Noget af Ecaeriss vrede var dulmet, siden den fredsforstyrrende greve havde forladt hendes hytte. Mest fordi hun havde begravet sig selv i arbejde og urtesamling. Med egen helbredelse var hendes sår helet på rekordtid, men oplevelsen sad stadig i hende. I ugen, der fulgte, gibbede det mere i hende, når hun hørte lyde i skoven, og hun holdt sig mere indendøre end ellers. Egentlig burde hun have taget en tur til landsbyen for proviant og bøger, hun endnu ikke havde læst, men hun havde fundet undskyldninger for at genlæse et par stykker, hvor hun (næsten) havde glemt, hvem der blev forelsket i hvem.
    Nu var hun for første gang i en uge på vej længere væk fra sin hytte, og det var i den retning, hun ellers ikke gik i: Mod grev Fox' gård.
    Brevet han havde sendt havde ikke som sådan skræmt hende, det ville hun ikke mene. Så at hun ikke ignorerede det, var fordi det indeholdt en mulighed. Efter at have overvejet sine træk nøje, var hun kommet frem til, at dette måtte være hendes chance for at få greven ned med nakken én gang for alle. Han bød hende indenfor i sit hjem, og der kunne hun lige så vel plante noget forstyrrende tjære i hans indre, der med tiden ville tage livet af ham. Alternativet var, at han vendte tilbage med mere opbakning og gentog sin mishandling af hendes ryg. Og det var jo ikke fordi, Eca ikke kunne tage det. Nårh jo, det var faktisk rigtig meget fordi, hun netop ikke kunne tage det - men det ville hun absolut ikke indrømme! Slet ikke over for sig selv.
    Som altid var hun til fods. Fordi hun kom fra skoven, benyttede hun ikke hans lange anløbsallé, men vagterne havde tydeligvis ventet hende, for de stod klar ved bagsiden af huset til at følge hende ind. På sikker afstand, tydeligvis, efter de havde tjekket, at hun ikke bar våben. Det ville have været svært at skjule våben med det tøj, hun havde valgt i dag. På fødderne bare hun tynde, stramme ruskindsstøvler, der gik halvt op ad læggen, så hvis der var gemt en kniv der, ville det være alt for åbenlyst. Kjolen var en af hendes mere afslørende. Skørtet var snittet op i en slids i den ene side, som gik helt op til taljen. Overdelen var todelt og uden ærmer, så den dybe kavalergang viste en god mængde hud og det samme gjaldt ryggen. Om livet havde hun et tyndt læderbælte, som ud til at være det, der holdt stoffet fra at falde fra hinanden. Håret var for en gangs skyld sat op med to stramme fletninger langs hovedbunden, som endte i løse boblefletninger. Lidt af håret fik lov til at hænge uden for frisuren for at ramme ansigtet ind. 
    Så snart hun trådte indenfor, lod hun en tjener tage den varme kappe, hun havde haft på på gåturen og fulgte så med en tjener ind. Hun lod sig ikke tage større notits af indretningen, men gennemgik i stedet sin plan i tankerne. For nu måtte hun forholde sig roligt og spille med. Når hun slog til, ville grev Fox ikke lægge mærke til det, og når han afgik ved døden om en uges tid, ville det ikke kunne spores tilbage til hende.

Henry havde selvfølgelig set frem til denne dag, i håb om at finde en løsning på deres lille problem. Det var selvfølgelig med en frygt at han havde skrevet brevet og ikke mindst da dagen oprendt og han bevægede sig rundt i huset. Han var nervøs, måske uden grund, for han havde gjort sine egne tanker om hvordan man kunne neutralisere denne kvinde og sørge for at hun ikke kunne bruge sine evner.
Han havde taget sine forbehold og undersøgt sagen nøje, blot så han ikke stod i en situation, hvor huset ville blive ødelagt af tjære eller han ville miste livet. Det kunne nemt være hendes motiv, for en hævn.
Henry havde planlagt det hele og hun ville ikke være i stand til at bruge hendes evner i hans hus, i hvert fald ikke i de rum som han havde klargjort til dem.
Kontoret var stort, halv mørkt. Der stod et stort skrivebord, med forskellige papir liggende på bordet. Op ad siderne stod der store bogreoler fyldt til randen med diverse bøger, om forretninger, handel og ikke mindst hele Dianthos' historie. Ved hjælp af en magiker havde han skaffet sig selv en bestemt olielampe, som der var blevet lagt nogle ord over og denne ville suge hende chakra til sig, når hun kom tæt nok på. Det var hans bedste våben for at gøre hele huset mere sikkert for ham og hans medarbjedere. 
Henry var velklædt som han altid var, trukket i et af sine gode og pæne sæt. Hans bukser var af det fineste hør, han havde en pæn skjorte, udover den var der en sort vest og så en rød jakke udover. Henry var en forfængelig mand og derfor betød det selvfølgelig meget for ham at se godt ud. Især i sådan en situation her, hvor han meget gerne skulle have kontrollen og forsøge at komme til en løsning, som var bedst for ham. 
Han havde placeret folk ved indgangene så de kunne sikre sig at når hun ankom, at de kunne tjekke hende igennem, for våben eller lignende. Ikke at han regnede med at hun havde det, hun burde have nok i hendes evner. Det havde oplevet på bedste vis, på marken og ikke mindst hans egen krop.
"Sir?" Der blev banket på døren ind til kontoret, hvor Henry gik rundt, og en af hans tjenestekvinder kom indenfor, "Deres gæst er ankommet"
Henry gjorde sig mentalt klar til mødet med hende, lampen stod klar og nu skulle han blot have hovedet clearet for tanker, "Vis hende blot indenfor" Kom det roligt fra ham. Han havde instrueret hans folk i at komme ind i huset, når hun var trådt ind i kontoret, blot hvis situationen skulle blive anspændt.
"Velkommen." Kom det roligt fra ham, som hun blev vist indenfor. Han tog et ekstra kig på hende. Det var tydeligt at han ikke var den eneste som havde gjort noget ud af sig selv, "Du kan blot sætte dig" Han slog armen ud mod stolen foran skrivebordet.

