Ud af den lavt hængende dis strakte grove bjergtinder op mod en mørk himmel, der var overdænget med tusindvis af lysende stjerner. Vejret var klart. Klokken nærmede sig midnat, skellet mellem den nuværende nat og den næste morgen. En kæmpe måne, rund som en øltønde, skabte synlige skygger i det grå landskab. 
Det var et skelsættende tidspunkt med en snarlig, forhåbentlig succesfuld og mindst lige så skelsættende handling. Hvis det forløb som det skulle, ville der være én person mere, som ville gå tilbage over den gangbro, som Isla netop nu var på vej over. Hjertet bankede i halsen. Håndfladerne kløede. Hun havde set frem til dette møde med iver, der havde været svær at holde skjult. Tålmodigt og nænsomt havde hun fodret Mørket med informationer, der i værste fald kunne koste hende livet – stemplet som forræder af riget.
Borgporten sluttede sig om hende, og fødderne fortsatte ufortrødent fremad. Underlaget forvandlede sig og det samme gjorde omgivelserne, da Isla omsider befandt sig inde på selve borgen.
Den urtekyndige havde iklædt sig den mindst påfaldende kjole til dette møde; en af sort stof, simpel udskæring og et tykt mørkt bælte stramt om livet.
Aftalen var at lade sig lede ind i et lille sidekammer til den store forhal, så det gjorde hun. Fodsoldaten der førte an, sagde intet, fungerede blot som vejviser og det passede kvinden fint. Hun var for optaget af nattens aftalte aktiviteter til at kunne begive sig ud i løs, ligegyldig snak med en fremmed.

Høje tællelys stod tændt i rummets fire hjørner; kastede et dunkelt lys ud i det tomme rum, som foruden et par stole og et bord ikke rummede noget af betydning. Ud over døren, som Isla var blevet ført igennem, kunne hun skue tre øvrige udgange; en i hver væg. Høje, smalle glaspartier lukkede en smule månelys ind på gulvets midte.
Isla var for spændt til at sætte sig, hvorfor hun i stedet gik hen og pillede åndsfraværende i tællen; brækkede en smule af, som var blevet varmt og formbart at den tændte væge, og rullede det gulhvide materiale til en lille kugle mellem tommel- og pegefinger.

"Isla, velkommen!" En af døren gik op, og Zahinael trådte ind i rummet med et stort smil. 
Det var et ægte, oprigtigt smil, for han kunne heller ikke skjule sin iver for at se, hvad denne nat bød på. Det var sjældent han bare lige sådan hev en hel nat ud af sin tætpakkede kalender for en person, han ikke havde kendt særligt længe. Men Isla var en målrettet kvinde, og selvom hun blot var en døgnflue i hans lange liv, var hun for værdifuld og kompetent til at overse. Hun havde opretholdt sin del af aftalen, og det var tid til at han gjorde det samme.

"Tairas kommer snart herned. Hun havde nogle flere forberedelser til ritualet," sagde han og så ned den træplade, han havde i hånden, hvor et papir var spændt ud. "Så vi to kan klare de andre forberedelser imens."
Han vendte blikket mod døråbningen, han selv var kommet ind af, og en mand klædt i Mørkets uniform kom ind trækkende på en kæde. Én efter en kom tre skikkelser med ind, alle med metallænker om deres håndled, der var sat fast til kæden.
"Ud fra de specifikationer, du gav mig, har jeg fundet tre mulige hylstre," sagde han.
Zahinael gik hen ved siden af Isla, mens de tre skikkelser blev stillet op i nærheden af et af lysende, så man kunne se deres udseende. 
"Tag et kig på dem, og vælg hvilken, du bedst kan lide."

Isla blottede sine tænder da Skyggen gjorde hende selskab. Han lød glad, og Isla tog sig selv i at tænke, at han muligvis mærkede noget af den samme slags spænding, som netop nu gjorde det umuligt for hende at sætte sig. Den urtekyndige knipsede den lille tælle-kugle væk og trådte nærmere.
Hun lyttede opmærksomt til det der blev sagt uden at komme med indvendinger. Først da vagten kom trækkende med tre personer i lænker, blev øjnene spilet op og et fnis blev kvalt. Det var naturligvis ikke disse hylstres tragiske skæbne hun fandt morsom – ikke kun i hvert fald. Nej, det udsprang af en følelse af omsider at være på vej ned ad en sti hun havde søgt efter så længe. Om lidt, tænkte Isla og gøs.

