Sted: Vargas' private skib
Tid: Ved middag
Vejr: Høj solskin og en mild brise

Lyden af mænd, der råbte omkring på skibet, rebs knagen og sejlet, der smældede i den lette brise, der var nok til at holde skibet sejlende, fyldte luften omkring Vargas, der stod på broen og så ud over det, der virkede som et organiseret kaos. Mænd der løb fra opgave til opgave, andre der hev i rebene til sejlene og folk, han ikke lige kunne se, hvad lavede, men uden tvivl havde en opgave at udføre. Den pludselige travlhed kom sig af et andet skib, der nærmede sig fra agter side. Deres flag fortalte tydeligt, at det var et skib fra Lysets flåde. 

Noget der burde få de fleste til at svede koldsved, siden det hemmelige rum i lasten var fyldt op med slaver, men Vargas havde en afslappet holdning, ja, man kunne ligefrem skimte et smil på hans ansigt. Han var ikke bekymret. Det var ikke første gang, at flåden kiggede et af hans skibe efter, langt fra, og han havde kun mistet et for mange år tilbage. Hvilket han havde lært noget fra og siden... siden var hans skibe altid gået igennem et tjek uden problemer. Man kom langt med magi. Og kaptajner, der vidste lige hvordan, de skulle håndtere flådens folk.
Nu fik han selv lov til at prøve, hvilket han så som en mindre ubelejlighed, men ellers ikke tog så tungt. Nu måtte de se, hvad der skete.

"Herre Aziz." En stemme løs bag ham, og han drejede sig for at se på en af sine vagter, der så lidt ubehageligt tilpas ud.
"Ja, hvad er der?"
"Der er en enkelt slave, der ikke er gemt væk i la..."
"Og hvorfor er den ikke det?" Vargas afbrød ham irriteret. 
"De ville have ham med i sidste øjeblik og..." Vagten gik i stå under Vargas' brune øjnes blik. 
"Få ham pakket af vejen. Om I så skal proppe ham i en tønde."
Vagten nikkede hurtigt og vendte om for at skynde sig væk. Vargas rettede atter blikket mod det andet skib. Sekunder senere skrabede de to rælinger mod hinanden. Med et suk rettede rettede han på sin gule kofte og kørte en hånd igennem sit hår. Det var på tide at hilse på den anden kaptajn.

Sikke da en vidunderlig dag at sejle igennem de blå have omkring Krystallandet! Solen skinnede, fuglene skrattede for oven og bølgerne var barmhjertelige. Det var en perfekt dag til at samle drivende skibe og både op. Og en endnu bedre aften til at belønne sig efter et godt stykke arbejde med lidt godt til halsen. Nyligt suppleret last og hele molevitten Bastian var motiveret!

Det var en fryd at se til, hvor nemt det var at hale sig ind på handelsskibet. Der var ingen bøvl der, hvilket allerede fra starten gjorde ham og hans besætnings arbejde så meget nemmere. Selvfølgelig var en jagt altid forfriskende og spændende – især når de i sidste ende fangede deres mål og det var tid til at hovere, men det handlede om at have tingene balanceret. Alting af det samme var kedelig.
Det samme øjeblik at skibene mødte hinanden – en lyd der ikke var helt så godtaget i Bastians ører – svang der sig magisk-kontrolleret reb over fra Østens Øje og over mod det andet og bandt sig fast i deres ræling. Der var altid dem, der prøvede at snige sig væk. En bred planke faldt tungt og skabte en stabil gangbro mellem de to fartøjer. Den var måske ikke ligefrem nødvendig, så tæt som de lå på hinanden, men det var rutine. Og hvem kunne nænne sig at bryde rutiner.

Kaptajnen var den første på planken og han var derfor også den første til at ubekymret og energifyldt hoppe ned på dækket af handelsskibet. Desværre skulle det vise sig, at det ikke bare var en tilfældig kaptajn fra flåden. Nej. Den kære rubinske handelsherre havde fået den store ære at blive tjekket af ingen mindre end admiralen.
”Vær hilset!” ytrede han sig ubetryggende muntert i forhold til den pressede stemning der altid kom ad et opsynstjek fra lovens mænd. Som Bastian traskede nærmere med hænderne samlet ranket på ryggen begyndte et par ekstra mænd fra hans besætning at komme ombord bag ham. ”Lad mig starte ud med at præsentere mig selv. Jeg er admiral Bastian Simmons, og jeg kommer på vegne af Flåden. Men bare rolig. Der er ingen grund til bekymring. Det her er blot et rutinetjek. Jeg formoder, at De er bekendt med det. Har De intet at skjule, har De heller intet at være bange for.”

