Gråt. Alting var bare gråt. Himlen var grå af uvejrsskyer, der truede med at smide deres tunge tæppe af regn over hele byen, der grundet manglen på gennemtrængende sollys havde fået samme dunkle farve som eftermiddagshimlen. Alt lod bare til at smelte sammen i et hav af mørkegråt, hjulpet godt på vej af en tyk tåge, der lå ganske få meter over jordoverfladen, og kun skærmede for udsynet over husenes nederste etage. Resten af bygningerne kunne ses ret så tydeligt. Et lyn oplyste himlen  og lagde et uhyggeligt skær over bygningerne, der kastede lange skygger over de ubefolkede gader, givende et kort glimt af, hvad der skjulte sig i tågen. Ingenting. Der var bare ingen udenfor. Hvad enten det var uvejret og tågen eller følelsen af, at der var noget galt, der holdt folk indendørs, gjorde denne årsag det godt. Duften af angst overgik duften af det nært forestående regnfald. Luften var tung og stilheden var trykkende, som det altid gjorde sig gældende i tåge, selvom det værste dog var den komplette mangel på folk på gaderne.

Stan vandrede hvileløst ned af den tomme gade. Ekkoene af hans fodtrin mod brostenene gav genlyd i gaderne, som havde han befundet sig i en grotte. Det her var en tand værre end selv Hulmely, der på nuværende tidspunkt var den mest uhyggelige by, som Stan nogensinde havde grebet sig selv i at vandre rundt i. Kuldegysningerne kom og gik i pendulfart, vandrede ned af hans rygsøjle for så at spredes i resten af kroppen. Det var ikke rigtigt koldt, men hans tænder klaprede stadig, sandsynligvis af angst. Mange nærgående menneskemængder, som var på grænsen af at give én klaustrofobi, var én ting, men at vandre rundt i en fuldstændig tom by, der på ingen måde virkede beboet overhovedet, uden det mindste lys i vinduerne og uden vagter på gaderne.

Siden Stan var kommet ind i byen, havde han mødt én byvagt, og det var det. Han havde virket ret så anspændt, men havde ikke sagt hvorfor. Den eneste ordre fra ham, var at han skulle gå lige hjem. Måske var det ikke noget, der ragede Stan, mente vagten, men han var stadig ret så interesseret i at vide, hvorfor han ikke måtte færdes på gaderne. Hans hjerne var allerede i fuld sving med at finde på alle mulige usandsynlige årsager, til, at han ikke måtte være ude. Pest var brudt ud. Mørkets Lord havde forvandlet indbyggerne til zombier. En eller anden ukendt, eksotisk guddom med en stamme af trofaste, højtudviklede krigere, var kommet til byen og havde taget beboerne til fange og tilbage til deres eget land, hvor de skulle leve resten af livet som deres slaver. Eller endnu værre, så kunne den eksotiske guddom og hans folk være ankommet til byen og have spredt en sygdom, der spredte sig som pest og forvandlede beboerne til zombier, som skulle tjene guddommen som slaver resten af deres uendelige liv som zombier!

Stan fik kuldegysninger igen ved tanken. Hans fantasi var måske lige lidt for effektiv, og denne situation hjalp bestemt ikke på hans i forvejen dårlige evne, til at holde sig til virkeligheden. Slet ikke, når de mystiske tåger havde omsluttet byen i en sådan grad, at han var faret vild igen. Dette var bare det værste tidspunkt overhovedet, at han kunne komme ud for en af sine sædvanlige dumheder. Ikke desto mindre, lod selve Stans legeme til at få ham ud i disse situationer, hvornår end det skulle være.

Så begyndte han at genkende området, han befandt sig i. Han mindedes, at have befundet sig her, engang han fór vild ved bymuren. Han havde mødtes med to andre gutter, som han ikke mindedes videre tydeligt, selvom den ene af dem vist havde prøvet at dække over noget, da Stan havde bevæget sig lidt for tæt på et hul i bymuren. Han erindrede pludselig den lille tunnel, som var blevet anlagt som flugtrute og hemmelig indgang til byen, og kiggede ned på sin højre side, hvor den efter et kort øjebliks gang kom til syne.

