Mange vidste allerede, hvad der skulle til at se, da den kappebeklædte ungekvinde havde begivet sig indenfor den diskrete bygning i det nedre bydistrikt. Mange havde tilsyneladende selv besøg stedet. Eller kendte nogen, der havde. Dog var der ingen, der talte højt om det. For sådan noget gjorde man ikke. Det var ligeledes derfor at mange holdte sig skjult under masker eller tunge hætter, som var tilfældet for denne kvindelige kunde. Og så snart, at døren havde lukket bag hende og den solgte mand, havde hun fjernet kappen og fremvist de fyldige blonde krøller, der indrammede hendes porcelænslyse hud og dybt lilla øjne. Læderpungen med det antagende antal krystaller var blevet lagt på det lille bord ved siden af dobbeltsengen, der udgjorde de eneste møbler på værelset. Kun levende lys oplyste rummet med deres varme skær.
Hun var en usikker ung kvinde. En jomfru om man ville. Men en jomfru der ønskede at skille sig af med denne værdifulde gave i frygt for at skuffe sine kommende mand, der forlangte erfaring hos sin brud. Til trods for hendes uskyld, så blev der ingen skæve øjne rettet hendes vej. Manden tog sig af hende, som hun ønskede. Førte hende til sengen uden at udveksle ord. Madrassen var blød under hendes ryg, som hun lagde sig ned, men hendes fulde opmærksomhed var mod den mandlige krop der lagde sig hen over hende. Hans læber mod hendes blottede hals gav et klart sug i maven på hende og fik hende straks til at lukke øjnene. Hun fulgte kyssene blindt, som de bevægede sig længere og længere ned, hvorpå at et par hænder greb om hendes talje for at trække hende tættere på sig, inden de gik på opdagelse på hendes krop. Hun følte den ene søge mod hendes ben, som automatisk fik benet til at hæve sig, så hånden kunne glide op under skørtet og lægge sine kærtegn på hendes lår. Den anden bevægede sig længere op til ad til hendes barm. Og hendes krop reagerede yderligere på hans berøringer.
Med ét svang hendes ene ben sig dog omkring ham og med en overraskende styrke lykkedes det hende, at vende om på situationen, så det nu var hende, der var lænet over ham og ikke den anden vej omkring. Det ellers så uskyldige ansigt lagde sig pludselig i mere erfarende folder. Hun havde strammet godt omkring hans hofter med sine lær for at formindske hane bevægelser og lettere hoverende smil voksede frem på hendes rosa læber. En blid hånd var blevet lagt omkring hans ene kæbe, inden hun var den der bøjede sig ned til ham. Men i stedet for at gengælde hans givne nydelse placerede hun sine læber mod hans i et dybt kys, hvor hun tvang giften ind på hans tunge og trak sig væk for at overværer dens effekt med et smil. ”Drøm sødt.”

Deres fællestur til det sted, som hun havde ligget og nu havde steget fra igen, havde fået tjept. Ingen transportmidler havde været nødvendig for den lange rejse, der var sket på kun et enkelt og simpelt øjeblik. Den smule af månens blege lys, der brød igennem de mørke skyer oplyste den bedøvede unge mand fra hullet i loftet på den menneskeskabte grotte under Den Forladte By, efter at han var blevet sat op ad stenkisten. Bagbundet stramt med kraftige kæder, der også var blevet viklet om hans ankler.
Og der sad han blot, til Rava atter vendte tilbage til ham. I samme form, som da de havde startet deres elskov. Hun trådte elegant og lydløst over det ujævne underlag på bare fødder det sidste stykke mod sin fangst, hvor hun satte sig ned på hug foran ham. Så tæt som hun kunne. Hun betragtede ham et øjeblik, som var han i sandhed en elsker for hende. Hun løftede en hånd mod hans ansigt og kørte sin tommelfinger hen over hans læber for at smøre den tykke sirup-lignende væske på dem i håb om at hans ubevidsthed ville slikke det af af sig selv.

Forhåbentlig gik der ikke længe, før modgiften ville træde i kraft. Men i ventesiden lagde hun sine arme over kors og hvilede den på sine knæ, mens hendes øjne spændt og afventende studerede hans ansigt for tegn. På at vågne op. Og så snart hans øjne begyndte at sitre voksede det et sejrende smil frem, inden hun overraskende muntert ytrede:
”Hey.”

Det sidste Fabian huskede, var at han havde ført en jomfru op til værelset, for at tage hende, og så en vis interesse, da det viste sig at hun tog taget. Det virkede til at hun ville have mere, end hans blide håndtering af hende, men så... gik han ud. Hun havde vidst også sagt noget, men som Fabian begyndte at sitre kunne han ikke huske det. Det var heller ikke fordi at han rigtig fik lov til at tænke sig om, da en meget munter stemme brød igennem tågen der føltes som om at den omgav ham.
Det føltes ærligtalt som om at han havde tømmermænd og han var ikke sikker på hvad dag eller år det var. Her var mørkt og tågen i hans hoved gjorde det svært at koncentrere sig.

