Lysets Kriger Dastor Reynlest var en høj, bredskuldret mand med kortklippet lyst hår og blå øjne. Han havde sit fineste puds på i dagens anledning, og detaljerne var næsten for finpudsede. Alt tøj var tydeligt nypresset, og selv de små broderier i uniformen så ud til at have fået med pudsekluden. De tre sønner lignede yngre afstøbninger af deres far, bare med længere hår og færre grå skægstubbe.
Ersten stod som den ældste med sin hustru på armen - en rødhåret skønhed fra syd - og hans lange nyvaskede hår lignede noget han burde bruge som kappe, som det smøg sig fjerlet i brisen. De to andre brødre var begge endnu ugifte, Treston havde stillet sig forrest for at højne sine chancer for et godt førstehåndsindtryk, men den yngre Sorris virkede ikke til at have noget imod det. Han var stadig væbner og udtrykte selv, at han ikke var gifteklar, før han fyldte 18. Når det skete fik han passivt aggressivt det modsatte at vide af mor Eylia. En mor, der i dagens anledning bar den dyreste kjole, hun ejede, og selvfølgelig matchede mændenes farver.

Sammen stod de foran døren til det store hus og ventede på at blive lukket ind hos familien Pompadour. Zirra prøvede at gemme sig bag de andre. Hun var kommet direkte fra en opgave, og havde kun lige nået at hoppe i noget lidt pænere end sorte bukser. Hun var blevet nødt til at låne noget fra deres udklædningsafdeling, og hendes barm var ikke helt stor nok til den kjole, hun havde fundet. Normalt ville hun nøje have udvalgt sin garderobe og fundet det perfekte snit, men hun havde fuldstændig glemt at hendes far havde lavet denne her aftale - og krævede hendes tilstedeværelse - så hun havde sagt ja til en udkigsopgave, der havde varet til klokken 4 om natten.

Hun var kun kommet et kvarter for sent til at mødes med de andre. Hendes mor havde insisteret på at sætte hendes hår om i vognen herover, og Zirra var allerede ved at få hovedpine af de stramt tilbagetrukne hårstrå. Det var som om hun kunne mærke hvert enkelt som en nål direkte ned i hjernen.
Forhåbentlig kunne hun bare spise med i stilhed, undskylde sig til en gåtur i haven og så ville tiden flyve. Zirra sukkede stille. Hun kendte sin far. Det her ville blive ulideligt.

Allerede fra tidlig morgen havde der været gang i forberedelserne i det store af Pompadour familiens huse. Ikke hele slægten ønskede at bo sammen, især dem med mere permanent residens i Dianthos, men dette var trods alt huset hvor den primære slægt holdt til når de kom til byen. Selv Mirabelle havde efterladt sine sparsomme gemakker på Krystalpaladset, så hun kunne være klar i god tid.
Alt var blevet rengjort, en ekstra gang, og Mirabelle havde kun fået lov til at få skovlet noget morgenmad indenbords, inden at tøjet blev lagt ud foran hende. Hendes mor ønskede så inderligt at hun tog en kjole på. Et blik på kjolen havde dog gjort det klart at det ikke var noget hun hoppede i. For hende var det et spørgsmål om altid at kunne bevæge sig ordentlig. Det sagde hun i hvert fald, og nu når hun var ældre var det begrænset hvad hendes mor kunne sige til det. Så i stedet for tog hun et par meget pæne bukser, og en smuk broderet jakke på. Der var heller ikke meget at gøre med hendes hår, som blot blev redt tilbage.

Selvom Mirabelle var kommet nemt omkring påklædningen, kunne hun se at hendes yngre søskende ikke havde været så heldige. Adeline den yngste, blot en teenager, var iklædt sine bedste klæder, og et stramt korset, for at vise formerne hun havde fundet indenfor de sidste par år. Fleur den næst yngste var iklædt noget lignende men så langt mere tilpas ud i det. Det var ikke ligefrem første gang at hun havde været i dette sæt. Den næst ældste, og deres eneste bror Louis stod rank. Han var her med hans hustru, som måtte have været blevet gravid siden Mirabelle sidst så dem, for hun kunne ikke huske at hun havde været så tyk sidste gang.