Den frembrusende ældre mand samlede militært sine fødder, da han stillede sig foran dæmonen. ”Vil De have noget imod at vise mig jeres papirer? Information af last og tilladelse for fragt.” Bastian var en sjover. Men han var også en autoritær mand i trænede øjne.

Vargas så roligt til, da de magiske reb snoede sig fra det ene skib til det andet og en bred planke blev lagt over de to rælinger. Det virkede heller ikke til, at hans mænd lod sig forstyrre synderligt, de havde prøvet det før og havde lige så stor tiltro til det magisk skjulte rum som Vargas. Og i dag havde de slavehandleren selv med, så mon ikke, at det hele nok skulle gå.
Et kort blik mere ud over skibet afslørede slaven midt ude på dækket. Hvordan han havde formået at bevæge sig fra lasten od derud, ja det måtte Vargas havde en seriøs snak med sine vagter om, siden det var helt uacceptabelt.

Men hans tanker blev afbrudt af stemmen fra kaptajnen fra det andet skib. En mand, der viste sig at være mere end bare kaptajn, det var admiral Bastian Simmons selv. Vargas kendte ham selvfølgelig af navn, om end ikke så meget andet end det.
Vargas rettede sig lidt ubevidst op og sendte manden et afdæmpet smil.
”Admiral Simmons, velkommen ombord på Ørkenblomsten. Mit navn er Vargas Aziz, jeg er ejeren af dette skib. Dette er kaptajnen, Hr. Ferris, men jeg vil tage Dem med og vise Dem vores papirer. Alt skulle gerne være i orden.” Han drejede sig kort mod et ældre havfolk, der nikkede tilbage mod admiralen, inden han slog let ud med armen for at vise Bastian mod kaptajnens kahyt og det skrivebord, der besad de papirer, de skulle bruge.

Nede på dækket var to vagter nåede frem til Selmy, hvor de dæmpet og med et meget fast greb i hans arm forsøgte at tage ham med tilbage under dæk. Diskret, så ingen af flådens mænd ville opdage noget.

Med den meget dominante atmosfære der svævede over denne Vargas Aziz havde Bastian blindt forventet, at han da have måtte være skibet kaptajn, men til hans ærlige forbløffelse, var det ikke tilfældet. Og nu hvor det blev gjort klart for ham, så kunne han da også se, hvor uegnet en sømand dæmonen så ud til at være i forhold til den sande kaptajn. Han var tydeligvis vant til at omgås sig på et skib, men han manglede noget af den hårde hud, man kun fik af saltvands sprøjt og indhaling af de rå reb, når sejlene skulle sættes.
Bastian så automatisk mod hr. Ferris og sendte ham et anerkendende nik.
”Ah! Det beklager jeg. Jeg måtte have hoppet til konklusion lidt for hurtigt.  Tilgiv mig, kaptajn Ferris,” sagde han lettere ærbødig dog fast. Kaptajn til kaptajn.

Dog havde Bastian i det mindst ikke gået helt forgæves. At Vargas ikke var kaptajnen ændrede ikke på, at skibet og dens last tilhørte ham. Hvis der blev fundet rod i papirerne ville han stadigvæk være den, de skulle have fat i, så at have ham ombord var kun en fordel. Opmærksomheden faldt da også efterfølgende mere afgørende tilbage på ham. Der hang en fornemmelse i luften omkring den dæmon. Som håndterede man en slange frem for et individ.
Bastian gjorde en dyb indånding af den salte havluft og pustede det ud igennem et teatralsk suk i takt med at han rankede sig yderligere og bød endnu en gang på sit prisvindende og selvsikre smil. ”Men ja, lad os hellere få set på tingene, hr. Aziz.” Armene svang han om på ryggen og så snart han var blevet dirigeret i retning af under dækket bukkede han svagt hovedet som tak og begav sig af sted med skridt, som var det hans eget skib.

”Hey! Hvad har I gang i?” Det var en ung lyshåret knægt, der pludseligt havde råbt op. Han var tydeligvis den yngre af Østens Øjes besætning. Jungmand. Egentlig ikke meget fra alderen som den anden blonde skikkelse, der havde fanget hans øje. Selvfølgelig drejede Bastian sig omkring – lidt for afslappet taget i betragtning af snerten af vrede, der havde ligget i Ashkens stemme. Først faldt blikket på Ashken for at kunne følge knægtens blik mod de stykker af Ørkenblomstens besætning der så ud til at kæmpe med ganske ung mand, der ikke matchede profilen af hele scenariet.
Et hårdt udtryk lagde sig henover Bastians ansigt, foruroligende kontrast til hans ellers før så muntrer og ubekymrede persona. ”Slip ham,” beordrede han mændene. Det var godt nok ikke hans mænd, men han stod med højeste autoritet. Blikket vendte så ellers fluks tilbage til jungmanden og videre hen over skulderen til sit eget skib, mens han fortsatte. ”Ash, trak dig tilbage. Kork, se lige til knægten.” En nordlandsbleg mand med ravnesort hår og røde mærker fra kinden og ned ad halsen, tættere på tredive end tyve, rettede sig bekræftende op ved sit navn og der gik ikke længe, før han ligeledes stod på dækket af handelsskibet. Ashken havde til sin utilfredshed gjort, hvad der blev sagt. Og han havde lige set frem til at være en del af fronten for en gangs skyld.

