Ethelihn gjorde et knæk med nakken under den store, forede hætte, der skyggede for hendes ansigt, og hang fast i en lige så foret kappe. Knækket med nakken var for at ryste en kuldegysning af sig. Her var forbandet koldt! Hvis hun ikke vidste bedre—og det gjorde hun, hun havde n meget frisk melding om, hvor ærkedæmonerne var—så ville hun tro at endnu en dæmonisk plage havde ramt Krystallandet. Men næh nej, Norden var bare kold, bundfrossen, al vand frøs til is på få blink, med mindre det bevægede sig, luften var klar i mange, mange miles afstand, og hvert eneste øjenbrynshår og skæfstub på dén dværg ders ansigt var indhyldet i et tyndt lag, hvid is. Ethelihn kneb irritabelt øjnene sammen under hætten og trak kappen endnu tættere og sin tykke læderrustning: *I det mindste var Dragorns mure tykke nok til at holde kulden ude!*

Mørkets general vandrede uopdaget gennem Norviks gader fra havnen mod den nærmeste kro med én plan i hovedet og værdigede ikke den blændende smukke, midnatsblå, stjerneoverstrøede nattehimmel et blik. Hun havde beundret den for tre timer siden, mens hun stadig var på det lille transportskib på vej fra Arctos, det nordlige tårn. Så havde dækket skælvet under hendes fødder, hvorefter skibet kolliderede med havis som en lus mellem to meget, meget store negle. Ethelihn var fløjet ned ad trappen komplet ufrivilligt og havde hamret hovedet mod rælingen. Det var ikke noget, der ikke kunne gås væk, men skibet sad fast. I to timer havde det minimale mandskab, på det minimale, diskrete skib hugget og hakket i isen, og da de endelig var fri, måtte de konstatere, at reparationer var nødvendige. De måtte standse i Norvik. Den blege, sorthårede menneskekvinde, var skam selv nordfra, men ikke så langt nordfra, og kulden var blevet for meget. *Bare noget rom til at varme mig på... eller noget mjød! Eller måneskind! ... Selv orkbryg virker tiltalende lige nu.* En dør blev åbnet og lyden af slingrende, syngende slyngkammerater, der blev sparket ud i kulden og sendt hjem afslørede lokationen af Norviks kro. Ethelihn åndede så lettet op at den resulterende dampsky kunne forveksles med piberøg.

På den anden side af krodøren var et åbent rum med tykke stenvægge, et brændende barmt bål i midten og hul over i loftet over det til røgen, dyreskind over hele gulvet og på alle bænke og stole og duften af—Ethelihn snusede ind—mjød! Her var varmt, ingen bar kapper eller frakker eller havde hætter slået op. Hvis hun beholdt sin egen hætte oppe herinde, ville hun stikke ud af flokken som et sort får. Den blev forsigtigt slået ned, men hun fandt sig et lille, tomt bord og ventede på betjening. Inden længe, stod der to tomme krus dværgemjød af billigste skuffe og et halvfyldt på bordet foran hende. Åh, hvor havde hun savnet at have et lager af dværgemjød i kælderen. De ravguleøjne flakkede rundt i rummet fra tid til anden, men det lod ikke til, nogen genkendte hende, og med hver slurk hun tog, blev hun mere afslappet og dermed mindre årvågen.

Havnen var iset til. Hviskeren lå stille, og intet havde ændret sig uanset hvor meget Lynn havde bandet og svovlet. Til sidst måtte hun se sig slået af noget så træls som det lunefulde vejr, og hende og besætningen var smuttet drivvåde i land og havde fundet den største varmestue. Her i Norvik gjorde de sig heldigvis i formidable varmestuer, og de havde fået deres drivende uniformer hængt op over det flakkende ildskær - og for nogen mere end uniformerne faktisk. Halvdelen af besætningen havde fundet sig selskab for aftenen, og en god anden del havde fået lov til at låne tæpper nok til at kunne sove varmt ude i sovelængen af varmestuen. 
Lynn selv kunne ikke sove endnu. Når vinden rev og sled i stråtaget og man næsten kunne høre sneen hvine forbi derude, var hun ikke  i stand til at falde til ro. Det var noget andet her på land, hvor ens hus føltes som om det kunne blive løftet og revet væk, modsat havet, der bare bølgede en et andet sted hen. Der følte hun sig altid hjemme. Heroppe var alt vand frossent, og det føltes helt igennem forkert.

