Da invitationen om midsommerballet ankom hjemme på Isenborg, vidste Astrid allerede hun skulle afsted. Ja for hun havde på forhånd spurgt sin moder om lov til at mødes med fyrstefamilien Erneyll. Hun havde for nogle måneder siden besøgt prins Alaric af Erneyll i hans hus, og eftersom alt hvad de foretog sig ikke havde været helt anstændigt, havde fyrsten af Erneyll og hendes moder, fyrstinden af Isenwald, besluttet de skulle giftes. Ja det var faktisk noget de to unge turtelduer selv havde planlagt, at de ville foreslå når tiden var den rette. Dog havde Astrids tjenestepige stukket Astrid lidt i ryggen, ved at have fortalt fyrstinden om hvad der var sket på rejsen, hvilket var grunden til at fyrsten og fyrstinden havde taget en beslutning for dem – der i blandt var der også en straf, at de ikke måtte se hinanden inden brylluppet i efteråret.
Astrid, så snu som hun var, fandt en måde hvorpå hun kunne få lov at se prinsen af Erneyll alligevel. De skulle da velsignes af Lysets Dronning til midsommerballet! For hvilket par ville skulle giftes i efteråret, uden dronningens velsignelse, og ikke prøve at skjule på noget? Ja, det var i hvert fald ikke et rygte Isenwald havde brug for lige nu.
Astrid var ankommet til Krystalpaladset et par dage inden ballet, hvilket havde givet hende god mulighed for at falde til inden dørene blev åbnet, det var dog kun med eskortering af sine to hofdamer, at hun fik lov til at begive sig ud, for tænk nu hvis hun skulle møde Alaric inden ballet!

Astrid holdt om sit lange mørke hår, som hendes kjole blev knappet på ryggen. Først da hun fik besked om alle knapper var lukket slap hun håret, som flot og glinsende fladt ud af hendes hænder og dækkede hele ryggen. Kjolen var en bleg rosa med en sød hjerteformet halsudskæring med blomstrede bondeærmer, der dækkede hendes skuldre og lidt af hendes arme. De blomstrede blonder forsatte hen over hele kjolen og var lidt spredt i bunden af kjolen. Det øverste af hendes hår var blevet flettet i en stor fletning og under den kunne man finde små fletninger der dukkede frem mellem det resterende løse hår. Hver en fletning var pyntet med små lyse perler og kæder. Ja det var fint, men hvad kunne man ellers forvente til et bal?

På lang afstand havde Astrids ene hofdame spottet Iorvo. Hofdamen prikkede forsigtigt og diskret til Astrid for at hviske til hende at hun havde fundet fyrsten af Erneyll. Astrid mærkede med det samme hvordan hendes hjerte sprang et slag eller to over. Hun så så lidt stift i retningen som Hofdamen havde spottet fyrsten i. Med en dyb vejrtrækning begav Astrid sig så i retningen af Fyrsten med et blidt smil – malet på indtil videre, så var det jo bare et spørgsmål om det krakelerede eller blev mere ægte.
Da hun nåede hen til ham og indenfor en forholdsvis nem høre og se afstand, hilste hun: ”Fyrst Erneyll,” hun nejede en gang. Det var tydeligt at de to hofdamer bag hende nejede dybere og i længere tid. ”Mit navn er Prinsesse Astrid af Isenwald,” det lå stadig unaturligt i munden på hende. Et halvt år var på ingen måde nok tid til at vænne sig til den titel. Komtesse havde ligget i hendes ordforråd i alt for mange år. Det var først nu, hvor hun stod dér, og havde præsenteret sig selv, at det gik op for hende at alt hun havde foretaget sig ind til videre havde været en stor fejl. Den kjole hun havde fået på og måden hendes hår var blevet pyntet på skreg jo fin og sart. Hofdamerne, bag hende som også var fint påklædte, hjalp jo heller ikke på førstehåndsindtrykket. Astrid måtte bare håbe at de stadig lidt røde ar på hendes venstre skulder ville bryde glansbilledet af hende. Det var jo aftenen inden hun skulle afsted til Turmelinien, dengang, at hun var blevet angrebet af en varulv. Ingen bid, heldigvis.

