Lyden af trippende fødder lød genlyd i den beskidte gyde, tæt forfulgt af lyden af travende hove. Der var ikke megen plads at løbe på, især ikke til hest som den mørkhudede kvindes forfølgere nu engang var. Hendes egen hest var et helt andet sted i byen sammen med hendes oppakning. Stedet hvor de havde fundet hende danse, men af en eller anden årsag mente de pludselig at hun havde stjålet fra en eller anden højtstående handelsmand, en mand som Nia overhovedet ikke havde set før de havde peget ham ud blandt flokken af tilskuere. Hun havde rystet på hovedet, forsøgt at forklare at der måtte ligge en misforståelse bag. Selfølgelig nægtede de at lystre, hun var jo for pokker en sigøjner, og sigøjnere var kendte for at være langfingrede. Så da truslen lød på at smide hende i kachotten, så hun ingen anden mulighed end at flygte. Hun ville ikke tilbage i cellen, det havde været år siden hun sidst havde været det og hun hadede det hver eneste gang, hun hadede trange rum. cirka lige så meget som hun hadede at indse at de to byvagter nu havde omringet hende, trangt hende op i et hjørne. Hun skar en grimasse mens hun forsøgte at se sig en vej ud.

Den ene byvagt, en fedladen rødhåret mand der tydeligt kunne bruge både et bad og en barbering, og som lugtede langt væk af alkohol, greb fat i hendes arm, tvang den og den anden op over hendes hoved som hans nærvær pressede hende op i hjørnet. Hun turde knapt trække vejret, syntes at holde det tilbage. En kommentar om at 'finde guldet' lød som en behandsket hånd begyndte at gramse hende op af låret mens den anden byvagt blot så grinende til. '' Stop.. Vil De ikke nok lade være+ Jeg har jo ikke noget guld siger jeg.. ''
Lød det bønfaldende mens de brune øjne forsøgte at finde sig en vej ud derfra, der måtte være en vej ud.
En hæs latter hørtes fra hendes befamler. '' Du har garanteret gemt det, eller slugt det. '' Hånden gled længere op, hvilket per instinkt fik hende til at presse benene sammen, og skrige højlydt i håbet om at en eller anden ville komme forbi advaret af det hele.
Normalt havde hun ikke noget imod sex, men hun var ingen luder, ikke på den måde idet mindste. Hun lagde en ære i at forsøge at være ærlig, og tanken om hvad denne situation drev hende på det nærmeste til vanvid som begge byvagterne lo højlydt.
'' Skrig du blot tøs, der er ingen der kan høre dig her. Kun pjalter og de tør sku ikke gøre andet end at glo på. Så hvad med at give dem et godt show+ ''

Hakim var igen ude på gaden sammen med Stygg. Nordmanden var hans tavse skygge, mere eller mindre, men det var fint, at de gik i stilhed, for dem begge. De skulle sådan set bare hjem fra et arbejde veloverstået. Ind til Det halve Svin, hvor Hakim var nogenlunde populær efter drageangrebet, skønt det var ved at være nogle gode uger siden. Lige som hans møde Ethel var godt og vel et par uger siden, lige så. De var godt på vej forbi Skumringsgyden, faktisk i et godt tempo, fordi Hakim ikke brød sig spor om denne gyde, da han hørte en stemme, som han var helt sikker på, at han havde hørt før. Et par mandestemmer fik ham til at indse, hvad der foregik, og han stoppede brat og skævede derind. Da hun skreg, skreg hans instinkter også. INGEN skulle røre hende!

Han gik stille og roligt derind, forfulgt af Stygg og da han så hvem der var tale om, genkendte han hende underligt nok med det samme. Selv efter fem år, ville han kunne genkende det ansigt hvor som helst. Han genkendte også byvagterne på deres uniformer, og pludselig brusede vreden op i ham. For længst glemt raseri, der gik ham til at stirre på vagter med sit værste dræberblik. De havde endnu ikke opdaget ham, hvilket jo i sin sag var godt nok. Han var klædt mørkt i dag. Han startede med at se på Stygg og nikke mod manden på hesten, før han selv bevægede sig meget hurtigt og smidigt om bag den mand, der begramsede hende.