Der kom et par små ynkelige lyde fra den fuldvoksne mand da han vred sig lidt og det gik op for ham, at han var bundet. "Hva?" sagde han forvirret. Han var altid med på nogle mere... specielle ting i sengen. Det var rent faktisk hans specialitet, men selvom hans skjorte var åben og hans bukser vidst også var halvt åbne, så var han ikke nøgen. Det her føltes i det hele taget ikke som om at han var midt i en sexleg. Nej, det her var bare ubehageligt og ikke fordi at han var ved at komme, men ikke kunne. "Du... hvad har du gjort ved mig?" spurgte han og gjorde sine øjen snæver, mens han prøvede at stritte imod kæderne, men han følte sig alt for sløv, og kæder var ikke nemme at komme igennem.

Rava kunne ikke meget andet end, at lade sit smil vokse endnu mere, da han åbnede sin mund for at lade den første forvirring kommer ud. Hun undlod at svare ham med det samme, men blev blot siddende et øjeblik og holdt øje med ham. Nød synet af ham fanget, som han sikkert havde været mange gange før. Bare at det var alt andet end frivilligt denne gang. Og hun ville fryde sig bare lidt længere i hans uvidenhed. Lidt af en skam, at han ikke kendte til noget. Men der var stadig håb forude.
”Hvad får dig, dog til at tro, at jeg har gjort noget ved dig?” spurgte hun med en klar overdrivelse af uskyldigt skuespil. Som lavede hun sjov med ham. Hun lagde hovedet en tand til siden og gjorde sit bedste for at fremvise et fortvivlende og såret udtryk. ”Fabien, det sårer virkelig mine følelser.” Underlæben blev skudt en smule ud for at sætte prikken over i’et, lige inden hun brød hele forestillingen med et opgivende suk. ”Jeg havde nu forventet lidt mere af sig. Men nu om dage, er skuffelse vel ikke fuldkommen anormalt.” Mindst lige så skuffet, som hun udgjorde i sin stemme, trak hun på skulderne og gjorde antydning til at rejse sig op igen. Dog blev hun siddende og lod sine lilla øjne måde hans, før farven famlede til en grå farve fra midten og ud. Og smilet fejlede ikke med at vende tilbage. ”Du burde være klog nok til at finde ud af selv, hvad der er sket. Og så selv uden evnen til at læse de store blokbogstaver.” Med det sagt lænede hun sig stille og roligt fremover, indtil hendes knæ blev sat ned i jorden, og hun nu kunne kravle hen over ham. Med en hånd sat i på hver sin side af hans tvangssamlede ben. Hun gjorde et lille ryst med hovedet, som for at få en tit af det krøllede hår væk fra sit ansigt, men i stedet satte det en kædereaktion i gang, hvor en sortgrå flammende tåge steg fra hovedbunden og strøg ned imod spidserne i takt med at den blondefarve forsvandt og blev erstattet af lange glatte og sorte lokker der nu faldt blødt ned over hendes skuldre.

”Ville du tro mig, hvis jeg sagde, at jeg blot ønskede at have dig helt. for. mig. selv?” spinnede hun lavmælt. En kold hånd blev ført op til hans blottede brystkasse, hvor den lagde sig kærtegnende. Legende skubbede hun ham mere tilbage opad kistens side, hvis det så var muligt, før hun lod sin hånd glide bare et hak længere ned. Pirrende. ”Hmh? Du må da have kunder, der ikke ønsker at dele dig med nogen, er der ikke?” Hun rykkede sit ansigt tættere på hans. Kun ganske lidt. Et løftet øjenbryn blev sendt i hans retning og smilet tog form af noget lige så lokkende, som hendes kropslige opførsel og stemme.
"Fortæl mig: Kender du til dette sted?"

Fabian's øjne flakkede rundt omkring i det mørke rum. Han var fanget, et eller andet sted... måske underjordisk? Men dette var han slet ikke sikker på, da han aldrig havde været rigtig underjordisk før, men luften var i hvert mere tung hernede, som om at den ikke rigtig blev skiftet ud.
"Du har kidnappet mig?" kom det fra Fabian, mens han prøvede på at gøre sit hoved mere klart, men det var svært. Alting var så tåget hernede, så til sidst endte det med at han prøvede at koncentrere sine øjne på kvinden der var foran ham.

Hendes kolde hånd rørte hans bare brystkasse, og et gys vældede gennem ham, inden han blev banket mod kisten, han åbenbart sad nær. Hånden der kom længere ned, gjorde da en smule for at gøre hans nedre dlee mere interesseret, men der var noget galt ved denne situation. Det kunne godt være at han ofte ikke tænkte på meget mere end penge, men derfor kunne han nu stadig godt erkende at der var noget galt her, og sex ikke var vejen frem her. "Nej, det gør jeg ikke..." svarede han næsten modvilligt. "Hvorfor har du bragt mig her til?" Han tvivlede især stadig på at denne her kvinde ville have ham for hende selv. De kendte jo ikke hinanden, selvom der gik rygter om Fabian.

”Jamen dog. Helt dum er du tilsyneladende ikke alligevel. Ikke en glædelig overraskelse!”

