Hovedstaden var faldet af på den, på det seneste. Byens undergrund var sultet ind til mindre grupper, og der var langt fra den sammenspil som før i tiden. Pesten, kaos og tørke havde sorteret ud i de svagere rækker, og kun efterladt de rigere af byens kriminelle intakte. Desværre betød det også, at alt det beskidte arbejde, der førhen blev begået af den lusede undermåler, nu skulle udføres selv - for undermåleren overlevede ikke disse tider.
Oven i det, var der ikke meget at stjæle - og folk var for fattige til at købe. En mørk og dyster tid, måtte man sige. Men også en tid hvor byens rigeste var desperate. Desperate for at købe det som de manglede, men ikke kunne modtage på ærlig vis. Forbudte besværgelser, fortryllelser og andre talismaner og krystaller af diverse arter. Hvad en naiv man ikke ville tømme sin pengepung for at få.

Det morede den muskuløse mand der gik igennem gaderne, hvor der foregik lidt lurvet, men stadig kun lige på kanten af loven, handel af diversearter. Han smilede et tandsmil og et let fnys forlod ham, ved synet af en adelsmand der forsøgte at skjule sig i gamle klude, men stadig ikke faldte ind i mængden, med sit rene hår og hud. Tåber hele bundtet.
Logan selv havde ingen forretninger at lave over jorden. Hans kurs var en hel anden, forbi diverse tiggere der på mirakuløst var overlevet, eller var blevet degraderet ned til dette felt af livet. Bevares, det var da en trist vending, men vitterligt ikke hans ansvar at tage sig af. Beslutsomt drejede han om hjørnet, fandt kloakens stinkende indgang, og bevægede sig ned.

Som altid blev man mødt af mørke og stilhed - kun afbrudt af den lette dryppen af vand et sted i nærheden fra et af de gamle ruiner som hærgede dette sted. Nej, det var ikke lagt nemt tilgængeligt for krigere og byvagter at finde - med god grund. Her var der altid gang i den, og med en solid vandring der mere eller mindre svarede til halvdelen af byens længde, kunne han høre tonen. Høre råbene, utilfredsheden, latteren og alle andre lyde, der nemt kunne associaseres med et kro blandet med et bordel. Bortset fra den evige utilfredshed med priser og andre handelsaftaler. Man skulle ikke tro så meget liv var at finde i denne aflukkede verden uden lys. Men her var den, og den stinkende lugt af utøj var ikke nok til at skræmme den lurvede Logan væk. Nej, han styrrede bevidst mod smedjens hjørne, hvor der stod nogle mænd og var mere eller mindre i krig med hinanden over et stykke værktøj - at de gad.

Mørket havde sænket sig over landet, og vinteren var rigtig kommet. Det var koldt, og en dystert stemning havde sænket sig på overfladen. Dem der kun lige havde overlevet tørkenen mærkede nu mørket endnu hårdere. Der var dødsfald på stribe, som der næsten havde været hele året, og alligevel... alligevel trivides undergrunden i det bedste velgående. Der var måske tyndet lidt ud i menneskemængden, men flere adelige var kommet herned. Alle de finere lag kunne pludselig ikke klare sig uden de kriminelle, og det gjorde Mak'gora ganske tilfreds. Mindre sandsynlighed for en ransagning hernede.

Dagen i dag havde egentlig også startet ganske godt. Der var ingen uhøflige minotaurere der ville have mere for deres ting, end de var værd, og ingen der snerrede af hende, fordi at hun var en ork. Så en ganske god dag. Lige indtil et par røvhøjede idioter kom hen til hende, og spurte om smeden. Og da de først nægtede at tro på hende, og derefter begyndte at gøre grin med hende, kunne hun mærke vreden koge i sig. Da de så begyndte en interne diskussion om det værktøj der skulle bruges til at lave de bedse våben, der kogte det bare over. For ikke nok med at det var en meget livlig diskussion - nok nærmere et skænderi - så smed de også lede kommentare mod hende. Åbenbart var orkere for dumme til at kunne være smede, og især kvindelige orkere. De var jo bare decideret uduelig.
Mak'gora var ikke ligefrem kendt for at have et godt temperament. Nok tvært imod. De fleste vidste at de ikke skulle prøve at pisse den store ork kvinde af.

