Efterfølgelse på Fortidens spøgelser

Imellem det flakkende lys af gadelamper og henkastede skygger, bevægede en slank skikkelse sig med tunge skridt afsted. Klædt smukt på var han, sådan som han havde iført sig guldbroderet vest og skinnende støvler. Fine guldperler raslede imellem de sorte linjer af sammenviklet hår, og og af holdning bar elveren sig da også mindst ligeså passende som han så ud. Men over hans skuldre lurede en tung skygge… og havde man evnen til at se ind i andre sjæles sind, ville man se at skyggen om noget var endnu større, tungere og voldsommere herinde.
Ørkenelveren havde været ude i flere timer nu. En nagende rastløshed havde ædt sig igennem alkoholens ellers sløvende tæppe, og i sidste ende havde han været nød til at foretage sig et eller andet - foretage sig et eller andet, som kunne distancere ham fra de sorte tanker der sværmede omkring ham. Han vidste selvfølgelig godt at han ikke fysisk kunne gå sine problemer i orden; Rakaa havde aldrig været i stand til at løbe langt nok, fordi kæden strammede altid i det sekund han mente han var fri. Og det var med en tungere og tungere hjertebanken, at han både følte og vidste, at kæden snart ville stramme til igen, og den her flugt fra mørket måtte stoppe.

Alt var bare så…. bebrejdende. Uoverskueligt. Giftigt. 

Alt var bare så falskt. Af alle de følelser som Rakaa’s fortvivlede hjerne og hjerte tumlede med, var den snigende følelse af forræderi nok den mest gennemtrængende. Den farvede hans syn rødt og hans tanker midnats-sorte. Men i stedet for at afvise den da den havde meldt sig tidligere på aftenen, havde Rakaa med åbne arme budt dens beskyttende skjold velkommen, og havde i sin afmagt over alt andet, hyperfokuseret på lige præcis den altædende forharmelse der havde rusket både gift ud af hans mund og lyn ud af hans øjne. Og det havde føltes fantastisk! Men nu var det fantastiske forsvundet til fordel for fortrydelsen, omend fortrydelse ikke var noget Rakaa ville acceptere hverken omkring eller i sig. I sidste ende var det fortrydelsen han løb fra - han havde ofte gjort det her imod sig selv, og fortrydelsen ville stramme kæden hårdt når Rakaa ikke længere kunne gå sine frustrationer ud af verdenen. Den tikkende dom havde fraværende ledt Rakaa’s skridt afsted, og nu fandt han sig selv stående foran en smukt bemalet dør.

Milas… når verdenens problemer havde presset på, havde dette hjem altid været et skalkeskjul af farverige malerier, velduftende krydderier og livsgivende planter. Den ældre ørkenelver havde aldrig slået en gæst af hånden. Og selvom Rakaa næppe kunne betegnes som en gæst i dette hus, følte han sig unægteligt en anelse fremmed, sådan som hånden tøvende hvilede over døren. Var han overhovedet velkommen på det her tidspunkt? Det var næsten tidlig morgen. For at være ærlig med sig selv, så vidste han ikke hvor han ellers ville være velkommen lige nu, især når han følte sig så…. tung, og det var den tanke der skubbede elveren til endelig at banke på døren; Tre slag, taktfast efter hinanden.
_____________________________

Pejsens orange varme blev skabt af ulmende gløder, som Rakaa’s mørkeblå øjne hårdt betragtede foran sig. Ulmende og sløve var de, men mindst ligeså brændende varme som enhver lystig flamme måtte være det. Deres sukkende skær tegnede lange og skarpe linjer over ørkenelverens markerede ansigt, og som Milas betragtede ham tavst fra sit køkken, kunne han ikke undgå at føle et stik af sorg i sit gamle hjerte. Tidligere på aftenen havde den unge Isiodith været forbi, men den eneste parallel der kunne drages imellem de to elvere - og hvad end der var sket imellem dem, ville være den dybe, underliggende og uforklarende sorg. Hvoraf Isiodith dog havde lignet en slået og knækket forårsblomst; og havde båret sin sorg udenpå tøjet, lignede den solbrune ørkenelver mere et uvejr. Stilhed før stormen, så at sige. En storm som Milas havde stået læhegn for et par gange igennem årene, efterhånden. Derfor var det også med en næsten traditionsbundet finesse, at han tavst anrettede den dulmende te, for med samme tavshed at bære den over på bordet til dem begge. Og ventede. Han havde ingen intentioner om at afsløre det tidligere besøg fra skovelveren, ligesom han heller aldrig ville fortælle videre hvad der blev sagt indenfor disse vægge her i det tidlige morgenlys. Det var hans hemmelighed at bære på sine skuldre, nu hvor at de ikke kunne bærer den sammen

“Jeg har aldrig brudt mig om den te”. Endelig. Efter flere minutters knitrende sitlhed, åbnede den solbrune ørkenelver Rakaa munden, og lod ordende falde uden meget finesse eller værdi i sig. En simpel konstatering, som Milas med et løftet øjenbryn tog til sig. “Det ved jeg” en kort pause, idet at han tog sin egen kop. “ Men jeg lavede den ikke kun til dig” kom det med et stille lille smil fra ham, og han betragtede afventende hvordan Rakaa’s blik gled fra gløderne til koppen på bordet. Havde han ikke kendt ham så godt som han gjorde, ville det skarpe ansigt have været ulæseligt, jah arrogant.. Men bagved den tomme arrogance, lyste revnende sprækker op.
“Hvorfor hældte du så to kopper op?” gled det spidst tilbage fra hans utaknemmelige tunge, hvor at den ældre kunstner som svar simpelthen rystede på hovedet. “Fordi du skal altid have muligheden for at prøve den. Tænk hvis det en dag skete, at du gav den en chance til… og faktisk brød dig om den?”
“Det er ikke sket endnu”
“Men det kunne sagtens ske”