Hans mave trak sig sammen, da han kiggede ned. Tågen skærmede delvist for tunnelen i begyndelsen, men da han kneb øjnene sammen, så han at tunnelen var blevet raseret, som om noget, der var for stort til den forholdsvis lille tunnel, havde mast sig brutalt igennem. Murbrokker lå overalt omkring dens udmunding og nede i den. Noget, der mest af alt mindede om mærker efter kløer, omkransede kanten af hullet. Han veg mere eller mindre ufrivilligt tilbage, da hans krop fik gennemarbejdet kendsgerningerne og han indså, at hvad end, der havde gravet sig vej igennem her, stadig kunne være løs et sted i byen. Måske var det stadig her i nærheden.

Han gjorde hurtigt omkring og gik med endnu mere anspændte skridt end før ned af gaden, der forsvandt ind mellem to rækker af bygninger bag ham, og fortsatte ud af den vej. Han trak sit skjold, som han havde fået efter han blev Lysets Kriger, fra ryggen. Det var teknisk set hans eneste middel til at forsvare sig selv, da han ikke var bevæbnet. Koldsveden piblede frem på pande og håndflade, som han rundede endnu et hjørne, fuldstændig desorienteret, og stirrede ud over det tågebelagte område omkring Katedralen. Få trætoppe fra træerne på hver sin side af stien, stak op fra tågen, og markerede hvor stien gik. De var det eneste, der gjorde det muligt at orientere sig, hvis man så bort fra katedralens spir, som tårnede sig op i det fjerne. Længere væk fra katedralen på denne plads, kunne man ikke komme.

"Hvad gør jeg så nu," spurgte Stan med skælvende stemme, der gav et lille ekko ud over pladsen. Han vidste, at han ikke kunne finde vej hjem herfra. Det smarteste ville nok være, at gå hen til katedralen, da det var det eneste pejlemærke, han havde, og dér kunne han i det mindste gå ind, indtil tågen lettede. Han satte i bevægelse, stadig lettere desorienteret, men for at undgå at gøre skade på blomsterbedene, fulgte han stien.

Han vidste ikke, at han blev iagttaget.

Venus gik gennem gaderne. Faktisk løb hun nærmere end gik. Småløb var vel det rigtige udtryk. Hun var ikke helt sikker på hvorfor. Måske var det fordi, her var begyndt at blive mørkt. Hun brød sig ikke om at være ude i mørke. Eller måske var det tågen, kold og klam, som den var, lovede den ikke godt. Kulden mærkede hun dog ikke selv, men hun vidste, her var køligt på en temmeligt ubehagelig måde. Eller måske var det ikke tågen, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen. Nej, selvfølgelig var det ikke den. Hun kunne jeg som regel slet ikke føle kulde. Hun var bange, men for hvad hun ikke klar over.

Omkring tyve meter længere fremme fik hun øje på nogen. Pludselig gik det op for hende, at hun ikke havde set et øje siden hun gik fra markedspladsen, hvilket kun gjorde hende endnu dårligere tilpas. I det mindste kunne hun kende Stan. Hun satte tempoet lidt op for at nå hen til ham hurtigere. To var altid mere sikkert end en. "Hej, Stan," sagde hun smilende, som om der intet var i vejen.

Adrian havde drukket sig hamrende fuld i mjød. Det skete en sjælden gang, men det skete. Han havde drukket så meget at han havde vandret til hovedstaden og videre ind til katedral-området. Her havde han fundet en underlig lignende hule, som han havde kravlet ned i.

Det var da alligevel nogle timer siden han faldt i søvn i hulen og havde efter hånden sovet rusen helt ud.

Da han var vågnet fik han fornemmelsen af at der var helt tomt i gaderne omkring ham, men alligevel var der nogen der listede rundt. Han huskede at havde faldt i søvn i sin bjørne form, men han vågnede i sin menneske lignende skikkelse. Han rejste sig og gik stille ud af den lille hule, ind mod katedralen.
Han så sig omkring og gav et lille gys fra sig. Han brød sig bestemt ikke om dette foruroligende vejr. Det varslede sjældent godt at skyerne hang så lavt. For ikke at tale om tordenskyer. Han lukkede øjnene og brugte i stedet sine øre og sin næse til at finde frem, især finde de luskerer omkring ham.

Det var ikke længe før han havde fået færden af 3 personer, hvoraf den ene lugtede lidt af okse. Da han var sikker på hvilken retning de var gået i begyndte han stille at følge efter, dog prøvede han at undgå at blive opdaget, selvom at det måske ikke var hans største styrke.
Han kunne endnu ikke høre eller se dem, men han var ret sikker på at de var tættere på, end man skulle tror.

