Lyden af fodtrin kunne svagt høres blandt skovens naturlige lyde. Vinden i trætoppende, fugle der kvidrede og en lav rislen fra den bæk der var ikke langt fra hvor det lille halvdyr spasserede rundt mellem træerne på sine bare tær. Han lod kort blikket glide rundt mellem træerne. Vejret havde ingen effekt på Neio, han var vandt til koldt underlag under fødderne og denne dag var ikke en ekstremt kold dag så det var ingen problem for ham. Det var ikke første gang at han besluttede sig for at bevæge sig rundt netop her i Lindeskoven. Det var et godt sted hvis man trængte til at komme væk fra byens hektiske hverdag eller bjergene kulde og blæsende liv. Der var mange skove her, men han havde fundet ud af at denne var den bedste for en stille gåtur eller samtale med sig selv.

Det var rart at komme væk fra byen som han havde opholdt sig i de seneste uger. Ikke at han ikke kunne lide byen, men engang imellem, var det meget rart med en pause for alle de folk - der skete hele tiden en masse alt for hektiske ting som var svære at overskue når man var vandt til at være alene i bjergene og kun møde andre sjæle når man var på udkig efter mad, eller rent faktisk af egen fri vilje opsøgte folk for selvskab. Dog havde han en tendens til at skubbe sig lidt væk i sin egen verden og undersøge underlige ting frem for at leve den hverdag mange andre levede.

Han gjorde et hop op på et sten og videre op på en større sten idet han svingede en gren gennem luften han havde fundet på jorden. Et alternativ våben i hans kamp mod intetheden, luften og en blad der faldt fra et træ. " Et skridt nærmere og du er færdig! " sagde han idet han pejede grenen mod bladet som stille dalede. Han rynkede kort næsen og lod skuldrene falde idet han slap grenen og den faldt til jorden. " Du snød mig! " sagde han med en opfundet hæs stemme før han lod sig dumpe ned på knæ, stadig med blikket rettet mod bladet men lod sig så falde bag over ned fra stenen og ned på jorden, hvor han blev liggende et par sekunder med blikket rettet op mod de smukke trætoppe. Det ville være et smukt syn hvis man skulle dø, sådan at det var det sidste man så. Heldigvis var han jo ikke rigtig død så han rejste sig igen kort efter og børstede sig fri fra skovbundens blade, jord og smågrene.

Caelon begav sig ikke ofte udenfor Elverly, især ikke på denne tid af året, hvor det var blevet koldere i vejret, for hvis der var en ting han hadede, så var det kulden. Derfor havde han også klædt sig i noget varmt tøj med både handsker og en kappe, hvor der dog også hang et par eliksirer i, bare i tilfælde af at noget skulle ske, og så en læder pose, hvor han kunne stoppe de urter han fandt i. For grunden til at han blev nødt til at gå ud var fordi at han var begyndt at mangle forskellige urter, og han var begyndt at mangle dem så hurtigt, at han ikke kunne tillade sig at tage fra healerne i Elverly, da de med garanti ville opdage det. Så han havde begivet sig ud i noget vejr, der aldeles ikke passede elveren.

Caelon havde gået i noget tid, før han så en skikkelse længere fremme, som i det store hele faktisk så ud som om at han opførte sig dumt i Caelon's optik. Han gik lidt længere frem for at høre hvad væsenet sagde og han kunne da også godt se at det var et halvdyr af en art. Dem var der alligevel en del af i Lindeskoven, men de opførte sjældent skuespil på den måde. Han kunne ikke lade vær med at grine af det latterlige skuespil. Det var ikke en specielt varm latter. Den var høj nok til at halvdyret ville have hørt ham, men Caelon var ikke så bekymret for det.