Igen faldt hendes kønne ansigt i de overdrevne sårede folder. Hun manglede næsten kun at fylde sine øjne med tårer for at fuldende forestillingen. ”Og nu havde jeg sådan håbet, at bare lidt af mig var blevet ført videre igennem din familie.” sukkede hun opgivende. Hun kiggede længe på ham, som var det hende muligt at bringe medlidenhed frem i ham, hvis blot øjenkontakten varede længe nok. Men længere blev det ikke sådan, da hun umuligt kunne holde sit smil på afstand i flere sekunder. Det spillede straks legende frem på ny, lige inden hun i en fluks bevægelse skubbede sig tilbage op at stå, drejede let og elegant omkring så kjolens skørt flagrede og trådte et par skridt væk fra ham. ”Så er der vel ikke andet for end at jeg bliver nød til at fortælle dig fortællingen.” Og med ét var hun væk og efterlod kun en smule af det tågede røg, der steg fra hende, når hun ændrede på sin form. Blot for at vende tilbage igen. Siddende på stenkistens kant med benene dinglende ned ved siden af ham, som han sad på ad den.

”Hvor vi er lige nu, er hvilestedet for en hvis dæmon ved navn Rava, som lå forseglet i.. hmm.. lad mig se...” Overvejende slog hun sin pegefinger mod hagen, mens hendes øjne søgte ufokuseret opad. ”…godt og vel 500 år. 524 år faktisk, for at være helt præcis.” Afslappet lænede hun sig tilbage med en hånd på hver sin side af sig, der havde et støttende greb i kistens kant. ”Historien omhandler en mand, der ikke brød sig just om denne dæmon. Han var medskyldig i, at den blev forseglet væk. Væk fra omverdenen, så den ikke længere kunne gå frit i hans elskede land. Efter det var lykkes, levede manden sit liv i fred. Han fik børn. Og de børn fik børn. Og så videre.” Hun lænede sig nu fremad igen for at lægge øjnene ned på Fabian. ”Hvilket er grunden til, at jeg har bragt dig hertil, Fabien.”
Roligt sprang hun ned fra sit sæde og bevægede sig tilbage ind foran ham. ”Som du måske kan se – eller måske fornemme – så er stedet her ret øde. Ingen forsejlet dæmon. Hvilket kun kan betyde en ting, ikke sandt?” Hun så spørgende på ham og endnu engang lagde hovedet sig på skrå.

Fabian burde virkelig ikke være i en position til at være flabet, men nej, hvor han ikke gad at høre på hendes lange historie. Hun kunne havde forklaret det så meget kortere, og egentlig så sad han ikke særlig godt, så denne her lange forklaring var bare irriterende. Det gjorde nok også at han kun hørte halvt efter, som han prøvede at vride sig lidt fri fra lænkerne. Det hjælp lidt at tågen der lå omkring ham, i det mindste langsomt var ved at forsvinde, så han var mere klar i hovedet.
Da hun pludselig vendte spørgsmålet over mod ham, så han først lidt forvirret ud. Havde hun sagt noget til ham? Ja, det havde hun nok, men det sidste han havde hørt var noget med en mnd der forseglede dæmoner, noget med ham? Og vidst også noget med en forseglet dæmon? Måske han skulle have lyttet.
"Hvad sagde du?" spurgte han så endelig, og det hjalp nok ikke at han så totalt uinteresseret ud. Nogen gange burde han overveje de situationer han var i, for de fleste ville nok blive vrede over hans ret ligegyldige attitude. 

Munterheden forsvandt fra hendes væsen som dug fra solen. Der viste sig ingen tegn på animeret opførsel eller den ironiske falske skrøbelighed, hun havde sendt i hans retning så mange gange nu. I stedet falmede hendes ansigtsudtryk og udstråling først til lettere overrasket og til sidst til rent og skær brændende skuffelse. Og kedsomhed. Hun beviste meget hurtigt, at hun ikke havde brug for at overdrive sine følelser for at andre ville kunne fornemme dem eller forstå dem. For selvom hun nærmest ikke trak en mine, så ville en hver forstå, at hun ikke var tilfreds. Ikke den mindste smule. Dog var det ikke vrede eller raseri, der kunne fornemmes om hende. Det var langt mere… dovent. Sløset.

Et tungt og åbenlyst suk opstod fra hendes strube, for at bryde stilheden, inden hun ganske roligt trådte helt hen til ham igen. Dog var hendes blik ikke længere rettet op for at skabe den sædvanlige øjenkontakt. I stedet fokuserede hun blot på hans krop. Som var han et objekt frem for et individ. Hun tøvede ikke med at hæve sit ene ben en smule for så at lade den bare fod lægge sig trykkende mod hans sarte lem, hvor hun pressede ned med en styrke der ikke var kraftig nok til at udsætte ham for direkte smerte, men forhåbentlig nok til at gøre det yderst ubehageligt. Og til trods for at hendes bevægelser kunne antydes som værende blide – selv da hun begyndte at gnide sin ben frem og tilbage under presset – var det alt andet end legende og sensuelt. 
”Din tiptiptipoldefar var så meget mere morende at have med at gøre.” lød det en smule fraværende fra hende, som det blev sagt under et opgivende åndedrag. Hun trykkede foden yderligere ned og løftede da blikket mod hans øjne, hvor der nu spillede en hvis form for overlegenhed. Selv i det ellers så unge udseende, kunne der ses de mange års erfaring, der lå bag facaden. ”En skam at du tydeligvis ikke arvede det videre.” Hun lod ham ikke engang sige noget igen, før hun i en skarp bevægelse sendte foden fra hans ædlere dele op i et hårdt spark, der forhåbentlig ramte lige under hagen på ham. Hun ventede heller ikke med at dreje om på den stående fod og endnu et cirklende spark sendte vristen af foden mod hans kind i et forsøg på at få ham ned at ligge på siden frem for at sidde. Og selv hvis det ikke lykkedes, fik hun det alligevel gjort, ved at træde foden ned på hans ryg og skubbe ham det sidste stykke til han nu lå på maven i stedet. Hun var udkommen ligeglad med, om han lå i en akavet stilling. Så længe hun havde adgang til, hvad hun ville.