Men på en eller anden måde var hun alligevel slumret lidt hen på en bænk, men da der begyndte at være røre omkring hende, vågnede hun langsomt op. Røren viste sig at være kropersonale, der satte krus efter krus på bordet, og det måtte jo betyde, at nogen sad der. Lidt dovent vendte hun hovedet og så på et sæt knæ, der stak ud ved stolen, som Sefris havde siddet i, inden han fandt noget bedre at lave. Sikkert regnskab eller noget tilsvarende åndssvagt.
Med en utilfreds, rumlende lyd i struben, satte Lynn sig op og så på en mørkhåret, orangeøjet menneskekvinde, der tydeligvis lige havde drukket to et halvt krus mjød. Men der var også stadig rim i håret, så hun var vist stadig ved at tø op indefra.
"Mmhej," sagde Lynn og vinkede lidt umotiveret ud i rummet mod ikke rigtig noget. 
Imponerende nok virkede det, og der dukkede mjød op foran hende. Lommelærken med vand var endt på gulvet, og hun fik samlet den op med et grynt og hældt lidt i mjøden. Kæft, hvor gad hun ikke hikke lige nu. Ikke siddende her i sin råhvide underkofte, dampfugtigt hår og et tæppe om benene, fordi hendes bukser hang på en bjælke et sted over bålet. 
"Lortevejret har også tvunget dig indenfor?" spurgte hun og tog en tår af mjøden. Det var helt sikkert det, hun havde manglet den sidste time, mens hun slumrede. Den stærke alkohol varmede ens indre som intet andet. "Vores skib sidder fast i havnen som en harpun i en hvidhaj."

*HiNGK!* Ethelihn slugte et gisp, da en kvinde, der—hvis det da overhovedet kunne lade sig gøre—var blegere end hende selv, steg op over bordkanten som et småfuldt spøgelse. Den sorthårede kvinde havde ikke lige haft planer om selskab og slet ikke uplanlagt selskab, der kunne komme til at genkende en, råbe op og ødelægge en ellers lovende aften med mjød, mere mjød, et godt slagsmål, og hvis tiden var til det, mere mjød. Ethelihn ventede og nærstuderede den småsøvnige kvinde foran sig uden at blinke, mens Lynn snakkede færdig. *Ingen genkendelse? Ingen genkendelse… Hm? Åh hun har tænkt sig at drikke! Fint, så skidt da…* Man kunne altid riste folk senere, *Pis, hun stillede et spørgsmål…* Der var to udfordringer: Det ene var at høre efter samtidig med, at man tænkte, det andet var at gøre det hurtigt, når man lige havde tømt halvandet krus pjask af noget mjød. I det mindste brændte det så behageligt ned gennem hele kroppen. Hvad var det, kvindemennesket havde spurgt om?

”Vejret… vejret, isen, et dårligt stykke reparationsarbejde i den sidste havn. De håndværkere burde!” Hun ville have fortsat: *spides på deres egne harpuner!* men noget sagde hende, at truslerne nok skulle lyde mindre… mere fintfølende, så i stedet blev det til: ”Kastes for spækhuggerne!” *
… Okay, måske var det ikke bedre… * Hun bundede tredje krus og viftede efter et fjerde, og rømmede sig så: ”Ja, vi sidder også fast… Du er måske kendt i egnen?”Det kunde slet ikke skade med en, der vidst hvornår det var sikkert at tage af sted igen. Anden brugbar info var også velkommen jo.