"Nu knytter i kraftedeme sylten!" brølede hun nærmest og fat i kraven på den nærmeste mand. "I forbandede idioter kender intet til smedekunsten! Og hvis I tror I kan blive betjent med den attitude, så har jeg noget at sige til jer," Mak'goras ansigt var utrolig tæt på manden, som alligevel var på hendes højde og samme muskulatur, men alligevel så han så meget mindre ud end hun gjorde. "MÅ JERES RØVE KLØ OG JERES ARME VÆRE FOR KORTE TIL AT NÅ!," brølede hun ind i den stakkels mands hoved. Det kunne godt være at alt hun sagde ikke gav mening i den kontekst hun proppede det, men hun fik normalt pointen igennem.

Hvis der var nogen man ikke skulle gøre sur, så var det Mak'gora. Logan havde efterhånden kendt til hende og hendes smedje i en god årrække - selvom han efterhånden sjældent var forbi hovedstaden. Det var vidst ved at være en god håndfuld år siden. Ikke at Mak'gora havde forandret sig det fjerneste fra hvordan han huskede hende.
Med et gavtyvesmil på læben, stoppede han op, for at betragte hvordna hendes temperament kogte mere og mere over vandet, indtil indblandingen ramte så hårdt og brutalt at hun ville gøre andre orker til skamme. Mændenes reaktion, specielt ham som ikke blev indfanget, var fenominal! Manden bakkede forskrækket og stod måbende for en god tid og så ud til at være overrasket over at orken han så fint havde omtalt på de mest modbydelige måder, kunne finde på at tage sagen i egne hænder.

Logan mærkede sin egen rug stemme komme frem, i en brummende latter, som han bevægede sig tættere på. Oh, han elskede en opvisning. Manden nikkede fribrilsk, og kæmpede for at få lov til at komme fri. Den anden mand havde for længst stukket halen mellem benene og drønet væk i mængden. "Godmorgen, min kære. Er folkene ekseptionelts modbydelige i dag?" Det var dumt at sætte sig på tværs at hende, og Logan beundrede hende skam for det. Han klappede hende venskabeligt på skulderen, for at tilegne sig opmærksomheden, fremfor at den blev spildt på en undermåler der ikke værdsatte smedens kunst og færdigheder.

Mak'gora kunne virkelig gøre andre orker til skamme med hendes temperament. Hun havde ganske vidst vokset op blandt mennesker, men det havde ikke fået orkblodet i hende årer til at løbe tyndere. Det var nærmere bare blevet værre ved at få blandet det med det menneskelige sprog og fagter. Muligvis en lidt dårlig kombination, men det fik da tingene til at løbe rundt, og de fleste hvde fundet ud af at de ikke kunne løbe om hjørner med orken, for hvis de gjorde, så skulle hun nok finde ud af det, og så fik man med hende at bestille!

"Din lille, usle, mod-" mere fik hun ikke sagt før hun hørte en velkendt stemme. En stemme hun godt nok ikke havdt hørt meget på det seneste, men det kunne godt være at hendes hukommelse ikke var den bedste, men hun kunne da huske sine venner. Nok også fordi at hun ikke havde så mange af dem.
Hendes hoved drejede hurtigt rundt, og et stort smil spredte sig på hendes læber. "Logan!" udbrød hun glædeligt, og så næsten ud som om at hun havde glemt den rystende mand i hendes hånd. Altså lige indtil at hendes sure ansigt kom med manden igen. "Jeg lader dig gå denne her gang, men hvis du kommer igen..." hun lød truslen hænge lidt før hun praktisk talt bare smed ham væk fra smedjen. SÅ kunne han jo løbe alt hvad han ville væk.

"Du ved hvordan de er. De dømme en ork ud fra hendes udseende, og så får de hvad de fortjener. Hvad laver du så her, din gamle charmetrold," spurgte hun og klappede ham glædeligt på skulderen. Måske en smule hårdere end man normalt ville lave sådan et klap, men Mak'gora var heller ikke ligefrem kendt for sine god manere... hun var overraskende nok ret dårlig til det med at være social med andre. Ikke fordi at hun ikke ville, det fungerede bare ikke for det meste.