”Jeg havde svært ved at tro, at han slog sig ned som bonde, efter hvad han hjalp med at gøre mod mig.” fortsatte hun idét hun blot trådte op at stå på hans ryg. Og med en enkel fod balanceret på hans lænd brugte hun den anden til at snige ind under hans bagbundede hænder og hævede dem først op til hendes hånd, der hovedsageligt kun var til at hjælpe lidt til med at vride hans arme op og mod hans hoved, indtil hun igen kunne bruge sin fod til at nådesløst presse armene længere og længere omkring, som var hendes plan at vride hans skuldre af led. ”Efterlod mig splittet i fem del. Forestil dig det.”

Det gik op Fabian lidt for sent at det han havde sagt var det komplet forkerte at sige. Først var det en hvis nydelse der kom frem som hun gned sit ben mod hans lem. Men det var næsten var hårdt, og alligevel var det godt nok til at han kunne mærke sine nedre dele reagere på håndteringen. Det kunne godt være at det ikke var legende og sensuelt, men Fabian havde vidst nogen lidt andre kriterier end de fleste når det kom til sex.
Det blev dog meget hurtigt erstattet af et hårdt spark, og han kunne mærke hans hænder klamre sammen og han var godt nok heldigt at hans tunge ikke været i vejen. Han nåede dårligt at reagere på det før hun sparkede dog hans kind, og et støn af smerte undslap hans læber. Denne gang havde han heller ikke været ligeså heldig, og han spyttede noget blod ud, som var vældet frem i sin mund.

"Ugh..." kom det som den næste lyd fra Fabian, som han blev presset ned i gulvet. Han prøvede at stritte imod håndteringen af hans arme, men selvom han var stærk, så var han ikke i nogen god position til at komme fri og den fandens kvinde var jo også stærk. "Det er jo ikke min skyld!" vrissede Fabian irriteret. Det var hans forfædre, som han ikke kendte til, og han vidste ikke engang at han havde den baggrund. At være fra en familie af dæmonjægere var nok bedre end en bundefamilie for at være ærlig.

Rava pressede en tand længere ned på hans arme. Hun tvivlede ikke på, at hvis hun ville, ville hun kunne knække hans trofaste arme. Eller så trofaste var de nok ikke på daværende tidspunkt. De havde i hvert fald ikke vist sig til at være stærke nok til at bryde kæderne. Det ville også være underligt, hvis det faktisk havde været tilfældet. For selv hun ville have problemer med den slags. Og han var blot et sølle menneske. Lige som alle de andre mennesker, hun før havde kastet rundt med, som hun ville. De var så nemme. Det eneste problem var vel netop det samme: De kunne gå alt for nemt i stykker. ”Det har du så sandelig ret i.” Hun gav hans arme et enkelt fluks skub i håb om, at kunne høre hans smerte støn igen, inden hun endelig lod hans skuldre få fred igen. Det gik jo ikke, at hun ødelagde sit legetøj fuldstændigt endnu. Han skulle trods alt bruges til noget andet, hvor han gerne skulle være i hvert fald nogensinde ordentligt fungerende.

Stille og roligt trådte hun atter ned fra sin plads oven på hans ryg, mens hun gjorde sig umage med at få hans stakkels rygsøjle til at give et lille knæk fra sig. ”Men problemet ligger lidt i…” startede hun uden at fjerne den kølige tone i sin ellers ganske charmerende stemme. Hun drejede let omkring på stedet, blot for at svinge sit ben i hans retning endnu engang. Denne gang direkte mod hans nærmeste side for at få ham om at ligge på siden, så hun snildt kunne dreje ham om at ligge på ryggen i stedet. ”…at ham, der oprindelige er skyld i det, ikke lever mere. Så jeg må nøjes med det næstbedste.”
Selvsikkert trådte hun halvt over ham, så hun stod med et ben på hver sin side af ham, inden hun bøjede dybt i knæene og satte sig godt til rette på hans mave lige over hans buksekant. Hun vejede ikke det allermeste i den form, hun var i, men så vidt hun kendte til, så var det som regel aldrig behageligt at ligge oven på sine hænder. Særligt ikke med ekstra vægt oven på. Hun så stadig ikke specielt tilfreds ud i ansigtet, og kulden i hende intense øjne lagde stadig ikke skjul på det. ”Jamen, så dog på sig selv. Du bløder.” Hun lænede sig en smule længere frem, så hun kunne føre sin hånd ned til hans ansigt. Hun kørte så tommelfingeren hen over hendes blodbelagte hage, hvorefter den blev løftet op til hendes egen mund, så hun kunne slikke det af. 

Endnu et smerte støn kom ud fra Fabian, men det var som om at hans krop mente at det her var en leg, selvom hans hjerne logisk godt kunne se at det var det ikke. Der var ikke nogen chance for en hyggelig omgang, men han havde lavet så mange forskellige ting, nogen der havde gjort mere ondt end andre, som bare gjorde at hans lem forsatte med at reagere. Og som han lå mod gulvet, kom der da også nogle gnidninger mod gulvet, og det næste støn han kom med, var måske ikke kun af smerte.
Det gjorde det meget tydeligt at hans lem ikke havde forstået alvoren, som Fabian blev rullet om på ryggen, og han var halvhård i bukserne. Og intet af hvad Rava gjorde, gjorde det bedre for hans situation dernede. Tværtimod.