Da der blev banket på døren, var det en af tjenestefolkene der kom ud for at åbne døren, og bød dem indenfor, inden at Emile, fyrsten og overhovedet i familien, kom ud for at sige hej til familien.
"Velkommen til," brummede han tilfredst. Han var i fint broderet tøj, i lyse farver, der passede til hans hår, der var helt hvidt. Hans kone, Blanche, havde fulgt efter ham. Hun bar en blå kjole og hendes blonde hår var sat op i fin stil, selvom man godt kunne se at hun ikke var helt ung mere.

Familien Reynlest trådte indenfor, og Dastor begyndte straks at komplimentere det indvendige design, mens Eylia indledte en høflig samtale med Blanche.
Zirra hørte ikke efter. Hun prøvede at snige sit hårbånd ud af frisuren uden at hendes mor opdagede det, så hun kunne binde det om livet og tilpasse kjolen en smule til sin figur. 

"Vi har glædet os gevaldigt til i dag," hørte hun sin mor sige, hvorefter hun vendte sig mod fyrsten og gav et sigende blik til sin mand. "Lad os præsentere vores familie, kære."
Dastor stoppede midt i et kompliment og slog hånden ud mod sine tre sønner. "Emile og Blanche, dette er Ersten med sin hustru Ishai, Treston er kun næstældst, selvom hans højde siger noget andet, og vores nyeste skud på stammen er Sorris. Tænk, de vokser så hurtigt, gør de ikke?"

Ooooog her bagved står Zirra, tænkte Zirra irriteret over ikke at blive præsenteret. 
Hvorfor havde hendes far været så opsat på, at hun skulle med, hvis han alligevel ikke havde i sinde at gøre hende til en del af middagen? Frustreret pakkede hun sine følelser væk og plastrede et venligt smil på sit ansigt. 
I det mindste var hun god til at lade som om hun var en anden - i dag måtte hun så være den perfekte datter, hendes far aldrig fik. Eller noget. Hun bandt båndet om livet. Nu sad kjolen i det mindste lidt bedre, og håret var ikke helt ødelagt.

Blanche kiggede begejstret på drengene, mens Emile så lidt mere eftertænksom ud. "Ej, men det er da også nogle nydelige børn I har," svarede Blanche og klappede sine hænder sammen. Selvom hun så rynkede brynene da hun opdagede en sidste kvinde i baggrunden. Hun lignede ikke ligefrem bare en tjenestepige de havde slæbt med, men hun sagde ikke noget til det.
"Jamen, hvis I kommer med herind, så skal I da også møde vores børn," sagde hun og gennede folk ind i stuen, hvor hele børneflokken straks rejste sig, eller stod mere rank da de så folk komme ind til dem. Samtalerne de havde haft mellem selv sig forsvandt også.
"Det her er mine kære børn. Mirabelle er vores ældste," hun pegede over mod hendes ældste, dog med lidt af et skuffet blik. Hun værdsatte ikke tøjvalget, men det var der ikke noget at gøre ved nu. "Det her er vores eneste søn, Louis og hans smukke hustru Victoria. Fleur er den næst yngste, og så selvfølgelig Adeline, den yngste."

Mirabelle kiggede over hele selskabet der var kommet, og kunne lidt sukke af lettelse. Det kunne godt ligne at drengene der var medbragt passede bedre til Adeline og Fleur, fremfor hende selv. Hun frygtede altid at hendes mor forsatte med at forsøge de arrangerede ægteskaber. Hun kunne nok ikke undgå det forevigt, men hun ville da gerne prøve.
Hendes blik fangede et kort øjeblik den eneste kvinde også på hendes alder, og hun kunne ikke lade vær med at sende et lille smil til hende. Hun havde nok heller ikke særlig meget held denne her gang.

Reynlestfamiliens korngule hår lyste om kap med pompadours vintersne, og Zirra følte sig så uendeligt meget udenfor med sit askeblonde hår, der totalt mistede sin farve ved siden af de andres. Her kunne hun ikke engang falde i ét med de fint udsmykkede vægge, som også var meget mere prangende end hun var. Kjolen hun havde valgt, komplimenterede hende farvemæssigt, men den var ingenting i forhold til de andres.

"Vidunderligt at møde jer alle sammen," sagde Dastor og gav et formelt lille buk til flokken. "Vores sønner er alle stolte Krigere af Lyset, ligesom resten af familien. Vi sætter en stor ære i at kæmpe for Dronningen." 
Næsten for meget ære, kunne Zirra til tider godt mene. 
"Og I skulle se Erstens skjold - mere symmetrisk fås ikke! Hvis ikke det var for magiforbuddet, kunne Sorris også vide sine evner frem. Han har netop vokset ind i endnu en evne."
Sorris lignede dog en, der havde det helt fint med ikke at skulle vise sine evner frem. Selvom han var ret stolt at sin lysfønix, havde han ikke helt styr på den endnu, og den havde givet ham et par voldsomme brandsår.