Siden Lysets Råd var blevet oprettet, så havde Iorvo aldrig taget så meget til Dianthos som han gjorde i disse dage. Erneyll fyrsten var ikke ligefrem kendt for at være den festligste af folk, slet ikke sammenlignet med Kazimi fyrsten, og han foretrak blot at hygge sig i sit eget lille rige, end at sværme om alle de fine folk. For det kunne man sjældent kalde ham, når man faktisk kendte ham.
Han havde dog ikke haft meget valg, da planerne om at Astrid og Alaric kunne få lov til at mødes under midsommerballet. Det havde givet dem en god undskyldning for også at se deres kommende svigerdatter an. Selve giftemålet var storslået for dem, selvom Iorvo altid havde sine fordomme om de andre slægte, ligesom de havde mod hans.

Det var nok primært Dionisias fortjeneste at han i det hele taget var mødt op til midsommerballet iklædt pænt tøj. Selvom det var af en god kvalitet, så var det på ingen måde overdådigt, og hvis man ikke allerede vidste at den store mand var fyrsten, så ville man nok ikke tro det. Han havde troligt en broche med Erneyll symbolet på hans bryst, men ellers var der intet der stod ud.

Han var ankommet til ballet med Dionisia, men i løbet af festen, havde hun undskyldt sig selv, og han havde formegentlig tabt hende til nogle af de andre adelige der nok også var mødt op. Hun socialiserede mere end ham, som havde stillet sig over ved en af væggene og kiggede overvejende på festlighederne, mens han havde et krus med alkohol til at drikke af.

Det var først da en kvinde der virkede til at gå målrettet mod ham, at han endelig rettede sin opmærksomhed mod en. Som hun kom tæt nok på, så begyndte hans øjne straks at løbe over stamtræet, og inden hun havde introduceret sig selv, så var han udmærket godt klar over hvem der stod foran ham. Hans kommende svigerdatter, i en meget pyntet kjole. Han sagde ikke noget, og man kunne heller ikke se om han faktisk dømmede hende i øjnene, men hvis hun havde kunne læse hans tanker, så ville hun nok hurtig finde ud af, at hans tanke var som hun frygtede. Hun lignede nemlig en fin og sart kvinde.

Han rettede sig lidt mere op og nikkede beskedent til hende. ”En fornøjelse endelig at møde Dem prinsesse,” sagde han kort, og så var han stille. Hun havde stadig hans fulde opmærksomhed, med de små øjne, men Iorvo havde aldrig været en mand der havde haft et problem med stilhed, selvom for andre kunne den både virke intimiderende og akavet, alt efter hvordan man så den store mand. 

Den lille panik om at hun så for fin ud, forlod hende ikke, selv efter han havde været så høflig at fortælle det var en fornøjelse at møde hende. Det kunne dog ikke ses på hende, med mindre man virkelig kendte hende godt. Det ville for eksempel være hendes søster der ville kun se den lille anstrengelse.
Der stod stadig et lille smil på hendes læber, som hun svarede ham, ”Fornøjelsen er på min side,”.

Stilhed. Ja, selvfølgelig. Hun var jo selv kommet hen til ham, så måtte hun vel også have noget på hjerte ikke? Der var jo i realiteten mange ting, men måske ikke alle tingene var lige så fornuftige at spørge ind til ved første møde? Der gik et øjeblik hvor der var en lille stilhed, og det var da også lige før at den ene af Astrids hofdamer skulle til at prikke lidt diskret til Astrid, for at sikre sig hun ikke var gået i stå, men inden hofdamen nåede så langt, fik Astrid endelig sagt noget.

”Nyder De festlighedderne?” spurgte hun med et lille smil, i håb om at fyrsten selv ville åbne lidt op og være mere snakkesalig. Bag hende hviskede hofdamerne kort til hinanden. Astrid var ikke selv vild med det, men hun havde ikke rigtig mulighed for at sige noget til dem, uden at virke som en sur, pæn og sart kvinde – hvilket ikke var det hun ønskede han skulle se hende som. Hun vidste jo udmærket at hendes kommende mands familie var ret så hårdføre, og virkede generelt til at foretrække at man kunne passe sig selv, hvilket Astrid mente hun godt kunne. Styrke, kampdygtighed og fysiske udholdenhed kunne hun måske ikke følge med på endnu, men hun havde sine evner inden for bueskydning, ridning og lidt med langsværd, samt sin evne, hvilket kunne give hende en god fordel i kamp.
Åh, hvor ville hun ønske, hun havde fundet Alaric, inden hun opsøgte hans forældre.

