Forhandlingerne var gået udmærket. Ishtar havde fået sit navn tilbage, havde brændt den side, det stod på og var kommet videre. Det var vigtig, at der ikke var nogen steder, hendes navn var skrevet ned. Hun ville for alt i verden undgå at blive slave til nogen som helst. Mørkets Lord var slem nok. Hvis hendes navn skulle ende i én eller anden tåbes besiddelse, så ville hun i dén grad være på spanden. Noget hun bestemt ikke ønskede. Hun havde ikke tid til det, og hun ville hellere dø end være en anden persons undersåt. Hun var ikke født til den slags, og hun var bestemt heller ikke opdraget til den slags. Det var ikke hendes skæbne.

Nej, hendes skæbne var, en dag. at få sit helt sted. Et sted hvor hun kunne bestemme, regere over andre. Hun ville ikke være en ond regent, tværtimod. Streng, men aldrig led mod sine undersåtter. Dét, at lede folk i sig selv var nok for hende. At bestemme. Over sit eget liv, gerne over andres. Det kunne være rart.
Som hun gik i sine egne tanker i den gamle slotsruin, endte hun med, at mærke andre folks tilstedeværelse. Hun var derfor allerede klar over deres tilstedeværelse, da fem mørkets krigere dukkede op blandt ruinerne. De genkendte hende ikke, men deres tanker afslørede dem. De ville forhøre hende, måske endda mere. Voldtægt lå ikke langt fra ondskabsfulde mænds sind, og derfor var hun allerede klar til hvis der skulle ske noget grimt. Hun havde allerede en dolk i hånden, mens de nærmede sig, men i hendes store ærmer, var den ikke synlig. "Sikken yndig kvinde vi har her," udbrød én af krigerne. Lidt for glad. Hun smilede koldt. "I har ikke nogen kvinde. I observerer og kommenterer på en kvinde.. Der er stor forskel," hendes arrogance strålede frem som hun ordkløvede dem, ord for ord. De blev allerede forvirrede og vrede. Én af dem, lederen især, virkede irriteret. "Vi har dig, hvis vi siger, vi har dig. Du kan lige vove på, at løbe nu, og der er ingen, der kan høre dig hvis du skriger,"
Det kunne Ishtar ikke lade være med, at grine af. Hvor var de dog tåbelige.
"Jo der er. I vil selv kunne høre det, tåbelige små mænd," det skulle hun nok ikke have sagt, for nu begyndte de, at gå mod hende, med en del mere fart, alle sammen med deres våben fremme. De kunne prøve. Hun ville aldrig betvinges af nogen.

Galavant havde haft godt gang i sin lille mission om at finde nogle Mørkets Krigere. Efter mødet med englen havde han arbejdet mere ihærdigt, og havde efter en tids søgen fundet en bonde der kunne berette om en kro hvor alle var blevet dræb efter deres mad og sprut var blevet stjålet af mørkklædte mænd. Det var dette hint der havde ledt ham på sporet af den lille gruppe mænd, der ikke havde været de bedste til at skjule deres færden.
Stille og roligt var han kommet ind på livet af dem, fulgt dem tæt indtil de havde slået lejr, og søgt ly for en isnende regn i nogle ruiner. Der var dog et eller andet over stedet.
Noget som den unge dæmon ikke helt kunne sætte fingeren på, normalt fandt han ruiner hyggelige, ja nærmest behagelige at være i, men her var der bare et eller andet, nærmest som en skygge. Det virkede på en måde bekendt, hvilket fik ham til at være mere på mærkerne som han snigende fulgte efter mændende og hørte hvordan de snakkede og lo. En rynken gled over Galavants næseryg. glæde kunne han ikke bruge til spor, heller ikke den nervøshed han fornemmede fra et par af dem.
Skrige? Han hævede øjenbrynene kort inden han sneg sig tæt nok på til at han kunne bruge sin hale til at bore ind i halsen på manden. Gispende efter vejret faldt han i en tung spjætten om på gulvet, indtil livet var sivet ud af ham. Galavant greb til krigerens kortsværd inden han vendte sig mod dem, kort bemærkende kvinden der nær havde fået ham til at stoppe op midt i det hele.. Så det var hende der havde påvirket ruinen..? Hvordan havde hun gjort det? Var det hvad andre dæmoner snakkede om når de snakkede om auraer?
Han rystede den midlertidige tanke fra sig: Hvis hun overlevede kunne han altid udspørge hende når han havde fået fat i en af de levende krigere.
" Hey, mandfolk! Hvad med at kæmpe mod en på jeres egen størrelse? " Dette lagde bare til en latter fra de andre da han ikke ligefrem var en særlig stor dæmon. Hætten røg umiddelbart fra hans ansigt og viste horn og de mælkehvide øjne. Det fulgt af den blodige hale bag ham, fik umiddelbart det til at give et mindre spjæt i den ene fyr, som Galavant ikke lagde skjul på hvad han var. Øjnene lagde sig på den spjættende mand.. Højest sandsynligt et godt offer hvis hans herre havde til sinde at udspørge nogen. Vurderende betragtede han ham. " Hold en i live, resten kan dræbes. " Lød det nærmest som om han snakkede til sig selv inden han to et udslag ud imod en af mændene, ikke ham han havde udset sig at tage med til hovedstaden.

