Følelsen havde trukket og sledet i hende. Været umulig at bekæmpe. Sygdommene var kommet til landet, som vinteren for alvor havde lagt sig over hver afkrog. Tung sne havde placeret sig i Norden, allerede taget sin andel af ofre, og Lazura lå for tur. Sygdommen havde spredt sig, taget hold i befolkningen og krævet dødsfald efter blot en uge. Det var her dæmonkvindens indre kompas havde bragt hende, som i trange. Det hvide dyr havde løbet over lange flade områder, og bjergprægede områder, til hun var nået de omkringliggende huse.

Her var hun startet, en sen aften. Fødet på den første husstand underlagt epidemien, efterladt en familie på tre fra dødens rand til raske men trætte. Og Ella, mærkede tilfredsheden ved at havde fået mad i maven. Hendes færd fortsatte hele natten. Hun sprang og klatrede fra hjem til hjem, i den lille fiskerby, som en hvid kugle af lys. Døde kunne hun ikke bruge, men syge var der rigeligt af.

Den hvide dyreskikkelse kunne knap gå af ren mæthed, som de første lysstråler gled over landet. En smule usikkert gik dyret med søvnige øjne ud til udkanten af byen, fandt sig fristet af en sidste sjæl der sad op af muren, nedkølet og næsten død. Trods mætheden, trætheden og tilfredsheden, kunne hun ikke lade være. Hun trak sygdommen ud af ham, grådigt og fokuseret. Hun ville have det hele. På randen til at dejse omkuld, nåede hun hen til et træ, klatrede med megen besvær op på en lavthængende gren og faldte i søvn. Tung søvn efter festmåltidet.

Anden dag i træk, hvor Zofrost kunne strække ud. Det var vidunderligt! Dagen før havde han fået en fridag, en dag han havde benyttet til at løbe det flade land rundt om piratbyen igennem, få brugt sine muskler til det, de var lavet til - kraftfuld løb, der sendte den sorte krop i høj fart igennem det høje græs. Han elskede det. Den nærmeste følelse af frihed han nogensinde havde haft og nogensinde ville få. 
I dag havde han været på en opgave, men det ændrede ikke den fantastiske følelse af at løbe. Og det var en god lang tur fra piratbyen til Lazura, hvor han skulle aflevere en lille sæk med et eller andet i. Han fik ikke noget at vide og han spurgte ikke. Hver gang han kun var bud og ikke sendt af sted for at dræbe nogen, følte han et lille stik af lettelse, samtidigt med, at han alligevel et eller andet sted dybt inde også følte et stik af skuffelse. Det var kedeligt kun at være bud. Men følelsen blev druknet i lykken for at kunne udfolde sig.

Sækken var blevet afleveret uden problemer og Zofrost burde skynde sig tilbage, men han trængte alligevel til en pause, så han valgte at tage på udforskning. Vidste man ikke andet, skulle man tro, at han var en hund, som han luntede rundt udenfor Lazura med snuden mod jorden og en gang i mellem løftet op mod vinden. Lugtesansen fulgte med skikkelsen, det samme med hørelsen. Som menneske kunne han ikke mere end alle andre. Forskellen var enormt mellem de to skikkelser, men han var vant til det. Og selvom han følte sig lidt død i det, når han skiftede tilbage til menneske, påvirkede det ham ikke mere, ikke som det havde gjort i starten. Nogle gange ville han ønske, at han kunne blive i sin dyreskikkelse for evigt. Selvom han godt vidste, at konsekvensen ville være tabet af sin menneskelighed.

Så han nød hver eneste chance han havde, for at opleve verden i sin dyreskikkelse. Det var en smule farligt at opholde sig så tæt på en by i den, men han skulle bare lige... En velkendt lugt havde taget hans opmærksomhed, men han kunne ikke lige finde ud af, hvorfor den var velkendt. Med snuden i jorden fulgte han den og var nær løbet ind i en mand, der sad og sov op af en mur. Manden vågnede ved hans tilstedeværelse og spærrede øjnene op ved synet af det skræmmende bæst. Lort. Manden skreg straks op, kom på benene og løb sin vej. Zofrost lagde ørerne lidt ned og så efter ham. Nå, måske han skulle se af at komme videre... inden noget så sig sure på ham.

