Raseri og nederlag fyldte Hargins hoved. Han var på vej tilbage til hovedstaden, efter at have set Dragorn falde. Som tusmørket faldt på, var det dog ikke en særlig god idé, at flyve meget længere på sin opaldrage, der var lige så træt, som han var skadet. Det blødte fra et sværdstik der var gået gennem hans venstre skulder og et pil havde gennemboret hans skinneben, det havde han dog knækket af, så det ikke var i vejen. For nu var han i nogenlunde sikkerhed på dragen, men han vidste udmærket godt, at han var nødt til at lade. Dragen var træt, og det var han også. De var nødt til, at hvile, begge to, hvis de skulle være i stand til, at komme videre. Og Hargin måtte få tilset sine sår, ellers ville han nok komme mere galt af sted af blodtab og muligvis infektion. Han gav dragen ordren om, at lande ved noget vand i et lettere beskovet område, hvor han langsomt kravlede af, mens dragen selv drak af vandet. Som han støttede på benet, var han tæt på, at falde, fordi det skurrede sådan fra det stykke pil, der stadig sad boret igennem musklen. Han stønnede let over smerten, men bed det sure i sig og haltede hen til vandet, hvor han væltede på knæ og plaskede noget af det friske vand i ansigtet. Det hjalp. En smule.

Han burde have hørt sin drages lette knurren og rumlen, da krigerne kom, men han hørte intet, ikke før en pil fløj lige hen over hovedet på ham og alarmerede ham. Dette fik blodrus, vrede og adrenalin til at skyde sig gennem hans forslåede krop, og han rejste sig med stridshammeren i hånden. Skjoldet havde han mistet. Han stirrede vredt krigerne. De var tre. Men de var ikke blot nybegyndere, vidste han, for én af dem svang sit sværd rundt i prøvede mønstre, med et overlegent smil. Et grimt, skægget menneske. Den anden af dem var en ork med en stor økse i hånden, og den tredje en elver, med to knive og en bue. Det var mennesket, der tog ledelsen i angrebet og satte af efter Hargin, der afparérede, skønt hans arme sang af udmattelse. Han havde en hidsig kamp med mennesket, mens de to andre leende så på. De begyndte så småt at snakke om, at gøre grimme ting ved både ham og dragen, der var for udmattet til at gøre noget som helst. Hargin var alene i denne kamp, og det indså ham, som mennesket trak blod fra hans venstre underarm, og hånligt stillede sig i defensiven. Det gjorde Hargin så gal, at han fik jorden til, at ryste under manden, der væltede overrasket. Derefter gik Hargin hen, og hamrede sin stridshammer lige ned i ansigtet på manden, der nu ikke sagde mere.

Desværre havde han intet skjold, da pilen kom og ramte ham i siden, og borede sig ind mellem nogle ribben, hvilket fik ham til at gå i knæ med et udbrud af smerte. Orkens løben, fik ham dog på benene, som han nåede af parére øksen, og endnu en gang vælte omkuld. Orken var meget stærk! Han skyndte sig dog på benene igen, mens orken vendte sig rundt. Stærk. Men langsom. Desværre var Hargin også ved, at blive lidt sløv, som han stod og svajede let. Han fik dog alligevel kæmpet sig gennem orkens defensiv og hamrede begge knæskaller ind på denne. Derefter kom turen til elveren, der havde sigtet mod dværgen hele tiden, et smil på spidsørens læber. Hargin snerrede let, og lige inden elveren slap buestrengen, sendte Hargin en eksplosion af lys i hovedet på ham, og pilen ramte ikke sit mål.
Denne kamp var meget længere end de andre, og det gav Hargin flere sår fra de knive, elveren havde, indtil han fik nok og greb fat om elverens ansigt. Han brølede højt af raseri, mens han væltede elveren omkuld og hans øjne blev røde, før elverens hoved eksploderede mellem hans hænder. Efter at gjort dette, sukkede han udmattet og faldt sammen i skovbunden.

Guinevere var ved at drive sig selv til vanvid jo længere tid hun sad stille. Dværgekvinden var pakket ind over hele overkroppen i bandager, mens hendes venstre arm også var godt bundet ind samtidigmed. Faktisk følte Guin sig mere som en mumie end noget andet. Dertil jagede minderne hende. Den kroniske smerte som jagede hende i øjeblikket, var også det som holdte hende skarp. Den sørgede for at hun aldrig faldte helt hen i de traumatiserende minder om ilden, blodet og dragernes skrig fra himlen, som Dragorn faldte. Hendes hjem, hendes rige. Alt hvad hun havde. Siden flugtet var hun heller ikke ladet ud af syne. Hun følte sig som en indpakket baby som ikke måtte lades alene. Guin vidste udemærket godt at hendes skader var årsagen, men ikke destro mindre følte hun sig mere hindret og overvåget end nogensinde før.

Det var derfor et rent held at hun havde lagt sig en lille afstand til healernes lejr. Stedet hvor hun var blevet overvåget hele tiden. Hun holdte sig alligevel i nærheden. Hun ønskede ikke at blive væk og mindst af alt at blive angrebet af spejdere som højst sandsynligt var blevet sendt afsted af mørkets hær. En træstamme blev i midlertidig Guins holdested, som hun satte sig sukkene og kiggede lige frem for sig, blot for at høre den velkendte lyd af vingeslag på vej ned. Noget som fik Guin til at faresammen og derefter knække sammen i en grimasse af smerte. Over hende og træernes toppe kom den hvide skinnende drage og landede længere henne. Der gik lang tid inden Guin fik overtalt sig selv til at rejse sig. Dragen var af dem som tilhørte lysets hær. Men det betød ikke at hun var mere glad for dyrearten.

