Igennem Bastians korte liv var der kun få steder han var kommet mere end han var kommet på byens kroer; hans hjem. Og det var ligegyldigt hvilken kro i byen, de fleste kendte hans ansigt og hans navn - på godt og ondt. Bastian havde aldrig været guds barn, eller mors dreng for den sags skyld. Familien havde altid set ham som familiens sorte får, eftersom at han måske aldrig rigtig havde kunnet styre hans temperament eller hans umådelige store trang til at skabe spænding omkring sig, og ofte den forkerte slags. 
Inderst inde vidste Bastian godt at han måske ikke altid tog det smarteste valg, men det var ofte også disse som var mest spændende. Men på det sidste var han dog begyndt at lytte mere til familien, og prøvede ihærdigt at komme ud af hans miljø. Det var også derfor at han havde fundet sig en elevplads hos en af byens mange smede. Her kunne han bruge hans styrke på noget fornuftigt. 

At han var ved at vende sit liv, ville bestemt tage tid. Han lod sig ofte friste af de gamle bekendte og venner, til en tur i byen og det var også her han var endt. Det havde han de sidste mange dage. Så længe at han kunne stå op og gå på arbejde dagen efter, så så han ingen problemer i at nyde sin aften i venners lag.
Bastian havde siddet det meste af aftenen med kolde glas fyldt med den skummende øl og så de terningespil, som altid havde været en stor fristelse for ham, og som det oftest gik galt for ham i. Han skyldte allerede penge væk til andre, men det var jo dem han prøvede at tjene ind, så han kunne betale dem. 

Bastian bevægede sig op mod baren for at bestille endnu en øl. Han lænede sig op ad baren, i mens han ventede og kiggede ud over gæsterne denne gang. Det var de samme ansigter som ofte han herinde, og ansigter som han allerede kendte al for godt. Blikket stoppede dog ved en ung kvinde, en ung kvinde som han havde set en enkelt gang eller to herinde, og igen var hun i selskab med Lily. Det havde hun også været sidste gang.
Der var noget anderledes og spændende over denne kvinde; hun var ung og smuk. Attraktiv og kjolerne han havde set hende i, havde altid være stilrene og pæne til hendes krop. 
Normalt havde Bastian intet problem med at tale med piger, det samme fortalte det rygte som gik omkring ham, men der var noget ved kvinden her, som gjorde at han nok måtte drikke sig mod til at tage kontakten.

Det var en ret spontan ide, at kvinderne var taget på kroen endnu en gang. Sidste gang havde været en succes, så hvorfor ikke gentage fornøjelsen? Lilac elskede at bruge tid sammen med sin kære veninde, og på kort tid var de to piger blevet tætte - næsten uadskillelige. Når hun havde noget på tankerne var Lilac ikke langsom til at dele det med veninden. Hun havde faktisk altid været en åben bog, hvilket ofte ikke havde noget imod. Dette var dog en undtagelse. “Nu kigger han igen. Kan du se det Lily. Jeg mener det, hvorfor bliver han ved med at kigge i stedet for at komme herover,” Spurgte hun en anelse frustreret og skævede atter over venindens skulder. Ganske rigtigt, så var blikket stadig fæstet på hende.

Lilac gemte sig hurtigt bag venindens krop igen og rødmede. Normalt opførte hun sig ikke sådan med mænd, så at han kunne få blodet til at stige hende til hovedet, ved blot at give hende et enkelt blik, undrede hende. Argh, det var også træls at være så nervøs i en mands selvskab. Normalt var hun selvsikker og udadvendt, men der var noget som holdte hende igen. Måske var det fordi, at hun allerede nu gik op i, hvad han tænkte om hende. Hun kunne ikke læse de blik, som han sendte hende, men et eller andet måtte de da betyde!

“Nej nej Lily, ikke gør det så åbenlyst at vi kigger!” Udbrød Lilac og tog fat i venindes ærme. Hun var ved at rotere hele kroppen for at se, hvad det var Lilac snakkede om. Åh, det ville være pinligt hvis han vidste, at han var de to pigers samtaleemne, som om de ikke havde andre eller andet at snakke om. Lilac sendte et lille undskyldende smil til sin veninde, da hun nok havde grebet en anelse hårdt fat i hende grundet panikken. Skulle hun selv gå op til ham? Nej, det turde hun nu alligevel ikke. Det var altid mændene som gik hen til hende, men hvorfor var ham her lige anderledes..?

Bastian prøvede ikke at gøre det for åbenlyst, at han af og til kiggede deres vej, efter at han først havde fået øje på dem. Det var altid interessant at vide at de havde fundet frem til kroen, endnu en aften og han ville helt sikkert tage affære og gå ned for at tale med dem, på et tidspunkt i løbet af aftenen - lige nu var han jo i gang med et spil, med hans venner og når han øjnede at vinde penge, så var det svært at lade andet trække i ham. 
Lily gjorde ikke lige så meget for at skjule at de også kiggede hans vej, som veninden gjorde, hvilket tydeligt berørte veninden. Det var alligevel nu hvor han skulle gå ned og tale med dem? Han fangede krofatter som han lige havde skænket ham sin egen øl, "Skænk mig lige to mere" Han skulede hurtigt ned til pigerne, blot for at sikre sig at de ikke gik nogen vegne, inden han ville nå ned til dem, med to øl. Så kunne han bryde isen med disse.