Neio rynkede kort panden og så sig langsomt over skulderen da en latter lød i hans øre. Han lagde kort hovedet på skrå med et tænkende udtryk som dog ændrede sig med et, og han så sig så omkring på sin krop, før hans blik igen landede mod manden der var til stede og som tydeligvis fandt et eller andet morsomt. Det kunne vel ikke være Neio? havde han noget i ansigtet, havde han stadig skidt og skrammel over hele sin krop eller var det hans opførsel? der var vel intet ivejen med lidt kedsomhedsleg sådan et sted som dette. Han så kort lidt spørgende ud men vendte så rundt på hælende så han havde fronten mod den fremmede. " Er de kommet for at tage kampen op eller grine af en stakkels såret sjæl uden en chance for at lure naturens hemmeligs våben? Muligheden for at være på min side vil også stå åben, de angriber når man mindst venter det! " sagde han så, om det gav mening for den fremmede eller ej betød intet for Neio - han håbede at latteren havde været en anden end nedladende så han måske kunne spille med på den ensomme leg Neio havde gang i. Det var i sidste ende meget sjovere at have en medspiller end at være alene.

Han vippede kort frem og tilbage på sine fødder og følte det fugtige underlag under sine fødder før han så bare af ren nysgerrig alligevel trådte tættere på den fremmede som han efter lidt bemærkede var elver. Han bemærkede dog kort efter læderposen som han havde med sig. Gad vide hvad han havde med, eller skulle finde. Nysgerrighed var der masser af men han ville ikke ødelægge muligheden for et muligt spil på at begynde at stille spørgsmål om elverens gøremål eller tanker. Nu var det som det var og han måtte vente i spænding på en reaktion. Selvom på meget få øjeblikke var Neio blevet helt utrolig nysgerrig på hvad han var for en. Det måtte han finde ud af senere, medmindre selvfølgelig elveren besluttede sig for at gå, men det håbede Neio ikke han ville. Tværtimod.

Caelon studerede halvdyret, for at overveje hvilken en slags han var. Det tog ham ikke lang tid, før han kunne konkluderer at det var en halv vædder. Det måtte det i hvert fald næsten være med sådanne horn, men Caelon havde ikke tænkt sig at spørge om det var rigtigt eller ej. Han ville nok ikke se vædderen igen efter dette møde, med mindre det viste sig, at han kunne være brugbar for Caelon's forskning og det var Caelon rimelig sikker på at han ikke ville, men selvom det var tilfældet, kunne Caelon ikke helt få stillet sin nysgerrighed ved bare at gå.

"Hvis du har planer om at lege skuespil, burde du nok sige nogle replikker som giver mening, især hvis du har planer om at inddrage andre i sådan en tåbelig leg" sagde elveren køligt, men et svagt smil kunne se på hans læber, selvom det ikke ligefrem så venligt ud. Han fjernede et hårstrå der havde forvildet sig væk fra hans andet hår, der dækkede over arvævet ved hans øje. Det var noget han normalt altid skjulte, ikke fordi han var flov, men han gad ikke spørgsmålene der normalt kom med det når han mødte fremmede, og han gad heller ikke blive set på med væmmelse, som var sket før.

" Det gav da helt og aldeles fantasitsk mening! " Sagde han hurtigt itil sit eget forsvar. Han synes selv det gav mening, hvert fald bare en lille smule og mente da slet ikke selv at det var en tåbelig leg - tidfordrivende leg ja, men også underholdende og ligeså snart noget var underholdende var det ikke tåbeligt. Tåbelige ting var ting som at stjæle, det var tåbeligt. Han hævede et bryn og lagde sine arme over kors og kiggede meget overvejende mod elveren. " Men på den anden side.. " sagde han så før han kort slog ud med den ene arm men smuttede så i en hurtigt bevægelse hen og snuppe grenen som han før havde 'tabt' i sit dødfald. " Hvis du ikke tør, er det også helt iorden.. " sagde han med et kort drillende smil men fægtede så kort lav mod jorden med grenen han havde fået fat i igen. Han ville helst have at elveren var med på lidt sjov, men man vidste jo aldrig hvor barnlig en sjæl folk kunne have, det ville ikke være første gang han ville få en afvisning fra en fremmed i en spontan leg.