"Jeg har en bror i Medanien du kan tage i stedet for?" tilbød Fabian halvkvalt, mens hans øjne fulgte blodet hun havde tørret af ham, og derefter slikkede af. Ja, også dette fik en reaktion fra Fabian, og udentvivl dæmonen kunne mærke det når hun sad så tæt på hans lem. Han kunne dog tilgengæld godt se at selvom han tilbød sin egen bror, så ville han nok ikke komme udenom dette, nu havde hun jo fanget ham. "Hvad har du planer om at gøre ved mig?"

Rava lagde beviste lidt ekstra i at fjerne blodet fra sin finger. Tungen sneg sig ud imellem læberne og fangede først den lille dråbe, der havde gledet ned, inden den kørte op og viklede sig omkring fingerspidsen, hvor hun til sidst trak den tilbage ind i munden, for at hun kortvarigt lod læberne lukke sig spidsen. Hun var ikke dum. Hun kunne allerede lugte lysten i luften omkring ham. Den samme søde duft, som havde spredt sig fra dem begge i værelset, der nu var langt væk fra, hvor de var. Af samme grund fandt hun det yderst morsomt at fremprovokere det endnu mere. Det ville enhver da, ville de ikke?

”Javel, ja. Så vidt jeg ved, så har du ikke kun en bror. Men tre.” Den pirrende undertone havde atter vendt tilbage til hendes strube. Dog syntes hendes toneleje at være faldet en smule nær slutningen. Noget der meget vel kunne hænge sammen med det tågede røg, der begyndte at stige fra hendes krop. Vægten steg. Og i en glidende og yderst surrealistisk overgang blev hendes spinkle kvindelige krop skiftet ud med noget langt mere bredskuldret og mandligt. ”Jeg antager, at det er ham her, du hentyder til.” Hans stemme var ny dyb og ru. Men til trods for at udseendet var anderledes, så var det stadig et præcis samme smil. ”Du har også et par søstre.” Straks steg røgen igen. Og endnu engang blev vægten oven på ham lettet i takt med at dæmonens krop formede sig efter de billeder, der var blevet fundet i hans hoved. ”Hende her er specielt køn. Synes du ikke?”

Rava lod ham dog ikke dale i sine egne familiemedlemmer længe, før hun med et let latter rystede dem af sig og vendte tilbage til sin førhenværende form. Lod det sorte hår vendte tilbage sammen med den ligblege hud og den barnlige krop. ”Men ud af jer alle… så er det dig, der har arvet hans øjne. Hans blik.” Stille og roligt lænede hun sig atter ned mod ham, men stoppede brat op halvvejs, da hendes bagdel fik kontakt med den hævede bule, nær hans bukserem. ”Hvad er nu det?” En falsk overraskelse spillede kortvarigt op i hendes hoved, hvorefter hun løftede sin krop en smule for at kunne se ned mod under hans bæltested. Hendes mundvige krøllede endnu mere op, og så roligt tilbage på ham. ”Du har ikke fået nok?” spurgte hun, mens den ene af hendes hænder diskrete sneg sig ned til bulen og kuplede sig kærtegnende om den.

Det var som om at alle de forkerte dele reagerede hos Fabian. Ofte var det de rigtige dele, men det var nu også sjældent at han stod i en situation som han ikke kunne håndtere. De fleste situationer han var i, var faktisk seksuelle, men denne her, var nok egentlig ikke. Han kunne ikke benægte at det kunne udvikle sig i den retning, men indtil videre så det ikke ud som at hun havde planer om at give ham løsning. Nej, hun virkede til bare at ville drille ham, og han kunne mærke at hans lem i hvert fald ikke mente at det her ville være helt okay at forsætte.
Dog mistede lemmet noget af lysten, da dæmonen begyndte at tage form som en af hans brødre. Den selv samme bror som han hjertelig gerne ville give op for hans egen frihed. Den forbandede varulv. Fabians ansigt trak sig næsten lidt sammen og så små bitter ud, men dette forsvandt som dæmonen tog form til hendes søstre, men han kunne intet gøre, andet end at se op på dem, med en lettere bitter mine.

"Jeg har mit eget blik," sagde Fabian, men det var nok ganske rigtigt, han havde fået at vide at han havde et ganske unikt blik. Et blik hans oldefar også havde været i besiddelse af. Og muligvis også hans forfader for 500 år siden. Dog varede det modvillige blik ikke ved, som hun pludselig virkede opmærksom på bulen i hans bukser. "Du har vidst ikke undersøgt mig godt nok, hvis du stiller det spørgsmål," kom det så kækt fra ham, og et lille smil dansede på hans læber. Sex var noget han aldrig fik nok af, og hvis hun ville give det til ham, så kunne han nok for en stund glemme at hun havde kidnappet ham. Det var alligevel utroligt at han stadig satte sex højere end sin egen sikkerhed.