Det hele gik meget hurtigt; Stygg flåede den ene ned fra sin hest og stampede ham i ansigtet med sin støvle, og Hakim selv trak sit sværd og holdt det frem foran halsen på manden der begramsede pigen.. Kvinden.
"Skrig du blot alt hvad du kan, her er kun pjalter. Hvad med at give dem et blodbad, med mindre du slipper hende lige nu?" Spurgte han, med iskold ro. Vagten stirrede vantro på ham, og skulle til at åbne munden, da han pressede let til mandens hals med sin ryttersabel.
"Slip. Nu. Jeg laver IKKE sjov!" De sidste ord lød i en kommando, der var mere, end bare vred, og da vagten slap, gik han helt tæt på manden og stak ham en skalle i ren og skær raseri. Naturligvis væltede vagten sammen, som resultat. Hakim var så vred, at han blev ved med at stirre på vagten med sine mørke øjne i ren og skær afsky. Han overvejede næsten at gøre det til et blodbad.

Først havde hun ikke troet der ville komme nogen. Hvem ville da også komme sådan et sted+ En bæven gik gennem hendes ben akkurrat som hun var parat til at sætte sig ned på jorden, væk fra hans befamlende fingre.
Det var da hun hørte en stemme der lød bekendt. Hun åbnede øjnene, overvejende hvornår hun havde lukket dem sammen, idet hun så imod Hakim. HUn kunne knapt tro det. Efter alle de år. Han havde overlevet+1 Hvis ikke det havde været for den akavede måde de igen skulle mødes på igen, ville hun have sendt ham et lille smil, istedet blev det blot til en stirren på byvagten der inden længe lagde for fødderne af dem begge, med hænderne til hovedet mens han mumlende bandede af dem begge to.

Hun hastede over manden, væk fra hjørnet, som hun knapt så diskret tog Hakims arm, hun ville helst gerne væk herfra inden de eventuelt ville tilkalde forstærkninger, selvom hun tvivlede. Men hun havde stadig sin oppakning og hest at tænke på. Forhåbentligt havde ingen bestjålet hende.
De mørke øjne fik øje på nordmanden der havde flået den anden byvagt ned af sin hest, en anelse nervøs ved synet af ham og hans træk, men Hakim lod til at kende ham, så hun valgte blot at klynge sig til hans arm istedet, som en form for falsk sikkerhed. ''Lad os komme væk herfra før de fjolser forsøger at finde forstærkning.. Jeg har min oppakning nær markedspladsen.. '' Lød det dæmpet, hun vidste at et tak nok var på sin plads, men som de begge var nær hvad hun anså som fare, turde hun ikke.. Ikke før de var på behørlig afstand.

Hakims fokus blev kun afbrudt af kvindens tagen fat om hans arm. Hun virkede angst, og dét med god grund. Endnu mere afsky skyllede gennem ham ved synet af byvagten, der lå og mumlede usammenhængende, og han spyttede på jorden foran ham, mens kvinden forsøgte at overtale ham til, at de skulle skride. For ham var det bare ikke nok. Hans redningskvinde fra så mange år tilbage, var næsten blevet voldtaget af en byvagt. Byvagterne skulle beskytte byen! Ikke voldtage dens indbyggere! Hans blik blev kun mere fyldt med vrede ved den blotte tanke.
"I må for min skyld hellere end gerne tilkalde forstærkning. Hvem skulle de vælge at tro på? Et par små sølle byvagter som jer, eller Hakim, der fjernede drageproblemet?" konstaterede han koldt, før han vendte ryggen til manden og begyndte at gå. Han gad ikke mere konfrontation, faktisk irriterede det ham grænseløst.

Da han så på Stygg, nikkede han bare. Stygg slap sin vagt og tog en respektiv afstand af Hakim og den sydlige kvinde, han stadig gik med.
"Jeg ville bare holde jer væk, hvis jeg var jer," sagde han, højt nok til at begge vagter kunne høre det, før han var ude af gyden og så på kvinden igen. Han var chokeret over at se hende her. Men samtidig usandsynligt glad. En glæde han ikke havde følt meget, meget længe. Uden at tænke nærmere over det, trak han hende ind til sig i en omfavnelse, der nok bedst kunne beskrives som stærk og varm. Han var utroligt glad for at se hende igen. Bare det at vide, at hun var levende bragte en følelse af glæde direkte i hjertet på ham.

