Horisont D. Valmont

Horisont D. Valmont

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Vampyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 29 år

Højde / 178 cm

Htqz 06.12.2010 20:58
Det tidlige vintermørke havde sænket sig over Krystallandet, og Midnatsborgen så dyster ud i den hvide dunede sne, på trods af faklerne og vagterne der stod rundt omkring.
På den frosne våde vej, hen til porten, gik en skikkelse, klædt i tykke mørkegrønne gevandter med små stikninger i kanterne forneden og ærmerne. Over det tykke tunge tøj bar hun en vinterkappe med pels-foér, for at holde det værste af vinterkulden ude.
Det gyldne hår var fjernet i en let løs fletning, med nogle enkelte krøllede totter til at indramme hendes ansigt.

Siden hun havde fundet ud af hvad Morgoths 'arbejde' hidtil havde bestået i, og hvad det nu var for en magt han havde fået, havde deres forhold krakeleret en smule. Hun havde sendt børnene på klostre rundt om i landet og var selv skredet til en lille lejlighed inde i byen. Hun havde haft svært ved at sluge den nyhed, og havde ikke kunnet få sig selv til at blive boende hos Morgoth.
Lige siden da, havde de ikke rigtigt talt sammen, end ikke mødtes.
Hun havde tænkt´længe og meget, og til sidst var hun blevet klar med sig selv; hun ville ikke kunne leve som Mørkets Lords kone, især ikke når hun vidste hvad Mørkets Lord gjorde og stod for. Folk døde og led under hans dømme! Det rygte ville hun ikke ende med at få på nakken selv. Selvom hun var vampyr forsøgte hun da idet mindste at respektere sine ofre og sørge for ikke at drikke dem helt tørre men kun tage det der ville være nødvendigt for at hun selv kunne overleve.
Med opbruddet og Mørkets gerninger i tankerne var hun nu nået til Midnatsborgen.

Et par bevæbnede vagter stod udenfor porten, mens en enkelt mere stod oppe på borgmuren.
Hun trådte et skridt frem idet vagterne holdt deres våben ind foran hende.
" Stands! Hvem er De og hvad har De at gøre her? "

Hendes flaske grønne øjne stirrede skarpt tilbage på vagten, en svag knitrende lyd hørtes.
" Mit navn vedkommer ikke Dem, og mit foretrædende er private sager, lad mig komme til eller De vil fortryde det." Svarede hun gnavent igen, det var tydeligt at hun ikke var i humør til argumenter med et par fjollede vagter der stod og spillede Karl-Smart.

" Beklager lille dame.. Hvis De ikke vil-! "
Han havde end ikke fuldført sin sætning før et hav af lyn pludselig sprang frem fra hende og smadredes imod, først den vagt der stod på borgmuren, derefter det fjols der havde svaret hende igen og ikke bare givet hende adgang til borgen.
Hendes blik vendte sig imod den anden vagt som imidlertid var blevet temmelig bleg i fjæset, men ikke desto mindre forsøgte at bruge sit sølle sværd imod hende.
Hun smilte sadistisk.
" Metal sværd imod lyn? Du er langt ude lille mand..!" Med disse ord fik hun fremtvunget endnu en bunke lyn mod vagten før han kunne tilkalde assistance.
Hun stirrede på de forkullede og ildelugtende lig, inden hun med et kast med hovedet sparkede døren i porten ind.
Hvis så meget som en enkelt vagt mere ville holde hende tilbage fra at komme til Morgoth, ville hun end ikke blinke med øjnene før hun ville bruge sine lyn.
Ingen skulle holde hende tilbage, og INGEN skulle kalde hende ' lille dame '.!
Venus

Venus

Krystalisianer

Kaotisk Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 26 år

Højde / 167 cm

Venus 06.12.2010 21:28
En lille skikkelse bevægede sig stille gennem luften for ikke at vække opsigt. Egentlig regnede hun ikke med, at der ville blive problemer. Sidste holdt vagterne udkig med lukkede øjne og åbne munde, der støjede som savværker. Hun så ned på borgmuren, hvor en vagt ganske rigtigt så ud til ligge og sove. Hun kneb øjnene sammen. Han så bemærkelsesværdigt sort ud, og den stilling var da heller ikke naturlig. så fik hun øje på to kroppe til, der så ud til at være i samme tilstand. Venus fløj længere ned mod jorden i cirkler som en grib, selvom hun ingen intentioner havde om at fortære noget som helst lige nu. Her lugtede brændt. Venus begyndte at blive bekymret. Normale mennesker ville overhovedet ikke bekymre sig over det her. Det kunne vel nærmest ikke engang kaldes tab, men det betød jo, at nogen med en vis mængde magisk styrke var trængt ind på borgen. Og på borgen var folk, hun ikke ønskede skulle lugte som lynstegte kyllinger.

Så fik hun øje på Horisont, som hun ikke kunne genkende fra den vinkel, hun fløj i. Venus dalede lydløst ned bag en busk et stykke foran Horisont, så hun kunne udspionere hende. Først da en stråle af sølvfarvet månelys ramte Horisonts ansigt, genkendte hun en gammel veninde, som hun ikke havde set i evigheder. Venus' bange anelser forsvandt som dug for solen, og rejste sig instinktivt for at kramme Horisont, fuldstændigt ligeglad med hvordan hun ville reagere. "Hvor er det længe siden!" hviskede hun glad. Hun var trods alt stadig klar over, hvor hun befandt sig.
Horisont D. Valmont

Horisont D. Valmont

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Vampyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 29 år

Højde / 178 cm

Htqz 06.12.2010 22:35
I sit raseri havde Horisont ikke hørt noget, eller for den sags skyld bemærket noget.
Da ikke før hun pludselig havde et par arme omkring sig. Hun løftede armene parat til at forsvare sig selv, kun for at stoppe op midt i bevægelsen idet hun hørte en velkendt stemme som hun ikke havde hørt i lang tid.
Overrasket drejede hun hovedet imod sin rødhårede veninde. " Ve-nus..?" Hun blinkede forbløffet indtil det gik op for hende at det var Venus, og ikke nogen der bare lignede hende.
Akavet fik hun vredet sin krop nok til at gengælde venindens kram.
" Jamen.. Hvad laver du dog her? " Hviskede hun tilbage, med et glædens og gensynets smil plantet på sine læber.
Venus

Venus

Krystalisianer

Kaotisk Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 26 år

Højde / 167 cm

Venus 06.12.2010 23:09
"Mig?" hun slap Horisont stadig storsmilende. I sin iver efter at hilse på 'den lille dame' havde hun fuldstændigt fortrængt sin grund til at dukke op her. Hun havde også fuldkommen ignoreret, og ignorerede stadig, de faktum, at Horisont havde svitset tre vagter, inden hun var nået hertil. Men det havde selvfølgelig ikke noget med Venus årsag til at være her. "Jeg ville ehm.." begyndte hun i starten muntert, tøvede et næsten ikke-eksisterende øjeblik for så at forsætte i et en anelse dybere toneleje, "besøge en ven." Hun blevet kraftigt i tvivl, om hun ønskede den mands venskab. Det virkede som om, han havde forandret sig voldsomt. Hun kunne ikke forstå, hvordan han var nået hertil. nu var hun kommet her for om muligt at tale ham til fornuft. Selv var hun overhovedet ikke sikker på, hun var i stand til det. Men hun ville i det mindste have en forklaring. ved tanken kunne hun mærke vreden boble op i sig igen, ligesom den havde gjort det første gang, hun så det rod, en inkvisitionspatrulje kunne efterlade. Hun kvalte fornemmelsen, for hun brød sig meget lidt om den. Den gjorde hende nærmest syg indvendigt.

