Forhandlingerne var endelig nået sin ende, endda længe førend det var forventet. Gamle såvel som nye handelsaftaler var blevet realiseret, blandt andet en aftale om at Islington spiritus naturligvis ville levere samtlige af de våde vare, når brylluppet mellem Aldamar af Arys og Adena Reier skulle stå.
Der havde naturligvis været lidt tovtrækkerier med at finde en pris, som begge familier kunne være tilfredse med. Hele slagets gang var blevet styret af de to aldrende mænd, Fyrsten af Arys og Hertugen de Richelieu, alt mens den unge fyrstearving og hertugindearving begge havde siddet mere eller mindre tavse ved siden.
Knapt var det mørke blæk nået at tørrer på det gulnede pergament, hvorpå der med sirlig skrift var blevet nedfældet de forskellige indgået aftaler, før invitationen om at deltage til aftensmål tid blev slynget ud og grebet af Hertugen. En middag der var timer til og det var derfor ikke så meget et spørgsmål som en forventning, da Fyrsten bød sin søn at underholdes gæstens datter indtil da. Inden den kønne unge mand kunne komme med protester om, hvorfor han lige netop ikke kunne dét, havde begge mænd rejst sig fra deres sæde. Hvorefter de trak sig tilbage til en af de mindre stuer, hvor de ville smage på den medbragte gave til fyrsten; whisky af Islington.

Ladt alene tilbage med prinsen, nåede stilheden kort at sænke sig i rummet før komtessen som den første valgte at bryde den. ”De bor her fast, korrekt? Er De glad for at være her, i Dianthos?” spørgsmålet blev stillet med et høfligt smil om læberne, men nysgerrighed spillende i de grå øjne. Hun kunne ikke mindes sådan rigtigt nogensinde, at have snakket med Aldamar, men han var en skikkelse der på inden måde gik i et med tapetet og som hun sad her overfor ham, så forstod hun godt hvorfor mange havde håbet på at stå i Adenas sted.

Det var ikke uvant for fyrstesønnen at assistere sine forældre i de forhandlinger der blev lavet rundt omkring i landet, og det var der flere grunde til. Som arving var det til dels ikke en mulighed at sige fra, og hvis han gjorde, skulle det være af en bedre grund end den umiddelbare, dovne 'jeg gider ikke' kunne præstere. Men som person var han heller ikke helt ubrugelig, og havde (hvad han i hvert fald selv ville mene) et kløgtigt hoved på sine brede skuldre. 
Helt lavpraktisk, var der dog også et element af at være et skridt foran dem man var sammen med, da fyrstesønnens evne mere end en gang, havde været den afgørende brik der vendte en ufordelagtig aftale, til en med frynsegoder endda. 

Idag havde den dog ikke været videre nødvendig, da Hertug de Richelieu ikke var en uærlig mand. Og hvis han var, så var han det i hvert fald ikke i Arys familiens fyrstelige selskab. 

Hvilket betød en relativ hurtig afslutning på et vigtigt møde; Aldamar sukkede tilfreds da håndslag blev givet videre, ret så glad for udsigten til at kunne komme videre med sine egne agendaer og målsætninger for aften - han havde et stævnemøde at tage hånd om, og skulle akkurat lige til at rejse sig...
... da han blev påbudt den værtende families opgave, at underholde frøken de Richelieu, som Hertugen havde taget med sig. Ligesom Aldamar havde hun også siddet ret så tavs under selve forhandlingerne, og en lille del af Arysprinsen... havde håbet at hun ville blive sendt imod Arya's værelse. Eller sågar selv havde noget hun skulle nå, her i byen. Det var dog ikke sådan at Aldamar nåede (eller med hende siddende lige der, ønskede) at brokke sig, så da fædrene forsvandt væk for at trække proppen af en god flaske, fulgte han dem en anelse skarpt med blikket, førhen at det faldt tilbage på Olive. Mørkeblå mødte gråt, og fyrstesønnen kørte en hånd igennem de mørke krøller, idet at han rystede en anelse på hovedet. 

