Dagen spillede på sine sidste takter som solen langsomt gemte sig bag horisonten for blot at vende tilbage dagen efter. Men på en aften som denne løb Demiel frit rundt. Han havde ikke fået en opgave i noget tid, hvilket for nogen ville være en forfærdelig ting. Ingen opgave betød ingen penge, men ej fungerede det sådan for knægten Demiel. Ingen opgave betød tid til at være sig selv og bare tage vare på ingen andre. Så det ville han gøre.
Han havde derfor rejst til det mest sydlige af Amazonitskovene, Dunkelskoven. Her vidste han godt at mørke kræfter herskede endnu men frygt var der intet tilovers for i hans hjerte. Han ville hertil for at søge besvær. Han ville teste sig selv og se om han ville kunne overleve her, for trods han allerede havde vandret gennem sne- og sandstorme, paseret Rubiniens ørken og krydset over det nordligste Krystalbjerge var han stadig ikke sikker på at han ville kunne klare sig i verden. Så nu gik testen ind i Dunkelskoven hvor hver plante og dyr virkede til at bare hade liv. Hvor veludseende bær kunne være giftige og fugle kunne være lige så lette til at flyve væk i frygt for dig som at prøve på at hakke ens øjne ud. Et paradis på jorden for Demiel.

Han var iført sin sorte kutte uden ærmer som gik ham til kort over anklerne. Han havde ingen sko på og en hætte var der hellere ikke på kutten. Men dens tykke uld varmede Demiels lille barne krop og havde også flere gange været skyld i hans overlevelse. Så derfor var han begynd næsten altid at gå i den. Og som han gik ned med strømmen af Den Røde Flod var den passende, for kort havde han været ude og bade og nu varmede den godt hans krop selvom det våde hår stadig dryppede en smule ned i hans ansigt.
Stilheden var en fryd og betød meget for Demiel, så da han lyttede og pludseligt kunne mærke en anden tankestrøm end Azhuba og hans, så vende hans læber sig i en sur minde og han var ikke tilfreds. Hvilken idiot ville dog være taget hertil og vovede at ødelægge hans fantastiske stilhed!?

Demiel prøvede ikke at lytte til tankerne og lod Azhuba holde dem fra ham som han selv fulgte i deres krop med strømmen ved Den Røde Flod. Og han ville da også finde skyldneren snarer end forventet. Bag et træ kunne han se en eller anden høj fyr med skulderlængde sort udseende år. Hans ryg var godt nok vendt til knægten der var Demiel og Demiel kunne kun se hans sorte jakke og allerede det bragte en underlig utilfredshed til hans sind.
"Hvem er du og hvorfor skal du tænke så højlydt!?" råbte Demiel og prøvede at virke autoritær i tonen, men med hans stadig lyse stemme og lave statur var det svært at være. Demiel satte sin hænder knyttet i siderne af hans hofte, men blev i samme øjeblik advaret af hans bror inde i hans hoved med ordene "Demiel, der er kun en her. Men jeg kan høre to." og med advarslen givet til ham så han surt til på manden. "Og hvem er det der ellers er her? Har du bragt en eller anden mere hertil?" spurgte han så uddybende. Demiel vidste ikke om han var kommet med vilje for at forstyrre ham, for han havde bedt lauget om at holde sig væk en måneds tid, men måske kunne det være de havde sendt nogen alligevel for at hente ham hjem. Men hvem var den anden person? Og hvem var de overhovedet!?

Ryse reagerede ikke rigtigt på Demiels udråb, men derimod kiggede han blot op i himlen, undrede sig over hvordan noget kunne virke så genkendeligt, og alligevel så... så ugenkendeligt. Som om han havde været her masser af gange, men alligevel aldrig havde været her før, og det havde han ikke, eller, i hvert fald ikke i dette liv.

Han vendte sit hoved lidt til siden og kiggede på Demiel med sit ene flammende orange øje. ''Og du er?'', Ryse så tydeligt træt ud, træt ud som om han havde gjort det her en million gange, og måske havde han også gjort det.

Skadi havde virkelig aldrig set sådan en flod som denne. Rød af blod. Den var tiltrækkende. Blodet virkede... Rart at se på. For en nordkvinde, hvis hele liv havde handlet om at slås for at være god nok var blod en normal ting. Efter at have haft arbejde i nærheden var hun sådan set på vej væk for at finde en god lejrplads, men i stedet havde hun så fundet denne flod og kunne faktisk ikke holde sig fra, at gå ned til den for at dyppe hele hånden derned. Det føltes lidt som blod, så hun kiggede bare forvirret på det, før hun langsomt trak sin nu blodige hånd til sig. Den var dækket af blod og hun gjorde intet for at fjerne det, da hun rejste sig fra sin stilling på hug og gik videre. Hun kunne høre en drengs råb i det fjerne og satte sit tempo op, til hun kunne se to skikkelser. En mand og en dreng. Hvad end de havde gang i, så var hun egentlig ikke som sådan interesseret til at starte med, ikke før hun så at drengen så spinkel og lille ud. Han burde nok ikke være her i Dunkelskoven.

