Krystallandet
Raider 12.07.2018 22:55
Et par måneder før Ashbury, drog nord på.
Hun havde hørt historier omkring dunkel skoven, et sted fyldt med mørke væsner. Men alligevel, var Ashbury ikke bange for historierne omkring dunkel skoven, hun havde en fascination for alle steder hvor naturen havde kontrol. Det var skoven, som gave Ashbury, de mystiske evner indenfor natur helbredelse, det var skoven der gav hende chakra. Skove af alle slags, var hjem for Ashbury.
Som datter af naturen, var Ashbury bekendt med alle planter. Hendes sted sans var god, og farede hun vild, var der altid hendes engle vinger som kunne hjælp hende ud af skoven via luften. Dette var dog aldrig sket, at hun havde et behov for forlade skoven i alt hast. Hun havde aldrig mødt en trussel, som hun ikke kunne slippe fra. Ashbury var efterhånden et godt stykke inden i skoven, hun holdte ikke tal på hvor længe at hun havde vandret omkring, men hun var sikker på at hun var dybt nok inde til at hun ikke ville møde andre, eller man vidste jo aldrig om der var andre i skoven. Om ikke andet, kunne hun altid flyve over dem, uden af blive set.
Der var nu ikke tegn på, at andre var i skoven eller at hun ville møde andre for den sags skyld. Dette passede Ashbury fint. Hun var ikke kendte for sine sociale gaver, hverken i fortiden eller nutiden, folk måtte selv tage chancen, hvis de ønskede at tale med hende.
Det tog nu ikke lange tid, før lugten af død kom farende igennem luften. Hun måtte være tæt på den borgruin som folk havde talt om, men der dog ingen af disse mennesker som havde mod nok til komme her. Ashbury rynkede næsen en smule, selv om hun havde levet i næsten tre tusind år, var duften af død stadig afskyelig. I sted for lade sig skræmme af lugten, trak Ashbury i sted vejret igennem munden, det fik lugten til at forsvinde en smule som hun gik tætter på ruinen.
Det som hun ankom til var en større ruinen end hun havde forventet, sted havde en isoleret skønhed, med den makabre duft af død. Ikke ligefrem de to ting hun forstillede sig sammen, men nu hvor hun var ved ruinen kunne hun vil bruge lidt tid på udforske stedet, før hun igen ville drage afsted.
Som datter af naturen, var Ashbury bekendt med alle planter. Hendes sted sans var god, og farede hun vild, var der altid hendes engle vinger som kunne hjælp hende ud af skoven via luften. Dette var dog aldrig sket, at hun havde et behov for forlade skoven i alt hast. Hun havde aldrig mødt en trussel, som hun ikke kunne slippe fra. Ashbury var efterhånden et godt stykke inden i skoven, hun holdte ikke tal på hvor længe at hun havde vandret omkring, men hun var sikker på at hun var dybt nok inde til at hun ikke ville møde andre, eller man vidste jo aldrig om der var andre i skoven. Om ikke andet, kunne hun altid flyve over dem, uden af blive set.
Der var nu ikke tegn på, at andre var i skoven eller at hun ville møde andre for den sags skyld. Dette passede Ashbury fint. Hun var ikke kendte for sine sociale gaver, hverken i fortiden eller nutiden, folk måtte selv tage chancen, hvis de ønskede at tale med hende.
Det tog nu ikke lange tid, før lugten af død kom farende igennem luften. Hun måtte være tæt på den borgruin som folk havde talt om, men der dog ingen af disse mennesker som havde mod nok til komme her. Ashbury rynkede næsen en smule, selv om hun havde levet i næsten tre tusind år, var duften af død stadig afskyelig. I sted for lade sig skræmme af lugten, trak Ashbury i sted vejret igennem munden, det fik lugten til at forsvinde en smule som hun gik tætter på ruinen.
Det som hun ankom til var en større ruinen end hun havde forventet, sted havde en isoleret skønhed, med den makabre duft af død. Ikke ligefrem de to ting hun forstillede sig sammen, men nu hvor hun var ved ruinen kunne hun vil bruge lidt tid på udforske stedet, før hun igen ville drage afsted.
And you once said, "I wish you dead, you sinner"
I'll never be more than a wolf at your door for dinner
And if I see you 'round like a ghost in my town, you liar
I'll leave with your head. Oh, I'll leave you for dead, sire
