Sted: En lille skov en lille halv dags rejse syd for Dianthos
Tid: Omkring middag
Vejr: Solen skinner varmt, men det blæser lidt

Det var længe siden, at Cora havde været så tæt på hovedstaden. Efter hun havde sagt farvel til sin nye ven Zirra, en kvinde, der arbejdede for Lyset og som havde reddet hendes liv, havde hun stået i trægrænsen og betragtet spirerne glimte i solen i horisonten. Et eller andet sted kunne hun godt tænke sig at se byen, opleve dens stemning og dens beboere. Men tanken om at gå ind i Lysets hovedstad med sin grålilla hudfarve, lilla hår, tatoveringerne i hendes ansigt og sort-røde øjne var decideret latterlig, og hun havde rystet på hovedet af sig selv, inden hun bevægede sig ind i den lille skov igen.

Ikke mange hundrede meter inde, havde hun fundet en lille lysning med et væltet træ, hvor hun havde sat sig og fundet resterne af aftensmaden frem. Det havde været en sommertyk fasan og selvom de havde været to om den, var der stadig nok til at mætte Cora til frokost, sammen med nogle tidlige bær hun havde samlet på turen hertil. 
Solen skinnede ned igennem træerne og fuglenes sang blandede sig med lyden af blade, der raslede i vinden, der havde taget lidt til de sidste par timer. Cora følte sig nogenlunde tryg her, siden der ikke var nogen vej i nærheden, så hun lod sig selv fordybe sig i måltidet, mens hendes tanker begyndte at vandre. De handlede mest om Zirra og ærgrelsen ved, at hun nok ikke kom til at se hende igen. Cora kunne ikke opsøge hende i byen og hun rejste selv rundt uden en fast base, hvor man kunne finde hende. 

Fasanen forsvandt og til sidst sad hun bare og så frem for sig, mens hun et for et spiste af de røde bær. Der var varmt nok til, at hun havde pakket sit store tørklæde ned i tasken, der stod ved hendes fødder. Sværdene tog hun stort set kun af, når hun badede eller sov, så de sad klar på ryggen af hende, hvis hun skulle få brug for dem. Det var tydeligt at se på hende, at hun var vant til kamp, knapt så nemt var det at se, at hun var en kvinde. Det lange hår var sad op i en høj hestehale og fremhævede hendes allerede skarpe træk. Selvom hun sad her og slappede af, så hun ikke hverken glad eller venlig ud. Selv ikke solstrålen, der ramte hendes pande og fik hendes hår til at skinne, hjalp på det.

Solen var varm og de grønne blade på træerne omkring hende raslede blidt i den lette vind, der fik de løse strå i hendes hår til at bevæge sig. Måske var det fordi, at naturen i forvejen brusede lidt i vinden, eller også var hun bare så langt væk i sine tanker, at hun ikke opdagede, at nogen bevægede sig igennem underskoven med retning mod hende. 
Fysisk kunne man ikke længere se nogle spor efter hendes korte ophold i hænderne på Zahinael, Mørkets spionmester. Blodet var væk og huden på hendes skulder bar ingen spor efter kniven, der havde været hamret igennem hendes kød. Det eneste der fortalte om, at der var sket noget, var det pænt syede hul i hendes skjorte, noget Zirra tålmodigt havde gjort for hende. Jakken havde et hul samme sted, men lige nu lå den pænt pakket væk i tasken. Sommeren var over dem og der var ingen grund til så meget tøj.

Psykisk var en anden sag. Hun havde været så hjælpeløs. Endnu en gang fortabt i en mands nåde. Der havde ingen nåde været. De små grå smertebobler fulgte hende stadig i hendes drømme, og hun gruede for at skulle undvære Zirra om natten. Men hun vidste godt, at det ville forsvinde med tiden. Det var bare med at holde ud.
Som hun sad der og tyggede på et af de velsmagende bær, trak en lyd hende ud af tankerne. Hendes hjerne nåede knapt at registrere den, før hun var på benene fra sin siddeplads ved det væltede træ. De resterende bær faldt til jorden, men hun lagde slet ikke mærke til det. I samme bevægelse trak hun det ene af sine to slanke ethåndssværd, der uden tvivl var blevet skabt mellem hænderne på en elvisk smed.

