Det hårde læder Marax var beklædt i, havde det meste af skylden for at holde hende flydende i den gradvist voksende flod. Hendes hænder var bare og hendes fingre nærmest blå i det kolde vand, og havde hun været ved bevidsthed ville hendes vejrtrækning have været besværet, takket være det kolde vand hun befandt sig i. Hendes læber var næsten samme farve som hendes fingre, den lilla farve skrigende klar imod hendes blege hud. 

I hendes let åbne mund kunne man se de fire tænder hun havde slebet til en spids, der efterlignede vampyrers tænder, og hendes hvide hår klistrede til hendes ansigt. Blodet i såret om hendes skulder var størknet, men sad fast i hendes tøj og ville blive revet op lige så snart hun forsøgte at få det af.

Hun fløj ind og ud af bevidsthed langs floden og hver gang hun kom til sig selv, forsøgte hun at komme op af det kolde vand, men hun havde rejst flere kilometer, før hun endelig strandede på en flodbanke. Op af vandet kom hun dog på ingen måde, før hun mistede bevidstheden igen. 

Det der med at flirte med faren? Det var noget, Amit bare elskede at gøre. 
Han var ved Kzara-bjergene, et sted hvor han også havde været før i sit liv og nu var han her igen. Lavende hvad? Han var en dumdristig herre, så selvfølgelig lå han og slappede af, kun iført et sæt stramme bukser. Den sorte skjorte blev brugt som en improviseret hovedpude og hænderne var foldet bag hovedet, som topalis-manden lå der og halvsov, indtil han ikke kunne få sig selv til at slappe af længere. Der var jo også gået HELE femten minutter med det! Nej, et bad ville være bedre, og eftersom at han lå lige op af en flodbanke kunne det bare slet ikke være mere perfekt! Amit satte sig op, tog en slurk af den flaske stærke alkohol han havde med, hvorefter han skulle til at tage bukserne af, da hans blik fangede noget i vandet. Var det en skikkelse? Det var SÅ meget en person!

Nysgerrig trådte Smuglerkongen tættere på vandkanten og kiggede lidt mere undersøgende på personen. Spidse hjørnetænder. Spændende. Fascinerende! Han havde besluttet sig! Uden at tage bukserne af, fordi han godt vidste at han havde travlt, vadede han ud i vandet, gysende lidt over hvor koldt det var og videre hen til den fremmede, spidstandede kvinde, hvis læber så ret blå ud. Var hun død? Det kunne findes ud af senere, først skulle hun op af det skide kolde vand. Så Amit tog fat i en kant af den hårde læderrustning og begyndte at føre kvinden ind til land, slæbende hende helt op at ligge, som han selv endte på sine knæ ved siden af hende. Hans blik var stadig meget nysgerrigt. Han stak øret ned til hendes mund - velvidende omkring faren ved de spidse tænder - og lyttede og mærkede. Lidt luft kom der ud af hendes mund, så hun måtte vel være vågen. "Hallooo? Fremmede kvinde, der ligner én der har lyst til at æde folk?" Amit gav hende et let klap på kinden. "Er du vågen?"

Marax vågnede ved følelsen af et klap på sin kind, og selvom hun kun langsomt kom til bevidsthed, var hendes hænder nede ved en af de knive, der hang på hendes side på et øjeblik. Den var trukket og presset imod et bart maveskind allerede inden hun havde åbnet sine øjne.

"Hvad vil du?" spurgte hun hæst, hendes stemme svag, og sekundet efter vendte hun sig ind mod ham og hostede vand op. Hun forsøgte at folde sin krop ind om sig selv, men kunne ikke bevæge sig mere end et par centimeter, før bevægelsen fik flået hendes sår i skulderen op og friskt, varmt blod løb ned ad hendes overkrop igen, under hendes tøj. Hun slap ikke sin kniv, men var ubehageligt klar over at hun ikke ville kunne stille meget op, hvis han rent faktisk ville hende ondt. 