Alexander var egentlig mere eller mindre ligeglad med den manglende folkemængde, han faldt det underligt, men det var ikke noget der rørte andet en hans nysgerrighed, han bevægede sig imod katedralen. Folk havde en tendens til at søge sådanne steder hen når der var problemer, de mente nok at lysets gudinde ikke ville lade nogen komme til skade på hendes område, men Alexander tvivlede dog på at det ville have nogen form for effekt. Hans plan var egentlig at der nok ville komme nogle skumle typer, og selvom han ikke havde tænkt sig at slås eller arrestere nogen idag, gav det ham ihvertfald mulighed for at spionere lidt på dem, desuden tænkte han at det nok ville hjælpe på roen hvis folk så en inkvisator ankomme, specielt en der var så aktiv og kendt som Alexander efterhånden var blevet selvom han dog havde oplevet en stil periode på det sidste.
Han trådte ind på det store grønne areal og kiggede sig omkring for at se om der var nogen han genkendte.

Dæmonen skoddede asken af cigaretten, og holdt sig vel skjult for deres blikke, ved nogle af bygningerne. Han rynkede lidt på panden mens han overvejede hvad der havde bragt bandelederen hertil, og hvorfor at han havde nærmet sig en Lysets Kriger og det rødhårede kvindemenneske i første omgang. Før han huskede at chefen vidst ikke var så fandens glad for hende. Men lige så snart at han havde set at han havde efterladt den trofaste tyr, vidste han at noget var ved at ske. Noget der ...

Et smil spredtes over hans læber...

Velsagtens kunne ende med at være noget spændende...

Den tanke slog ham især, da stanken af mjød meldte sig, og han skævede lidt rundt, sørgede stadig for at holde sig skjult. Der var ikke brug for ham, så der var ingen grund til at en fulderik skulle opdage ham nu. Og ej hellere den hvidhårede knøs der lige var ankommet...

Oh? En mørkets kriger?

Øjnene bliver knebet lidt mere sammen, og et analyserende blik sænkes over alle, mens Wereriquiel prøver at regne ud deres hver især styrker og svagheder.

... Der var nu også så stille, at det var nemt at høre alt hvad der blev sagt. Det var nu ret imponerende.

Denaro havde været der længe. Ikke på det grønne område, hvor de andre skikkelser nærmede sig, men inde i selve katedralen. Han, en mand der normalt kun holdt sig til hvad han kunne se og forstå, havde søgt til yderligheder. Ingen af hans anstrengelser havde hidtil båret frugt, lige meget hvor hårdt han havde slået, hvor stærkt han havde løbet, hvor højt han havde fløjet. Intet af det havde haft nogen betydning for hans mål, men alligevel opgav han ikke! Der var stadig ting han ikke havde prøvet, og han var fast besluttet på at finde sine svar. Han ville vide hvem han var. Ikke blot hvor han kom fra, men alt. Han ville vide hvorfor han var som han var. Han ville have svar på sin fortid for at lære at forstå sin fremtid. Det havde dog indtil videre vist sig at være en umulig opgave, hvilket havde fået ham til at søge de eviges hjælp.

Han sad på hug foran den store statue, som repræsenterede lysets gudinde, hans lange spyd lå foran ham og hovedet var bøjet let forover. I hans hovede gentog han sin bøn, igen og igen bønfaldte han himlen om deres hjælp. Sådan havde han sad længe. Allerede inden solens stråler havde forladt byen og den klæbrige tåge havde overtaget pladsen.
Omkring ham lå der sand, det havde formet en trekant med en omsluttende cirkel. Ved hvert af trekantens hjørne var en lille bunke af sand bygget op. Et symbol, som han i sin søgen var stødt på. Det var hans hidtil eneste tegn på sin fortid, men der manglede noget. En del af symbolet var blevet fjernet og stod nu i en mere omsluttende tåge end den der hærgeriserede i byens smalle gade.

Da han sagde nåden stod i skjul af træets tykke rod, mente han det milde bæst der dræber kvikt og brøler hæst.