"Hvem dér?" sagde hun højt og lod øjnene glide over sine omgivelser. Hurtigt spottede hun en person bag en busk, og hendes slanke krop bevægede sig hurtigt derover. Med en hård bevægelse rykkede hun busken til side og trådte frem med sværdet rettet mod personens ansigt. Så snart hun så, hvem det var, eller rettere, hvilken race personen havde, hvæsede hun og skar ansigt. En mørkelver! Her! Af alle steder! Hendes held var vist forduftet i sommervarmen!
Det tog hende et sekund at komme sig over overraskelsen, inden hun med en fod mod mandens bryst skubbede ham helt om på jorden og trådte hen til ham. Hun satte sig på knæ over ham med en hånd på hans skulder og sværdspidsen hvilende lige ud for hans krumme næse.
"Hvad laver du her?!" Hendes blik gled over ham. Han lignede ikke krigerne fra hendes egen klan. Selvom hun vidste, at udseendet bedrog, så han faktisk ikke ud af ret meget. Hendes sorte og røde øjne vendte tilbage til hans, der var ubehageligt magen til. Hendes glimtede advarende af vrede. En mørkelver og så endda en mand. Det kunne næsten ikke blive værre.

Køn var han ikke, elvermanden under hende. Og skravlet. Han virkede ikke bare slank som alle mørkelvere, han virkede slet ikke til at have nogle synderlige muskler på kroppen. Jo mere Cora så på ham, jo mere trak hendes skræk for at møde en af sine egne sig tilbage. Hvad var det her? Hvilken klan kom han fra?! Ikke en hun kendte, da!
Hendes blik fulgte hans hovedbevægelse. En kurv. Tydeligvis fyldt med de gode ting, en sommerskov kunne tilbyde. Et eller andet faldt på plads i hendes hoved. Hun var ikke stødt på en kriger, hun var stødt på... ja, en der åbenbart havde brug for at samle svampe og mos. 

Hendes spekulation om hans stillingsbetegnelse blev afbrudt, da han bad hende fjerne sig. Hendes ansigt fortrak sig i arrigskab og hendes hvide tænder, der var knapt så spidse som hans, kom til syne, inden hun bukkede sig ned over ham.
"Hold din kæft. Jeg bestemmer her." Hun hvæsede det af ham, tydeligvis ikke med på, at han skulle have noget at sige. Og han skulle da slet ikke kommandere med hende. Det kunne koste ham den krumme næse. 
Men hvad nu? Han virkede ikke ligefrem som en trussel, ingen synlige våben, og man kunne ikke ligefrem påstå, at han kæmpede i mod. Hun så lidt på ham med sammenknebne øjne, mens hun overvejede, hvad hun skulle gøre.

Til sidst snøftede hun hånligt af ham og kom på benene, inden hun trådte et par skridt væk. Sværdet var stadig peget mod ham som en påmindelse om, at det var hende, der havde magten. Foragten var nok ret let at se i hendes ansigt. Der var ingen høje tanker om ham, hverken som mørkelver eller mand. Eller noget andet.
"Mit spørgsmål gælder stadig. Hvad laver du her?" De var tæt på Dianthos. Lysets hovedsæde. Og han rendte rundt med en kurv og ingen våben. Var han idiot? Selvom Cora selv havde bevæget sig så tæt på byen, var hun bevæbnet til tænderne og klar på at skulle forsvare sit liv. Han lignede en, der var taget på søndagstur i nærheden af sin egen klan. Han måtte være idiot. Uden tvivl. 

Cora stirrede på ham med et lidt træt, vantro blik, da han begyndte at samle sine tabte ting op. Hun følte sig ikke truet af ham, men opretholdt en alarmeret opmærksomhed mod ham. Bare fordi han lige nu virkede som lidt af en kedelig type, kunne han sagtens have evner, der kunne være til fare for hende. Så uden sitren blev sværdspidsen ved med at pege i mod ham, som han kom på benene. 
Det var underigt at møde en anden mørkelver. Hendes erfaring med sin egen race, var ikke ligefrem specielt positiv, slet ikke, når det kom til den mandlige del af den, og hun havde brugt de sidste mange, mange år på at undgå områder med sit eget folk. Og så mødte hun en så tæt på Dianthos. Hvem skulle have troet det?

Hun himlede kort med øjnene, da han sagde, at han var alkymist. Fantastisk. En der hellere ville have den krogede næse i bøgerne. Det forklarede i hvert fald, hvorfor han rendte rundt med kurven. Hans gestus mod hendes våben, fik det til at rykke kort i hende, men der skete ikke noget. 
"Nej, det har jeg bemærket." Hånen lå stadig i hendes stemme. Hun tøvede lidt, betragtede ham lidt mere og sænkede så sværdet, men stak det ikke tilbage i skeden på ryggen. Hun var langt fra tryg. 