Flere minutters stilhed, inden at Rakaa med en doven bevægelse greb fat om den fine kop. Et kritisk blik gled over det mørke vand, førhen at han med en tydeligt uimponeret grimasse tog en tår af den varme drik. Hvad han forventede, var ikke hvad der ramte hans tunge og et kort sekund gled hans blik overrasket op i øjenkontakt med den ældre elver  - hvad var nu det her? Overraskelsen gik ikke forbi de skarpe blå øjne, og med en behagelig brummen nikkede Milas for sig selv, et drillende smil om mundvigen. “Ikke som man først troede, på trods af duften…” gled det over hans smilende og småhemmelighedsfulde læber, og Rakaa’s mistænksomme øjne låste sig fast i hans mindst ligeså mørkeblå og stålsatte. Fordi de vidste begge to godt at det ikke handlede om te… og selvom han ikke havde nogen idé om at kunstneren havde siddet præcis sådan her - i præcis samme stol for blot et par timer siden, kunne han med et sammenknebet blik konstatere at noget havde nået den ældre elvers skarpe ører, hvis blik nu afventende søgte at Rakaa selv smækkede sandheden på bordet. Så det gjorde han.

“Bliver du aldrig nogensinde træt af løgne, Milas… bliver du aldrig bare træt af facader, skuespil og masker. Træt af kringlede ord og flatterende beskrivelser - træt af os som race” Rakaa’s stemme var monoton, men for den vagtsomme lytter, ville det være tydeligt at den byggede sig op. Grebet om koppen strammede en anelse. “Du har levet mange år….” … kommer det til at være sådan her altid? Ord der ikke blev udtalt af Rakaa’s forargede stemme, idet at han lod de første minder om skovelveren danse over hans tanker - de første små minutter efter introduktionen af navne, inden at han lod det erstattes af en lyd fra knuste vinflasker og hårde ord. Det havde ikke været det værd, og den underlige forbindelse han havde følt blive dannet hen ad timerne han brugte med hende, havde været skræmmende. Den havde været forpligtende, på en måde som Rakaa ikke havde følt i lang, lang tid. Og så havde den været mistænksom i sin velsignende ro - det kunne ikke være sandfærdigt eller ægte..
En paranoia over den ufortjente venlighed han var blevet vist, havde bundet sig om hans hænder. Hænder der i takt med at stemmen fik en farlig kant, strammede mere og mere om den sirligt dekorerede tekop. Hun havde været alt for god af sig, og forventet at blive mødt af det samme. Og åhh hvor ville han gerne, at Milas gav ham ret - han havde brug for at nogle gav ham ret i den beslutning han havde taget.

---

“Hun var så fandens velformuleret, at jeg ikke så det før til sidst. Og så vovede hun at benægte - hun spillede dum, Milas! Jeg har set det før, jeg behøver ikke trække et skyggespil i langdrag, igen!” ord der blev spyttet ud, og Rakaa’s tordenøjne mødte den ældre elvers sammenknebne blik.
“Benægte? Ved du overhovedet hvad det er du står og anklager hende for, Rakaa Mal’rilen?” en langt mere kontrolleret stemme, men en stemme der havde fået en utålmodig kant - en sjældenhed omkring den gamle maler.
“Hun-hun..  den slange sneg sig ind i mine tanker. Hun må have fået en mission, hun må have haft en grund til det!” tænderne gned sig larmende imod hinanden i munden, fordi ingen var så oprigtig i sin lyst til at lære en anden at kende, bare sådan uden videre. Noget lå bagved, og han ville ikke blive taget i overraskelsen igen. “Du oplevede det selv, du følte hendes manipulerende selskab. Eller fik hun også dig vundet over? Ikke overraskende, du har altid brudt dig godt om de kønne unge skovelvere” hørte han sig selv i retroperspektiv, ville han nok alligevel føle en form for skam over den grimasse, de ord fremprovokerede Milas - men han var talt godt varm, og mindedes at hun havde gået med mørkelvere også.. “Hun tilbød falsked uden lige, den mørkelver-kneppende tøjte. Hun var blot en ud af mange, men jeg fik stoppet hende inden det gik for vidt. Hun-”
*smak*
Overrasket faldt resten af ordende ud af hans mund, idet at en brændende fornemmelse strakte sig langs den ene side af ansiget, en rødlig flade efter malerens vredesprægede lussing der dansede over hans kind. Milas var rasende, han havde aldrig set ham så vred før. Og i mødet med det, forstummedes hans egen paranoide trædemølle for en stund, og han tog sig til ansigtet.

“Hun tilbød dig venskab, Rakaa Mal’rilen. Men du er for blind til at se det, selv når det burde lyse dig ind i øjnene! Du brænder dine broer en efter en, og til sidst står du alene ved kløften, uden mulighed for at komme over. Lad værd med at se selvskabte fælder, og begynd at se mulighederne!” elveren var vred, så vred at han med et fnys og et kast af kappen vendte sig omkring, og rodede efter et eller andet. Et brev blev ikke længe efter stukket i ørkenelverens frie hånd, og Rakaa stirrede ned på de svungne bogstaver i hans hånd.
“Stop med at være så Zalans vred på alle, og så bange for det gode i verden, du fortjener det trods alt stadigvæk..” endnu vrede ord, men med en lidt blødere kant i sig, inden at han træt tog sig til hovedet, vendte sig omkring og med udmattede bevægelser, gav sig til at slukke stuens sterinlys og andre varme lyskilder, en for en. Lod ham være alene med sine videre tanker.


“Og tag dig et bad, du stinker langt væk af alkohol”