    Kontoret blev gransket ganske kort, før Ecaeriss' blik faldt på greven. Det ene øjenbryn hævedes ad hans meget fine antræk. Normalt så Eca kun mennesker sådan, hvis hun forvildede sig ind i de helt store byer, og den slags tøj plejede at betyde, hun var kommet for højt op mod byens magthavere. Nok gik hun op i pænt tøj, men ikke fordi det viste den stand, som menneskene lagde i det. Der var sikkert tre folk ansat kun til at få ham i det der antræk ved specielle lejligheder. Det fik det til at trække en smule i hendes mundvig, at hun var en speciel anledning i den sammenhæng. Måske han var kommet til fornuft og havde fået noget respekt for hende.
    Med elvisk ynde tog hun plads i den anviste stol og rettede sig op. Nok kunne han ikke se hendes nu fuldt healede ryg fra hvor han sad overfor hende, men den ranke positur burde fortælle ham, at hun ikke havde lidt under hans slag længere end højst nødvendigt. Hun lod hænderne hvile på stolens armlæn og mødte hans blik uden synlig frygt. Hendes iriser var næsten lige så mørke som hendes tjære i det sparsomme lys. Eca studsede over den sære belysning, men lod sig ikke bide mere mærke i det. Måske var han ved at løbe tør for væske til at have sit lys i gang hele aftenen. Måske var han slet ikke så rig, som han klædte sig. Det var hende uvedkommende.
    Hun løftede hagen en smule, men gjorde ikke antræk til at tale. Her måtte han komme med det første forslag til at løse den situation, han havde skabt for hende.

Henry fulgte hende med øjnene, som hun gik rundt og granskede hans kontor. Det var ikke meget anderledes end så mange andre kontorer, men eftersom at hun boede i et lille hus ude i skoven, så var det tvivl som hvornår hun sidst havde set et kontor eller været i et fint hjem som hans. 
Han kendte intet til hendes fortid eller hvem hun var, andet end at hun havde haft lige så mange problemer med landsbyboerne rundt om skoven, som han havde haft med hende. 
Hendes tøj var udfordrende og afslørende, det var muligvis et trick af hendes, men det var samtidig noget som han lagde mærke til og noget som altid tog hans fokus. Måske en af hans svagheder. Dem havde han uendelig mange af. 
Henry trådte om bag ved skrivebordet som hun satte sig ned på den henviste plads. Han kiggede blot på hende og vurderede hans næste træk overfor hende. 
Han satte sig selv ned på pladsens og skubbede sig indtil bordet. At sidde foran hende på denne måde, var måske ikke noget som han havde forstillet sig. Han havde ikke forstillet sig, at de skulle så langt ud i det her. Men nu var de her. 
Han kiggede roligt på hende som hun rettede sig i ryggen, hvilket indikerede at hun måske allerede var kommet sig over stokke slagene. Hun havde nok haft fat i en specialist eller en meget dygtig healer. Det måtte han give hende, hun var en stærk kvinde. 
Det virkede umildbart til at det var ham der skulle føre ordet overfor hende, men samtidig det var jo også ham som havde hidkaldt hende. 
"Jeg håber selvfølgelig at vi kan nå frem til en enighed over min jord, som du har bosat sig på" Startede han roligt og kiggede over på hende, "Jeg ved selvfølgelig godt at du har boet der før at jeg købte jorden, men nu ligger det blot sådan at stykket tilhører mig og du har fået masser af advarsler" 

    Ærgerligt. Det lød ikke på greven som om han havde brugt dagene på at komme frem til, at hun var i sin gode ret til at leve uforstyrret i skoven.
    "Mh," svarede Eca og lød næsten uinteresseret. "Lad mig høre, hvem ejede jorden før?"
    Nok var Ecaeriss ikke så dybt inde i menneskenes lovgrundlag, men hun havde da hørt en smule over årene. Der var næppe jord, som ikke tilhørte nogen, så han måtte jo have fået det et sted fra. Langsomt lænede hun sig lidt frem i stolen. Flammeskæret lagde sig som ekstra fokus på hendes elviske træk. De store, lange, spidse ører. Øjnene, som var trukket lange i den glatte ansigtshud. Hudfarven var så lys, at lyset syntes at ligge oven på den i stedet for at oplyse den. Læberne var fyldige, ligesom kroppens former, som en slags kontrast til den langstrukkenhed, hendes aner syntes at skinne igennem med.
    "Såvidt jeg forstår, skal sådan en landoverdragelse ske med en forfærdelig masse papirarbejde," fortsatte hun. Det var svært at bibeholde den venlige tone, men det blev hun nødt til. Hun vidste, der var folk på den anden side af døren. Hun kunne ikke bare kaste sig over ham. "Jeg agter at se disse papirer som bevis på dit ejerskab. Jeg har levet længe nok til at vide, at man ikke simpelt skal stole på folks ord."
    Mest menneskers ord, men han forstod garanteret den underliggende hentydning. Kunne hun få papirene at se, kunne hun måske finde et hul i teksten, som fik hende ud af den her misære uden at hun behøvede gøre det af med ham. Efter hvad han havde gjort ved hende, var hun i sin gode ret til det, men det kunne spare en del besvær i og med, at der ikke ville dukke en afløser op. Det var et forsøg værd.

