Hvem fanden beder om at få en rulle fra ruinbyen uden selv at tage hen for at hente den? Er hans blevet degraderet til postbud? Det var virkelig ikke hans tid værd at gøre sådan noget, men på den anden side... Prisen var jo altid den samme og han havde jo også selv haft mulighed for at læse rullen, ikke at det hjalp noget, dæmonisk var trodsalt ikke hans stærkeste side, og så havde det sveget noget så groft i øjnene allerede inden han havde oversat første linie. Sikkert en magisk kraft til at beskytte rullen fra at blive læst af andre end folk, der forstår sig på den slags magi. Lidt trist, for det ville sikkert være meget mere værd hvis han kendte indholdet.
Rullen blev lagt ned i en lille stoftaske, der hang ved hans side og med tasken lukket trådte han ud i ørkennattens mørke. Det var koldt, utrolig koldt. Det var næsten ikke til at tro at dette var en af verdens varmeste punkter, specielt ikke når nætterne næsten lagde sne på sandet.
Han kastede et roligt blik op mod den skyfri himmel og slikkede let piercingen i underlæben. Slavetegnet havde forlængst mistet sin betydning, men han beholdt den alligevel på, blot som et kendetegn til andre, der ikke kendte den egentlige betydning.

I hans bælte hang de to kortsværd, der før havde smagt krystalianernes blod, men de var dog ikke hans foretrukne våben. Under jakken var der skjult to lange daggers, der hurtigt kunne stikke et par ekstra huller i modstanderens brystkasse, eller de mange kasteknive omkring hans lår og skinneben, der kunne få selv den største modstander til at ligne en nålepude.
Hånden gled let gennem håret inden han tog de første par skridt ned af den hårde vej. Stedet her var ikke belagt med sand, de gamle bymurer værnede stadig mod de hidsige storme, men i stedet var der et hårdt underlag, der nok skulle give fodfæste til de vandrende folk.

Der var dog nogle skyer på himlen, men solen gjorde ikke noget da den var bag nogle få skyer, men hvis den skulle komme frem ville den ikke skade.
Oppe på nogle af ruinerne lå Shadow og slappede af, med et æble han kastede lidt op og ned, det var tydeligt at han kedet sig og han manglede bare lidt selvskab.
Han var iført sort tøj som selvanelig og hans sort strittende hår sad som det altid havde gjort.
Men ud over hans kedsomhed, var det som om han kunne fornæmme nogen nærme sig stedet og det fik dog et lille smil til at brede sig på hans læber.

At snige sig ind på Trace var ikke den store kunst, men at stikke ham ned bagfra var noget nært umuligt. Indenfor en radius af omkring 5 meter var han istand til at reagere på alt, og som formodentlig krystallandets hurtigste ville han ligeledes kunne reagere før kniven overhovedet nåede i nærheden af ham. Denne selvtillid havde dog en enkelt gang fået ham i problemer, da en pil var sendt mod hans ryg og han ikke havde nået væk i tide.
Trace gik roligt frem og bemærkede ikke skikkelsen der lå på ruinen ved siden af ham. Hans øjne havde vænnet sig til mørket, men han forventede ikke liv i den lille ruinby, særligt ikke på denne tid af døgnet. Det var jo nat.
Hænderne fandt vej ned i lommerne, det var for koldt, selv med de fingerløse handsker på, for de varmede ikke synderlig meget, men var gode til at beskytte hans håndflade mod sår fra skarpe sten når han vandrede gennem de mere ødelagte gader af ruinbyen.

Shadow havde allerede forladt sit sted og var ifær ved at bevæge sig lydløst i skyggerne, hvilket var over alt nu da det var mørkt og han var bestemt på hjemmebane.
Det så ud til at han kunne få lidt mere sjov i aften og denne person så yderst spænnende ud, der kunne fornæmmes en lille fighter i ham eller ej? ihvertfalde havde han allerede bestemt sig for at ville lege lidt med ham og længere fremme lå et blod rødt æble.

