Sidkanys havde gået i egne tanker, da hendes brors reaktioner fik hende til at fokusere på nuet og spidse ører - hvis de da kunne blive spidsere. Som sædvanligt havde hun ikke en jordisk chance for at opfatte, hvad Sibals nye træven havde fortalt ham om, og mens hun åbnede munden for at sige noget smart, tyssede han på hende. Mudder talte sgu aldrig til hende, selvom hun ofte trådte i bløde pøle.
Med et lavt suk sprang hun efter sin anden halvdel, der allerede havde sat af til

Hun gav sine egne løbende skridt et ekstra skub ved at løfte små dele af jorden under sig, så hun på den måde kunne følge med sin bror. For nu trak hun ikke et våben - hvis Sibal nåede byttet først, ville hans pile være mere end nok, og lige nu havde hun bedre af at fokusere på at løbe. 
Underskoven fór forbi hende og hendes røde vest flagrede bag hende, som hun løb. Det hvide hår hang løst udover en knold på toppen af hovedet, og hun tog sig ikke af at det blev revet i af smågrene på vejen. Sidka kunne mærke et smil glide henover sine læber. Åh hun havde savnet det. Tid derhjemme fik hende altid til at nyde jagten endnu mere.

Måske var skovene hjemsøgte alligevel. For hvad lavede en som Arden i deres dybde, hvis ikke hun var et genfærd af et uheldigt offer, dræbt der og nu tvunget til at vandre mellem krogede træer til evig tid? Men hun var endnu ikke bleg som et spøgelse. Hun havde for meget farve i de bløde kinder til at ikke have et sundt, levende og bankende hjerte i brystkassen. Og måden hvorpå hendes fødder sank ned i skovens underlag afslørede hendes fysiske tilstedeværelse, som et spøgelse ikke ville have gjort.

De Hjemsøgte skove var ikke et fortrukket sted for hende at befinde sig. Egentlig var et hvert skridt udenfor Værket ikke noget, hun var vitterligt glad for, for selv med tilladelsen var det en yderst nervepirrende tur. Der var ingen måde for hende, at vide sig sikker på, om hun var gået for langt væk fra bjergene, eller om hun havde været ude for længe. Det hele kom an på Værkførerens humør, hvilket svingede værre end en pubertetsramt bipolar.
Arden bevægede sig derfor aldrig længere end, hvor hun var nu. Hvad hun søgte var i området, så der var heller ikke nogen grund til at gå på opdagelse tættere på portene. Hun havde intet at gøre der. Hun var ikke en slave med et ønske om flugt fra, hvor hun var bundet. Dét ville bare skabe problemer. Problemer, som hun ikke havde nogen interesse i.

”Pyh.” Udmattet gned hun en håndryg henover den svedige pande. Hun var på sine knæ ved et træ. En dækkende kappe med hætten trukket op, skjulte hendes skikkelse, såvel som det røde hav af krøller. Fingrene var allerede jordet godt til af at have gravet i den fugtige jord omkring træets rødder, og ligeledes tilstand var skørtet at finde i, efter at have kravlet rundt i skovbunden. En flettet kurv uden hank eller håndtag lå ikke langt fra hende med et bundt overraskende klargrønne urter, nænsomt lagt ved siden af hinanden uden at de blev blandet sammen. Ved hendes side lå en lille bunk af de rødder, hun rodede rundt efter, som hun allerede havde fået gravet frem.
En sidste blev revet op, før hun samlede dem alle i sine hænder og lige gav dem nogle kraftige ryst for at få så meget jord af dem som muligt. På den måde var der mindre arbejde for hende at gøre, når hun skyllede dem helt rene. Som hun så ellers kom på benene igen og bragt bunken af rødder til sin kurv, sørgede hun også lige at lægge dem med god afstand fra urterne. Stående, og med hænderne fri, kunne hun endelig børste overfladisk skidt og jord af både sine hænder og skørt. Det var selvfølgelig ikke nok, hun ville være god til at skrubbe det hele godt for at få pletterne af brun af. Særligt under neglene, hvor muldet især kunne lide at sætte sig.

