
Treston Reynlest
Forhenværende Ridder af Lysets Krigere - nu vanæret og i eksil
Ungen dukkede op ud af ingenting, og Treston var så omtumlet, at han ikke nåede at forhindre sammenstødet, før det var for sent.
"Undskyld, herre! Undskyld!" Knægten gjorde tilsyneladende sit bedste for at holde dem begge på ret køl, mens Treston kom sig oven på kollisionen; hans forslåede krop gjorde ham højlydt opmærksom på, at han burde afholde sig fra dén slags...
"Jeg beklager virkelig - jeg så Dem slet ikke i mørket, og-"
Treston havde sandsynligvis ikke bemærket, hvordan drengens behændige fingre i forvirringen gik på jagt efter værdigenstande i hans lommer, hvis det ikke lige havde været for hans forslåede tilstand. Men som sagerne var, gjorde selv den mindste berøring ondt, og med et udbrud greb han knægten om nakken og fik styr på de vandrende hænder.
"Hvad i Zaladins forbandede navn har du gang i?!" spurgte han vredt og ruskede drengen som en hund rusker en rotte, selvom bevægelsen sendte kiler af ild igennem hans brystkasse.
"Hvad tror du, du laver i mine lommer?"
Tamar havde hjertet helt oppe i halsen og vred sig forgæves i den vrede mands greb.
Pokkers, pokkers, pokkers! Det skulle have været så let! Et hurtigt lommetyveri af dén slags, han lavede hver eneste dag....
Manden ruskede ham igen, og Tamar kunne ikke undertrykke et lille klynk - hvad skulle han gøre? Hvordan kunne han slippe væk?
"Det var ikke min mening at-" begyndte han, men manden afbrød ham med en hård latter:
"Ikke din mening?" gentog han og strammede grebet om Tamars nakke.
"Jamen, så er jeg sørme ked af at mine snedige lommer lokkede dine intetanende fingre til sig! Jeg skal sørge for at give dem en grundig reprimande ved lejlighed!"
Han gav sig til at trække Tamar efter sig ned ad gaden med et sammenbidt udtryk - han gik stift, som om han havde ondt et sted. Tamar forsøgte at sætte hælene i, men det var ingen nytte til imod en voksen mand.
"Hvor tager De mig hen?" klynkede han og vred sig uden det store resultat. Han var virkelig bange nu.
"
Til det nærmeste arresthus, naturligvis," brummede manden og hankede op i Tamar med et grynt og en grimasse. "
Og hold op med dét dér! Du skal hellere være glad for, at jeg ikke er én eller anden selvretfærdig højadelig med et opblæst ego - så havde du mistet en hånd på stedet!"
Tamar undlod at indvende, at hvis man endte i hænderne på den forkerte byvagt kunne dén slags meget vel stadig komme på tale og koncentrerede i stedet alle sine kræfter i at forsøge at slippe fri.