Aldamar rejste sig idet at hertugdatteren åbnede munden, og smilede en anelse ved det høflige spørgsmål, førhen at han kort nikkede. "Jeg savner Zircon og Ædelborg, men Dianthos har vokset på mig. Byen har en bestemt... charme, som er svær at finde i de mindre forstader" kom det fra ham, en lille latter i kanten af den dybere stemme. Charme var i hvert fald et ord for den mand der holdt Aldamar her. Få skridt bar ham op til et skab bagved Olive, hvor at han fiskede 2 glas, og en flaske yderligere frem - de ældre herrer var ikke de eneste der kunne nyde tidsrummet med noget godt til ganen. "Hvad med Dem? Har De planer om at flytter hertil, eller er Deres base i..." Aldamar genkaldte sig kort hvad navnet var, idet at han satte sig igen. "... Iselinborg, alt hvad De behøver?" 
Spørgende rystede han flasken, hvis det nu kunne friste. Han skulle i hvert fald have et glas selv. 

Det var kun skarpheden i det blå, der virkelig afslørede at arvingen helst så sig fri fra at agere underholdning eller hvis man var grovere, at agere barnepige med aldersforskellen der var mellem de to unge mennesker. Heldigvis lod det til at den kønne sorthåret mand, var lige så vant til at træde ind i roller han helst så sig fri for, som den unge komtesse var. Derfor lod Olive det da også fare, at hun havde set antydningen i hans blik. Virkeligheden var også at hun sjældent var i rum med andre, der bar samme byrde som hun for omtrent et år tiden, havde fået lagt på sine skuldre.

Tvivlen greb om den lille kvindeskikkelse, da prinsen i samme moment hun begyndte på sit spørgsmål, rejste sig. Havde han tænk sig af gå, nu hvor hans far ikkelængere var i stand til at sende strenge blikke og irettesættende rømmen? Tvivlen blev gjort til skamme. Hvilken mand med bare en snert respekt for sig selv, ville forlade et rum midt i et spørgsmål eller et svar?
Stemmen var dyb, passende til hele hans udstråling og alligevel overraskede den, så de velplukkede øjenbryn rejste sig forundret. Var han virkelig så perfekt på alle leder og kanter?
”Det kunne jeg forstille mig. Landets hjerteby er noget for sig selv i alle aspekter.” medgav hun ham, om end hun ikke havde den fjernest ide om, hvad eller mere præcist hvem der var ment. Med hænderne sat i sofaens sæde, flyttede Olive sig nok til at hun kunne se hen over ryglænet og følge hvad adelssønnen var i færd med – hun fortrak trods alt at kunne se dem hun snakkede med.
”Planen var at jeg skulle have haft et år eller to ved hoffet på Krystaldpaladset, men…” hovedet drejede sig, så det i stedet var i profil mod ham, da blikket sænkede sig til de forstummende ord. ”Planer går ikke altid som man ønsker det. Ville jeg gerne have oplevet et liv i hovedstaden, som ikke kun var sporadiske besøg? Bestemt, men min papa ser helst jeg bliver på Iselinborg, nu hvor det er offentligt kendt det en dag er mig at overtage og sikre familienavnet forbliver stærkt.” det var med et oprigtigt smil, da komtessen igen lod det grå hvile på værtssønnen ”Heldigvis er turen her til ikke alverdens lang, og jeg er her så ofte det er mig muligt at lave aftaler.” aftaler var en noget vag betegnelse, som kunne dække over mange ting. Alligevel var det sjældent Olive brugte ordet tatoveringer i sådanne sammenhænge, selvom det ikke var ubekndt blandt også de højbårne at hun også tatoverede.
Efter at have set flasken an. Sikret sig han ikke var ved at byde hende på whisky eller andre klassiske herre drikke, takkede hun ja til et glas med et tydeligt nik. ”Men jeg misunder Dem nu alligevel lidt” indrømmede hun med to fingre holdt op mellem dem, hvor et svagt mellemrum mellem kunne tydes.