"Du må have et eller andet form for dødsønske at rende rundt så tæt på Dianthos. For nogle svampe og..." Hun skævede mod hans kurv. "... et par mælkebøtter." At hun selv var der, var anderledes. Hun var også på vej væk igen, de høje spir i horisonten gav hende paranoia. Men hun havde ville sikre sig, at Zirra kom sikkert hjem.
Hendes blik tog en kort tur rundt på deres omgivelser, inden de endte på hans ansigt. Det var svært for hende at skjule utilfredsheden med dette møde. Hun havde måske set en smule anderledes på det, hvis han havde været en kvinde, men det var ikke sagen. Nej, han var en mand og i Coras øjne ikke en køn en af slagsen. Ikke at hun fandt nogen mand tiltrækkende, så det skulle han nok ikke tage så tungt.

De færreste mænd havde noget pænt at sige om Cora, hverken om hendes udseende, hendes opførsel eller noget andet. At Asith heller ikke ligefrem ikke faldt i svime, det var Cora fløjtende ligeglad med. Hun var ikke sat på jorden for at tilfredsstille mænd af nogen art. Slet ikke sådan en lilla, krumnæset, svag alkymist som den, der stod foran hende.

Så hans reaktion på, at hun påpegede hans formodede dødsønske gjorde hende bare mere arrig. Åh, hvor hun hadede arrogante, sarkastiske mænd, der skulle opføre sig som om, at de var bedre end hende. At hun selv opførte sig bedre end dem, var en ren forsvarsmekanisme. De skulle ikke komme og tro, at hun ville finde sig i at blive behandlet som et laverestående væsen, bare fordi hun ikke havde noget mellem benene.
Hun kunne ikke lade være med at fnyse.
”Lokal? Du må have spist for mange svampe, en mørkelver lokal ved Dianthos, Lysets hovedstad? Ha!” Hun spyttede i skovbunden i foragt for hans ord. En mørkelver ville aldrig blive accepteret som ”lokal” i denne del af verden. Lige meget hvor hun tog hen, var der en enstemmig enighed om, at deres race var forhadt. Sådan gik det, når man blev associeret med Mørket og deres virke. Forbandede være Mørket!

”Mit ærinde her, kommer ikke dig ved.” Hun spyttede et skælsord ud på mørkelvisk, der ikke kunne oversættes til krystalliansk, men pænt var det ikke. Bare hans blotte tilstedeværelse fik hendes pis i kog, selvom der egentligt ikke var nogen grund til det. Ud over hans race og køn. Han var ikke truende og hans lortede attitude var sikkert fremprovokeret af hendes aggressive fremtoning. Men ingen havde nogensinde anklaget Cora for at have diplomatiske evner og det var ret tydeligt i en situation som denne. Måske hun ville køle lidt ned, men regn kunne jo også falde opad. Eller ikke.
”Men jeg er på vej langt væk fra den hvepserede som muligt.” Hun lavede en bevægelse mod Dianthos med sværdet. ”Jeg har ikke tænkt mig at blive en eller andens legetøj i Lysets fangekælder.” Cora havde ikke nogle høje tanker om Lyset. De var ikke bedre end Mørket, selvom de påstod det.

   

Cora kneb øjnene en smule sammen, da han begyndte at smile. Hun hadede følelsen af, at han virkede en smule mere intelligent end hende, selvom det nok var sandt. Hun var en kriger, han var glad for videnskab. Men det var nu ikke det, der fik vreden til at boble i hende, det var arrogancen, der fulgte med. Åh, hun havde lyst til at give ham en røvfuld og lære ham at respektere hende. Men lige nu ville det ikke føre til noget, andet end fare. Hendes opmærksomhed ville være alt for optaget af at daske til ham, og så tæt på Dianthos var det ikke smart at miste koncentrationen på omgivelserne.

Det var i hvert fald tanken, der holdt hende tilbage, som han vendte ryggen til hende og begyndte at gå. Det var bedst at give slip og lade ham tulle tilbage til dødsfælden han åbenbart boede i. Og det var lige, hvad hun ville gøre, men så viste det sig, at han var en større idiot end før troet, for han fyrede en bemærkning af efter hende. Det var dråben. Hun hvæsede som en vred kat, inden hun meget hurtigt bevægede sig hen i mod ham. Inden han kunne nå at gå tilbage i mellem træerne, greb hun fat i hans lange hvide hår og hev hårdt tilbage for at få ham ud af balance. Inden han kunne få muligheden for at gøre modstand, hamrede hun en knoglet, benhård knyttet næve lige i smasken af ham.