Iorvo var egentlig heller ikke så bekymret for hvad der skete bag det kønne ansigt. Hvis hun var bange for ikke at leve op til hans krav, var det sådan hendes problem og ikke hans. Han havde ikke noget at skulle leve op til, og som de var lige nu, så havde han mere magt end hende. Han holdt dog for øje, at hun også var den kommende fyrstinde, men det betød vel bare at hvis han skulle få hende til at svede lidt, så skulle det være nu. Lang tid siden at Erneyll familien havde været så heldig med et match.

Da Astrid sagde det næste, var det næsten lidt skuffende for Iorvo. Et kedeligt spørgsmål, en kedelig samtale. Hvilket også betød at der faktisk ikke kom et realt svar fra ham, men nærmere et lille ”Hmm” i anerkendelse af at det gjorde han, men så var det ikke mere. Hvis man dog ikke var vant til en mand der brummede halvdelen af sine svar, så kunne det nok være lidt sværere at bedømme om det var et ja eller nej.

Det var lige før at han blot ville lade hende forsætte med at døje med stilheden, men Iorvo var ikke en ond mand, selvom han nok gik lidt mere ligetil tingene, og det ikke nødvendigvis var en god ting når han endelig selv valgte at tage et emne op i samtale. ”Jeg havde forventet min søn ville være med Dem,” sagde han derfor. Hvordan Astrid ville tyde det, kunne Iorvo ikke vide det, og det var ikke med et ond tanke i sinde, blot at han vidste at de var glade for hinanden, og formegentlig ville bruge så meget tid med hinanden. Det kunne også åbne op for hvorfor Astrid var kommet hen for at snakke med ham alene. Om det bare for at sige høflighederne, eller hun havde noget andet hun ville have lettet hjertet med. 

Den brummende anerkendelse landede så godt den kunne, hos Astrid. Hun var nemlig ikke helt sikker på hvad den betød, og eftersom spørgsmålet ikke blev vendt tilbage til hende, var alt vel fint, og han regnede nok med at hun havde det på samme måde, eftersom han ikke spurgte tilbage. Eller så var det bare ikke interessant nok at spørge ind til. Astrid havde gjort sit for en rolig icebreaker, det at den ikke rigtig brød isen var så noget andet.

Spørgsmålet om hans søn, fik hende til at trække et lille blidt smil, eftersom tanken om sønnen næsten lige havde strejfet hendes tanker. Anspændtheden lettede også en anelse, men nu måtte hun jo se tiden an, om det forsatte sådan. ”Jeg har ikke set ham her endnu,” forklarede hun. Afstanden mellem hendes bryn kunne anes at blive en tand mindre, i et øjeblik. ”Jeg håbede jeg ville finde Deres søn i nærheden af Dem,” lød det fra hende en anelse undrende, og lagde efterfølgende hovedet en lille smule til den ene side. ”De har måske ikke heller ikke set ham endnu?” spurgte hun undrende. Chancen for at de var ankommet sammen var der, men den var jo ikke synderligt stor. En lille bekymring om han overhovedet var ankommet endnu, strejfede hende. Måske havde den ene manglende hånd forhindret ham i at komme afsted til tiden? Hun havde trodsalt hjulpet ham med at lukke hans skjorte før, eftersom det var en del nemmere.

Hendes blik fangede en tjener som gik rundt med drinks, og når tjeneren kom tæt nok, fik hun sig et glas, og nikkede høfligt til tjeneren, som efterfølgende tilbød hofdamerne bag hende, som begge tog et glas. Uden at se eller dufte til glasset, så hun igen op mod Iorvo.

Iorvo havde aldrig været en nem mand at få til at snakke om ting der virkede ubetydelige. Han kunne godt, hvis man prikkede nok til ham, men det var bare ofte ret svært og Dionisia var en af de eneste der kunne få ham til at opføre sig 'pænt'. Hvis man overhoved kunne kalde det det. Mindre stolte folk endte derfor ofte også med at undskylde sig selv, efter et par brum fra ham.