Amit havde holdt øje med kvindens ansigt, så han opdagede ikke kniven, før han kunne mærke spidsen af den mod sin nøgne mave. Det var både lidt ubehageligt, men også lidt frækt. Dog vidste han godt, at det var instinkt for de fleste der havde oplevet hvad den fremmede kvinde havde oplevet, at forsøge at beskytte sig selv. Så i stedet for at overrumple hende med flirtende bemærkninger, satte han en finger på den flade side af knivsbladet og skubbede kniven væk, forsigtigt og langsomt, alt i mens kvinden formåede at flå hul på sit sår.

"Jeg havde planer om at lappe dit sår sammen til at begynde med?" spurgte han, som altid i et friskt toneleje, før han trak sin skjorte til sig. Det var bare en skjorte. Han havde faktisk endnu én alligevel, nu hvor han tænkte over det. Der hvor han altid skjulte ting. "Med mindre du bare har lyst til at bløde, for så kan jeg da også bare lade være. Jeg ville foretrække at være levende og glad i stedet for død og ikke glad," erklærede Amit som han kiggede afventende på den blødende kvinde mens han flåede sin skjorte i stykker for at kunne lave den om til en nødtørftig forbinding. Han ville dog ikke forsøge på noget med kvinden før hun i det mindste var lidt mindre lige-vågnet-op-og-ude-på-at-stikke-folk ned i sit humør.

Marax lod ham skubbe kniven væk fra sig, men hun havde heller ikke meget valg - hun havde ikke styrken til at modsætte sig. Hun havde svært ved at tro på at en fremmed fyr bare sådan ville hjælpe hende, men med dét havde hun heller ikke meget valg. Hun kunne ikke ligefrem lappe sig selv sammen, sådan som hun havde det lige nu.

"Nej," hostede hun, da han tilbød at lade være med at lappe hende sammen. "Din første plan var god. Hjælp mig." Det var mere en ordre end en bøn, men det med at bede om hjælp var ikke én af hendes styrker. Hun satte sin kniv tilbage ved sit lår.
Med noget besvær fik hun kæmpet sig op at sidde, og med hovedet hængende ned og hår i hele ansigtet, begyndte hun at kæmpe med den tunge læderrustning med én hånd, for at få den af sig. Hendes kolde fingre var stive og ømme, men hvis han forsøgte at hjælpe, ville hun skubbe hans hånd væk. 
Efter noget af en kamp lykkedes det også og lyden af størknet sår, der blev revet op, syntes at fylde hendes ører, som det størknede blod knustes og den sorte skjorte hun havde under kom til syne, både det friske og det gamle blod mindre synligt.

Smertestårer begyndte at trille ned ad hendes kinder, imens hun langsomt fik åbnet én knap efter den næste i den, men hun holdt sit hoved sænket og lod ham ikke se dem. 
"Hvem er du?" spurgte hun, for at holde fokus på noget andet, imens hun hev skjorten helt af. Blod løb fra såret under hendes skulder og ned ad hendes bryst og hele vejen ned ad hendes mave, og for hver vejrtrækning hun tog, osede mere af det ud. 

"Nej? Jamen, så hjælper jeg da gerne," Det var faktisk vildt sexet, at kvinden nærmest beordrede ham. Han kunne lide begge ting, at være undersåtten og at være kongen. Det hele var noget han fandt super tiltrækkende, så han satte sig blot tilbage og tog sin flaske med rom mens kvinden satte sig op og begyndte det langsomme arbejde med at få rustningen af. Han hjalp hende ikke, for han kendte udmærket hendes type. Det var kan selv, vil selv typen. Sådan en rigtig bestemmer-type. Det var frækt. Han trak låget ud af rom-flasken og hældte en sjat i sig selv uden at sætte flasken til læberne. Den skulle bruges til at rense hendes sår og han vidste godt at det helst skulle være rent rent.