En dyb vejrtrækning blev taget for at berolige hendes nerver. Det skulle nok gå. Jo hurtigere hun ville være tilbage, jo mindre ville risikoen være for hende. Og mørket havde ikke engang lagt sig endnu. Med ét skød hendes blik i retningen af… lyde? Hun var ikke sikker på, om hun havde hørt noget. Skovene havde det med at spille svagt-sindede et puds. Men Kzar Mora var ikke et sikkert sted. Så hun kunne mærke det klemme om hendes brystkasse, mens hun spejdede omkring sig. Først da hun ikke havde opfanget noget, der kunne have afgivet lyden, hun havde hørt, turde hun bukke sig ned og samlede kurven op.

Sidka stoppede bag Sibal og brugte lige et minuts tid på at få sin forpustede vejrtrækning under kontrol, før hun sneg sig tættere på sin bror og gemmestedsbusken. Et alt for hastigt åndedræt kunne tit høres, og hun anede ikke, om hendes bror havde fundet et godt- eller svagthørende bytte. Skovene var så stille, at alt genlød. 
Henne ved busken tittede hun frem og tog et godt kig på deres offer. Hun kunne ikke vurdere højden, som hun sad på knæ, men væsnet havde røde lokker og så kvindelig ud. Spændende. 

Der var altid noget ved kvinder, der fik det krible i Sidka. Deres beklagelser var så lyse, at det var som sød musik i hendes ører, og oftest gav de meget tydeligere fysisk respons end mænd, der altid skulle prøve at vise sig store og stærke og alt for mandige.  Kvinders reaktioner kunne man stole på. De havde også oftest mere fantasi, når Sidka hældte gift i dem, var hendes erfaring. 

Så snart Sibal begyndte på det velkendte rævetrick, tog Sidka et skridt til siden og satte sig på hug over for ham. Jorden mellem dem blev blød og klistret, klar til at den uvidende ungmø - eller hvad hun nu var - skulle falde lige i fælden. Hun slikkede sig om munden i forventning, men undlod at kommentere på, at de nok lige burde tjekke, om rødderne, kvinden havde samlet, var spiselige, før de selv åd af dem.

Arden havde nær fået et hjerteanfald over det pludselige dyrekald. Det var til dels den dyriske genkendelighed i lyden, der var grunden til, at hun faldt så hurtigt til ro igen. Med en hånd mod brystkassen og et lettet suk over at det i det mindste ikke var et menneskeskrig. Eller noget andet, noget værre. Men i modsætning til lyden forinden, var hun denne gang helt sikker på, at hvad hun havde hørt ikke bare var strategisk rusk fra træerne i vinden. Kaldet, hvad end for et væsen det kom fra, havde efter forskrækkelsen stikket sig dybt ind i hende. Så hjælpeløst! Var det en ræv? Levede der overhoved ræve i de her skove?
Hendes blik havde automatisk søgt hen mod lyden, og for nu stod hun blot og så undersøgende mod buskadset. Hun vovede endda et halvt skridt derimod. Med spidsede ører lyttede hun efter kaldet igen. Det havde trods alt lydt meget tæt på.

Men nej! Det gik ikke! Med ét trak hun sig tilbage igen og tvang blikket væk og frem på hendes rette kurs igen. Læberne presset hårdt sammen. Hun skulle hjem i god tid. Og hun kunne ikke sørge for et hvert ynkeligt væsen. Hvad værre var; så måtte det at et dyr var såret med god garanti at der var noget derude, der havde såret dyret. Hun gjorde sig selv hård, rettede på sit tag i kurven, så den bedre kunne hvile på hoften og begav sig mod bjergene. Det ville gå ud over hende selv, hvis hun spildte tid på den måde.