"Men hvad laver du her?" spurgte hun med genvundet munterhed og tilføjet nysgerrighed. Her var det sidste sted, hun havde forventet at møde Horisont.
Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Forvirret

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 53 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 07.12.2010 20:30
Tronsalen var tom; tom for mennesker, tom for lyd, tom for bevægelse. Stilheden havde lagt sig som et tykt, tykt slør om det enorme lokale. Sådan havde det været i nogle timer, efter at Kongen havde forladt det. Denne stilhed blev dog brudt, af skridt. Disse blev dannet af de sorte læder støvler Morgoth bar. Støvlerne blev dækket af hans lange kjortel, der nåede gulvet. Al hans krop var dækket af sort, fløjel lignende stof - ligeledes hans hænder, der bar et par læderhandsker, er yderst fin kvalitet. Alt andet end hans ansigt; det hvide, pocelæn'agtige ansigt, var dækket. Dette var hævet stolt, granskende lokalet han netop var vandret ind i. Det lange sorte hår hang bag hans skuldre, hvilende imod hans ranke ryg. De isblå øjne stirrede frem for sig. Frem imod den enorme indgang til tronsalen, der endnu var lukket. Han standsede da han nåede det første trin til tronen. Han lagde hånden imod en sokkel, der var placeret nogle få centimeter derfra. Ganske let strøg han fingrene over marmoren, lyttende til den knitrende lyd der dannes ved stoffet berørende matrialet; en knitren, han kun alene kunne hører.
Med ryggen vendt imod indgangen, hørte han hvordan hastige skridt nærmede sig den. Ganske let lod han hovedet vænne sig derimod, så han netop kunne ane den enorme dør. Denne blev åbnet op, og en soldat stod i indgangen. Hans hastige hjerteslag fortalte halvdæmonen der var noget galt. Den spinkle drengestemme, for i højeste alder var denne soldat ikke, ham om hvad drengen netop havde mødt ude ved porten. To soldater var døde; fundet stegt ihjel, lige foran porten til Midnatsborgen. Lugten af stegt kød strejede Kongens næsebord. Fik dem til at rynke sig ganske let, ved den alt for stærke lugt. ,,Herre, konge - Skal jeg eskortere Dem til deres værelse?" en svag smilerynke dannede sig nær Morgoths mundvige. Det var næsten ironisk, var det ikke? ,,Nej," Morgoth hævede hånden, viftede ganske let med den. Den unge soldat fattede hurtigt end hentydning, og forlod således lokalet. Atter var Kongen alene; atter, var der stilhed.
signature by jodeeeart

Horisont D. Valmont

Horisont D. Valmont

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Vampyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 29 år

Højde / 178 cm

Htqz 07.12.2010 20:49
Horisont lyttede opmærksomt til Venus's stemme, alt mens hendes øjne strålende betragtede den rødhåredes ansigt. Hun var stadig lige så smuk og rødhåret som Horisont huskede hende, hvilket fik den blonde vampyr til at smile lidt mere på trods af hendes stadige vrede og irritation der ulmede under overfladen, truende som en slumrende vulkan der kunne gå i udbrud når som helst.

"Mig.?" Hun drejede diskret på sin forlovelsesring. " Jeg er kommet for at sige Morgoth et par ord eller fire.. Hvis ikke mere.." Hun smilte et bittert smil.
Hvor var manden hun havde elsket? Hvorfor var han blevet sådan et monster? Var det hendes skyld eller havde det altid været i ham? Hun kunne stadig ikke tro det og rystede på hovedet for at få tankerne på rette gled igen.
Hendes øjne gled i gangen, holdt øje med skyggerne fra faklerne og eventuelle vagter der ville vække problemer.
Venus

Venus

Krystalisianer

Kaotisk Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 26 år

Højde / 167 cm

Venus 07.12.2010 21:02
Den rødhårede kvinde så ned på ringen. Nå så hun er er forlovet... eller er det gift? jeg kan aldrig huske, hvornår ringen skal sidde på hvilken finger.. tænkte hun smilende, men rynkede så brynene. "Morgoth?" mumlede hun spørgende så man næsten ikke kunne høre det. Er hun forlovet med Morgoth? Faktisk gjorde den åbenbaring hende endnu mere forbavset end stedet, de var stødt på hinanden.
"Faktisk var det netop den 'ven', jeg ville besøge," sagde hun denne gang lidt højere og så endelig op fra ringen. Smilet var forsvundet, hvilket foruroligede selv hende. Hun var vandt til at have et smil på læben, men lige nu var det ikke meget for at blive siddende der. Hun trak tænksomt i den ene mundvig, mens hun gav ringen et blik mere. "Jamen såh... " Hun vidste ikke lige hvad hun skulle sige. Det var vel også bedre at finde Morgoth nu, hvor de var blevet enige om, hvem de skulle tale med. Venus sendte Horisont et sigende blik, før hun drejede om på hele og gik mod tronsalen. Det var vel det bedste sted at starte.
Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Forvirret

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 53 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 09.12.2010 21:44
Med en let bevægelse fjernede Morgoth læderhandskerne; trak den ene efter den anden, af sin med frie hånd, i en blid, blid bevægelse. De isende øjnes øjenlåg havde lagt sig let over de isende øjne. Gav ham et fredfyldtansigtsudtryk, man sjældent kunne beskue i hans person. Hvis det ikke var fordi man vidste, at det næsten var ham umuligt, ville man tro han smilte. Smilte over hvad hans øjne så, da han beskuede de lange, tynde, fingre. Smilte gjorde halvdæmonen ikke. Det var længe siden han havde følt glæde nok til dette; at føle en følelse der var fyldt af sødme. Blidhed og sødme.
Sådan havde det forholdt sig længe. Lige så hurtig som han lærte glæden, og dens lykke ved denne følelse at kende, forduftede den fra hans sind. Der hændte ham, og hans omgivelser, altid et eller andet der måtte fordrive denne form for følelse. Ofte var han selv var skyld i dette. Denne gang var det hans egen skyld; helt og aldeles, hans egen skyld. Mordet på Krystallandets tidligere regent, var ham en enorm ulykke. Man skulle nødig tro det, men sådan forholdte det sig. Han havde ikke tænkt over konsekvenserne, da han dragede sit sværd. Dragede sit sværd, imod den der havde været hans livs fører. For det havde Mørkets Lord været; den der vidste han vejen igennem livet - trods det aldrig havde været hans eget ønske. Men det var ikke kun ham selv, Mørkets Lords formørkede sind havde berørt. Han havde også været den der havde lært hans far, hvordan livet skulle leves. Ham der havde ført hans mor i døden, sammen med hans søster, og hans nevø - hvis liv aldrig blev længere end de sekunder det tog, at udånde det sidste åndedræt i ens liv. Han fortrød intet mere, da hans klinge huggede igennem det kød, han aldrig havde betragtet som menneskeligt - eller dødeligt. Men hvorfor havde han egentlig gjort dette? Skyldtes det hans egentlige had, til denne mand? - Skyldtes det de gerninger han havde udført, som han nu selv udførte, med langt mere ondskab. Eller var det fordi han, i sin egen forblændelse af vrede, havde set Cassa falde for Mørkets Lord hånd og ville hævne hans død? Var det virkelig følelser der havde udspillet sig dengang? Følelser der i sidste ende, han bragt ham i fordærv? Han vidste det ikke. Og han ville, inderst inde, ikke vide det.