Lyden af sårskorpe der blev brudt fik kort Amit til at rynke på næsen. Han var vant til blod, men han var ikke totalt vild med det når der var så meget. Skjorten forsvandt dernæst, blottende kvindens nøgne bryst. En kort lyst til at slikke blodet væk, fik det til at trække let ved Amits mundvige. Men nej. Hun var stadig bestemmer-typen, så hun ville sikkert blive forvirret og måske endda hidsig over det. Og så ville hun bare bløde ud, og det ville være kedeligt. I stedet kiggede han undersøgende på hendes sår, før han rettede sig for at få bedre adgang. "Jeg overhælder dit sår med rom nu. Jeg er sikker på du ved hvor ondt det gør, så vær lige rar, ikke at slå mig i ansigtet. Jeg kan godt lide det som det er," og så hældte han alkohol direkte i såret, hvorefter han lige så hurtigt rakte flasken til kvinden og dukkede ud af rækkevidde. Han skulle virkelig ikke nyde noget af at blive slået i ansigtet!

"Jeg er sikker på at du ikke ville tro på mig hvis jeg sagde at jeg bare var en hjælpsom ung sjæl, så jeg siger det bare, som det er. Mit navn er Amit og jeg kedede mig.. Det gør jeg ikke længere," han ventede på at kvinden kom sig over den sikre smerte over alkohol i såret.

Godt nok var Marax soldat i Mørkets Hær, men hun var ikke unødvendigt voldelig. Heller ikke selvom hun fik lyst til at være det, da han hældte alkohol over hendes sår og den svidende smerte fik hende til at bide hårdt sammen med et støn. Hun tog taknemmeligt imod flasken og tog en stor tår, inden hun rakte den tilbage til ham og brugte sin nu frie hånd på at tørre sine tårer væk fra sit ansigt. Det sorte makeup hun altid havde om øjnene var smattet ud over hendes kinder, men hun var ligeglad. Så længe hun så ud som om hun kunne myrde dig, var hun tilfreds, og dét udtryk havde hun uden tvivl stadig. 

"Okay, Amit," svarede hun med besværet vejrtrækning og skubbede sit hår om bag sine ører. "Jeg er glad for at du ikke keder dig længere." Hun skævede ned til sin rustning og til sin sorte skjorte, og rundt omkring sig. Hun var stadig i Kzara-bjergene. Så enten var Amit blind og uden stedsans eller også havde han indset, at det var en af Mørkets krigere han hjalp.
Hun undlod med vilje at introducere sig selv, men løftede sin arm en smule, med enhver forventning om han ville hjælpe hende med sit sår. Hun kunne godt selv, hvis hun skulle, men hver bevægelse kostede hende uendelig energi og hun vidste, at hun ikke ville kunne lave noget der var særlig godt lige nu. 

Om kvinden så var Shara selv, så var det ikke noget der gjorde Amit bange af sig. Lige nu var hun hårdt såret og han kunne teleportere sig væk hvis det skulle blive et problem. Men han var langt mere interesseret i at lære hende at kende, for han var ligeglad med den politik Lyset og Mørket havde mellem hinanden. Så længe han fik lov at vedblive sit eget "heltemodige" arbejde så var alting fint for ham. "Det er også bedst at være glad. Alt det andet er bare kedeligt vås. Med mindre man er vred eller sådan noget," Amit tog en slurk af sin romflaske, før han stillede den fra sig og derefter positionerede sig til at kunne lægge forbindingen om kvindens skulder, så såret kunne blive dækket til. Han fik blod på fingrene, men i situationen var det nu ikke helt så slemt. I det mindste fik han lov til at se på en barm i mens, så han klagede ikke.

"Og hvem er du så?" spurgte han nysgerrigt. Efterhånden var forbindingen lagt. Han bandt den stramt, men ikke for stramt. Den fremmede kvinde skulle stadig have bevægelsesmulighed og det gik ikke at han stoppede for blodomløbet fuldstændigt. Da han var færdig kiggede han kort ned på sine hænder, før han trak på skuldrene og vaskede dem i lidt af det rom han havde med. Dernæst hev han en skjorte ud af håndfladen. Han kunne godt undvære den alligevel. "Jeg kan forestille mig at du ikke har lyst til at tage den der våde, blodige undskyldning for en skjorte på igen," han rakte den rene skjorte til kvinden med et smil på læberne.