En del af Logan ønskede faktisk at lade Mak'gora fortsætte sit rasseri mod mændende. Deres fordomme kunne koste dem dyrt, men det så ud til at han havde reddet skinnet på mandens bagdel denne dag. Indtil næste gang han fandt lysten til at tale grimt om et andet væsen der ikke fandt sig i denne behandling. Racevanviddet var kun blevet værre efter plagerne var gået amok - omend dæmonerne var den mest foragtede art i øjeblikket. Hvilket han på sin vis godt kunne forstå. Endnu havde han ikke mødt en flink en af den slags - ikke han havde opdaget.

Logan var lige ved at synke i knæ som Mak'goras venlige klap på skulderen nåede ham. Han grinede muntert, men var ganske udemærket klar over at det gjorde en del mere ondt end så mange andre venskabelige klap han havde fået igennem tiden. "Jeg tænkte jeg ville se mig lidt omkring her på miraklernes plads." forklarede han først, stadig med det muntre gavtyvesmil på læben. Oh, hun var nu dejlig bekendtskab, omend andre folk kiggede noget forskrækket på dem og gik i en bue udenom. Rigmænd var nu også så pylrede. "Dertil ved enhver ussel lille laban at den bedste smedje i byen er at finde hos dig, min smukke. Du har aldrig skuffet før" med et glimt i øjnene, og ja, som charmetrolden han var, den flirtende tone han altid havde brugt overfor hende. Det var ikke enhver kvinde der modtog den, men nok heller ikke den mest sjældne klang han kunne ligge for dagen.
"Men sig mig, Mak'gora. Hvordan har livet stået til de sidste år? Kommet godt ud af alt påstyret med især dæmonerne, og hvad der ellers har været på spild den sidste tid?" Det ville være synd hvis hun havde lidt under det, men fordelagtigt kunne han jo se, at hun ikke var omkommet! Det ville være et tab uden lige her i undergrundens baner. Og ja, naturligvis også et personligt tab for Logan selv.

Bare fordi at mændene skind var reddet idag, betød jo ikke at det ville være permanent reddet. Hvis de forsætte denne måde at snakke på om andre racer, ville det jo en dag gå galt, men måske de ville stoppe med at gøre det i nærheden af aggressive orkere. Hvis de gjorde det igen i nærheden af Mak'gora, ville det i hvert fald nok ikke gå så heldigt. Det var jo ikke altid at hun ha vde nogen af sine venner i nærheden der kunne stoppe hende i det her. Nej, ofte var folk for sent på den, selv hvis de prøvede, selvom folk og byvagterne var noget mere opmærksomme på hende oppe på overfladen. Forbandet være dem. 

Et smil, der meget mindede om Logan's eget, spredte sig på Logan. Ja, det var helt klart miraklernes plads. "Du ved da lige hvordan man charmer sig ind på kvinder, var." sagde hun og lo højt. Hun elskede faktisk at få komplimenter, men det betød ikke at man fik rabat i smedjen. Nej, så ville alle jo prøve at komme med komplimenter til smeden, og hun skulle jo også leve af noget.
"Den gamle døde desværre da pesten slog til. Det var inden at der blev handlet med dæmonblodet her i undergrunden, så der var ikke så meget at gøre ved det," indrømmede hun, og umiddelbart så det ikke ud til at hun var trist over tabet, men årerne i undergrunden havde hærdet hende. At miste nogen var en naturlig ting, og selvom hun havde gået og været lidt mere stille i et par dage, så havde hun ikke tid til at dvæle ved det. Nej, livet i den kriminelle bane betød at man ikke kunne se sig tilbage. Man skulle altid kigge fremad!
"Hvad med dig? Det er lang tid siden at du har besøgt mig, jeg var jo ved at være bange for at du havde glemt mig?" et stort smil var på hendes læber, der rigtig viste hele hendes gebis frem.

Logan kunne ikke lade være med at grine og trække lidt på den ene skulder. "Jeg har haft mine gode øjeblikke i hvert fald" det var ikke altid folk fandt hans til tider vulgære personlighed spor charmerende, men der var mange sider af manden. Han havde i hvert fald udvist at være mange ting på en gang. Selvom den humoristiske, sarkastiske og lidt morbide personlighed oftes kom til syne for mængderne.
Logan brummede mens han nikkede og lagde armene over kors. "Nej, det kan man ikke gøre så meget ved." det var da en sørgelig omgang at komme igennem, med at miste sin lærermester før tid. Ikke fordi, det betød jo også visse fordele, men alt i alt, var det sgu ikke sjovt. Logan forstod hende i hvert fald, trods orken havde undladt at vise følelser omkring det. Hvad der var tabt var tabt, og det skulle man ikke bruge for mange kræfter på at dvæle sig ved! Det bragte ikke det tabte tilbage alligevel.