Som han stod og ventede på øllene, lød hans navn ud i kroen, som tre unge fyre, lidt ældre trådte inden for. "Bastian!" Hans blik gled hurtigt over mod deres. Han vidste godt at han stod over for store problemer lige nu. "Lad os tale om det!" Nåede han kun at sige inden han først mærkede et slag mod hans hoved og efterfølgende mærkede to hænder greb fat i hans skjorte, og trak ham mod udgangen af kroen og smed ham ud igennem døren. 
Bastian havde ellers gjort hvad han kunne for at slette hans gæld og ændre sit liv, bare en lille smule efter at han havde fundet en plads hos smeden, men det var åbenbart ikke nok. Bastian var dog ikke en mand, som ikke ville forsvare sig selv og give igen, så godt som han nu kunne. 
Situationen havde overrasket ham og det hele gik så hurtigt, så det var svært at skabe et overblik. Det var heller ikke nemt, når de var tre mod en. 
De var hurtige over ham, som han røg igennem døren og landede på jorden. Han kæmpede for at finde sit overblik og hive sig selv op, men blev overrasket da han mærkede hvordan der blev grebet i begge hans armen. Han havde nu en person på hver sin side, som holdt ham oppe og fast. 

En dyb lyd slap ud mellem hans læber som et hårdt slag blev sat ind i hans mave, og hvis han kunne så havde han sunket sammen, men lige nu gjorde de alt for at holde ham oppe. Personen lænede sig ind mod ham og hviskede, "Du bliver nød til at levere, det du skylder" Inden endnu et slag blev sat ind imod ham og der blev givet slip på ham og han faldt til jorden. Han nåede ikke at registrere meget, som han forsøgte at hive sig op, inden en fod kom imod ham og ramte ham på siden af hovedet.  

Det ene øjeblik sad Lilac blot og talte med sin veninde, og i det næste øjeblik hørte hun et højt råb efterfulgt af nogle slag. Hun opdagede med det samme, at stemmen var rettet mod Bastian, og det tog heller ikke lang tid før, at opmærksomheden blev rettet mod de tre mænd, der alle havde stillet sig omkring Bastian. “Hvad sker der?” Udbrød Lilac chokeret til sin veninde. Imens hun sagde dette blev Bastian trukket med mændene, og Lilac vidste ikke, hvordan hun skulle reagere. Burde hun følge efter dem? Ville det ikke være sært, nu hvor hun ikke kendte Bastian.

Hun var dog ikke den eneste der rejste sig fra sin stol for at overvære spektaklet. Faktisk var der kommet en lille skare mennesker med, som enten kiggede ud af vinduerne eller placerede sig i døråbningen. Tæt nok på, at de kunne se og høre det hele, men stadig langt nok væk til, at de ikke blev indblandet i slåskampen. Lilac skyndte sig hen ud af døren og nåede lige at se mændene holde fat i Bastian fra hver side, hvorefter der blev slået til i maveregionen. Det var ikke et skrig, som forlod Bastians læber, men den lyd han udbrød var et tegn på stor smerte. Lilac kunne ikke som de andre mennesker bare overvære en uskyldig mand blive overfaldet. Hvad var det for noget!

“Slip ham! I kan ikke bare brase ind og angribe en gæst,” skreg Lilac og i sin rus prøvede hun at gribe fat i en af overfaldsmændenes arme. Det var et dumt valg, fordi det eneste Lilac fik ud af det var et bagslag på kinden, fordi manden var ved at løfte sin arm igen. I slaget blev tog hun et par skridt tilbage og holdte sig til kinden. Hun havde aldrig i sit liv oplevet at blive slået af en mand. Aldrig. Smerten var ikke lige stor som den de gav Bastian, men det var nok til, at huden ville blive rød. Lilac kunne mærke, at tårerne piblede sig op i øjenkrogene, men hun holdte dem i sig. De kom også bare på det værste tidspunkt!

Som han hang i mellem de to fyrer, og kæmpede for at komme fri, registrede han dårligt nok den skare af nysgerrige person, som han stimlet sig op omkring dem, blot for at overvære hvad det skete. I det mindste var der nok af vidner, selvom det ikke betød særligt meget for ham. Han kendte de her mennesker bedre, end man lige troede, og hvis man regnede med at få hjælp af dem, så skulle man nok vente længe.
Det overraskede ham dog et kort øjeblik, mens det hele stod på, at en kvindelig stemme, direkte kæmpede og prøvede på at hjælpe ham. Han kunne svagt åbne sine øjne, og lade blikket glide ud over de personer som stod omkring dem. Var det hende?! Han vidste ikke helt om det kom bag på ham, at lige netop hun ville komme, de havde haft få øjeblikke hvor deres blikke havde mødtes, men så alligevel, hun kendte ham jo ikke. 

Det gjorde ekstra ondt, da han kunne se hvordan hun blev ramt af et bagslag, som hun kæmpede om at få fyren væk fra Bastian. Han ænsede hende ikke, som armen ramte hende, men forsatte blot med hans gøren med Bastian. Han var dog taknemmelig for at hun gjorde noget, men han havde aldrig ønsket at hun skulle komme til skade, ved at hjælpe ham. Selvom han var en meget muskuløs mand, så havde han ikke kræfterne til at komme fri fra deres tag, han havde slet ikke været klar da de kom ind imod ham og derfor havde han hele tiden været et skridt bagude.