Det var i hvert fald planen, men hun havde knap nok nået et skridt frem, før medlidenheden havde overtaget, og hun i næsten en glidende bevægelse trådte det ene skridt tilbage og bøjede sig ned for at igen stille kurven fra sig. Egentlig huskede hun ikke præcist, hvor lyden var kommet fra, men hun tog chancen, som hun luntede de 20 meter mod tjørnebusken. Forsigtigt! Skovbunden var i forvejen ujævn og lagde anstrengelser på den halte ankel, så hun gjorde det ikke bedre ved at sætte farten op. Heldigvis var det en meget kort afstand. Og som hun nåede den, sænkede hun farten igen.
Takket være kappen, kunne hun dække sine hænder og dermed skubbe stikkende grene fra busken bedre til side, som hun nænsomt møvede sig igennem. Hele tiden på udgik efter dyreungen og hele tiden på vagt for ikke at lave nogle pludselige bevægelser. Jorden under hende virkede pludselig meget blødere end ellers. Moset nærmest. Men frem for at hendes skridt svuppede, som synkende mudder, var det… klistret? Forvirret stoppede hun op for i stedet at se ned på sine fødder. Hun løftede prøvende sin ene fod og så den anden for at forstå det underlige fænomen. Hun gik på muld. Men det var som at træde rundt i tapetklister?

”Hvad i…” Der havde selvfølgelig været en længere sætning gjort klar på tungen, men den blev gjort kort af et glimt af noget hvidt ud af øjenkrogen. Og selv med hendes hætte trukket op, lagde den ikke et skyggende skjul over hendes ansigt, så da hun drejede hovedet, kunne de grå øjne klart ses stirre mod den mørkhudede kvinde, der sad på hug i vente. Ligeledes stod den paniske overraskelse tydeligt frem.

Sidka mødte byttets grå, forvirrede øjne. Hun smilede. Det var fantastisk, når hendes jordmanipulation fik den slags reaktioner. Sibalghym gjorde hurtigt og effektivt pigens immobilitet fuldkommen, og Sidka rejste sig, mens han hev hende ind til sig. Jorden under hendes fødder blev igen hård, som den burde være, da hun trådte hen over den før klistrede pøl, så hun kunne komme tættere på fangsten. 
I jorden stod støvlerne tilbage, fastspændte i den nu hårde jord, tomme og tydelige tegn på, at noget magisk var hændt deres ejer. 

Sidka startede med at sænke hætten på pigens kappe. De røde krøller kom virkelig til udtryk, da den først var væk, og hun lod sin ene hånd filtre sig ind i dem, mens hendes anden fulgte hendes arm op fra albuen, over skulderen og op til halsen, hvor hendes lange fingre lagde sig blidt, men bestemt, og en enkelt negl kærtegnede hendes kæbelinje. 
Så smuk en bleg hud. Så kraftig kontrasten til det røde hår var.
Der var ikke nogen let vej ud. Slet ikke fordi Sidka havde lagt mærke til den ujævne gang, da tøsen var stavret over til busken. Halt. I stykker. Svag. 

"Mhn, sikket smukt bytte, du har fanget til os, bror," hviskede Sidka mere til pigen end til Sibal, og hun trådte helt frem, så hendes front pressede ind i ryggen på pigen, og hun blev klemt mellem de to stykker mørke. 
Så snart hun havde færdiggjort sin sætning, lænede hun ansigtet ned til pigen og slikkede hende op ad kinden.

Der var ikke kun én. Der var to! Og hun havde kun nået at opdage den forkerte, skulle det vise sig. Forbløffende, hvordan hun ikke skrig op af den pludselig tilstedeværelse af den meget høje mørkelver lige foran sig, men man kunne sige, at hun blot gemte det til senere. Refleksivt havde det lige lykkedes hende at tage et skridt bagud for at genoprette noget af den afstand mellem dem, som han meget nonchalant havde mindsket, men jordens konsistens gjorde det til en meget klodset manøvre, der tvang hendes fokus væk fra, hvad der skete ellers omkring hende. Det var først ved den genkendelig - eller næsten genkendelige lyd, at hun skarpt så op igen. Hun kunne ikke helt beskrive, hvilke følelser, hans hån fik fra i hende. Flovhed, mest af alt. Men det var ikke den slags, der ville kunne få hendes kinder til at blusse op. Nærmere var det af slagsen, der fjernede farve fra hendes ansigt, som det gik op for hende, hvor nem, hun måtte have været at få i fælden. Fælden.
Panisk faldt hendes blik mod sine hænder, blot for at se dem blive bundet og klemt hårdt mod hinanden, så det allerede nev noget så gevaldigt. ”Hey! Sto-!!” igen var det alt, hvad der havde tid til at stryge henover hendes tunge, før hun blev forstummet i det forsinkede hvin, da der pludselig blev trukket til. Hun havde nær væltet forover, da hun gled ud af sine støvler, og de skridt hun var nødsaget til at tage for netop ikke at falde, førte hende blot tættere på reb-føreren, der denne gang var den første til at møde hendes hjælpeløse, skræmte blik, som hun atter kiggede op.