Drageproblem+ Hun skævede fra ham til byvagterne, tilbage på ham. Var han personen de andre havde gået og mumlet om i afkrogene om en drage der havde angrebet+ Hun havde ikke selv været i byen på det tidspunkt, istedet befundet sig et sted på landevejen, en vej hun kendte så godt.
Først da de var væk fra de korrupte byvagter tillod Nia sig at ånde lettet op. Hun havde været lige ved at åbne kæften idet hans arme pludselig lagde sig om hende i et varmt favntag, et favntag der snart blev gengjaldt.
Hun havde troet det værste om den svage mand som Ali og hende havde hjulpet afsted, selv det at hun havde overlevet havde været et mirakel. Guderne måtte virkelig syntes om Hakim.
Et varmt smil bredte sig på hendes læber. '' Længe siden Hakim.. Tak for hjælpen. ''
Hun nussede hans ryg, lagde mærke til hvor mange flere muskler hun kunne mærke i ryggen såvel som i armene på ham, nu hvor han var fri og langt mere ernæret end han nogensinde havde været i sin celle.
Først da favntaget var ved at få en ende så hun op på ham, det varme smil langt varmere og mere betryggende end dem hun nogensinde havde givet ham i deres fælles fængsel. '' Jeg var så bange for at det værste kunne være sket med dig.. Det er godt at se dig i god ve og vel. ''

Som hun gengaldt hans favntag, var det lige før Hakim blev helt blankøjet. Han havde savnet denne kvinde usandsynligt meget, skønt han stadig ikke kendte hendes navn. Hun var dog stadig én af de få personer der kendte ham bedst, hvor underligt og bizart det så end lød. Bare det, at høre hendes stemme forsikrede ham om, at han stadig ikke var alene i verden. At der stadig var nogen der betød så meget for ham, at han kunne kalde dem for familie. Han anså hende her, som en lillesøster, selvom han ikke vidste hvad hun hed, og han ville beskytte hende med alt hvad han havde kært; Endda sit eget liv, skulle det ske. Selv var han overrasket over, hvor godt hun nu så ud. Hun havde ikke været i lige så sølle tilstand, som han havde været dengang, men hun havde stadig været ret sølle.

"Tja.. Ikar mener stadig ikke, jeg skal leve godt, men han kan rende mig så langt... Jeg mener," han stoppede sin talestrøm og rømmede sig let, mens han hørte Styggs korte kluklatter. "Han kan forsøge så meget han vil. En eller anden dag kommer jeg tilbage, og giver ham en hurtig død," han skævede mod Stygg og sendte denne et alvorligt blik, men også et lille skævt smil.
"Men han er ikke vigtig. Det er du, derimod. Jeg er også meget glad for, at du ikke er kommet noget til. Hvordan er det gået Ali?" Da han spurgte ind til sin gamle ven, blev hans øjne for alvor blanke. Hele denne fortid havde holdt sig i baggrunden i hans hoved, men tanken om, at Ali kunne være hvor som helst... Død eller i live, skræmte ham og det, at han ikke havde set vennen i fem år, gjorde ham ked af det.

Hun ruskede lidt op i hans hår, ikke at han var langhåret eller noget, men hun kunne nu ikke lade være med det, som et skævt smil forlod hende. '' Du har taget godt på. Det er godt at du ikke er noget tyndbenet skravl længere. Hvordan overlevede du+ Hvad skete der+ '' Hun følte næsten at hun burde byde dem begge på et krus mjød, hun mente at hun stadig havde noget i sin lejr medmindre en eller anden havde haft fat i hendes hoppe.
De brune øjne søgte hen imod nordmanden idet hans latter hørtes, hvilket blotfik hende til at smile mere og nikke til ham. '' Tak for hjælpen... Ja det til jer begge. '' Det varmede hende helt ind til knoglerne at høre deres latter. For hende betød latter en del, især fordi hun nærmest levede af at bringe folk i godt humør som sigøjner.