"Kastes for spækhuggere?" gentog Lynn, der slet ikke fangede den anden kvindes urolige indre. Selv følte hun sig tryg som en bjørneunge i moderens favn, for i en snestorm helt oppe nordpå var jo så langt væk, man kunne komme fra Mørket. Ingen her ville vide, hvem hun var, og hvis de gjorde, hjalp snestormen på ikke at kunne slæbe hende noget sted hen. Obsidianøerne lå i den komplet modsatte ende af verden. Her var der mjød og varme - og nu selskab. "Det virker som en lige mild nok straf. Hvad med at binde dem til masten, så de kan fryse deres ekstremiteter af i isvinden?"
Kommentaren faldt med et skævt smil, og Lynn gøs ved sin næste tår. Varmen bredte sig indefra og ud og skubbede ligesom den sidste kulde ud gennem hendes rygrad. Håret gik fra en let blå farve til at blive rødt ved hårrødderne, som velbehaget fik indtog i hendes sind også. 

"Men jeg er desværre ikke herfra, så hvis jeg kan ikke hjælpe dig med at finde vej, udover at sige, at det er bedst at blive inden døre det næste lange stykke tid, medmindre du er halvt yeti," fortsatte hun så og lænede sig ind over bordet, mens hun omarrangerede tæppet om sine ben. Hun fik møflet benene op på bænken, så hun sad halvt lænet op ad bordpladen og halvt liggende op ad en af varmehusets store træstolper. "Nok ikke 'desværre' egentlig. Jeg ville ikke bo her, om jeg så blev betalt for at lave ingenting. Jeg er ikke en arktisk gople." Lynn stak hånden frem mod den anden kvinde. "Lynn i øvrigt. Godt at møde dig, og jeg vil med det samme rose dig for hastigheden, hvormed den mjød forsvinder. Du drikker som et søfolk uden at ligne et - og tro mig, det er et kompliment!"
De fleste søfolk var faktisk ikke særligt kønne. Det havde oftest noget at gøre med den årelange eksponering til havsalt. Selv Sefris havde mistet sin fine, glatte hud ved at være til havs så længe, og han havde ellers været et pragteksemplar af en skovelver engang. Nu var han en søelver. Lynn havde fordelen i at være bløddyr, så huden ikke tog så godt imod salten, som de andre i besætningen, men hun begyndte også at kunne mærke det i knoglerne, når havet brusede ekstra meget, eller en storm var på vej.

*Stadig ingen mistanke? pyh!* Ethelihn følte sig mere og mere afslappet. Det ene af Mørkets tre tårne var ikke mange mil herfra, men så vidt hun vidste, var det stadig ikke almindeligt kendt. Det var i den grad til hendes fordel. Jo, hun kunne nok godt drikke videre. Vent... hvad havde hun sagt.
"HAHAHA jeg kan lide din tankegang! Vi burde hyre dig!" Det mente Mørkets general skam helt oprigtigt. Folk, der ikke lod mangel på disciplin gå ustraffet, var hendes type folk, og særligt hvis de også kunne drikke og tage nogle slag. Hvis Ethelihn nu på dette tidspunkt havde fået nys om, at hendes ny mjødkammerat var en del af Lyset, så havde afstraffelsen måske virket mere skræmmende, men faktum var, at modsat alle dem uden for Mørket, så vidste hun, at Lyset var lige så grove som Mørket, ingen regler gjaldt i krig; forskellen var bare, at Lyset førte deres befolkning bag lyset *...hehehe 'bag Lyset'.* Generalen i slet skjulende forklædning smilede et øjeblik fjoget over sit eget ordspil.
"Nah, jeg er nordbo, men ikke så langt oppe nord på," hun lænede sig nu helt afslappet op ad væggen, løftede et ben og smækkede foden ned på bænken så hende knæ stak op over bordkanten. *aaarh gople... det forklarer jo en del... tror jeg* Ethelihns løftede et forundret øjenbryn mens hun tænkte over det, og det faktum at hendes nye bekendtskabs hår skiftede farve tilsynelade efter hendes alkoholindtag. Måske. Fraværende viftede hun efter mere mjød, da hun spottede en kropige ud ad øjenkrogen.
"E- Ethel," hun stak en lap over bordet lige så hurtigt som resten af hendes halve krus mjød røg ned, og smilede skråsikkert med et glimt i øjet;  her var en værdig modstander fornemmede hun. "Så takker jeg! Men spørgsmålet er jo, om du kan følge med?" Ethelihn havde ikke fordelen af at have været på søen i årtier, men hun havde drukket med orker, og det måtte være næsten lige så godt. OG hun havde prøvet deres hjemmebrandte alkohol; det var næsten et for pænt ord for det dragepis, de bryggede. Hendes hemmelige våben var hendes magiske evner, der ud over at lade hende gøre enhver situation mere spændende, gave hendes reflekser og hendes stofskifte en lille hestesko.