Lyden og følelsen var så tilfredsstillende, at hendes vrede grimasse straks afløstes af et smil, som hun slap ham og trådte tilbage. Man vidste ikke, hvad sådan en alkymist havde i baghånden, og hun ville nødigt blive ramt af en af hans flasker i bæltet. Men åh, det havde lige været, hvad hun havde trængt til, lige fra det øjeblik, hun havde lagt blikket på ham. Et godt hårdt slag i mod hans grimme krumme næse. 
Men hun var klar, hvis han skulle finde på at gå til angreb mod hende. Hun tvivlede, han så bare ikke ud som en, der ville kunne gøre hende meget i et fysisk sammenstød. Men man kunne aldrig vide, så selvom hun smilede sejrrigt, var hendes hænder knyttede, klar til flere slag.

Coras hånd gjorde ondt og hun kastede et kort blik på den. Satans til mørkelvertænder, der var tre fine små huller hen over bunden af hendes fingre. Det blødte ikke meget, men hun måtte nok hellere huske at skylle det senere. Man kunne ikke vide, hvilket ting, en mørkelver havde haft i munden. Hun fnøs og rettede blikket mod ham igen. Hans arrighed blev skiftet ud med et smil, hvilket fik hende til at stramme op i kæben. Men hun smilede til ham, afslørende sine egne knapt så spidse tænder.
"Det var det bedste, der var sket i dag." Det var vist ikke helt løgn, hun havde i hvert fald haft lyst til at stikke ham en, siden hun først lagde sit blik på hans grimme ansigt.

Det var umuligt ikke at vrænge ansigt af ham, hånligt, som han sagde, at han ikke brød sig om at slås. Nej, det var hun ikke i tvivl om. Han måtte have fået mange tæv igennem sin tid, så skravlet som han var. Det var vel ligefør, at man kunne bukke ham over på midten. Cora havde virkeligt ikke høje tanker om Asith, hvilket ikke så meget var deres skyld, men mere den måde kulturen havde været i den gruppe, Cora var vokset op. Enten var man en rigtig mand, eller også holdt man sig til suppegryderne. Cora havde ikke kunnet leve op til nogen af delene, men hun var mere mand end kvinde. Og lige nu virkede Asith som mindre mand end hende. I hendes øjne.

Hun var lige ved at tage udfordringen op, som han næsten provokerede hende til det, men hun stoppede brat sig selv, som den lille lysende ting dukkede op. Magi. Hvad gik den ud på? Ud fra hans selvsikkerhed, måtte den kunne noget i forhold til kamp eller forsvar. Hendes blik flakkede fra lyset til hans ansigt og hun blottede sine tænder i en irriteret grimasse. Der var ikke meget, hun kunne gøre ved magi, og selvom hun ikke vidste, at det han kunne, var farligt for hende, vidste hun heller ikke det modsatte. Og nok var hun krigerisk, men hun tog ikke unødvendige chancer.
"Så kunne du få lov til at kvæles i dem!" Hun spyttede i foragt på jorden foran ham, inden fnøs og vendte rundt for at gå tilbage til sine ting. Med ryggen til ham for at vise, hvor lidt hun forventede noget fra ham. Men med alle sanser rettet mod ham.

Cora trampede igennem græsset på vej tilbage mod lysningen og hendes taske, på den ene side arrig, fordi han havde pisset hende af, på den anden side stadig meget tilfreds over at have fået muligheden for at smække ham en. Hun kunne sagtens have givet ham et par slag mere, men et var også ganske tilfredsstillende, især når han åbenbart havde noget magi, der kunne hjælpe ham. Hun havde også magi, men hun foretrak at bruge sine våben. Hvilket ikke var nødvendigt denne gang, for hun var alligevel ikke ude på at slå ham ihjel, bare give ham en lærestreg. Som mørkelver og som mand.

Men havde hun troet, at han bare ville luske af med halen mellem benene, tog hun åbenbart fejl, for hans stemme gled igennem luften. Provokerende. Hun overvejede kort, om det var besværet værd, men hun endte alligevel med at vende sig mod ham, vred over hans ord.
”Så du tror, at jeg går fra en kamp, hvis den er ligevægtig?!” Hun trak sit ene sværd fra skeden på ryggen, inden hun vippede med håndleddet, så det drejede sig i luften, og hun kunne gribe det i bladet i stedet for i skæftet. Derefter rakte hun det frem mod ham.
”Du skal være velkommen til at låne et sværd og komme herud for en rigtig kamp. Jeg snitter din røv i laser!” Selvtilliden fejlede ikke noget, og hun smilede hånligt til ham. ”Ingen magi, bare klinge mod klinge. Den første, der bløder, har tabt.”