Arden havde indtil dét øjeblik været overbevist om, at manden var den værste af de to. Men hvor havde hun dømt forkert. I virvaret havde hun næsten glemt, at der var en anden. Som havde den første, hun havde lagt øjnene på, blot været en distraktion. En illusion. Den tro kunne hun desværre kun trøste sig med, inden hætten blev fjernet og hun nu kunne mærke meget virkelige berøringer, der startede op for opspændingerne i hendes krop.

Hendes vejrtrækninger havde allerede blevet noget heftige af forskrækkelsen og den overfladiske panik, men idét fingre lukkede sig om hendes hals, var det som om, at hendes krop af sig selv valgte at holde vejret. Ligesom hun af automatik lænede en smule hovedet tilbage for at strække halsen ud, som ville det hjælpe, hvis kvinden virkelig ønskede at kvæle hende. Små pibende lyde kunne sagte høres fra hendes strube. Særligt som al mellemrum mellem hende og dem blev kvalt. Kun hendes sammenbundne arme mellem manden. Og absolut intet mellem kvinden.
Tungen fremkaldte et lidt højere pib i takt med at det løb koldt ned ad ryggen på Arden. Så fugtig og varm. Slimende! Hendes øjne havde straks klemt sig sammen dér, og som havde det været nok til at sende hende tilbage til sig selv, begyndte hun derefter at stride imod. ”Stop! Jeg beder jer! I har fa-fat i den forkerte.” Højst sandsynligt ikke. Men det var heller ikke usandsynligt, at hun blot var blevet forvekslet med en anden. Hun vred sig der imellem dem for at komme fri, uden at tænke på en løsning på ’selen’ den ene havde hende i.

Sidka smilede stort til Sibal, da hun fik overrakt tøjlerne til pigen. Så det var hendes tur til at lege først, mens Sibal klarede lejropsætningen? Forrygende! Ikke just nænsomt trak hun pigen ind til sig og snurrede hende rundt, så de stod ansigt til ansigt. Hendes klynkeri prellede af på mørkelverkvinden for nu, men den fik dog smilet til at blive større. Perfekt. Hvis hun allerede bad om nåde nu, tydede det på, de havde fået fat i en snaksaglig én. Sidka elskede de snaksaglige.

"Fortæl mig, hvad laver sådan en lille ..." Sidka lagde hovedet på skrå og løftede op i de røde krøller. "Halvelver her i den dunkle skov helt. Mutters. Alene?"
Så de havde fået fat i en lille halvelver, havde de? Sidka sørgede for at sige racen højt og tydeligt nok til at Sibal ville kunne høre det. Som halvelver bar hun jo praktisk talt halvdelen af skylden for mørkelvernes fald, så ingen kunne brokke sig over, at de tog lidt... hævn.

Men hvad skulle det indebære? Manglen på vildt havde gjort Sidka ret sulten efterhånden, så hun var fristet til bare at slå rødtoppen ihjel og stege hende over bålet, men så ville der ikke være noget at lege med. Mæt men kedsommeligt. Så hellere underholdt og sulten. Og måske kunne de rødder spises. Underholdt og mæt var nu den bedste tilstand.
Mens hun talte, bandt hun en løkke på sin ende af rebet og viklede det om håndleddet, så hun havde hænderne fri, og hun kørte sin ene frie hånd ned over de fine krøller endnu en gang. 

Arden havde allerede fået et glimt af kvinden, men det var en helt anden traumatiserende oplevelse af se hende helt tæt på. Og smilende. For et splitsekund fangede hun sig selv i at ønske, at den anden ikke havde forladt dem til sig selv. Der var noget klart mere ustabilt i kvindens blodige blik, end hun havde nået at finde i mandens, der opbyggede panikken i hende endnu mere. Med hvad hun hidtil havde været igennem, skulle man tro, at hun ikke ville være bange for intimiderende personer, men det havde i stedet udviklet sig hen mod det stikmodsatte.