Hun så mod Hakim igen, hun havde aldrig se ham være så glad som han var nu. Det nærmest havde været den første gang hun lettede ham for hans skader, dengang ingen af dem havde vidst hvor langt dette cirkusnummer ville gå for dem begge, de ville nok være døde hvis de havde været der meget længere. Hun rystede tanken af sig. '' Ikar er en idiot der kan brænde op i helvede, og selv det ville være for godt for ham. '' Konstanterede hun mens hun gik med ham, lod ham følge hende som hun langsomt banede vej hen hvor hendes opholdssted var.
Som han nævnte Ali sænkedes hendes smile en anelse og hun rystede på hovedet. '' Jeg ved det desværre ikke.. Jeg var besvimet halvdelen af tiden, han vækkede mig op da han havde fået fat i mit tøj, guitar og min hest.. Jeg forsøgte at spørge ham om hvad han selv ville gøre, hvordan jeg kunne gøre gengæld, men han klappede bare hesten i bagen og jeg havde ikke rigtigt styrken til at få den til at stoppe, bare det at holde mig opret på den var en kraftanstrengelse. Jeg håber han og hans familie nåede at stikke af og klare sig selv. '' Forklarede hun om sin egen flugt ud af ørkenbyen og Ikars tag. Mod den frihed hun var født under og med.

Kvindens stemme mindede Hakim om en mørkere episode af sit liv, men sært nok bragte hun ham også stor glæde, som hun stod lige her, virkelig og levende, og talte til ham. Han troede vitterligt aldrig, at han ville komme til at se hende igen.
"Det var hårdt. Jeg stjal en hest da jeg først kom ud af borgen, og så red jeg væk fra byen, som var Kile lige i hælene på mig. Resten kan ikke så godt huske, men jeg endte med at møde en kvinde - Cate hedder hun, og derfra begyndte det hele at gå op af bakke igen. Hun er næstkommanderende i min gruppe af.. Folk," det sidste tøvede han lidt med at sige. Han ville helst ikke male et forkert billede af sig selv.

Stygg smilede bredt, da kvinden takkede dem begge og valgte blot, tavst, at nikke respektfuldt. Han talte ikke så meget. "Det var så lidt.. Virkelig," svarede Hakim for dem begge, mens han så på hende med et blik der var meget taknemmeligt. Han følte stadig, at han stod i dyb gæld til hende.
"Jeg håber han overlevede. Ali var min bedste ven før alt det forfærdelige lort skete. Barndomsven. Jeg holder meget af ham," Hakim udtrykte sine forhåbninger så meget, at hans øjne blev blanke. At tænke på Ali smertede ham altid. Det var en forfærdelig tanke, at manden måske var blevet dræbt efter deres flugt. Det kunne han virkelig ikke acceptere.

Hun lyttede, oprigtigt interesseret i at vide hvad der var sket med ham efterfølgende. Det lød godt, at det var gået op for ham, at havn havde mød folk han kunne alliere sig med. Hun blinkede kort, næsten drilsk til ham. Det var tydeligt at han skjulte noget om sin 'flok' som han ikke turde sige hende, Hun havde dog ikke noget imod det, så længe han var helskindet og ikke led nogen nød, hvilket det bestemt ikke lod til.

'' Det lyder godt. At du har fået flere folk på din side. Måske du ligefrem kunne ende op med din egen hær og få væltet Ikar af pinden. '' Lød det drillende.
Nu da hun selv var ude af cellen var hendes smil kommet tilbage. Heldigvis, hvem ville se en knotten sigøjner danse.+
''Jeg håber virkelig på det bedste for ham, han fortjener det. Jeg skylder manden mit liv. '' Det var ærlig snak. Hun løftede et par fingre og placerede dem i munden som hun piftede højlydt. Kort efter lød lyden af en vrinskende hest og en lettelse skyldede igennem hende, det lod ikke til at hoppen var blevet taget.
Et undskyldende smil blev sendt mod Hakim idet hun drejede om og valgte at gå næsten baglæns foran ham, uden at tage sig yderligere af fokemassen foran dem. '' Det minder mig om. Du fik aldrig nogensine mit navn selvom jeg fik dit.. Navnet er Nia Hadil Priddy. Folk kalder mig typisk Nia eller Hadil, sjældent Priddy. Født og opvokset som sigøjner, men smidt ud af min truppe. Ikar fik fat i mig mens jeg hjalp folk med slangebid i ørkenen. Havde ellers håbet på nogle gode penge derhenne. '' Hun skar en grimasse inden hun vendte sig om igen, med livslysten nærmest strålende ud fra hende.
Hun valgte ikke at nævne hvorfor hun ikke længere var i nogen gruppe. Egentligt havde hun ikke noget imod at folk vidste det, men de skulle selv spørge, hvorfor stå og øse ud af sine dystre hemmeligheder overfor vidt fremmede, som ville tro hun var en billig skøge. Noget hun langtfra så si selv som.