" Vi kan jo ikke alle være lige modige " sagde han så, bare lige for at stikke lidt mere til ham, stadig i håb om at han ville være med. Godt nok var elveren noget højere end Neio selv men det gjorde ham af den grund ikke mere skræmmende, måske hvis han havde rent rundt med en masse våben eller været brutalt muskuløs - men det var jo ikke ligefrem det han udstrålede, hvert fald ikke for Neio. Elverens halvkølige attitude gik ham ikke på, han skulle derimod bare selv passe på ikke at blive næsvis af det. Eller komme med nogen alt for dårlige kommentare. Men det fik også det hele til at virke somom at elveren trængte til et frisk pust og mindre seriøsitet, en leg ville da helt klart være oplagt i sådan et tilfælde. Men det var ikke hans beslutning at tage.

Det var alligevel mange år siden at Caelon sidst var stødt på sådan et besynderlig væsen. Det havde selvfølgelig noget at gøre med at Caelon ikke bevægede sig så meget ud som han engang gjorde. Og hvis han skulle være ærlig, så hvis han havde været 500 år yngre, så havde han nok hoppet med ind i legen, men han var ikke længere et barn. Han havde oplevet for mange ting til ikke at være blevet så seriøs, og det var jo ikke fordi at han ikke nogengange kunne finde på at have det sjovt, han havde bare ikke planer om at vise den side af ham selv til en fremmede.

Han faldt ikke for noget der tydeligvis var for at lokke ham med ind i legen. Caelon var mere rolig end det, til gengæld fik han en ide. Han var dog sikker på at vædderen ikke ville gøre det. "Nej det kan vi ikke, men hvis du er så modig, så kunne du jo skaffe mig et drageskæl," sagde han med det samme smil, som næsten var en smule hånende. Han var nemlig godt klar over at det var leg for vædderen og selv hvis han ville prøve at bevise sig selv, så ville han få noget svært ved at skaffe et drageskæl. "Men hvis du ikke kan skaffe et, så burde du nok ikke påstå at være så modig, som du gør," sagde han og stirrede afventende på vædderen

Neio retteede sig en smule op og pillede kort ved sit ene horn mens hans tænkte lidt over det. Det virkede ikke til at elveren var særlig meget i humør til at lege med.. og dog. Hvad var det han sagde. Han rystede hurtigt nogen gange på hovedet og svingene grenen i en tilfældig retning " Selvfølgelig er jeg modig nok til det! Hvad får dig til at tro at jeg ikke er det? " han så tænksomt mod elveren, spørgende.. Han kunne ikke helt forstå det, virkede han som en umodig. Måske. Han var jo ikke så stor og virkede måske ikke så faretruende - men modig kunne han nu altså godt være. " Men.. drageskæl? " spurgte han så kort, undrende. Hvad i alverden skulle han bruge drageskæl til. " det ville da helt sikkert kræve en drage, hvor finder man sådan en? " han havde faktisk aldrig som sådan lige mødt en drage. Så hvor de sådan opholdt sig henne vidste han ikke rigtig. Eller om det var sådan nogen folk tæmmede for at ride på eller om det bare var det pure opspind.

" er det noget du skal bruge til noget? " spurgte han så med hovedet på skrå men kastede så grenen fra sig et stykke ind mellem to træer. Han havde nok brug for noget mere holdbart hvis han pludselig skulle på dragejagt og skaffe drageskæl. Inderst inde vidste han nok ikke rigtig om han turde opsøge en drage sådan uden videre men spændende kunne det helt sikkert være og det ville da helt sikkert bevise at han faktisk var en modig en. Hvis han så endelig faktisk ville kunne skaffe et drageskæl ville han da helt sikkert selv beholde det og give det væk. Men hvis han ikke selv havde skaffet drageskæl var han jo heller ikke selv særlig modig? Han stod lidt i sine egne tanker et par sekunder men rettede så blikket mod elverens ansigt. " Kan man overhovedet skaffe sådan noget nogen steder? " spurgte han så lidt skæptisk et kort øjeblik efter. Han var pludselig blevet helt i tvivl.