Hun måtte havde lagt der i et par timer. En forpote og modsatte bagpote hang ud over kanten af grenen, slapt og træt som den hvide pelsklump havde lagt sig til at sove. Træt, mæt og tilfreds.
Men søvnen blev afbrudt. Først var det hendes øre der løftede sig, som skriget brød igennem luften, og derefter greb fornuften fat i hendes krop. Tvang hende til at åbne øjnende og stirre efter lyden. Der var ikke nogen der umildbart havde været i nærheden af hende da hun lagde sig, ud over den sovende mand ved muren. Den mand som nu kunne ses i løb væk fra hende. En smule stiv af søvn kom Ella op og sidde på grenen, og kiggede rundt. For at få øje på det som åbenbart havde foroskrækket manden.

Ella var ikke helt sikker på hvad hun skulle føle. Hun krummede sig en smule sammen som hun kiggede på den luntende hundeskikkelse. Huskede hvordan han havde hjulpet hende fri, beskyttet hende mod sandstormen og derefter bidt ud efter hende. Noget hun stadig overvejede om det var hendes skyld at det var sket - hun kunne ikke finde frem til andre konklusioner.
Måske hun skulle sige undskyld.

Hendes hvide pels stod stærkt i kontast til både baggrund og træets farve, som hun gik hen over grenen, længere ud hvorved den buggede en smule ned. De sorte øjne kiggede skeptisk ned på jorden, og derefter tilbage på hundeskikkelsen der kom nærmere. Hun havde ikke lyst til at springe ned, erindringerne om de skarpe tænder stadig klart i hendes sind. En smule nervøst bevægede halen sig frem og tilbage i en vuggende bevægelse, som hun sad der. Måske stoppede han ikke engang. At han så hende, var nok ganske sandsynligt, men det betød ikke at han stoppede op.

Zofrost sukkede dæmpet, som han så efter manden. Han havde været så optaget af den svage lugt, som han havde fundet så bekendte, men ikke kunne sætte et minde på. Nå, det kunne også være lige meget. Men da han var ved at vende sig for at løbe tilbage til hvor han kom fra, fangede han noget hvidt ud af øjenkrogen, hvilket fik ham til at stoppe op. Løfte hovedet og se op i træet, der stod lidt derfra. Og pludseligt gik det op for ham, hvor han kendte lugten fra. Ella. Hans hjerte satte farten en smule op og an blev stående som frosset til stedet. Han havde sagt til sig selv, at han aldrig ville komme til at se hende igen og at det var for det bedste. Han var ikke god for hende og de skulle ikke lære hinanden at kende. Han skulle ikke lære nogen at kende. Det kunne bruges i mod ham.

Men der var hun og hun så ned på ham med sine kønne øjne. Han havde lyst til at snakke med hende. Sige undskyld for sin afsluttende opførsel i ørkenen, men han havde virkeligt måtte forhindre hende i at følge med ind i byen, for Samael ville have elsket at fange hende. Men var hans situation så meget anderledes nu? Hvad ville Balthazar gøre, hvis han fik øje på hende? Zofrost var ikke sikker, manden var så skiftende som vinden på havet. Han burde løbe med det samme uden at se sig tilbage. Lade som om, at han ikke havde set hende og forsøge at glemme hende igen.