Den anden mand så sjov ud i sin lange frakke med guldkanten og det meget mørkerøde hår. Hvorfor i alverden var folk klædt på så varmt et sted som dette? Her var jo skide varmt i forvejen!
Selv var Skadi klædt i det sædvanlige krigertøj og havde faktisk både en taske og sit store rundskjold over venstre skulder, og da hun så disse ting ved de to folk, vendte hun sig mod dem med et hævet øjenbryn. "Hvad laver en lille knægt som dig her?" hun pegede på den lille dreng, ligeglad med hvor uhøfligt det så end var. "I kender måske til det her sted? Kan én af jer fortælle hvorfor her er en flod fuld af blod?"

Hvem var de her folk? Manden stod der og så bare ud over floden og virkede generelt bare lidt som en narhat der ikke ville svare Demiel, men som Demiel overvejede hvorfor han ikke bare spurgte gik det op for ham hvor uhøflig og larmende han havde været. Men så kom kvinden også. Hvem var hun nu!? Hun lignede en eller anden nordbo der var faret vild i syden. Uanset hvad så var Demiel forvirret over hvorfor de var her og havde kun et ton ubesvarede spørgsmål som han bare gerne ville råbe i hovedet på dem, men Azhuba skyndte sig inden Demiels temperament kogte over "Demiel... Rolig nu. Tag det et skridt af gangen, ellers kan du lige så godt give mig kroppen din svækling.".

Demiel åndede lettet ud over Azhubas ord. Og lod så hans arme trække sig ind i selve kutten og derved blev bare en kutte, et par bare barnefødder og hans hoved, med intense blå øjne. "Øøøøhh, undskyld. Det var uhøfligt af mig at råbe." Demiel bukkede kort og smilede så til kvinden som virkede mere flink end manden med jakken. "Jeg er prøver at teste mine styrker ved at leve alene her en måned. Så jeg kender vist også stedet rimelig godt efterhånden." han så mod floden og trak så den ene arm ud af kutten med en pegende finger mod vandet. "Og Frøken Nord, jeg tror ikke det er blod." hånden trak han tilbage ind under kutten og prøvede så at se mod manden igen. Undren var skrevet over Demiels ansigt som han undrede sig over hvem han måtte være. Hans øjne så så intense og nærmest flammende ud. Hvem var han?

Ryse kiggede over mod den ny ankommende kvinde med et mistroisk blik. Han vendte sig mod hende, og i sammebevægelse dukkede der lige pludslig et kulsort sværd op i hans hånd, hån pegede den mod Skadi. I hans venstre hånd dukked der en kulsort armbrøst op. Hvem er du og hvad laver du her? , sagde Ryse. Det var tydeligt at se i Ryse ansigt at han ikke mente noget ond, men at han blot ønskede at sikre sig at der ikke var fare på færde. Hans blik flakkede ned mod den lille dreng, et bekymret blik. ''Hvad laver sådan et lille barn dog her? Og har hun tænkt sig at skade ham?. Ryse stod afventende og så på Skaldi.

Skadi forventede ikke barnets svar. Hun hævede igen et øjenbryn. Hvorfor i alverden troede han at det ikke var blod? Et skævt smil dukkede op da han kaldte hende Frøken Nord. Hun forstod sig virkelig ikke på sydlændingernes høflige fraser, i norden ville hun bare have heddet sit navn. Eller nogle af de andre kaldenavne hun havde fået gennem årene. Hun skulle lige til at sige sit navn til drengen da manden fik en meget mistroisk tone over sine ord, der var rettet mod hende. Hun brød sig ikke om den tone. Her stod hun, ganske stille og roligt og så havde han nerverne til at stå og pege på hende med et sværd? Ganske vidst ét som han havde fået frem fra den tynde luft, og det samme med armbrøsten, men hun fandt sig stadig ikke i det. Han skulle ikke tro, at han bare sådan kunne kommandere og herse rundt med hverken drengen eller hende.

Hun stillede langsomt tasken med skjoldet fra sig. Hendes ansigtsudtryk var barskt og hårdt, og der var intet tegn på frygt i hendes øjne, der kiggede på manden som hun lagde armene over kors. "Jeg skulle til at sige mit navn, fremmede, og så afbrød du mig," fortalte hun roligt men med en undertone der noget bestemt sagde at hun ikke havde tålmodigheden til dette.
"Så hvad med at du stopper med at vifte det sværd rundt i mit ansigt.. Mit navn er Skadi, og hvad jeg laver her er min sag. Det er var et frit sted, sidst jeg kiggede, hm?" hun kiggede afventende på ham, skævede kort mod drengen og håbede faktisk lidt på, at han ville blive ude af det her. Der var ingen grund til at et lille barn kom til skade.