Selvom det nok lød drillende, i kvindens stemme, så var det Hakims åbenlyse plan. Når han engang havde nok mænd under sin kommando, så ville han vælte Ikar af pinden og give ham den hurtige død, han aldrig selv havde fået. Han ville vise sig, som den bedre broder. Ikke den onde, ækle. Nogle slanger kunne sagtens være af godt hjerte. Derfor var hans ansigt fyldt med alvor, da han så tilbage på hende og nikkede. "Det vil ske. Lige nu, er vi kun 11 mand stærke, men når vi er nok... Så dræber jeg ham, og udnævner hver og én, der har hjulpet mig, til min egen personlige garde, og dem der vil slappe af, hellere end at slås, bliver noget andet. De vil få mangt og meget, bare jeg får min hævn," hans ord var komplet sandfærdige, og hans blik var virkelig mørkt.

Hendes højlydte pift, fik kort Stygg til, at skære tænder, men ellers holdt han munden lukket, mens Hakim så efter lyden af hove, der slog mod asfalten her i byen. Et skævt smil dukkede op på hans læber, idet han endelig fik hendes navn. Det var rart, endelig at kunne sætte et navn på den kvinde, der havde afholdt ham fra både sindssyge og permanent forkrøbling. Meget sjældent, en gang i mellem, var der smerter i nogle af de ar, Ikars mænd havde skabt på hans krop, men hun havde vitterligt reddet ham fra at være helt ude på dybt vand. "Og jeg er Hakim Jabir Shakeel, broder til min faders banemand, og tidligere lord af Sarghos, samt fætter til prinsen af Syden," svarede han på hendes præsentation. Det var ikke mange der vidste, at han teknisk set var af royalt blod, men nu var hun én af de få.

Hun nikkede til hans plan. Den lød nu meget god, selvom der kunne gå lang tid før han havde en hær der ville være stor og stærk nok til at få Ikar ned i gruset. Det havde trods at taget ham omkring 5 år at få 11, Det var dog stadig en håndfuld, men hun tvivlede ikke på at det nok kunne gøres bedre på en eller anden måde. Måske hun selv skulle til at holde øjne og ører mere åbne i de sene nattetimer hvor hun befandt sig rundt omkring i landet, måske hun kunne skaffe ham flere folk på den måde.

Et enkelt øjenbryn blev hævet af hans noget flamboyante præsentation. Hun løftede ud i skørterne som hun nejede dybt for ham med et redt grin på sine læber, inden hun, med bjælderne i tøjet klirrende lystigt, steppede lidt udenfor hans rækkevidde hvis han nu skulle finde på at daffe ud efter hende.
'' Så jeg skal til at kalde dig Deres Nåde+ '' Spøgte hun. Selv havde hun i sin tid kun fået af vide af staklens navn var Hakim og at han var Ikars bror der havde forrådt familien, mere skulle hun ikke vide.
'' Hvordan går det med arrene+ Du har vel ikke fået nye eller andre skader+ '' Et kort bekymret blik blev sendt til ham. Et var at helbrede sår, et andet var at helbrede arrede og sårede sind. Sind var ikke altid til at helbrede, faktisk var det kun lykkedes for hende i to tilfælde, hvor hun i bund g grund ikke kunne huske hvad hun havde gjort. Dumt egentligt.

'' Måske jeg vil kunne hjælpe dig med at finde nogle flere folk til din gruppe. Jeg mener, jeg forstår ikke hvordan du skulle have forrådt din familie når Ikar er den tydelige bastard. Et røvhul uden lige. ''
Selvom han havde præsenteret sig som forhenværende lord gjorde det ikke hendes sprog bedre. Det ville nok have været noget helt andet hvis de ikke havde gennemgået det de nu engang havde sammen. Menneskemængden spredtes til hver sin side, mens hun selv fortsatte ligeud, hen til sit lille opholdssted hvor en rødbrun hoppe stod og gumlede på blade fra et træ, ørerne opmærksomt hen imod hvor den havde hørt Nias stemme. Et mindre bål var blevet lavet men ikke tændt op. Et lettelsens suk forlod hende idet hun med et hastigt blik kunne konkludere at hun ikke manglede noget særligt. Det var nu også sjældent folk stjal fra sigøjnere. Selv tyvene syntes at have en form for respekt for det omrejsende folk, selv når de var ene.
''Velkommen til mit hjem for i dag. '' Lo hun som hun spredte armene ud i en sigende gestus mod det hele. Ikke at der var særligt meget. En hest, en guitar, farverigetæpper placeret nær hesten og en mindre sæk med hvad hun nu havde af provianter. Alt i alt sådan man kunne forvente en sigøjner der altid var på farten havde det.