Præcis 5 meter og 32 centimeter og 3.5 milimeter før æblet stoppede Trace op, blikket faldt øjeblikkeligt på den lille afgnaskede frugt og han greb straks den ene af de ca. en halvmeter lange sværd og holdt den frem, mens den anden håndt faldt på den anden klinge. Selv om mørket gjorde det svært at se æblet vidste han udmærket hvordan det så ud og vidste saften stadig sivede ned i det tørre sand.
Jeg er ikke alene
Tanken løb hurtigt gennem hans hovede og hans krop faldt ned i en kampstilling, hvor han stod et par sekunder inden han rejste sig op.
Der var pt to muligheder. Enten havde en person krydset her forbi og smidt et halvfærdigt æble på vejen, eller nogen havde smidt det der for at han skulle finde det. Mulighed to virkede mest sandsynlig, da ikke mange smed frisk frugt væk i ørkenen. Dette kunne dog betyde meget. Enten ville de have han blev opmærksom på der var andre, eller muligvis have ham så tæt på æbler (for at undersøge det) at en fælde ville klappe omkring ham.
Han kastede et hurtigt blik rundt, men så ingen omkring sig. Irriterende.
Han gik i en fin bue udenom æblet og forsatte frem med et sværd i hånden og en hånd på skeden til det andet sværd.

da den anden havde gået forbi æblet og fjernet blikket fra det forsvandt det ned i sandet og en skygge nærmede sig ham, først bevægede han sig op foran den anden, men besluttede sig for at bevæge sig bag ved ham igen og mørket steg lydløst op fra jorden og formede en skikkelse men han sad stadig fast med halvdelen af kroppen i mørket, men med det samme han svingede armene op kom en kæmpe le til syne og han løftede den idet han så forsøgte at svinge ud efter den anden.
Lige i den stilling han var i nu kunne han let blive stukket ned med et sværd.

han kommer nærmere... foran mig... nej bag mig.... Trace fulgte den fremmedes bevægelser, han kunne fornemme ham og vidste hvor han var, men viste det ikke udadtil. Først da den fremmede løftede hænderne over hovedet og leen kom til syne reagerede han.
På et splitsekund sprang Trace baglæns og sparkede benet op mod leen, for at slå den ud af modstanderens hænder i samme bevægelse som han snurrede rundt om sin egen akse og huggede de korte sværd direkte mod den fremmedes brystkasse. Han ville vende den fremmedes snigangreb til hans eget og derved afslutte kampen før den begyndte. Det var trodsalt ikke mange der forventede at deres 'intetanende' offer pludselig ville angribe dem ud af det blå.
Ikke nok med det pludselige angreb, så var Trace hurtig, hurtigere end de fleste ville indrømme. Selv uden hans magi ville hans tempo overgå de fleste sprintere og specielt i kamp, når adrenalinen pumpede gennem kroppen, ville det være svært at følge hans bevægelser. Netop dette gjorde hans små sværd til det mest oplagte våben, deres smidighed og de hurtige bevægelser gjorde dem til en drabelig modstander.

Lige så hurtigt som Shadow havde angrebet, blev han selv angrebet af den anden og han blev spidet med det samme i brystkassen.
Hans le forsvandt igen og hans hovede hang lidt og der gik nogle få minutter, men så forsvandt mørket om hans ben og han stod nu på jorden hvorefter han så tog hånden op på den andens sværd.
"hvis du skulle spide mig sku du spide mig ordenligt" kom det fra ham og han kiggede så op idet han nu grinte.
han slikkede sig om munden idet han trak sværdet ud af sig selv igen og gik lidt tilbage.
"det her skal nok blive interrasant"

Trace sprang hurtigt på afstand og betragtede hvordan manden blot tog sværdet ud af kroppen. Han kendte mandens opbygning, både indre og ydre, men forstod alligevel ikke hvordan det kunne lade sig gøre. Hvordan kunne han blot tage sværdet ud som intet var hændt.
"vampyr." Spyttede Trace ordet ud og trak det andet sværd i hånden. De stod nu begge med hver deres våben, mens Trace ventede. En vampyr. Hvordan skulle han gå til værks? Man sagde normalt en pæl gennem hjertet, men den slags havde han ikke på sig, mon hans sværd kunne bruges. Det ville muligvis ikke dræbe væsnet, men det ville forhåbentlig ikke være i stand til at forsætte kampen.
Han skiftede sværdet over i venstre hånd. Han var lige god med begge, men højre åbnede langsomt jakken, mens sværdet blev sat i dens holder. Begge hænder skød ind i jakkens skjul inden de dukkede frem igen med to skarpslebne daggers, der reflekterede månens blege lys mod det fremmede væsen.
"Hvordan kan det være månelyset ikke irriterer jer? Det er jo reflekteret sollys?" Spørgsmålet var reelt, selv i denne situation søgte han information han kunne udnytte på et senere basis, og mange vampyrjægere ville sikkert betale rigelige summer for at vide den slags.

han fik leen op i sin hånd igen, hvorefter han kørte en hånd igennem sit sorte hår.
"tjaa hvad skal jeg sige, jeg er speciel" kom det fra ham idet han svingede leen op igen og fik et dræberblik i ansigtet.
"lad os droppe snakken og komme til sagen" han forsvandt ned i jorden igen og bevægede sig nu igen rundt i mørket og det var ikke til at vide hvor han kunne dukke op.