Som den reserverede person Aldamar var, måtte det ikke være nogen overraskelse at han var en god lytter. Selvom han naturligt havde en hvis blikfang i sine højnede bevægelser - eller en hvis imødekommenhed i hans lyse men skarpe ansigt, var det sjældent at han åbnede dybere op end hvad overfladen skulle have at byde på (af en mand af hans stand). Han foretrak at holde samtaler med fremmede i den sikre og perifære zone, og hvis de fyldte stilheden, slap han for at gøre det. Mest fordi at ord havde vægt, og vægt kunne bruges til mange ting. Det skulle dog ikke tage lang tid for den unge komtesse at fange en vag form for nysgerrighed hos fyrstesønnen, og Aldamar kiggede kortvarigt op idet at han fyldte hendes glas, et undersøgende glimt imellem alt det mørke, midnatsblå. 
Så hun misundte ham? 

Det ville hun ikke være den første til at gøre, og nok heller ikke den sidste. Og selvom Aldamar havde sine grunde til at påpege at hans liv næppe var... misundelsesværdigt, givet hvilke ar Arys familien havde pådraget sig igennem årene, så mistænkte han hende ikke for at mene fyrstelivet som helhed, når hun talte her nu. 
Flasken rykkede over hans eget glas idet at Olive's var halvt fyldt op, og den røde farve kastede en kontrastfyldt glød på prinsens blålige skjorteærme, da han løftede det til en lille skål. "Der er vigtige relationer at blive dannet her i Dianthos, det er jeg sikker på at Deres far ved..." pointerede Aldamar en anelse eftertænksomt, og tog en slurk af den liflige væske. En smag der med en rund eftersmag kælede for tungen. "... særligt givet hvor... nyt det hele er, for Dem" forsatte han, og betragtede hende ret så ublufærdigt i sin overvejende mine, inden at han endelig slap den ret så insisterende øjenkontakt han havde fået - eller tvunget - stablet på benene. 

Aldamar's smil efter havde en magelig kant, og han lænede sig tilbage i sofaen, det ene ben krydset over det andet, og en sorgenfri udstråling at observere. "Så måske det i større grad er for at beskytte Dem - " de adelige lag kunne være som gribbe omkring arvinger der ikke kendte spillet, og man ønskede ikke at lade sig besnære af den første eller bedste Baron der lovede guld og grønne skove. " - at han gør det. Det kan man vel ikke bebrejde ham, kan man?" men Aldamar kendte en insiterende personlighed når han så den. Olive Aina de Richelieu virkede næppe som en person der ønskede at blive beskyttet, omend det var alt for tidligt at sige endnu. 

En klog person lyttede, vægtede og vejede de ord deres selskab delte ud af, uden at afbryde mere end med små korte hovedbevægelser eller måske et ’mhm’ til, at indikere at deres opmærksomhed ikke var gået tabt. Var det en overraskelse for den unge komtesse, at Arys prinsen var én af de personer? Ikke rigtigt, det var trods alt en vigtig evne at besidde, hvis man skulle kunne spille sine kort rigtig.
Alligevel lykkes formåede hun med sine ord at vække mere end blot et lyttende øre. Glimtet af nysgerrighed var næsten ikke mærkbart og havde let kunnet være gledet under radaren, havde det ikke været fordi blåt atter mødte det grå, der aldrig helt havde forladt hans skikkelse. ”De hørte rigtigt.” forsikrede hun roligt. Uden at ordene bar præg af Olive troede Aldamar skulle betvivlede sin egen hørelse, men åbnede i stedet for muligheden til at han gerne måtte spørger ind, hvis han ønskede et svar.
Hun rykkede lidt nærmere kanten af sædet, så glasset kunne nås, men ventede tålmodigt på at der var sænket i hans glas og en skål bød hende at smage på den røde væske. Med glasset løftet til skålen, tog hun en tår af vinen. Hvidvin var normalt hendes fortrykkende, da rødvin til tider kunne have en lidt for gærdet smag. Det var derfor med et overrasket udtryk Olive sank mundfulden ”Det må jeg sige, Deres smag i vin er ganske fortræffelig.” lød det komplimenterede. På ingen måde sagt som den leflen han så tit måtte være mødt med.
Hovedet skrånede sig, lyttende med en oprigtig interesse for hans teori. Langsomt voksede smilet sig større jo tættere han kom på sandheden. Det var alligevel noget at høre det fra andres læber, det gav i sandhed ordene en helt anden substans ”Er De altid så god til at gætte Deres højhed?” spurgte hun mere eller mindre retorisk med en moret kant i den lyse stemme. Hvorefter glasset blev løftet på ny og hun over glassets kant lod blikket søge over ham, med samme ublufærdighed som han havde taget hende i øjesyn.
”Men De har ret. I starten skyldes det tabet af min ene bror, men hvilken forældre vil også undvære endnu et barn længere end højst nødvendigt? Nu hedder det sig, at jeg har meget at lære og Guderne vil vide det ikke kunne være mere sandt. -” en mindre kunstfærdig pause blev taget, mens hun gjorde sig det lidt mere behageligt i sofaen. Dog uden at miste for meget af den ranke holdning ”- Nu skal det naturligvis ikke forstås som at jeg er er fuldkommen bundet på hænder og fødder. Et kompromis har givet mig lige så meget frihed, som den er blevet begrænset.” svarede hun ærligt og uden skyggen af sørgmodighed over det faktum.
”Men hvad med Dem? Føler De i sandhed at De er blevet rigtig fri af at søge hertil? Findes ægte frihed i virkeligheden for folk som os?”.