Klokkerne.
Isblå øjne væddede sig; lukkede i, imens dråberne kærtegnede de sorte øjenvipper. Som tårer gled fra barnets kind, trillede de ned over den hvide hud, med en sådan en blidhed at det mindede om en moders kærtegn. De trillede ned over næse og mund, placerede sig i amorbuen til de forlod hagens kant og forsvandt i tøjets sorte stof. Det ibenholtsfarvede hår klistrede sig langsomt til ansigtets form, hvor det lagde sig som et sort tæppe. Det beskyttede ham ikke for regnes dråber; det beskyttede ham ikke for kulden eller for blæsten. Men han havde intet at frygte – end ikke tordenen, og den ildende himmel var ham frygtindgydende. Men så var der så meget andet.
Lyden af klokkerne fik ham til at flytte på sig. De sorte skuldre skubbede sig fra af murens kolde sten, fik benene sat i bevægelse imens armene holdte sig nærtliggende kroppen. Fødderne bevægede sig forsigtigt over den våde jord; trådte derimod med ynde og aggressivitet samtidig. Han var hurtig, men stille. Stille nok til at bevæge sig uset igennem den næsten menneskeforladte gade, omkring markedspladsen. Han mærkede hvordan tøjet omkring hans krop langsomt blev vådt, hvordan det til sidst klistrede sig ind til hans i forvejen iskolde hud. Men han frøs ikke. Ikke mere end en vampyr frøs, på grund af dens udødelighed.

Kongen havde længe holdt sig indenfor Mørkets Borgs mure. Tiden var kommet, og han behøvede den frihed han længe havde hungret efter. Han behøvede luft – frisk luft. Lugten af fugt, og lyden af de faldende dråber og den ramlende torden, havde lokket ham ud. Ud af borgens lokaler; ud af rummenes fire vægge. Trygheden gjorde ham skør. Som et andet behov, udover basiske ting så som føde, havde han det behov at opholde sig udenfor. Men hvert et menneskeligt individ følte vel sådan? – Gjorde de ikke?
Morgoth sagtnede farten i hans løb, bevægede blikket til højre for sig imens han bredte næsebordene ganske let ud. Fra at have ville løbet fremad, skiftede han pludselig retning. Han satte fra jorden, lod sig svæve godt seks meter over jorden, indtil han placerede sig selv på den anden side af bygningen han netop havde ladet sig svæve over. Han satte da af fra jorden, løbende imod det nylagte mål. Da han var mindre end hundred meter derfra, satte han farten så langt ned at han til sidst gik. Til hans held var gaden han befandt sig i ubefolket. Alle synes at måtte have søgt ly for regnen. Dette var blot endnu en forskel, for ham og normale mennesker. Han nød af regnen – han nød af tordenen. Han nød uvejret.
Men han var ikke alene. Målet han bevægede sig imod bestod af flere personer; personer, han igennem tiden havde mødt. Enkelte stod ham nært, andre hørte ikke just under samme kategori. Langt fra. Enkelte stod ham i stor interesse, andre var ham slet ikke bekendt. Nogle var fjender, andre noget der betragtedes som venner.
Katedralens spir ragede op imod den mørke himmel; ragede derop som hænder der rakte efter det guddommelige. De isblå øjne stirrede derimod, betragtede vandet der gled som små vandfald ned over murens stenmure. Langsomt bevægede de sig fremad, fremad imod vejen hans fødder lydløst fulde. Da han nåede enden, seende imod gruppen af mennesker på tre, standsede han. Han lagde hovedet ganske let bagover, lod øjnene knibe sig sammen, imens han stillede sig selv det enkelte spørgsmål: mon de havde lugtet ham?
Seende Samson var ham ikke en stor overraskelse. Hans lugte havde nået hans følsomme sans hurtigere end de andres. Han bar også denne velkendte, og yderst stærke lugt af mand. Dette ikke helt ubegrundet, taget hans voldsomt muskuløse krop i betragtning. Derudover, havde han også en tendens til at lugte utroligt meget af tyr. Ikke noget de fleste gjorde, da det ikke var hver dag man så et menneskeligt individ ride på et kreatur. Venus, derimod var en helt anden sag. Personen der befandt sig i nærheden, Stan, var ikke en han kunne prale med at have mødt før. Ligedan med de øvrige personer, som nærmede sig stedet – bortset fra Alexander. Endnu en person, der var ham tættere på end de andre, var ham dog ganske genkendelig. Lugten af hende havde forandret sig siden sidst. Dette ganske forklarligt, da hun var indhyllet i blod og havde været indespærret i Mørkets Borgs mørke fangekældre. Hvor hun var, kunne han ikke placere. Han vidste blot, at han stod ikke meget langt derfra. Fem til syv meter, højest.
Normalt ville han have trukket sig tilbage; trukket sig tilbage fra deres øjne, og lade sig forsvinde i skyggerne. Denne gang var det blot anderledes. Han blev hvor han stod, rank som han var – gennemblødt af regnen. Denne gang, ville han ses.