Da samtalen skiftede over til ham igen, blødte den lidt op fra den tvungne småtriste ved tanken om pesten. Den havde taget mange ting! Både i landet, men også persontlig for mange - Logan havde blot været heldig ikke at miste nogen på det.
"Ha, glemme dig? Mak'gora skat, jeg tror ikke jeg vil kunne glemme dig, om jeg så havde lyst" Svarede han med en varm latter og det charmerende smil tilbage på læben. Hun var i hvert fald ikke nem at glemme! "Jeg blev sgu lidt optaget i Tusmørkely. Vampyrerne er sgu en satans irriterende og nærgående race må jeg sige. I hvert fald dem af dem jeg har mødt - Jeg har ar der beviser det!" De havde faktisk været udemærket at handle med, indtil de blev grådige og begyndte at løbe om hjørner med ham. Logan var jo blot et simpelt menneske for dem, og det havde bragt sine problemer med sig - nogen burde havde fortalt dem at det som regel var Logan der slap ud af slåskampene, nogle gange manglende på nogle ting, som da øjet fik sig en omgang.

Nu havde Mak'gora heller ikke rigtig noget mod en morbid personlighed. Nej, det var faktisk dem hun var mest omkring, og de havde da også en hvis charme, det kunne hun ikke benægte, men selvom den store ork dame var glad for både mænd og kvinder i sengen, så var det sjældent at man kunne charme sig mere ind end det på hende. Hun var ikke ligefrem kendt for at kunne finde ud af det med forhold. Nej, venskaber var egentlig svære nok for hende at beholde, og ærligtalt manglede hun sjældent nogen at sove med, så det var slet ikke så slemt. I hvert fald ikke i hendes egen optik.

Hun lyttede intensivt til hvad han sagde, for modsat hende, kom han jo faktisk meget udenfor Hovedstaden. Det var nu ikke fordi at hun ikke havde lyst, tiden havde bare ikke været der endnu. Måske en dag ville hun gå på eventyr sammen med de andre. Men som smed, så fik man bare ikke så mange af de sjove opgaver.
"Nye ar? Du skulle vel aldrig have lyst til at vise dem, til en nysgerrig kvinde vel," sagde hun interesseret. Hvor mange steder kunne han da ellers få nye ar. Især med den mængde han allerede besad. "Og du må da fortælle mig mere om disse vampyrer. De kommer jo ikke rigtig her til, så jeg får dem ikke at se, selvom de da kkunne undgå sollyset hernede." Så meget vidste Mak'gora trods alt godt om vampyrer. Ikke meget, men var da  lidt.

Logan lodt det skumle smil glide over hans læber, som kun en skummel og lummer mand kunne gøre det. Han kunne vitterligt ikke lade være og han havde i kækt blik i øjet, som han svarede hende. "Hellere end gerne, min tøs. Men lad os kigge på det under mere private forhold" svarede han med sin brummende dybe stemme og han indikerede tydeligt at arene ikke var de mest synlige steder - i hvert fald ikke han havde lyst til at vise til resten af verden. Mak'gora måtte gerne se dem, hellere end gerne! Desuden gav det også mulighed for andre meget hyggelige omstændigheder der bestemt var af hans interesse.

"Forfinede spidtænder er de" Brummede Logan med en let aggressivtet og knurren. "De er sgu for fine i kanten til at komme her - ifølge dem selv. Du ved hvordan elvere er.. Gang det med tyve og sæt forfængelighed og blodtrang oveni. Kvinderne er som små dronninger der forlanger at man tilbeder deres skridt, mens mændene tror de er de stærkeste og mest charmerende møgdyr i verden. Tro mig, du ville ikke ønske dem her" Hvis ikke det var fordi han allerede havde mistet et øje, var han overbevist om at vampyrernes lange modbydelige negle nemt kunne havde taget det som de søgte det varme blod i hans øre. Modbydelige væsner var de. I hvert fald dem han havde mødt.