Nias nejen og hendes spørgsmål fik rent faktisk en decideret latter frem i Hakim. Det var ikke tit manden lo, men når han gjorde, var det altid oprigtigt, præcis som nu, hvor han stod med de funklende, brune øjne og grinede af hendes fjolleri.
"Hvis du begynder på det, så ender det bare med, at Stygg også gør det. Det ville være forfærdeligt," indrømmede han med et smil, mens han skævede til Stygg, der også smilede let ved joken. Hendes pludselige bekymrede spørgsmål, fik hans smil til at falme let. Han havde ikke haft heldet synderligt meget med sig på det sidste. "Jeg har et farligt liv, og Ikar har sendt flere snigmordere efter mig. I dag har jeg ingen sår, men ar er der rigtig mange af. De forsvinder nok aldrig helt. Min bror satte al skylden på mig. Jeg var jo den ellers politiske families sorte får. Ham der meget hellere ville lege krig, så det var egentlig ret let for ham,"

Da de kom til hendes hjem for aftenen, kom smilet tilbage til Hakims ansigt, da han kiggede hen over hendes ting og det lille, sølle bål. Han skyldte hende, og han mente at det var ganske fint, at hun kom med ned på Det Halve Svin.
"Jeg vil gerne give dig et andet for resten af dagen. Og måske et krus mjød. Og hvis jeg er meget flink, måske endda noget aftensmad," sagde han drillende, mens han nussede let om hoppens mule. Hakim kunne godt lide dyr. Ofte var de ikke lige så fandens avancerede som mennesker eller andre højt tænkende væsner.

'' Stygg+ '' Hun så grinende imod nordboen. '' Jeg kan ikke forestille mig ham neje og valse rundt i skørter. '' Lød det drillende igen. Det var rart at høre hans varme latter. Den bredte sig om hende som en varm brise på en ellers kølig efterårsdag. Ikke at det var efterår nu dog. Snart ville blomsterne være i fuldt flor, og forhåbentligt også hendes pengepung.
'' Desværre vil jeg nok ikke kunne hele dine ar. Hud der allerede er sammensat er svær at få til at se pænere ud, medmindre man er villig til at skære op i såret og skære selve arret af... Hvilket jeg ærligt tvivler på der er nogen mand ved sine fulde fem der vil gøre...Måske en elver, men ellers har jeg mine tvivl.''
Nu hade hun ikke ligefrem det helt store kendskab til elverne. Jovist havde han da set nogen når hun havde danset og sunget, en enkelt havde været en tur i kanen med hende selvom hun ikke ligefrem ville mene at det havde være ten særligt spændende omgang. Trist egentligt. Men meget mere kendskab havde hun ikke.

Hun bøjede sig ned efter sin guitar og plirrede let på den.
'' Det er min levevej. At underholde. Jeg hader lukkede rum, især hvis de er små.. Så du kan nok forestille dig hvor hæsligt cellen var for mig. '' Hun hadede at indrømme sin klaustrofobi, men før eller senere ville han vel nok finde ud af det. Om han havde hørt hendes skrig og kradsen og sparken på døren de første mange nætter var ikke til at sige, han havde nok haft nok at gøre med sit eget personlige helvede.
En kort melodi blev spillet på guitaren som hun vimsede lidt rundt, ikke det store nummer, egentligt bare for hyggens skyld. '' Tjae. Nu havde jeg lige troet at det var mig der skule byde dig og Stygg på noget mjød og underholdning nu i reddede mig fra de snyltere. ''
Hun lænede sig op mod hesten der prustede mod Hakims hånd, det ene øre vippende let. '' Hendes navn er Charam. Jeg fik hende i mit 13 år. ''