Caelon smil blev lidt bredere som det så ud som om at vædderen overvejede det. Han ville jo nok blive stegt hvis han prøvede at tage et skæl fra en drage. Caelon ville ikke engang have mulighed for at få fat i dem, hvis det ikke var for hans mange kontakter rundt omkring i landet, og hvad staldknægte ikke ville gøre for et par krystaller. Han fugtede sine læber, før han begyndte at fortælle vædderen hvor helt præcist han kunne finde dragerne. "De er ikke så svære at finde, nu hvor de er faldet til ro," startede han ud og ville være sikker på at vædderen hørte efter. "Øst for her er Hovestaden, og det er nok det tætteste sted du kan finde dragerne. De holder til ved Krystalpaladset, så det er ikke engang svært at finde dem. Det eneste du skal er at infiltrere dragestaldene der, og så nappe et par skæl fra dragerne. Det lyder da meget nemt ikke?"

Hvis Caelon havde muligheden for at få i sjældne ingredienser, så ville han med glæde sende fremmede i døden for det, selvom han stadig havde sine tvivl om hvor vidt vædderen faktisk ville gøre det. Ingen i deres rette sind ville infiltrere Krystalpaladset. Og man skulle være helt og aldeles sindssyg for at tænke på Midnatsborgen, så den lod Caelon vær med at foreslå lige nu og her.

Sikken et eventyr det kunne være. Men farligt. Det måtte være farligt, medmindre at ideen om at drager var farlige bare var fup? han tvivlede. De kunne vel umuligt være venlige væsner, eller? Det vidste han ikke, og han var en smule i tvivl om, om han turde finde ud af det. Han lagde sin hånd lidt i sin nakke med et kort overvejende udtryk men rystede så bare lidt på hovedet. " der er meget langt " konstaterede han kort, før han hoppede op den ene sten der var bag ham men rettede så opmærksomheden mod elveren igen. " ville du selv tage med? " spurgte han så og ville egentlig forsætte med flere spørgsmål men blev distraheret af et dalende blad.. Endnu en fjende.

Der gik et øjeblik før han rettede blikket mod elveren igen og endelig fik revet sig ud af sin tidligere leg med blade. " Altså... hvad ville jeg få ud af det? " spurgte han så lidt. Han fik det faktisk til at lyde alt for nemt. Men det var måske stadig ikke helt nok til at det ville kunne få ham til at gøre det. Han var faktisk ikke engang sikker på at han overhovedet kunne finde hen til hvor elveren sagde at dragerne kunne findes. " Hvis man nu bare kunne spørge dem pænt om de kunne undvære et par skæl.. det ville være smart " sagde han så lavt, lidt mumlende og vippede kort lidt frem og tilbage på mine fødder. " Men det har jo faktisk ingenting at gøre med om du ville være med eller ej " sagde han så da det med et gik op for ham at elveren helt ufatteligt meget havde talt udenom det faktiske emne. Det var måske et diskret nej til tilbuddet om at være med. Det måtte Neio acceptere. " Jeg bliver nødt til at sove på din plan.. kan ikke tage stilling til om jeg er forberedt nok til at møde en drage, det kræver mere træning " sagde han så med et kort nik. " har du erfaring med det? nogen gode råd? ville jeg dø? ... Jeg er ikke klar til at dø helt endnu " sagde han så med en rysten på hovedet. Han ville helt klart bedre kunne komme med et svar hvis han havde tænkt over det natten over. Også selv der var han ikke sikker.

Caelon synes det begyndte at ligne lidt at vædderen talte i ring med alt det han sagde, men kommenterede ikke på det. Han begyndte langsomt at gnide sine hænder, da han begyndte at kunne mærke kulden komme igennem hans handsker, og hvis der var en ting han ikke kunne klare så var det kulde, og det ville ikke være godt hvis han blev kold nu. Han havde ikke tid til at blive mere syg, for det virkede som om at sygdom forfulgte ham uanset hvor han tog hen.