Måske var dette lidt mere tilbøjelig at ske når de to af dem var samme. Mak'gora havde altid været en kvinde der holdt af en hurtig omgang med hendes venner og bekendte. Hun havde intet i det, for hun ønskede ikke ligefrem at finde en elskede forløbig. Hun havde egentlig intet imod romantiske forhold, de skete bare ikke rigtig for hende. Måske hjalp det ikke at hun havde det lidt svært med social omgang til tider, med mindre hun kendte folk, og selv der... der mente nogen mennesker at hun var lidt for voldsom.

En varm latter brød ud fra hende endnu engang. Han var nu ganske fantastisk med sine historier omkring verdenen væk fra Hovedstaden. Men sådan var det jo når man var ude på eventyr her dag af sit liv. "Ja, spidsørerne er slemme nok at gøre handler med. De mener virkelig at de er for fine til at handle med en ork. De burde bare have en god omgang bank. Måske hvis de slår deres hoved nok, så kunne det være at de kom ned fra deres høje hest." orken havde ikke meget til overs for elverracen. De så ned på hende, ggrundet hendes egen race, så de kunne rende og hoppe for hendes skyld.

"Men hvor meget jeg ville elske at tage dig hen, så du kan vise mig disse nye ar, så har jeg åbningstider," sagde hun, alligevel gemte hun ikke hvordan, hendes meget interesserede blik løb over Logans krop, og det stoppede visse steder på hans krop, som hun fandt ekstra interessante. Måske på et lidt andet punkt end ar.

Logan sagde ikke nej til hyggelige stunder, og Mak'goras noget mere aggressive og standfaste personlighed var en tiltrækkende faktor - og det faktum at hun sagde præcis hvad hun tænkte, uden at pakke det ind i bobleplast og beskyttende besværgelser. Var der en tiltrækning var man ikke i tvivl - han elskede det lidt.
"Elverne har sgu problemer med alle racer. Vi er alle urene i deres spidse øre - men for at være ærlig foretrækker jeg det beskidte" Der lå tydeligt noget gemt i de ord, som overhovedet ikke omhandlede racer. Han kunne ikke lade være med at være lummer og især hentyde til at der var visse ting han bestemt gerne ville foretage sig sammen med lige netop denne ork.

Logan fnøs og himlede med øjnene "Så pligtopfyldende!" brummede han underholdt og måtte da indrømme at det gav godt til hans egen selvtillid (der aldeles intet fejlede) at hendes blik løb nærmest sulten over ham. "Jeg kan sagten finde tilbage til dig når åbningstiderne er mindre pressende"

Et brøl af en latter kom fra orken, og mon ikke at hun også godt forstod den hentydning. Det var nu ikke så svært at følge Logan's tankegang. Måske fordi at Mak'gora oftes kunne finde i samme tankegang? Det var ikke fordi at hun var besat af sex. Nej, det var bare en dejlig måde at få nogle frustrationer ud på, og bare føle sig tæt forbundet med en anden for en stund. Hun brugte generelt sin krop meget for at vise hvor meget hun holdt af folk, og hvis hun var tiltrukket af dem. Selvom de fleste nok godt kunne få Mak'gora med i seng med lidt vilje.
"Ja, nogen af os må jo være det," sagde hun leende. "Om et par timer burde det værste være stilnet af,  og måske jeg kan lukke lidt tidligt. Det er jo ikke hver dag du kommer til den store by." Et kækt blik blev sendt i Logans retning. De skulle nok finde ud af at hygge sig sammen.

Logan havde aldrig været skjult med sine hentydninger af nogen art - det var næsten som at sige det direkte. Næsten. Han var heller ikke spor i tvivl om at orken ganske udemærket forstod hver eneste hentydning der løb frem i hans ord. Deres tankegang var ikke langt fra hinanden - heldigvis.
"Jeg vil finde tilbage til dig, om et par få timer så, min kære" svarede han og blinkede til hende. Han kunne bruge tiden på at ose noget mere rundt, måske finde andre bekendte hist og her. Dertil ville han heller ikke forstyrre hendes arbejde. Logan smilede kækt til hende, inden han forsvandt væk fra boden ud blandt mængden af snuskede og luskede folkemængder der befandt sig nede i tunnelen.

