En sen forårsaften havde lagt sig over sydvejen, solen var gået ned men himlen holdt sig stadig lys og der var nok en halv time før mørket lagde sig helt på. Men denne tid af aften havde landevejene næsten allerede lagt sig øde. Dog 3 mænd til hest var stadig ude og havde deres destination inde fra synsfelt. Oswalds herregård lå dem ikke langt og derfor satte de tempoet op.
Mændene var af udseende ikke nogle man ville se for folk af høj status, mere måske dem der tjente til dagen og vejen ved at tage arbejde der viste sig fra dag til dag, hvor det moralske kompas måske var sat lidt ud af kurs. Som oppakning havde de ikke meget ud over deres sadeltasker og et enkelt pigebarn der sad foroverbøjet på den ene mands hest, hun hav pakket lidt ind i et tæppe og de havde gjort deres bedste for at skjule de knob og stik der sørgede for hun ikke kunne bruge sine arme. Det stakkels pigebarn var Corrine, der nogle dagsrejser siden blot havde været på vej til markedet.
Men op til herre gården kom de og stod af deres heste, den ene løftede Corrine ned og træk hende hurtigt hen til herregårdens indgang imens de 2 andre mænd så til hestene.
En genlyd kom fra døren som manden slog på dørslaget, kort så han sig over skulderne for at sikre sig ingen observerede hvad der skete her denne forårs aften. Imens stod Corrine nærmest og stirrede ind i døren og havde tanken hun havde været her før, i en tid hun ellers havde lagt bag sig.

Den let lune forårsaften, fik igen Oswald til trække udenfor. Som altid var pavillon, i haven. Det sted, hvor at man kunne finde tit kunne finde Oswald. 
Det var lyden af hovslag, der fik Oswald til vendt sig om imod gården. Lyden af tunge slag på døren, fik en af de mange tjeneste folk til åbne døren for manden som stod udenfor. Tjenestepige som modtog gæsterne, havde en vise viden om at der var tale om tilbagevende slave. Hun ledte de to gæster ind stuen, netop som Oswald trådte tilbage indenfor. Et let smil, kom frem på Oswalds ansigt som gik frem for modtaget sin gæster, eller gæst. Oswald var udmærke klar over at Corrine bare var en vare, som skulle modtages af mændene som hente hende for ham. "Godaften Corrine, hyggelig at have dig tilbage" sagde Oswald kort. Der var en vise maskeret venlighed ved Oswalds stemme, han kunne udmærket huske Corrine fordi hun havde skellet sig ud i mellem mange af de slaver som Oswald holdt på herregården.
Oswald kiggede kort på manden som havde klaret sin opgave, han ville blive betalt af en de mange tjeneste folk. Oswald havde ikke den store kontakt til de folk som han hyrrede til jobbet. Så han talte ikke til manden som var kommet tilbage med Corrine. 

Trods herregårdens fine fremtiden virkede det for Corrine at der var en mindre trist følelse over stedet, det virkede ikke til at tjenestefolkene, som Corrine så dem, ikke just var helt glæde. Dog havde hun selv lidt svært ved at helt forstå hvad hun lavede her igen, og hvorfor de her mænd havde været så voldsomme, måske Oswald var syg? Og derfor det hele skulle gå hurtigt, det var jo ikke godt.

Manden der aflevede Corrine vidste udemærket godt hvordan Oswald ville have det hele til at forløbe og sagde ikke et ord og stolede skam på han fik sin betaling ved døren, han endte bare med at binde Corrines reb op, give hende et godt skub længere ind i lokalet og sagde "så er du hjemme"
Derefter vendte han sig imod døren for at tage sit exit ud fra herregården og lod sig betale af Oswalds tjenestefolk på vej ud.

Corrine stod tilbage lidt undrende over alt det her og kiggede forsigtigt på Oswald, det slog hende straks at hun skulle opføre sig pænt. Så med et nejede hun forsigtigt som tidligere lært for længe siden og sagde "Min Herre". Hvad der måske kunne undre en var at der ingen spor af frygt var at finde i Corrine lige nu, jovist det slog Corrine lidt mærkeligt på måden hun var kommet hertil, men tænkte der måtte være en grund til det hele.

Det var ikke fordi Corrine påklædning siden sidste gang havde ændret sig meget, hendes kjole var lidt nyere end hvad en slave ellers ville besinde, men den var stadig slidt, og så at hendes forstykke gjorde man godt kunne se hun besad titlen som tjenestepige.