(Wow. Eh. Det var iiiiikke meningen det skulle blive så langt. Forvent ikke det næste gang, guys D: )

Tarasika havde brugt det meste af dagen bag borgens mure, egentlig havde dagen været ganske kedelig, og hun havde efter et solidt måltid bevæget sig til hendes værelse øverst på borgen hvor hun havde været resten af tiden. Længe havde hun beskuet landskabet mens hun mere eller mindre ubevidst drejede tre marmorkugler om hinanden i den ene hånd, det var som terapi for et tynget sind.
Hun havde ændret sig meget siden hun kom ud af skoven og ind i menneskenes verden, hendes temperament var vokset, og hendes chancer for at ty til vold var blevet væsentligt større, men det var ikke det der gik hende på sinde, vejret varslede dårlige tegn, måske en gammel overtro, men hun var vokset op med den, og kunne ikke slippe tanken.
Til sidst var det blevet for meget for hende hun havde sat sig midt i sit værelse og var begyndt at meditere, hendes tanker for over landet som vilde heste, hun kunne fornemme personer hun havde mødt før, folks tankeaktiviteter og efter en rum tid var hun stødt på en ganske velkendt, Samson var ikke svær at tage fejl af, det var dog ikke det der vækkede hendes opmærksomhed, det var hele den aktivitet der var omkring ham.
Efter få øjeblikke kom hun til sig selv, en enkelt sveddråbe trillede nedover hendes pande, hun måtte nok selv tage afsted, hun trængte til det, hun havde behov for at komme ud af borgens stenmure. Få øjeblikke efter var hun parat til at tage afsted, som altid i det normale outfit, og med det lange røde hår sat op i en tyk fletning, det var ikke til at flyve med løst hår i det vejr.
Det tog hende længere tid end beregnet, men heldigvis gav hendes vinger hende en enorm tophastighed, hvilket resulterede i, at hun nåede pladsen forholdsvis hurtigt, og ganske rigtigt, dér stod den velkendte bredskuldrede mand, og ikke nok med det, selveste Morgoth havde mødt op.
Tara sagde intet, men landede få meter bag Samson, hun havde ikke rigtigt nogen idé om hvad der foregik, men hun kunne fornemme de mange tilstedeværelser, hun gav et suk fra sig, hendes kræfter var vokset med træningen hun havde fået på borgen, det gav visse fordele, men ligeledes stressfaktorer.
"Samson?" hun sendte ham et bestemt blik og bevægede sig tættere på ham hans tanker burde være til at komme i kontakt med så hun kunne få større indblik i, hvad det var der skulle til at ske

Netrish sukkede let idet den tunge egedør lukkede sig bag hende med et dybt klonk. Det havde været en lang dag for Kile præstinden, men uden tvivl også en af de bedste hun havde haft i lang tid.
Hun var blevet tilkaldt af en mand, hvis far lå for døden. Hans søster havde dog også sendt bud efter en præst. Dog ikke en præst af Kile, men af Isari. De to søskende var dybt uenige om hvilken gud deres far havde bedt mest til, og det var endt i en forfærdelig scene, hvor de to næsten havde bidt hoved af hinanden, foran deres døde far. Selvom Kile og Isari sjældent kunne enes når det kom til døden, var det lykkedes Netish og Isari præsten at finde en løsning som begge søskende var tilfredse med.
Bagefter havde Netrish og præsten haft en længere teologisk diskussion, der var endt med mad og muntert selvskab i katedralens køkken.

I mellemtiden var vejret slået om, og en tyk tåge havde lagt sig, som et tungt tæppe over byen. Netrish tog en dyb indånding og spejdede ud i tågen et øjeblik. Hun havde en sær følelse langs rygraden, en følelse af at hvad end tågen bragte med sig, kunne det umuligt være godt.
Netrish trak hætten på sin hvide kappe op, og bevægede sig ud i tågen, som et hvidt spøgelse, mens kirkeklokkerne begyndte at ringe foruroligende bag hende. Hun fulgte stien med langsomme, forsigtige skridt. Hun havde nok gået vejen mange gange i sin tid, men tåge kunne være en forræderisk ting der let kunne føre selv den mest velkendte på afveje.