Han kunne dog godt se hvordan hun lysnede op da Alaric blev nævnt. Der havde nok været en grund til at de to turtelduer allerede ønskede at gifte sig. Noget han ikke helt kunne sætte sig imod, selvom han ville have ønsket at have mødt Astrid inden det skete. Et lidt mildere blik kom også frem i hans øjne. Ikke at det var så tydeligt.
"Nej, kan være Dionisia er ude for at finde ham," sagde han, med en formodning om at Astrid også havde en idé om hvem Dionisia var. De var trods alt begge hendes kommende svigerbørn. "Så hvad er din mening om ham?" Det virkede som et spørgsmål ud af det blå, og meget lige til, men Iorvo havde ikke tænkt sig at holde sig tilbage. Ikke at han rigtig ville dømme hende  uanset svaret på det.
Han tog en tår af sit krus, som ikke var vin eller øl, så spørgsmålet om hvor han havde fået det fra lå stadig lidt i luften. En af fordelene ved at være fyrste vel.

Astrid nikkede en enkelt gang, som han forklarede at fyrstinden måske var ude for at finde Alaric. Hun så i hvert fald frem til at mødes med ham, om han ville ankomme sammen med Dionisia eller om det først var efter det første møde med svigerforældrene… Ja det var ikke til at vide.

Spørgsmålet om hendes mening om ham, kom lidt bag på hende. Hendes umiddelbare forståelse på det hele, var at Iorvo havde skrevet et brev til Verona om de to ’turtelduer’, så mon ikke han vidste hun holdt af ham? Derudover var det et ret så direkte spørgsmål at stille, men selvfølgelig hvis han selv var i tvivl om hvordan hun Astrid selv stod, med hensyn til bryllupet og at være bundet til Alaric, så kunne det da være interessant at vide.
”Jamen, han virker til at have hovedet skruet ordentligt på. Han er rar, betænksom… Udfordrende og ikke bange af sig,” De sidste holdninger, kunne man næsten høre på hende, var noget hun ikke havde set hos de giftemål der var blevet opstillet hos hende førhen. En ting var at Alaric ved et uheld var blevet udsat for hendes evne, og stadig turde se hende i øjnene men en anden ting var at han havde været villig til at udfordre hende til kapløb på hest og som en sidste del af hendes besøg havde de stået og trænet med kæppe, som var det sværd – men som en konkurrence. Det gav noget spænding og dynamik, og det fik da helt klart dem begge til at se sider af hinanden, som de måske ikke ville have set, hvis de bare havde været  som ’almindelige adelige’ og drukket te og gået ture…
”Er der noget af det der virker bekendt eller nyt?” spurgte hun så nysgerrigt. Det kunne jo vær, at han blot havde opført sig anderledes overfor hende, eftersom hun var arving - men det var umiddelbart ikke det indtryk hun havde af den familie. 

Midsommernat hos dronningen. 
Måske kunne man snakke om at første gang, havde været specielt - måske endda også fjerde og femte gang. Men nu hvor hun ikke længere havde tal på, hvor mange sammenkomster, bal, festligheder og så videre hun havde været til. Ja, så var det en anelse svært at føle den samme spænding som kunne spores i så mange andres træk. 
Hun havde for en kort stund, efterladt sin kæreste husbonds side. Hvilket havde vist sig at være en fejl. Hendes tomme og en anelse irriteret blik, stirrede frem for sig - som en kvinde, hun ikke helt kunne huske hvad navnet var på, plaprede løs, omkring det stigende problem af kriminelle i Dianthos. Ja det var vel meget interessant, hvis det ikke var fordi at det ikke havde noget med hende at gøre. 
Måske havde det, men lige nu - var hun blot træt, og ville tilbage til sin mand - og måske komme op med en undskyldning om at gå tidligere. Hvis man skulle sige sandheden, så var det jo ganske klart, i flere af de adelige ansigter så snart de så hende. At de styrede uden om, så selvom hun havde været til mange af disse overdådige begivenheder. Så var det efterhånden også meget knap med invitationerne, mest af alt grundet de magiske evner som hendes kære mand havde. Og selvfølgelig også Dionisia selv, det at kunne skimme om folk talte sandheden, det skulle vise sig at være en velsignelse og forbandelse i en fantastisk indpakket gave. 

Endelig så hun sit snit, til at forlade kvinden som bare ikke ville tie stille. Med et halvt, ja næsten ikke eksisterende smil nikkede hun, og flygtede tilbage hvor hun havde efterladt sin mand. Også så hun sit snit, til at få det lidt sjovt denne aften.
Astrid af Isenwald, kvinden der skulle ægte deres søn Alaric. 
“Sikke en fantastiske aften vi har i aften, dejligt at se dem Astrid af Isenwald” sagde hun med en lavmeld stemme, som lød nøjagtig som hendes søn. Inden hun drejede rundt og stillede sig ved siden af sin mand. “God aften Astrid, skønt at se dem her til aften.” Kom der med hendes egen stemme, som hun smilede og rakte et glas til hendes mand. 