Hun overraskede ham slet ikke, for selvfølgelig havde hun gjort sit hjemmearbejde og stillede opklarende spørgsmål. Han forventede bestemt heller ikke at hun ville blive afspist, med et svar om at hun blot skulle forlade hans jord, når hun fik besked, for hvorfor så ikke have gjort det i første omgang da han gav hende besked? 
Det var ikke svært at ligge mærke til hvor uinteresseret hun var i hans start og hans ord, hun var tydeligt opsat på at jorden, eller rettere sagt, stedet hvor hun boede skulle ligge hos hende. Det var jo fair nok, i bund og grund, hvis hun bare ejede jordstykket.
"Hvem der ejede det før?" Kom det roligt som han gentog, "Det gjorde Dronningen og Monarkiet. Der er ikke nogen enkelmand som har ejet det stykke af jord, før mig" Det var den pure sandhed, det ville ikke være svært at finde ud af, så det ville han ikke holde hemmeligt for hende.  
Han flugte hende med øjnene som hun rettede og lænede sig ind imod ham og så hvor sorte hendes øjne, som skæret fra olie lampen lyste hende og resten af hendes ansigt og de karistiske træk, op.
Han var ikke bange for om hun skulle bruge sin energi, for herinde og i de opstødende lokaler var det slet ikke muligt for hende. 
"Masser af papir arbejde, og ikke mindst en masse guld" Svarede han igen til hende og kunne godt se at dette var en ny side af hende, men han var sikker på at der under overfladen ulmede en ild, som næsten ikke kunne tæmmes, "Du agter at se papirerne? Det kan du selvfølgelig godt få lov til" Det værste hun kunne lige nu var at rive dem over, men dronningen, eller paladset, havde et matchende sæt. 
Nu hvor det handlede om jorden, så havde han selvfølgelig ikke papirerne længere væk, end at han hurtigt kunne lange dem over. Så han tog en lille stak papirere over til ham og skubbede dem videre over til Ecaeriss. 

    Dronningens jord før. Åh Lyset og deres skide dronning, som ejede alt. Nogle gange ønskede Eca sig, at Mørket havde overtaget i landet. Det havde været nemme år, mens de havde magten. Så længe hun havde vist dem, at hun var stærk, havde de ladet hende være i fred. Sådan var Lyset ikke. De gik op i alle de forbistrede landejerlove. Måske ville Mørket også det med tiden, sad de på nok jord, men Eca var ret sikker på, at en greve fra dem ville være nemmere at komme til enighed med end ham her.
   Hun tog imod papirerne, der blev skubbet over til hende, og hun tog sig god tid til at læse dem. Lod ham stege i hvad hun var sikker på var undertrygt frygt for hende. Desuden var hun elver - hastværk var virkelig lastværk. Men formuleringerne var solide nok, og hun fandt ingen huller i dem. Lidt i forhold til landsbyernes ret til at udvide, men den del kunne hun ikke påråbe sig, eftersom et enkeltmandshus ikke klassificerede som en bygd. 
    Tid til plan B.
    "Det ser jo ud til at være i den skønneste orden," Ecaeriss lagde papirerne tilbage på bordet og rejste sig op. Fingerspidserne gled over bordpladen, idet hun gik rundt om skrivebordet. Han så ikke det mindste nervøs ud. Det behøvede han heller ikke være, men Eca bed dog mærke i det. De fleste andre ville være nervøse på nuværende tidspunkt i hendes nærhed. "Så du ejer hele denne gård, alle de marker og den store, frodige skov, Henry Fox."
    Det var første gang, hun havde brugt hans navn over for ham. Ellers havde det kun været i brevene og hendes forbandelser af ham derhjemme. Hun stod ved siden af hans stol og lod sig glide op at sidde på hans skrivebord.
    "Du er en magtfuld mand, det må man jo sige," stemmen spandt for ham, helt ulig de hæse trusler, han ellers havde hørt fra hende. "Magtfulde mænd kan jo langt henad vejen gøre, hvad de vil. Bøje loven til deres vilje." Hun placerede sit ene ben forbi ham, så hun endte med at sidde foran ham på hans skrivebord med et ben på hver side af hans stol. "Så mon ikke vi kan nå til..." Med lange fingre løftede hun skørtet til side. Et skuldertræk fik stoffet til at glide ned til den ene overarm, så højre skulder og bryst blev blottet. "...enighed."