"Jeg vil selvfølgelig betale dig, hvis du bragte drageskæl med tilbage," svarede Caelon, for han ville aldrig løbe fra en handel. Men der var nok større sandsynlighed for at vædderen blev stegt eller endte i fængsel, men hvis han kom tilbage, skulle Caelon nok betale som han ville have, da drageskæl var uhyre sjældent at få fat i. "Du vil da ikke dø," sagde Caelon i en meget overbevisende stemme. "Du skal selvfølgelig bare være lidt på vagt, men det er et enkelt skæl, det opdager dragen slet ikke." Dette var dog løgn, for han havde da hørt at der var nogen af staldknægtene der havde været for dumdristige og bare hevet et skæl af, som havde endt med at være deres død, men det behøvede vædderen jo ikke at få at vide.

Neio svingede kort lidt frem og tilbage med sine arme mens han med et lille smil stod der på stenen og overvejede hele situationen. Skulle han gøre det? Hvis der ikke var en tidsfrist på det kunne han jo håbe på at møde en drage et andet sted end lige dér hvor elveren havde forslået. Det virkede nemt, men på samme måde en smule risikabelt og han kendte ikke helt til reglerne omkring sådan noget, eller drager. Måske burde han læse lidt op på det eller finde en drage-expert at spørge til råds.

" OKay! Hvad nu hvis..." sagde han så med et smil og hoppede ned fra stenen og smuttede hen efter sin gren igen. Han havde svært ved at beslutte om den skulle være en del af hans liv eller ej. Han trådte så tættere mod elveren og de nedfalde blade knaste under hans bare fødder. " Hvis nu du tog med.. det ville være smart, så kunne du være den kloge halvdel af udflugten og du ville få drageskæl og jeg ville få selskab undervejs.. " sagde han så mens han nikkede. " det ville selvfølgelig kræve at du bare engang imellem ville få lidt mere liv og glade dage i det kønne ansigt af dit " sagde han så med hovedet på skrå og med et smil om læben mens han pegede en anelse mod hans ansigt med grenen. Han ville slet ikke være morsomt selskab på sådan en tur hvis han ikke smilte eller viste bare en smule mere følelse end han indtil nu havde gjort. Men selskab ville for Neio være betaling nok. Måske ville lidt brød ikke skade men det var jo først noget man kunne snakke om hvis han rent faktisk ville med på turen. " Desuden ville det være rart med en vejviser " sagde han så og kløede sig kort i nakken med et halvskævt smil om læben. Stedsans havde han ikke, kun i områder han kendte godt og det var bjergene. Krystalpaladset var ikke et sted han havde opholdt sig.
Han havde på fornemmelsen at elveren igen ville afvise men man havde lov at håbe og det var hvad Neio gjorde. Han så det ikke som en handel mere som en oplevelse. Noget han uden kontrakt altid kunne smutte fra hvis tingene blev for risikable. Eller døden stod ham for døren.

Caelon kunne godt se at det nok ikke ville blive til noget, for han vidste at han selv ikke kunne gå langt væk fra Elverly. Hans krop kunne simpelthen ikke klare det, desuden havde han brug for sine eliksirer til at holde sig selv i live. Han nægtede at ende som sin mor, selv hvis det var for en sjælden ingrediens. Han ville hellere overleve uden den så. Dog ville han ikke fortælle en fremmede om en sygdom, som han ikke engang havde fortalt sine nærmeste om. De ville alligevel alle udstøde ham hvis de vidste det.

"Jeg kan desværre ikke forlade Elverly, selv ikke for en så interessant tur," svarede Caelon, for han skulle nok komme med en undskyldning om hvorfor han ikke kunne forlade Elverly, som intet havde med hans syge krop at gøre. "Desuden, var det ikke meningen at du skulle vise hvor modig du var, siden du påstod at du var den modigste af os to?" spurgte han. For selvom Caelon havde lidt givet op på de drageskæl, kunne han da godt se om han kunne overtale vædderen.