"Jeg påskønner tilbuddet, men jeg er selv kaptajn på et skib, og der er ingen af de andre mudderhjerner ombord, der ville kunne sejle hende uden mig. Så ville de sidde fast på lige så gudsforladte steder som det her hele tiden!" Lynns latter fortalte, at det ikke var helt så skidt, som hun beskrev, men Hviskerens besætning ville uden tvivl gå mørke tider i møde, hvis Lynn ikke var ved siden af roret. Nok mest fordi hun kunne råbe dem alle sammen op. Selve roret var det ganske fint, Sefris havde styr på.
"Ethel," gentog Lynn og tog imod den fremstrakte hånd. I stedet for at slippe den hurtigt igen dog, holdt hun fast i et ægte sømands-jerngreb og lænede sig ind over bordet med et konspiratorisk blik og et gavtyvsmil på læben. "Er det en udfordring?"
Den anden hånd fløj i vejret for at lade beværtningen vide, at de skulle bruge mjød i stride strømme, og endelig slap hun den anden kvindes hånd. Fordi hun allerede havde været her en rum tid, vidste beværtningen, at de skulle hælde lidt vand i al drikkelse, der blev sat foran Lynn - hverken hun eller resten af selskabet var tjent med at høre på hendes hikkeri de næste mange timer. Når man havde gjort det længe nok, vænnede man sig til smagen - og heldigvis behøvede man ikke blande meget i.
Lynn greb det krus, der blev stillet foran hende og bundede det demonstrativt, mens hun forsøgte at holde øjenkontakt med Ethel. Så bøvsede hun så højt at nogen i den anden ende af stuen vendte sig rundt med en grynten.
"Så Ethel - din tur!" sagde hun med et stort smil. "Og fortæl mig imens - hvad er din grund til at sidde fast heroppe? Snestorme bør jo ikke komme bag på andre end os sydlændinge, bør de vel?"
Skulle man være helt ærlig, var det jo heller ikke kommet helt bag på dem. De vidste udmærket godt, at risikoen havde været der, de havde blot valgt at ignorere den. Hviskeren var nordpå for at sikre sig, at det nybyggede mørke-fort ikke fik storhedsvanvid, og at de ikke var ved at bygge en hemmelig flåde heroppe, hvor ingen alligevel gad kigge. Indtil videre havde de ikke set nogle tegn på lusk, og det var grunden til, at Lynn var blevet en lille smule længere. Desværre lod snestormen ikke vente på sig, og nu kunne hun garanteret vende hjem til en skideballe fra... Nårh nej, hun var admiralen. Den slags behøvede hun ikke bekymre sig om nu - ikke at hun havde gjort sig synderligt meget i det før i tiden heller. Men det skubbede selvfølgelig til de generelle flådeplaner, så måske hun skulle overveje at give sig selv en løftet pegefinger, når de kom hjem.

"En kaptajn..." Noget ved sammensætningen af "Lynn" og "kaptajn" fik noget til at ringe i Ethelihns baghoved. *Hvad var det nu den kaptajn hed... Kaptajn Flynn!* Der var den. Som ethvert andet barn i en lille flække havde Ethelhn hørt sit af gamle historier, og den ene havde handlet om pirater og skjulte skatte. Hun og hendes brødre havde lejet sørøver i flere måneder efter hun havde hørt det første gang. "Trist, tror du ville være faldet godt til! Hm, jeg leder selv et lille mandskab. Mage til uduelige skvat, der skal piskes til at lave andet end ballade, skal man edergrilme lede længe efter... Min højre hånd kan i det mindste tage dem ved nakkehårene," Ethelihn, der underdrev som tidevandet ud af en havn med alle tre påstande, tog en slurk til at sit tomme krus og løftede det derefter op i øjenhøjde, så hun kunne undersøge manglen på indhold ordentligt. Chances værste dag da også, kruset var sgu tomt. Hun tjekkede kruset på bordet en ekstra gang. Også tomt.
"Har du saltvand mellem ørerne? Gu' er det en udfordring!"