Men han blev stående. Til sidst kom der et sukkende, lettere frustreret piv fra ham, som han satte sig ned og stirrede op på hende. Han kunne ikke snakke til hende i denne skikkelse, men hans kropssprog talte også for sig selv. Halen lagt ind til benene, ørerne ned i nakken og hovedet sænket en smule ned mellem skuldrene. Usikkert, undskyldende og klar over, at hun nok ikke ville ham noget. men også en smule glad og de yderste led af hans hårløse hale bevægede sig svagt i en lidt hurtig rytme. Hvis hun gjorde tegn til, at hun ikke ville snakke med ham, ville han vende om og løbe af sted med det samme. Men... han ville gerne snakke med hende... bare for at sige undskyld.

Ella blev siddende på grenen med de blide øjne rettet mod ham. Hun var ikke vred på ham. Ikke vred over den opførsel han havde vidst i ørkenen, det var mere forvirring. Blandet med tristheden. Hun forstod stadig ikke hvorfor, eller hvad hun havde gjort for at det var sket. For selvom mange andre måske havde skudt skylden på den snerrende hund, var Ella overbevidst om at det i virkeligheden var hendes grund til at alt det var afsluttet som det var. Selvom det heller ikke gav mening i hendes sind.

Hendes hvide hoved drejede sig på skrå, ved den pivene lyd. Alt i alt lignede han lige nu en hund der var blevet slået af sin højtelskede ejer, og ikke forstod hvorfor, men blot var ulykkelig over at have skuffet. Ella blinkede en smule, forvirret først, og derefter medfølende. Adræt hoppede hun ned fra grenen, som svingede let efter omskiftelsen i vægt, og landede blødt på jorden under sig. Efter et par skridt, stilte hun sig på bagben, forvandlede sig tilbage til den menneskelige skikkelse, for at tage de sidste skridt over til den sørgmodige hund.

Ella satte sig på hug foran ham og kælede ham blidt hen over hovedet, med en forsigtig hånd, stadig en smule mærket af at hun vidste at Zofrost kunne bide, i hvert fald snappe ud. Hånden gled blidt over de rug skæl, mens hun så på ham med medfølende og blide øjne. "Hvorfor er du så ked af det, Zofrost?" hun forstod ikke hvorfor, og samtidig med var hun bekymret for ham. Ella var et blidt og naivt væsen, der altid så noget godt i andre, selv efter de havde udvist opførsel der burde indikere det andet. Måske var det i virkeligheden, den lille ting hun huskede fra ørkenen. Sorgen i hans øjne som han havde bidt ud efter hende. 

Zofrost havde givet lidt op på at gå og den sidste rest af lysten forsvandt, så snart hun begyndte at bevæge sig og endte med at hoppe ned på jorden. Det fik ham til at sænke hovedet endnu mere, både fordi hun var lille og hans blik fulgte hende, men også fordi... han var ked af sin egen opførsel, skammede sig en smule. Hans blik blev på hende, som hun skiftede skikkelse og gik hen til ham. Men så snart hendes hånd havde retning mod hans hoved, trak han det først til sig med tænder, der var blottet for et kort øjeblik. Han var overbevist om, at hun ville slå ham, bare for et øjeblik. Hvorfor skulle hendes hånd ellers være på vej mod hans hoved? Men han gjorde intet for at forsvare sig og så snart hendes hånd rørte hans skæl, frøs han. Stivnede. Ventede på den smerte, der ikke kom. I stedet strøg hendes hånd over hans hoved med en blid bevægelse og hendes stemme var fuld af medfølelse.

Forvirringen var total og hans blik flakkede. Hun rørte ved ham, talte blidt til ham. Og intet i ham sagde, at det var farligt. Han havde ingen fornemmelse af, at hun ville vende sig i mod ham, gøre ham ondt. Det var næsten mere end hans lille hjerne kunne tage, så han trak sig tilbage, rejste sig halvt, bakkede et par skridt og satte sig igen. Lidt tøvende skiftede han skikkelse, siddende på sine knæ med hænderne i skødet, hovedet bukket forover og håret løst hængende om sit ansigt. Han ville have forandret sig, siden de sidst sås. Han havde fået et par nye bukser og en løs skjorte, der var lidt for stor og noget åben i halsen. Håret var blevet klippet, hvilket han selv havde gjort, så det så noget sundere ud og nu hang ham til kravebenene. Og bare på den korte tid, havde han taget en del på, som han nu fik nærende mad hver dag. Han så næsten helt levende ud igen, meget mere menneskelig og ikke så meget et dødt skelet. Selv hans øjne så ud til at have lidt mere liv.

