De få sekunder lejemorderen hang i den frie luft, undrede han sig. Det var en ganske simpel tanke virkelig; et simpelt spørgsmål, men han fandt det ganske besværligt at besvare.
Det havde næsten været for nemt, havde det ikke?
Han vendte i langsomt i luften, blev langsomt rettet op fra næsten at have lagt vandret med ryggen til lodret, i takt med at han nærmede sig stenmuren. Lokes hænder og fødder kolliderede imod stenoverfladen, da han greb omkring karmen der formede indhulningen til et vindue. Han rynkede brynene sammen, trækkende vejret tungt, men lydløst grundet stødet hans krop blev udsat for. Han ønskede ikke at blive set, og frem for alt heller ikke at blive hørt. Mørkets tilhængere ønskede næppe ubudne gæster, og slet ikke i denne tid. Ikke nu da deres desperation var på dets højeste.
Lejemorderen ønskede ikke mørket noget ondt – ikke på daværende tidspunkt. Dagens mission havde intet at gøre med hans levevej, nej, faktisk ikke det mindste. Han havde ikke til hensigt, at skulle udgyde nogle former for blod den aften, uanset hvor meget det han lavede argumenterede for at han var i gang med det modsatte. Med den tanke fald et lille skævt smil på hans læbe, imens han lagde blikket bagover skulderen på sig selv og ned imod afgrunden langt, langt under ham.
Ingen ballade i aften.
Lige netop den idé havde Loke også fået, den første aften han havde truffet Hende. Det havde endt ud præcist modsat, med alt for mange store armbevægelser, ramlende kroppe og blødende sår. Det var virkelig ikke hans stil, påpegede han for sig selv, imens han rev sig selv op på den tynde kant. Han udførte hans arbejde hurtigt, med ét dødbringende slag – og oftest fald dette kun imod én person, og ikke en større mængde af fulde, dybt aggressive kvinder og mænd.
Han balancerede med lethed på karmen, siddende på hug på sine tåspidser, imens han tænkte en spøgefuld tanke: Mon hun tiltrækker lige så meget ballade i aften også? – Sikkert.
Få minutter efter, med hjælp fra nogle dybt manipulerede skygger, bevægede den maskerede lejemorder sig yderligere ind på borgen. Hvilken af den gotiske bygnings fløje han opholdte sig på, var han ikke helt sikker på. hvad han blot var sikker på var, at han havde fulgt hende og han nåede snart stedet hvor hun opholde sig – alene. Mørkets General var virkelig ikke i selskab med sig selv længe af gangen, havde han måtte erfare den aften. Og det var virkelig blot hvad han søgte, og som sagt, synes denne søgen snart at nå til ende.
Loke sank ganske let ned i knæene, imens han vandrede fremad. Det var fortsat på tåspidserne han gik på, da han nåede ned for enden af gangen. Han skævede sig over den ene skulder, erkendende at der ikke ophold sig nogen i nærheden. Stilheden over dette område var for massiv til, at der var andre end ham og Hende. Hvorhenne hans mål nu befandt sig, bar han en svag usikkerhed over. De mange døre der fulgte gangen til begge dens ender, var lukkede. Døren han stirrede på, den som befandt sig få meter fra denne ende af gangen og rundt om hjørnet, var – som resten – også lukket. Nu manglede han blot at beslutte sig for hvor han ville starte med at lede.