At blive komplimenteret på sin gode smag - det værende tøj, vin, interesser eller sågar hårstil, det var altid et sikkert kort at hive frem. Ganske forventeligt, så var det dog noget Aldamar havde hørt sin del af igennem årene, og der var velsagtens også et naivt år hvor at det havde virket fantastisk for dem der ønskede at komme tæt på Arysprinsen. Hvor at det havde gjort hvad det skulle, hvor at det havde havde åbnet en lettere vej ind til hans inderkreds af folk. 
Men det virkede dog ikke til at Olive havde en plan om at vinde ham over med smiger, hvilket han kun kunne respektere - og derfor nikkede Aldamar let til den elegante kompliment. Han takkede, hans smag i vin var ganske fortræffelig. 

Dovent blev vinen slynget en anelse omkring i det krystalklare glas, ledsaget af et høfligt smil, der i slutningen af hendes lille spørgsmål fik en lidt skarpere og mere morende kant til sig; de mørke øjenbryn gled en anelse ned i de havblå øjne, og fyrstesønnen tog en kort tår inden at han svarede. "Ikke altid" musede han, trods ordene stod en anelse tomt uden det tavse: men ofte, som burde være kommet. 
Og det havde trods alt været ret så korrekt, idet at komtessens opfølgende ord bekræftede det han havde fået ræsonneret sig frem til. Hun virkede dog ikke sørgmodig over sin situation, og det kunne han kun bifalde. Han gjorde sig ikke godt i ynk, og var det den retning samtalen havde taget, havde det mildest talt skuffet ham. Men nej. Det var ingen hemmelighed, at Aldamar af Arys fandt filosofiske spørgsmål, essentialismen der gennemsyrede deres verden og socialkonstruktivisme værende fantastiske samtaleemner, og funderende tog de mørkeblå øjne et overvejende glimt til sig. Kløgtigt formuleret. 

Det var dog ikke længe han behøvede at overveje sit svar; frihed var et emne der lå Aldamar utrolig nært. "Af at søge her til?" gentog han som en forsikring om at de var på samme side i snakken, og måtte med et smil sige "Nej". Øjnene gled kortvarigt imod rødvinen i glasset, hvis dybrøde tone næsten forekom violet, dens lysspil var fængslende. "Jeg mener bestemt, at frihed for folk som os, ikke kan opleves igennem omgivelserne. De spilleregler og det ansvar der følger med vores titel, følger med os overalt - fra den mindste by i nordlandet, til den største hovedstad i midterlandet" Aldamar holdt en momentær pause, og blikket gled tilbage imod Olive, imens en finger gled op til tindingen, og prikkede langsomt der. "Det er en sindstilstand. Frihed og fængsel..." Aldamar sukkede, men næppe sørgmodigt. Det var bare sådan tingene var, og sukket havde en mere teatralsk effekt, end en oprigtig effekt. 
"... men at opleve frihed igennem en anden?" Aldamar's skarpe øjne gled tilbage på komtessen, og den spørgende tone stod en anelse alene tilbage. Den største frihed han havde oplevet, havde han oplevet sammen med Fabian, i den berusende følelse af uovervindelighed, lidenskab, magt og mod. Der følte Aldamar sig fri, også af sind. 