Forsigtigt løftede han blikket og så på hende. Han var stadig tydeligt forvirret. Hun forvirrede ham, ikke bare fordi han var så glad for at se hende igen, men også hendes ord og berøring. Det tog et øjeblik, inden han fandt sin stemme igen, usikker over, hvad han skulle sige.
"Jeg... jeg vil gerne undskylde, fordi jeg... angreb Dem den dag i ørkenen." Han flyttede lidt på sig og sænkede sit blik til sine hænder igen, pludseligt uden den smule selvtillid han havde i sin dyreskikkelse. Han var menneske igen, han havde intet skræmmende, skællet udseende at gemme sig bag. Han var læselig. Svag. Og det gjorde ham altid mindre stærk overfor andre. Og nu han pludseligt var så åben for hende, var han endnu mere utilpas i hendes selskab. Ikke fordi han var bange for hende. Måske nærmere modsat. Han kunne godt lide hende.

At han trak hovedet til sig og blottede sine tænder, burde havde været et præg til at stoppe med at nærme sig. Men Ella lod sin hånd fortsætte, efter et ganske kort sekunds tøven. Hun kunne ikke finde ud af om hun rent faktisk var bange for ham, eller om det mere var fordi hun ikke ville gå i kamp med nogen som helst. Ella trak sig, hvis det blev en kamp, for de situationer duede hun ikke til hverken fysisk eller mentalt, men hun havde aldrig været bange af sig.
Det var ikke svært at aflæse at hele situationen forvirrede ham. At den lette berøring var uvant - noget der fik Ella til at se mere sørgmodigt på ham. En sjæl der aldrig var blevet udvist venlighed af en blid og rolig berøring. Eller det måtte i hvert fald havde været længe siden. Det gjorde hende trist til mode.

Ella lod roligt sin hånd falde ned i skødet som Zofrost trak sig væk fra hende, og kort tid efter, med en tøven skiftede om til sin menneskelige skikkelse. Han var ikke nær så udsultet og slidt som sidst hun havde set ham. Men det var biologiske faktorer, brugt til at holde ham i live. Den afstand han holdte og måden hovedet konstant var bukket ned for hende, afslørede at tiderne ikke var blevet nemmere. Ikke hun kunne fornemme i hvert fald. Hvorfor var nogen så modbydelige mod et væsen der virkede så rart. Virkede til ikke at ønske verden eller nogen omkring sig ondt. Hun rynkede let brynende sammen, som hun kiggede på ham, bekymret stadig.

Hovedet gled ganske let på skrå ved hans ord, som hun fortsat kiggede på ham. Hun blinkede et par gange, en let forvirring i hendes træk. Ikke over at han undskyldte, men fordi hun kom i tanke om at hun ikke vidste hvorfor. "Hvorfor angreb du? Hvad gjorde jeg forkert?" hendes stemme var lille, man kunne høre at hun stadig regnede med at skylden var hendes. At hun faktisk havde skyldfølelse over at han havde reageret som han havde. Det havde jo aldrig været hendes mening at gøre noget ondt imod ham.

Hun kiggede på ham med et blik, der gjorde ham utilpas. Zofrost skævede kun kort mod hende med mellemrum, stadig utilpas ved at se direkte på nogen i længere tid af gangen. Hvorfor så hun sådan på ham? Det var ubehageligt, som om... nej, han kunne ikke finde ud af det og forvirringen over hende fortsatte. Hun var... sød ved ham. På en helt anden måde end han havde prøvet før. Ikke at folk normalt var søde ved ham, han var en køter, en man kunne kommandere rundt med og slå på som man ville, også selvom man ikke var hans herre. Og det kunne kan ikke finde ud af, han forstod det ikke rigtigt. Der var forskel mellem venlighed og... det der.

