Aftenen var et godt tidspunkt for lommetyve. Folk var trætte og ville gerne bare hjem og under solnedgangen var folk stimlet sammen på gaden for at komme hjem, måske købe noget brød, kød, ost eller nogle grønsager for at forbedre suppen en smule denne aften. Tågen forhindrede også udsynet en smule, og alle de lovløse der opholdte sig i denne landsby gjorde alle mulige ting delvist usynligt for mange øjne. Dryppende blod fra sår eller blankvåben blev let ignoreret, og hvis man fandt et lig i en gyde blev det blot fjernet og ingen satte spørgsmålstegn ved hændelsen. Vold var ret almindelig i Medanien. Alligevel var der overraskende mange rige mennesker i Medanien, som var kommet til penge gennem mere eller mindre lyssky forretninger.

Blandt menneskemængden der var ved at tynde ud gik der en pjaltet mand. Hans bukser var slidte og støvede, hans kjortel hullet og beskidt. Hans fødder var bare, og den kølige luft så ikke ud til at gøre ham noget synderligt. Han smilede på trods af den tiltagende aftenkulde. Hans rødbrune hår virkede fedtet og stridt og den lette vind hev en smule i hans hår. Han havde lige lettet en herre fra sin pung, hvor der var nogle ravstykker og en enkelt safir. Ikke meget at prale af, men det var skam mere end intet. Det skulle jo ikke hede sig at tyvekongen mistede sine færdigheder i lommetyveri, men hvem kunne nogensinde anse Gale Nemo for at være Tyvekongen? En ung og kraftfuld mand, ja, men skør som bare pokker. Han virkede ikke til at have nogen som helst plads i tyvenes overraskende indviklede hierarki, som ikke mange kendte, ikke en gang dem der befandt sig i den. Nemo havde skam heller ikke en særlig plads i hierarkiet, fordi han var kun et dæknavn for hovedstadens tyvekonge.

Nemo gik med lette skridt ind af en af de smallere veje, hvor for enden var et hus der var mere rigt udsmykket end mange af de andre huse i Medanien. En handelsmand boede der med sin kone og tre døtre. Han havde skam forført en af pigerne en gang. Det var så lidt sværere anden gang, fordi hun så havde fundet ud af at han var ret gal. Hans hemmelige møder med datteren havde dog givet ham et godt syn på boligen, hvilket var hans absolutte mål. Det var ikke pigens skød, hvilket kun var en ekstra bonus, men nogle af familiens formuger. Nemo havde lagt sig i selen for at forføre pigen, og fået anskaffet sig nogle lidt finere klæder end hans pjalter han normalt gik i når han var Nemo. Han var mere Atuf den aften end Nemo, men han præsenterede sig stadig som Nemo, og det var gået godt. Nu skulle han bare ind og tage en mindre byrde på ti diamanter fra smykkehandlerens skuldre. Han gik derhen med rolige skridt og fløjtede livligt.

Han nåede hen foran husmuren som virkede bar og gold, bortset fra de bjælker der udgjorde træbindingsværket, men han stod langt fra døren, hvor en gammel portvagt sad og småslumrede. Han lagde ikke mærke til Nemo der vred væggen, og skabte en dør, mere rå og af sirligt sten, som han skubbede op med lethed, og trådte ind, og døren lukkede sig efter ham og forsvandt.

Efter nogle minutter så var han færdig med sit besøg inde hos købmanden, og nu på vej ud af Medanien gennem sin falske virkelighed under jorden. Han havde haft en længere stabil periode hvilket han så også havde udnyttet. Disse perioder var sjældne men stærkt værdsatte, og han regnede med at det ikke ville holde meget længere, så at lette købmanden for nogle af sine rigdomme gav ham en god fornemmelse. Han elskede sit arbejde, og han elskede sin kontrol over sine magiske evner, men den kunne hurtigt glippe for ham. Han skulle passe på. Ledderpungen han havde i bæltet raslede lidt med alle de penge han havde anskaffet sig. Nu skulle han, med hjælp fra Sjakalen, beslutte sig for hvad pengene ville gå til. Måske skulle Helbrederne have en mindre støtte igen. Godt nok var de tyve, og ingen anså dem for at have et godt hjerte, og de var for det meste også ganske egoistiske, men Atuf havde rigeligt af materielle goder, så han havde ikke det samme behov for penge som de fleste andre tyve, så han kunne godt finde på at skænke penge til andre, ja selv byvagten.

Ikke så langt fra hovedvejen hen mod skoven begyndte landskabet at ændre sig lidt. Langsomt dukkede en lille bakke op. Det så ud som om jorden prøvede at presse bakken op og jorden virkede helt elastisk på det punkt, og samtidig vred jorden sig lidt og en dør blev skabt i bakken. Dette var til modsætning for den anden dør han havde skabt (som nu også var væk, ligesom gangen bag ham begyndte at ændre sig tilbage til det jorden havde været før) en smuk dekoreret dør med et lille rundt glasvindue med et fint jerngitter, ornamenteret med guld og håndtaget var elegant og træværket var pyntet med flotte udskæringer. Med en lille knirken blev døren åbnet, og ud gennem den hvælvede dørkarm trådte den pjaltede mand ud, med et tilfreds smil på læben. Han havde koncentreret sig meget for at skabe denne skønhed, og han var skam tilfreds, selvom der var nogle af ornamenterne der stadig snoede sig lidt og prøvede at ændre sig, og ville ikke blive sådan som han ville. Han lukkede døren og en svag smækkende lyd bekendtgjorde at den nu var lukket. En svag rumlen begyndte og døren og bakken forsvandt tilbage i jorden, som om der ikke havde været en bakke eller en dør, og der var intet spor tilbage af den, bortset fra den pjaltede mand, med det rødbrune hår og skæg, som var kommet frem fra jordens dyb.