Lyden af nærmende skridt fik hans øjne til at hæve sig. Han så frem imod tronen, der var ham nogle ganske få trin væk. Langsomt vandrede han op af de smalle trappetrin, standsede da han nærmede sig midten. Hans blege hænder foldede sig bag hans lænd, mærkede ganske let på hinanden. Han følte kun sit eget rolige blodtryk; sin egen kulde, fra hans døde krop. Følte på de små knaster af sår, der dannede sig omkring hans håndryg. Han vidste udmærket hvad dette betød; havde længe frygtet dette. Men hvad kunne der gøres? Ingenting. Intet som helst.
signature by jodeeeart

Horisont D. Valmont

Horisont D. Valmont

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Vampyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 29 år

Højde / 178 cm

Htqz 10.12.2010 14:45
På trods af at Venus talte lavt hørte Horisont skam godt hendes mumlen, hun nikkede som et tavst svar på det næsten lige så tavse spørgsmål. Ja, de var sammen. Men for hvor meget længere? Ikke særligt meget længere hvis det stod til hende. Hun vidste at chancerne for at få 'omvendt' Morgoth ville være minimale.
Hun blinkede kort idet Venus begyndte at gå mod tronsalen. Ja, det var vel nok det sted der ville være størst chance for at finde Morgoth, og nok også størst chance for at finde flere af de forbistrede vagter.
Hun rynkede let på næsen idet hun tavst fulgte efter veninden gennem den mørke, og for hende, temmeligt ukendte borg.
Hun havde aldrig i sit liv været på Midnatsborgen, og kendte derfor heller ikke så meget til dets indre, andet end hvad det havde været hende muligt at få snust op hist og her.
Hendes grønne øjne betragtede Venus's røde hår som de gik hen mod tronsalen.
Venus

Venus

Krystalisianer

Kaotisk Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 26 år

Højde / 167 cm

Venus 10.12.2010 18:52
Venus vidste faktisk kun lige knapt, hvor de var... eller rettere hvor de var på vej hen. Det var svært at få et overblik over en bygnings indre, ved at flyve rundt og se forsigtigt gennem vinduerne. Det eneste sted, hun med sikkerhed vidste hvor var, var Alwyns kontor, hvor hun en enkelt gang var dukket op uanmeldt. Mens de to kvinder vandrede ned ad gangen i den retning, Venus mente, tronsalen lå i, genlød deres skridt som et blidt ekko fra de kolde vægge. Venus var konstant på vagt over for eventuelle mørkets krigere, der trods alt boede her. Det overraskede hende meget, at hun ingen havde set endnu. De sover vel... eller er ude... eller gider ikke tage sig af to mennesker, der går ned ad en gang. Det var vel et par rimelige antagelser. Det var jo ikke fordi, de havde gjort sig særligt bemærket på nogen måde - altså bortset fra de grillstegte lig, der lå ude ved hovedindgangen.

Endelig fik hun øje på en streg af flakkende et flakkene lys for enden af gangen. Det strømmede meget stille gennem en døråbning. Døren måtte være af en pæn størrelse, for lysstriben gik mindst tre meter til vejrs, hvilket gav et meget godt praj om, at de var på rette vej. Hun standsede ved døren en smule bange for, hvad der var på den anden side. Men der var helt stille. Var der overhovedet nogen? Hun trak vejret dybt og skubbede så døren op lige nok til, at man kunne gå igennem. Venus følte sig lammet et par sekunder, fordi hun ikke havde forventet, at her var nogen eller at finde Morgoth så hurtigt. Hun smilte glad, selvom hun ikke var i det bedste humør, og trådte væk fra døren, så Horisont kunne passere. Venus havde pludselig fået kolde fødder og var næsten klar til at gå med det samme. Så tog hun sig lidt sammen, men også kun lidt. Mod var noget, der for hende enten kom som en refleks eller tog tid at bygge op. Det var ikke en egenskab, hun besad altid, som andre gjorde. Det er lidt sent til at bakke ud nu. Jeg er nødt til at prøve. Hendes varme smil blev siddende, men nu så hun også en smule alvorlig ud. Noget man nok ville lægge mærke til, for hun var næsten lige så sjældent alvorlig, som hun var vred.

"Godaften," hilste Venus med det samme varme, men alvorlige tone, som hendes smil havde. Det var alt, hvad hun kunne finde på at sige lige nu. Som sagt havde Venus mistet modet. Nu havde hun besluttet at lade Horisont føre ordet. I hvert fald for nu.
Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Forvirret

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 53 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 10.12.2010 22:05
Lyden af de nærmende skridt blev blot højre hvert sekund der gik, i halvdæmonens ører. Som hvis man skruede højre og højre op for en lyd, indtil den til sidst tonede ned da den var ham allernærmest. Sådan lød det i hans ører, ved lyden af de to nærmende kvinders skridt. Det var ham en vanvittig lyd; skinger i hans følsomme ører. Det fik ham til at lukke øjnene koncenteret, lyttende intenst til de ord der om muligt ville lyde, hvis de talte. Men der var ingen ord; ingen samtale fandt sted, imellem dem. Han måtte dog til sidst åbne øjnene, da lyden af den åbnene dør hørtes i hans ører. Endnu var Morgoth ikke klar over hvem der havde betrådt Midnatsborgens gulv; hvem der havde myrdet vagtposterne udenfor indgangen til borgen, med en nådesløshed lignende hans egen. Hvem det var, fandt han dog snart hurtigt ud af. I den tid det tog for ham, at vænne hans følelsesløse ansigt om, dannede der sig mange velkendte lugte i hans næsebord. Den første var ham ikke overraskende; morderen på de to vagter, befandt sig sammen med den anden kvindelige krystallianer. Det at det faktisk var en kvinde, han kendte bedre til end nogen anden, var ham derimod ganske overraskende. Det faktum at det var Horisont, der havde gjort dette - og at hun befandt sig der, på daværende tidspunkt - var ikke noget han havde forventet. Han kendte udmærket til hendes voldsomme temperament, men det at det ville fører ud til at mandsdrab havde han aldrig skulle tro at høre om. Det var nærmere sådan han så .. sig selv.
Heller ikke det at Venus, fuldtes med hende, var noget han direkte havde regnet med. Faktisk, for en gangs skyld, var ikke dette noget han havde forudset. Overhovedet.