Hendes stemme og hendes spørgsmål fik ham til at flytte lidt på sig. Hvad hun havde gjort galt? Hun havde ikke gjort noget galt, han havde bare måtte forhindre hende i at blive set af Samael. Lidt uroligt rakte han op og skubbede håret i den ene side om bag øret.
"De havde ikke gjort noget." Han vidste ikke helt, hvor meget han skulle sige, men endte med at vælge at give hende hele forklaringen. På en eller anden måde følte han, at hun... fortjente det? At han skyldte hende det.
"Jeg... min Herre måtte ikke se Dem, han ville bare... han var ikke nogen rar mand." Det var egentligt så præcist som han kunne formulere det. "Jeg er ked af, at jeg gjorde det sådan, men jeg vidste ikke lige, hvordan jeg skulle... forklare det." Han havde stadig været præget af hovedpinen og samtidigt været overvældet af angst og tunge følelser, fordi han vidste, hvad der ventede ham, når han først fandt Samael igen. Mindet fik ham til at køre håndfladerne ned af hans lår en enkelt gang.

Han havde sagt meget og det overraskede ham lidt. Normalt kunne der gå dage uden at han sagde et ord, medmindre det var tvunget. Ikke fordi at han ikke ville, men fordi at der bare ikke var nogen at snakke med. Han havde ikke ligefrem nogen venner, bare sin Herre. Det var heller ikke fordi, at han savnede sådan nogle, hvordan kunne man savne noget, man aldrig havde haft? Hans blik flakkede stadig lidt fra hendes ansigt, til jorden i mellem dem og tilbage igen. Han havde ingen anelse om, hvordan han skulle håndtere hende. Noget af ham sagde, at han skulle lade hende være og skynde sig væk, hun var blot en fare for ham. Men samtidigt huskede han hendes gerninger i ørkenen og hendes blik fyldt med venlige følelser. Han undlod at tænke på den seneste berøring, den forvirrede ham bare mere end han kunne holde til.

Ella kiggede en smule forvirret på ham. Havde hun ikke? jamen hvad havde grunden så være? Zofrost lignede en der var meget utilpas med hele situationen generelt. Hendes tilstedeværelse, at hun kiggede på ham, og især samtaleemnet så ud til at gøre ham utilpas. Ella bed sig i underlæben, og var et øjeblik i tvivl om hvorvidt hun skulle flytte sig. Hun synes ikke det var rart at han var så utilpas på grund af hendes nærvær. Men Zofrost forklarede videre.
Ella lagde hovedet på skrå til den anden side og nikkede ganske langsomt, for at indikere at hun forstod - selvom hun stadig var forvirret.

"Det giver mening" hun vidste jo godt at han havde en ejer. I forhold til at han havde sagt at han ikke kunne sælges videre da de var i fangekælderen. Eller hvad man nu skulle kalde det hul de blev stoppet ned i. Hun kiggede lidt ned på jorden, med rynkede bryn, som at hun tænkte.
Langsomt løftede hun sine blå øjne igen til ham, stadig bekymret. Især for ham. "Var? Er du fri nu?" spurgte hun, en smule opløftet og med et smil på læben. Det var svært at turde håbe på det, men det lød som om at herren var datid.

Ella kunne mærke hans ubehag, og måden hun mest havde lyst til at forsøge at få det væk, var gennem trøst. Røre hans arm, eller hånd, lår et eller andet. Vise at hun var der. Men hun huskede hans reaktion. At han ikke så ud til at forstå det - måske ikke engang brød sig om det. Så hun gjorde det ikke. Lod sine hænder blive liggende i sit skød, afventende.