"Og vores datter Zirra arbejder som sekretær ved hoffet," tilføjede Eylia, som var Zirra blevet introduceret allerede.
"Ikke meget at være stolt over der," sagde Dastor lavmælt, og fortsatte uden videre. "Hvilke hverv har jeres skønne døtre så valgt?"

Zirras smil blegnede. Hvis de bare vidste, hvor meget hun gjorde for deres sag. De havde ingen anelse om, hvor meget godt arbejde, hun lagde hver dag, men det måtte forblive sådan. Ingen kunne vide, at hun ikke bare arkiverede papirer og ordnede regnskaber for en ikke-eksisterende adelig.
Hun fangede Mirabelles øjenkontakt, og smilet kom lidt tilbage igen ved synet af en, der virkede lige så meget ude af sit rette element sin hende selv. Hun bar bukser. Åh, hvad Zirra ikke ville give for et par bukser lige nu. Hendes mor ville slå hende ihjel hvis hun mødte op i bukser. Og Eylias primære våben var haveredskaber, så det var faktisk en ret ubehagelig tanke.

Emile nikkede tilfredstillet over at høre at der selvfølgelig var ære også hos dem i at kæmpe for dronningen. Noget Pompadour familien også altid havde set højt.
"Der findes ikke en større ære," indrømmede han også. Selvom Mirabelle godt vidste at hendes far var i gang med at se familien an. Der var trods alt massere af prospekter til hans børn, så han havde god tid til at udse sig de bedste.

"Det er nu ikke et erhverv man skal se ned," svarede Blanche sødt og sendte Zirra et smil. Selv havde Blanche ikke opnået meget med sit liv, da hun var endt med at være hjemmegående hustru det meste af hendes liv.
"Altså, Mirabelle er også lysets kriger, selvom vi forventer en forfremmelse snart. Hun er så dedikeret. Louis er også kriger hos lyset," tilføjede hun. Louis havde næsten mere travlt med at lege familie, til at han sigtede efter stjernerne. "Vores yngste foretrækker de mere kreative fag. Fleur synger, og Adeline har fundet en interesse indenfor.... var det skulpturer for tiden min kære?" Adeline kiggede lidt ned i gulvet og nikkede.
"Men vi skal da ikke bare stå her når vi har frokosten ventende på os. Vi har trods alt massere af tid til at sidde og rigtig lære at kende hinanden," sagde Blanche, og hvis Mirabelle kendte sin moder ret, så mente hun det.

De blev alle gennet rundt om bordet, og det var meget hurtigt tydeligt at Blanche havde en meget skarp ide om hvor de skulle sidde. De gifteklar børn i nærheden af hinanden, familierne sammen, de ældre tæt nok på til at de kunne smuglytte de gifteklare, og så kunne man smide de ældre døtre nede i den ene ende, da der ikke blev forventet meget af dem. Noget Mirabelle havde det fint med.

Zirra åndede lettet op over endelig at sætte sig til bords. Og mens hendes far begyndte en samtale med fyrsten, og hendes yngste bror aksvat forsøgte at give Adeline et kompliment, lod hun sig selv tage et par bider mad, før hun så sit snit til at starte en samtale med Mirabelle.
"Hvilken forfremmelse har du i sigte?" spurgte hun. Egentlig ville hun hellere snakke om hvor forfærdelige familiemiddage med hendes far var, men det føltes ligesom ikke som det rette tidspunkt. Hvis hendes brødre kunne blive godt gift og få et godt liv, overlevede hun gerne en akavet frokost i en uvant kjole.

Mirabelle skævede over mod sin yngste søster, som havde det ligeså svært ved komplimentet som deres søn havde. Det var ikke første gang at Mirabelle prisede sig lykkelig for at hun havde undgået alt det der ved at være 'optaget af sine studier', og træne for lysets hær. Ikke at hun ikke havde siddet igennem sin del af akavet måltider, men bare ikke i samme omfang som Adeline.