Neio rynkede panden af elverens svar og sænkede sin pegende arm men rystede så bare på hovedet. " Jamen altså...så er det jo svært at få det til at lade sig gøre " sagde han så lidt mens han nikkede men overvejede så andre måder. Der var ingen andre måder. Han havde ikke lyst til at gøre det alene og elveren kunne som han så havde sagt åbenbart ikke forlade stedet her. Hvilket undrede Neio en smule. " Hvorfor kan du ikke forlade Elverly? " spurgte han så og mistænkte med det samme elveren for ikke at være modig nok. Selvom det sikkert ikke var tilfældet, godt nok så han ikke ud af meget men han mistænkte alligevel inderst inde elveren for at være en bange buks. Han kunne ikke helt undgå måske at få lidt ondt af elveren, hvis det virkelig var sandt at han ikke kunne forlade stedet - det var helt enormt sørgeligt, så ville han aldrig opleve verden udenfor dette sted, der var så meget fantastisk at se og opleve derude. " Er du tryllebundet til stedet!? brænder du op når du når grænsen!? " spurgte han så og rettede sig op. Det kunne være sejt, men også trist.

Neio nikkede lidt med et tænktsomt udtryk efter lidt tid. " Du har ret, jeg skulle bevise mit mod.. men det er en umulig opgave, kender ikke vejen, har aldrig mødt en drage og har ingen idé om hvordan jeg nogensinde ville kunne få fat i et drageskæl.. " sagde han så lidt " så, jeg må overgi mig til de højere magter " han trak kort halv bedrøvet på skuldrene men smilte så bare skævt. Det gjorde ikke så meget, han kunne altid vende tilbage til sin leg hvis dette eventyr gik i vasken, hvilket det nok gjorde. Han turde ikke alene. Men det havde han ikke tænkt sig at sige til elveren. Andre undskyldninger var fine nok. Det var ikke et brud i selvtilliden at han ikke kunne skaffe drageskæl, han kunne mange andre ting som også krævede mod. Han var dog stadig nysgerrig omkring hvad der var ivejen for at elveren ikke kunne forlade Elverly.

Caelon hævede sit øjenbryn af de forstillinger om hvorfor han ikke kunne forlade Elverly. Hvis han bare kunne komme med sådan en simpel grund, men det var jo ikke realistisk, så ville han hellere stikke vædderen en til løgn om hvorfor han ikke kunne forlade Elverly, og en løgn der faktisk gav mening. "Jeg er en meget vigtig person, så jeg kan ikke forlade mit folk. Det forstår du vel godt," svarede han, der var intet hint om at det han ikke fortalte sandheden. 500 år havde gjort ham ganske god til at lyve, især når det ikke var nogen han kendte. Men han synes det var lidt utroligt at vædderen havde næsten en barnlig naivitet, hvilket ikke var noget Caelon stødte på ofte.

"Det var ellers ærgerligt at du ikke ville prøve at få fat i drageskæl, jeg giver folk en god løn for at få fat i ingredienser som den," kommenterede han og var faktisk lidt ærgerlig over at han ikke ville få fat i friske drageskæl. Han havde dog heldigvis et par stykker endnu, som han kunne forsætte med at bruge, men han måtte nok snart sende bud efter nogle flere, det og nogle af hans andre ingredienser var ved at løbe tør, især de sjældne, og det var ikke ligefrem kun et par krystaller nogle af dem kostede.

Det kunne ikke undgås at se et lettere skuffet udtryk i Neios ansigt da elverens grund ikke var nær så spændende som dem han selv havde fundet på. " Hmm.. En vigtig person.. er du læge? " spurgte han så. Han kunne ikke rigtig lige komme på andre vigtige personer som var så vigtige at de ikke kunne forlade deres land. " Eller Healer? er du en ukendt konge jeg ikke har hørt om? " han kneb øjnene sammen og forsøgte at finde på flere muligheder der kunne være så vigtige. " måske har du en syg kone du ikke kan forlade? børn? en uskyldig hundehvalp? " han lagde hovedet en anelse på skrå, spørgende men samtidig overvejende. Han holdt så op med at komme med flere idéer den stakkels mand skulle jo have muligheden for at svare.