Hun så så bekymret ud, som om hans velbefindende betød noget for hende og det forvirrede ham. Alting forvirrede ham og han kunne mærke, at han allerede var ved at blive træt i hovedet. Men så snart han var revet ud af sit vante miljø, skulle der heller ikke så meget til. Han undgik stadig at få øjenkontakt med hende, men skævede ogfte til hendes ansigt i et forsøg på at læse hende. Selvom hun virkede venlig, forventede han i og for sig stadig, at hun pludseligt vendte rundt og ville ham ondt. Sådan var det altid. Forestillet venlighed til de fik, hvad de ville have. Eller ikke fik. Og så gik det ud over ham. 
Trods den tanke, var det nu ikke sådan, at han havde det nu. Hun virkede oprigtig. Og det var måske næsten endnu værre.

Han svarede ikke på, at hun syntes, at det hav mening. Han vidste ikke, hvad han skulle svare. Men han var glad for, at hun forstod. Eller, måske forstod, han var ikke helt sikker, men han forsøgte ikke at forklare mere. Ville hun havde noget uddybet, måtte hun selv spørge og så ville han prøve at forklare bedre.
Men i stedet spurgte hun ham, om han var fri. Glad. Det fik ham til at sænke blikket og se ned på sine hænder, der havde samlet sig foran ham og pille lidt ved fingrene.
"Nej. Jeg blev købt. Jeg bor på et skib nu." Ja, han var blevet købt. Og derefter havde han fået sin hævn over Samael ved at flå ham i stykker. Smage hans blod. Noget der stadig sendte et stik af tilfredsstillelse igennem ham. Det var kun anden gang, at det var sket, at han havde fået lov til at slå en gammel herre ihjel og det havde været lige fantastisk begge gange.

Selvom man måske skulle tro, at Zofrost var en ganske uskyldig ung mand med et uretfærdigt liv, havde han også en anden side. Volden var ikke uvelkommen, blod og smerte var lige så stor en del af ham, som den usikre unge mand, hun sad overfor nu. Han var splittet mellem at kunne lide at slå ihjel og moralsk at vide, at det var forkert. Men normalt havde han ikke noget valg, så det betød ikke så meget, hvad han tænkte og syntes og følte.
Hendes spørgsmål fik hans ansigt til at blive dødt. Fri. Han ville aldrig blive fri. Han ville altid være slave, altid have en ejer. Han var blevet skat til det. Ville ikke eksistere, hvis det ikke var af den grund, at han skulle tjene. Var det ikke for den indre ild, der brændte et sted langt inde, ville han have ladet sig selv dø for mange år siden. For hans fremtid var lige så forfærdelig som hans fortid. Og han så ikke ud til at ældes. En evighed som slave. Det var hans liv.
"Jeg bliver aldrig fri." Det sidste hviskede han nærmest for sig selv. Bare for at minde sig selv om det.

Hun kunne ikke lade være med at se bekymret på ham. Hun var bekymret. Og især ked af det på hans vejne over det liv han måtte have. Ella vidste faktisk ikke hvordan hun skulle reagere. Hun havde sådan en lyst til at trøste ham, til at give ham varme og venlighed. Noget han ikke så ud til at modtage. Ikke med den forvirring der lyste igennem på ham. At han undgik øjenkontakt, nærmest skabende afstand til hende på den måde. Det var underligt.

Glæden over at han måske var fri nu falmede. Selvfølgelig var han ikke kommet fri. Det havde nok været for godt til at være sandt. Og alligevel håbede Ella stadig. Håbede at det blev muligt engang - for alle fortjente at være frie. Ingen skulle være slaver! det var forkert.
Hans lette hvisken fik hendes krop til at falde en smule sammen, opgivende på hans vejne. "Det må du ikke sige" svarede hun tilbage med en svag hvisken. Det gjorde ondt.