Netop som de isblå øjne ramte de to kvindelige skikkelser, fik han bekræftet sin overraskelse. Hans øjne forblev rolige, trods den underlige følelse der havde dannet sig i hans sind. Endnu med ryggen vendt imod dem, vendte han øjnene den anden vej. Han beskuede kort det enorme lokales ende, der førte ud til flere gange, og endnu flere rum. Dette blev dog en ganske kortvarig skuen, da han langsomt vendte sig imod dem. De isende øjne granskede begge kvindelige skikkelser; lod sine øjne borer sig ind i de blikke de isblå synsorganer mødte. Lyden af hans hælde rammende marmor gulvet, genlød i tronsalens stilhed. Han standsede på det nederste trin, og ligeledes standsede hans øjne på et par flaskegrønne farvede øjne. ,,Såh .." hans stemme var hæs, men den klingede stadigt af den blidhed, der altid synes at have ligget over hans tonefald. ,,Hvad skyldtes jeres ankomst? I har tydeligvis fundet det strengt nødvendigt at møde mig, taget de faldende vagter i betragtning?" han kneb øjnene ganske let sammen, tillod at tale som om hans bekendtskab til disse to kvinder, ikke ragede ham en finger. Dette var inderst inde ganske løgn, da de to kvindelige krystallianer ikke blot var ham bekendte. De var så meget, meget mere.
signature by jodeeeart

Horisont D. Valmont

Horisont D. Valmont

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Vampyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 29 år

Højde / 178 cm

Htqz 11.12.2010 20:53
Forholdsvis rolig og forsigtigt fulgte hun efter Venus, hun stolede blindt på at veninden havde lidt bedre kendskab til det indre af en borg end hun selv havde det.
Da de kom til det der viste sig at være tronsalen, måtte hun lige vride lidt på sin forlovelsesring, løsnede den let fra pladsen på fingeren. Hun tog en dyb indånding før hun trådte ind og fulgte efter Venus, lukkende den store dør efter sig.

Hun tådte nogle skridt indenfor døren, ind i den store tronsal og stirrede opmørksomt rundt, som for at sikre sig mod eventuelle Mørkets krigere, vagter og smutveje væk. Først da lod hun blikket falde på Morgoth. Hun stirrede på manden i hendes liv, bare stirrede med disse flaskegrønne øjne. Hvor andre nok ville have trådt et skridt tilbage, eller idet mindste gøset en smule ved hans stikkende blå øjne, rokkede hun sig ikke en tomme, istedet forsøgtehun i sit indre at finde ud af hvordan hun skulle forklare sig.
Hun fik ikke rigtigt chancen for at tænke det ordentligt igennem, hun kune fornemme Venus's lette usikkerhed, og da Morgoth begyndte at tale så nedladende til dem, mærkede hun hvordan hendes temperament var ved at løbe af med hende igen. En susende række af knitren hørtes fra hendes hår, og istedet for at træde væk fra Morgoth trådte hun istedet et sikkert skridt til siden, man kunne jo aldrig vide med hendes lyn, de var til tider et rent helvede at kontrollere især når hendes humør var som det var det lige nu.
Hvor var han dog arrogant, fræk.. Hvordan kunne han overhovedet tale sådan til sin egen forlovede på den måde? Hun havde en stor lyst til at smække Morgoth en syngende lussing eller det der var værre, meget værre.

Hun sukkede i sig selv som for at få kontrol over sig, inden hun tog forlovelsesringen af sin finger, holdt den op mod lyset der var i rummet for at sikre sig at Morgoth så den og tog den i øjesyn.
" Morgoth.. Eller skulle jeg sige 'Mørkets fyrste?'.. Eller Herre? Er det måske bedre for dig... Uh nej.. jeg mener Dem.."
Hun bed sig i undrlæben for at få lidt mere styr på sin tale. Det var bedre bare at komme ud med hvad hun ville sige hurtigst muligt før hun tankeløst sagde noget hun ville fortryde.
*'Jeg har set og hørt hvordan du har behandlet væsnerne i dette land.. Jeg har tænkt, mangt og meget.. Og jeg er blevet enig med mig selv om at jeg ikke kan leve med dig..'*
Hun mødte hans blik idet hun endnu engang talte, med en stemme der var forholdsvis fast og beslutsom.


" Jeg ophæver vores forlovelse.."
Venus

Venus

Krystalisianer

Kaotisk Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 26 år

Højde / 167 cm

Venus 13.12.2010 22:21
Venus følte sig som en flue på væggen hos et gammelt ægtepar. En uventet følelse af ikke at have noget at gøre her. På den ene side passede det. Hun havde intet at gøre med Horisont, der rasede over Morgoths løgn. Men hun havde noget at gøre med den anden ting, Horisont var vred over, hvilket var Morgoths måde at regere landet på. Der var selvfølgelig også en tredje ting, der lod til at genere Horisont mere, end det generede Venus. Morgoths stemmeføring var iskold og næsten fuldstændigt blottet for følelse. Modsat horisont forstod Venus det... måske. De havde klippet et par livstråde for nogle af mørkets krigere og brudt ind på hans egendom uden tilladelse oven i købet for at give ham en opsang.

Venus brugte lidt tilbagevendt mod på et halvt skridt fremad. "Jeg er enig med Hori... bortset fra at der ikke er nogen forlovelse at hæve fra min side." Hun skulle til at grine lidt af sin egen dårlige vittighed, men besluttede at det overhovedet ikke var tid til spøgefuldheder lige nu. "Den her opførsel overrasker mig.. selv når den kommer fra Mørkets Lord. At slå folk ihjel eller endnu være, at ødelægge det liv de har..." Hun nåede ikke længere før hun måtte kvæle endnu et anfald af vrede. Et kort sekund dannedes en sitrende aura omkring hende, som om luften kogte. Hun åndede ud en enkelt gang. Luften fra hendes lunger kom ud som en tynd, hvid sky ligesom på en kold vinteraften. Det var sjældent, hun følte denne form for vrede. Faktisk havde hun ikke oplevet den i årevis, og det skræmte hende næsten mere en Morgoth, for nu hun mistede kontrollen i et anfald af raseri, mistede hun kontrollen over sin evne til at kontrollere temperaturen. For nu havde hun ikke mere at sige og så afventende på Morgoth, vis tur det nu var til at lægge et kort.
Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Forvirret