Det var ikke så meget at han ikke stolede på at hun havde en eller anden form for følelser for ham, men at vide præcist hvilke ord hun ville bruge om ham, kunne selvfølgelig være med til at danne et overblik om hvem Astrid var som person. Hun var trods alt gået lidt under radaren inden hun blev den nye prinsesse, så Iorvo havde ikke haft meget mulighed for at se hende an. Heldigvis var de fleste af hans børn også gift væk allerede.
”Hmm...” kom det lidt brummende fra ham, og han strøg sig over skægget, men han fik ikke sagt eller kommenteret mere, før at hans øjne fangede bevægelsen af Dionisia der var kommet nærmere.

Et mere blidt smil gled over hans læber, da Alarics stemme kunne høres, inden Dionisia fandt sin plads ved hans side igen. ”Godt at se dig finde tilbage,” kom det lidt mere muntert fra ham, og han var også hurtig til at sætte kruset fra sig, på et bord der stod i nærheden, så han kunne tage imod den nye drik Dionisia havde fundet til ham. ”Jeg var netop i gang med at spørge Astrid hvorfor hun var så betaget af Alaric.” En pænere måde at formulere spørgsmålet end han tidligere havde gjort.
Hans blik landede tilbage mod Astrid. Hun havde stillet et spørgsmål, havde hun ikke. Han rømmede sig lidt. ”Det lyder som vores søn,” indrømmede han. ”De har intet problem i at han tidligere har været gift?” Nok ikke hvad man skulle spørge ind til når de ikke var gift endnu, men hvis de to var så glade for hinanden, så vidste Astrid det nok, og desuden, de ville da ikke trække ud af et giftemål nu, vel?

Det brummende svar lød overvejende, men efterlod Astrid lidt på bar bund om hendes var virkede til at passe på hans søn. Hendes opmærksomhed blev dog næsten revet væk fra hende, som hun hørte Alarics stemme. Hun drejede straks hovedet i retningen af stemmen med et stort smil, som kort efter blev en anelse mindre i forvirring over hun ikke kunne se Alaric, men kun sin svigermor. Hvor var Alaric? Havde hun hørt forkert? Var hun af en eller anden årsag begyndt at hallucinere?
Hendes blik fulgte dog Dionisia som hun stillede sig ved siden af sin mand. Hun så jo strålende ud og virkede generelt som et virkelig rart menneske, som var nede på jorden, ”Godaften Fyrstinde Dionisia. Det er også rart endelig at møde Dem,” lød det fra Astrid, oprigtig i hvert et ord, dog stadig en anelse forvirret over hvor Alaric mon gemte sig, nu hvor hun lige havde hørt hans stemme.

Det var tydeligt at fyrstinden havde en effekt på sin mand, for han var en helt anden når hun var til stede. Astrid måtte da også være ærlig for sig selv om at hun også opførte sig meget forskelligt, alt efter hvem hun var i nærheden af.
Der lagde sig dog en tryghed i at han fik besvaret hende spørgsmål, som han fortalte at det hun beskrev, faktisk lød som Alaric, så var det ikke bare noget hun havde forestillet sig eller noget han havde opstillet. Han havde selvfølgelig heller ikke virket som typen der ville være ’falsk’ overfor folk.
Fyrsten vidste konstant hvordan han skulle spørge ind til Astrid således hun ikke var helt forberedt. Ja, han havde tidligere været gift og havde sin bagage derfra – men hun havde jo også sin bagage, dog ikke ligefrem med kærlighed…
”Nej, det røre mig ikke. Jeg er dog opmærksom på det,” svarede hun forholdsvis neutralt. Astrid vidste at Alaric havde mistet det både hustru og ufødte barn næsten lige efter hinanden for en god mængde år siden som følge af et skovelverangreb. Hun var selvfølgelig klar over at det nok ville sætte sine spor i Alaric, men hun var umiddelbart overbevist om at det ville være noget hun kunne klare.
”Dionisia, så De Alaric på vej herover?” tillod Astrid sig at spørge. Hun kunne simpelthen ikke finde hoved og hale i at hun havde hørt hans stemme, og følte hun blev nød til at spørge, for at være sikker.