Marax tøvede med at svare ham. Hun vidste at hun var efterlyst af Lyset og selv om ham her tydeligvis ikke havde noget imod at hjælpe en af Mørkets krigere, kunne det sagtens være han var interesseret i en lille dusør. Hun fik heldigvis lidt mere tid til at overveje sit svar, da han tilbød hende en skjorte der på magisk vis kom fra hans håndflade. Hun havde set underligere før og tog imod den med kolde fingre.

"Tak," svarede hun i en hvisken, der kun var så lav, fordi det var et svært ord for hende. Hun skævede ned til sin egen skjorte, der ganske rigtigt var både blodig og våd. Han havde lavet en god forbinding til hende og selv da hun rakte sin arm ud for at få den tørre skjorte på, kunne hun både bevæge armen og undgik at bløde på alting. Hun knappede kun en enkelt knap i den, for at skjule det værste af sin brystkasse, resten af knapperne var for meget for hendes forfrosne fingre og desuden unødvendigt. Han havde ligesom set det hele allerede. Kulden kunne hun leve med.

"Mit navn er Marax. Jeg skulle have været død i slaget om Kzar Dun." Det var alt hun havde at sige om sig selv. Hendes navn og hendes job var alt hun havde. "Har du også et bål derinde?" spurgte hun med et nik imod hans håndflade. Hun havde allerede fået varmen lidt, efter at være kommet op af vandet, men hendes læber var stadig blå og Amits fingre havde virket brændende varme imod hendes hud. 

Amit slog lidt kvindens tak hen, ikke fordi han ikke værdsatte det, men fordi det var tydeligt at hun ikke var glad for at sige ordet. At det nærmest var et fremmedord for hende. Han trak bare lidt på skuldrene. "Skulle det være en anden gang," heldigvis tog kvinden imod hans skjorte, men Amit kunne godt se at hun tøvede lidt med at sige sit navn. Hvorfor da? Han tog sig ikke rigtig af det, så han lod hende bare tage sin tid.

Hendes navn kunne han godt genkende. Hun var efter sigende efterlyst af Lyset. Han havde set plakaterne med hendes navn på før og nu gav det også mere mening da hun skubbede håret væk fra sit ansigt. "Men du døde ikke. Det er da vel heldigt?" Amit ville til enhver tid foretrække ikke at dø i hvert fald!
Som Marax spurgte ind til hans evne og hvorvidt han havde et bpl i ærmet, kunne han ikke lade være med at grine let. Han rejste sig langsomt op rystende på hovedet. "Nej. Men giv mig et øjeblik," og som han sagde det, forsvandt han, efterladende let damp, som ved et varmt bad. Der gik ikke mere end et par minutter før han igen dukkede op - dampen rundt om sig - med et bundt brænde i en mindre sæk og en midnatsblå kåbe, lavet i silke, på. Han havde også et tæppe med under den anden arm. Han rakte hende tæppet, ganske nonchalant før han gav sig til at tømme sækken for brændestykker. Han var rusten til det der med at lave bål, men han var rutineret. Det var en del af hans barndom og spæde ungdom, skønt han ikke brød sig om at tænke på den slags.

Marax nikkede, da Amit spurgte om ikke det var meget heldigt at hun havde overlevet. For det var det trods alt. Hun ville hellere leve end hun ville dø. Men al logik sagde, at hun skulle have været død. Kzar Dun var blevet overtaget og hun havde haft til opgave et beskytte fæstningen. Havde Amit ikke fundet hende da han havde, kunne hun lige så godt være forblødt eller frosset ihjel i den forbandede flod.

Hun så til med et hævet øjenbryn, da fyren pludselig forsvandt og hun var lige ved at række ud efter dampen, han havde efterladt sig, da han dukkede op igen. Hun tog tavst imod tæppet, men imens han gik i gang med at sætte bålet op, kæmpede hun sig ud af sine støvler og bukser, som hun uden et ord satte ord på en pind sat nær bålet, så bukserne kunne hænge til tørre, imens støvler stod ved siden af dem. De var lige så gennemblødte som hun var og de havde alle sammen en bedre chance for at blive bare lidt tørre hver for sig.
Så viklede hun tæppet om sig, for selvom Amit havde set hende stort set nøgen, så havde hun alligevel ikke lyst til at vise sig mere frem for ham. "Du er et menneske?" spurgte hun, imens hun satte sig ned. Med kun én hånd til at gøre alting havde det taget et pænt stykke tid og Amit var allerede i god gang med bålet. 