På sin vej tilbage mod byen, hørte hun stemmerne, før hun så folkene. Få korte sætninger i det fjerne. Lidt efter trådte skikkelserne svagt frem i tågen. Følelsen langs hendes rygrad blev stærkere, og Netrish hånd lagde sig beroligende på skæftet af hendes sværd, der var skjult under den tunge kappe. Hun stoppede kort op og lyttede, inden hun nærmere sig yderligere. Folk der samlede sig i ly af tågen, kunne ikke havde godt på sinde.

"Nej, vent, hold nu op! jeg skal tilbage til kroen, jeg..." Det nyttede ikke. ligemeget hvor meget hun beklagede sig og insisterede på at komme ud af byen, så hun kunne komme hjem til kroen, vedblev byvagterne at nærmest slæbe hende hen imod kathedralens grønne område, skønt hun sprællede og vred sig af al kraft. til sidst blev hun nærmest smidt ind på det grønne område, der var hegnet ind med en hæk fuld af torne. skønt, kirketjeneren elskede roser.
Hun betragtede hækken for et smuthul, men frustrationen over ikke at finde noget slog hende næsten helt ud.
Hun sukkede, og pustede en tot hår væk fra ansigtet, før hun vendte sig. Hendes øjenbryn fløj overraskede op, og hun stivnede ved det syn der mødte hende.
Mindst 14 mennesker var samlet omkring kathedralen, nogle velkendte, andre fremmede for hende. Hun kunne mærke sin puls stige under huden, da hun langsomt skridtede hen imod menneskemængden.
Klodset som altid formåede hun selvfølgelig at støde ind i en yderst bredskuldret, yderst høj, og yderst skræmmende person, og den absolut sidste hun ønskede at møde.
Hun takkede i stilhed for sin nyerhvervede ro, og mødte koldt mandens blik med hagen let hævet i trods.
"Samson. længe siden."

"Hov, vent, hvad," sagde Stan og drejede rundt på hælene, så han havde front mod Venus, som han straks genkendte med et smørret grin og svedte med det samme ud, hvor ramt af paranoia han havde været få øjeblikke forinden.
"Heya Venus! Min broder fra en anden moder!" Han tænkte sig lidt om og tilføjede, "som hverken er min bror... eller hankøn... eller helt bestemt fra en anden moder," inden han lyste op i det samme smørrede smil som før. "Hvor'n skær 'en?"
Så faldt blikket på manden i det sorte tøj - og med den seje hat, noterede han sig - og han veg forskrækket til siden. Hvor var han lige kommet fra? Lige meget hvad gutten foretog sig, og hvor uhyggelig han så ud, kunne man ikke tillade sig at tabe ansigt foran damerne, afgjorde Stan, selvom han krympede sig som ind i pokker i sin Lysets Kriger uniform ved synet af ham. Af denne grund rankede han ryggen og stirrede på den nytilkomne.
"Det---"
Han hostede for at kvæle den skingre, halvt knækkede stemme, han diskede op med.
"Det er jo min livshistorie om igen," svarede han Samson og afgjorde med det samme, at det nok var det tredjeværste svar, han kunne være kommet med.

Han øjnede pludselig en ny skikkelse i det fjerne, men tågen slørede omridset, så det eneste karakteristika, Stan bemærkede, var hendes lange hår.
Så fór han sammen med et spjæt, da en kvinde landede lige ved siden af Samson. Hold kæft, han var blevet forskrækket. Endnu værre blev den knugende fornemmelse i maven dog, da hun kaldte ham Samson. På trods af folks opfattelse af Stan som den lokale landsbytosse, der for øvrigt på en eller anden måde, som sjovt nok altid var forskellig alt efter hvem man spurgte, havde mistet sin hånd, vidste han godt hvem Samson China Oceans var. Han vidste at han havde set den hat før. Hende kvinden måtte jo så være en af Rutilus Taurus' medlemmer.
Endnu en kvinde nærmede sig og også hun talte til Samson, dog i et meget anderledes, mere trodsigt, tonefald end den første kvinde. Hvorfor var det altid i sådan nogle situationer, at han var omgivet af smukke kvinder?