Og præcis som lovet, dukkede Logan op igen nogle timer senere. Han havde fundet et bar gamle kammerater, eller hvad man nu skulle kalde dem, fået sig en god snak et mindre slagsmål, og vendt tilbage til smedjen. Han kiggede lidt på afstand på smedjen, som han roligt gik tættere på. Blot for at sikre sig at han ikke forstyrrede eventuelle kunder der kunne være til stede.

Et kækt smil var også kommet over Mak'goras ansigt. "Jeg glæder mig til det, store fyr," sagde hun, og det var nok ikke kun Logans fysiske størrelse på kroppen hun hentydede til, med hvordan hendes blik endnu engang gled længere ned, end hvad folk ville syntes var anstændigt. Men hun lod stadig Logan gå uden at sige mere, hun havde stadig et arbejde at gøre.

Og at arbejde, det fik hun gjort. Kunderne trillede ind løbende af dagen, og hun endte da også med at flippe ud på et par enkelte mere. Da det værste var ovre, var hun klar på at Logan kom tilbage og hun kunne lukke ned for idag. Hun gad ikke mere, og Logan kunne hjælpe hende med noget af alt den frustration hun besad i øjeblikket.
Derfor kom der næsten en lysende smil fra hende, da hun så Logan komme gennem menneske mængden. Heldigvis var der ingen kunder, så hun begyndte at pakke sammen, som han kom nærmere. "Du kommer lige i rette øjeblik," sagde hun grinende.

Det var et nydeligt syn at komme tættere på. Han tog det også fuldt ind med sit øje, som smedjen kom tættere på. Logan ville næsten gå så vidt at kalde hende yndig - på en fantastisk, stærk, slå luften ud af maven måde. Nok ikke yndig som andre ville definere det, men på en perfekt måde for Logan. Han havde aldrig været til de fine typer. Pigerne der syede i stedet for at slås. Kvinder der gik mere op i om håret sad rigtig, end om de blev snydt i kortspil. Nej, Logan ville have kvinder, præcis som Mak'gora. Hårde, slagkræftige og med den perfekte mængde af sarkasme i systemet.

"Jeg kommer altid i rette øjeblik" han blinkede muntert til hende og kunne ikke lade være med at grine selv. "Jeg fornemmer arbejdsdagen er gået godt" Hun så i hvert fald munter ud - om det var på grund af en god handelsdag eller om det var Logans fortjeneste var selvfølgelig ikke til at vide. Logan tillod dog sig selv at antage at han i hvert fald en god effekt på dagen. Om ikke andet, kunne han give den en god afslutning!

Et smørret smil havde allerede fundet sted på hendes læber. "Arbejdet er det samme som altid, men afslutningen er det der tæller, ikke?" sagde hun grinende. Det ville blive en rigtig god afslutning og belønning for hendes arbjede idag.
Hun satte de sidste ting på plads, og lukkede så fronten ned på smedjen, og satte en stor hængelås på, så folk ikke lige ville komme forbi og stjæle hvad end hun havde liggende derinde. Når det var en mere permanent ting at have stående her i undergrunden, så var det lidt sværere at sørger for at ingen stjal fra det. Heldigvis havde hun kontakter der kunne orientere hende, om hvis nogen prøvede på noget. Ikke fordi at folk normalt ville lægge sig ud med smeden.

"Det var de der nye ar vi kom fra?" sagde hun, da hun var færdig og lagde en arm rundt om Logan. De var stort set lige høje, så de var i den perfekte højde til at kunne gå ved siden af hinanden. Nu skulle de så godt nok lige finde et mere privat sted, så de kunne hygge sig. Mak'gora havde  muligvis ikke det bedste sted i byen, men det var brugbart, især når der var besøg fra andre på denne måde.

Logan smilede sit røversmil, der gjorde at han altid fremstod lidt mere snusket og lurvet. Specielt fordi, han ikke forsøgte at skjule den side af sig selv. Han var en bastard på mange punkter, og umådelig klam med sine udtalelser, men det var aldrig uden en hvis charme. "Jeg er mesteren i gode afslutninger" for ikke at forglemme at han var god til at egotrippe sig selv. Vise sig selv fra bedre vinkler og generelt have høje tanker om sig selv. Og hvorfor skulle han ikke det, han var jo fantastisk!
Logan betragtede hende med løbende øjne, som hun lukkede smedjen ned. Øjnene var ikke påpasselige og fulgte hunorkens figur med stor glæde. Den robuste figur der vidste at hun arbejdede og var stærk, en stærk kvinde. Oh en stærk kvinde var virkelig noget man hungrede efter som en stærk mand - Logan gjorde i hvert fald. Hendes bare hud, der let skinte af sved og snavs efter dagens gode arbejde - jamen hun var jo billedskøn.