Da manden efterlod dem, var det tydelig at roen kom mere ind over Oswald. Den evige tanke om at andre skulle opdage hans slave operation, var psykisk plagende ind i mellem.

Som han stod foran hende, blev Oswald mere observand. Corrine havde en uniform der svarede til hans tjeneste folks, hun var en stuepige. Men det indre spørgsmål var om hun stadig var så dygtig som han huskede. Han kunne altid sætte hende i arbejde på gården, indtil at han kunne finde en ny passende køber. Han valgte dog ikke at sige den detalje til hende. I sted for, spillede han bare den rare herre.

"Det godt at have dig tilbage Corrine, jeg kunne forstå at der sket en lille komplikation med den manden som havde dig?" sagde Oswald kort, han kunne næsten ikke holde et sadistisk smil tilbage. Han vidste udmærket hvad der var sket, men ikke hvorfor. Detaljer betød dog ikke meget, ikke så længe Oswald blev betalt godt. "Jeg havde dog et spørgsmål, ville du være interesseret i at arbejde her for en tid?" han gave ikke udtryk for at hun ville ende nede i en de mange celler, men der var altid en lede seng i tjenestefolket del af gården, og der var arbejde nok at se til.

Så pænt som Oswald kunne få det til at lyde, komplikation, det var ikke just sådan Corrine huskede det, det var nærmere en af de mere mørkere dage i hendes liv. Det hele havde været så kaotisk da ingen af de andre slaver havde fortalt Corrine om deres planer i frygt for lige hun ville fortælle dem videre, så alt var sket så pludseligt.
"De andre tjenestefolk slog ham ihjel" sagde Corrine med skam i stemmen over ikke at havde kunne gøre noget ved det, der var nok også noget frygt ved hun havde en idé om havde hun vidst noget kunne hun havde gjort noget, så det var jo lidt hendes skyld

Det næste spørgsmål kom lidt bag på Corrine. Oswald ville have hende til at arbejde arbejde her? Et eller andet sted vidste Corrine godt det nok ikke var så meget til diskution men Corrine sagde til det "Min herre, det ville være en ære at skulle arbejde for dem, men jeg arbejder for fru Maria. Fruen ville havde det svært at klare sig alene"
Jo Corrine vidste godt at hendes frue altid ville kunne finde en ny, men hun var så rar, så Corrine håbede på Oswald ville forstå at det var et dejligt tilbud som Corrine nok i sidste ende måtte afslå.

Trods fruen havde brugt tid på at lære corrinenaf med den vane at stå med sine hænder samlet foran sig, da fruen syntes det kun hørte til slaver, så stod Corrine nu med hænderne i samlet foran sig og kiggede på Oswalds fødder. Hun huskede at der måtte ikke være øjenkontakt uden herren bad om at blive set på, og også kun tal hvis talt til.
Det var som om der var så mange regler der skulle genopfriskes i Corrines hoved. Det blev nærmest til en masse paniske tænker endnu hun ville komme til at skuffe Oswald med hendes opførsel.

Havde det ikke været for hans skuespil, ville Oswald grine ustyrlig over hele begivenheden. Dødelige og deres drama, det var ganske underholdene for dæmonen. Oswald fangede skam ændring i Corrine stemme, hun ville ikke kunne ændre meget på situationen, selv hvis hun kunne forsvare sin herre, ville det nok ikke have været nok imod en hel folk vrede slaver. "Selv hvis du kunne gå tilbage i tiden, tror jeg ikke at der er meget som du ville være i stand til at kunne ændre? Eller er jeg forkert på den forståelse?" sagde Oswald kort. Han drille hende en smule, bare nok til for en reaktion som måske var uforvente. 

Oswald lavet et tomt udtryk, var hun virkelige så lykkelig at hun ikke ville tilbage til ham? Han tænkte kort over sit svar. Skulle han kræve hende tilbage, eller skulle han vente, vente til at Corrine var ledelig igen? Han havde allerede betalt godt for at få hende tilbage til herre gården. "Jeg forstå godt, hvis det ville for meget at skulle bede om," sagde han kort mens han lod armene kom op i kors. Oswald tog et par skridt frem, gulvet under ham gave sig som han gik frem af indtil at der kun var par meter i mellem dem. 