Kun de færreste brød sig oprigtigt ikke om at modtage ego pustende komplimenter, men kun de færreste kunne se igennem de ægte og de fremtvungne. Sammen med at få stive påtaget smil til at virke oprigtige, så var det at få indsmigrende komplimenter til at virke sandfærdige en kunstform, som samtlige højbårne lærte at mestre i en tidlig alder.
Olive var da her heller ingen undtagelse, om end hun meget sjældent gjorde brug af de egenskaber. Ros blev oftest kun givet hvor den var berettiget. Noget langt de fleste omkring hende hurtigt erfarede sig, hvis de var skarpsindige nok, som den unge fyrste arving. Det var trods alt noget af det værste den unge komtesse vidste. Når hun aktivt var tvunget til at forholde sig til noget, så simplificeret som forsøg på flask indsmigr, hvorfor hun uhyresjældent gjorde sig i det.

Lyttende og til dels anerkendende, nikkede Olive inden hun alligevel ikke helt kunne dy sig for at benævne det tavse ”Men ofte.” der så tydeligt skulle have fulgt efter. Det var i hvert fald hvad hun skamløst gættede sig frem til. De opfølgende ord var sagt med en underliggende latter i stemmen, uden at det virkede som et forsøg på at undergrave hans svar. Hun skulle jo nødigt give ham en bevæggrund for et fjendskab, mellem dem for noget så debilt som en latter.

Langt de fleste ville nok hårdnakket at folk som dem, aldrig ville opleve hvad det ville sige at være bundede. Men at deres titler og ikke mindst krystaller alene gav dem en langt større frihed, end en omrejsende eventyrer nogensinde kunne opnå. En påstand der objektivt hold en del af sandheden, for krystaller og titler kunne få en langt og åbne mange døre, men dertil kom alle de der samtidigt smækkede i omkring. Det mest essentielle spørgsmål var nok nærmere, om men kunne indfinde sig under den begrænsede frihed eller om man var villig til at opgive bekvemmeligheden i jagten på ægte frihed.
et bekræftende "Mmh." til gentagelsen forsikrede om at han havde forstået hendes ord korrekt. Det var ikke fordi Olive ikke delte samme synspunkt som Arys prinsen, men hans klare og sikre nej fik trukket hvert af de mørke øjenbryn i hver sin retning, i en blanding af forbløffelse og spørgelyst.
Aldamar kom forsørgelsen om en uddybning i forkøbet og hun blev på ingen måde skuffet over den synsvinkel han præsenterede. En ganske interessant indgangsvinkel på spørgsmålet, der straks satte de eklektiske forbindelser bag det kvikke blik i gang.
En sindstilstand…
Olive havde været midt i en tår, da hun måtte bide den over ved den sorthåret adelssøns næste sætning. Gennem en anden? Havde hun faktisk hørt rigtigt? Ubevidst havde den nysgerrighed der blev vagt, flyttet hende en anelse længere ud mod sædets kant og derved ’nærmere’ Aldamar ”Det… Jeg er ikke sikker på jeg helt forstår, hvad De mener med at opleve frihed gennem en anden? Altså et andet humanoid væsen?”.

Ryggen slap sofaryggens væg idet at Aldamar nu også lænede sig en anelse frem, som var det en forsinket reaktion og spejling af komtessens egen bevægelse om at komme nærmere. Aldamar's mørke øjne synes tilmed også at funkle en anelse vagt i den nysgerrighed hun bragte med sig, i sin stemme, mimik og kropsprog. Åh joh, hun virkede skam til at forstå. Måden hun forklarede det på fik nemlig fyrstesønnen til at nikke, og det enkle form for jah, blev ikke lang tid fulgt op af en yderligere uddybning. 
Men først, var det dog at endnu en tår blev taget af vinen, og med en lavmælt klirren satte prinsen glasset fra sig igen, fingerspidserne nu presset ind imod hinanden i en trekanten vinkel, siden af pegefingeren ud fra læberne. 