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 53 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 26.12.2010 13:14
Kongens isblå øjne stirrede intenst frem imod de to kvindelige skikkelser. Hans røde mund stod ganske let åben, klar til tale når det var ham nødvendigt. Hans åndedræt, trods det temperament der lurede under huden på ham, var ganske roligt. Snart hvilede de isende synsorganer ikke på begge skikkelser, men kun på den enkelte. Lyden af Horisonts kølige, om muligt kyniske, tonefald fik hans sarkastiske ansigtsudtryk til at falde. Pludseligt var han udtryksløs; alle følelser havde sluppet ham, og han stod blot tilbage død, som han egentlig var. Han lignede et portræt uden udtryk; et portræt, uden udtrykkende streger eller farveudspil. Om muligt var hans krop død, og havde været det i snart ni år, men alt andet end det derunder var dødt. Alt det mentale, som på daværende tidspunkt synes at være forsvundet, pumpede igennem hans krop. Han tillod blot ikke at vise det, lod det ikke komme til udtryk om man ville. Trods hans enorme selvbeherskelse, hvad det netop angik følelser, var der enkelte han aldrig helt havde lært at styrer. Lidenskab, vrede og, ja om man skulle tro det eller ej, kærlighed. Alle disse tre var netop sat i spil, ene og alene på grund af den lyshårede kvinde foran ham. Han begærede hende, mere end nogen anden kvinde. Han begærede hendes person, men også hendes krop. Horisont var en kvinde for sig selv; en kvinde, som den første, der trodsede ham uden frygt. Selv nu, hvor han kunne betragtes som en af de mest magtfulde mænd i landet, spyttede hun ham i hovedet med sin foragt. Det gjorde ham rasende, det var ingen hemmelighed, men det gjorde også så meget, meget mere. Noget så vulgært som lidenskaben, rørte ham nu.
,,Kæreste,” startede han, med øjnene hvilende kynisk på de flaske grønne øjne. Et let smil formede sig over hans blodrøde læbe; et smil der stod i kontrast til de intet sigende øjne. ,,Opsiger du forlovelsen? Ikke for at skuffe dig,-” åh ja, han tillod sig at omtalte hende i ’du’, ,,- men den har været ophævet siden landets tidligere regent mistede hovedet,” bed han efter hende, med vredens tonefald liggende på sin tunge. Smilet forblev fortsat koldt, da han ganske let hævede hagen for at betragte ringen hun fremviste ham. En trækning dannede sig hans hvidt opspærrede øjne, fik ham til at knibe dem ganske let sammen. Da han endnu engang talte, lød hans stemme hviskende; hvislende, for nogle. Denne gang var der ingen vrede at hører i hans ord; blot goldhed. ,,Behold den. Det var en gave,” hans øjne forlod da hendes, seende imod marmorgulvet ved trappens sidste trin. Han knugede hænderne, anstrengende for ikke at fremprovokere den vrede der gemte sig inde i ham yderligere.

Lyden af Venus’ kvindelige, og yderst rolige tonefald, fik ham til at hæve blikket endnu engang. Det var ham en anelse chokerende at se hende uden smil. Lige så chokerende havde det været ham, at se hende der. Men hun var der, og det var det der var pointen.
Ganske let blev hans øjne blanke; ikke af tårer, men af arrigskab. Han vendte blikket imod den rødhårede krystallianer, granskede hendes tydeligt raserifulde ansigt. En let trækning dannede sig nær hans mundvige. Dette var ikke et smil, nærmere det modsatte. ,,Overrasker det dig?” han rynkede brynene, mærkende den lette strøm af varme der kom fra hendes skikkelse. Aldrig havde han set den rødhårede krystallianer vred, og havde faktisk aldrig håbet på at se det; i hvert fald ikke, hvis det var ham der bar skylden for dette. ,,Jeg troede vi kendte hinanden, Venus,” hvislede han, med en undertrykt latter. Denne var næsten ironisk, grundet det kolde smil der pludselig viste sig på de røde læber. ,,Det var vidst naivt af mig at tro – og lige så naivt af dig,” han trådte et trin ned af marmor trappen, nærmede sig dem med lette skridt. Han var dem et stykke væk, alligevel kunne han mærke den svedende varme der drev sig omkring Venus. ,,- Mørkets Lord har manges mord på samvittigheden – hvis han da havde sådan en .. - Det var bare ikke hans hånd der bar sværdet, hvis klinge der slog folket ihjel,” han hævede hovedet ganske let, mærkende hvordan temperaturen omkring lige så stillede forhøjede sig, i takt med han nærmede sig hendes skikkelse. Endnu havde hans øjne ikke viet sig fra hendes, men stirrede fortsat frem imod hende. ,,Og lige så mange mord havde Lysets Dronning begået – og se ikke så overrasket på mig, for det er sandheden,” han tav kort, men fortsatte uden at forvente et svar dertil. ,,Hendes blev blot betragtet som retfærdige. Hun prædikede om respekt og lighed blandt folket. Jeg ser den ikke, må jeg ærligt indrømme.” minder om den døende dronning, dannede sig på halvdæmonens nethinde, formørkede hans blik for en tid. Han måtte synke let, vænne øjnene den anden vej, som om de ville forsvinde ved dette. Hun havde bedt om nådestødet, bedt ham om at gøre en ende på hendes lidelser. Normalt ville han have gjort det uden kvaler, men hendes ynkelighed, hendes .. ja, han vidste ikke hvad der havde fået ham til at holde igen. Hun havde været smuk, så ufattelig smuk. Selv da sulten havde tæret på hende, sammen med kulden, ensomheden og tanken om hendes land fordærves ved Mørkets Lord hånd, havde den hold ved lige. Men ikke livet; nej, hun var alt andet end i live da hun hang slapt i Morgoths arme. For første gang havde han grædt over et offer. Og han græd ellers aldrig.
,,Du taler om hvordan min opførsel er uacceptabel; om hvordan jeg frarøver folks liv, og nedlægger den lykke de før havde opbygget. Hvad så med vagtposterne? Hvad med dem?” nu mindre end to meter fra de to kvinder, uden frygt for det truende temperaturs skifte og skydende lyn, stod han foran dem. ,,Jeg ser vreden tydeligt i dine øjne, men du har ingen grund til at være vred! Hun-” han pegede imod Horisont, med en gennemtrængende stemme, ,,- har myrdet to unge soldater, fordi de trodsede hendes vilje på lovlig vis. Hvordan kan det retfærdiggøres? Hvordan kan hun ikke erklæres for mord?”
signature by jodeeeart

Horisont D. Valmont

Horisont D. Valmont

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Vampyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 29 år

Højde / 178 cm

Htqz 26.12.2010 13:49
Horisont der langtfra var så kold, hjerteløs og god til atskjule følelserne som Morgoth var det, måtte bide tænderne sammen for ikke at komme med en spydig kommentar, eller sende en regn af lyn imod ham.
Hans ord gjorde ondt og ikke mindst hans opførsel som samtidig også provokerede hende yderligere, hun måtte konstant tænke sig til hvor hun var. Hvis hun angreb Morgoth, Mørkets Lord her inde i bygningen ville chancen for at hun selv kom ud i live være temmelig lille da der jo var vagter og Mørkets Krigere over det hele i dette gudsforladte sted.
Hun fnøs som hun hidsigt kylede forlovelsesringen væk fra sig, som havde hun brændt sig på den.
" Som om jeg ville beholde noget så grotesk, nu du alligevel indrømmer at jeg ikke har betydet en skid for dig..!"
Hele hendes krop dirrede af indestængt raseri, akkurat som lyden af knitren blev større og højere, mere voldsomt at høre på alt mens Morgoth i tilsyneladende ro og mag gik tættere på Venus og hende.
Allerede nu gjorde hun op med sig selv at hun på det bestemteste ikke ville hverken se, høre, føle eller lugte Morgoth længere når hun var trådt ud af denne borg, hun ville end ikke gå hen og hente sine ting.. Nej.. De kunne blive i det følelsesforladte fjols' åndssvage hjem! Hun ville rive sit liv sammen med Morgoth op med rode, om det så var ensbetydende med at hun ville miste alle hendes ejendele og et sted at bo. Om hun så endnu engang skulle til at bo på gaden og sove på støvede hølofter. I stedet for, som de fleste andre kvinder, at begræde deres tab af kæresten, havde Horisont formået at omvende sine tårer til vrede.. Men de ville nok komme.. En dag..