”Orgh – fantastisk ide, virkelig,”[/b]
Hviskede lejemorderen under hans halverede stofmaske, da han skævede frem og tilbage imellem alle dørene. Han sukkede ved tanken om hvor lang tid hans plan ville tage fra ham. Så på den anden side, han fandt det virkelig nødvendigt. Næppe ville man finde Loke i en lignende situation, men dette var i særdeleshed også den største undtagelse, man overhovedet kunne finde i dette land.
At undskylde kunne være mange ting. Man kunne undskylde for en fejl man havde begået, eller for at opfordre om at vise overbærenhed; ikke at tage noget ilde op. I dette tilfælde kom han for at undskylde, for en fejl han havde begået – eller dvs. han ville benægte denne grund, til trods for at det var grunden til, at han var der. Loke ville i sin stædighed mene, og fortælle sig selv det samme, at undskyldningen var til for, at tjene til grund for skyldfrihed. Intet andet. Det var for hans skyld og ikke hendes. Uanset hvad, forestillede han sig ikke at hun tog imod den. Trods lejemorderen ikke havde et større forhold til denne kvinde end et bekendtskab, kendte han hende alligevel godt nok til at vide dette med sikkerhed: hun havde set sig ondt på ham – og dette ikke helt ubegrundet. Fra først at lede hende, helt indirekte (og yderst ukontrolleret fra hans side) efter hendes mening, ind i et barsslagsmål og videre til en fjendes hovedkvarter, havde han udsat hende for ikke en, men flere farer på blot et par timer. Det kunne godt skabe gnister imellem to individer, og ikke af den gode slags. Det var ganske forståeligt hvorfor, at mennesket ikke led af en større glæde for at begive sig ud på aftenens eventyr. Men han gjorde det, trods alt dette – han følte sig skyldig.
Forsigtigt trak lejemorderen sig tilbage ned af gangen, seende (og med spidsede ører) imod hvert enkelt dør. Sprang hun mon frem ud af ingenting? Han måtte blot søge.

Ethelihn bandt sin efterhånden slidte læderrustning op. Antallet af spænder var minimalt og strategiskt placeret. De var spændt til, hvilket var praktiskt under normale omstændigheder, men når de skulle spændes op, var det virkeligt besværligt. I kanterne var rustningens inderside ikke beklædt med stof, så læderet bedre kun klæbe sig ind til huden og holde sig på plads, men nu efterlod de mærker efter at have siddet hele dagen.
Læderrustningens overdel blev kastet i retning af et åbent tøjskab, men generalens udmærkede boldøje til trods, ramte tøjet ikke helt, hvor det skulle, og Ethelihn var for ligeglad til at samle det op. I stedet vandrede hun hen til en lille sprække af et vindue og åbnede det helt op, for så at sætte sig på kandten af den nærmeste stol og begynde at løsne støvlespænder.
Hun havde set nye rekrutter an - faktisk var hun overrasket over, at de stadig var i stand til at finde folk. Hun havde trænet krigere i sværdkamp i mindre hold, og siden hovedparten var nye, var de næsten alle sammen uduelige. Dog kunne hun med en smule stolthed sige, at de dog havde gjort fremskridt. Hun havde holdt møder med de få riddere, hun stadig havde til rådighed, og det var lykkedes hende at tvinge et par af de mindre villige krigere til at påtage sig to nye væbnere. Faktisk troede hun ikke, der var en eneste person under hendes kommando, hun ikke havde været i kontakt med i dag.

"Åh, satans til støvler!" Med et vredesudbrud lykkedes det hende endelig at vride sin lange støvle, der gik over knæet, af og smide den hen i hjørnet til den anden. Så smed hun en løs, grøn kjole uden ærmer og med slidser i siderne hen over hovedet, bandt en snor et par gange om livet for holde den på plads og dumbede ned på en stol bag et tungt, sort træbord. Hun havde overvejet et bad, men selv ikke det orkede hun lige nu.
Hun gav et suk fra sig, der fik hele hendes overkrop til at synke sammen, og smed sine bare fødder op på bordpladen over i et lag af papirer og dokumenter, hun stadig skulle læse igennem.
Rummet var hverken ret meget større eller bedre udstyret end hendes gamle værelse, men til gengæld lå hendes nye gemakker ikke i samme etage af beboelsesfløjen som alle de andre. Hun vrikkede lidt med sine bare tæer og så ud ad vinduet. Her var der ingen, der forstyrrede hende, og det havde hun det fint med.