Endelig så Bastian tilbage til Vargas, igen med et suk der skyllede alvoren enten væk dækkede alvoren med laget af munterhed. ”Nåh, det var noget med de papirer,” mindede han dem om, før han uden videre gik i retningen før vist ham mod.

Vargas fulgte med admiralen, og kort blev hans smil en smule anstrengt, men det var hurtigt væk igen. Han brød sig ikke om at blive beordret rundt med, og slet ikke af en mand som Bastian Simmons. Men det var der ikke så meget at gøre noget ved i denne situation, og han måtte finde sig i det, i det mindste til manden var taget fra borde igen. Gnidningsløst forhåbentligt.

Lige som den tanke var tænkt, hørte han en dæmpet råb og han så i retningen deraf. Denne gang forsvandt hans smil helt, som han så en ung sømand fra den anden besætning påtale vagternes forsøg på at fjerne den løsgående slave. Diskret, havde han sagt! Et stik af vrede gled igennem ham og han så på de to vagter med øjne, der skød lyn. Admiralen beordrede dem til at give slip, hvilket det gjorde, da Vargas gav dem et kort, næsten umærkeligt nik som tilladelse. Han forventede nu, at der ville være problemer, at Selmy ville skråle op om sin tilfangetagelse, men det så forunderligt nok ikke ud til at ske.

I stedet vendte Bastian rundt og fortsatte sin gang mod kahytten og de papirer, der skulle kigges på. Vargas skjulte sin forundring, kastede et sidste blik i mod slaven og fulgte så med admiralen til kahytten, hvor han åbnede døren for ham, åh han brød sig ikke om at skulle opføre sig som et stykke tjenestefolk, inden han gik ind i mørket efter ham.
Helt mørkt var der ikke, da der var sat olielamper frem til at skabe noget lys i det dunkle rum. Længst tilbage stod der et stort tungt skrivebord, hvor der lå nogle pæne stakke af papirer, klar til inspektion.
”De vil finde alt i orden, hr. Simmons. Ingen af mine skibe sejler uden ordentlig dokumentation.” Han slog ud med armen for at byde Bastian at sætte sig i stolen bag skrivebordet. Herefter skubbede han en lille stak af papirer frem foran ham.

”Nej, det kan jeg se,” var den gode, gamle kaptajn hurtig til at kommentere på med en åben forbløffelse over at se, at det hele lå klar til ham. Man skulle da næsten tro, at han havde været ventet. Selvfølgelig var der altid tid til at rode kasserne igennem så snart man fik øje på Flådens velkendte flag vinke til en i vinden, så mistroen hæftede sig aldrig fast. Ikke lige på dét. Der var rigeligt at se til. En ordentlig stak! Som regel var disse rutinetjek ikke så formelle, eftersom hverken Bastian eller hans besætning – eller andre af Flådens sømand for den sags skyld – havde tiden til at selv skulle sortere rundt i hvilke dokumentationer, der var vigtige og hvilke der bare listede hvem der havde reserveret den gode køje indtil næste havn.

Stolen blev tilbudt ham, så der var ikke noget at sige til, at Bastian glædeligt tog imod den. Dumpede ned i den med et veltilfreds suk. Man skulle næsten tro, at han havde været ude på en lang og dybt udmattende rejse og atter var kommet hjem til noget afslapning, hvis han ikke lige efter satte sig ordentligt og anstændigt. Ryggen blev ranket lidt ekstra for at give bedre plads til hans hænder, der begyndte at klappe søgende ned over hans brystkasse, indtil den ene stødte på den rigtige lomme. ”Ah!” Og et par tyndstellede læsebriller med små ovale glas blev fisket frem og så ellers placeret et godt stykke nede på næseryggen og møvet omkring ørene. Nogle ville påstå at de fik ham til at virke ældre, men Bastian selv var overbevist om, at de var yderst charmerende på ham.
”Jeg formoder at kaptajn Ferris ikke fulgte med for at bedre kunne holde styr på sine besætningsmedlemmer,” begyndte Bastian, som han samlede den første stak dokumenter op og lod blikket glide ned over den første side. Bladrede. Og så ned ad den næste. Bladrede. Scannede. Flygtigt hævede han dog lige øjnene hen mod Vargas, inden han vendte tilbage. Bladrede lidt ekstra mellem den forrige side og den han var nået til. Selvom at admiralen stadig udtrykte sig lystig så havde stemningen da bestemt faldet tungere efter de var nået kahytten og var alene. ”Det var noget af en scene at der blev vovet midt i vores besøg. Jeg forventer at der ikke opstår mere postyr, mens vi er ombord. Stakkels Blomst har ikke godt af for mange moslende mænd.” Der blev klukket let for sig selv hos den ældre menneskemand. Det var da sjovt. Særligt ved tanken om, hvor meget der blev moslet på hans eget trofaste skib.