//Reference til viden om tidligere hustru

Hun tog en yngre og smukke kvinde i øjesyn, hendes søn var i sandhed en heldig mand. 
Hendes ene slank bryn blev hævet op, som hendes mand forklarede hvad de havde snakket om. Det var i sandhed en interessant ting, det kunne man ikke komme uden om. Lige så stille fugtede hun sine læber, mens hun gemte munden bag glasset af den mørkerøde vin, hvis krydrende duft penetrerede hendes næsebor. Endnu mere at hendes mand også valgte at spørge om det rørte hende, at han havde været gift før. Hendes blik lagde sig mod vinen der skvulpede rundt i glasset der lå mellem hendes spinkle fingre. 

Det var en farlig konstatering, at det ikke rørte hende. Det var jo ikke en hun kendte, og det kunne godt være det ikke rørte hende nu. Men hun vidste hvordan det stadig sled på hendes mand, at han havde mistet sin bror. Og det kunne slet ikke sammenlignes med at miste sin hustru og det ufødte barn hun havde båret på. 
Dog nåede hun ikke at svare, før at Astrid spurgte hende, om hun havde set Alaric på vejen hen over mod dem. Med et ganske neutralt udtryk rystede hun på hoved; “Nej min kære, det kan jeg ikke sige jeg gjorde - hvorfor da?”

Det tog sin kvinde at få Iorvo til at opføre sig pænt, især fordi han aldrig rigtig havde fundet ud af hvordan han skulle opføre sig overfor potentielle bejlere. Kommende svigerdøtre var lidt nemmere, selvom det blot gjorde at han opførte sig måske lidt mere som den strenge far han også var. Man kunne jo aldrig vide med de fine kvinder, selvom Dionisia havde vist sig at være et godt parti, og hun havde jo også været en nydelig kvinde dengang.

Han nikkede dog blot med et lille brum på Astrids svar omkring Alarics hustru. Det var vel altid godt nok at hun ikke løb skrigende bort, og det var da også Dionisia der tog ordet som det næste. Iorvo kiggede interesseret på sin hustru og så Astrid.
Hun havde tiltalt Dionisia yderst uformelt, og det var sikkert ikke gået fyrstinden forbi, men heller ikke fyrsten.

Astrid trak et let smil af det lille brum fyrsten havde svaret hende med. Det var da i den grad nervepirrende at stå over for de to. Astrid havde jo fået indtrykket af at, i hvert fald fyrsten, kendte en del til det lille besøg Astrid havde haft i Turmelinien hos Alaric. Astrid havde endda været med ude ved konen og barnets grav, eftersom Alaric havde haft brug for det. På daværende tidspunkt havde han blot haft brug for at hun var til stede. Det faktum at Alaric i sidste ende skulle flytte fra huset til Isenborg kunne både være en straf og en befrielse for Alaric. På en måde var det jo en start på et nyt liv og måtte på en eller anden måde være ’befriende’ at slippe for at skulle se på graven hver dag, men på samme måde kunne Astrid sagtens forstå det måtte være hårdt ikke at kunne trøste sig ved graven når han havde brug for det.
Den lille ’aftale’ om at de to turtelduer ikke måtte se hinanden før brylluppet, udover i dagens anledning, bed noget så hårdt i Astrid baller, for hun ville så gerne have været der med Alaric, når han skulle sige farvel, for hun havde sådan en stærk fornemmelse af, at det var lige hvad han havde brug for. En tryghed og en fornemmelse af forståelse.

Astrid havde ikke valgt at tage tiltaleform om Dionisia så tungt, eftersom Dionisia selv blot havde kaldt hende ved navn ved sin ankomst. ”Jeg…” hun rynkede lidt på brynene og så sig over skulderen for at sikre sig at han faktisk ikke stod deromme et sted, hun vendte så blikket tilbage til fyrsteparet, ”Jeg var bare helt sikker på jeg hørte ham da De ankom,” forklarede hun så med en lille rynke mellem brynene og hun lagde hovedet let på skrå i forvirring.