Med ét og så snart, hun kunne få nok styr på sin egen krop til at faktisk gøre det, trådte halvelveren tilbage og væk fra mørkelveren. Så langt væk som det var hende muligt. Hun rystede samtidig med hovedet i et forsøg på at få de næsten kærtegnende fingre ud af sit hår, og med hår flagrende ind foran sine øjne – der i tilfældet havde lukket sig – havde hun ikke nok fokus til at også skulle koncentrere sig om, at hun stadigvæk kun kunne komme en rebs-længde væk. Hendes skridt var ligeledes forhastede og derfor klodsede, så da hun pludselig ikke kunne komme længere og hendes arme var strakt stramt frem, hænderne bundet, tvang det hende et skridt frem igen.

Hendes hoved skød op med det samme! Ikke bare for med frygt for, at hun ikke kunne komme væk, men også med en visuel nervøsitet over om hendes flugtforsøg havde sat kvinden af, og selvom hun ikke løsnede opspændingen af rebet mellem hende og kvinden, så trak hun ikke bevidst i det. ”Je-Jeg har ikke nogen penge at give jer. Eller smykker. Jeg har ikke noget af værdi.” Flygtigt faldt hendes blik omkring kvinden og mod manden, der gjorde sig alt for komfortabel i nærheden. Hun så ham håndtere kurven. ”T-Tag rødderne. Bare, jeg beder jer, lad mig gå.”

Det ville uden tvivl gå udover Arden, hvis hun kom tilbage til Værket uden, hvad hun var draget ud efter, men hun var mere villig til at tage de brutale prygl for sin inkompetens, hvis det betød, at hun kunne slippe væk fra disse to væsner. Hvad var de? Røvere? Mordere? Havde de tænkt sig at spise hende?! De havde kaldt hende ’bytte’…
Usikkert trippede hun, hvor hun stod. Følte jordens fugt sive igennem sine sokker og gøre ulden klam.

Sidka lagde hovedet let på skrå, mens tøsen hev sig væk og prøvede at gå bagud. Det hjalp hende nu ikke  meget, og det kunne Sidka godt kunne fortælle hende på forhånd. Med et smil, der viste hendes tænder, hævede hun hånden med rebet som for at vise pigen, at hun ikke havde nogen vej ud - hun var bundet til mørkelverne. 
"Du svarede ikke på mit..." begyndte Sidka, men blev afbrudt af Sibal.
Kort kom en irriteret grimasse over hendes ansigt, som hun vendte opmærksomheden mod sin bror.
"Antyder du at jeg ikke kan lave mad, Sibal?" kommenterede hun fornærmet, men trak halvelvertøsen med sig hen til hans lille arbejdsstation. Så snart pigens fødder stod foran kniven og rødderne, tvang Sidka hende i knæ med en bestøvlet fod i knæhasen, hvorefter hun ville gøre jorden blød under hende meget kort, for så at størkne, så hun sad fast med knæene i den ellers golde muld. 
Rebet smed hun fra sig på jorden, da halvelverens position var sikret, og hun skulle lige til selv at sætte sig ned, da en tanke så ud til at flyve tilbage ind i hendes hoved, og hun så på Sibal igen.

"I mellemtiden af hvad i øvrigt? Jeg kan sgu da ikke lege med hende mens hun laver mad," spurgte hun . "Hvad har du tænkt dig vi skal gøre med hende, siden du stopper min leg så hurtigt?"
Sidka stod med hænderne på hofterne og trippede let med den ene fod. Hun havde ikke engang selv besluttet sig for, hvad hun skulle gøre med tøsen. Havde Sibal allerede en plan? Indtil videre havde hun bare haft i tankerne at skræmme livet af hende og måske finde ud af, hvorfor der var halvelvere i Kzar Mora. Det måtte være nogle overordentligt selvmorderiske halvelvere, hvis de boede her.