Det var en udfordring hun havde givet før, lige så kæphøj på sin hånlige måde. Hun var god med et sværd, bedre med det end hun var med styrke. Og hun kunne klare det meste, selvom hun måske ikke var den bedste sværdfægter, men hun var god taktisk og hendes smidighed havde også noget at sige.
Sværdet hun rakte frem, var tydeligvis elverlavet, slankt og let. Og selvom bladet var tyndt, var det stærkt. Skæftet var lavet til hendes slanke hånd og hele sværdet var perfekt balanceret. Hun havde givet mere for de to sværd end hun nogensinde ville betale for noget i sit liv. Men de var det værd.

Cora regnede med, at han ville sige nej. Der var noget over ham, der fortalte hende, at han hellere ville flygte fra en kamp end at tage den. En kujon. Og først troede hun også, at han sagde nej, da han sagde, at sværd ikke var noget for ham. Hun fnøs dæmpet og ville komme med en bemærkning, men så hev han en kniv frem i stedet. Den skreg mere mørkelver end hendes sværd, der trods alt var lyse i metallet, og hendes blik fulgte den et kort øjeblik. Imponerende. 
Hun trak på skuldrene, og efter at han vendt sværdet i luften igen, så hun nu havde fat i skæftet, stak hun det på plads. 

Afslappet gik hun længere ud i lysningen og trak en af sine to knive. Det var en halvlang dobbeltbladet kniv, der var lang og tynd. Ikke en, man ville bruge til praktisk arbejde, det var den anden til. Denne var lavet til at stikke ind i mellem ribbenene på en modstander og snitte deres hjerte i småstykker. Designet var også elvisk, dog ikke mørkelvisk. Hun havde anskaffet sig den efter hun havde forladt sin familie, hun kunne lide den. Den lå godt i hendes hånd. Og den var skarp. Hun havde brugt den mere end én gang til at tage livet fra et mål i en opgave.

Hun vendte sig i mod den anden mørkelver og stillede sig parat med kniven vendt omvendt i hånden. Hun havde ikke planer om at myrde ham, selvom hun nok fik muligheden. Nej, hun ville lege lidt og så få ham til at bløde.
Hun kunne ikke lade være med at smile, da han bad hende om at være hans røv nådig. Åh, han skulle bare vente og se.
"Selvfølgelig." Hun trådte et pat skridt til siden, overvejede hvordan hun skulle starte ud. Pludseligt sprang hun hurtigt frem mod ham, som om, at hun ville gå efter hans venstre side med kniven. I stedet skiftede hun retning i sidste øjeblik ved at snurre rundt, og langede ud efter hans højre side med albuen for at skubbe ham ud af balance. Om noget lykkedes eller ej, ville adræt springe væk fra ham igen. Hun ville lege.

Det lykkedes at skubbe til ham, men han var ikke så let at vælte, som hun lige havde regnet med. Hans tyngdepunkt havde han selv flyttet længere ned ved at sænke sig i knæene. Sparket undgik Cora nemt, som det allerede lå i hendes bevægelser at flytte sig væk fra ham. Han var hurtig, det ville hun give ham, selvom hans stil var en smule sær, i forhold til, hvad hun var vant til fra mørkelvere. Lavere, som var han et dyr, der gjorde klar til angreb. Mørkelvere kæmpede normalt stolte og ranke, også selvom de snød og manglede ære. En mørkelver med respekt for sig selv, ville ikke kæmpe sådan, men det fortalte hende bare en masse om ham, og gjorde hende endnu mere ivrig efter at tæve ham og få ham til at bløde.

Kniven der kom susende mod hendes lår var så tydelig, at hun ikke havde problemer med at blokere den, hendes underarm mod hans. Igen var han hurtig, og hendes ben forsvandt under hende og sendte hende ned på det ene knæ med en vred lyd. Hun havde dog stadig styr på hans arm med kniven, hvilket hun benyttede sig af. Hans krop var nær nok hendes til, at hun med den anden arm kunne slå ud efter hans mave med en knyttet næve.

Om det lykkedes eller ej, kastede hun sig selv til siden bagefter, i en skæv kolbøtte, der fik hende væk fra ham, skråt til siden. Her ville hun hurtigt komme på benene og forsøge at placere en fodsål mod hans side for at skubbe ham omkuld.
Der var noget fornøjeligt at slås på denne måde. Ingen skræk for at dø, bare en konkurrence, hvor den bedste ville vinde og taberen gå derfra med et mærke på stoltheden. Det førte hende tilbage til træningstimerne hjemme, der dog ofte havde været noget mere brutale end denne kamp lagde op til. Især, når det havde været hende og hendes bror, de havde begge kunne ømme sig meget, når det var tid til at lægge sig i sengen om aftenen. De havde hadet hinanden helt fra barnsben af.