blinkede til hende og gik forbi hende, videre til hendes distination. Hun skulle både ud til sin have, have lagt okker på huden, spille noget skak med en af hendes søskende og have frokost. Malika gik med hænderne foldet foran maven og med lange skridt. Hun havde ikke lyst til at kigge sig tilbage, for hun vidste det ville få hende til at hente Sita og resten af dem der var i køkkenet: det ville bare resultere i for meget drama mellem hende og hendes far og det gik slet ikke.

//Timeskip til efter frokost//

Malika gik med et bredt smil på sine blege læber. Sita havde faktisk formået at få druer på bordet, og Malika var evigt taknemmelig. Hun havde taget noget lækkert brød med fra bordet af og viklet det ind i et fint klæde, som hun ville give til hende, som en tak. Sita var sikkert sulten.
Malika var med de samme lange skridt på vej mod en af de store døre til udendørsarealet – det var faktisk den samme gang, som hun havde forladt Sita ved. Hun gik og nynnede lidt for sig selv. Siden hun sidst havde mødt Sita havde hun nu farve på fingrene, albuerne, kinderne, næsen og også på brynene og vipperne. Smykker i form af flere ringe, armbånd og en stor halskæde og flere øreringe bar hun også nu – alt selvfølgelig i guld. Efter hendes tid i haven, skulle hun nemlig gøres i stand, så hun så præsentabel ud til frokosten. Malika syntes i hvert fald det gjorde en forfærdelig stor forskel på hvordan Malikas udtryk viste sig.

Det var svært for Sitali at vide, hvordan hun skulle håndtere oplevelsen med Malika, hun havde måske forventet en del mere fjendtlighed omkring hendes væremåde, men Malika lod sig ikke mærke synderlig af den lille piges forvirring. Hun var bestemt imødekomne og lod til at mene tingene oprigtigt. Havde hun mon taget fejl af Fyrsten og hans børn? Det var ikke fordi hun var fast besluttet på at give Fyrsten en chance, men hun kunne måske give byen en chance. Det var måske det mindste. Men først måtte hun se i øjnene, at hun ikke kunne slippe udenom at gå ned i køkkenet. Derfor sank hun også en klump, som hende og Malika måtte gå hver deres vej.

Vejen ind i køkkenet var bestemt ingen udfordring for hende, som hun dog hurtigt blev angrebet af en pande, der fløj hen over hovedet på hende. Eller den kunne have ramt hende i ansigtet, hvis ikke hun havde dukket sig først. Lettere forskrækket kiggede hun på panden, der landede bag hende, før at hun hørte skridt bag sig og straks blev hevet af sted imod den nærmest bordplade og sat i gang. Det gav et sæt i hende hver gang, noget larmede i lokalet, som hun forsøgte at fokusere på sin opgave og skære grøntsagerne til. Hun skævede imod vindruer og kunne ikke lade vær med at tænke på Malika. Hun måtte snige dem med til bords..

// Timeskip //

Hvor var hun bare færdig! Træt og udmattet, som hun aldrig havde været før. Heller ikke på hendes mange ørkenvandringer havde hun følt sig så presset. Hun var blevet noget så svedig og havde brugt armene til at tørre sveden af panden, hvilket havde efterladt et spor af jord i hendes pande. Noget som den overordnede bemærkede og derfor straks sendte hende afsted imod et bad. Sådan kunne hun ikke se ud, når hun skulle gå rundt på paladset. Det var den chance, som Sitali havde ventet på i flere timer. Hun måtte skynde sig ud af slottet, så hun kunne komme hjem.. Så hun løb nærmest ud af køkkenet, som hun drejede om det nærmeste hjørne og fokuserede sin chakra omkring sin evne.
Kroppen blev højere og slankere, som det lyse hår dog blev en smule kortere og langt mere tilpasset hendes ansigtsform. Hun var godt klar over, at det var risikabelt at forvandle sig indenfor paladset mure, men hun havde forsøgt at stikke af tidligere, hvor hun blot var blevet smidt tilbage til køkkenet, så forhåbentlig hendes status som rådskvinde, næsten adelig, ville gøre det muligt for hende at henvende sig til nogle vagter, så hun kunne blive vist ud af paladset igen. Hun åndede lettet op, som hun dog hurtigt måtte indse, at der var en fejl i hendes plan. Tøjet passede hende ikke særlig godt og virkede også al for snavset til hendes stand. Lettere opgivende lænede hun sig imod væggen. ”Jeg har virkelig ikke mere energi” mumlede hun for sig selv, som hun kastede et blik langs med gangen, da hun atter hørte skridt.

Til at begynde med fik hun ikke øje på, at det var Malika fra tidligere, fordi hun var meget mere pyntet end første gang hun havde set hende. Lige nu var hun dog slet ikke i tvivl om hendes stand, som smykkerne glimtede i eftermiddagssolen og reflekterede sig på gulvet. Hun stoppede nærmest med at trække vejret, som hun dog skubbede sig væk fra væggen og nejede let for Malika. Hvad skulle hun sige?