Han stoppede pludselig sine tanker og mistede al farve i ansigtet. Han kiggede ikke længere på Samson eller de tre kvinder omkring ham. Hans blik havde fæstnet sig på en skræmmende, mørk skikkelse ikke langt derfra. Som havde det været manden med leen - gid det havde været så vel - pegede han med en skælvende finger på Morgoth, endnu blegere i ansigtet end sit hvide tøj. En lorteaften ikke at have andet til beskyttelse end sit skjold.

Hvis Venus havde føls sig utilpas før, hun stødte ind i Stan, så følte hun ti gange mere utilpas nu. Stans tilstedeværelse havde virket betryggende. I princippet havde hvem som helst af hendes bekendte kunnet klare jobbet, da det egentlig bare gik ud på at stå inde for en afstand af to meter af Venus, men Stans uniform havde hjulpet lidt mere. Hun var blevet - lidt overrasket over at se ham i den, men hun havde hurtigt accepteret det med glæde. Hun havde følt sig så tæt på tryg, som man kan komme uden helt at være det.
Men så var Samson dukket op som en trold af en æske. Ganske vidst have hun lagt mærke til en velkendt aroma, men da hun alligevel kom her med jævne mellemrum, havde hun ikke skænket den en tanke. Og det hjalp overhovedet ikke, at Stan var sprunget en halv meter til side af bare overraskelse. Slev ture hun ikke røre sig. Hun sank en klump og svarede med så stor sikkerhed i stemmen, som hun kunne præstere: "Jeg farer aldrig vild." Ikke her i hvert fald... Hovedstaden var i et spindelvæv af gader og stræder, som indbyggerne selv knapt kunne finde rundt i, men hun havde set byen fra fugleperspektiv, hvilket hjalp en del på stedsansen. Men det var ligegyldigt i denne sammenhæng. Nu skulle hun bare væk uden at gøre tyrehovedet rasende.

Hun lagde kun lige mærke til Taras og Yangs ankomst, mens hun forsøgte at tøjle sine nerver, hvilket ind til videre lykkedes meget godt alt taget i betragtning. Men det krævede nu lidt koncentration og som sådan lagde hun ikke mærke til, at de grønne arealer ikke længere var så mennesketomme. Lige nu koncentrerede hun sig om, at de var to mod to, og at det nok ikke var hendes hold der ville vinde. Nej, nærmere tre mod to, men i det her tilfælde tror jeg ikke et flertal hjælper så meget..

Midt i et forsøg på at ryste en ny bølge af angst af sig, lagde hun mærke til Stan, der pegede. hun fulgte kun hans blik et kort øjeblik for ikke at miste koncentrationen om Samson, og hun så ikke noget. "Men det overrasker mig at finde dig her, ehm... Du lader til at være kommet dig fint," forsøgte hun med et meget lille smil; hun nærmest som en gammel ven. hun forsøgte at trække tiden lidt, så hun kunne finde en udvej, af hvilken så få som muligt ville komme til skade.

Adrian, som stille og roligt havde fulgt efter Venus, Stan og Samson, stoppede op da han i jorden under sig, kunne føle en masse andre personer, mange han dog aldrig havde mødt før. Han trak sig hastigt tilbage og gemte sig, mens han lyttede til hvad den store muskuløse mand, ved navn Samson, sagde. Alt tydede på at han kendte flere af disse personer. Da han hørte navnet Morgoth så han rundt og fik da også endelig øje på den mand han havde hørt så meget forfærdeligt om.
Da Adrian igen fik samlet tankerne og begyndte at bevæge på sig, gik han stille og roligt mod den samlede flok. Han kendte dog ikke nogen af dem personligt, så de kendte sandsynligvis heller ikke ham.

Der gik lidt inden Alexander fik øje på Morgoth, og det sendte en kold følelse ned ad hans ryg, Morgoth var og er et særdeles skræmmende menneske at være i nærheden af, og det siger ikke så lidt når det kommer fra Alexander som normalt ikke er bange for noget. Dog kunne han ikke lade være med at glæde sig lidt over sit held, han regnede med blot at finde et par kriminelle her, og så vidste det sig at selveste Morgoth var her, og åbenbart havde en form for fejde med Samson.
Alexander kunne ikke lade være med at grine lidt over Samsons råb omkring Morgoths manglende tilhængere, han satte derfor i fuld fart op til morgoth og havde på et par sekunder kravlet derop og sad nu på knæ foran Morgoth.
"Alexander Schwartz til deres tjeneste hr. jeg ved ikke om de kender mig, men jeg er inkvisator og tidligere mørkets kriger, og jeg vil med glæde give mit liv for at beskytte dem"
Sagde han og idet han afsluttede sætningen lod han sine afmærkninger lyse op, hvorefter hans øje blev nærmest skinnende røde. Dog blev han stadig siddende og afventede anden ordre fra morgoth.