Med rynkede bryn betragtede hun fingeren som Morgoth pegede på hende med, følte kort en barnlig lyst til at bide sig fast i den, eller sende en kaskade af sine små, mindre skadelige, men ikke desto mindre smertefulde lyn imod den.
Hun valgte dog ikke at gøre noget, knyttede kun hendes hænder hårdt sammen i kjolens ærmer, mens hun arrigt nedstirrede fingeren. Hun vidste hun var morder, det lå ganske enkelt i hendes instinkt hver eneste gang hun var vred, men det var jo ingen undskyldning og det vidste hun udemærket godt. I bund og grund var hun nok ikke så meget bedre end Morgoth, selvom noget sagde hende at han havde langt flere mord på samvittighede end hun havde det.
De flaskegrønne øjnes blik blev sendt imod Venus, alt mens hun forsøgte at undertrykke sin egen vrede så meget hun nu var i stand til.
Venus

Venus

Krystalisianer

Kaotisk Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 26 år

Højde / 167 cm

Venus 26.12.2010 15:26
Hun stod som smeltet fast til stengulvet i den store sal, hvor Morgoth, Horisont og hendes selv var midt i en krig af ord. Luften omkring hende kogte fortsat, mens luften i hendes lunger frys til minusgrader man sjældent oplevede selv oppe i de sneklædte bjerge mod nord. Auraen voksede i takt med at Morgoth kom nærmere, hvis han rørte ved hendes hud, ville han brænde nallerne. Vreden boblede op i hendes ligesom flydende ilt, der syder og koger ved temperaturer på næsten -100 grader. En svag kvalme skyllede igennem hende. Kroppen var ikke vandt til de ukontrollerede temperaturændringer, som fluen på væggen gennemgik lige nu.

Fluen tillod sig at svare på Morgoth's spørgsmål, da den nu var blevet opdaget. Han havde også lige fremstillet dem som ligeværdige; de forstod hinanden. Men trods det sære venskab, kunne Venus ikke undertrykke vreden i stemmen. Den var rolig og jævn, men lavmeldt som kom den fra bag en mur. Oplevelsen af lyden mindede om at stå under dæk på et skib under et søslag, der kun netop var begyndt. Den første kugle var kun lige blevet sendt afsted tilfældigvis lige mod en. Dens susen lød dump og svag, men den blev faretruende hurtigt højere, og om lidt vilde den bryde igennem de tykke træplanker på skibets sider og afslutte med et øresønderrivende brag. Venus stemme var dog ikke noget igennem skibsskroget endnu. "Tror De virkelig, jeg synes om, at Lysets Dronning og hendes tilhængere har begået mord? Til Deres orientering, så bryder jeg mig lige lidt om det, som jeg gør om Deres mord. Men der findes ting, der er værre. Deres inkvisitionspatrulje toturerer og brænder hele landsbyer af bare for at indfange folk, der sulter, fordi de ikke har penge til både at betale Deres skatter og give sig selv mad! Og sand nok, Horisont har lige gjort noget forfærdeligt, men det er der intet at gøre ved. De kan derimod stadig nå at redde nogle af de liv, De har ødelagt. Det kan godt være inkvisitionen står for det, men De kan stoppe dem. De gør ikke noget..." Venus lagde pludselig mærke til Morgoths blanke øjne, og følte et stik af skyld, selvom man nok ville mene, at hun gjorde det rigtige. Hendes kogende aura trak sig tilbage til kun at omkranse hendes krop som et sydende skjold. Der var mange grunde til, at hun ikke rasede lige så meget som Horisont, og hendes stædige trang til at give folk en chance for at forsvare sig, var en af dem. Det huede tydeligvis ikke Morgoth at stå i denne situation, og at de to veninder nu var trængt ind et sted, de abselut ikke burde være, varåbenbart ikke hovedårsagen.
"Jeg er ked af at sige det..." Det lød som om, at kanonkuglen på magisk vis var på tilbagetog. "Men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle stille op." Den buldrende vrede var erstattet af en form for medfølelse, men kun så længe Morgoth kunne afholde sig fra at gøre noget dumt.
Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Forvirret

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 53 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 29.12.2010 15:10
Lyden af ringen hamrende imod marmorgulvet, gav genlyd i den store tronsal. Om nok lød det ikke voldsomt højt for de to kvindelige krystallianere, men det måtte det siges at gøre for halvdæmonen. Lyden skar i hans følsomme ører, fik en trækning til at danne nær hans kæbeparti, der viste hvor meget han bed sammen i tænderne. De isblå synsorganer fandt hurtigt vej til det blege ansigt foran ham hvis skønhed, trods vreden og sorgen der lå over det, stadig var langt over det niveau han kaldte menneskeligt. Skønhed fandt han ikke i hendes ord, nej det ville være synd at sige. Hendes ord ramte ham som slag; på trods af deres simpelhed, blev han tæret af dem. Dette var, som det første, tydeligt. Umærkelige udtryk dannede sig i det golde ansigt, formede sig omkring øjne der før havde været fyldt med vrede og aggressivitet. Det isende smil var forsvundet fra de blodrøde læber, løbet af så hurtigt som det havde betrådt hans mund. Han tav for en tid, var kortvarig mundlam over de ord der havde betrådt vampyrens tunge. Hånden der før havde peget anklagende imod hende var nu faldet; gledet ned langs hans side, hvor de hvide, slanke fingre berørte hans ankellange kjortels stof. De mørke bryn rynkede sig sammen, fik en kortvarig frustration til at glide over det hvide ansigt. Tanken om hvordan det nogensinde kunne falde hende ind, at hun ikke betød noget for ham, var ubeskrivelig. Han kunne ikke finde ord for denne følelse, der på daværende tidspunkt fik hans ellers – for nogle beskrevet – iskolde hjerte, til at slå voldsomt. Ikke af lidenskabelig, eller aggressiv hede, men af frustration; frustration og sorg.
Men hvad skulle han fortælle hende? Om muligt besad Morgoth enorm magt, men der var blot visse ting hans tunge ikke kunne udstøde – selv ikke i så private gemakker, som tronsalen. Selv ikke når han ønskede det så inderligt, som han på daværende tidspunkt ønskede det. Direkte tale var i hvert fald ikke noget han kunne tillade sig. Ikke om det omtalte emne. Hans problem var nok bare, at det var det der skulle til.
Han kendte udmærket til forræderne blandt hoffet. Folk der søgte hævn over deres tidligere hersker. Folk der så sig ondt på ham, og blot ønskede at finde hans svage punkt, og via dette få ham afsat fra tronen. Han havde trods alt, mente enkelte, med lidt for stor lethed overmandet den tidligere hersker. Hvorfor skulle de så ikke kunne?
Efter få sekunders tavshed, der havde følt som mange minutter, reagerede han. Et svageligt smil formede sig på hans læber, et der langsomt forsvandt med en umærkelig hovedrysten. ,,Indrømmet?” hans mund formede sig i en ligegyldig streg. Ganske let strakte han fingrene ud, åbnede sin håndflade. Et utydeligt sus; lyden en genstand flyvende med høj fart igennem luften, hørtes ganske, ganske let. Ringen der før var bortkastet med en foragtende bevægelse, lå nu i hans knugende hånd. Med lydløse skridt bevægede han sig imod hende, uden frygt for de lyn der om muligt vil skade hans blottede hud. Hans frie hånd rakte frem imod hendes knugede, trak sig kortvarigt tilbage ved et smertende stød der rørte hans følsomme fingrespidser. En ubehaget trækning dannede sig nær hans mundvige, da hans hånd lagde sig om hendes håndryg. Smerte skød op igennem hans dækkede håndled, med en voldsomt bidende smerte. Dog var det allerværst ved de mange knaster sår, der sad rundt omkring på hans håndryg. Han forbandede de sår, mere end noget andet.
Let løftede han hendes hånd, åbnede op for hendes knugede fingre, for at lægge ringen tilbage i hendes silkebløde håndflade; en der mange gange havde strøget hans ansigt kærligt. Her lukkede han atter hendes hånd, hvor hans egen omfavnede den i et klem. ,,Jeg har aldrig berørt dét emne,” hviskede han, seende direkte ind i hendes hadefulde øjne, med hans egne der havde et sigende blik over sig. Han slap hende da, mærkende hvordan hans hår løftede sig en anelse, på grund af al den elektricitet der var i luften omkring dem. Let trak hans øjenlåg sig halvvejs ned af hans øjne, dannede et underligt roligt udtryk i hans ansigt. Hans vejrtrækning var ikke helt så rolig, hvilket beskrev hans sindstilstand meget godt.