" Skal nok tænke på dig hvis jeg en dag møder en drage der kan undvære lidt skæl " sagde han så med et lille smil om læben. Han tvivlede på det ville ske. Dog bed han denne gang mærke i at elveren sagde 'god' løn. Han stod lidt igen og overvejede det. " Hvad er en god løn? " spurgte han så om. Ikke at der ville være mange ting han ville kunne acceptere som løn når det drejede sig om en ting som dette, men det kunne jo være elveren havde noget i ærmet der kunne overbevise ham om hvor god en idé det ville være at skaffe sådan noget skæl. Om ikke andet få ham til at overveje det endnu mere end han i forvejen gjorde. Idéen var stadig ikke helt tabt på jorden. At det blev denne dag eller dagen efter var udelukket, men han kunne ikke benægte at han senere ville overveje og måske endda tage udfordringen op. Sådan var han. Eventyrlysten, naiv og alt for nysgerrig på hvad der kunne være omkring næste hjørne. Om det så var en fugl eller ild sprudlende drage.

Vædderen var tydeligvis ikke klar over at de havde op til flere healere, så faktisk kunne han sagtens få lov til at gå, men det behøvede han jo heller ikke at få at vide, hvis det var en god nok undskyldning til hvorfor han ikke selv kunne få fat i ingredienserne han havde brug for. Han havde dårlig nok tid til faktisk at svare på noget af det, før vædderen denne gang kom ind på lønnen, og der trak Caelon endnu engang på smilebåndet. Tiltrods for naiviteten, så det stadig ud som om han blev fanget af mands bedste ven, nemlig en god løn.

"Det kommer an på hvad folk vil have for det, men jeg giver typisk mellem 5 jadestykker til 1 safir for et drageskæl, alt efter hvordan det ser ud," svarede Caelon med et smil, det var en høj pris og han vidste det godt, men for det meste kunne han slippe afsted med kun at give 5 jadestykker for det. "Dog er jeg også villig til at betale i mad, eliksirer eller andet der er muligt for mig at få fat i." svarede han og håbede da at vædderen overvejede det igen, han tilføjede så: "Jeg kan fremstille næsten alle slags eliksirer hvis det endelig er."

Neio rynkede næsen lidt over sit manglende svar på hvorfor elveren ikke kunne forlade Elverly. Det ville han egentlig gerne vide og selv hvis det var en af grundene som han selv havde forslået ville han gerne være hvilken en af dem det var. Han ærgede sig et par sekunder men genoprettede så sin opmærksomhed da han begyndte at tale om lønnen.
Neio var lidt splittet, en løn kunne være god. Lækkert brød og måske et par sko. Han lod blikket smutte ned mod sine fødder et øjeblik men så tilbage på elveren før han trak en enkelt gang på skuldrene. Han vidste det simpelthen ikke. Og dog. " Hvis der ikke er en tidsfrist skal jeg nok komme rundt og prøve en dag " sagde han så lidt. Hvis han en eller anden dag var meget desperat efter mad eller varme så kunne det være han ville finde en drage og snuppe et skæl. Men som det så ud lige nu var han ikke i nød og ikke døende - hvilket han ikke ville fremskynde ved at opsøge en drage.

" Kan elksire gøre en højere? " spurgte han så, nygerrigt med hovedet vippet en smule på skrå. Han tvivlede. Hvad i alverden skulle man putte i sådan en som ville få det til at ske. Dog ville det stadig være sejt. Ikke at det var Neio højeste ønske at blive højere, et par cm ville da ikke skade men egentlig var han rimelig tilfreds. Nu ville han jo bare lige høre ad.
" Hov.. og forresten hvilket navn skal jeg opsøge hvis jeg endelig får skaffet drageskæl og skal spørge efter dig hvis du er en umulighed at finde på egen hånd? " spurgte han så, det var måske en meget god ting at vide så det ikke var forgæves sådan at satse liv og lemmer for noget også ikke kunne finde manden der ville give betaling for det. Hvis han altså skulle satse liv og lemmer, det kunne jo også være at elveren havde ret, at det var let. Men hvorfor gjorde han det så ikke bare selv? - Han kunne ikke forlade Elverly. Spørgsmålet han stadig ikke havde fået svar på.