”Sig mig. Hvem var knægten?”

Tilbage og efterladt på det åbne dæk var der mere eller mindre helt stille. Der hang altid en særlig form for stemning over et handelsskib blev forsinket på havet af de forbandede håndhævere af loven. Som den malplacerede unge mand lavede en B-line direkte mod Kork, var det kun kort og diskret at sømanden lige sikrede sig, at den blonde fremmede ikke bare sprang ombord på Østens Øje sådan uden videre. Kork var ikke en mand af mange ord, og der blev heller ikke udvekslet nogle beroligende vendinger med medmennesket. Det mest frembrusende var, da han straks rakte en arm ud til siden, da en eller et par af vagterne per automatik havde givet udtryk for at nærme sig og jagte efter knægten, der nu gemte sig bag ham, som en skræmt hund.

Vargas fulgte admiralen med blikket, som manden vandrede om bag skrivebordet og fik placeret uniformsbukserne i stolen. Et par briller blev placeret på næsen, noget der absolut ikke gjorde noget godt for mandens udseende.
”Kaptajn Ferris har andet at se til, mens vi kaster et blik på papirerne.” Vargas’ stemme var venlig, men hans tålmodighed blev sat på prøve. Hvis nu bare denne fjollede karakter af en sømand ville få det overstået, så de kunne skilles igen. Det var ikke fordi at Vargas frygtede, at de fandt slaverne, men meget kunne alligevel gå galt, især med en løs slave på dækket, så han ville gerne have dette hurtigt overstået.

Han nikkede let til mandens ord om scenen på dækket, mens hans hjerne hurtigt forsøgte at finde en god forklaring på Selmys tilstedeværelse.
”Nej, vi ønsker skam ikke noget postyr.” Han svarede ikke på, at ”Blomsten” ikke havde for godt af for mange moslende mænd. Han skulle bare vide.
”Han er en blind passager. Havde sneget sig ombord på skibet og gemt sig iblandt lasten.” Vargas fik et lidt ærgerligt udtryk i ansigtet. ”Besætningen er ikke så glad for blinde passagerer, de har en tendens til at gå i vejen. Han var desværre vandret op på dækket, mens vi gjorde klar til Deres ankomst.” Det var den mest tilforladelige løgn, Vargas lige kunne trylle frem så hurtigt, men han fandt den selv ganske troværdig. Og intet på hans ansigt eller stemme røbede, at han løj. Han havde trods alt over tusinde års øvelse i at servere en troværdig løgn.

Med øjenbrynene sendt godt op i panden, kiggede Bastian atter op over sine brillers kant og over mod den standhaftige handelsmand. Det var med et snert af medlidenhed, at admiralen betragtede dæmonen. En blind passager. Dem havde han kommet omkring mere end, hvad der var nødvendigt at dokumenterer. Han havde skam selv været en et par gange i sit eventyrlige liv. Som en del af opgaver og arbejde, selvfølgelig… Men alt i alt var det en normalitet, der desværre skete alt for ofte. Og hver skibsmand håndterede dem på sin måde med loven bag sig.

”Sådanne ubudne gæster som knægten er næsten værre end forpestede rotter. De spiser af provianten i større mængder, og jeg ved ikke hvad. Jeg kan forstå frustrationen over ham, hr. Aziz. Jeg undskylder for min ubehøvlede attitude på dækket så,” brummede han delvist anerkendende, før blikket faldt tilbage på papirerne.
Et par sider mere blev bladret i, men ikke længere end en kunstpause senere blev de smidt tilbage på bordet i en afsluttende gestus der endnu en gang ændrede stemningen omkring ham lige som alt andet. ”Nårh! Det ser ud til, at det hele er i orden.” Med hænderne mod bordet rejste han sig stolt og stærkt igen og fjernede de tilsyneladende knap så klædende briller fra næseryggen og hængte dem midlertidigt ved hans vests lukning. Og som han lige fik trukket og rettet på sit tøj kom et fornøjeligt smil frem. ”Så jeg vil ikke tage mere af Deres dyrebare tid. Lasten kan jo kun holde sig så længe igen. Jeg takker for Deres samarbejde, hr. Aziz. Skal vi?”