Da de endelig slap ham, gav ham det sidste spark og efterfølgende stak af, havde han ikke meget andet end hende i hovedet. Han vidste godt at han var hårdere ramt, men han havde virkelig ikke regnet med at hun ville direkte gå ind og reagere og modsætte sig disse unge mænd.
Den metalliske smag i bunden blev tydeligere, som dybe og grimme host slap ud mellem hans læber. Han spyttede en enkelt gang og lagde mærke til blodet. Om det kom fra hans mund, eller det også kom længere nede fra, var han i tvivl om. Han kæmpede for at hive sig op, men måtte opgiver og faldt til jorden atter engang. Han ville gerne hjælpe, med slaget som hun havde modtaget.

Lilac havde altid været typen, som kæmpede for det hun fandt retfærdigt. Ja, hun var ikke nogen aktivist og havde ikke nogen fysisk styrke, men hun gjorde for det meste sit arbejde i det skjulte. Det var sjældent, at hun rent faktisk stod op for sig selv eller andre og tog udfordringen i hånden. Normalt var hun typen, som kom og kiggede til bagefter og hjalp den sårede person. Lilac var træt af at være bange, men hendes heltemod blev hurtigt slået ud af hende. Bogstaveligtalt.

Lily var kommet ud til hende, og hun rendte over til sin veninder, der kiggede bekymret på hende og derefter på Bastian. Inddirekte fortalte hun hende, at hun skulle lade den ligge. Det var ikke det værd. Hun havde jo fortalt hende om hans dårlige ry, men hun jagtede alligevel efter ham. Hvorfor kunne hun ikke forklare, da de var komplet fremmed for hinanden. Han kendte ikke engang hendes navn. “Lily jeg kan ikke se på det,” peb hun, da hun nåede sin veninde, der modtog hende med åbne arme. Lilac kunne høre slagene og Bastian, men kunne ikke længere se, hvad der foregik. 

Der stod hun i et stykke tid, indtil hun hørte det blive stille igen. “Er det slut? Er det slut?” Spurgte hun panisk til sin veninde som nikkede. Lily vidste godt, at Lilac ikke ville kunne lade ham være alene. Samtidig vidste Lilac også, at Lily ikke ville blandes ind i sådan et rod. Hun havde et ry at holde, hvilket Lilac ikke havde i samme grad, for hun var trods alt ikke adelig. Veninden gav slip på Lilac og hun vendte sig mod den sårede mand. Først vidste hun ikke, hvordan hun skulle agere i situationen, men huskede så på, hvad hun havde gjort tidligere med Joseph Smith Winchester.

Hun startede med at sætte sig på hug foran manden og tog fat i hans skuldre for at stabilisere ham. Det var ikke værdigt at ligge nede på rendestenen. Intet af dette var værdigt for en mand som ham. “Jeg er kommet for at hjælpe Dem,” sagde hun stille og kiggede bekymret på den skadede mand. Hun havde ikke set noget ligende. Hvordan kunne nogen få sig selv til at gøre sådan noget mod et andet menneske! “Men hvis jeg skal hjælpe Dem må vi hjælpe hinanden,” forklarede hun og refererede til, at han var en alt for stor mand til, at hun selv ville kunne bære hans vægt. “Mit hus er tættere på end healerhuset, hvis vi får bragt dig derhen kan jeg hjælpe Dem og stabiliserer Dem indtil vi får fat i en healer i morgen,” forklarede hun atter med et seriøst blik i øjnene. Hun havde en plan. Nu var det bare, hvordan de skulle få den udført.

Det var bestemt ikke sådan han regnede med at hans aften skulle have forløbet, men Bastian havde måske altid bevæget sig meget på en bestemt linje, mellem det rigtige og forkerte, og ofte havde tippet over til det forkerte, hvilket havde trukket ham ud i situationer, hvor han egentligt ikke burde. Fyrene her var mænd som han skyldte penge, efter et terningespil og som han ikke havde formået at betale i tide. Så måtte man jo tage konsekvensen. 
Bastian var ikke slået helt ud efter turen, men smerterne i hans krop var store og han var ikke sikker på at han selv kunne komme op. Som showet var forbi, kunne han svagt høre hvordan folk stille og rolige passerede, og gik ind på kroen igen - det kunne han næsten sagt sig selv. 

Han blev dog en smule overrasket da der blev taget fat i hans skuldre, han ventede at se en af hans venner, som han før havde spillet med, som var kommet ham til hjælp. Da han svagt åbnede øjnene, var det ikke en af vennerne, men hende igen! Hun havde virkelig overrasket ham positivt, men om det var fordi det var ham eller om hun ville have gjort det ved en hver mand, det kunne han ikke bide sig sikker på, men han havde fået en respekt for hende, sådan at involvere sig.
"Hej .. " Lød det svagt fra ham, som han fik øje på hende og forsøgte sig med et lille smil. ".. Tak.. Er De okay?" Han havde set slaget ramme hende, så det mindste han kunne gøre var at spørge ind til, om hun var okay. 
Bastian lyttede til hendes ord, og det var virkelig prisværdigt af hende, at hun på denne måde ønskede at hjælpe ham. Det var dog bestemt ikke sådan han havde håbet eller regnet med at deres første måde skulle være.

Bastian var en tungere mand end hende, så hendes ord gik klart igennem hos ham, "Tag fat i mine skuldre." Da han mærkede hænderne om hans skuldre, forsøgte han at presse sig selv op, ved at skubbe mod jorden med sine håndflader. Han måtte bide den smerte der var i ham, så han kunne komme op. Hun kunne ikke klare det selv.
Det tog et par forsøg og det tog tydeligvis kræfter fra dem begge, men da han endelig kom op på benene, lagde han sin arm om hende og støttede sig op ad Lilac.