Det var utrolig sådan som han formåede at blive ved med de lettere flabede svar. Og endnu mere utroligt, hvordan det gang på gang lykkede at gå hende på. Der var absolut ingen tvivl om, hvilken generationslinje han var fra.  Og det var ikke kun på grund af hans udseende. Eller hans genkendelige lugt. Atter svævede et tungt suk op fra hendes strube, mens smilet på hendes læber famlede. Dog uden at hun tog sine lysende sølvgrå øjne fra ham. I stedet trak hun sin kærtegnende hånd til sig igen i en glidende bevægelse, som en afsluttende berøring mod hans reagerende lem.

”Det har du ret i. Det beklager jeg virkelig. Du må forstå, at jeg stadig er lidt rusten efter at have ligget ’stille’ i et halvt årtusinde.” Hun lagde roligt sine hænder mod hans brystkasse og lænede sig godt frem for at kunne lette måsen endnu en gang. Og i en fluks bevægelse blev hendes ene ben ligeledes løftet en smule. Blot for at hun knap så blidt kunne placere sit ene knæ ned mod hans skridt, hvor hun meget bevist efterlod sin vægt. ”500 år er mange år at gå uden at få lettet sin seksuelle frustration, ville du ikke sige? Det ville måske være, at vi skulle se, om du ligner dine forfædre bare lidt mere.” Hun spiddede lidt mere til med sit knæ. Lige som hun havde gjort med sin fod udover at et knæ som regel var mere skarpt og knoglet. Ikke at hun tvivlede, at han egentlig ville kunne lide det.
Hendes hænder begyndte hun langsomt glide ned over hans blottede overkrop. Ned over hans brystkasse. Ned forbi hans tonede mave. Hvor til sidst hun ændrede kurs ned omkring hans talje, hvor hun lukkede et bestemt greb, inden hun lænede sig helt ned mod ham, så hendes kolde læber ville kunne mødes med hans hud. Dog blev det ikke til kys, men i stedet lukkede hun hænderne omkring den ene af hans brystvorter. Det havde ikke været pludseligt, men i stedet bed hun hårdere og hårdere til indtil, hun kunne smage en dråbe blod på tungen.

Det var en lidt underlig situation som Fabian havde fået placeret sig midt i, og den blev mere og mere underlig. Han kunne objektivt godt se at ja, han var fanget af en sindssyg og måske smule liderlig dæmon, men hvorfor i alverden var han ikke bange? Hvad var der ved denne dæmon som trykkede på hans knapper, som gjorde at han ikke kunne indse hvor farligt det var? Var det fordi at hun fik hans hjerne til at slå af, og kun tænke med hans lem? Dette ville ikke være første gang i hans liv i hvert fald.

Han begyndte at rykke lidt på sig, som hun pressede sit knæ ind i hans lem, og en lille lyd undslap ham, noget der godt kunne høres som et støn. "Lidt rusten?" kom det halvkvalt fra Fabian, for det virkede ikke sådan for ham. Tvært imod, hun virkede til at vide præcis hvad det var at hun havde gang i. Et mere halvkvalt støn kom derefter ud fra hans læber, som hun boede sit knæ mere ind. Det var selvfølgelig lidt ubehageligt, men han kunne lide tingene lidt hårdt, og han kunne mærke hvordan han blev større nede i bukserne. Hun trykkede virkelig på alle de rigtige knapper.
"Ah-Aaaahh.." kom det højlydt fra ham, som Rava tog ordentlig fat i hans brystvorte og bed til det. Han var måske lidt følsom omkring hans brystvorter, men det var sådan en dejlig ting for det meste. Han havde dog godt opdaget at hun havde bidt rigtig til. "Ingen skade på varerne!"

Smilet kom straks krøllende tilbage i mundvigene, da hun hørte hans højlydte smertebrøl. Det gav hende en ualmindelig står lyst til at lukke sine tænder yderligere sammen. Men det ville kun være en skam. Og han skulle som sådan også være brugbar efterfølgende, selvom hun stadig havde viljen til at ende hans liv. Sammen med alle hans brødre og søstre. Alle. Så hun kunne sætte en stopper for den sølle generations, så den ikke ville kunne fortsætte. Men hun holdt sig på sin plads. Hun løsnede endelig sit gab om hans brystvorte og åbnede op mindst lige så langsomt, som hun havde bidt ned. Men idét øjeblik, som hun ikke længere havde et tag i hans sarte kropspunkt, skod hun straks sit hoved tilbage, så det lange sorte hår fløj tilbage. Blot for at lade dets længde skrumpe op til skulderne. Det var i vejen.
”Jeg er ikke en kunde, Fabien.” svarede hun ham under et tungt åndedrag. Hun ville lyve, hvis hun sagde, at det ikke havde tændt noget i hende. Ganske rigtigt var han en yderst underlig en af slagsen. Dog gjorde det ham blot til en større udfordring. Og hvem elskede ikke det? ”Hvilket meget enkelt betyder, at du ikke er en…’vare’.” Nærmest provokerende løftede hun sine øjenbryn og med et udtryk der fortalte, hvor ligeglad hun i princippet var for at gøre ’skade på varerne’, gav hun hans småskadede vorte et fluks smølfespark. ”Jeg kan gøre, hvad. jeg. vil med dig.” Hun trak sit ben en meget lille smule ud for at give et kort pirrende gnid mod hans lem. Den stakkels mand kunne snart ikke have den i bukserne længere. ”Og det virker ikke til, at du har de største problemer med det.”