Lejemorderen var ganske lydløs som han bevægede sig igennem den mørke gang. Da han nåede til aftenens femte værelse, fangede en lyd hans opmærksomhed. Lyden af skridt, bevægende sig op ad en trappe ikke så langt derfra, kickstartede en voldsommere slagrytme i hans hjerte. Hans forhåbninger om, at de ikke så menneskebesatte gange (som uheldigvis viste sig, at være blot en anelse besøgt) havde forblevet øde - med ham som undtagelse selvfølgelig – havde trådt ham ganske meget over tærerne. Han lagde den enkelte af sine hænder imod hans ene lår, klikkende en daggert fri fra dens hylster, forberedende sig på hvad end der måtte befinde sig inde i rummet ved hans venstre side. Skyggerne slyngede sig omkring dørhåndtaget, åbnende døren ganske, ganske lydløst imens Loke bakkede sig ind i rummet han netop havde slået øjnene på. Hans blik forlod ikke enden af gangen en eneste gang, før dette var fuldkommen ude for hans synsvinkel. Hvad han da efterfølgende slog øjnene imod, var rummet han netop havde begivet sig ind i.
Det tog ham ikke mange sekunder før at han opfattede, hvor han netop havde placeret sig selv. Loke kunne ganske hurtigt konstatere, at han havde nået hans mål. Kvinden, Ethelihn, han havde søgt efter sad mindre end fire meter fra hans skikkelse. Han lænede sig op af døren han netop var trådt ind af, holdende vejret imens han gemte hans bevæbnede hånd bag hans ryg. For hende var han fortsat ikke-eksisterende, og trods han måtte påpege hans eksistens overfor hende, forholde han sig stiltiende de efterfølgende mange sekunder. Hvordan kunne han forberede sig på det scenarie der snart ville udspille sig i det lille lokale? Der var en grund til at han fortsat holdte sig bevæbnet, og dette var virkelig ikke ubegrundet. Han havde set hende bevæge sig igennem et tæt proppet lokale, nedlæggende krigere med en legende lethed, trods hendes mange skader og sigende træthed. Han vidste med andre ord, hvad hun var i stand til. Det sidste han ønskede var, at starte en kamp med hende. De var på hendes hjemmebane nu, og det var ikke til hans fordel – uanset hvordan han vente og drejede det, og derudover—Derudover ønskede han ikke at påføre hende skade. Såre simpelt.
Han kneb øjnene sammen, trækkende en dyb rynke frem på hans pande med en undrende grimasse. Som han stod der, betragtende hendes afslappede holdning, fandt han sig selv beundrende hende. Der var ingen tvivl om, at Ethelihn var en krigers grovhed – men ikke desto mindre var hun, præcis hvad hun var: en smuk kvinde. Men det var ikke hvad der frembragte hans undren. Han vidste, at individer der fandt sig selv i selskab kun med sig selv, nedlagde enhver form for parader. Deres sande jeg trådte frem, nedbrudte enhver form for maske de end måtte påføre sig i løbet af deres dag. Han fandt netop nu, havde han på fornemmelsen, en kvinde med hendes barriere smuldret til støv omkring hende. Han kunne ikke tilbageholde et lille tandsmil, da hendes vrikkende tær fangede hans opmærksomhed. Fandtes der en blidere personlighed bag alt det? – Ja, det var en tosset tanke, var det ikke?
Han talte efter at have trukket klædet ned omkring hans mund:
”En undskyldning, eller to, er vidst på sin plads – er det ikke, Ethelihn?”

Ethelihn skulede til papirerne, der lå under hendes fødder. Hun troede, hun hørte en dør der knirkede, men det kunne lige så godt være hendes sind, der spillede hende et pus. Det var en af de sidste lyde, hun havde lyst til at høre i dag, så selvfølgelig skulle hendes indre ører genere hende med lige netop dén. Eller også knirkede den stol, hun havde placeret sin dertil indrettede ende på. Frem og tilbage vippede hun ganske let med blikket nu vendt mod den overskyede himmel udenfor. Du kan lige så godt få det gjort. Jo før du starter jo bedre, og du ved udmærket godt, hvordan dokumenterne hober sig op. Det var alt sammen nogle glimrende argumenter, mente hun, men desværre var hendes modargument komplet overlegent: Hun orkede det ikke.

