Netop som kampen fik sit start signal, trådte en mørkklædt skikkelse ud fra logens skygger. Ligesom Lorden var hans skikkelse rank, stolt og magtfuld. Fremtoningen var derimod en anelse mere diskret, da han helst ikke lod sig se, hvilket han da alt i alt heller ikke gjorde, da folkets opmærksomhed var rettet imod noget ganske andet. Som fortalt var han klædt i sort; overdelen lignede alt i alt en kofte, hvor der indenunder lå et beskyttende lag af sort metal. En uigennemtrængelig beskyttelse, der desværre havde sine bivirkninger. Derudover bar han nogle normale sorte, læder bukser og et par prægtige læderstøvler, hvis snude og læg indeholdte samme genstand som tidligere beskrivelse, gik under navnet: sort metal. Hans lange sorte har var trukket ud over hans skuldre, som var tildækket af den lange sorte kappe, han bar på. Derudover var hans ansigt maskeret, som blokerede udsynet fuldstændig til hans ellers fuldkommen glatte ansigt. Det der dog ikke lod sig skjule, var de stikkende øjne, der blot så overvejende frem for sig. Som general så han sig helst uidentificeret, netop fordi det at have sådan en stilling, kunne have sin konsekvenser. Ikke kun privat, men blot det generelt at være et højtestillet menneske. Hans maskering havde derfor også sat sig et præg, blandt hans underordnet. Hans maske var blevet ret kendt, og selvom han netop ikke ønskede det, var han pludselig blevet ret kendt rundt i landet. Ikke mindst på grund af hans netop høje status, eller grusomheder, men på grund af dens iskolde fremtoning. Maskering havde en vis effekt på individets udseende, da det ene og alene fremhævede et bestemt punkt - i dette tilfælde, hans isende øjne, der havde en lige så iskold farve som deres udseende. Den isblå iris var lige så fremtrædende, som den meget lille pupil de bar rundt på. Ikke just et blik de fleste ville møde, så folk undgik da allerhelst også dette.
Morgoths brede skikkelse trådte forsigtigt ned ved siden af den nu besatte trone. Han stilte sig kort ved tronens side, og lod et par uhørlige ord strømme for sin mund. Efter dette var gjort trådte han forbi tronen, og satte sig en række længere fremme, et trin længere nede. Pladserne en anelse længere fremme, hvor kun to stole var sat, var ment til Alwyn og ham. Resten længere fremme, netop hvor Ethelihn sad, var ment til resten af Lordens nærtstående tilhængere. Det eneste tilhængere af ham som ikke havde adgang til denne loge, var soldaterne og resten af landets befolkning.
Med blikket fæstnet frem for sig, lod Morgoth sine behandskede hænder trække sammen i en sammenfoldning. Vejret lagde ikke ligefrem op til den frie udklædning, så det satte blot endnu højre præg på hans maskering af sig selv. Ikke noget der gjorde ham det mindste da han, som fortalt, helst så det sådan. Han lagde da alligevel den ene hånd slippe fra sin handske, for at lade den kører ganske let igennem hans ellers tilbagetrukket hår. I en blid bevægelse lod han hånden kører igennem et par sorte totter, inden han trak den tilbage i dens varme hule. Han lod da blikket falde over befolkningen, inden han atter fæstnede det på et enkelt bestemt sted. Denne gang var det skikkelsen en anelse længere fremme, en kvinde han ikke syntes at have set før. Han hævede da kort ansigtet, og rykkede op i en mere rettet stilling. Mørkets ridder, antog han? Rustningen fortalte trods alt dette.
,,De burde slappe mere af, festen er trods alt lagt an til den slags," lød hans stemme i hendes hovede, da han igennem sin evne sendte hende denne telepatiske udtale - netop som vagten fra tidligere. Hans stemme var blot langt mere genkendelig, mindre robotagtig end den fra tidligere.
Det der skyldtes hans udtalelse, var hendes udstråling. For ham var det en nem ting, at kunne fornemme andres folks form for humør. Ikke kun fordi han var lidt af en menneske kender, men generelt fordi han havde en vis sans. Han lugtede sig nærmest frem, ligesom et rovdyr der lugtede frygten på dets bytte.