Med de ord sagt hentydede Bastian ud af kahytten igen. Denne gang tillod han sig at gå forrest, som var han blind for muligheden for at blive spiddet i ryggen af Vargas. Man vidste aldrig, men Bastian virkede ikke til at være bange for det. Dog pludselig efter et par skridt stoppede han op. Og trådte så et skridt bagud. Et skridt der med vilje fik træet under ham til at knirke. Og så trådte han frem på samme måde. En hver kunne høre forskellen i lyden træet gav. Men det blev ikke kommenteret, da Bastian åbnede sin mund.
”Hm, jeg fik lige en tanke, hr. Aziz. Lad mig tage knægten af dine hænder. Jeg forestiller mig, at han vil blive bragt til arresten så snart, I lægger til havn alligevel. Det vil bare være mere spild af Deres tid,” foreslog han ganske roligt og logisk og begyndte derefter at gå videre mod dækket, mens han afventede svar.

//Aftalte med Sprutte at springe Selmy over den her gang. Du må tagge mig eller Sprutte alt efter, hvad du synes passer bedst med dit indlæg//

Til Vargas’ tilfredshed, spiste admiralen løgnen med hud og hår. Faktisk viste det sig at være en ganske fortrinlig løgn, da Bastian reagerede med vrede mod ”den blinde passager”. Vargas håbede, at det ville få admiralen til at miste interessen for knægten. 
Tavst nikkede han som tegn på at han tog i mod undskyldningen, inden Bastian vendte opmærksomheden tilbage mod papirerne. Et par af dem var falske, men de var meget godt lavet og ingen af hans skibe var endnu taget i at fuske med det. Og som admiralen kun kastede et let blik på dem, var der ingen fare på færde. Vargas holdt et selvtilfredst smil tilbage. Det hele så ud til at gå som smurt.

”Intet problem, admiral Simmons. Det er kun en ære at få besøg af Lyset. Vi skal jo sørge for, at alt er i orden.” Han bukkede let for manden, selvom det gav ham en grim smag i munden, og trådte til side, så han kunne gå mod døren. Åh, det skulle nok blive rart at komme af med ham igen. Vargas kunne ikke lide ham, men om det var hans personlighed eller den funktion han havde, var ikke lige til at sige. Det var vel også lige meget, han var snart ovre på sit eget skib igen og ville forsvinde i horisonten.

Vargas var allerede videre i sine tanker, så han var nær gået ind i manden, da han stoppede op og trådte et skridt tilbage. Knirkeriet afslørede et af de hemmelige rum skibet besad – i dette tilfælde var det fyldt op med en god vin, en herremand oppe nordfra havde bestilt. Vargas nåede lige at overveje om admiralen tog i mod bestikkelse, da sømanden vendte sig i mod ham og begyndte at snakke om slaven. Vargas måtte indrømme, at det kort hylede ham ud af det, at det var, hvad admiralen ville snakke om, og han måtte tage et par lange skridt for at følge med ham igen.

Tankerne fór igennem hans hoved. Tage knægten med? Det var ikke en god idé, for han kunne fortælle om Vargas slavehandel. Om hele hans foretagende. Risikoen for det var der altid, men ind til videre havde han været heldig. De fleste kunne bestikkes eller trues til tavshed, men han havde en fornemmelse af, at admiralen ikke var sådan en mand. Men havde han noget valg?
”Det lyder som en fortrinlig idé, så skal vi ikke opvarte ham.” Vargas blik gled over besætningen og hans blik mødte kaptajnens. Et let nik fik manden til at komme hastende. Vargas stoppede op og lod admiralen gå videre, så han hurtigt og dæmpet kunne forklare kaptajnen, at admiralen tog slaven med sig. En bekymret rynke dukkede op på havmandens ansigt, men han nikkede forstående og forsvandt igen.

Vargas sukkede lydløst og gik så op til Bastian.
”Jeg vil lige have et ord med den blinde passager og forklare ham, at han er en ganske heldig mand at få lov til at komme ombord på Deres skib.”

Godt så. Så var det på plads. Og så endda helt uden nogle komplikationer, så vidt Bastian var vidende om. Smertefrit og glidende. Lige så glidende, som den smørende krølle, der var at finde i vigen af admiralens veltilfredse smil efter hans anmodning var blevet godtaget. Det havde ikke været den største overraskelse at den dæmoniske herre have givet hen uden brok. Selvfølgelig var det visse ting der måtte blive ofret, men det var oftest ting der sagtens kunne tåle, at blive ofret. Der var en plan. Og selv de mindste små trin var skam også en del af planen. Hvad planerne indebar, var som regel kun noget Bastian selv havde styr på.