Pludselig var der nogen bag hende, der gav lyd fra sig. Af ren refleks skubbede hun kjolestoffet til side for at få fat i en dolk, der lige nu befandt sig under bordet. Den hurtige bevægelse fik hende ud af balance, og lige så pludseligt forsvandt de to ben, hendes stol balancerede på, under hende, og hun endte på gulvet. "Af alle de tankeløse, uduelige-! Du banker p-" Hendes banden og svovlen holdt inde for et par sekunder, mens hun trak sig på benene ved hjælp af bordkanten og vendte blikket med døren, hvorfra lyden var kommet. "DIG!" De vredesgnistrende, ravgule øjne flakkede til den arm, Loke havde foldet om bag ryggen. Det var muligt, at han kunne skjule en kniv for de fleste mennesker, men Ethelihn var udmærket klar over, hvad man gjorde med sværd og dolke, når man ikke ønskede, andre skulle se dem.
Hun løftede sin højre hånd op til taljehøjde og dannede en kugle af lysende blå lyn mellem hendes afrundede fingre. "Smid den, eller jeg skal befri dig for nogensinde at komme med en undskyldning til nogen igen." Stengulvet var koldt under hendes fødder, en del af grundene til, hun havde placeret dem på bordet, men hendes støvler, samt alle hendes andre våben lå smidt rundt i lokalet. Hun tænkte ved sig selv, at det var Lokes held, ellers havde han været naglet til væggen. Men nu havde hun naturligvis også en del tiltro til sine egne evner, og hun var ikke i godt humør. Men til trods for sin ulmende vrede, kunne hun ikke lade være at undre sig over, hvad i alverden Loke lavede her - og ikke mindst hvordan han var kommet ind. Og så var der selvfølgelig det, han havde sagt. Hans måde at sige 'undskyldning' på havde en meget interessant klang, lige meget hvor lidt hun lige nu ønskede, at være interesseret i noget som helst.

Seende Ethelihns skikkelse vælte stolebenene under hende, frembragte en grimasse i lejemorderens ansigt. En grimasse, der lod sig være ganske præget af den overraskelse han fandt ved hele sceneriet. Loke undlod dog fuldkommen, at kommentere på hendes lille 'uheld'. Det at bringe det på banen - trods at det var tydeligt for alle, at det havde fundet sted - ville nok ikke ligefrem tiltrække glæde i deres lille lukkede selskab. Tværtimod, ville dette nok kickstarte den glødende vrede, der var til at tyde i hendes allerede gnistrende øjne.
Det var der hans øjne var fikseret; hendes øjne. De ravngule, rovdyrsagtige, synsorganer, som på nuværende tidspunkt gennemborede hans grønne. En urolig følelse dannede sig i hans mavecenter, ved den opmærksomhed hun tildelte ham. Seende, og derfor kort slippende blikket de havde bundet sammen med kontakten mellem deres øjne, det blåfarvede virvar af lyn i hendes hånd fortalte ham, at hun ikke var videre begejstret for hans nuværende eksistens. Han bebrejdede hende ikke, virkelig, for det gav i grunden ganske god mening. Loke kunne have kommet på mange andre langt mere (dette var nok ikke det mest korrekte ordvalg) anstændige måder, at starte et møde på. Anstændighed var desværre ikke hans stærkeste side, og han tvivlede på at Mørket tillod anstændighed i deres rækker. Det var tiderne generelt ikke til - anstændighed. Udover dette var der selvfølgelig også en ret essentiel ting, i alt dette: Deres forhold, hvis de da overhovedet havde et. Det de havde, eller det der mindede om et, var ikke ligefrem fuld af begejstring - noget hun heller ikke ligefrem udviste overfor ham, måtte han erkende som han stod der følende sig en anelse truet. Men så på den anden side - det gjorde hun vel også?
Nok var der ikke glæde imellem dem, men der var et eller andet. Noget "andet" som han hverken kunne sætte finger på, eller spørgsmålstegn ved. "Andet" var det han mærkede, når stilheden fandtes imellem deres ord, og deres blikke blev klynget sammen. "Andet" var det i hendes øjne som han ikke kunne kategorisere som vrede, eller glæde for den sags skyld, når hun så på ham. "Andet" var noget han ikke vidste hvad var, men det var der. Han vidste ikke hvad han skulle gøre det "andet". Specielt ikke nu, da hun oplyste ham om en ubehaglig fremtid, hvis han ikke snart handlede efter hvordan det behagede hende.
På trods af han ikke kendte Ethelihn, så vidste han at hendes trusler aldrig var tomme. Ikke med det blik hun bar i sine øjne.
"Din trussel er helt unødvendig,"
Hans stemme var underlig, simpelthen underlig, da han talte. Noget andet var krøbet ind i den, sammen med et umærkeligt smil i hans ene mundvig. Langsomt bevægede Loke sig fremad, trækkende daggert frem i hendes synsvinkel. Hans øjne bar en underlig form for rolighed, i takt med at han nærmede sig den kvindelige skikkelse foran ham. Lyden af klingen rammende bordpladen foran ham lød under hul. Han lagde kniven på bordet foran hende, og trådte ikke tilbage. Han blev lige foran hende, opmærksom på alt. Skyggen bag ham rørte sig ikke en centimeter.
"Jeg ved ikke med dig, men jeg er for træt til andet end at tale,"
Han hævede brynene en kende, mærkende hvordan smilet på hans læber bredte sig yderligere.

