Han havde været dum igen. Kalem var altid dumdristig, især når han ikke burde være det. Han burde ikke have været i hovedstaden så kort tid efter indbruddet hos Grant, men han trængte bare sådan til bylivet, og havde alligevel valgt, at tage tilbage, for at lave lidt sjov i gaderne. Det endte med at han måtte lave sjov, eller forsvindingsnumre, for baronens mænd, for hen på aftenen, havde deres snuser fået færten af ham. Og så var jagten begyndt. De var en del efter ham, men han havde fordelen i sin usynlighed og så det, at han kendte byens gyder ind og ud. Men han kunne ikke blive ved sådan. Noget måtte vel kunne få dem til at gå væk! Han var ved at blive forpustet og udmattet, hvilket ikke virkede til at være det samme for de udholdne, store mænd, der forfulgte ham uden tøven.

Det endte med, at endnu én af hans spontane, sindssyge idéer, tog form i hans trætte hoved, og han styrtede hen over nogle flere hustage, før han landede i gyden i nærheden af Det Halve Svin. Her stod han i et par sekunder med en puls på sit højdepunkt og med bankende hjerte, før det gik op for ham, at han måtte videre. Han trak hætten på det lettere lasede tøj over hovedet, og gik ind på kroen, hvor han fandt sig et bord ved væggen, hvor han samtidig kunne se døren, og satte sig. At der sad andre var irrelevant. Hvis de blev vrede, måtte han bare tage det til efterretning senere. Desuden var her slet ikke noget frit bord under alle omstændigheder, så han var nødsaget til, at sætte sig ved fremmede, mens han forsøgte at se så lille og ligegyldig ud som overhovedet muligt. Nu vil baronens mænd nok komme snart, men mon ikke kan lige kunne nå at få pusten inden?

Det havde ikke været nogen synderlig kunst for den dyriske Izilarna at følge med Kalem i hans vilde flugt gennem byen, han havde i forvejen levet livet farligt og spionen var veludhvilet for en gangs skyld. Endnu bedre havde hun fået opsnuset hvad det var kalem havde rodet sig ud i, inden den vilde jagt var sat ind på ham, dette havde dog været væsentligt mere besværligt da palæet i forvejen havde været rigeligt bevogtet og efter tyveriet var det blevet umuligt at komme indenfor. Det var til rent held for den hvidhårede kvinde, at nogle af Grants vagter ikke haft for lidt travlt med at ævle løs om denne jagtede herre, de alle ledte efter i et lidt for højt toneleje.

I unaturligt smedige bevægelser snoede Izilarna sig gennem et vindue og ud af det næste, inden hun endte på et hustag hvor de gule øjne stirrede ned på landskabet. Hun rystede kort på hovedet, havde han virkelig tænkt sig at gemme sig på en kro? Af alle steder? Hun tænkte kort og nikkede så, måske var det faktisk det bedste sted at gemme sig, da det var så åbentlyst, at vagterne nok ikke regnede med at han faktisk ville gøre det.
Med et hop ned fra taget landede hun på den hårdtstampede jord, uden at sige så meget som en lys, inden hunrettede på tøjet og gik ind på den lune kro.
larmen og lugten ramlede hende i møde, men det var hverken god stemning eller mad hun var ude efter, alligevel havde hun kort efter to store krus lun mjød i hænderne, inden hun møvede sig gennem mængden og lidt for tilfældigt landede på den modsatte side af Kalems bord. Så skubbede hun det ene krus over til ham, som ville man gøre det med en gammel vel. Den hvidhårede var iklædt det sædvanelige tøj og håret var igen snøret op i en lang hestehale, så skævede hun sig omkring og rømmede sig kort, inden hun lænede sig indover bordet og så kort bedrevidende på den unge mand,.
"Så... Hvor længe regner du med at kroen her holder dig sikker? hvis du er klog går du med mig op på det næstsidste værelse på høje hånd... nu!"

Kalems øjne fulgte kvinden, allerede da hun trådte ind af døren. Han holdt et halvt blik på hende, da hun gik hen for at få sin øl, samt et halvt blik på selve døren, indtil, hun gik hen og satte sig ved hans bord, stillende to øl derpå. Hvad hun ville ham var ikke til at vide, men han var ikke sikker på, om det var en god idé at blive. Og da bestemt ikke da hun lænede sig ind over bordet og han instinktivt lagde en hånd på sin dolk. Hendes ord, fik ham til at skæve op på hende, med et hævet øjenbryn. Hvad var det lige, hun vidste? Var hun én af dem?! Han blev hurtigt enig med sig selv om, at det nok var bedre, at tage sine chancer mod én, end mod mange. Så hellere gå med denne kvinde, selvom det potentielt var farligt.Og endnu hellere virke dum og naiv end mistroisk.

Han nikkede, og rejste sig. "Hvis du mener at et værelse kan skjule det spor jeg udsender til en hvis snuser, så skal du være velkommen til at prøve," sagde han lavt, med et skuldertræk, mens han fjernede hånden fra sin dolk. Han valgte af gode grunde at gå forrest, hen mod trapperne og op af dem, men han holdt virkelig et øre åbent, for hvorvidt hun kom for tæt på ham eller ej. Da han kom hen til døren, lyttede han intenst, men han kunne ikke høre om der var flere derinde, for larmen nedenunder. Fedt.
"Damerne først," sagde den lille tyv med et skævt smil på læberne, om end hans øjne udsendte helt andre signaler.