5 meter! Holdt Trace sig så tæt på fyren ville han ikke kunne slippe væk!
Med det samme fyren forsvandt ned i skyggerne skød Trace frem. 4 meter, så var han også i sikkerhed.
"Det nytter ikke noget at gemme sig" Et smil skød over Traces læber i det han sprang frem for ikke at sakke bagud.
"Kom frem så vi kan få det afsluttet"
Det kunne godt være fyren ville droppe snakken, men det hjalp ikke det store når han alligevel blot gemte sig i jorden. Selve princippet i hans teknik var Trace ikke helt sikker i, men han havde en teori. Han behøvede dog flere informationer før han ville teste den.
Våbene havde han stadig klar og ventede blot på en mulighed for at bruge dem.

han sprang så frem lige så hurtigt som ingenting og svingede leen hurtigt imod den anden.
Han havde et stort smil på læben og var selvfølgelig en plan på hvis den anden var hurtigere en ham selv.
månen var det eneste lys der var, men det generede ikke Shadow, når først han havde fundet sig et offer stoppede han ikke så let.

Trace ventede. Leen farede direkte imod ham, men han ventede. Den nærmede sig med en faretruende hast hans hals, men han stod blot stille. Det kolde metal rørte let hans hud, men det næste øjeblik var Trace væk.
Tempoet var ekstremt, luften blev skubbet så voldsomt til side at en trykbølge skød fra det sted de lige havde stået. hans krop skyd direkte mod hans modstander, begge daggers var rettet mod brystkassen, for at hugge dem dybt ind og derefter sende både modstander og daggers flyvende gennem luften, båret af trykbølgen.
Indenfor et splitsekund landede Trace 20 meter længere fremme og stod på begge ben, havde han misset ville han stadig stå med sine daggers, ellers var de i hans offer.
Han stod et par sekunder før benene pludselig brød sammen under ham. Hans krop rystede voldsomt efter presset, der pludselig var blevet lagt musklerne. Det skreg højlydt i protest over smerten, som efter man lige var startet i fitness efter flere års pause. Han sad foroverbøjet og støttede sig op med albuerne. Det gjorde ondt. At bevæge sig med den fart var en voldsom erfære, for blot det at bryde lydmuren lagde et gevaldigt pres på kroppen, men Trace løb hurtigere end det. Meget hurtigere. Til gengæld holdt han sjældent farten mere end 20 meter. Prøvede han på længere distancer var der risiko for at hans muskler og ledbånd simpelthen sprang og gjorde ham forsvarsløs.
Selv om han sad ned, så var han ikke helt forsvarsløs, han kunne stadig bevæge sig, men kroppen ville protestere.

Shadow blev skubbet tilbage af trygbøljen og fik også dolkene i sig så han røg tilbage, men der var ikke blevet ramt ved hjertet så intet slemt var sket for shadow.
Han lå nu lidt fra den anden idet leen var forsvundet og han havde hovedet op mod himlen, mens han mærkede sandet under sine hænder.
Dog kom der bevægelse fra ham og han fik rejst sig op igen, stadig med daggertende i brystkassen.
han tog først den ene ud og så derefter den anden hvorefter han så vendte hovedet mod den anden igen.
"ej altså det her var et helt nyt jakkesæt.." han så så hvordan den anden så en anelse svag ud "se nu bliver det hele en smule mere spænnende.
han fik så sin le frem igen hvorefter han bevægede sig roligt mod den anden igen.