Hendes blik rykkede sig dog hurtigt fra sin søster over til kvinden ved hende. "Mine forældre håber jeg kan blive ridder indenfor... det næste stykke tid," indrømmede Mirabelle. Hun vidste dog hvor hård kamp der var om pladserne, og med hendes nyligt tilbagetrukkenhed fra hæren, så var den nok ikke ligefrem i sigte forløbig. Ikke at hun kunne nænne at fortælle hendes forældre det. "Jeg håber da at jeg en dag bliver det, men jeg tror bare ikke at det er så tæt på det, som min mor får det til at lyde."

"Forældres forventninger stemmer sjældent overens med virkeligheden i min erfaring," svarede Zirra med et smil.
Samtalen i rummet var ved at tage lidt mere fat - primært fordi familiens forældre hurtigt var faldet i snak - så det var nemmere nu at sige noget uden at alle andre ville lytte efter.
"Tag Ersten," hun nikkede mod sin ældste bror, der sad i dyb samtale med Louis og Victoria. Sikkert en samtale om børn, Zirra vidste, at Ersten og Ishai prøvede. "Min far havde udset sig den perfekte hustru til ham her i byen og havde praktisk talt allerede arrangeret ægteskabet. Ersten drager ud for at hjælpe pestofre i syd og finder Ishai, der arbejder som helbrederske. De bruger flere måneder sammen, og han skriver hjem at han har fundet kærligheden. Min far bliver rasende, og min mor går og bekymrer sig om, om han nu tager en uciviliceret ørkenslave med hjem."
Zirra holdt en kort pause og smilede svagt. "Og da de så møder hende... Så elsker de hende. For hun er det blideste væsen, man kan opdrive, høflig og velklædt og alt, hvad jeg kunne forestille mig Ersten falde for."

Mirabelle kunne kun nikke bekræftende på det. Hun elskede sin familie, men nogen gange, så passede deres forventninger bare ikke med hinanden.
"Det lyder da også bare som drømmescenariet," indrømmede Mirabelle. Sådan var tingene ikke forløbet i hendes egen familie. Der var visse standarder der skulle overholdes. "Vores familie gør det lidt anderledes. Der er ingen grund til at forsøge at tage nogen med hjem, hvis de ikke i det mindste er af adelig slægt." Der var et lille smil på Mirabelles læber. Det var ikke som om at hun hadede reglen, men den fungerede bare ikke rigtig for hende, men på den anden side havde hun ikke travlt med at blive gift. Hun vidste dog også godt hvad der ville ske hvis man kom hjem med en  der ikke var af ordentlig slægt. Enten måtte man erkende at det ikke duede, eller også var man ikke længere en del af familien.

"Du var en sekretær ved hoffet ikke? Hvilken del?" spurgte Mirabelle så for at skifte emne. Ingen af dem var her for de arrangerede ægteskaber alligevel, så der var ingen grund til at dvæle ved det. Det her var bare en mulighed for at lære en ny person at kende.

"Mellem os to, så tror jeg kun Ersten fik sin vilje, fordi far godt ved, han er stærkere end ham," hviskede Zirra med et sigende blik til Mirabelle. "Det er ret tydeligt, at resten af børneflokken ikke får lov til at begå samme 'fejl'."
Zirra nød maden, der var væsentlig bedre end hvad hun havde spist de sidste par dage. Meget kunne man sige om Lysets spionnetværk, men mad var ikke deres stærkeste side. Rationerne, de fik med ud var nærende, men komplet usmagelige. 
"Byrenovationen," svarede hun. "Primært tagreparationer og vedligehold. Engang imellem får vi større byggeprojekter - dog primært godkendelser af de adeliges haveudvidelser."
Beskrivelsen af hendes arbejde var en indøvet sætning, der ville fortælle andre i spionnetværket, at hun i hvert fald kendte lidt til, hvad der foregik i den gruppering. Hvis hun blev spurgt mere ind til, hvilken adelig, hun arbejdede under, ville en anden spion kunne spore sig ind på, om de kunne tale frit, og hun ville kunne læse ud af vedkommendes modsvar, om der var tale om en reel spion eller en infiltrator. 

Den slags frygt lå der ikke i Mirabelles familie. Der var bare en vis respekt udvist til familiens overhoved, men det var trods også ham der tog alle beslutningerne. Desuden var der mange der var noget interesseret i pladsen som overhoved i familien, så man ønskede ikke at stille sig i dårligt lys hos Mirabelles far. Selv havde hun ikke det ønske om det, mest fordi at hun vidste at pladsen kunne ville blive givet videre til en der var ægtet.