Der var ikke nogen tvivl om at tingene var gjort på forskellige måder i løbet af Krystallandets levetid, og eftersom at der ikke var nogen der havde ejet jorden før ham, så havde hun haft frit spil til at bo på området, for hvem andre end lansbyerne og dens beboer havde vidst det? Hvorfor så smide hende væk?
Der var intet ved denne handel som var gået uregelmæsstigt til og Henry havde redeligt og ærligt købt jorden og stykket af skoven, og dermed så kunne han i bund og grund gøre med det som han ville. 
Han fulgte hende med øjnene som hun tog imod papirerne som han skubbede imod hende. Hendes øjne gled ned over papirerne og siderne blev vendt og drejet. Henry var mere end sikker på at der ikke var noget at finde i de papirer som hun sad og læste. Han havde selv gjort det samme, og det var ikke første gang at han havde købt jord, så han vidste hvordan det foregik. Gården og grunden havde vokset stødt efter at han havde overtaget gården, fra sine forældre. 
"Det regnede jeg bestemt også at de ville være" Ikke at han vidste hvor meget forstand hun havde på den slags, men måske havde hun? Han fulgte hende igen som hun rejste sig og vidste ikke helt hvad hun havde planlagt. Var det nu hun skulle opdage at hendes evner ikke kunne bruges? 
Hendes fingre bevægede sig hen over bordpladen, som hun kom ham nærmere. Måske virkede han for rolig, i forhold til at han var sammen med hende, han måtte helst ikke afsløre sig selv eller planerne, men det var forsent at spille urolig nu. Han måtte se hende an. Turde hun gøre ham noget, når der stod vagter på den anden side af døren? "Mere eller mindre, ja" Svarede han hende, som øjnene fulgte hende. Det var første gang hun kaldte ham ved sit fulde navn. 
Som hun gled sig ind over bordpladen og tog plads foran ham, lyttede han blot til hende. Hendes ord og fremtoning var anderledes end normalt, et spil fra hendes galleri for at få taget over ham. 
Hans blik gled ned ad hende som benene gled på hver side af ham og hun efterfølgende trak skørtet op og derefter trak ned i stoppen i hendes overden, og blottede det ene bryst. 
Det var selvfølgelig et betangende syn, for hun var en smuk kvinde. Henry lod hånden glide op ad hendes lår, og kiggede op på hende, "Jeg tror sagtens vi kan nå.." Hånden bevægede sig længere op ad hendes lår, ".. Til enighed på denne måde"

    Til sin store fortrydelse havde det aldrig været muligt for Ecaeriss ikke at lade sig mærke af andres berøring. Det var især kommet efter hendes isolation. Da Henrys hånd gled op over låret, reagerede hendes krop kraftigere, end hun havde givet den lov til. Forbistrede kødelige lyster. Det var kun et middel i denne sammenhæng, og hun regnede ikke engang med at nå til den del, kroppen nu forventede, ville komme. Når hun kom hjem igen, kunne hun tage sig af det. Alene.
    For nu holdt hun tankerne klare og på målet. Planen var at få Henry afklædt til at punkt, hvor han huskede både sig selv og hendes nøgne krop. Herfra kunne hun slå ham bevidstløs ved langsomt at lirke tjære ind i hans luftveje. Han kunne ligge i sengen, mens hun sikrede sig, at tjæren lagde sig i hans blodbaner og stoppede dem til. Når han så lå nøgen i sin seng og "sov" kunne hun smutte ud uden at vagterne tænkte videre over det. Henry ville tro, at aftenen havde været så god, at han simpelthen ikke huske det hele, og en uges tid efter ville han få et hjertetilfælde. Ecaeriss var selv ret stolt over den plan. Meget mere snedig, end hun plejede at gøre sig i.
    "Det glæder mig, at du er enig," sagde hun og slap skørtet med hånden for at lade den glide ind under hans højrøde jakke. Den ville være skøn at opløse, men nok give for meget materiale. Måske et par af knapperne fra hans fine vest. Som skørtets vægt trak stoffet ned til siden, gav den store slids direkte udsyn til, at Eca ikke havde valgt at have noget som helst under den allerede afslørende kjole. "Så lad os få afklaret vores lille skænderi."
    Hun tog begge hænder ind foran ham for at åbne knapperne på hans vest. Og for at presse sine egne bryster sammen lige ud for hans ansigt.

Det var selvfølgelig svært ikke at lade sig friste af den kvinde som sad foran ham og blottede sig på den måde som hun gjorde, men lige nu måtte han forsøge at holde hovedet koldt, for han regnede bestemt ikke med at hun ville afslutte deres lille sag på denne måde, og give ham den tilfredsstillese som han ville få. Han ventede stadigvæk på reaktionen og hævnakten fra hende.
Men alligevel reagerede hans krop naturligt på synet af hende og berøringen af hendes lår, han kendte sig selv godt nok til at vide at dette var en af hans svagheder. 
Han måtte spille med for at se hvilke bagtanker hun havde omkring denne handling som hun havde lagt ud med. Henry nød synet af hendes krop, ingen tvivl om det. Hun var indbydende. 
"Selvfølgelig er jeg enig" Kom det roligt fra ham, som han lod hånden bevæge sig ind på inderlåret og stadigvæk havde blikket mod hende, "Jeg kan selvfølgelig ikke benægte at jeg kan lide din fremgangsmåde" Og derefter mærkede han hvordan hun lod hænderne glide ind mod ham og åbnede hans vest og hun skubbede brysterne i hovedet på ham.
Han brummede tilfredst mod brysterne og tog det ene i munden og lod sine tunge stimulere hendes brystvorte, så det uden tvivl ville påvirke hendes krop. 
Han skubbede sig væk fra brysterne, men skubbede stolen tættere på hende og lod hans læber langsomt bevæge sig op ad hendes inderlår. Nu hvor han var i højden, kunne han lige så godt vise hende hvilken mand han egentligt var.
"Skal vi tage den videre i lidt mere private omgivelser?" Han kiggede ud fra hendes skød og op på hende.