Loke var nødt til at stå helt henne ved Ethelihns dokumentbelagte skrivebord og slippe kniven helt, før den sorthårede kvinde holdt op med at spænde sin kastearm som en flitsbue klar til affyring. Hun stolede ikke på ham. Af hvad hun havde set foretrak han at være diskret, snige sig omkring og smutte når bølgerne gik for højt. Det ville ikke overraske hende det mindste, hvis hans eneste mål havde været at komme tæt nok på til at stikke kniven i struben på hende.
Men det skete ikke. Hun havde forsøgt at lægge mærke til enhver uventet trækning, men hans måde at gå på, hans ansigtsmemik og hans bevægelse med kniven var forkerte. Hvis Ethelihn ikke vidste bedre, ville hun tro, han var nervøs. Hun lod ham stå og søbe lidt, inden hun endelig følte sig sikker nok til at slukket for strømmen. Hun rettede sig op, lod armen falde ned langs siden, og tog en lydløs - næsten - indånding.
Som svar på hans første bemærkning, fnøs hun bare irritabelt. Hun indrømmede gerne, at hun måske var blevet en smule paranoid. Men prøv du at sidde i min position, alene på mit værelse midt om natten, mens et RT-medlem sniger sig ind ad døren, og så kan vi snakke om, hvad der er nødvendigt. Nu hun tænkte nærmere over det, burde hun bare have ristet ham på stedet. Men hvorfor havde hun ikke gjort det? Fordi han trods havde hjulpet hende ud af sølet i den kro, derfor. Det var da kun rimeligt, at han fik lidt line for det. Anden forklaring kunne der ikke være.

Generalens blik var ikke blevet mildere af, at Lokes hånd var afvæbnet. "Hvad, jeg er for træt til, er en meget længere liste. En af tingen på den liste er en bevæbnet RT-håndlanger. Og lad være med at se på mig, som om den daggert var det eneste du tog med." Hun prikkede to gange til kniven på bordet med en sigende mine. "Læg dem her, hvor jeg kan se dem." Hendes stemme var ikke særligt høj. Der var andre mennesker, hun heller ikke orkede at have mere kontakt til i dag. For eksempel de mennesker, der ville komme spænende i rustning med fakler og høtyve, hvis de hørte ord som 'Samson', 'RT' eller 'bandemedlem'.
Hvis Ethelihn havde været lidt mere udvilet, ville Lokes skjulte knive ikke have generet hende. Hun stolede på, at hendes reflekser var hurtigere end hans, hvis hun skulle være ærlig. Men hendes paranoia havde taget en lille smule overhånd. Og desuden var hendes nerver stadig lidt flossede fra bogstaveligt talt at være faldet ned af stolen af forskrækkelse. Hun skævede ned til den og kom hurtigt i tanker om, hvordan resten af hendes gemakker så ud. Ikke noget hun var stolt af. Det var ikke noget hun ville indrømme, men det generede hende at et RT-medlem skulle se det i den tilstand. Men det var hun selvfølgelig også for træt til at tage sig af.