Ganske vist tog det Amit lidt længere tid end normalt at få sat bålet op, men det blev gjort, mens Marax tog alt det andet tøj. Amit kiggede to gange op mod hende fra sin position. Han sad på hug mens han begyndte at puste til den ild han havde fået startet inde blandt brændeknuderne. Til sidst begyndte ilden at brede sig, stødt og langsomt, så det blev til et ordentligt bål de havde mellem hinanden. Amit dumpede ned på røven og satte sig i skrædderstilling, mens hans blik hvilede på den meget lyshårede kvinde der sad over for ham. Hun så faktisk virkelig ikke helt værst ud, det til trods for de spidse tænder. Men nu tændte Amit også lidt på at blive bidt, så for ham var det ikke en negativ ting alligevel.

Det lød næsten som om at spørgsmålet om at han var et menneske var et der kom fordi det undrede hende? Amit hævede kort et øjenbryn, for han holdt hænderne lidt op foran bålet - en anelse for tæt på - smilende skævt igen.
"Hvad gav mig væk?" en lille latter undslap hans læber, før han trak hænderne til sig og åbnede lidt for sin kåbe så varmen kunne ramme hans brystkasse ordentligt. Hans bukser var stadig våde, men lige nu havde han ikke rigtig noget imod det.
"Jeg er et menneske, med alle dets svagheder.. Meeeen... Jeg er også et menneske med alle dets frækheder," Amit tillod sig selv at blinke af Marax. Han kunne ikke lade være. Nu hvor hun ikke længere var døende eller havde en kniv rettet mod hans veltrænede, pæne mave, så kom hans flirtende natur bare frem instinktivt.

Varme skød straks op i Marax' kinder da Amit blinkede af hende. Flirtede han med hende? Hun skævede sig over skulderen for at tjekke om der pludselig var kommet andre til deres bål, men nej, det var kun de to. Hun så tilbage på Amit med tydelig undren, men turde ikke sige noget om blinket. Hun havde nok set forkert. Og hørt forkert.

"Mennesker kan være stærke nok," svarede hun lavmælt og tænkte på Alran. Det bedste menneske hun nogensinde havde mødt. Og en stærk mand. "Og dine evner... De er nyttige og gør dig kun stærkere. Et dæmon kan være tusinder af år og du kan stadigvæk nå at blive stærk nok til at dræbe den i kamp." Hun trak på skuldrene, som om det var hverdagskost at hendes artsfæller blev dræbt af mennesker.

"Jeg er dæmon," fortalte hun så, og viste sine spidse hjørnetænder frem. Hun lod sin tunge glide langsomt over dem, inden hun fortsatte; "De her er kun til pynt. Det er nemmere at slå svage, frække mennesker ihjel, når de allerede er bange for dig." Hun tøvede et øjeblik inden hun prøvende blinkede til Amit. Menneskelige samtaler var ikke ligefrem hendes ekspertise, men han havde blinket efter en joke og nu forsøgte hun sig med det samme. 

Det var vildt tydeligt på Marax at hun ikke var vant til at blive flirtet med. Man kunne se det på hendes varme kinder og måden hun kiggede undrende på ham. Det gjorde kun det hele endnu mere spændende for Amit! Det ville blive et eventyr af støre proportioner. Han lyttede opmærksomt mens hun roste hans magiske evner til skyerne og kunne ikke andet end smile over det. Han vidste at hans evner var stærke nok til at han kunne få overhånden i en kamp, men han var ikke vildt interesseret i at dræbe andre. Det var sjovere at håne dem lidt og bare skride bagefter.
"Jamen dog, Marax. Jeg havde ikke set dig værende den komplimenterende type, men jeg takker da helt fra hjertet," for at illustrere, lagde han en hånd på sit bryst.