Det var absurd, at manden spurgte om hendes tilstand, når man kiggede på ham selv. Hendes røde kind var intet i forhold til hans gennemtæskede krop. Hans ellers fine og rene tøj var svindet til, både af skoenes såler med snavs, men også af hans eget blod som havde sovet igennem. Som det så ud nu, lignede det ikke noget der var værd at rede, men Lilac ville gøre sig et godt forsøg, når hun kom tilbage. “Nårh det her lille mærke. Det skal De ikke tænke på. Lad os få fikset Dem op først,” svarede hun. Fokusset var ikke på hendes egen smerte mere, men var nu rettet på, hvordan hun skulle bære manden gennem denne situation.

Lilac gjorde som der blev sagt og efter flere forsøg stod Bastian endelig på sine ben. Det tog lidt tid for ham at finde fodfæstet, men Lilac var der for ham hver gang han var ved at tippe over. “Er De klar?” Spurgte hun, når hun mærkede, at hans tilstand ikke var så ustabil længere. Da han sagde god for, at de kunne begynde at gå satte Lilac gang i et langsomt tempo. Godt nok ville det tage et stykke tid at komme hjem, men det ville bestemt være bedre at tage den med ro, end hvis han fik ondt i hovedet og måtte sætte sig ned. Hvis han faldt igen, var Lilac ikke sikker på, at hun vikke få ham op. Han var allerede tung nok, da han lænede sig op ad hendes skulder.

“Kendte De de mænd, der overfaldte Dem?” Spurgte Lilac endelig efter en kort tids stilhed. Bastian havde endelig fundet en god gårytme, og behøvede nu ikke længere at fokusere på sine ben. Nysgerrigheden boblede i hende, fordi hun forstod ikke, hvorfor nogen ville gå efter en uskyldig mand som ham. Nogle skeletter i skabet måtte han have, ligesom Lily havde fortalt. Dog fortalte hun mere om hans skørtejægerside frem for den helt grumme. Lilac kom frem til, at Lily faktisk ikke rigtig kendte til den. Hun befærdede sig ikke i de kredse. Lilac, ja hun havde brug for at vide, hvad hun lige havde rodet sig ud i.

Bastian havde igennem sit liv været udsat for lidt af hvert, dog var han aldrig blevet tæsket på denne måde, som han lige var blevet udsat for. Han forsøgte altid at være oven på, at have styr på tingene og virkede overskudsagtigt, hvilket måske var grunde til at han spurgte indtil hende. Han havde aldrig ønsket at hun direkte skulle gå ind i dette, det var hans kamp og det skulle ikke gå ud over hende. Han kunne, i mørket, ikke se hvor hun var blevet ramt eller hvor slemt det var, så han stolede på hendes ord, som hun slog det hen. "Mhmm.. Okay" Kom det svagt fra ham, som han drejede sit hoved for at kigge på hende. Hun var stadigvæk lige så køn, som første gang han havde set hende. 

Det ville selvfølgelig kræve lidt af ham, når han endelig kom op. Godt nok var det ikke hans ben den var galt med, men resten af ham virkede smertefuldt og ømt. "Mhmm.." Kom det fra ham endnu engang, det gjorde næsten ondt at tale og hans mund smagte stadigvæk metallisk. Han fik godt fat rundt om hendes, lagde armen om hendes nakke og lod sig støtte. 
Det ville tage tid at komme hjem, men han havde ikke travlt og lige nu kunne han ikke gøre det hurtigere, han tvivlede på at han kunne. Han valkede noget i det, som han forsøgte at finde en balance og et tempo, hvor han kunne følge med, men blot det at han havde hende ved sin side, gjorde alt bedre.

Bastian nikkede, som de gik hende ad brostenene, nu i et behageligt tempo og i en balance, hvor han havde fået kontrol over sin krop, men stadigvæk måtte støtte sig væsentligt til hende, "Ja, desværre.." Lød det kort fra ham, det havde selvfølgelig aldrig været hans ønske at trække hende ind i dette. 
Selvom han havde ondt og smerten i ham prikkede til ham, for hvert skridt han tog, så følte han en glæde over at hun havde gjort noget. Han kunne dufte hendes sødme, hvilket beroligede ham på en eller anden måde, "Hvorfor hjalp De mig?" Han ville gerne høre hendes ord på det, føle sig værdsat i en eller anden grad.

Lilac havde ikke tidligere bemærket hvor tæt de egentlig var på hinanden. Hendes tanker var fuldt fokuseret på, at holde ham oppe, men nu hvor han kunne holde sig selv mere oppe, kunne hun lade tankerne flyde. Det var ganske unormalt for hende, at komme så tæt på en mand ved deres første møde. Faktisk var det ikke ofte Lilac havde kropskontakt med dem til trods for, at hun var en meget social person. Men så igen, intet ved denne situation var ved det normale. Lilac havde kun en gang før gået med sådan en forslået mand, men der havde hun heldigvis ikke set, hvordan han havde pådraget sig de skader.

“Hvis De ved hvem det er, så må vi da omgående få dem anmeldt til byvagterne! Jeg er sikker på, at de kan samle en del vidneudsagn på kroen,” sagde Lilac naivt som om alt ville løse sig, hvis blot man fik anmeldt situationen. Lilac havde en stor tillid til retssystemet og mente, at man burde anmelde alle former for kriminalitet. Ja, også selvom man selv kunne ende i fedtefadet, men det havde hun aldrig selv overvejet. Lilac havde jo aldrig lavet noget kriminelt - ikke engang noget tæt på det.