Trods den afstand der holdt dem på hver side af bordet, kunne fyrstesønnen ikke lade værd med at føle hvordan at rummet snævrede en anelse ind, ved den øjenkontakt der etablerede sig i den korte stilhed, og fingrene flettedes endelig ind imod hinanden, så de kunne støtte under den stubbede hage. 
"Igennem et andet væsen, jah" Aldamar's lyse ansigt gled en anelse på skrå - en bevægelse der fik de mørke krøller til blødt at glide over den fint-mønstrede skjorte han bar. "Der er mange former for frihed - bevares - men den... ægte slags? Den slags der transcendere den fysiske frihed. Den kan sagtens findes på andre måder - i gennem.... meditation, i gennem oplevelser, igennem livsmål og rejser, men..." en kunstpause, og fyrstesønnen smilede en anelse morende idet at han trak på skuldrene. "... også igennem en anden"
Det var stadigvæk et spørgsmål henvendt til hende, og Aldamar der havde sit eget svar på hvorfor at det var en pointe han kunne stå ved, var mere interesseret i at høre hendess vinkel og kløgtige arbejde med den teori. Men dog, en lille latter fik Aldamar til at løsne den ene hånd, og han greb efter sit glas igen. "Og, alt det sagt med farer for at lyde som en håbløs romantiker, eller en gudsgivet idealist" klukkede han, himmelvendte øjne i et fornøjet lille løft imod loftet, inden at de fandt Olive igen. Enhver der kendte ham, ville pointere at han var ganske langt fra de to ting. 

Man skulle være ualmindelig ubegavet for ikke at nævne både døv og blind, hvis ikke man havde bemærket de mange sultende blikke, der til tider blev delt mellem adelens folk.
Hvordan en ledende hånd sank længere ned mod lænden, inden døre lukkede sig bag den. Ugift og gift. Langt de fleste dygtige til at omgås sandheden, glide ind i skyggerne fri at nysgerrige blikke og fordømmende mumlen. Kun endnu færre kunne sige sig fuldkommen hellige for syndige eller fordømmende tanker. Olive selv været mere tilbøjelig til at falde under den sidste kategori.
Alligevel havde prinsen formået at prikke til noget hos hende, for selvom hun sjældent lod sine meninger prikkes til og endnu sjældnere skubbes, så formåede de fortællende ord at bringe store nysgerrige, videns begærlige øjne frem. Stik modsat den rynken på næsen, som hun normalt ville undertrykke. Om det i virkeligheden skyldes, at ikke antydningen af gul aura, strålede fra den velholdte krops kontur eller om det i virkeligheden bundede i, at den unge brunette, mere aktivt over de seneste par år, var begyndt at bemærke flere af hoffets unge mænd med mindst en håndfuld rosafarvet smil til følge, det var ikke til at vide, men sandt talte den sorthåret fyrstesøn.

Den lyserøde tungespids kom til syne mellem læberne, hvor den gled fugtende over den fløjlsbløde hud. Stilheden der lagde sig mellem de to arvinger, var på inden måde tung og akavet, mens Aldamars ord bundfældede sig. Det var lige før man fysisk kunne hører hvordan nerveforbindelser bag den lyse pande slog gnister, indtil Olive endelig brød roen ”Beklager hvis mit spørgsmål er for direkte, men De slår mig som en ærlig mand,” blikket søgte hans uden tøven og uden antydningen af, at de følgende ord ville være sagt for at fornærme eller smigre. Med skulderne trykket tilbage, rankede hun sig fra den små fremlænede position "Men hvad så når De bliver gift? Jeg formoder denne person, som giver Dem en frihed der ikke kan måles med nogen anden, ikke er Deres trolovede? Hvordan skal man give noget så simpelt og dog så essentielt op igen? Er frihedens sødmefulde frugt værd at risikere sit navn for?” var det ikke nemmere at acceptere tingenes tilstand, at ligeså mange privilegier som deres ophav gav, mindst den samme andel begrænsninger fulgte der?
Nej Aldamar ville aldrig miste sin titel. Ikke for noget så trivielt som utugt, men for mange giftdryppende rygter, der ville følge ham som en hvisken i krogene ville, hvis ikke man trådte varsomt og klogt, på sigt kunne risikere at eliminere gode aftaler og tætte venskaber.