Sådan som fyrstinden af Erneyll kunne spille skuespil, var det ikke et under at mange ikke ønskede hun kom til deres arrangementer. Bestemt ikke med hendes evne, hvor hun kunne mærke om folk fortalte hende sandheden eller ej - også var der selvfølgelig Iorvo der kunne se, hvilket blod der flød i personernes åre. 
Hun tog en dyb indånding, og tog en tår af hendes vin; “Måske glæder de dem blot så meget til at se vores kære søn, at de ønskede at det var ham der snakkede og ikke mig.” Smilede hun og nikkede, velvidende at det jo netop ikke forholde sig sådan - “Hvilket jo er helt fantastisk, så jeg har formentlig den rigtige opfattelse at de og vores søn er meget glade for hinanden?” Ikke at det selvfølgelig betød meget, Dionisia og Iorvo var jo blevet lovet til hinanden som ganske unge. Og da de mødte hinanden, var det bestemt ikke kærlighed ved første blik. Men det var en kærlighed, der langsomt blomstrede i løbet af de år som de var sammen. Til den nu var et ubrydeligt bånd, som ingen ville kunne knække. 

Hvor Dionisia måske havde nemmere ved skuespillet, kunne man tilgengæld se at Iorvo havde fået et lille ekstra glimt i øjet, over hvordan Dionisia tydeligvis var i gang med at mobbe Astrid på det groveste. Af hvad han vidste, så var de ret glade for hinanden, og det havde nok været uretfærdigt at de ikke måtte se hinanden. Alligevel mente han at det var godt, om ikke andet for Alaric, lige at overveje situationen, inden han blev slæbt væk af ny kærlighed, som kunne være farligt i sig selv. Det betød dog ikke at Astrid slap så let fra sine nye svigerforældre.

”Alaric har i hvert fald stemme efter sin mor,” bekræftede Iorvo, hvilket man næppe kunne sige. Dionisia og Alaric lød slet ikke ens, mest af alt pga. deres tydelig kønsforskel. Det var dog altid lidt morsomt, når den anden part ikke kendte til Dionisias evner, selvom Astrid nok tids nok skulle finde ud af det, især siden Iorvo tydeligvis ikke kunne holde masken, og prøvede at skjule smilet der også trængte sig på, ved at tage en tår af sit glas. 

Dionisias udtalelse om at Astrid ønskede at snakke med Alaric frem for sin svigermor, fik hende til at rynke kortvarigt og en anelse overrasket på panden. Astrid var jo bare overbevist om hun havde hørt Alarics stemme lige inden Dionisia ankom. Hun trak kortvarigt på et skævt smil, som hun nævnte de var glade for hinanden, ”Jo, jeg er meget glad jeres søn – Men det var skam ikke fordi jeg ønskede det var ham der snakkede i stedet for Dem, jeg var bare overbevist om at jeg hørte ham, lige inden De ankom,” lød det oprigtigt fra Astrid. Hun var helt sikker på at hun havde hørt ham og at fyrstinden af Erneyll først havde snakket, som hun stod ved siden af frysten af Erneyll. Forvirringen spredte sig i den grad i det kønne hoved.

Astrid bemærkede godt at der var en lille ændring i Iorvos udstråling, som han nævnte Alaric havde stemme efter sin moder. Da Astrid ikke lige kunne se sammenligningen mellem de to stemmer, blinkede hun et par gange med øjnene. ”Det har han vel,” hun stod et øjeblik og overvejede det, ”Jeg tror dog først jeg ville kunne udtale mig om det når Deres søn er her,” lød det fra Astrid, som begyndte at tro hun ikke kunne huske Alarics stemme oprigtigt – selvom hun lige havde følt hun havde hørt den. Eller måske havde det været en anden, der havde hilst, men fortrudt så snart de så hvem hun snakkede med?

Måske var det en anelse ondsindet, mange af børnene havde da også været trætte af deres mors spøgefulde natur. Selv Iorvo havde måtte lide under, hendes små numre nu og da. Men det betød jo ikke, at man ikke kunne få lidt sjovt ud af, at se om hvordan deres måske kommende svigerinde ville reagere, hvis hun fandt ud af hvordan hendes svigerforældre kunne ende med at blive. 
“Selvfølgelig min kære, selvfølgelig.” Hun viftede lidt nonchalant med hånden, der ikke havde vinglasset i hånden. “Men nok om det! Nu når det kan være vi kan være så heldige at Prinsesse Isenwald, kunne blive den nye hustru til vores kære søn -“ som virkelig fortjente noget modgang efter alt det medgang han havde set de sidste mange år. Hun sukkede langsomt, og det var også ganske tydeligt - den måde der gled en skygge hen over hendes blik. At det var noget som gik hende på, ikke kun som fyrstinde men så sandelig også som hengiven mor, der aldrig ønskede at se sine børn lide som Alaric havde gjort. 
“Har de sat dem ind i vores traditioner? Vi holder jo snart vores egen form for festligheder, hvor vi da også håber at se dem, sammen med vores søn.”