Caelon var efterhånden rimelig klar over hvilke begrænsninger der var til hans eliksirer og hvilke ting han godt kunne få til at ske. Over 450 år hvor han havde eksperimenteret med eliksirer havde gjort det. "Desværre kun midlertidigt. Det er ikke muligt at skifte permanent form med eliksirer, der skal man have en evne til at gøre det," svarede han. Han havde nemlig prøvet at lave forskellige eliksirer der fik en til at skifte udseende, men de holdt max en uge før man skiftede tilbage. Han ville nemlig gerne have solgt dem hvis det havde lykkedes, da han var sikker på at han ville få en masse penge for dem.

"Du skal bare spørge efter Caelon Tathmiel, du skal dog ikke fortælle dem hvorfor du opsøger mig," svarede elveren, for han skulle ikke nyde noget af at blive taget i at være i besiddelse af drageskæl. Det var ikke fordi det var en helt lovlig ting at være i besiddelse af. Visse ting skulle bare holdes hemmelige, og det inkluderede hans mange ulovlige ingredienser.

" Ærgeligt " sagde han så kort med et halv betuttet udtryk. " hvad kan de så? øge hårvæks? kan man blive blå for en dag? måske altid have smagen af jordbær i munden? Du laver vel ikke sådan nogen der slår folk ihjæl? - kan de helbrede sygdomme eller er det snyd og bedrag? " han lagde hovedet på skrå men med et oprigtigt nysgerrigt udtryk. Sådan noget var spændende. Dog ikke noget han nogensinde selv ville begynde at eksperimentere med. " Kan man komme til at flyve? " Han bed sig i læben for ikke at virke alt for begejstret for noget som sikkert var en umulighed.

Elvernes navn var noget mere kompliceret end Neio havde regnet med men han gentog det nogen gange inde i sit hoved og håbede at det ville sætte sig fast hvis han nu rent faktisk ville få brug for det. Det ville han nok, hvad nu hvis han mødte elveren igen en dag, så ville det være pinligt ikke at kunne huske hans navn. " Det vil jeg prøve at huske " sagde han så efter lidt med et tænktsomt udtryk. " er det farligt at rende rundt med drageskæl siden jeg ikke må sige hvad det drejer sig om? " igen overvandt nysgerrigheden ham og han måtte spørge indtil til tingene, hvordan skulle man ellers lære nye ting hvis man ikke fik svar på alle de spørgsmål der boblede indvendig. Hvis det var en skidt ting at rende rundt med drageskæl ville han da gerne tige stille omkring det, men på den anden side ville det måske også stoppe ham i at skaffe det. Han ville ikke bryde flere regler end højest nødvendigt og hvis man var meget striks omkring lige dette skulle det endnu engang overvejes. Det var pludselig ikke så simpel og let en ting at skaffe som der først var blevet givet udtryk for.

Det var nogen fuldstændig latterlige ting som vædderen kom med af forslag til hvad eliksiren kunne gøre, men de kunne gøre mange af tingene, mange af af de ting vædderen var kommet med at forslag var dog ikke synderlige praktiske. "Det er bare et spørgsmål om at finde den rigtige sammensætning," svarede Caelon, hvilket han var rimelig sikker på var den rigtige begrænsning for eliksirlavning, og han var sikker på at han nok en dag skulle finde en kur til sig selv. Men lige nu havde, så havde han mest af alt bare lyst til at tvinge vædderen til at drikke en eliksir med gift, for det føltes næsten som om at vædderen ikke tog eliksirer seriøst, hvilket næsten var Caelon's hele liv.

Caelon måtte give vædderen, at han var skarpere end han virkede, men Caelon var vant til de her situationer og han var desuden aldrig blevet taget i en løgn før, så det ville han heller ikke denne her gang. "Der er en del der gerne vil have fat i drageskæl, så hvis du render rundt og snakker højlydt om at du har skaffet det, så kan jeg ikke garantere for at det ikke er farligt, men så lang tid at du har gemt det væk, så er der ingen der kan gætte at du har det på dig, og så er det ikke farligt."