Brynene i lejemorderens pande rynkede sig sammen, dannende en ikke-imponeret grimasse. Han tvivlede ikke det mindste på hendes nuværende paranoia – han forstod ikke hvordan, at han nogensinde kunne have tvivlet på den. Han ville vove og påstå, at han kunne finde forståelse i den, taget hans nuværende arbejdssituation i betragtning. Om nok forholdte Loke sig så anonym som man overhovedet kunne, når man hverken besad evner der kunne blot minde en anelse om formskiftning eller stærke mentale kræfter, der udelukkede folk fra ens minder og tanker – men han kunne ikke udelukke, at han en dag ville blive genkendt. Specielt hvis man søgte efter ham, og virkelig ønskede at finde ham. Han vidste, at der en dag ville være mennesker ude i landet som ville bære nag nok til hans handlinger; at de ville bruge tid og penge på, at finde ham. De ville sende folk efter ham, præcis som han blev sendt af sted til at udføre andres beskidte arbejde, og det var vel hvad der gjorde ham angstfuld. Han vidste han en dag ville stå, uvidende om hans undergang, også ville den falde ned i hovedet på ham. Nådesløst og pludseligt – han ville ikke se kniven komme, og alt ville være ovre på et splitsekund. Han ville stå helt og aldeles uden kontrol over hans liv, for det lå i en andens hænder. Præcis som han har stået med utallige andres liv i hans hænder. Hans valg har været åbenlyst hver gang – han knuste nødden til støv.
Lokes grimasse udviskede sig langsomt i takt med, at han mærkede hvordan han parerede ordre. I takt med at han fandt sine skjulte våben frem, voksede et let forpint smil frem på hans læber. Han elskede ikke tanken om at lade sig fratage alle hans våben, men han vidste det desværre var en nødvendighed i øjeblikket. Ville han få dem udleveret tilbage? Han tvivlede på, at de ville blive givet til ham frivilligt (i så fald ville han blive imponeret, overrasket i stor stil) – men han vidste, at de ville komme tilbage til ham igen. Visse ting kunne bare ikke tages fra ham. Så skulle det da være hvis generalen slukkede samtlige lys i lokalet de befandt dem i.
Som han placerede hans stridsøkse, det sidste våben ud af syv (dog undladende det ottende, en kniv placeret under hans højre sko der kunne fremtvinges via et tryk på hans skos hæld) og allermest fremtrædende, så han først imod hvad han havde givet slip på på Ethelihns ordre. En stridsøkse, en daggert og fem kasteknive – pludselig priste han sig lykkelig over ikke at have medbragt sin bue og pile.
”Er der ellers andet du ved, du ønsker at få mig til at smide?”
Noget der mindede om en humoristisk tone sneg sig ind i hans sætning, hurtigt efterfulgt af slutningen på hans spørgsmål: ”Hvad med mit tøj?”
Han strakte hænderne ud i en afventende kropsholdning, seende afventende på hende. Loke lod hende dog ikke overveje hans spørgsmål længe, da han virkelig ikke ønskede at høre hendes svar. Han ønskede blot at prikke lidt til hende.
”Selvom det virkelig ikke er derfor jeg er her,” han satte hænderne omkring det tynde stof, der formede den ærmeløse jakke han nu engang bar. Han løftede den af skuldrene, fortsat seende ind i hendes blik:
”Men det er vel ligegyldigt, synes du ikke?”

Tilbagelænet med armene afslappet (efter omstændighederne, alt var jo relativt) over kors stod Ethelihn og betragtede Lokes adrætte hænder, der hurtigt fandt den ene kniv efter den anden. Manden havde sikkert brugt dem så ofte, at bevægelserne var smeltet ind i benmarven. Hun regnede ikke med, at han havde lagt alt fra sig. Hvis han har nogen fornemmelse af, hvordan han bruger sine våben, beholder han mindst ét. Nogle forventninger havde hun da til, hvad han havde mellem ørerne.
Men hvor han gemte det, havde hun problemer med at regne ud. Han havde været alle steder. Det var jo ikke fordi snigmorderen havde ret meget tøj på. De ravgule øjne vandrede hurtigt hen over Lokes torso for at tjekke en ekstra gang - for våben, naturligvis. Det var dog stadig en del mere, end hvad man kunne sige om sin egen beklædning. Den ærmeløse, højslidsede, grønne kjole fik et let strøg med en finger. At han skulle gemme en kniv i sin støvlehæl, ville ikke falde hende ind med det første. Det var alt for upraktisk. Hvis den gik af ved et uheld, når man sparkede nogen i for eksempel maveregionen eller hen over næseryggen, kunne man jo nemt komme til at punktere noget. At stikke sit offer ihjel var som regel ikke hendes mål, når hun brugte sine støvlesnuder.