Link til hår

Malika hørte en uklar mumlen inden hun drejede om et hjørne hun kunne se en kvinde med lyst hår, brun hud og en lidt for kort kjole. Malika lagde hovedet let på skrå som hun nærmede sig kvinden som var ret så høj i forhold til Malika selv. Hun kunne se på ørene at det var en elver, men tøjet på kvinden virkede bekendt. Hun standsede et par meter fra kvinden med et blidt smil og nejede let tilbage. Da hun rettede sig op igen samlede hun hænderne foran maven, ”Kan jeg hjælpe Dem?” spurgte hun men hun uden at tænke over det drejede på en ring på hendes pegefinger. Kvinden så ud til at kunne bruge et bad. Som hun fik kigget nærmere efter syntes hun der var nogle træk ved kvinden der mindede hende om en vigtig person… Hun kunne ikke helt sætte fingeren på hvem det var.
Malikas hår var tørt og den øverste del af hendes hår var flettet. Det så ud til at være meget mere i orden, end tidligere. Kjolen var dog den samme, rød med gyldne broderinger.


//Blev lige ret kort, sry </3

Det gik lige pludselig op for hende, hvem det var, som kom nærmere. Sitali havde ikke en chance for at undvige eller stikke af, da hun faktisk følte sig en smule udset i hendes nuværende stand. Hun sank en klump og håbede blot at Malika ikke ville hænge hende ud for noget, hvis hun opdagede sandheden. Malika var dog langt mere pyntet og klar til at dagens gøremål. Sitali havde slet ikke de samme smykker til at pryde sit hår, som Malika havde til at pryde sin krop. Hun så faktisk ret almindelig ud lige nu. Udover at hendes fremtoning var langt mere rank end tidligere. Hun nejede høfligt til Malika, som hun kom tættere på og henvendte sig til hende. "Vejen ud, ville være skønt, Deres højhed" hun fortsatte næsten i samme tone, som sidst de var stødt på hinanden. Det var måske blevet lidt af en vane, efter at hun havde været nødsaget til at arbejde i køkkenet hele dagen.

"De fik ordnet Deres hår" kommenterede hun ud af det blå, som hun ikke rigtig tænkte over, at det måske kunne prikke en smule til Malikas hukommelse. Derfor sendte hun hende hurtigt et undskyldende smil, som hun skævede lidt til deres omgivelser for at lede efter den hurtigste vej ud. Hvad mon der ville ske, hvis Fyrsten fandt ud af, at hun havde trængt sig på på denne måde? Endnu en klump blev presset ned igennem hendes hals, som hun vendte de gyldne øjne imod pigen.

//Det gør intet :3

Malika som stod helt rank og med højt hoved lyttede til kvindes ønske. Vejen ud? Vidste hun ikke hvordan hun var kommet ind? Stemmen ringede også en klokke. Inden hun nåede at spørge hvad hendes formål var i paladset blev Malika mødt af noget der kunne minde om en kompliment, men en kompliment der ikke gav mening. Malika havde da ikke set denne kvinde i dag? Hvordan kunne hun vide at hendes hår ikke havde været i stand tidligere på dagen? Der gik et øjeblik hvor Malika havde rynkede sine nu mørke, markerede bryn, til at hun lagde to og to sammen. ”Sita?” spurgte hun og lagde hovedet let på skrå, mens hun tog få langsomme skridt tættere på, ”Har du spioneret på os?” Malikas stemme var ikke så høj endnu. Hun ville ikke tilkalde vagter hvis nu situationen var misforstået. Malika kunne ikke rigtig forstå hvordan hun selv havde lukket denne lille uskyldige pige ind i køkkenet. Pigen kunne havde forgiftet hele familien…  Eller nok ikke eftersom de havde folk ansat til at smage maden inden den blev serveret… Men muligheden var der! Malikas øjne var blevet lidt mere blanke. Hun havde ikke tårer i øjnene, men hun følte sig lidt forrådt og trampet på.

Det var for sent at trække sine ord tilbage.. Sitali kunne ikke gøre meget for at undslippe den løgn hun var ved at afsløre, som hun inderligt endnu håbede, at Malika ikke forstod sammenhængen. Men forhåbentlig fik det ikke den store betydning, hvis bare, deres korte møde betød en smule mere end hvad mange måske ville forvente. Hun var dog alligevel nervøs, som Malika lod til at være tavs for længe, hvilket fik hende til at se andre steder hen, var der vagter i nærheden, som ville kunne fange hende om nødvendigt. Hun sank en klump og vendte blikket retur imod Malika, da hun hørte navnet. To tredje dele af hendes egentlige navn. "Sitali Rhe'ol" rettede hun med et let buk med hovedet, som hun var nød til at lægge alle kortene på bordet, så Malika ikke følte, at hun forsøgte at holde noget skjult for hende. Ikke af hvad hun allerede havde gjort.
"Jeg beklager dybt.. Men mit art er udsat i Balzera, jeg var nød til at se, hvordan vi bliver behandlet, for at kunne tage Deres faders ord for gode vare" forklarede hun yderligere, som hun rettede blikket mere direkte imod hende. Hun lod blikket vandre over hendes påklædning, hendes egen kunne slet ikke måle sig med Malika, som hun helt automatisk foldede hænderne foran sig. "Jeg håber ikke, De ser skævt til mig" fortsatte hun med et oprigtigt bekymret blik i øjnene. Var det for sent at redde?