Trace vendte hovedet og så hvordan den anden blot rejste sig op på ny.
DAMN! jeg missede!
Vreden gravede sig op gennem hans krop og han tvang sig selv op at stå, nu med 3 kasteknive i hver hånd.
Forhåbentlig havde hans angreb givet en smule skade denne gang, måske snittet et ømt punkt? I så fald var der stadig håb.
Trace vaklede et par skridt baglæns for at finde balancen, mens han prøvede at se på sårene han fik lavet. Godt nok var fyren vampyr, men lykkedes det for trace at give ham sår der trak blod, så ville han i det mindste kunne svække ham på den måde, måske endda få ham til at angribe ukontrolleret.
"tsh. Nyt jakkesæt på første date, jeg er beæret" Vrissede Trace og hævede samlede 5 knive i venstre hånd og holdt en klar i den anden, i håb om at det kunne holde hans modstander på afstand lidt endnu. "Men bare rolig, næste gang skal jeg nok ramme." Han smilte i et forsøg på at virke overlegen, men hans muskler nægtede at samarbejde, så det endte nærmere en grimasse.

han kom med et smil idet hans sår i brystkassen automatisk healede igen da sår normalt gjorde det overfor vampyre.
"rolig nu smukke vi er kun lige begyndt vores dans, der skal mere til før jeg sådan tager imod en afvisning"
han lod så skyggerne tage fat i den andens ankler for at holde ham fast hvorefter shadow så lavede et sving med leen idet han så kastede den imod Trace, den ville først forsøge at ramme ham og den ville vende tilbage igen for et andet slag også i tilfælde af at han skulle misse.
Shadow bevægede sig stadig roligt mod den anden igen med et smil og nu så hans hjørnetænder blev blottet.

Trace 'så' skyggen gribe efter hans ankel og bevægede på automatik foden for at undslippe, men på grund af energitabet nåede han ikke væk. Blikket faldt på skyggen og bekræftede hans teori. Netop fordi han så på skyggen opdagede han først leen da den allerede var på vej mod ham. Hurtigt roterede han rundt om sin fastlåste fod og lod leen suse forbi inden han hurtigt greb ud efter den, for at forhindre den i at forsætte sine angreb.
5 kasteknive lå nu på jorden under ham, han kunne jo ikke holde så mange og samtidig prøve at holde leen på afstand, det ville være for besværligt.
Med en kraftanstrengelse prøvede han at flå leen fra skyggerne og kaste den direkte mod modstanderen, for at den kunne slå ham på afstand mens fødderne fik følelsen tilbage. Han skulle bare bruge lidt tid, så skulle han nok kunne afslutte kampen.

idet den anden fik fat i leen stoppede han op og så nu en smule overrasket ud og da leen blev sendt tilbage tog han armen op som et forsvar "nej ikke leen!" kom det fra ham og da leen var ved at ramme ham, forsvandt den lige for næsen af ham og dukkede op i hånden på ham igen.
Der kom så et højt grin fra ham idet han rystede på hovedet.
"troede du virkelig du kunne dræbe mig med mit eget våben? som er lavet ved hjælp af skyggerne ? tro om igen"
han lod den så slæbe hen af jorden efter sig idet han så var tæt nok på til at svinge den op og nu atter slog ud efter den anden med leen.
han havde ikke tænkt sig at stoppe, dog var det ikke helt hans stærke side, det ville først blive voldsomt hvis den anden pludselig blødte.

Han vandt i det mindste et par sekunder med det lille trick, men helt nok var det ikke. Til gengæld havde de hånende ord ingen effekt på Trace, han var vant til værre end den slags småting.
Hans hoved kørte på højtryk for at finde en løsning. Han gennemgik hurtigt samtlige våben han var i besiddelse af og andet udstyr. Han havde 3 små lyskugler der kunne fjerne de fleste skygger for et splitsekund når de sprang, men var det nok?
Leen fløj faretruende mod ham, men et hurtigt vrid førte ham væk fra dens bane inden han skød så langt frem, som skyggen tillod, i et forsøg på at stikke den lille kastekniv ind gennem fyren ribben og direkte ind i hjertet. Denne gang var vinklen præcis, men han ville formodentlig ikke kunne den lille kniv hele vejen ind til hjertet. Det behøvede han dog heller ikke. Kniven blev holdt så hele skæftet ville flyve sendt ind i mandens krop, så han ikke blot kunne tage den ud igen.

men selv i den hurtige bevægelse, fik han svinget leen rundt så han fik kniven væk fra dem og han var nu foran den anden idet han let lænede sig på leen og havde en hånd under den andens hage og han kyssede ham så hurtigt på munden, fik de informationer han skulle have og hoppede tilbage igen (hvis ikk det er oka så bare glem at han kysser ham XD) han rettede så lidt på sit tøj og smed sin jakke væk og siden skjorten var en smule åben, kunne man se hans røde kors tatto/ar han havde på brystkassen var til syne og han væste nu endnu engang og blottede atter sine tænder.