”Strålende,” sagde han med høj munterhed, og det var lige ved, at han også svang ud med armene som en eller anden skør jubelmand. Bastian efterlod derefter Vargas til sin.. private samtale med sin kaptajn. For folk der ikke var bekendt med den gamle menneskemand, ville måske se skævt på, hvordan han ikke var blevet stående i nærheden og smug lyttet, for selvom at det ikke var til at se på ham selv, så var det mistroiske blikke, der var at finde hos flere af Østens Øjes besætning. Heriblandt Kork, der, som Bastian slentrede tilbage over dækket og mod ham og drengen, så ud til at have taget sig for af ham. Knægten var i hvert fald stadig i et stykke.
Et usynligt, men sigende blik nåede lige at blive delt mellem admiralen og den blege sømand, før Vargas var vendt tilbage. Med sin eget anmodning, vidste det sig. Bastian sænkede automatisk det vandrende tempo, så de kunne veksle deres ord, inden de kom indenfor drengens hørevidde, og han så først lidt forundret op på den højere rubinske mand. Og så mod den blinde passagerer. Og gjorde så et træk på skulderne. ”Så lad gå. Jeg kan ikke se grunden for hvorfor De skulle føle, at det er nødvendigt, men De må vist have nyttet Dem til drengen.”

Med det sagt satte Bastian tempoet op igen og marcherede direkte til den unge mand. Han blev dog ikke hængende længe, men lige nok til at stoppe op ved hans side for en stund og lægge sin hånd på hans hoved. ”Det ser ud til, at du kommer med os, knægt,” sagde han kort og ruskede i det lyse hår, inden han sendte blikke omkring til resten af besætningen, der var kommet med om bor på Ørkenblomsten. ”Vores arbejde her er gjort!” Og som var der fællesbetydning for dem alle trak de sig tilbage. Selv Kork, nu hvor Vargas ville have ene ord.
Bastian hoppede op på Ørkenblomstens ræling, holdte fat om et opspændt reb og ventede dér på at hjælpe den ulovligt rejsende over, når afskeden var taget. Og han holdte også lige øje med at tingene gik som de skulle og som aftalt..

Endnu en gang måtte Vargas anstrenge sig for at holde sit ansigt i neutrale folder. Han havde ikke meget tilovers for Lyset i forvejen, men at de kunne finde på at sætte en klovn som denne mand på en så højtstående plads, det ville han aldrig komme til at forstå.
Men det lykkedes ham at lade afskyen være skjult bag det skarptskårne ansigt. Hans hænder var pænt samlet på ryggen, som han fulgtes med admiralen hen til Selmy, selvom han allermest havde lyst til at lægge dem om halsen på sømanden. Tavst og afventende fulgte han med i Lysets rømning af hans skib, men uden at flytte blikket fra Selmy. Man kunne nok ikke se på hans ansigt, hvad det var, der gik igennem hans hoved, men hans øjne glimtede knapt så behageligt.

Endeligt blev dækket tømt for ubudne besøgende og Vargas rakte ud og lagde en arm om Selmys skuldre og trak ham lidt ind til sig, så han kunne tale til ham, uden at havbrisen bar hans ord til forkert ører. Let smilende så han ned på Selmy.
"Det ser ud til, at Chance tilsmiler dig i dag. Din rejse på dette skib er slut. Heldigt for dig, jeg er sikker på, at Admiralen nok skal tage sig godt af dig." Hans stemme lød næsten venlig, men det blev ikke ved. Hans hånd begyndte at klemme til om Selmys skulder og hans stemme blev en anelse advarende.
"Hvis du ytrer så meget som et eneste ord omkring, hvad du har set og oplevet i din tid hos mig, hvis jeg ser så meget som en eneste byvagt eller en kriger fra Lyset i nærheden af min slavehandel, så finder jeg dig og får dig til at ønske, at du var død i din moders skød. Forstår du mig?" Smilet var ikke forsvundet fra hans ansigt, men der var intet varmt over det, det var lige så koldt som hans blik og hans stemme.

Vargas vidste faktisk ikke helt, hvor udbredt en viden det var, at han var ejer af en slavehandel. I visse kredse var det ikke en nyhed, men han ville nødigt at Lyset en dag valgte at forhindre ham i at vende hjem til Rubinien, fordi de var blevet klar over hans lille forretning, der spredte sig til resten af Krystallandet. 