Demiel så forvirret til som manden trak, fra hvad der så ud til at være den blå luft, et sort langsværd og en armbryst. Demiel analyserede hvad der måtte være sket og nåede frem til at manden selv måtte have fremstillet dem af magi, og mens kunne han høre hvordan Azhuba begynde at finde en vej ud af situationen. Begge ville gerne træde ind i kampen for at der bare skulle ske noget. Men hvis både Demiel og Azhuba kunne undgå en kamp, så ville det nok være bedst for deres image.
Roligt bevægede Demiel sig en smule væk fra manden. Hvis en kamp skulle opstå måtte han hellere nøjes med at være en tilskuer og ikke en deltager, for i direkte kamp var chancen for at vinde ville være alt for lille.

"Undskyld. Er det her min skyld?" spurgte Demiel så mens han lille underlæbe blev større og hans mundviger vende sig ned ad. Han kunne let se ud som om det her gik ham på og sådan så det også ud. Han lignede en knægt på grænsen til at tude. For hvilket barn ville dog nogensinde ønske at to voksne skulle kæmpe foran sig på den her måde.
"Det her er præcis ligesom mor og far..." sagde han med sorg i stemmen. Han måtte prøve at stoppe kampen med alle løgne han kunne hive ud af ærmet, for uanset hvad, så med en mand der havde magi i sig ville kampen kunne risikere at skade Demiel og det ønskede knægten skam ikke skulle ske. Så selvom han inderligt hadede både sin hore af en mor og sin falskner af sin far, så var løgnen let at spinde for en så trænet i det som ham.

Ryse skænkede sit sværd, stadigvæk mistroisk overfor denne fremmede kvinde, men ligesom hende ønskede han ikke at skade barnet. Armbrøsten i hans anden hånd forsvandt, han kiggede hende i øjnene, inde bag hans øjne var der et hav af flammer. Disse flammer som dengang for så mange liv siden slikkede sig op ad ham. Men som nu slikker sig op af hans sind, en konstant påmindelse om dengang. 

''Jeg hedder Ryse, og hvad en kvinde som dig laver et sted som det her forstår jeg ikke. Jeg skal bare sikre mig at du ikke har tænkt dig at angribe hverken mig eller dette barn''. Han pegede over mod Demiel. Ryse havde aldrig mødt Demiel før, men han nægtede stadigvæk at lade nogen gøre ham noget. Demiel var jo ikke andet end et lille barn, hvilket minede Ryse om. Hvad laver sådan et lille uskyldigt barn dog et sted som det her. Han kiggede mistroisk på Demiel, overvejede de forskellige muligheder for grunden. Så begyndte Demiel at snakke, om hvorvidt det her var hans skyld, og at det var ligesom hans egne forældre. Nej, der er ikke noget mærkeligt ved ham, han er bare et lille barn der er faret vild, tænkte Ryse.

''Nej, det her har ikke noget med dig at gøre. Og når det her er overstået så skal jeg nok tage dig tilbage til dit hjem. Har du lyst til at prøve at flyve?'' Den sidste kommentar var meget tydeligt Ryses forfærdelige forsøg på at snakke til et barn som man burde, hvilket han ingen anelse havde om hvordan man gjorde.

Han kiggede igen på Skadi, mistroisk, afventende på at han ville sige eller gøre et eller andet der kunne bevise over for ham at hun ikke ønskede at gøre dem noget ondt, hvilket han ikke i øjeblikket tænkte hun gjorde. Men man ved jo aldrig.

Et skævt smil dukkede op på Skadis ansigt ved Ryse's kommentar. Skade et barn? Aldrig i livet. Hun skævede mod drengen og rystede langsomt på hovedet da hun så hans grimasse. Hun havde aldrig været god med børn, hun var ikke som sin mor overhovedet og hun vidste godt, at hvis hun nogensinde skulle få et barn selv, så ville det aldrig gå godt, men det var ikke fordi hun havde tænkt sig at gøre et barn ondt. Børn var uskyldige og skulle forblive det så længe så muligt, i modsætning til hvordan hun selv var vokset op. Hun rystede på hovedet igen da barnet spurgte om det var hans skyld. "Jeg angriber kun hvis jeg bliver provokeret nok.. Og nej, jeg er ikke provokeret lige nu," forklarede hun for Ryse, før hun valgte at sætte sig oven på sin oppakning, et tavs tegn på fred. Hun hadede at skulle tale sig ud af en situation og foretrak til en enhver tid øksen frem for tungen, men i det her tilfælde var selv Skadi klar over, at vold ikke ville løse en skid.

"Det er ikke din skyld, knægt. Det er ikke nogens skyld," det var meget simple ord der for det meste fandt sin vej fra Skadi's sind og ud til verden, men det passede for hende. Hun så hverken sig selv eller nogle af de to andre som værende skyldige i noget som helst. Idet Ryse spurgte om drengen havde lyst til at flyve, skævede Skadi forvirret imod ham. "Hva'? Flyve? Kan du flyve eller hvad?"

Afsluttet / Inaktivt