*Klink* De ikke helt vågne, gule øjne fulgte med, da stridsøksen blev lagt på bordet som det sidste. Ethelihn trak sin højre hånd op fra dens lune plads mellem hendes venstre arm og hendes mellemgulv og strakte fingerspidserne ud for at mærke våbnene.
Der var kun to vinduer i generalens gemakker; det ene var af en almindelig størrelse, sad i væggen bag hende, og var vestvendt. Det andet var kun en 30 centimeter bred sprække, men til gengæld vendte det stik nord mod en skyet himmel. Og mens en sky gled væk fra en næsten fuld måne, krøb det kolde, blå månelys ind over vindueskarmen, flød ned på gulvet, op på skrivebordet og oplyste først våbnene og dernæst de tøjstykker og blottet hud, det kunne finde. Ethelihns hud, der var bleg nok i forvejen, blev endnu blegere og koldere at se på, mens våbnenes skarpe ægge og ridser blev mere tydelige. En hvis tilfredshed var til at spore i hendes ansigt, mens hun trak våbnene til sig. Det havde været en behagelig overraskelse, at se RT-eren holde mund og parere hendes ordre, tænkte hun og så op for at møde snigmorderens blik med sit eget hånlige smil og sarkastiske glimt i øjet.
Så åbnede Loke alligevel munden. Hun blinkede en enkelt gang, mens hendes ansigtsudtryk ændrede karakter til noget lidt minde... fjendtligt, og et par billeder af Loke - det ville være synd at sige fuldt påklædt - glippede forbi hendes indre blik. Fingerspidserne på højre hånd gned mod hinanden i langsomme cirkler. Dér var en svaghed, hun ikke havde råd til.
Med langsomme bevægelse støttede hun en håndflade mod det tunge mahognibord og lænede sig hen over daggerterne og stridsøksen. Så greb hun roligt ud efter Lokes krave og trak ham ind så hans næse næsten stødte mod hendes, og med en meget afdæmpet stemme næsten hviskede hun:
"Jeg ved ikke, hvad du laver her, men prøver du på noget," Hun støttede sig til skrivebordet med hofterne, løftede hånden op og kørte en negl hen over blækket i hans hud. "Brænder jeg dine kønne tatoveringer af dine overarme. Forstået?" Ethelihn slap sit lette tag i Lokes krave, placerede begge hænder på skrivebordet og trak hovedet lidt til sig.
"Nå. Hvad var det så, du syntes, var så ligegyldigt, at du sneg dig hele vejen herind for at fortælle mig det?" De blodrøde læber delte sig til et tirrende grin. "Smid bare resten af tøjet, hvis du tror, det vil hjælpe." Hun burde virkeligt have holdt sin mund. En general, der lod sig tirre, var ikke meget værd, men ved guderne det svært ikke at lege med.

Grebet omkring lejemorderens krave fik ham ikke til at vige. Hans manglende reaktion på hendes tilnærmelser var sigende; om nok havde han ikke set denne komme, men det gjorde ikke, at han fandt situationen ubehagelig. Tværtimod, synes han nærmere det modsatte. De hævede bryn og det tilbageholdte smil, talte virkelig for sig selv.
Hænderne der før havde hvilet imod skuldrestoffet fra hans ærmeløse jakke, havde sluppet grebet derom. Loke løftede ganske let hænderne, en gestus udtrykkende, at hendes aggressivitet var ganske unødvendig. Det umærkelige smil havde ikke forladt hans læber, da Ethelihn trak sig fra hans skikkelse. Hans hænder rørte sig ikke ud af stedet, dog med undtagelse af deres nu knyttede næver - fornemmelsen af hendes negle, glidende over hans hud, havde frembragt en lidt anstrengt holdning i lejemorderens kropsholdning. Denne kom i sandlighed til udtryk i hans hænder.
"Synes du de er kønne? - Du overrasker mig,"
Hans tonefald var langt mere intenst end man ville være forberedt på; lyden af hans stemme fremkom legende, bidende ville nogle påstå, insisterende måske endda også. Øjnene i lejemorderens ansigt gled henover hende, tydeligt indikerende at de betragtede hende, for så atter at placere sig i hendes øjne. Han mindedes kortvarigt deres forhenværende leg, foregående i en henlagt krostue, der hurtigt eskalerede til noget ganske andet. Loke mindedes nok i særdeleshed selve drukspillet de havde ladet dem selv indgå i, han mindedes legen - her var der tale om en ganske anden slags. Dog synes følelsen, hvad end det var der fandtes imellem de to individer, stadig at være der. Den blussede ganske let op igen.
"Og lad os vente med at snakke om det - din sigende interesse for tegningerne på min krop, overskyggede netop lige dagens egentlige samtaleemne,"
Han tiltede hovedet ganske let, sættende hænderne imod bordpladen, for at placerende sig selv i en langt mere afslappet kropsholdning. Han kneb øjnene sammen, ladende sit ansigt male af et drilagtigt smil, imens han lod sine øjne fortsat holde kontakten med hendes.