Det var underligt i menneskeform. Det faldte hende ikke nær så naturligt at gøre det på denne måde, men hun ville ikke lave sig om til sin dyreskikkelse nu. Den form hun klarede sig bedst i. Hun måtte vise det her i stedet. Og det kunne hun også. Ella lænede sig fremad, og selvom hun vidste han havde fjernet sig fra berøring, var det hvad hun kendte til. Hvad hun vidste. Den eneste måde hun kunne vise det.
Ella lagde armene omkring ham og hvilede sit ansigt mod hans skulder. Det var ikke et hårdt kram, men hun holdte stadig fast, nærmest tvingende ham til at føle hun var der. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre!

Zofrost vidste ikke, hvad han skulle svare, da hun sagde, at han ikke måtte sige sådan. Det var sandt. Hvordan kunne han nogensinde være fri, når han var bundet af magi? Efter hans viden, kunne han ikke andet end at være bundet. Han kunne ikke være fri af magien, ikke ikke have en herre. Han måtte have en herre. Hans hænder knyttedes, men inden han kunne nå at tænke videre, kom hun pludseligt nærmere og inden han nåede at reagere, lagde hun sine arme om ham og trak ham ind mod sig, mens hun hvilede sin pande mod hans skulder. 

Han stivnede.

Alle hans muskler spændte hårdt op, hans øjne blev store og han stoppede næsten med at trække vejret, samtidigt med at hans hjerte satte farten op. Hun rørte ved ham. Holdt fast i ham. På den ene side vidste han godt, hvad et kram var, han havde set andre give dem, familier, elskende, venner, men han fik dem aldrig selv. Jo, når... men det ville han ikke tænke på. Omfavnelser på en god måde var ikke en del af hans liv. Og her sad han nu med en fremmed pige, der havde lagt armene om ham. En kort følelse af... afmagt ramte ham, for det var lige hvad han ubevidst skreg efter. Trøst og varme. Men inden han nåede at gribe fat i den følelse og bygge videre på den, væltede alt andet ind over ham. Panik, angst, vrede, frygt, had... alle de negative følelser, der var blevet banket ind i ham hele hans liv.

Han sad som stivnet i et øjeblik, men som følelserne væltede ind over ham, begyndte han panisk at slås for at komme fri. Han slog hende ikke, forsøgte ikke at skade hende, men han skubbede hårdt til hende, trak sig fri af hendes greb og skubbede sig baglæns væk fra hende, mens frygten og forvirringen var tydelig at se i hans ansigt og øjne. Hvorfor gjorde hun det?! Hvorfor rørte hun ved ham, forsøgte at holde ham fast?! Han ville snerre, men det blev mest bare til blottede tænder, der mere var i skræk end i vrede. Han måtte væk. Ikke bare fordi, hans hjerne ikke kunne kapere mere, men han var også bange for ikke at kunne kontrollere sig selv og komme til at skade hende. Så han kom klodset på benene og begyndte at løbe. Efter de første par skridt skiftede han skikkelse og satte farten op. Men det varede ikke længe, inden hans skridt stoppede og han stoppede op, vendte sig om og så tilbage på hende. Han var bare så forvirret, han følte næsten for at græde. Hvad havde hun lige gjort ved ham?

Hun prøvede virkelig. Gennem alt i sin krop prøvede hun at forklare ham at der ikke var noget at være bange for, at hun var der for at hjælpe ham. Håbende på at stivheden i kroppen ville aftage når det gik op for ham, men det kom aldrig. Forskrækket over hans reaktion skiftede hun form helt automatisk. Sad som den lille kattelignende skikkelse på jorden, med ørene langt ned over hovedet og store øjne. Hun ville ikke gøre mere smerte, og det pinte hende at hun ikke kunne hjælpe ham. At ligemeget hvad hun gjorde, blev han bange, forskrækket eller panisk.