Det næste spørgsmål kom en smule bag på hende, så derfor blev hun nødt til at tænke sig om. Hvorfor havde hun egentlig hjulpet Bastian? “Jeg… kunne ikke bare stå på mens de mænd angreb Dem. Det er fuldkommen grotesk, at de bare kom og hentede Dem sådan uden grund. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kunne være den eneste der greb ind,” svarede hun ærligt og rystede på på hovedet. I stedet for at kigge på Bastian kiggede hun lige foran sig. “Min ven Joseph Smith Winchester blev engang angrebet mens jeg ikke var der… han var næsten halvdød, da jeg fandt ham. Jeg ville ønske nogen havde grebet ind og hjulpet ham… eller at jeg havde været der tidligere... Jeg ved godt, at jeg ikke gjorde meget for Dem, men jeg håber i det mindste, at jeg kan hjælpe dem nu,” indrømmede hun og kiggede nu over på manden ved hendes side. Hendes ellers muntre ansigt havde et sørgmodigt skær over sig. Det var ikke ofte man fandt hende i sådan et humør.

Inderst inde var han mere end glad for at det var hende som havde hjulpet ham op, ikke at hun havde trådt ind i mellem dem under akten. Han havde mange tanker rullende rundt oppe i hovedet på ham, og ind i mellem disse tanker lå tankerne om at det faktisk var hende, som havde hjulpet ham op. Han ville helt sikkert sætte mere pris på hende senere. Han havde jo kigget efter hende længe, og han havde haft svært ved at få hende ud af tankerne. Men han havde virkelig ikke håbet at det var denne måde at han skulle komme tæt på hende.

Tankerne hun havde var gode, og lidt godtroende og det virkede ikke som om at hun havde været tæt på kriminalitet eller retssystemet på nogen måder. Men hun forsøgte dog, men det var ikke en løsning for ham. ".. Det hjælper ikke noget" Kom det lavmælt fra hende, ".. Det er noget jeg selv må håndtere og afslutte" Han var ingen stikker, det var hans egen skyld og det var der sikkert mange der ikke ville forstå, "Det håber jeg De forstår.." Det håbede han virkeligt, ikke ikke mindst at hun ville respektere dette. Så skulle han nok fortælle, hvis de kom tæt nok på hinanden. Han blottede ikke bare sig selv.

Bastian oplevede ikke ofte at folk kom ham til undsætning, oftest i det miljø som han befandt sig, var man alene og måtte klare sig selv, så godt som man nu kunne. Det var ikke helt uden grund, som fyrrene var kommet ind efter ham, det vidste hun bare ikke. Han lyttede til hendes fortælling og det virkede åbenbart til at hun ofte var på det rette sted, det rigtige tidspunkt. "Jeg ønsker aldrig nogen skal komme til skade på grund af mine handlinger, slet ikke Dem" Lød det fra ham, med en lille bekymring i hans stemme, "Men De gjorde, hvad De kunne og det er jeg taknemmelig for" Han søgte hendes blik, som de balancerede ned ad gaden, mod hendes hus, ".. Hvis jeg skal være ærlig, så er jeg glad for at det var Dem, der kom" 

Lilac forstod ikke, hvorfor det var en sag Bastian ville tage i egne hænder. Det var absurd, at han selv skulle ordne sådan nogle bøller, når de blot kunne få deres straf af ordensmagterne. Hvis de var tættere ville hun havde presset på og talt ham til fornuft, men sagen var den, at de faktisk var komplet fremmede. Kendte han overhovedet hendes navn? I alt kaoset havde hun glemt at introducere sig selv. Tænk at han turde gå med en fremmed kvinde hjem. “Jeg kender ikke Deres situation, så det vil jeg lade Dem om… men jeg har helt glemt at introducere mig selv. Tænk at de er gået med en fremmed hjem uden at kende deres navn,” sagde Lilac i spøg. Det var ikke fordi, at han havde mange andre valg. 

“Jeg hedder Lilac,” introducerede hun sig selv og gav et lille smil. Godt nok gjorde halvdelen af hendes ansigt ud, men hun ville gerne holde den ellers nedtrykte stemning oppe. At være i en nedtrykt sindstilstand behagede hende ikke. “Og mit hus er lige derhenne,” sagde hun og pegede på huset for enden af gaden. De var nu kommet tæt nok på til de vil kunne ane det i distancen. Det ville ikke tage lang tid før de var der. “Jeg bor der med mine forældre, men de er taget på forretningsrejse og er væk det næste stykke tid. Jeg tænker, at mit hjem vil danne en god base indtil vi får fat i en god healer, sådan du kan komme hjem i din egen seng,” uddybede hun, da de kom tættere og tættere på ejendommen.

Lilac var en anelse uforstående for, hvad han sagde. “Det ville da være bedre, hvis det var en person der faktisk kunne slå fra sig… eller i det mindste havde healerevner,” sagde hun og kiggede en anelse uforstående på ham. Hun var blot en simpel bypige uden for mange talenter. I hvert fald ikke indenfor dette fag. Ja, hun kunne hjælpe med, at der ikke kom betændelse i de åbne sår, men de brækkede knogler kunne hun næppe hjælpe med. Hvis han havde fået en hjernerystelse, vidste hun heller ikke, hvordan hun skulle tage sig af ham. En healer havde været hundrede gange bedre end hende.