Øjnene tog sig god tid til at klatre op af hendes krop og møde hendes blik som hun talte. "Det var præcis det vi kom fra" Logans brede arm slyngede sig omkring livet på hende, hvorefter han gav hende et bredt smil. Han skulle nok få vidst hende de nye ar, og muligvis anskaffe sig nogle flere i processen. Man kunne jo håbe.

Mak'gora nød det hungrende blik. Hun var udemærket godt at ikke alle var til hendes slags, men for en af hendes slags, der så hun brandgodt ud, og hun var ikke ked af at blive overbegloet som Logan gjorde. Hun nød opmærksomheden fra manden, for at få at vide at man var attraktiv på denne måde. Det var helt specielt. Og ikke noget der skete alt for tit.

Der blev udvekslet et par ord, som de gik mod Mak'goras lille lejlighed, men ikke noget af betydning. Mak'gora selv var i hvert fald mest fokuseret på at komme hjem, så de kunne hygge sig. Og da Mak'gora havde fået Logan indenfor lejligheden, og lukket døren, pressede hun sig da også op mod ham. Om han ville prøve at overtage styringen, ja, det måtte han da godt prøve, men ellers havde hun intet problem i at være den dominerende.

Logan havde ofte fået fortalt at han var lidt et specialtilfælde hvad angik kvinder der tiltrak ham. Han kunne være i næsten alle boldgader, men en ting stod fast. De skulle have ben i næsen! De små yndige sager var da ganske sjove i begrænsede mængder, at tumle rundt med, nu mange af disse uskyldige sjæle nærmest hungrede efter en mand der brugte livet som eventyrer. Han havde haft sin andel, men han ville hundrede gange heller havde en kvinde, der kunne være stålfast, hård og ikke behøvede at blive reddet fra noget som helst. Mak'gora var ikke nogen jomfru i nød, hun var en slagkraftig og markedsdygtig kvinde, som ikke behøvede en mand i sit liv for at kunne klare sig! Hun klarede fanme sig selv, og man kunne lige vove på at undereminere hende.
Oh det fik ham helt op i det varme felt.

Knap indenfor lejligheden, blev vilddyret sluppet løs. Ingen tid til udnødvendig småsnak eller pussenussen. Nej, De var vidst begge opsat på hvad de ville have. At hun var dominerende, var også noget man skulle lade sig selv prøve engang imellem, selvom det var svært at lade sig selv blive styrret. Men kampen om styrringen morede ham. For nu, havde hun den, fuldt ud, men hun skulle ikke regne med at denne dominans forblev hendes gennem hele agten. Uskønsomt mod hendes beklædningsgenstande, gav han sig i kast med at få dem hevet af hende, så han kunne få mere af den veltrænede grå hud at se der gemte sig derinde. Han havde aldrig været tålmodig hvad udpakning angik.

Det var en kamp om dominans når Logan og Mak'gora var sammen. I sidste ende endte de med nydelse, som de begge nød godt af, men kampen var en del af det sjove, og Mak'gora var aldrig ked af det når hun tabte, fordi Logan skulle nok gøre det op for hende.
Mak'gora selv var ikke specielt forsigtig om at få Logans tøj af ham. Hun nærmest rev det af ham, og hendes mund begyndte at bevæge sig væk fra hans mund, og bevægede sig ned af hans hals, hvor hun i den grad efterlod mærker til eftertiden. At kigge på ar kunne de altid gøre bagefter, lige nu var der vigtigere ting. Hun lod da også til at være ganske samarbejdsvillig med at få sit eget tøj af. Sky var hun bestemt ikke, som hun stod med den veltrænede overkrop bar, og to ganske velformede bryster frit stikkende frem.
”Måske du skulle have en lille belønning,” kom det fra Mak'gora, som begyndte at bevæge sig længere og længere ned, som hun fik fjernet både alt på overkroppen, men så også gav sig i kast med hans bukser, for at få dem åbnet.