Kroen her kendte ikke Ethelihn, og det var præcist, som hun foretrak det, så hun fik hverken vand eller anden særbehandling. Død og pine følge den, der snød i en drikkekonkurrence med hende, men det var selvfølgelig kun hvis hun opdagede det. At hendes egne evner nok gjorde det op for småfortyndet mjød, var jo noget helt andet, det var jo ikke under hendes kontrol, og verden var jo et urimeligt sted.

En smule imponeret, hun skulle nok blive mere imponeret og mere fuld som aftenen gik, observerede hun Lynn hælde mjøden ned i halsrøret. "Ét svar per tømt krus," konstaterede Ethelihn. "Fint... Det har jeg jo sagt. Reparationer!" Hun tog et sip for at tjekke kvaliteten—og styrken— og for at vædde ganen, "Vi vidste, stormen var på vej og troede, vi kunne slippe fra den." Ikke hendes problem, hvis Lynn stillede spørgsmål, hun kendte svaret på. Nordboen mente godt, hvad kaptajnen egentlig ville vide: Hvad i de syv verdenshjørner lavede hun heroppe i første omgang. Men det var jo ikke det, hun spurgte om, vel. Ethelihn, der nu havde tjekket, at hun kun ville blive forgiftet af alkohol, bundede resten af kruset og satte det i bordet med bunden op.
"Så hvor længe har du været på søen?" hun rettede sit spørgsmål til, "Hvornår tog du dit første hyre?"

"Du ved godt, det ikke var det, jeg mente," sneg Lynn ind ad Ethels dårlige besvarelse, men pressede ikke mere på end det. Alle havde deres grunde til ikke at give for meget information til fremmede.
Ethels omvendte krus endte ved siden af det, Lynn havde tømt før, og så snart Lynn havde færdiggjort det næste, blev det placeret ovenpå de to. Denne gang tog det længere tid, fordi hun snakkede imens, men de kunne sikkert hurtigt nå at få lavet en fin pyramide af krus. Det var i hvert fald nu en del af legen.
"Puh, det er lidt to forskellige svar faktisk," Lynn var ikke bleg for at give den del af historien også, for mange havde en lignende start på deres sejllads. "Jeg har altid været i søen, jo," Hun gestikulerede til sig selv og håret  hævede sig en smule, som om hun var nedsænket i vand netop nu. "Jeg blev samlet op af pirater, da jeg prøvede kræfter med havet. Mit første faktiske hyre var først, da et skib lagde piraterne ned og lod mig komme med ombord. Det er vel ved at være over tyve år siden."
Lynn svang bundslatten rundt, inden hun bundede kruset.
"Sidst vi gik i land og tog på kro, var det i Fristavn. Jeg siger dig, det var noget værre sprøjt i sammenligning med det her. Nej det her er sgu godt nok!"
Hun var gået i land mellem Fristavn og dette isindsvøbte lortested, men det havde været Dianthos for at lave papirarbejde, så hun følte faktisk ikke, det talte. Hun havde altid vidst, der var konsekvenser ved at stige i graderne, men at de skulle være så tørre havde hun ikke helt forudset. Pen og papir ville aldrig blive hendes stærke side. Slet ikke, når man tydeligvis ikke måtte bande på skrift, der blev sendt direkte til Lysets Dronning.
"Hvad er det vildeste sted, du har sejlet - eller det vildeste du har oplevet, mens du har været på havet?" spurgte hun så. "Et eller andet, der er en god historie!"