Bastian forstod udmærket hendes ord og helt sikkert også de tanker, som hun måtte have over at være uforstående over hans valg af måde at gøre det på. Han ville hellere end gerne fortælle hende, hvad der lå bag og grunden til at alt dette var sket, det var klart at hun måtte være forvirret over dette. Hvis de havde været tættere, så havde han gerne indvilget hende i dette virvar som han havde rodet sig ud i.
"Jeg forstår godt, hvorfor det virker mærkeligt i dine tanker.." Men han kunne bare ikke fortælle mere dybere, han ville faktisk helt ikke rode hende ind i al dette. Gøre hende en del af hans problemer, allerede. De kendte ikke engang hinanden. Han var sikker på at hun kendte hans navn, og han kun hendes ansigt. "Som sagt, så er jeg glad for at det er Dem som kom til mig.." Det var ærlige ord, som han kom med. Selvom følelser og ærlighed, måske ikke var noget der lagde sig tæt på hans hjerte. Men nu havde han kigget på hende flere gange, og det gik nok lettere at komme ind på hende, denne vej. 

"Jeg er glad for at høre dit navn, Lilac" Han forsøgte at sende hende et blik og et varmt smil, "Jeg er Bastian.. Men det har Lily nok allerede fortalt" Han kom med en lille latter, og hostede små grimt efterfølgende, som mave regionen smertede. Han var glad for at de var nået så langt, at der ikke var mange skridt tilbage. Han trængte til at ligge ned. "Det lyder dejligt. Det er virkelig pænt af dig Lilac, at du vil gøre dette for mig" Han vidste slet ikke hvordan han ville kunne gengælde denne handling. 

I hans øjne var alt det hun nævnte måske ikke særlige vigtige, han havde fået tæsk før - ikke i denne kaliber, det havde været voldsomt. Men det betød ikke noget at hun ikke var healer, han skulle nok komme sig. Det var han sikker på. 
Bastian skød hendes ord til siden, for blot det at hun havde hjulpet ham var mere end rigelig. "Jeg er blot ked af at det er denne måde, vi skal lære hinanden at kende" Han vidste at de to flere gange havde kigget på hinanden, og blot det at han ikke havde taget det første skridt, havde han nu følt sig trygget over.

Som hun havde fået af vide en million gange før, så var hun en åben bog. Hun havde alle følelserne ude på tøjet, og Bastian opfangede Met lethed hendes forvirring over hans svar til trods for, at han nok ikke ordenligt kunne se hendes ansigtsudtryk i mørket. Igen kom det bag på hende, at han gentog sine ord. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare. Tak? Det lød også bare utrolig malplaceret. Til sidst endte det med, at hun holdte munden lukket. Intet svar virkede tilstrækkeligt for hans udtalelse.

“Er vi virkelig så let gennemskuelige?” Spurgte Lilac en smule forlegent og kinderne blev helt røde i mørket. Tænk, at han vidste, hvad de to piger havde talt om. Han skulle da ikke allerede nu vide, at hun havde en svaghed for ham - eller mænd der ikke var helt gode for hende generelt. Det burde være et klart rødt flag, at han var endt ud i en slåskamp, men heldigvis var rød en af Lilacs yndlingsfarver. “Men selvfølglig Bastian. Jeg kunne ikke have ladet Dem ligge i den tilstand,” svarede hun ærligt.

“På en eller anden måde måtte vi jo mødes. Det virkede ikke til, at De nogensinde fik taget sig modet til faktisk at komme over til mig,” sagde hun en anelse drillende, selvom hun vidste, at det var en bedre ide at forholde ham i ro. At grine for ham lignede bestemt noget smertefuldt, men heldigvis var de nu nået hendes hoveddør, sådan de kunne få ham ind og ligge. Nøglen blev med en smule fumlen fundet frem og Lilac låste dem begge ind og lukkede døren efter sig. Normalt ville hun i det samme tage skoene af, men det rakte energien ikke til. Nu skulle hun have lagt Bastian ind i gæstesengen. Så kunne detaljerne ordnes derefter.

"Måske. Men det troede jeg nu også at jeg var.." Svarede han med et lille grin. Han havde virkelig troet at hun havde opdaget, hvor meget han egentligt havde kigget efter hende. Det kunne hun da næsten ikke have undgået, sådan som hans nysgerrighed omkring hende. Men mon ikke også at de havde? Han havde da set dem tale om ham, men ikke hørt deres ord. Det var tydelig at deres nysgerrighed for hinanden, havde levet vel når de havde set hinanden. Lige nu var det svært at få øje på, men han havde lukket alt andet ude, en at fokusere på smerterne. De overdøvede alt lige i øjeblikket. 

Han kunne se hendes forældres hus komme længere frem imod dem, som de nærmede sig huset. Han så frem til at komme ind og ligge. Det at forældrene var ude var kun en fordel for dem, og at han kunne få hende alene, privat, var en endnu større fordel. 
Man kan jo godt sige at det ikke var ham der startede slagsmålet, men blot var offeret i denne situation, så han kunne lige så godt være uskyldig og være et tilfældigt offer overfor vold - sådan forholdte det sig dog ikke. "Tak. Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke dig, for at bruge din tid på mig" Måske var det bare hendes venlighed, men den slags oplevede han ikke ofte.