Han trådte et skridt fra den kvindelige vampyr, vendte atter blikket tilbage imod den rødhårede krystallianer ikke langt fra dem begge to. Han var ganske velvidende at hun havde hørt alt; opfatte hentydninger han havde givet Horisont, dybt private eller ej. Og på trods af den vrede, hun så tydeligt udstødte grundet hans måde at reagere landet på, stolede han på hende. Stolede på at hun ikke bragte dette scenarie på taleemne, blandt andet folk end Morgoth og Horisont selv. Hvis hun gjorde, håbede han hun vidste hvilke situationer hun kunne bringe dem alle i.
,, Inkvisitionspatrulje, er en patrulje med deres egne regler,” hans øjne bar selv samme rolighed, denne gang med en kende vrede liggende i hans tonefald. Ikke hentydet til Venus, men nærmere den omtalte gruppe folk der var under denne patrulje. Dette var enhver tydeligt.,,- Regler jeg ikke har sat for deres dagsorden. Hvis jeg ønskede dem stoppet, kunne de kun stoppes via udryddelse – ved døden, om man vil,” understregede han, med en svag sukken hørende i hans stemme. Ganske sandt, inkvisitionspatruljen var en gruppe folk uden egne regler; om muligt var de under hans styrer, og talte om ham med enorm respekt. Dette gjorde de ganske velvidende den magt, og enorme kræfter Morgoth besad – ligesom alle andre mennesker. Dette var dog ikke ensbetydende med, at de ventede på bekræftelse til at udfører opgaver der være skyld i at mange mistede deres liv, eller blev truet voldsomt på det. Morgoth selv havde aldrig haft den største tillid til ’det hemmelige politi’. Men de kunne være yderst nyttige, hvilket var det eneste der gjorde han havde beholdt den form for .. folk, ved sig.
Langsomt vendte han ryggen imod de to kvinder. Drejede om på en blød hæl, med en nærmest svævende bevægelse, og vandrede nogle enkelte skridt fra dem. Han måtte dog til sidst standse, for at se med øjnene imod dem. Først hvilede de imod Horisont, kort afventende en reaktion. Efterfølgende lod han øjnene falde imod den rødhårede krystallianer, hvis forårsgrønne øjne om muligt stadig så frem imod ham. Billeder fra dagen hvor de havde haft et lettere kaotisk møde med Samson, dannede sig på hans nethinde. En umærkelig trækning, der mindede om et skævt smil, dannede sig nær hans mundvige. Det havde været en eventyrfuld dag, måtte han inderligt indrømme. Ved nærmere eftertanke, trods den spænding der på daværende tidspunkt var imellem ham og Venus, fortrød han ikke det mindste hans ’redning’ fra Samsons vulgære skikkelse. Det skyldte han hende trods alt, efter alt hvad hun havde gjort for ham. Også fortjente den farvede krystallianer, Samson det. Han var lidt et selvfedt svin. Ja, det lød godt i hans ører. Selvfedt svin.
,,Men, hvis De ønsker forandring – hvilket jeg ikke er i tvivl om at De ønsker – burde De være en anelse mere.. tydelig,” han vandrede videre frem, indtil han atter nåede marmor soklen. Her greb han atter sine læderhandsker, og trak hurtigt sine hænder i dem igen. ,,Så fortæl mig; hvad ønsker De af mig?”


[list](Sorry Nova. Du ved jeg ikke mener det xD)
[/list:u]
signature by jodeeeart

Horisont D. Valmont

Horisont D. Valmont

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Vampyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 29 år

Højde / 178 cm

Htqz 16.01.2011 01:23
Horisont stirrede til stadighed imod Morgoth, betragtede hvordan han forsøgte ikke at skære grimasser ved lyden af ringens klingende genlyd. Stilheden der kom bagefter var intens, og måtte næsten have føltes som flere timer for hende, inden hun blinkede let med øjnene, en smule overrasket. Da stilheden blev brudt af et lille sus, som havde en mindre umærkelig brise gået gennem tronsalen.
Den knitrende lyd hørtes fra hende, som de små gyldne lyn prikkendde farede frem af hendes hud og hår. Hun var akkurat som da de første gang havde mødtes; ude af kontrol med sin egen evne og i oprør med sine egne følelser.
Han bevægede sig imod hende, med en beslutsomhed hun sidst havde set den aften han friede. Det berørte hende, på trods af at hun forsøgte ikke at vise det i sin ansigtsmimik. Istedet lod hun blikket være fortsat fæstnet på ham, selv da han trak sin hånd tilbage og lugten af halvsvitset hud kortvarigt var at ane i luften inden den forsvandt.
Hun bed tænderne hårdt sammen, akkurat som hun selv knugede hendes næver sammen så meget at neglene havde boret sig ind i den blege hud. De ville nok efterlade nogle sår.
Meget mod hendes vilje fik han fat i hendes hånd, på trods a den mindre magtkamp der kort opstod imellem dem om hvorvidt han kunne få næven løsnet eller ej, endte han med at få den tvunget op. Akkurat som han lagde ringen tilbage i hendes håndflade. Hun stirrede fra ham til ringen, havde nær smidt den ned på gulvet igen hvis ikke det havde været forudsigelig og havde knyttet den sammen igen.
Med hans hænder ovenpå hendes så hun op på ham. I hendes blik var mange følelser at kunne skimte, i et stort roderi; kærlighed, begæring, såret stolthed, frustration, respekt, undring og ikke mindst usikkerhed. Som så mange gange før hverken frygtede eller græmmedes hun ved ham, hvilket mange andre ellers højest sandsynligt ville gøre. Det var som at disse dele var totalt afskåret for hende.
Med bed sig hårdt i læberne inden hun endte med at løslade sig fra hans blik, sænkede det mod gulvet mens hun med den ene hånd om den anden holdt ringen op mod brystet.
De skulle nok tale om dette senere, det var hun vis på. Noget hun også selv følte behov for.
Hvorfor havde hun ikke bare ventet til han kom hjem til hans eget gods (?) Der ville de have kunnet tale i enerum sammen. Men efter han var blevet Mørkets Lord var det utroligt begrænset hvor tit hun så ham. Han havde sine mange pligter, noget der gjorde at de gange han havde været hjemme havde det oftest været utroligt sent om natten, eller også havde hun slet ikke lagt mærke til det og kun hørt om det fra staben.
Hun ville ham jo ikke ondt, hun ville bare ønske at hun kunne leve med det ansvar, de rygter og de ting Morgoth selv stod til ansvar for som Mørkets lord. At hun kunne leve med det.. Men det var hun for kærligt et væsen til. Det stod næsten skærende klart.
Venus