Så begyndte hun at tale om tænderne. Hun viste dem. Og slikkede på dem. Amit bed sig let i underlæben for at holde sig selv i kontrol og begyndte at se eftertænksom ud. Det hele blev efterfulgt af et blink. Som returnerede hun det til ham. Amit kunne ikke lade være med at kigge på hende med øjne der var let formørkede af hvor tiltrukket han lige nu følte sig af hende. "Det er.. Ærgeligt.." erklærede han i et lidt dybere toneleje før han bed sig let i tommelfingeren. "Jeg kunne ellers godt forestille mig hvor gode de er at bide med," mon hun forstod at det her ikke bare var en joke for ham? At han lagde groft an på hende? Det var egentlig mest en test, for det var ofte hvad Amit udsatte folk for når han mødte dem for første gang, dæmoner eller mennesker. Han var til det hele, men han ville aldrig være sammen med én der var uvillig.

Marax sad i stilhed, da Amit takkede hende for hendes komplimenter. Hun var knap nok klar over, at hun havde komplimenteret ham. Hun havde bare sagt det hun havde tænkt. Og hun forstod det da slet ikke, da han begyndte at snakke om hvor gode hendes tænder måtte være at bide med.

"Jeg bruger dem, hvis jeg er nødt til det," svarede hun i en truende tone, usikker på hvad Amit ville have fra hende. Forsøgte han på noget ville hun dræbe ham med hvad end midler hun havde til rådighed, og nogle gange var de eneste midler hun havde sine tænder. Havde Alran sagt det samme til hende, ville hun have sat tænderne i ham.
Hun så op på himlen, hvor solen endnu stod højt. Han måtte være vågen og i arbejde nu. Ville han blive sur, hvis hun tog hjem til ham, i stedet for at følge Mørket til dets nye tilhørssted? Ville han tilgive hende hendes fortid, hvis hun forlod Mørkets Hær nu? 
Hendes blik faldt til Amit igen. En køn mand, uden tvivl. Hun ville have haft nemmere ved at snakke med ham, hvis han havde været lidt grimmere. 

Det var lidt af en overraskelse af høre en decideret truende tone fra Marax. Men Amit kunne stadig lide det. Han fandt det lidt primalt. Og primalt og aggressivt var bare det bedste i hans bog. Derfor var der ingen ændring i hans ansigtsmimik, hvor de fleste nok havde valgt at bakke væk af truslen. Han lænede sig fremad i stedet for, hvilende sine arme på benene, fascineret over hvordan hun stadig ikke kunne se hvad han hentydede til. "Jeg siger bare," startede han ud, mens han pillede lidt i sit majestætiske hår og snoede en enkelt hårstrå om sin finger. Det var en tendens til tider for ham.

"At hvis jeg havde sådan nogle tænder.. Så ville jeg have brugt dem til mere end at myrde folk med," hans smil groede let. Det var stadig nemt nok for ham at bide hul på andre. Bare en lille smule. Det var så meget bedre at være sammen med andre på den måde, når man trak en lille smule blod og fik dem til at reagere på det.
"Men det lægger uden tvivl ekstra til på din charme. Farlig kvinde, med spidse genstande," konstaterede han, uden at virke det mindste nervøs eller bange.

Pludselig forstod Marax hvad Amit mente, og hendes kinder blussede med ét op i lyserød farve, der var tydelig i hendes ellers blege, lyse hud. Hun var ikke i tvivl om, at hun var den farlige af de to, selv efter at have brugt hvem-ved-hvor-længe i floden, og med en bandage der var helt ny, men hvis hun skulle, kunne hun absolut slå manden foran hende ihjel. Og det lod til at han vidste det - og alligevel var han ikke bange. 

"Hvorfor er du ikke bange for mig?" spurgte hun skeptisk, hendes øjne knebet sammen og på trods af al den tid hun havde brugt i vandet, var de stadig omringet af den sorte krigsmaling hun som regel havde om dem. Alt hun gjorde ved sit udseende, var for at se farlig ud. Krigsmalingen. Hendes tænder. Hendes uniform fra Mørkets Hær, de mange knive hun havde på sig, de ar hun aldrig havde fået en healer til at fjerne magisk. Hun nød godt af, at folks første reaktion var frygt. Men ikke med ham her, og hun kunne ikke andet end at være nysgerrig.