Selvom han ikke ønskede det, så kunne han ikke lade være med at komme med et grin og måtte sætte en hånd mod hans ribben, som han efterfølgende grinede, "Det er sandt.. Men der burde stå tre øl nede på baren, på "Svinet", til os tre." Han havde været på vej ned til dem, da han blev slæbt med udenfor og derfor fik han aldrig taget sig sammen til det. Han tvivlede ikke på at Lilac var en romantisk og kærlig person, som gik op i at det hele skete rigtigt mellem en mand og en kvinde. 

Som de nåede frem til huset, måtte han støtte sig op ad husmuren så Lilac kunne åbne huset. Han så frem til dette her og lige nu var det ikke kun smerterne i maven han kunne mærke, men også nysgerrigheden om at lære hende bedre at kende og få hende alene, privat. 

Han havde ret i, at hun godt havde set han havde et godt øje til hende. Dog havde hun fået bildt sig ind, at det var ren indbildning - selvom han kiggede gjorde han aldrig noget tegn til at komme over til dem. Det var lige meget hvor smuk og imødekommende Lilac gjorde sig. Måske var det skæbnen, at det var Lilac som skulle komme ham til undsætning. Ellers kunne der gå lang tid før, at deres veje atter krydses igen. Det var jo ikke ofte, at hun befandt sig på kroen. Faktisk nok når hendes forældre var udenbys, hvilket de dog havde været i lang tid nu.

“Jeg regnede med, at det var ren ønsketænkning. De fleste mænd jeg har stødt ind i plejer at gøre noget ved det, hvis de ser en kvinde de faktisk er interreseret i,” svarede hun en anelse genert og tænkte tilbage på sin første aften med Lily. Der tog det ikke lang tid før, at der kom nogle ungkarle deres vej. Dog tog det heller ikke lang tid før de var væk igen. Måske var de gode ting værd at vente på? Dog kendte hun ikke Bastian godt nok til at vide, om hans indre var så attraktivt som hans ydre. Af hvad Lily havde fortalt, burde hun nok være mere på vagt. Han havde jo et ry som en skørtejæger…

“Det skal De ikke tænke på. Tænk det blot som en medmenneskelig gerning,” svarede hun kærligt med et lille smil. Sandheden var dog, at hun nok var brudt ind på grund af der var ham. Hun ville hjælpe et skadet menneske, hvis hun mødte et. Tage dem hjem ville hun nok normalt ikke gøre, men på dette tidspunkt var healerhuset næppe stadig åbne. Hvis de var, ville det koste en formue at få fat i en healer. Lige nu måtte han nøjes med hendes uerfarne hænder.

Hun vendte hovedet en anelse på skrå efter hans næste udtalelse. Var det sandt? “Jamen, så må vi nyde dem en anden gang,” endte hun blot med at svare. Hvis der altså var en anden gang. Lilac førte nu Bastian ind mod gæsteværelset på stueetagen og placerede ham i dobbeltsengen, hvor hun lagde en pude godt til rette og fik hans sko af. Dem placerede hun ved siden af sengebordet. Derefter gik hun hen på kanten af sengen og tog et ordenligt kig på hans krop i lyset. “Jeg bliver nok nødt til at fjerne Deres skjorte, hvis jeg skal se omfanget af skaderne…” sagde hun en anelse genert, da hun normalt ikke så mænd uden deres overtøj på. Især ikke attraktive mænd som Bastian…

Han havde set Lilac flere gange, og fundet hende smukkere for hver gang og at han endnu ikke havde taget kontakt til hende, var selvfølgelig hans fejl og noget han ikke kunne lave om på nu - desværre. Han havde bestilt to ekstra øl, så han kunne have gået over til hende, han var fast besluttet for at møde hende, for denne aften var hun endnu smukkere. 

"Det er min fejl.." Kom det fra ham, han kunne næsten høre skuffelsen i hendes stemme, selvom hun var en anelse genert over hendes ord. Det havde hun ingen grund til, for det var udelukkende ham som ikke havde givet hende den opmærksomhed som hun fortjente. "Jeg ville ønske at jeg havde gjort noget, men det er jo nemt at sige nu.. De fortjente den opmærksomhed fra mig" Hvis hun var skepis over ham, så forstod han det godt og nu måtte han arbejde på at vinde hendes tillid igen. Det kunne sikkert blive svært, al efter hvad hun følte. 

Han kunne ikke andet end at håbe at hun troede ham, om de øl. Men hvad forventede han? ".. Det håber jeg" Svarede han ærligt, og vendte hovedet mod hende og søgte hendes blik. Han havde måske forspildt sine chancer, men han var ikke typen som gav op og lod hende gå. 
Han lod sig føre op til gæsteværelset, hvor hun lagde ham til rette i dobbeltsengen og tog hans sko af og placerede dem på gulvet. Han fulgte hende med øjnene, som hun kom op til ham og kiggede op på hende med et roligt smil. 
Han kunne se genertheden i hendes øjne, men den følelse var der ingen grund til at have, for det var klart at han skulle have denne af. "Selvfølgelig.." 

Han kunne mærke smerterne i kroppen, som hun tog hans skjorte af for at se skaderne. Hvis de var synlige. Knapperne blev langsomt åbnet, og til sidst kunne skjorten blive hivet ud under ham. Han ville lyve, hvis han ikke nød at det lige netop var hende som tog skjorten af ham, for det gjorde han bestemt. Men han ville nok have nydt det mere på alle andre tidspunkter. 