Der gik ikke længe før Ishtar kunne føle en andens tilstedeværelse. Det skete samtidig med, at hun mærkede en mands livsgnist forlade sindet på ham. Hun vendte sig roligt rundt som den nye person blandede sig, og kunne ikke lade være med, at smile køligt da denne viste sig, at være en dæmon. Hans ord gjorde kun hendes smil større. Hun var større end dem alle. Hun kunne teknisk set bare få dem alle til, at slå hinanden ihjel, men det var bare lidt mere hyggeligt at lege med dem, før hun dræbte dem alle sammen. Hun kunne næsten høre det, som dæmonen sagde det til sig selv. Så han ville have en levende mørkets kriger? Det var hende underordnet, men hvorfor ikke give ham en lille hånd? Hun kiggede over på den spjættende mand, søgte kort ind i hans hjerne. Det fik manden til at sætte sig i skrædderstilling med skjoldet beskyttende foran sig. De andre krigere fandt denne opførsel sær, og der gik kort kaos i dem, mens den anden dæmon begyndte at angribe dem. Som det så ud nu, var to ude af spillet. Én død, en anden under Ishtars kommando. Det efterlod tre. To af dem var i hovedet på den anden dæmon, mens den tredje stadig var stædig efter, at beholde sit bytte i Ishtar. Manden greb ud efter hende.

Hun forsvandt i en mørklilla sky, og dukkede op bag ham. Hun var hurtig, da hendes kniv sad i mandens nakke, stikkende ud af halsen på ham. Han gurglede blod op, som hun trak kniven til sig, og vaklede først lidt rundt i et forsøg på at få fat i hende. Hun behøvede ikke engang teleportere sig væk for at undgå ham. Blot tage et par skridt. Til sidst forsvandt hans sind også, og kroppen faldt død om som en slatten dukke. Hendes fokus blev vendt mod de resterende.
Igen forsvandt hun i en lille røgsky, kun for at dukke op bag dem. Det var altid træls at være overmandet to til én.
"Hvorfor dræber I ikke bare hinanden, I to?" spurgte hun, næsten nysgerrigt. Det var som om, at det kun tog dem sekunder at opdage kommandoen i deres hjerner. De sagde intet, men begyndte pludselig en vild kamp mellem hinanden i stedet for at angribe dæmonen. Ishtars iskolde blik sad fast på dem, mens de forsøgte at myrde hinanden, og et kolde smil forsvandt aldrig helt rigtigt fra hendes læber.

( Min hjerne opgav at finde hoved og hale i din post, sorry tager det bare efter hvad du skrev i chatten )

Det var nærmest en direkte fornøjelse at se hvordan krigerne gik til angreb på hinanden, mens han fik hevet den ene, ham med skjoldet, til siden så han ikke døde eller stak af. De tågede øjne betragtede den kvindelige dæmon foran ham og hvordan hun, den den store anstrengelse tilsyneladende, knækkede deres livsgnister en efter en. Et smil var ubemærket gledet hen og vokset frem på hans læber. Udsøgt fornøjelse at se hendes arbejde, mindst lige så meget som hende selv. Hun havde noget mystisk tiltrækkende ved sig han ikke havde oplevet før. Måske var det bare Galavant der ikke havde set nok til sin egen slags, men ikke desto mindre var det en fornemmelse han ikke bare lige sådan kunne ryste af sig.

Han sænkede blikket ned imod manden for hans fødder, der stadig sad rystende som et espeløv og holdt skjoldet foran sig, som om detkunne hjælpe ham særlig meget. Fristelsen til at skære hans tunge ud var stor, men han vidste at fyren højest sandsynligt skulle under forhør når han endelig var tilbage i hovedstaden og havde afleveret ham, derfor lød der istedet blot en vag klikken fra spisen af hans hale inden blikket igen blev rettet mod dæmoninden. Hvor meget kunne han stole på at hun ikke bare ville dræbe fyren? Som hun havde ladet de to andre krigere gå i kødet på hinanden til den ene var død og den anden var godt i gang med at forbløde. " Jeg går ud fra at en tak er på sin rette plads..? " Brød Galavants stemme endelig stilheden der kom efter død og lidelse. " Mange tak." Han undertrykte en kort trang til at bukke let for hende og klikkede istedet mere med en blodige hale der havde lagt sig til rette bag krigeren. En fandens til svag kriger hvis han skulle bedømme. Endten det eller fyren var ny i feltet. " Lad nu være med at kramme sådan om det tåbelige stykke metal. " Endnu et lille spjæt fra manden som han langsomt så op på, den temmeligt lave, dæmon, som hurtigt og effektivt fik fjernet våbnene fra krigerens person.