    Ved alle de guder, Ecaeriss ikke troede på, hvor hun hadede det lille støn, der ufrivilligt kom fra hendes mund, da hans læber lukkede sig om hendes brystvorte. Det ville blive godt at lægge ham i graven, selvom hun ikke selv ville se ham gå bort. Det var på ingen måde hans skyld, at hun reagerede sådan her, men det blev tillagt hans synder mod hende alligevel. Og så måtte hun se at finde et bedre afløb end drømme og erotiske bøger, for det nyttede virkelig ikke, at hun ikke havde mere kontrol over sig selv end dette. Et menneske fik hende til at blive våd - ynkeligt!
    Hun sank en klump da han gled ned mellem hendes ben, men fulgte stadig sin plan og spredte benene yderligere for ham med et roligt smil. I hans foroverbøjede stilling kunne hun dog ikke få fat i hans tøj. Hans forslag kom hende til undsætning og hun gjorde antræk til at glide ned fra bordet igen. Hun rakte sin hånd ud mod ham og mødte hans blik. Det var kun til hendes fordel, at de kom et andet sted hen. Der var for meget øjenkontakt, og han skulle helst ikke mistænke magibrug i morgen, så det var vigtigt, hun fik en undskyldning for at lukke øjnene eller se væk.
    "Jo, Henry," sagde hun med (påtaget) silkeblød stemme. "Vis mig dit inderste." 

Henry nåede ikke helt ind mellem hendes ben, men oplevede stadigvæk at hun spredte dem for at komme til. Han kunne mærke varmen fra hendes underliv, som hans læber bevægede op ad hendes inderlår og placerede små kys. Han havde nydt hendes støn slap ud mellem hendes læber, som han havde stimuleret hendes bryst og den lille brystvorte og at han tilfredsstillede hende så meget og hun reagerede på hans berøring, var kun noget som satte sig i hans selvbevidsthed. 
Han vidste godt at han havde afskåret hende fra at pille mere ved hans tøj, men han havde lige nu han en plan om at få hende ind i privaten ved siden af. Han tvivlede slet ikke på hun havde et eller andet oppe i ærmet, som hendes kjole ikke havde. Han ventede det blot. 
Olielampens rækkevide var lang og ville række ind i rummet ved siden af, så hun ville stadigvæk ikke kunne bruge sine evner, hvis det var en del af hendes plan. Det ville uden tvivl overraske ham, og derfor ville han kunne få overtaget og kunne give hende det, som hun havde lagt op til, som hun sad på skrivebordet og blottede sig for ham. 
Henry skubbede stolen væk så hun kunne glide ned af bordet, og han kunne følge den blottede krop som hun tog fat i hans hånd.
"Bare rolig. Jeg skal nok vise dig det" Som han rejste sig fra stolen, trak han hende krævende ind til ham og kyssede hendes hals på en lige så krævende og sesuel måde.
Han slap hendes hals og trak hende ud af kontoret. Han jog vagterne væk, inden han trak hende ud, blot så de ikke behøvede at se den nøgne overkrop. Måske et venligt træk fra ham? 
Han åbnede døren til værelset og trak hende ind, inden han lukkede døren bag dem igen. Med langsomme skridt gik han imod hende og trak hende ind til sig. 

    Halsen var lige så forbandet følsom som brystet, og i forsøget på at undertrykke et støn, fik hun udstødt en lang, lys lyd. nu var hun dog oppe at stå, havde samlede ben igen, og selvom Henrys arm lå om hendes talje, følte hun sig mere i kontrol. Udover, at hun kunne mærke, præcis hvor lysten kroppen var. Pis også. Bare lidt endnu. Ind på et værelse, eksekver planen og så videre med ensomheden. Det burde hun lige kunne klare.
    Han tog hendes hånd, og hun fulgte villigt med ham ind ad sidedøren. Hun havde overvejet at snige en kommentar ind omkring vagterne, og at de helst ikke skulle tro noget ilde om det, der skulle til at ske i soveværelset, men var endt med at tie stille. Det var alligevel bedre, at det var hans egen idé at gøre, og mon ikke at han lige jog dem bort, inden de gik ind på værelset. Hun skjulte et let selvtilfreds smil, mens han havde ryggen til hende.
    Så snart han vendte sig mod hende og kom hen til hende, lod hun sine hænder glide ind under den røde jakke og krængede den af ham i en flydende bevægelse. Derefter fandt hendes fingre igen vesten, hvor de hurtigt fik de to tilbageværende knapper åbnet. Vesten beholdt hun dog i hånden bag ham, og så lagde hun hovedet tilbage og strakte halsen for ham. Med den lille højdeforskel, bekymrede hun sig ikke så meget om, om han kunne se hendes øjne, men hun lukkede dem stadig, da hun greb om magien og rørte ved vestens knapper. Den smule tjære, det ville give, ville være nok til en start, og det kunne nemt kravle op til hans ansigt fra hendes arm.
    I rummet ved siden af flammede olielampens skær kort op.
    Et eller andet var galt, og Eca lagde straks mærke til det. Nok var det længe siden, men så løs koncentration plejede hun da heller ikke at have i sådanne situationer. Hun slap magien, skimtede ned på sin hånd, hvor vesten og knapper stadig var ganske intakt og lavede en minimal grimasse i mundvigen. Så lukkede hun øjnene og prøvede igen. Denne gang skete der heller ikke noget, og hendes krop stivnede i et lille, umiskendeligt øjeblik. Hvad i alverden foregik der?