Mirabelle vidste godt at der var spioner i lysets hær, men hun havde aldrig været et sted hvor det var nødvendigt for hende at kende til dem. Hun var ikke egnet til det, og foretrak at stå ude i lyset og hjælpe på slagmarken. Desuden var det ikke ligefrem nemt at skjule at hun var af adelig stand, hvis man bare kendte lidt til de adelige familier.
"Jeg må ærligtalt sige at jeg ikke kender meget til det, men det er et vigtigt job," indrømmede hun. Hver en lille ting var vigtigt for at få byen og riget til at køre som smurt.

"Jah, det er det vel," svarede Zirra. Hun havde altid svært ved at tale om sit falske arbejde. Alt kollega-sladder hun fandt på, var alligevel bare en løgn, og det var svært at holde en samtale kørende, når ikke engang hun selv syntes det var et spændende arbejde. "Så sig til, hvis I vil anlægge mere have engang. Så kan jeg skaffe godkendelsen lidt hurtigere. Min mor er i øvrigt en formidabel gartner."
Det var i det mindste ikke løgn. En dækhistorie var kun god, hvis den holdt stik, så hun havde rent faktisk mulighed for at skaffe godkendelser og bese tage. Der var bare nok andre i hovedstaden, der var bedre til det, fordi de rent faktisk gjorde det til hverdag.
Zirra havde lyst til at tale om sine rejser, sine sene nætter på et tag med en lille glaskikkert, grine ad de handelsmænd, hun snørrede i Lysets fælde, så de blev nappet for smugleri. Men det kunne hun ikke. I stedet forsøgte hun at holde samtalen kørende. Mirabelle virkede som en flink person, og et bekendtskab Zirra i det mindste kunne gøre forsøget af at lade blive til lidt mere end blot et bekendtskab.
"Så, bor du altid i Dianthos, eller er det bare midlertidigt? Jeg har hørt, I har et stort landsted nordpå."

Det var svært ikke at lade smilet glide over hendes læber, da Zirra foreslog det. Det var ikke ligefrem fordi at Mirabelle havde planer om at anlægge have, eller få sit eget hus. Så meget fritid havde hun slet ikke, især når hendes nærmeste familie stadig blot var dem hun var vokset op sammen med.
"jeg skal huske det, hvis det engang bliver relevant, eller at min mor synes det er en god ide," svarede hun dog og kiggede kort over på hendes mor. Udover det hvide hår og de fine træk, så følte Mirabelle virkelig ikke at hun havde arvet meget fra den meget fornemme kvinde.

"Jeg bliver nødt til at bo her i byen for det meste, siden mine opgaver også finder sted heromkring i byen," svarede hun. "Jeg boede her i huset lige da jeg startede med at arbejde for Lyset, men jeg bruger ærligtalt mine gemakker mere på paladset nu om dage." Det blev bare lidt for meget at bo sammen med sin familie hele tiden. På paladset havde hun trods alt sit eget sted.

"Forståeligt," svarede Zirra og trak på smilebåndet som et tydeligt tegn på, at hun forstod Mirabelles ønske om at være lidt sig selv til tider. 
Hun priste sig lykkelig over at 'have et værelse ved hoffet'. Skulle hun bo hjemme ville der både blive stillet mange spørgsmål om hendes varierende fysiske stand, når hun kom hjem med mudder til hoften, og det ville bringe familien i fare, hvis hun blev forfulgt. Så hun havde fået en lille hybel i et større boligkompleks med andre, der boede alene, og det passede hende fint.
"Hvilke opgaver har du her i byen?" spurgte hun, mens tallerkner blev ryddet af af tjenestefolkene. "Jeg ville nok bruge al min tid på at rejse langt væk, hvis jeg var Kriger. Jeg elsker at se nye steder."

Det havde været en af de helt store fordele i hendes erhverv. Selvom hun primært tog opgaver nær Dianthos, kom hun ofte ud på længere ture. Det var generelt mere sikkert at tage højrisiko opgaver langt væk hjemmefra, så dem man spionerede på ikke så let fandt en.