Mad?
Straks blev hun ufrivilligt trukket med. Det var nok lidt af en redning fra konsekvenserne for ikke at have svaret kvinden på hendes spørgsmål. Et spørgsmål der var forsvundet fuldstændigt i al panikken og desperationen. Det var med et sagte klynk, da hendes ben for en kort stund mistede al deres egen støtte, og hun blev sendt i knæ. I det mindste var landingen blød, som var skovbunden ikke andet end et tyndt lag henover en boble af vand. Eller som en dunstoppet madras. Der var ingen måde for hende at falde på en endelig konklusion, før jorden fast som bagt ler. Det strammede godt omkring hendes knæ og lidt ned ad hendes skinneben. Hun kunne ikke bare sådan rive sig fri. Selv som hun diskret forsøgte, nev og klemte det bare yderligere.

Der var tilmed noget hånende over måden, rebets anden ende blev smidt fra sig. Som et ekstra lille hint om, at hun ikke ville kunne komme væk, selvom mørkelverne havde et oprigtigt greb i hende. Nerverne sad allerede på ydersiden af hende, så idét rebet blev kastet, reagerede Arden alligevel straks med at krybe sammen og klemme øjnene i til trods for at det ikke på nogen måde kunne gøre hende nogen skade. Alligevel havde noget i hende sammenlignet kvindens håndbevægelse med det af en lussing og rebets tilstedeværelse som det af en pisk.
Men der skete ikke noget. Ingen smæld over hendes krop. Ingen slag mod hendes kind. Hun blev blot efterladt til sig selv. Fanget i jorden. Nok indtil at de blev sultne nok.

Ardens gråskysfarvede øjne dansede i en fortsat bange dans mellem de to. Og kurven foran hende. Der var en klar nervøsitet over om, hun overhoved måtte kigge på dem. Hun var ikke velkommen i deres samtale. Sådan var det for en som hende. Hun var også godt klar over, hvad hun skulle beskæftige sig med. For selvom at hun ikke havde gjort det tydeligt, så gav deres elviske sprog mening i hendes halve ører.
Hun kunne dog have misforstået. Deres dialekt var anderledes fra, hvad hun var blevet lært og var vant til. Så det var med en rystende og forsigtig hånd, at hun rakte frem mod kurven. Dog frem for at gribe kniven med det samme, samlede hun blot en ad rødderne op for at nulre jorden af med fingrene. Det var ikke nogen nem opgave, hun var sat til. Ikke med hænderne bundet. Men hun havde ingen intentioner over at beklage sig. Hun ønskede så lidt opmærksomhed var disse to væsner som overhoved muligt. Måske hun i sidste ende ville kunne blive helt glemt og dermed flygte…

Sidka strøg sin brors hvide hår. Egentlig havde hun haft tænk sig at komme med en spydig kommentar til hans fornærmelse af hendes madkundskaber, men det blik, han sendte hendefra sin position på knæ foran hende, kunne hun aldrig stå for. Han vidste det, og det var uden tvivl derfor, han gjorde det.
Hans kryben og kravlen tilfredsstillede noget af hendes blodtørst og længsel efter at se nogen underkaste sig, og samtidig var hans øjne så udtryksrige og stålsatte. Sibal vidste, hvad han ville, og nærmest uanset om det i virkeligheden gik imod, hvad Sidka ville, kunne hans blik få hende til at ændre mening. 

"Hvornår er jeg ikke ilter, bror?" spurgte hun tilbage og bøjede sig lidt ned mod ham, så hun kunne lade sine negle glide blidt over hans nakke. "Nu har vi endelig et bytte... Jeg er bare træt af at vente. Her har været så øde og ensomt... Endelig har vi... Selskab."
Med et skævt smil nussede hun sin brors nakke og hår. Lod fingrene forsvinde ind i de hvide lokker. Imellem egne og hans kærtegn glemte hun også selv halvelverens tilstedeværelse. Som om det at have fanget et bytte ikke rigtig var mere end dét - at byttet ikke rigtigt var der som andet end en lænket hund i udkanten af lejren. Men det var også blot det, Sidka anså halvelveren for at være. Et ufarligt nyt kæledyr, der lige skulle have en kæde, så det ikke stak af. Hun havde haft en plan om at få udspurgt pigen om, om der var andre halve i nærheden og hvem hun boede med, men lige nu... Lige nu var hele hendes verden Sibals røde øjne.