”Du er på meget tynd is nu, Loke. Jeg skylder dig en lang line, efter hvad du gjorde. Til trods for at du bagefter stak halen mellem benene, så snart din ’herre’ hævede stemmen, som om nogen havde taget din rygrad.” svarede Ethelihn med en blød stemme og modsvarede Lokes smil med et, der drev af sarkasme. Der kunne ikke være tvivl om, at den handling ikke ligefrem havde højnet hendes agtelse for lejemorderen. Nu hvor Loke havde besluttet sig for at dele hendes skrivebord, var der knapt en håndsbredde mellem dem. Den sorthårede kvindes vejrtrækning var næsten umærkeligt blevet hurtigere, mens han havde lænet sig ind mod hende. Om det var fordi, Loke virkelig var begyndt at gå hende på hendes allerede flossede nerver, eller om det skyldtes ’andre’ ting, kunne diskuteres til tøjløs- øh, hudløshed. Hun rettede sig op, væk fra den grønøjede mand på den anden side af det våbendækkede skrivebord, uden at løsne sit blik fra hans.

”Som jeg ser det, kære, har du tre muligheder. Enten kan du fortælle mig, hvad du kom for, eller også kan stikke halen mellem benene, som du jo er så god til, og stikke af nu. Den tredje mulighed involverer soldater, som jeg antager, du helst ikke vil have på nakken. Eller der tager jeg måske helt fejl?” sagde hun og løftede hovedet lidt med et overlegent smil, mens hun skiftede vægten fra den ene hofte til den anden, så kjolestoffet bølgede let. Hendes stemme var lavmælt. Hvorfor hun ikke kæftede op, præcis som hun ville have gjort under alle andre omstændigheder, var hun ikke sikker på.
Hun burde have friteret Loke i samme øjeblik, hun så ham ud ad øjekrogen, men det havde hun ikke gjort. Det havde hun ikke ønsket. Noget havde standset hende. Den mest åbenlyse forklaring, havde hun netop givet, at han havde hjulpet hende ud ad en meget ubehagelig situation. Eller hand forsøgt og fået kolde fødder. Og noget sagde hende, at han ikke gjorde det for hvem som helst uden virkelig god grund, der for det meste havde med krystaller at gøre. De svage vibrationer i Lokes hud, mens hun genoptegnede dem med en fingernegl, havde været ufatteligt svære at ignorere. Og hænderne, som han åbenbart ikke kunne holde i ro, var heller ikke ligefrem tvetydige. Hun var også intenst opmærksom på, hvor hans øjne vandrede hen, når de ikke så direkte ind i hendes.
Der var ’noget’. Hun havde heller ikke glemt, hvordan situationen havde været på kroen, inden nogen kom til at tale over sig. Det havde været underholdende, det havde været mere eller mindre konfliktfrit, og frem for alt et afbræk fra, ja, alt det lort, hun havde været igennem. Slev efter slagsmålet, havde han forsøgt at lappe hende sammen. Men så var der sølvfølgelig de der små detaljer, som *Åh jeg ved ikke, som for eksempel at han efterlod mig hos Samson og resten af hans parasitbefængte rotter! Hvis Morgoth ikke havde været der…* Nej, han var upålidelig, rygradsløs og overhovedet ikke til at stole på, og det værste var, at det gav hende det omvendte af dårlige mavefornemmelse. At han havde en sans for humor, hun kunne forstå, var dygtig nok til ubemærket at snige sig helt ind på Midnatsborgen, og var yderst velbygget, havde måske også noget med sagen at gøre.