Et længere navn blev udtalt fra ørkenelverens mund. Malika blinkede let med øjenene. Løgn. Løgn på løgn. Hvad var det for noget svineri? Hun havde hørt om Sitali Rhe’Ol til nogle middage med faren, så der var en ide om hvem hun var. En rådskvinde. Hun havde rigtig lige gået og forelsket sig i Sitas gode gerninger, og taget brød med til hende så hun ikke skulle gå sulten i seng. Sitali begyndte at forklare sig. Hendes mål i paladset gav mening, men hendes mistro til hendes far var ikke i orden… Eller… Malika stolede jo heller ikke altid på sin far. Malika mente for eksempel at våbentræning og generel styrketræning var essentielt for at kunne passe på sig selv. Det var ikke altid hendes far var lige glad for at hun trænede sammen med sine brødre. Næsten passende med at Sitali var færdig med at undskylde, lukkede Malika øjnene og hævede sin hånd op, som tegn på hun skulle tie stille. Hun samlede igen sine hænder foldet ved sin mave og kiggede op på Sitali igen. En rådskvinde burde vide bedre.

”Jeg skal nok vise Dem ud,” startede hun og begyndte at gå forbi Sitali, ”Hvis De har lignende tvivl en anden gang, skal De endelig bare skrive et brev til mig,” Malika var overbevist om at hendes breve ikke blev kigget igennem – men det gjorde de, der var ikke et eneste brev som ikke var blevet læst før Malika. Malika havde ingen anelse om hvor mange breve der blev holdt væk fra hende. Hun kiggede over skulderen for at se på Sitali, ”Er det forstået?” spurgte hun. Hun prøvede at opfører sig så roligt som muligt, så ingen ville reagere på deres samtale.

Situationen blev forklaret, men Sitali var i tvivl om hvordan det blev modtaget, eftersom hun ikke havde forventet at Malika ville lade hende tale ud. Ja, det havde måske været klogere at holde fat i facaden og løgnen, men ville det ikke bare have gjort situationen værre for hende i fremtiden? Egentlig satsede hun ikke på at vende retur, medmindre det blev virkelig nødvendigt. Sitali kunne ikke være andet end nervøs på disse kanter, som det var uvant og usikkert at bevæge sig udenfor Thal'Elor særligt uden Sihans følgeskab. Lige nu var hun blot ærlig omkring den situation, hun havde sat sig selv i, i håbet om at Malika kunne se det fra hendes synsvinkel og ikke blot se dette som en udfordring i forhold til det forhold, de gerne skulle have op at stå. Hvis der endnu var håb. Men så tav hun også helt, da Malika gjorde tegn til det.

Malika begyndte at gå, som Sitali roligt fulgte efter med hænderne foldet foran sig. Hun nikkede stille for sig selv. "Det vil ikke blive nødvendigt" svarede hun ganske roligt, som Malika søgte efter en bekræftelse for hendes ord. Hun behøvede ikke se mere og at sende et brev til Malika ville være risikabelt, så meget vidste hun da. "Håber De nød Deres frokost" hviskede hun lavt, som de passerede nogle andre på deres vej.

Malika følte sig trodset, men samtidig kunne hun helt klar føle Sitalis situation, hendes har havde det ikke godt, og hun forsøgte at finde ud af hvordan situation stod til i paladset. Ørkenelveren prøvede virkelig bare at holde en hånd ud for sine med-elvere. Malika smilte lidt mere afslappet eftersom Sitali forklarede at kontakt ikke brude være nødvendigt. Frokosten blev nævn og Malika stoppede halvt op, og forsatte så sin gang, ”Jeg er glad der var druer på bordet,” grinede hun og prøvede at tvinge sig selv til at løsne mere op. Det at Malika ikke så direkte på hende fik hende til at køle lidt mere ned. ”Jeg håber for Dem at De taler sandt nu, og at det kun var elverne De egentligt var på udkig efter,” sagde hun, som hun stoppede tæt på den statue Sitali tidligere på dagen havde været tæt på at vælte. Hun skævede kort op og ned af Sitali. Hun havde ikke rigtig noget sted at gemme nogen ting, så tyveri regnede hun ikke umiddelbart med.

”Jeg følger Dem hele vejen ud, så burde vi undgå problemer,” hviskede Malika lavt til Sitali. Malika var selv bange for at blive opdaget i at have lukket en ind. Malika havde efter hånden en ide om at det bare ikke var hendes måned, med det uheld hun havde.