"Men det ville betyde meget, hvis du kom tilbage til mig. Jeg kan godt vente, men ikke for altid" det var lidt ironisk at sige det sådan, Oswald havde alt evighed at vente i. Tid betød så lidt for en dæmon, når alt kom til alt gik menneske liv tit lige forbi en dæmon. 

Det var altid en blanding af følelser at stå foran Oswald. Han var en person man bestemt skulle respektere og generelt var en fair mand, i hvert fald i følge Corrine, men hun vidste også han kunne sagtens få tingene som han ville det. Så Corrine følte sig lige så lille som hun havde gjort ved sin slave tid og da Oswald just ikke lod emnet om Corrines tidligere ejer ligge, så nærmest udbrød Corrine "Jeg ville have advaret... jeg ville bare havde gjort noget... de andre.. jeg.."
Med et indså Corrine hun var gået over gevind og stoppede straks og rettede ryggen og sagde straks "Undskyld herre, det var ikke min mening" og med et følte Corrine sig endnu mindre og håbede inderst inde at Oswald ville se igennem fingerne med den opførsel.
Men det gjorde bare Corrine følte sig mere presset ved de næste par spørgsmål og fik meget stille og nærmest lidt stammende sagt "Det er ikke fordi jeg ikke vil herre.... Men... Fruen betaler mig... og jeg har fridage... og jeg bliver sjældent straffet"
Det virkede inderligt dybt forkert at modsige Oswald i hans forspørgelse om at Corrine kunne komme tilbage. Det var jo der det hele var startet og Corrine burde jo være vendt hjem efter sin sidste herre døde, hvilket gjorde det meget værre at stå her og sige de her ting.

Oswald rynkede kort på næsen, han var stille under den lille tal. Han gav Corrine positive point for at være så loyal overfor sin tidligere herre. ”Fortiden, er hvad den er. Men jeg vil give dig mod for hvad du kunne have gjort,” sagde Oswald, mens han trak et lille smil frem på læben igen.
Undskyldning der kom, fik Oswald til fortrække sit smil. Han løftede den ene hånd op, men han lavet et stille suk. ”Du skal ikke undskylde, jeg ved at det er et svært emne at tale om,” sagde han kort, med en rolige stemme. Oswald have ikke tænkt sig at tvinge Corrine til at blive, hvis hun var glad for sin frue, skulle det nok kunne forblive sådan. ”Jeg vil jo ikke være den magt, der hiver dig væk, hvis du er glad for være hos din frue. Men tænk over det, du er altid velkommen her, hvis du mangler arbejde,” hans ord var måske lidt sukker søde, men ikke helt ved siden af. Oswald kunne altid bruge en god slave, om ikke andet her eller et andet sted. ”Men siden at du nu er her, vil du så i det mindste ikke overnatte? Det er en lang tur, og jeg sende dig afsted imod med mine folk?” han kunne i det mindste være en smule rar, eller så rar som en dæmon nu tillod sig selv at være overfor andre.

Corrine var måske mindre forvirret over det her, selvfølgelig var det rart Oswald var så rar at ville lade hende vende tilbage til sin frue, men det gav hende ikke meget mening hvorfor hun så var bragt her til. Men dog turde Corrine ikke at spørger om det, men det virkede også fjollet at hun ville vælge at være slave igen nu hvor hun faktisk fik løn for sit arbejde? Eller hvad var det dog hun tænkte, Oswald ville hende jo kun det bedste og nu stod hun og tænkte ondt om hans intentioner og alt muligt, åh hvor Corrine allerede skammede sig.

Dog var Corrine glad for den ros hun fik af Oswald og der var et lille smil at finde på hendes læber, Corrine havde for det meste været glad for de herre der havde bestemt over hende, måske var de onde til tider men alle var jo gode inderst inde.

"Tak min herre... Jeg er glad for de forstår... Men jeg vil gerne blive natten som de tilbyder" sagde Corrine forsigtigt. Hun fumlede lidt med sine hænder bag ryggen og havde lidt svært ved at forstå at Oswald havde tilbudt hende at blive natten over, det føltes næsten som km hun var mere værd end hun vidste hun var og det var en mærkelig fornemmelse.

"Jeg undskylder mange gange igen jeg må afslå deres tilbud herre" sagde Corrine forsigtigt og ville på en måde gerne sige ja til det, men fruen ville jo ikke kunne klare sig uden.