Eca reagerede positivt på hans berøring som de kom op og stå. De små lyde som hun kom med, som han lod sine læber bevæge sig rundt på den blottede hals, var som musik i hans ører. Dette var virkelig den helt rigtige måde, at afslutte denne lille misforståelse på.
De kom hurtigt ind på værelset ved siden af og han kom hende tæt, og mærkede kort efter hendes hænder mod jakken og derefter mod vestens to sidste knapper og begge dele forlod hans krop i en flydende bevægelse. 
Han lagde ikke mærke til at hun holdt vesten i hendes hænder bag ved ham, da hans fokus blev fangede af den blottede hals som han endnu engang lod hans læber bevæge sig op ad. Hendes hoved blev lagt bagud og han mærkede, som han hænder gled rundt på hans krop, hvordan hun fumlede med vesten bag hans ryg. 
Som hans hånd gled op på brystet, stivnede hendes krop uroligt. Var det nu hun havde forsøgt at bruge magien? Var det nu hun havde fundet ud af at hun ikke kunne bruge sine evner? Hvis blot han havde haft lampen herinde, så havde han været sikker. Men det gav ham kontrollen. Han vidste på at han var stærkere end hende. 
Med et bestemt og kækt smil på læberne, over tankerne om at hun muligvis vidste at hun ikke kunne bruge sine evner, lagde han hånd mod hendes kæbe og skubbede og pressede hende op ad den nærmeste væg. Smilet var overlegent, som han skubbede den venstre strop væk fra hendes skulder og blottede nu begge bryster. 
Hans ene hånd fandt ivrigt frem til snøren på ryggen som bandt hendes korset, og efterfølgende faldt dette til jorden. 
"Skal vi få overstået dette?" Hånden mod hendes kæbe, sad det stadigvæk. Den var ikke pressende eller stram, blot markerende og det kække smil sad stadigvæk på læberne.
Henry tog fat i hendes hænder og holdt dem op over hendes hoved, så han havde styr på disse og lod hans læber fange hendes bryster igen. Lige nu så han virkelig frem til dette.

    Ecaeriss var i gang med endnu et forsøg på at opløse vesten med magien - denne gang bare hele vesten, når nu knapper ikke virkede - da hånden lagde sig om hendes kæbe, og hun blev presset bagud. Overrasket åbnede hun øjnene, før hele magien var sluppet, og ganske kort så man resterne af mørket tone væk fra det hvide i øjnene. Hun kunne mærke chakraen blive brugt, men der skete absolut ingenting. Var vesten antimagisk på en måde, hun ikke kunne fornemme ved at have den i hånden? Hjertebanken blandede sig med de oprevne tanker, for nu stod hun pludselig presset op ad væggen med Henrys stærke hånd om kæben. Det var ikke en blød adelshånd, nej det var en ru arbejdshånd, der havde godt fast uden overhovedet at stramme til endnu.
    Hendes hjerne prøvede at rationalisere situationen. Det kunne være, at Henry blot var ivrig efter at mærke hende, som hans anden hånd flåede snoren ud af korsetbæltet og lod hele hendes overkrop blottes, men noget i hans blik havde ændret sig drastisk. Som om noget stolthed var krøbet ind, hvor afventelsen havde været før. Han lignede én, der lige havde fået springet på sit jagtbytte - og det gik op for Ecaeriss, at hun var trådt i hans fælde.
    Hænderne slap vesten og greb efter hans arm, mens hun desperat rakte ud efter magien igen. Handlingen gjorde det kun lettere for ham at få fat på begge hendes hænder og tvinge dem op. Mørket nåede ikke engang halvvejs ind over hendes øjne, før det piplede væk mellem fingrene på hende og tog chakraen med sig. Hvor forsvandt det hen?!
    "Hvad gør du?!" spurgte hun mere åndeløst end den hvæsen, hun havde håbet på. 
    Hans læber ramte brystet igen og fik hende til at vride sig i hans greb. Det var ikke længere kun den manglende magi, der bekymrede hende.
    "Nej, det var ikke aftalen!" beklagede hun sig. Over den aftale, der faktisk aldrig var blevet lavet, og som fra hendes synspunkt indeholdt en rimelig klar paragraf om, hvordan hun slog ham ihjel.