Da han havde sikret sig, at Selmy forstod budskabet, slap han ham igen og slog let ud med armen i mod Bastian, der stod og ventede på den ny frie slave.
"Måske vi mødes igen en dag. Det håber jeg ikke." 
Han fulgte Selmy med blikket, som denne kom over på det andet skib. Så snart de magiske reb havde sluppet rælingen på hans, vendte han sig mod sin kaptajn, der staks begyndte at brøle ordrer ud til mandskabet. Pludseligt var hele skibet fyldt med liv, som sejl blev hejst og skibet gjort klar til sin videre rejse. Vargas vendte sig mod Lysets skib og betragtede det, som der blev længere og længere afstand i mellem dem. Han håbede, at han var sluppet heldigt fra det lille møde. 

Bastian tvivlede ikke på, at han havde tage de rigtige skridt. Og det blev kun tydeligere, da han greb omkring knægtens overarm for at hjælpe ham fra ræling til ræling. Der var flere ting der ikke stemte over ens.
Så snart admiralen havde sprunget ned og landet solidt på sit eget skibsdæk, bandt de fæstnende reb sig af op og slangede sig tilbage til Østens Øje, som svævende slanger fra syden. De rullede sig endda fint sammen helt af sig selv, før den telekinetiske magi blev brudt og rebene igen var døde og tomme objekter. Bastian havde sluppet den lyshårede dreng igen ganske hurtigt og drejede sig omkring for at se Ørkenblomsten sejle bort. Kortvarigt virkede det som om, at han mødte blik med Vargas Aziz, og at der blev holdt en konkurrende øjenkontakt mellem dem, indtil de var langt nok fra hinanden.

”Jacque! Kurs mod Dianthos havn,” brød han pludseligt ud i samme øjeblik, at en hånd blev sendt i vejret. Og den hårdtudseende styrmand reagerede automatisk. Fandt sin plads ved roret og gjorde yderligere tegn til et par andre besætningsmedlemmer. Og inden længe kom der mirakuløst vind i sejlene og Flådens topskib skøjtede henover vandet igen. Det var muligvis samme retning som handelsskibet, men der blev taget en lidt anden rute.
Med ordrerne på plads vendte Bastian sig endelig mod den nye passagerer, og han sørgede denne gang for at se ham ordentligt til. Op og ned og det hele. Direkte ind i hans blik. Og så blev det muntret smil atter fundet frem. Man kunne næsten bilde sig ind, at det var mere ægte end eller. ”Velkommen ombord, knægt. Jeg håber, at min mavefornemmelse er rigtig på den, og at du ikke giver alt for mange problemer med dig.” Lidt afventende stillede han sig en tand nærmere foran rekrutten og foldede sine arme henover sin brystkasse. ”Hvad er dit navn?”

Omkring dem fungerede skibet som det altid havde. Kork havde ikke ventet med at efterlade knægten med admiralen til fordel for at vende tilbage til sine egne opgaver. Den mand havde aldrig været glad for nær socialisering. Og han havde heller aldrig været en mand med mange ord.

Knægten var bange. Det var der vel heller ikke noget, der skulle komme helt bag på en, hvis man var klar over, hvad han havde været igennem. Og hvilke tanker der løb igennem hans hoved. Bastian var ikke så bredt informeret, men han forstod i det mindste, at det ikke kunne betyde noget godt. Han havde sine teorier, og han ønskede egentlig at lufte dem med denne blinde passagerer, denne eftersigne ’kriminelle’. Han lod dog være. Der var en tid og et sted for er sin ting. Og lige nu, virkede ikke om hverken det ene eller andet. Desuden var havde de tid nok til dét senere. Der var mere end én dags rejse til havs foran dem.

Bastian nikkede anerkendende til drengens navn og lidt efter hans spørgsmål, der kun bekræftede overfor admiralen, at han havde en del nerver i spænd, siden han ikke havde fanget svaret på hans spørgsmål allerede før, han havde spurgt, da kursen var blevet kaldt. Bastian sænkede roligt sit blik fra Selmy for ikke at give en alt for intimidende fornemmelse fra sig. Han lignede godt nok en blød bjørn i øjnene på arrogante fjender, men selv med sin ufarlige attitude, risikerede han stadig at fremstå en tand… for autoritær for simple civile.
”Vi har taget kursen tilbage til Dianthos havn,” svarede Bastian rømmende uden nogen last af, at han havde udtalt sig om det sølle øjeblikke siden. Han hævede blikket igen og løftede ligeledes hovedet en smule for at skue forbi den blonde knægt og ud i horisonten, som kunne han se noget, andre landkrabber ikke kunne. ”Vi håber at vejret holder med os, så vi kan nå indenfor en 10 nætters tid, så vi kan sørge for at få dig hjem.”