Der var altid noget ganske charmerende over nysgerrighed. Fyrstesønnens egen ledte ham ofte mange steder hen, og selvom han sagtens kunne se en virkelighed hvor at han uden tvivl lod sig nøjes med det han havde, eller stadfæstede sig ved hvad han hørte - han ville blive fyrste en dag, han kunne have rådgivere der stillede de vigtige spørgsmål, som han kunne give videre - var det så fjernt fra hans natur som noget kunne være. Han var videbegærlig, men kritisk anlagt. Han kunne ikke lade være med at stille spørgsmål til hvorfor tingene så absolut skulle hænge sammen på en specifik måde, og selvom man kunne komme langt med at hævde traditioner som et nemt svar på meget.... jah nemlig, svaret der lød 'fordi sådan har vi altid gjort' - selvom man kunne komme langt med det... så var det stadigvæk ikke langt nok. Eller godt nok, for den sags skyld. 

I hvert fald ikke når det gjaldt ham selv. 
Dualismen i de tankemønstre, lå dog i forpligtelserne ofte kom forud for interessen; nogle ting burde man ikke ændre på, når man sad som han gjorde, men i den grad også som Olive selv gjorde. 

I stilheden efter, var det dog ikke en ubehagelig tavshed der fyldte luften. Tanker blev tænkt. Og da de blev ytret, var det at Arysprinsen's mimik tog en fornøjet drejning. Et godt spørgsmål. Med den tanke lænede han sig en anelse tilbage, hvormed at den ene hånd dovent svirvlede vinen rundt i det glas han holdt i den ene hånd, og den anden gled op til hagen, og gnubbede kort det sorte skæg. "Der er en gammel talemåde i min familie... den er simpel, men den hænger ved" kom det overvejende fra ham, og Aldamar tog en slurk af vinen, inden den blev sat væk igen. "Du er en Arys. Du er en Arys, Prins Aldamar" hvad det betød, kunne hun så selv overveje. Det var ikke svaret på hendes spørgsmål, blot en begrundelse for hvad der nu kom som opfølgning, og Aldamar trak på skuldrene. 
"At gifte sig er ikke en lænke der lægges om Deres fod, Komtesse de Richelieu..." noget han selv havde haft forfærdelig svært ved at se eller forstå, men nu... havde en anden nuance på. Men han var også heldig, til en livsforandring. ".... men båndene man knytter, har en vis tyngde. Med det sagt, er det altid den ældste fødtes byrde at tænke på navnet, bærer den tyngde, så de andre ikke behøver" intet var vigtigere end familien... og hvis valget en dag måtte stå imellem Fabian og familien, hvis dagen oprandt, hvor at han ikke kunne være grådig og vælge begge... 
... så var det ikke hans lod at finde den slags frihed, hvor dragende det end var. Så måtte han finde en ny måde. 
 