Will rynkede på panden, lod være, løftede det ene øjenbryn og rynkede så på panden igen idet at flere og flere kom. Fra hvor han sad, havde han et fremragende udsyn over det hele, og da Lyset's kriger lod til at blive skræmt, fulgte han hans blik lidt.

Nå da da. Mørkets Lord. Eller Konge. Eller hvad fanden han nu var.

Will rynkede lidt på næsen, og kom op og sidde på hug istedet. Autoriteter. Den mand kunne rende ham i røven, hvis ikke det var fordi at han var så forbandet magtfuld. Blikket blev dog vendt mod de andre, da han så den rødhårede kvinde fra banden ankomme også. Tara, hed hun vidst. Der var også en elver, en der kom ud fra katedralen, og så en brunhåret kvinde som han ikke kendte. Blikket blev kort vendt op mod himlen da det begyndte at regne lidt mere, og med et let smil lod han nogle af dråberne lægge sig over sin hånd, i et fint tyndt lag, der så størknede lidt. Han lyttede til hvad der blev sagt, og ved nævnelsen af den anden rødhårede kvinde, slog dæmonen blikket over på hende.

Jovist.

Noget tydede da på at der ville komme en kamp ud af det her, og hvis det betød for en mulighed for ham at hjælpe til, sagde han næppe nej. Og slet ikke når selve Mørkets-fittelihut var der. Det ville bare gøre det hele endnu sjovere. Så Will rejste sig helt op, og strakte sig lidt, før han så gled ned fra muren, og roligt bevægede sig hen til resten af gruppen. Selvfølgelig, så han ville stå på Samson's side. Han løftede det ene øjenbryn da denne .. Mørkets kriger, lige med et begyndte at lyse op.

"mh." Var dog den eneste lyd og kommentar der kom fra ham, for nu.

Denaro kunne høre hvordan påstyret var ved at finde sted udenfor katedralen og måtte modvilligt rejse sig fra sin sammenbøjede stilling. Han gav statue en kort buk, som var det en højere rangeseret krigsveteran, inden sandet, som før havde formet det gamle symbol, fløj op omkring ham.
Han rakte roligt den højre hånd frem og sandet skød straks frem og lagde sig omkring armen som et tykt beskyttelseslag. På den måde havde han det i nærheden og trøjen skjulte det glimrende.

Uden videre tøven gik han over til bænken, hvor hans taske lå og kåbe lå. Han smed den hvide mørkegrå kåbe rundt om kroppen inden han smed tasken over skulderen. Opstod der problemer var det tid at komme væk. Han var ikke nogen populær person og hans hovede besad stadig en betydelig dusør efter hans ret så mislykkes forsøg på at infiltrere mørkets borg. Spionage var åbenbart ikke noget han burde prøve kræfter med, der var andre der kunne stå for den slags.

Han vendte fronten mod den store katedral port og gik imod den med taktfaste skridt, som gav genlyd i den store hal. Spydet, som han ikke havde samlet op, fløj roligt op i luften hæftede sig selv fast på hans ryg idet han skubbede porten op.
Et kuld vindstød ramte hans ansigt og han skærmede sig lidt med armen inden han kastede et blik på tågen. Den var tyk og udover det så havde hans øjne ikke vænnet sig til mørket. Porten fik han hurtigt lukket idet han hørte en velkendt stemme. Samson.
Uvidende om situationens alvor trådte han roligt nærmere, men kastede konstant blikke på de mange skikkelser. Han genkendte enkelte af dem, mens andre simpelthen var for godt skjult i tågen til han kunne se dem.

Samson og Tara havde han intet problem med at finde frem til, og stilte sig lidt fra dem inden han hilste med et tilbageholdt nik.
Stemningen var præget af en blodhungrende stank, så han lod magien løbe ned i fødderne og videre i jorden idet han lokaliserede de resterende personer. Han indså hurtigt at der var flere end før forventet og sandet på hans arm begyndte at bevægede sig uroligt. Et tegn på at han lod sin magi få frit løb og ofte en hentydning til at han følte en kamp nærme sig.