Det var delvist bevidst, måden, hvorpå Bastian havde nævn Dianthos som hjem uden at vide, hvorvidt Selmy overhoved var fra hovedstaden. Men Bastian var ikke overbevist om, at drengen havde været en blind passager på Ørkenblomsten, så han kunne vel godt afsløre, at der i det mindste ikke ventede en nat i arresten, når de nåede i havn.

”Nåh. Lad os hellere få dig i nogle mere praktiske klæder, knægt. Ellers frygter jeg, at din rejse ikke bliver helt behagelig.” Og admiralens opmærksomhed var tilbage på Selmy i fulde. Armene, der før havde ligget over kors, havde hun viklet sig ud af hinanden og blevet sat i siden, mens den unge mand blev taget i betragtning. Besynderlige klæder. Rubinisk, men det så forkert ud på bæreren. Tyndt ”Og måske du kunne bruge lidt ekstra hvile. Vi kan snakke senere. Ash!” udbrød han pludselig, som han så søgende rundt på dækket.
Den lyshårede jungmand kom straks løbende frem i deres synsvinkel og udtrykte en blanding af overgearet iver i at tage imod en ordrer - og dermed være brugbar for sin kaptajn - og skræk for at gøre et fjols af sig selv. ”Hvis Selmy Kiefer her ned under dæk og find ham noget påpasseligt tøj. I virker til at være samme bygning, så mon han ikke kan låne et klæder af dig.”

Det var rigtigt. Ashken var måske en tand højere og bar muligvis en lille smule mere muskel i armene og brystkasse efter at have været på skibet de sidste par år, men de var begge slanke i det. Den anden sammenligning mellem dem var deres lyse hår. Men mens Selmy satte præg af norden, bar Ashken præg af livet i Medanien.

”Du kan bare kalde mig Ashken,” var jungmanden fluks til at bryde ind med. ”Eller Ash for kort. Det gør de fleste alligevel.”
Ashken havde ikke de samme fornemmelser omkring Selmys situation som Bastian havde. Han havde som sådan ikke været til stede, så egentlig var hele det at de havde fået en ny passager ombord, ret underligt. Men han stolede på sin kaptajn. Den eneste indikation til, at der lå noget andet og ulmede var, hvordan han meget hurtigt var blevet sendt tilbage til Flådens skib og erstattet af Kork - en noget mere erfaren sømand end, hvad han selv kunne prale af. Så det var ikke noget at bebrejde ham for at han måske kom lidt for frisk frem. Det var trods alt ikke hver dag, at han omgik jævnaldrende.

Bastian var dog hurtig til at opfange Selmys ubehag. Eller det var nok mere en forventning frem for en opdagelse. Der var virkelig ikke en klar beskrivelse på, hvad der var sket knægten, endnu, men det kort selskab admiralen havde haft med Ørkenblomstens ejermand, vægtede en del tungere end andre tilfældige sammenstød med folk. Han spadserede derfor ikke videre lige med det samme. Faktisk stoppede han dem lige før Ashken skulle til at føre an som givet ordre til. ”Du er i sikre hænder her, Selmy. Ingen ombord vil dig noget ondt, det kan jeg garantere dig. Heller ikke Ash. Han er en god knægt.” brummede han forsikrende og med en lidt mere seriøs minde af en voksen, inden han gjorde et anerkendende nik mod Ashken, der næsten virkede endnu mere kvik efter de positive ord.

”Kom med,” brød Ashken så ellers igennem med og viftede Selmy efter sig, som han begav sig over dækket og igennem en dør under styrmandsposten. Indersiden af skibet gav med det samme følelsen af at være større end, hvad man forventede udefra. Magisk påvirket, tydeligvis. Bare en smitch. Gående foran med et par skridt, viste den unge sømand vej til et større rent rum nær bunden af skibet, hvor der hang diverse hængekøjer. Nogle bedre end andre. Nogle større end andre. Ingen var ens, da det eget valg af hver besætningsmedlem. Mange havde dog præg af stof og mønstrer, der ikke var var kendetegnende i Krystallandet.
Ashken smed ikke yderligere smalltalk fra sig, men tog en direkte kurs mod en kiste nær en sommergrøn hængekøje, der blev afsløret til at indeholde… tøj. Tøjet deri var faktisk pænt lagt sammen frem for at blive smidt hulter til bulter, og det gjorde det en nem opgave at tjekke efter potentiel beklædning, så inden længe trak han et par støvet beige bukser frem, efterfulgt af en mørke-lilla tunika af varmt materiale. Begge stykker tøj rakte Ashken videre til Selmy efter kort overvejelse, om det ville passe. Og til slut blev en livrem tilføjet.

”Der er et forhæng derover, hvor du kan klæde om.”