Olive havde bevæget sig faretruende tæt på grænsen til at hendes ord kunne blive vendt til en mindre fornærmelse. Noget hun på ingen made havde den store interesse i. Ikke alene var det den kommende fyrste hun sad overfor, en ung mand hun hellere så sig på god fod med fordi det bare var nemmest for alle parter. Men så bestemt også fordi det havde vidst sig at Arys Prinsen var ganske behageligt selskab. En der kunne konverseres med om dybere ting, på en saglig måde. Fremfor at udveksle overfladisk leflen, som de begge nok helst ville have været for uden.
Heldigvis faldt spørgsmålet i god jord hos ham og I et øjeblik syntes hun nærmest at kunne læse hans tanker, bag det fornøjede udtryk. Det kunne hun naturligvis ikke.
Svaret efterlod hende dog ikke klogere og dog. Selvom talemåden manglede forklaringen, så forstod hun. Det var I hvert fald hvad Olive bildte sig selv ind, mens hun tillod sig at drikke lidt af den gærede væske. Familiens interesse kom altid forud for alt andet, selv dybt følt kærlighed og lykkerus.
De opfølgende ord var dem hun hæftede sig mest ved. I hvad der syntes som et langt øjeblik, lod hun blikket fare hen over Aldamars skulder, forbi de sorte krøller, mens ordene fik lov til at bundfælde sig.
”Sådan er der aldrig nogen, som har forklaret det før. I hver fald ikke i sådan en formulering.” en tynd streg tegnede sig mellem de mørke bryn der kravlede nærmere hinanden. Blikket gled tilbage på den sorthåret adelssøn “Når det så er sagt, så glemmer De jeg er kvinde. Det er min pligt at bærer nye arvinger og bringe dem ind I denne verden. Moderen ved man altid hvem er, men faren…” kommenterede hun, men lod sine ord stå åbne. Han burde være klog nok til at færdiggøre sætningen selv. Hun kunne ikke bare fløjte rundt hverken nu eller nu der stod en ægtemand ved hendes side, for hvem ville så nogensinde tro hendes barn ville være ægtefødt?

Tænksomt pressede hun læberne sammen, mens blikket hvilede tungt på Aldamar's bukkede hoved. Nej bastard børn havde ingen krav på hverken titel eller formue. Det var noget som den unge arving kun kunne nikke sig enig med prinsen i, uanset hvor hårdt et syn det så måtte forekomme at være. Sandheden var dog at det var en del af det spil, som det bedre borgerskab var sat til at spille. Alligevel var det et ømtåligt emne, som der skulle trædes varsomt omkring, nikket havde derfor været afmålt - hverken for kraftfuldt, hurtigt eller tøvende, men så det fremkom så tæt imod en neutral enighed som muligt.
"Naturligvis ønsker jeg begge del, hvem ville ikke det?" indrømmede hun med løftede bryn der lod de usagte ord tale for sig selv i kulissen, at dem der måtte påstå modsatte talte uden et gram af sandhed. Mennesker som så mange andre væsner var grådige i alle livets aspekter, og hun selv var blot et simpelt menneske der godt turde erkende kendsgerningerne.
"Men prisen for begge der imod, den er jeg knapt så sikker på er en jeg er villig til at betale. Jeg har i forvejen en del på spil. De ved lige så vel som jeg, at vi begge er et middel til at få større indflydelse, et magt middel i nogles øjne." en trolovelse med en arvring til en titel var altid at foretrække, dernæst prinser og prinser, men for de magtsøge var de sidste nævnte tredje valget efter fyrste og hertug titler. 

Langsomt gled læberne fra hinanden. Tungespidsen bevægede sig ud fra sit skjult og løb fugtende over den vinsøde underlæbe, alt imens mundvigende trak højre op mod øjnene til antydningen antydningen af et tand smil blomstrede frem "Sig mig prins af Arys, opfordre de til at give folket et frø at plante og vande?" spørgsmålet blev en viftende hånd forkastede hun sit spørgsmål, efter at have rakt frem og placeret glasset på bordet mellem dem. Solstråler fangede den gærdede væske og lavede dansende farvede mosaikker omkring foden, som Olive fulgte til de blev til stilbilleder. Hænderne foldede sig omkring knæet på benet der lagde sig over det andet, da øjnene fandt vej tilbage på den sorthåret adelssøn "Det må jeg give Dem, Deres højhed, De er ganske belært i spillet. Tag ikke mine ord alt for forkert på vej, men jeg er overrasket - positivt naturligvis.  Jeg er sikker på De nok skal blive en dygtig Fyrste." roste hun, men på ingen måde i et forsøg på at lefle for ham. Havde det været tilfældet ville hun ikke have spildt tiden på at føre en intellektuel samtale. De havde trods alt begge haft en hvis modvilje i at kunne akkompagnere hinanden, mens deres fædre snakkede.


// Lukket efter aftale