Ellas store sorte øjne fulgte ham, som han kom op at stå, tydeligt påvirket af det hele, på den klodsede måde det foregik, og stak af. Modet sank i hjertet på hende, men hun løb ikke efter ham. Hun blev stående, med ørene hængende trist ned. De løftede sig kun ganske svagt som han stoppede op i sin tilbagevendende skikkelse. Han var nået et langt stykke væk, men hun kunne stadig se ham, se at han stoppede op. Hun tog et par enkelte skridt fremefter og satte sig derefter ned.

Hun tvivlede på at han ville komme tilbage imod hende, selvom hun vitterligt intet ondt ønskede at gøre ham. Tværtimod. Men hvordan skulle hun forklare det? Hun var ikke sikker på at han ville forstå hende, selv hvis hun forklarede det med ord. Ord der ikke faldte hende nær så naturligt som at bevæge sig i den tavse dyreskikkelse der udvidste alt gennem udtryk og berøring. Men for nu ventede hun. Så hvad han gjorde, selvom hun nok allerede vidste det.

Hans hjerte bankede og hans brystkasse bevægede sig hårdt op og ned, som havde han løbet hårdt og hurtigt. Hele hans krop var i panik over at være i favnen på en anden, den indelukkede følelse, der alligevel var blandet op med en uvant følelse af tryghed. Varme. Han var så forvirret, ingen af hans tanker hang sammen og han var på en eller anden måde vanvittigt træt under adrenalinen. Og trangen til at græde hang ved. Hvorfor havde hun gjort det ved ham? Hvorfor… hvad havde hun gjort ved ham?! Hans blå øjne hvilede på den hvide skikkelse og noget i ham skreg efter at gå tilbage, sige undskyld og lægge sig ved siden af hende. Bare… være der. En følelse han ikke kendte til. Og måske var det derfor, at han langsomt vendte rundt og begyndte at løbe hjemad. Han forstod ikke det, hun fik ham til at føle og det skræmte ham næsten mere end noget andet.

Han kom halvvejs tilbage til piratbyen, inden hans ben nægtede at bære ham mere og han fandt et sted, han kunne gemme sig. Han skiftede skikkelse til menneske, krøllede sig sammen i fosterstilling og begyndte at ryste, mens han dæmpet hyperventilerede. Alting var så rodet, tanker og følelser uden mening og han havde brug for at få det ud på en eller anden måde. Græde gjorde han sjældent, ikke sådan rigtigt, så han tørrede kun et par enkelte vildfarne tårer væk, mens han fokuserede på sin krop og desperat forsøgte at få hold på sig selv igen.

De to sjæle, han var blevet skabt af, var meget forskellige og selvom de var blevet flået i småstykker og bygget sammen til en ny, var der stadig tydelige brudstykker fra deres hele stadie. Dæmonen var den lydige, den der fulgte en ordre, samtidigt med, at den ville se blod og ødelægge ting. Mennesket var den, der kæmpede i mod og ønskede frihed, men samtidigt også den, der stadig havde et behov for varme følelser og medfølelse.
Tyve år uden kærlighed ville ødelægge alle, men dæmonen havde båret den del på sine skuldre, mens mennesket havde lidt i stilhed under overfladen. Det ene kram havde åbnet lidt op for mennesket i ham og det var nu derfor at han lå der og ubevidst forsøgte at lukke den del inde igen. Zofrost vidste ikke, hvordan han var skabt og han vidste heller ikke, at det var unormalt at føle sig som delt i to, men han vidste, at fik han ikke styr på sig selv, ville han komme til at lide endnu mere. Han ville ikke føle noget. Ikke mærke. Han ville bare være død indeni, så alting ikke gjorde så ondt.

Og langsomt faldt han til ro, og efter en halv times tid var han klar til at løbe tilbage til Balthazar. Ella skubbet bagerst i sit sind, krammet forsøgt ignoreret. Selvom han ville huske, når han lå i mørket i bunden af skibet og ikke kunne sove. Huske og stirre tomt ud i luften.