Henry havde selvfølgelig gennemskuet hende, for det at ligge op med sådan en invitation lignede hende slet ikke. Han havde endnu ikke set den side af hende før. Men nu hvor hun muligvis havde opdaget at hendes evner ikke ville fungere i hans hjem, eller i hvert fald i rummet her, så kunne han nu få kontrollen over hende. Der var intet at være bange for fra hans side af.
Henry var ivrig efter hende, hun havde selv inviteret til dette og lade lysten stige intenst i ham, som hun havde siddet på bordet og ladet ham røre hende, uden nogen former for begrænsninger.
Blodet pumpede i hans krop som han stod overfor hende med den ene hånd om hendes kæbe og den anden rundt om begge hendes håndled, der var ikke meget hun kunne stille op imod hans greb.
Smilet på Henrys læber nød kun dette endnu mere, jo mere det gik op for ham, hvor panisk hun var lige nu. Dette var tydeligt ikke en del af hendes plan.
"Hvad jeg gør? Jeg fuldender vores aftale, som du ønskede det" Han søgte hendes blik og lod det kække smil møde hende, "Det var ellers din aftale, lige før" Selvom hun selvfølgelig havde ønsket noget andet, så var det den aftale de mundligt havde indgået og hun glædeligt havde lagt op til.
Selvom han ønskede at bruge sine hænder, så var det lige nu ikke muligt, som de var optaget. Henry måtte slippe hendes hænder og førte hende med grebet om kæben hen mod sengen og skubbede hende ned over madrassen, så hun nu lå med ryggen mod madrassen.
Med et hårdt tag i kjolen fik han den trukket ned over hofterne på hende, blottede resten af hendes krop og smed kjolen på gulvet. Han lod sine hænder gribe fat i hans eget bæltet, hev det ud af bukserne og lod dem falde ned, så han kunne træde ud af dem og lade sit eget underliv blotte overfor hende.

    Hans smil fik hende til at knibe øjnene sammen og forsøge sig med en snerren mod ham. Selvom ordene intet bekræftede, så hun sandheden i hans stolte blik. Han havde neutraliseret hendes magi på en eller anden måde, hvilket betød at han havde forventet, hun ville bruge den. Nu var hendes tomme løfte om kødelig omgang pludselig knapt så tomt, og at bakke ud af det, betød at hun enten skulle til at betale den tiende, flytte eller ... Eller tage sine tæv.
    Det betød ikke, at hun på nogen måde var tilfreds med situationen, og hun greb efter hans arme og tøj med skarpe negle, så snart hænderne kom fri af hans greb. Hun fik fat om armen, der holdt hendes kæbe, men ligelidt hjalp det, da han nemt flyttede hende over til sin seng og smed hende i den. Kjolen var nærmest allerede faldet helt af, da han rev i den, og for en gangs skyld forstod Eca, hvorfor flere lag kunne være at foretrække. Så havde det ikke været så nemt. Til sammenligning havde hun kun fået to af ham.
    Noget i hans fremtoning over hende mindede hende om de bøger, hun yndede at læse, når hun forsøgte at dulme kroppens ensomhed. Det dyriske og overmandende. Det forbudte. I hendes hoved var det en fantasi, og ikke virkeligheden. Hun blev konfronteret med konsekvensen af sin skødesløse antagelse om, at han blot var et dumt menneske.
    Eca moslede sig selv halvt op at sidde i sengen med hænderne knugende om lagenet og blikket, der flakkede ud til siden. Han stod for enden af sengen lige nu og spærrede hendes direkte vej mod døren. Selv hvis hun sprang ud til siden, skulle hun forbi ham. Hans bukser faldt til jorden, og hun lagde mærke til, at han var mindst lige så klar, som hendes forbistrede krop var. Et øjeblik lå hendes blik fastlåst på bæltet i hans hånd. Hun sank en klump, mens mindet om stokken trængte sig på.
    "Hvad gør du med magien?" spurgte hun sammenbidt. Prøvede at trække tiden ud.

Hendes reaktion og handlinger var som regnet med, som han slap hendes hænder. Hun slog ud efter ham, kradsede og kæmpede for at komme ud af hans kontrol og hans hænder. Henry gjorde selvfølgelig alt for at holde hende fast, så han kunne bevare kontrollen over. Han bed i det i sig at hun kradsede ham, og han måtte på en eller anden måde få fikseret hendes hænder, så hun ikke ville være så voldsomt i hendes handlinger overfor ham.
Det lykkedes ham dog at få hende lagt over i sengen og fik trukket resten af tøjet af hende. Resten af kroppen var lige så indbydende som resten af kroppen som han alledere havde set. 
Henry følte sig lige nu i kontrol over hende, og han havde blot lysten til at afstraffe hende endnu mere, efter hvad de havde været igennem og efter de bagtanker som hun havde haft med dette møde. Han havde selvfølgelig ikke regnet med andet, han var ikke blot et dumt menneske. 
Han fulgte hende med øjnene som hun moslede sig længere op i sengen, længere væk fra ham, som han selv stod og klædte sig af. Han stod med bæltet i hånden, og kunne se hvordan frygten fra slagene fra stokken sad i hendes øjne, det var slet ikke det bæltet skulle bruges til. 
Han overvejede om der var nogen grund til at tage skjorten af, for egentligt så burde han fokusere på egne behov og blot straffe hende og få det overstået, men han kunne også lege med hende. Holde hende hen. 
Henry begyndte langsomt at knappe knapperne i skjorten op og holdt hele tiden en øjenkontakt med hende, så hun ikke ville tage muligheden og chancen for at stikke af. Det fik hun ikke lov til, før han var færdig med hende.
"Hvad jeg gør? Jeg har blot begrænset den, så vi kan nyde denne stund sammen" Kom det fra ham med en kontrolleret ro og kiggede hendes vej, "Kom her op" Kommanderede han, med den bestemte tone, "Jeg vil nødig komme til dig"

