Dianthos sprudlede af liv.
Et let, næsten tankeløst kaos, hvor alle syntes at kende deres plads. Steder at være. Formål at opfylde. Ansigter og kroppe gled ind og ud mellem hinanden, til én samlet, uoverskuelig strøm. Prudence lagde hænderne over ørerne. Lydene forsvandt ikke - de blev blot tykkere. Dæmpede. Som om verden blev presset ned under vand. Men hun kunne stadig mærke dem. Som små stød, der dirrede gennem kroppen og fik den til at vippe, næsten umærkeligt. Hun slap. Larmen væltede ind igen. Skarpere denne gang. Overdøvende.
Hænderne op.
Væk. Tilbage igen.
Prudence legede at hun kunne styre omgivelserne. Vælge til og fra - men det var selvfølgelig nyttesløst.
Hun ventede på sin grandfætter. Eller…
hun stod her, og hun ventede - det måtte være det samme. Han ville finde hende.
Det ville han. Det havde han altid kunne da de var børn - og den naive tanke slap hende aldrig.
Prudence havde været så sikker på, at han boede her.
Lige her. Eller tæt nok på til, at det gav mening. Det havde givet mening lige før da hun tænkte det.
Hun burde være blevet i vognen. Ladet sine forældre følge med hende - hele vejen og sat hende af hvor hun egentlig skulle have stået nu. Men tanken gled fra hende, før den rigtig satte sig fast.
Var det ikke netop derfor, hun var her? Hos
Corinth Lochtree. For at stå selv. For at lære det. Kappe navlestrengen een gang for alle.
Blive rask.
Hun rettede sig en anelse op, som om den tanke krævede det. En ny begyndelse. Selvom den slet, slet ikke havde været som hun først forventede.
Slet, slet ikke.
Prudence's blik gled over menneskemængden uden rigtigt at hæfte sig ved nogen. De mørkegrå øjne fangede lyset i korte glimt, og i enkelte øjeblikke trådte den brune ring frem - varm, næsten gylden - og nærværende, før den forsvandt igen.
Alt bevægede sig for hurtigt.
For meget. Luften var tungere her. Skarpere. Noget i den stak i næsen, lagde sig bagerst i halsen. Prudence trak vejret for dybt én gang - og fortrød det straks.
Så meget anderledes end skyggebjergene.
Undskyld mig - kunne De tænke Dem at høre om de Nådiges Følge?
Ordene nåede hende sent. De skulle først finde hende og et øjeblik stod hun uden at reagere, blikket fast, men tomt - et sted bag det, hun så på. Så blinkede hun, og så pludselig forvirret ud, men kun ganske kort. Langsomt drejede hun hovedet. Overrasket over at nogen talte til hende.
"Åh." Hun trådte nærmere. En smule for hurtigt. Som om noget i hende allerede havde besluttet det.
En barnlig form for nysgerrighed. Den lille oppakning var trykket ind mod kroppen, de mørke blondehandsker skjulte hendes hænder, som holdt lidt for fast.
"Hvad er de Nådiges Følge?"