Hans ord fik hende til at føle sig varm inden i. Mente han virkelig, hvad han sagde? Lilac havde aldrig haft dårlig selvværd, heller ikke omkring mænd, men med dem var hun langt mere genert end med sine veninder. Selvom Lily kunne være en anelse tilbageholdende, så var Lilac ikke genert med at fortælle omtalt mellem himmel og jord. Hun havde dog ikke fortalt om hendes første gang endnu, men det var ikke ligefrem en historie værd at dele. I hvert fald sårede hun den person hun var sammen med - noget hun ikke havde tænkt sig at gøre igen.

Lilac smilte af hans ord, da han sagde han også håbede at de ville ses en gang mere. Forhåbentlig under andre omstændigheder. Nu sad hun blot på sengekanten og knappede hans skjorte op, en for en. Ikke særlig elegant, da hun kunne mærke hun var en anelse nervøs. Hvorfor vidste hun ikke. Det var jo ikke fordi, at de skulle lave noget. Hun skulle bare tjekke hans sår. Det havde hun gjort tidligere, men det havde nu alligevel ikke føltes på denne måde.

Øjnene var nu fæstet på hans nøgne overkrop. Man kunne nok sige, at hun stirrede, men hun gemte det væk under, at hun undersøgte hans sår. Hvilket hun selvfølglig også gjorde! Dog fik hun sig også et kig på den gyldne hud og den veltrænede mave. En anelse tøvende lod hun sin hånd stryge den sensitive hud, hvorefter hun kiggede op på Bastian. “Jeg finder noget sæbevand, sådan vi kan få renset sårene. Jeg har også noget blodmospaste, som gerne skulle hjælpe med at lukke de åbne sår,” forklarede hun blidt og lod atter blikket falde på hans overkrop, hvorefter hun rejste sig op for at finde tingene. Heldigvis vidste hun lige præcis hvor de lå, så det tog ikke lang tid før hun var tilbage.

Bastians ord var næsten altid sande, det var få gange de ikke var og han ville aldrig kunne lyve overfor en pige, som Lilac. Han kendte ikke meget til Lilac, men det var mest hendes ansigt og hendes ydre som havde været dragende for ham. Lily måtte dog have for talt hende, om ham. Det var han sikker på. De havde bevæget sig lidt i samme miljø, efter deres begges forældre. Men aldrig som sådan talt videre og større sammen.

Lilac virkede som en person og en kvinde, som havde mere styr på hendes liv, end han havde. Godt nok var han kommet i lære nu, men det var tydeligt at der var genfærd fra hans gamle liv, som stadigvæk hjemsøgte ham - det måtte han gøre noget ved. Selvfølgelig skulle det være under anderledes forhold, hvis de skulle mødes igen, men han var ikke i tvivl om hun gerne ville ses med ham igen. Det var fornemmelsen. 

Bastian nød virkelig hvordan hendes hænder gled ned over hans sensitive og smertefulde hud, som hun undersøgte hans sår og skader. Det virkede til at hun havde styr på hendes healing, eller hvert fald en forståelse for at hjælpe med sår og skader. Han var kommet i de rigtige hænder, uden tvivl. "Det lyder rart.." Han kiggede efter hende, som hun forladt værelset. Han lå og tænkte over hvad han var havnet i, og ikke mindst trukket hende med ind i. Havde hun kigget eller hvert fald nyt at røre hans hud og se hans overkrop? 
Der gik ikke længe, før hun var tilbage med det hele.

Det var først nu hvor de ikke bevægede sig i den kolde novemberkulde, at Lilac lagde mærke til, hvordan hendes ene halvdel af ansigtet virkede hævet. Hun havde dog ikke fået set sig selv i spejlet, og Bastian havde endnu ikke kommenteret på, om hun var hævet eller rød. Måske var det fordi, at det var den kind som vendte væk fra ham, som var blevet slået. Selvom smerten var skarp ved hendes kindben, så skubbede hun det hele væk for Bastians skyld. Hans smerter måtte mindst være ti gange så slemme som hendes egne, så derfor kom han i første række. Tendensen til at prioriterer andre var dog også en af Lilacs personlighedstræk. For hende var set svært at lade være med at hjælpe svagere individer.

“Det kan godt gøre en smule ondt,” advarede Lilac inden hun lod kluden røre den nøgne hud. Når man rensede åbne sår med sæbevand vidste hun, at det svag og stak. Det var dog det eneste hun havde på hånden og en nødvendig handling. Ved man fik det hele renset igennem undgik man, at der ville gå betændelse, hvilket var meget mere smertefuldt end en udrensning. Lilac var alligevel forsigtig med ikke at forværre sårene. Flere gange rensede hun også kluden, hvis den blev for fyldt med væske og blod. Bastian var dygtig til, at holde smerterne i sig, hvilket Lilac satte pris på. Hun havde aldrig været dygtig til, at se et andet menneske lide. Når hun så dette, havde hun blot lyst til at stoppe lidelsen for dem. I dette øjeblik var hun dog den person, som påførte den.

Der gik ikke lang tid før, at Lilac var færdig med at rense overkroppens sår. Hun satte derefter kluden ned i spanden igen, hvorefter hun fandt det store healingskit frem. Først påførte hun blodmospasten på de åbne sår, hvilket skulle hjælpe med at heale dem over natten. Hun påførte et ordenligt lag for at være sikker på, at det virkede. Derefter rodede hun atter tasken igennem og fandt en anden paste. Den skulle gerne mindske buler og hindre blå mærker. Det snørede hun også på bestemte steder af Bastians krop. Dog kunne hun også selv bruge noget, men det kommenterede hun ikke på. Bastian kom først, så kunne hun kigge på sig selv efter.