At forglemmelsen af hende skulle opstå allerede, havde hun ikke ligefrem set komme, men længe gik der ikke, før begge mørkelvere virkede til at lade sig selv glide med på bølgen af tilfredsstillelse over en succesfuld jagt. En sejr, de umiddelbart ønskede at fejre i hinandens øjne og forkert ophids og spind. Til trods for, atDet gjorde hende yderst ubehageligt tilpas at se på, at være i så nær nærhed af, og de vandt meget hurtig en privatzone, hvor hendes øjne bevidst holdte sig fra at vige mod.

Til gengæld havde hendes hænder ubevidst stoppet deres arbejde med roden. Hendes tommelfingre havde holdt med at gnubbe sig op ad dens jordede overflade. Indtil, selvfølgelig, at øjnene faldt tilbage ned på den. Hun sank tungt. Gjorde sig dog umage med at ikke gøre det med lyd på. Var det hende muligt, ville hun have lukket alle lyde fra sine tilfangetagende af. Blokere indgangen. Men hun frygtede, at hun ville blive hånt for at flytte en hånd mod sit ene halvspidse øre. Hun ville også kun kunne blokere det ene…

Forsigtigt og langsomt, for ikke at vække for meget opmærksomhed til sig med sine bevægelser, gled blikket fra rode og videre ned mod, hvor hendes ben var synket ned i den fangende jord. De var trods alt lige dér! Lige ved siden af hende. Mørkelverne.
Det var ikke helt gået op for hende, at hun på et tidspunkt havde valgt at holde på sit vejr. Hun var alligevel som luft for dem, sådan som de var nu. Roden lod hun blødt trille ud af hendes fingre og falde først ned i hendes skød, hvor skørtet absorberede lyden af dens fald, og derefter trillede ned på jorden. I et forsøg på at selv ignorere… jægerne og deres foruroligende intimitet med hinanden, drejede hun sig mod siden væk fra dem. Førte de bundne hænder med sig omkring. Og så stille og så ubemærket, som hun kunne, begyndte hun at grave i jordbunden, der holdte hendes knæ og lægge fast. Det var jo bare jord. Hendes negle havde allerede haft tegnene til, at hun havde haft fingrene nede i den selv samme muld. Hun behøvede blot at grave nok væk til at kunne komme fri. Al fornuft omkring at nogensinde kunne løbe fra dem, havde ikke sat sig fast i hende endnu. I hendes håb ville de være for travlt optaget af sig selv til at opdage, at hun var kommet fri, når hun allerede var et tykke borte.

Mens han bandt hendes bukser op, kunne hun ikke lade være med at fnise så piget, at man næsten skulle tro, hun var blevet besat af noget godt. Det kunne være sært at høre hende give efter for nydelsen og kærtegnende, men selv onde væsner kunne finde nydelse, og Sidka? Sidka fandt den nydelse hos sin bror. 

Hun lagde ikke en dæmper på at hun nød, hvad Sibal gjorde. På nogen måde. Ligesom han nød at halvelvertøsen vidste, hvad de lavede, lige så meget, nød hun at gøre det ekstra tydeligt. Sibal kendte hendes krop bedre end nogen anden, og hver eneste lille berøring sendte gys op gennem hende. Var det ikke for hans faste greb om hende bagtil, var hun faldet på knæ for ham allerede. 

"Jeg vil faktisk helst se - uuhm - dig lege med hende, Sibal," svarede hun og holdt en stønnepause. "Det tror jeg hun vil være mere utilpas med..."
Med de ord skævede hun over mod halvelveren, der så ud til at grave mere i jorden end i rødderne. 
"Tilbage til rødderne, tøs!" kaldte hun, og tog samtidig fat i Sibals hår for at pressede ham længere ind mod sig, hvorefter hun gav sig hen i et langt støn. 
Hun var ikke bekymret for, at halvelveren skulle bryde fri. Hun havde sunket tøsens knæ langt ned i underlaget, og bare at grave sig fri? Ha, langsommelig plan!
Og så var hun godt og grundigt distraheret af den opbyggende nydelse, så hun tog sit fokus fra fangen igen og gav sig hen til Sibals bløde tunge og faste greb.