Mirabelle kunne ikke lade vær med at le lidt af det. "Man tager de opgaver man bliver givet, og hvor der er behov for en," pointerede Mirabelle. Det var ikke første gang at folk så på hendes erhverv som havde hun et valg om hvad hun ville. Nej, det var primært riddere der fik lov til at have lidt at sige om hvad de ville. De var også på en anden måde uundværlige som krigere ikke var.
"Typisk er det bare at gå patruljer, i hvert fald for tiden, hjælpe med.. elverproblemet," hun synes stadig at det var en lidt underlig kamp at tage op med elverfolket, men hun ville ikke bestemme hvad der var rigtig og forkert. Det var trods alt dronningen der gjorde det. "Jeg var for ikke lang tid ude og hjælpe med nogle ork problemer rundt omkring i landet. Så jeg kommer da også rundt, når opgaverne byder på det." Og når hun kunne det, så tog hun gerne nordpå. Der var noget ved det snedækkede landskab hun bare savnede når hun var alle andre steder.

"Sandt nok," svarede Zirra, måske lidt for hurtigt, og skyndte sig at tilføje. "Jeg hører fra mine brødre, at opgaver virkelig kan variere i hvor spændende og udviklende de er, især inden man bliver ridder."
Første del af sætningen havde egentlig været ment som at hun godt selv kendte til problematikken. At blive sendt ud i det kolde regnvejr for at skygge en eller anden i flere dage, var på bunden af hendes egne prioriteter, men det skete alligevel fra tid til anden at hun fik sådan en opgave.
"For nylig har jeg selv skulle ud og se på nogle faldefærdige huse i udkanten af Azurien, og det var fantastisk at komme lidt ud af byen," sagde hun energisk. "Det kunne være skønt at rejse lidt mere frit."

Det var det samme med næsten alle erhverv. De fik altid lorte opgaverne når du var i bunden af fødekæden, især fordi at man ikke ligefrem kunne sende væbnerne ud på de farligere opgaver. De fik primært bare lov til at følge med hvor end man selv rendte hen. Det var i hvert fald den forståelse Mirabelle havde fået for hvordan det var at have væbnere. Selv havde hun endnu ikke haft en.
"Azurien? Det er et pragtfuldt område," kunne Mirabelle ikke lade vær med at udbryde, før at hun kiggede sig lidt omkring, da hun havde draget lidt opmærksomhed fra nogle ved bordet, så hun dæmpede sin stemme lidt. "Det er mange år siden jeg har været der, men det er så smukt om sommeren med alle floderne." sagde hun. Det var mange år siden at hun bare havde kunne rejse som hun ville, men hun kunne godt huske når hun rejste rundt med familien. Der så hun mange smukke ting, selvom de aldrig rigtig fik lov til at udforske.

"Det var desværre et visit lige inden frosten satte ind, så mange af floderne var ikke så rige på liv," nåede Zirra lige at sige inden de blev hevet ind i en skål for dronningens helbred.
Forældrene så ud til at komme gevaldigt godt ud af det med hinanden som de snakkede løs, og de unge var blevet en smule mindre akavede. Sorris så ud til oprigtigt at nyde at høre om Adelines kunstneriske evner.

"Når du bliver Ridder, så sig til. Hvis alting er lidt mere... Normalt til den tid, kan vi tage en sommertur til Azurien." Med alle optøjerne var det sværere bare at tage et sted hen uantastet, ja det havde været svært bare for Zirra at gøre sit arbejde med udgangsforbuddet. At få en godkendelse, når hun var ude som forskellige aliasser, havde vist sig problematisk.

Zirra vidste, at nogle af de andre spioner havde en Ridder, de primært meldte tilbage til. De fleste af dem havde tætte bånd eller var i familie. Zirra selv havde ikke haft held med at stole nok på nogen endnu til at det overhovedet havde været på tale, men hun kunne nu godt se fidusen i det. En man rent faktisk kunne dele ting med. Spionage var et erhverv, hvor man mødte mange mennesker, men lod meget få komme tæt på.

Det var en skam at det var tidspunktet hun havde været der, men man kunne jo ikke altid være heldig, når man endelig blev sendt ud på opgaver udenfor byen. Desuden var efteråret, når det grænsede helt op til vinteren, altid det mest triste tidspunkt at være ude i verdenen på.
"Det ville være... hyggeligt," kom det fra Mirabelle og hun håbede virkelig at tingene ville falde tilbage på plads. For det kunne være hyggeligt at tage en tur til Azurien bare for at slappe lidt af og hygge sig. Desuden ville det være rart, at der ikke længere ville være så strenge regler indenfor byens murer, og elverne igen var et folk de kunne have en alliance med. Det var trods alt mere rart at være i en tid hvor der var fred, fremfor krig. "Jeg håber virkelig at det er ved at være ovre til den tid." Som det var nu så havde selv Lysets krigere lidt svært ved tingene.