Venus

Krystalisianer

Kaotisk Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 26 år

Højde / 167 cm

Venus 26.01.2011 20:35
Endnu engang havde Venus indtaget rollen som fluen på væggen, Nu studerede hun i stilhed Morgoth og Horisont fra et par meters afstand. De lod til at have haft et temmeligt stormfuldt forhold. Hun var næsten sikker på, deres øje blev forbundet af en stråle af tanker og minder og følelser. Hvis en edderkop tilfældigvis havde firet sig ned fra loftet og passeret gennem strålen, ville hvem den end måtte bide mutere til noget lige så edderkoppeagtigt. Hun smilede, da hun opdagede at hendes humør var tilbage.

Venus syntes selv, hun havde været temmeligt tydelig. Hun skæved til Horisont for at se, om hun havde nogle kommentarer, men det lod til, at Horisont stadig var alt for rasende til at gøre andet end at stirre olmt på Morgoth, hvilket var forståeligt nok. "Jeg ønsker, at du skal opløse inkvisitionen," hun sank en lille klump, "Og hvis det ikke kan gøre på anden måde, må de slås ihjel." Venus holdt en pause. En vis nervøsitet blandet med irritation over, hvad hun forventede, ville ske, fik hendes smil til at forsvinde helt. Hun var både nervøs for og vred over, at Morgoth sandsynligvis igen blankt ville afvise at hjælpe. Lidt luft strøg ind gennem hendes næsebord, flød ned i lungerne for så at blive pustet ud af hendes mund. Det virkede afkølende på hendes temperament og nervøsitet, men luften frøs helt og flød til jorden som lille vandfald for så at sprede sig ud på det blanke gulv som små hvide skyer, der hurtigt fordampede og forsvandt. Hun kunne stadig ikke kontrollere sine evner, men hun forsøgte, ligesom hun nu forsøgte sig med et andet forslag: "Du kunne i det mindste sænke skatterne. Soldaterne kunne nemt leve for mindre, end de gør nu." Og hun burde vide, hvad hun talte om. Selv tjente hun trods ikke så meget som en enkelt jade.
Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Forvirret

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 53 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 06.04.2011 21:37
Det var Morgoth ganske klart, at en som Horisont ikke kunne være sammen med ham – en som ham. Ikke nu; ikke med de ting han gjorde, og fik gjort imod andre. Det var ham så skærende klart, at han valgte ikke at kommentere yderligere på hendes tanker, som han hørte ganske tydeligt i hans hoved. Han valgte at vente, hvis han da nogensinde fandt tid til at optage samtalen med hende igen. Det faktum at hun ikke kunne tolerere hans handlinger og måde at styrer et samfund på, var ikke det der frustrerede ham mest. Nej, det var nærmere det at han endnu engang måtte give slip, på det han holdte allermest af. For det var sådan det så ud nu. At han skulle give slip på hende.

Lyden af hans knyttede næver, strammende læderet omkring dem, lød ganske tydeligt i hans følsomme ører. Tankerne ubehagede ham, frembragte det i forvejen ikke alt for gode humør. Det humør, der længe havde slidt på hans i let antændelige temperament. Det skadede hans skrøbelige sind, ødelagde det han så stærkt prøvede at hårdfører. Der var intet der styrkede ham, på daværende tidspunkt. Intet.
Hørende Venus’ ord, fik halvdæmonen til at knuge øjnene sammen. Sætningen brændte sig som en plet ind i hans tanker; gentog sig, så han til sidst måtte tale for at få den til at forsvinde. Hvad der ikke forsvandt, var det faktum at Venus – hende, som han betragtede som en af de mest menneskelige personer, i det forpestede land – ville benytte sig af midler, som drab. Hvis han tog imod hendes forslag og slog disse mennesker ihjel, ville det være på ordre af hende. Derved, ville det være det samme som hvis hun førte klingen. Det ville fjerne den uskyld, den menneskelighed, hun havde, og hvis det skete. Han ville ikke lade det ske. Han ville ikke ødelægge hende. Ikke hende.,,Så du tyer til drab?” mumlede han, mærkende hvordan en svag kølighed dannede sig bag ham. Han sank, mærkede hvordan en tørhed dannede sig i hans hals. Han var følte kvalme, varme danne sig i hans pande. Det var skidt, skidt. ,,Overskrid ikke den grænse Venus,” han løftede hovedet, stirrede med noget lignende vanvid i blikket imod den rødhårede krystallianer. ,,Det vil ødelægge dig for altid,” hviskede han sammenbidt, ud imellem sine tænder. Han trådte ned af trinene, trampede næsten med aggressive skridt imod de to kvinder. Han standsede pludselig, som om en snor omkring hans liv holdte ham tilbage. ,,Ved du hvordan det er at slå ihjel?” han så op, som om noget kort fangede hans opmærksomhed. ,,Det er som et stof – euroficerende, men dræbende,” han fnøs, undertrykte et hæst grin. Smilet der kortvarigt forsvandt. Han rynkede brynene, så ulykkelig ud for ganske få sekunder. Stop. Stop. Hold mund. Men han stoppede ikke ,,Se på mig,” smilet kom frem igen, nærmest ironisk. ,,- Du vil ikke være ligesom mig – og det er det første skridt, til at blive som mig,” han hævede ansigtet let, løftede hagen. En morder; ikke sammenhængende; sindssvag; udrydder; ikke menneskelig; skyldig. Atter så hans blik opad. Imod et punkt, en genstand, en person, som ikke fandtes. Den varme sved på hans pande, blev langsomt kold. Drev igennem hans ryg, som et skud af kulde. Det var skidt. Virkelig skidt.
,,Jeg slår ikke ihjel på det grundlag. Jeg sænker ikke skatterne,” konstaterede han, med en monoton stemme. Han så imod hende, med en mistende farve i hans kinder og læber. Pludselig så han så død ud, som han havde været de sidste fireogtyve år. Og det var skidt. Virkelig. Skidt.
signature by jodeeeart

0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Echo, Lorgath , Krystal
Lige nu: 3 | I dag: 12