Kjolen, hun havde været iført, havde været gennem lidt i løbet af den korte stund, de havde været sammen. Hun styrede ikke sin beklædning, når hun skiftede form, så flere steder havde syninger gået op grundet hans brors robuste krop. Og nu hang den noget løst på hendes langt mere barnelignende krop. Dog formåede den stadig at dække de mere private dele ved at hænge skævt og blotte hendes ene skulder og overarm.

”Ville du tro mig, hvis jeg fortalte, at din kære tiptiptipoldefar skabte noget?” Hovedet lagde sig en smule på skrå i et forsøg på at fange hans øjne. ”Noget ind i mig. Noget jeg måtte efterlade til min eget hjerteskår, da jeg blev forseglet.” Blikket i hende blev næsten... moderligt?

Endnu et støn, der var en mix mellem smerte og nydelse, kom fra hans læber, men hans øjne så stadig noget trodsige ud. Nej, han kunne ikke bare give sig helt hen, endnu, især når hun ikke ville betale. Så meget havde hun da gjort klart. Selvom  hun da godt kunne efterlade nogle drikkepenge,  hvis han fik lov til at overleve det her. Ja, det var stadig ikke sikkert at han fik lov til at overleve, dette var dog noget han foretrak at skubbe ud af hovedet for nu. Han kunne alligevel ikke komme fri, og hans arme følte sig da dårligere og dårligere tilpas bag ham.

"Jeg giver altså ikke gratis sex til alle og enhver," kom det små irriteret ud fra hans læber, men han kunne ikke benægte hvor meget han egentlig reagerede på hendes drilleri. Hans lem var hårdt nede i bukserne, og selvom det godt kunne være der, så ville det altså være lidt af en befrielse hvis bukserne blev taget af.

Han fnøs lidt, da hun prøvede at sige at hun havde et barn med hans forfader. "Nej, egentlig ikke. Og selv hvis du havde det, så er det jo fuldstændig lige meget for mig. Jeg har aldrig kendt ham, og jeg er fuldstændig ligeglad hvilket forhold han har haft med dig," sagde Fabian og stirrede op i hendes øjne. Der var ingen sympati der vældede op i ham, for når alt kom til alt, så kunne han godt være lidt af en kold skid. Og at hun havde mistet et barn, ja, det var jo ikk ehans problem.

”I så fald må jeg være ganske speciel.” konstaterede hun med en så provokerende undertone, som hun kunne mestre. ”Men… hvis du ikke er villig til at give det fra sig. Så må jeg vel bare tage det alligevel. Det er der trods alt ikke det helt store, du kan gøre ved.” Hun trak overfladisk med skulderne og gjorde en ligeledes grimasse. Hun lod som om, at hvad hun gjorde var ingenting. Som var det en simple lille ting, der ikke havde nogen som helt betydning til ting efterfølgende. Dog lykkedes det ham endnu engang at forplante et smil frem på hendes læber, da han stadig valgte at tale snerpet tilbage til hende.
Straks brød hun ud i en højlydt latter, der tvang hende til at rette sig ordentligt op at sidde på ham. Hun lænede sig endda en smule tilbage for at bringe virkningen, af at det åbenbart var noget af det sjovest i verden. Det værste var dog lyden af latteren. Den matchede op med hendes form – barnlig og lys. Hvis ikke det var for den bemærkelsesværdige tilføjelse, ville den nok ikke være så spiddende gruopvækkende. ”Kære Fabien. Selvom du er dum, så er du nu alligevel lidt kløgtig til tider. Du har godt i, at ikke tro mig. Jeg ville aldrig lade et sølle menneske vokse i mig. Og bestemt ikke et kreeret af en så ussel mand, som din forfader.” Lidt efter lidt faldt latteren endelig til tro igen i takt med, at hun snakkede til den unge mand under sig.

Rava satte hænderne mod hans brystkasse igen, men i stedet for at fortsætte sine kærtegn, brugte hun ham ubetænksomt som en ekstra platform til at skubbe sig op at stå igen. Hun stod et øjeblik bare og betragtede Fabien, som var han hendes helt meget mesterværk, inden hun ligegyldigt trådte over ham for at let og elegant springe op på stenkistens kant, hvor hun uden problemer stod og balancerede. ”Men… du har nok ret i, at det ville være ubehøvlet af mig, at stå udenfor betaling for dine fristelser.” sagde hun kælent, hvor på hun nemt satte sig på hug og rakte så ned i kisten igen. ”Og jeg har lige præcis, hvad du har brug for.” Med det sagt trak hun sin nu knyttede hånd op fra kisten igen og sprang tilbage på det hårde og ujævne grotte underlag igen. Hun drejede skarpt omkring for at stå med fronten mod ham igen. Så skarpt at diskrete rester af tåget røg fluks fløj fra hende.

Fabian havde måske ikke den største respekt for sine forfædre, for selv som hun sad der og svinede hans forfader til, følte han intet for ham. For hvordan skulle Fabian vide om han var en ussel mand eller ej? Han var jo død længe før Fabian overhoved blev til. Men selvom Fabian ikke havde noget imod at hun talte usselt om hans forfader, så irriterede hende ham stadig, selvom visse dele af hans krop muligvis var uenig i det.... eller måske var de enige, ud fra det punkt at hun blev ved med at drille ham. Han kunne normalt godt håndtere disse ting, men denne position han lå i, var altså ikke helt god.