Ethelihn lumskt, men ikke  uvenligt. Ja ja, hun vidste godt, hun havde sneget sig uden om spørgsmålet. Og hun havde jo om nogen, en virkelig god grund til ikke bare at fortælle den nærmeste goble, at hun var kommet herop for at inspicere selv samme tårn. For nu var de kun ved at sikre sig området. Det gik efter planen. Flåden deroppe voksede også stødt, men ikke for hurtigt eller for tæt på tårnet. Fartøjerne lå længere mod øst i nogle grotter. Et gys løb gennem hende. Nordboen havde ellers troet at nordhavet var koldt, men bare tanken om de grotter, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen. Hun og hendes følge havde også været på udkig efter ubudne gæster. Ind til videre havde ingen snuset mere end vad sundt var. Men hun havde da en smule stolthed. Måske havde kaptajnen fortjent et mere uddybende svar. På et andet spørgsmål.
Ethelihn fulgte fascineret halvgoblens bevægelser og lyttede interesseret, mens Lynn fortalte. *Vent... piratskibet blev slået ned?* Et af de tynde, sorte øjenbryn blev hævet. Var hun var kaptajn på de nye skib? Et af Mørkets egne skibe kunne vel have sunket skuden. De havde sammenstød med piraterne ligesom alle andre, men Ethelihn kendte navnene på alle kaptajnerne under hende, og ingen af dem var en halvgoble ved navn Lynn... Så vidt hun huskede. Det virkede mistænkeligt. *Kunne det være...* Et lys op for hende. En løsning, der fik alle brikkerne til at falde på plads. Piraterne er jo konstant oppe at toppes indbyrdes! OG hun har været i fristavn. Med den konklussion smækkede Ethelihn en bestøvlet fod op på bænken, hun sad på. Selvfølgelig var Lynn ikke en del af Lyset; de ville aldrig indrømme, at de lod deres folk fryse deres fingre af. De ville også have været synd at skulle afbryde sin orlov for en Lysets kriger. Særligt når den orlov kun ville vare et par timer endnu. Nå. Hendes tur!
Med en lynhurtig bevægelse, snappede Ethelihn et krus mjød fra en bakke, der helt sikker ikke havde været tiltænkt deres bord.
"Så du har været på søen længe..." komenterede Ethelihn anerkendende og helt en beregnende pause, "Jeg begyndte nogenlunde samtidig. Ved dæmonernes horn det føles som evigheder siden."
Ethelihn tømte sit nye krus, og smækkede det ned på den begyndende pyramide af tomme drikkebeholdere. "Åh, godt spørgsmål!" roste "Ethel". Og så tænkende hun lidt mere over det. Lidt for godt spørgsmål. Hvis hun sneg sig uden om igen, allerede, kunne hun lige så godt sætte et skilt for panden med 'jeg har ikke rent mel i posen, udspørg mig'.
Det var skidt nok, at hun næsten aldrig var på søen, og endnu værre at næsten alle hendes gode historier var fra slagmarken. Hmmmmmm... Hun var i salen, da Mørkets Lord tog Lysets trone? Nej, alt for kort gæsteliste. Hun havde slæbt det meste af Mørkets hær hele vejen op til Dragorn under dække af illusionister og indtaget borgen i løbet af få dage? Åh, den manøvre havde hun været stolt af... Nej, havde hun tabt hjelmen!! Desuden kunne Dragorn ikke være længere fra havet. Obsidianøerne? Jo... Jo, det måtte hun kunne slippe afsted med at fortælle.
"Åh jeg kunne fortælle dig mange historier..." Ikke en komplet løgn. Så længe de måtte være fra landjorden. "Men at se Obsidianøerne rejse sig fra havet... havet kogte og sydede og røgsøjler fra vulkanerne dækkede for solen fuldstændigt ligesom under plagerne... Det for storslået!" *Ups* Ethelign hostede som havde hun fået en dråbe mjød i den gale hals, "Og forfærdeligt..." Hendes stemme var ærefrygtig, men ikke kun. Merihem, hendes herre, var magtfuld. Men at se den kraftopvisning, som han have udført ved at fremmane hele landmasser, med egne øjne, havde været frygtindgydende. Der skulle meget til at skræmme generalen efterhånden, men den dag havde hun følt sig som en myre på en myg—hun havde trods alt siddet på en drage—, som kun eksisterede, fordi det passede ærkedæmonen.
Mindet gjorde, som minder gør, og  bragte angsten tilbage et øjeblik, men den blev prompte undertrykt så den blev blå i hovedet af luftmangel, før Ethelihn lænede sig sidelæns indover bordet og stillede sit næste spørgsmål: "Apropos gode historier! Fortæl mig om engang, du kun lige slap afsted med livet i behold." Selvfølgelig havde Ethelihn selv en del nærdødsoplevelser, men de involverede som regel andre væsner. Det var noget helt andet, når man var oppe mod havet og naturens elementer.