    Hun var ved at formulere et svar i sine tanker til hans kommentar om at nyde stunden sammen, da hans kommando fik det til at gibbe i hende. Noget i hende turde ikke lade være, mens  noget andet faktisk ønskede at efterkomme den. Langsomt skubbede hun sig hen mod ham igen, varsomt i hver bevægelse, mens hun vendte hans ord i sine tanker. Han havde begrænset magien. Det måtte næsten betyde magibrug generelt, og ville også inlkudere hans evner, hvis han havde nogen. I korte, hurtige blikke rundt i rummet forsøgte hun at finde kilden, for der måtte være noget. Især når hun havde mærket chakraen blive suget, så måtte det ende et andet sted.
    Idet hun kom tæt på ham, lod hun benene trække ind under sig. Hun blev nødt til at gøre et eller andet og bekæmpe følelsen i kroppen, der havde lyst til at give efter. Det var ikke styrke. Det var ikke magt. Ecaeriss var vant til at have magten i siner interaktioner med andre. Det her var ikke sådan, det skulle være. Folk skulle frygte hende, så de gjorde, som hun sagde - ikke fjerne hendes magi og overmande hende med råstyrke. Det blev kun værre af, at hendes dyriske side mente noget andet.
    "Jeg ville give dig en smertefri død, at du ved det," snerrede hun - måske også for at overbevise sig selv om, at det stadig var hendes mål. "Efter det her tror jeg ikke du fortjener den luksus."
    Han var stadig den primære forhindring mellem hende og døren, og uden magi måtte hun prøve en anden fremgangsmåde. Idet han tog fat i den sidste knap, greb hun bæltet, han stadig havde i hånden og trak til, mens hun satte sig op på knæ og skubbede med den anden hånd mod hans brystkasse for at få ham ud af balance. Samtidig forsøgte hun at fremkalde sin magi igen, men chakraen forsvandt lige som alle de foregående gange. Hun mærkede ingen forskel på hverken bælte eller ham, dog, så det kunne ikke være det, der havde det antimagiske i sig.

Hans havde været kommanderende i sine ord og han så hvordan det gippede i hende, som om hun vurderede hvad der var bedst at gøre; at blive tilbage eller følge hans ord og komme til ham. Henry var selvfølgelig glad for det valg hun traf, eftersom at det bevidnede at hun måske godt vidste hvad der ville gøre det nemmest for hende selv. Bare at følge ordre, og være sikker på at han ikke havde grund til at være mere voldsom mod hende.
Henry ville selvfølgelig have ønsket at han havde lampen herinde, så han kunne se om hun forsøgte at bruge sin magi, men når han kiggede på hende, som hun kiggede rundt i lokalet, måske efter en flugt vej eller det der skulle suge hendes chakra, så var det måske godt nok at den ikke stod herinde. Det ville være for tydeligt. 
Henry havde ikke selv nogen magiske evner, men hvis han havde, så ville han selvfølgelig også blive ramt af lampens magi, men det var selvfølgelig til hans egen vindings skyld lige nu.
Indtil videre havde hun haft magten i deres lille syge leg, men det var vendt om og selvom det gik langsomt med at få hende frem i sengen, så ventede han glædeligt på det. Hans lyst til at færdiggøre dette, ville på ingen måder forsvinde med det samme. 
Lige nu hvor magien var væk, var der intet at frygte fra hendes side af. Hendes negle havde kradset hans hud, men det var intet af hvad han kunne byde hende op med.
"Du kan vel bevæge dig hurtigere?" Kom det krævende fra ham. Han affejede hendes trussel, der var intet hold i den lige nu, "Så skal jeg give dig lidt af min luksus og gæstfrihed" Hvad det indebar kunne hun vel gætte sig til. Hendes invitation fra før, sad stadigvæk i hans tanker og sulten for den nøgne krop var stor.
Henry skulle til at åbne den sidste knap, men i det han gjorde det angreb hun. Han havde regnet med at det ville komme på et tidspunkt, han havde jo heller ikke rigtig sat hende på plads endnu. 
Hun kæmpede for at få ham ud af balance, og det kom måske også bag på ham da det lige skete og han mistede hurtigt fodfæstet, men fandt det igen. Han hev bæltet til sig og kastede sig selv ind over hende. Med bæltet i den ene hånd, lod han igen sin hånd glide om hendes kæbe og pressede hende ned i madrassen, "Selvfølgelig leger vi ikke sådan" Kom det næsten roligt fra ham, som han kiggede hende dybt i øjnene. 
Han fjernede sin hånd fra kæben, men brugte det ene knæ til at holde hende nede og samlede hendes hænder og bandt bæltet rundt om det. Han kunne selvfølgelig have markeret hende med et slag med bæltet, men nu hvor hendes hænder var fastnet, så havde han sikker mulighed for at gøre det ved hende som han ønskede.