Som hun kom nærmere begyndte lydende også. Lyden af kamp og smerte, som en enkelt blev angrebet ud af ingenting. Guin nåede frem til et sted hun kunne se, og kunne til sin overraskelse se at en mand lå, tydeligt død på jorden, mens en ork vendte og drejede sig i smerte som han tog sig til knæerne, og herefter skete det mest overraskene elveren. Elveren som var blevet skubbet omkuld i et raseriudbrud hvorefter hovedet direkte eksploderede og sprøjtede blod og andet materiale afsted og den kæmpene skikkelse der derfør havde været ukendt, væltede om på skovbunden. Med opspillede øjne, gik Guin, i den hurtigste fart hun kunne klare, hen imod stedet, hvor hendes kære fætter nu lå.
På vejen faldte hendes blik på orken og hans ynken, der blev stoppet som metallet fra hans meget primitive rustning smeltede sig og krøb op af hans krop ganske glidende. Det fortsatte ind igennem åbninger i hans ansigt, som næse, mund og øre, for derefter at størkne. Brutalt men effektivt og Guin kunne ikke være mere ligeglad med hans følelser, som mørkets tegn var blevet synlig for hendes blik.

"Hargin? Fætter våg op!" med anstængelse fik hun sat sig ned ved Hargins sidde og givet et kig på hans skader. Skader som ikke varslede godt, men trods alt nogen som hun vidste at følget var i stand til at heale sammen. Såfrem de kunne komme derhen.

Hargin kunne godt høre lyden af hurtige skridt, der blev taget, og i starten var han sikker på, at det var endnu en mørkets kriger, der var kommet for, at gøre fuldt af med ham, nu hvor han ikke kunne kæmpe længere. Men stemmen var ikke til, at tage fejl af, og han spærrede øjnene op i vantro. Hvad lavede Guinevere her?! Hargin var sikker på, at hun enten var blevet fanget, eller dræbt, og det var en af de ting, der havde sørget for, at hans vrede ingen ende ville have. Men her var hun jo, i live, selvom hun ikke så særlig godt ud. Han smilede op til hende, lettet over, at hun var i live, før det gik op for ham, hvor forfærdelig en tilstand han selv var i. Pilene, der sad og skurrede, flere sår rundt omkring. Han kneb øjnene sammen og et mindre støn af ubehag forlod hans lige nu ret skrøbelige krop. Ikke desto mindre kæmpede han sig op at sidde og tog én af hendes hænder i sin.

"Jeg troede de bæster.. Havde fået dig," kvækkede han hæst, før han tog sig til siden. Den pil var altså ret ubehagelig! Uden videre, greb han dog fat om den, kriger som han var, og flåede den ud, hvorefter en meget grim strøm af banden forlod hans læber, mens han pressede en hånd på såret, hvor der nu løb blod frit. Han var ikke særlig klog på det punkt. Pile var i vejen, selvom de egentlig stoppede blodet fra, at forlade kroppen. Han kiggede kort på Guinevere, stadig med et anstrengt smil, og et sæt meget trætte øjne. "Hvad skete der? Ved Dragorn? Du ser ikke særlig... Godt ud, kusine," det var ligegyldigt, om han selv lignede noget, dragen havde slæbt ind, for i sidste ende var Guinevere den vigtigste her.

Guinevere tøvede ikke et sekund med at tage fandt i hans hånd, som den ragte sig frem. Det blev dog gjort med den mere raske af dem, nemlig sin højre. Den venstre var stadig alt for skadet, efter at få flækket sit skjold og næsten blive revet af af dragen. "Det gjorde de næsten også..." svarede hun, og var tæt på at slå ham over fingrene da han greb fat i pilen. Desværre var hun for langsom og den blev revet ud. "For helvede Hargin!" klagede hun over hans dumhed ved at rykke pilen ud. Nok var det en krigers træk, som hun udemærket kendte. Men det var en krigers dumme træk.

Hun sukkede dybt og bed sig let i læben. Minderne kom tilbage og trykkede på de mange følelser som det havde vagt. Vreden, frustrationen og sorgen. Der gik ikke lang tid før Guin lukkede sine blå øjne. Som var hun ude af stand til at se en anden i øjnene efter Dragorn. "De var for mange.. Og jeg tog en.. mindre kamp op med en drage.. Jeg troede jeg var færdig." hun åbnede sine øjne igen, men sørgede for at kigge lidt væk, mens de blev blanke. "Jeg vågnede lige før det endelige slag kom.. vi blev forrådt.. det er det eneste svar jeg kan finde.. portene er uigennemtrængelige, med mindre man kender de skjulte indgange..." tilføjede hun bagefter, som hun lod den første tårer falde siden tabet. "Jeg og en mindre gruppe slap væk gennem de skjulte flugttunneler.. de blev blokeret efter os. Gav lidt ekstra tid.." tårerne tog til og hun dækkede sit ansigt med sin anden hånd, mens hun mærkede tårerne løbe. "Min familier er indespærret eller på anden vis forsvundet... mine søskende.. mine forældre.. min bedstefar.." Guinevere havde ikke tilladt sig selv at græde over tabet af Dragorn. Hun havde haft for travlt med at kæmpe, lede og hjælpe hvor hun kunne, til trods for hvor skadet og nedbrudt hun var ved at være.