    Lynn havde lænet sig ind over bordet for at lytte bedre efter, men Ethel fortalte sin fortælling om Obisidanøerne. Selv huskede Lynn de mørke skyer, der var drevet ud over havet den dag, som var det i går, det skete, og hun gøs sammen med Ethel så det ud til. Den slags magi burde være forbeholdt Valeria og ikke en dæmon, uanset hvor ærke. Det var næppe tilfældet, at Valeria havde tilsmilet dæmonen og faktisk givet ham lov, nej han måtte være trådt ind på et domæne, der ikke var hans at betræde. Nu var der øer, hvor de ikke burde være, og de var der for at tjene fjenden.
    Lynn rystede følelserne af sig. 
    "Jeg husker den dag lige så tydeligt," medgav hun og rakte over på nabobordet, hvor en af hendes besætnings var faldet i søvn henover et endnu fyldt ølkrus. Det havde hun mere brug for end ham i hvert fald.
    Imens hun tænkte over sit eget svar, studerede hun kvinden foran sig. De var started omtrent samtidigt på havet, men alligevel så hun nu yngre ud. Yngre end Lynn selv i hvert fald, hvis hun lige sådan hurtigt skulle gætte. Måske var det bare fordi den anden kvinde ikke havde børn. Dén slags blev man ældre af. Næsten mere end når havet blæste ens år af. Selvom kvinden ikke så helt så saltvandsindsprøjtet ud som resten af kroens skibbrudne, havde hun dog en tilpas beskidt mund til, at Lynn ikke behøvede mere overbevisning. Hvis man bandede på dæmon-horn, var man fra havet, og længere var dén såmænd ikke.
    "Det sker lidt for ofte, at jeg ender i den situation, egentlig," sagde hun med et latterfnys og bundede sit krus. "Jeg havde engang jagtet nogle trælse typer helt ind på fastlandet for så blot at blive overfaldet af en løve. Altså en halvdyrs-løve, forstår du. Og han får revet og kradset i de få folk, der stadig er fulgt med mig." Lynn krummede fingrene som klør og slog i luften for at understrege historiens vildskab. "Vi sloges og sloges, indtil vi er dødtrætte, og så zalme om ikke han siger noget, jeg engang har læst i min kaptajns bog." Lynn lo højt. "Vi var fra samme sted, du! Om ikke vi havde den samme overordnede og alt muligt. Han var bare ikke lige en så god sø-løve, så han var gået i land. Kan du forestille dig det - at blive dræbt af en af dine egne. Det er på listen over slam-død, jeg ikke gider opleve. Jeg skal gå ud med et brag. Ikke noget der lyder træls i røverhistorierne bagefter! Ha! Jeg har næste spørgsmål! Hvad er det vildeste, dit skib har været udsat for? Om du var ombord eller ej!"
    Det var jo enhver kaptajns hjertebarn, det skib. Lynn kunne plapre i dagevis om sin egen Hvisker. De ting, hun havde udrettet, og de knubs, hun havde taget i årenes løb. Hendes sjæl var der altid. Selv hvis man skiftede hvert eneste bræt, ville hun stadig være deres. Besætningen kendte hende, og hun kendte dem. Lynn kunne ikke forestille sig at være på havet uden.