Et lille utilfredst grynt kom fra ham, som hun brugte ham, på at rejse sig op på. Dette var normalt ikke et problem han havde, men normalt var hans arme ikke bundet bag hans ryg, så han lå på dem.
Der var en vis nysgerrighed der trak i ham, da hun sagde hun havde en betaling til ham, for han tvivlede på at det var normale penge. Hun ville jo ikke have hevet ham herned for at betale for hans ydelser. Det var der jo ingen grund til. Så han var også noget tilbageholdende, selvom interessen var at spore i hans blå øjne, og hvordan han rankede sig lidt op på gulvet.

”Se dog på dig selv. Du er som en skade der har skuet noget skinnende i der fjerne.” Det var så morsomt at overvære. Alt ved ham kunne hun fordreje til at være underholdning for hende selv. Selv når han var bare den smule for flabet. Hvilket havde de med at ske med jævne mellemrum. Han var en hård negl, det var der vist ingen tvivl om længere. Men det betød nok også bare, at han faktisk ville holde længere end det gennemsnitlige menneske. ”Eller måske som en hvalp, der kan lugte lugten af en velkendt lille godbid. Du er i sandhed en mand med et korrupt hoved, hva. Men… nu skal du se.”

Med lette og lydløse skridt trippede dæmonen i stedet hen ved hans top frem for at placere sig som før. Han ville alligevel ikke kunne løbe nogen stede hen, så der var ingen grund til at holde ham nede. Den leg kunne de trods alt altid lege videre med senere. Men ved hans hoved satte hun sig på hug. Næsten lige så roligt, som et ydmygt væsen gjorde for at tjekke op på end partners skader. Så blidt, at det næsten var pirrende. Hun sad ligeledes lænet indover ham, så hun stadig havde frit udsyn til hans ansigt. Og at han havde det samme til hendes.
”Jeg kan se, at du allerede har fået præget dine ører med smykker.” påpegede hun med samme rolige og arrogante stemme. Den frie af hendes hænder lod hun lægge sig i hans hår, hvorpå hun køre fingrene igennem det for at lå ned omkring hans ene øre. Blid fulgte hun det omkreds med en finger og slog blødt til hans øreringe. ”Det er sådan en skam. Der er ikke rigtig plads til min lille gave.” Det var nok ikke mange der ville føle sig snydt af hendes glasklare løgn. For selvfølgelig var hun ikke skuffet over sådan noget. For der var så mange andre steder, hun kunne sætte sit ønskede præg på ham.

I en pludselig bevægelse fjernede hun sin hånd fra hans hår og greb i stedet omkring hans fastbundende hænder, som hun bruge til at hive ham lidt mere op, så han i stede sad halvt opad hende og halvt lå op hende, samtidig med at hun tillod sig at falde ned at sidde. Først der førte hun sin anden hånd omkring og åbnede den op foran ham, så han kunne se til som tåget røg lagde sig og afslørede de to små skinnende metal bare. ”Fine ikke?” spurgte hun og lade hvilende sit hoved ved hans skulder, og lukkede sin hånd igen. ”Men hvis der ikke er plads i dine ører, så må vi finde et andet sted.” Den fri hånd kom igen tilbage. Glidende hen over hans overkrop, hvor den kuplede sig om hans muskuløse bryst. Lukkede brystvorten mellem to fingre. ”Hvad med her? Jeg har trods alt allerede begyndt på at gøre et hul klar.” Nådesløst pressede hun mere omkring det ømme punkt, som håbede hun på at kunne klemme endnu en dråbe blod fra det.

Et korrupt hoved? Var det virkelig sådan hun ville beskrive ham? "Jeg tror den med det korrupte hoved er dig," svarede han tilbage... og måske var det pga. ting som disse, at han havde et korrupt hoved? Det ville i hvert fald give ganske god mening, men Fabian mente egentlig ikke der var noget i vejen for at svare på det på denne måde.

Nu når dæmonen ikke længere var på ham og giften var ved at forsvinde fra hans krop, forsøgte han da at få placeret sig bedre, selvom han godt kunne se at han ikke kunne komme på benene hurtigt nok, før hun ville fange ham igen. Der var heller ikke nogen grund til at flygte, hvis hun lod ham overleve, men det var jo ikke til at vide sig sikker om hun gjorde. Han var bare ikke særlig stor fan af faktisk at dø endnu. Han havde så meget i sit liv han stadig ville nå..... måske ikke så vigtigt som så mange andre, men for ham var det vigtige ting.
"Gave?" kom det tørt fra ham, selvom han var nysgerrig, men en gave fra denne kvinde... det ville ikke ende godt. Mere nåede han dog heller ikke kommentere på før at hun hev noget brutalt i ham, for at få sat ham, som hun ville have.

Piercinger? Det måtte Fabian nok stille store spørgsmålstegn til. Det var da underligt at give ham flere piercinger. Ikke fordi at han havde noget i mod det, da han var glad for sine nuværerende, men han tvivlede på at hun kunne gøre det ordentlig. "Nej tak," svarede han tilbage, selvom metal barerne var ganske nydelige, selvom de var simple.
Et lille lidelsesstøn kom fra ham, da hun tog fat i den ømme brystvorte, og en dråbe blod kom da også fra den. "Det har jeg virkelig ikke behov for. Du kan give dem til nogle andre," sagde han, selvom han stadig var noget fokuseret på smerten i hans brystvorte.