Hvis man ikke gjorde det lidt svært for sin svigerdatter, hvem skulle man så gøre det hårdt for? Astrid ville dog nok snart opdage, at man nok skulle tage fyrsteparret med et vis gran salt. De var ikke så selvhøjtidlige som mange af de andre overhoveder, selvom Iorvo alligevel kendt for at være streng mod sin familie når det virkelig gjaldt.
De havde også været heldige med at selveste den næste fyrstinde for Isenwald ønskede en af Erneyll blod som sin mand. Det kunne trods alt godt tyde på et tæt bånd mellem de to familier fremadrettet, og guderne skulle vide at man aldrig kunne have nok allierede i Lysets Råd.

Han tog en tår af sit glas, og man kunne bare se et glimt af begejstring da Dionisia nævnte festlighederne som de havde planer om at holde. ”Enhver Erneyll burde trods alt deltage i træstammekast mindst en gang,” nævnte han, inden han kiggede lidt overvejende på Astrid. ”Vi har selvfølgelig lavere kategorier af træstammer..” kom det efterfølgende lidt mumlende. Alaric manglede selvfølgelig en hånd og Astrid lignede ikke ligefrem som om at hun havde musklerne til det. Måske han skulle satse på de kommende børnebørn i stedet for? 

Astrid trak et minimalt smil, som fyrstinden så elegant fik afsluttet samtalen om hvor Alaric befandt sig, og om Astrid hellere ville snakke med ham. Det lange suk rungede næsten i Astrids ører og Astrid fik straks en fornemmelse af at det nok var noget mere omkring Alarics fortid, men det var på ingen måde noget hun kunne bide sig sikker på og hun ønskede ikke at grave efter problemer.
Et nyt emne blev bragt op, og Astrid sørgede for at lytte efter. Traditioner? Hvad Astrid som sådan vidste til var de eneste ’traditioner’ at familien ikke havde noget med at begå sig i skovene og faktisk hjælpe til med at arbejde. ”Jeg har ikke lige sat mig ind i jeres festligheder, men jeg tænker sagtens vi kan deltage,” fik hun sagt lidt for hurtigt, for lige efter blev der talt om træstammekast…

TRÆSTAMMEKAST? Astrid gjorde det tydeligt at hun troede hun havde hørt forkert. ”Sagde De træstammer?” spurgte hun kort efter rettet mod fyrsten. Det kunne ikke passe… Og så igen… Hvorfor havde Alaric aldrig snakket om det?
… Ja, okay, han havde nok heller ikke deltaget aktivt i mange år efterhånden, med den manglende hånd. ”Hvordan fungerer træstammekast?” tillod hun at spørge ind, og så skiftevis fra den ene sviger til den anden. Det var vel ikke at man skulle samle en træstamme op og kaste den så langt man kunne…. Vel? Skulle hendes kommende børn virkelig lege med træstammer når de besøgte svigerfamilien? Astrid syntes det var rigeligt at hun selv skulle vende sig til de fire hunde Alaric havde.

Der kom en mærkelig lyd fra Dionisia, der meget vel kunne lyde som nogen der undertrykte et grin. Det fik hun dog hurtigt dækket til med hosten, og nikkede undskyldende til dem begge.
Det var i grunden ikke helt retfærdigt, den måde som de kørte på den stakkels Astrid. Men, hun gjorde det næsten for nemt ikke at drille hende, bare en lille smule. 
Efter hun havde hostet færdigt, nikkede hun så langsomt - “Det fungere ved at man tager træstammer - og kaster den så langt man kan” hun formåede kun lige akkurat at gemme sit smil bag vin glasset. Hun havde haft præcis samme reaktion, første gang hun havde hørt omkring denne, overdrevet tradition. Men eftertiden, havde hun da lært at holde af det - selvfølgelig ikke til samme grad, som Iorvo. 

“Men det er bedre end den gang min mand besluttede sig for at prøve noget nyt.” Hun tog en slurk og, lagde en kærlig hånd på hans overarm. “Jeg tror jeg var omkring de femogtyve da han foreslog, at vi skulle lave noget som par kunne deltage i. Og for jeg vidste af det, hang jeg med jeg over hans skulder, som han løb med mig til en forhindringsbane! Har du hørt mage?” Lo fyrstinden med en let og klar latter.