De var alle lyshårede. De havde alle grønne øjne. Det slog hende, at hun ikke havde præciseret kønnet, hvorfor den yderste til højre tydeligt var kvinde. Isla så bort fra hende; det var ikke kvinder hun var kommet efter.
Hun tog de andre i nærmere øjesyn. Gik helt derhen, tryg ved lænkerne som fæstnede de tre personer til en fælles ’navlestreng’.
Begge mænd havde en fin højde. Ansigtstrækkene var forbløffende lig det hun søgte. Hun sendte et kort anderkendende nik til Skyggen; han havde virkelig fundet et par gode kandidater.
Men den urtekyndige vidste at det hverken ville være øjenfarve eller højde som ville afgøre, hvem hun skulle vælge – Det hele afhang af hænderne.

”Ham her.” endte hun da med at sige, efter at have taget begge mænds hænder i sine egne skiftevis. Han var ikke perfekt, men det var tæt på. Ingen på markedspladsen ville bemærke den minimale forskel, det var Isla sikker på. Det ville kræve et personligt, fysisk kendskab.
”Hvor har du fundet ham henne?” spurgte hun mens hun tænkte med varm tilfredshed:

Han har Eadgars hænder.

Zahinael så til, mens Isla besluttede sig. Der var næsten ingen tøven i hendes bevægelser, og han smilede tilfreds. Hans forlk havde gjort et formidabelt stykke arbejde, så det ud til. 
"Han blev fundet..." begyndte han og bladrede i papirene på træpladen. "I et tempel i Azurien. De har ikke meldt, hvilken type tempel. Jeg vil gætte på Aladrios. Der blev ikke gjort modstand."

Kvinden begyndte at hulke, og Zahinael viftede med hånden af vagten. Han gad ikke høre på den slags lige nu, og det var blevet bestemt, hvilken en af de tre, der skulle blive, så de andre kunne godt forsvinde igen. Vagten løsnede Islas valgte hylster fra den lange kæde og trak de to andre med sig ud igen. Døren lukkede bag dem og den irriterende hulken forstummede.
"Godt så," sagde Zahinael så, og henvendte sig kun til Isla - som om den unge mand slet ikke var i rummet. "Er der noget, du ønsker gjort ved ham inden eller efter ritualet? Hårklipning, tøjvalg eller ekstra lænker. Sidstnævnte bringer jeg op, fordi vi endnu ikke har diskuteret, hvilken del af dig selv, det helt præcist er, vi smider over i ham. Hvis den kræver ekstra varsomhed, vil jeg gerne vide det på forhånd. Tairas har også nævnt, at vi kan slette hylsterets hukommelse først, eller lade være, alt efter hvad du ønsker."

Den unge mand trippede lidt, men forholdt sig ellers rolig. Det så ud til at Isla udover at have valgt sin favorit, også havde valgt den, der mentalt kunne klare denne situation bedst. Han lod ikke til at ville forsøge at undgå sin skæbne. Perfekt. alting var lettere på den måde, og det ville i sidste ende også blive mest behageligt for alle indvolverede.

En tempeldreng. Smilet bredte sig over det hvide ansigt og hun aede åndsfraværende en tot af sit eget sorte hår, da hun kortvarigt blev fortabte sig i tanker: Manden var ung men ældre end tyve. Måske 25? Han virkede medgørlig og dog viljestærk. Kæberne var spændt, bemærkede hun. De grønne øjne var urokkelige. Hun kunne stadig fornemme følelsen af de bløde hænder; de vidnede om et liv uden fysisk hårdt arbejde.
”Jeg er virkelig imponeret” erkendte hun, uden at fjerne blikket fra hylsteret. Jo mere hun bemærkede, jo gladere syntes hun at blive. Kvinden blev slet ikke registreret, ej heller da hun og den anden blev sendt væk igen. Der var kun manden og Skyggen.

”Jeg har noget bestemt tøj med,” afslørede hun og gjorde Spionmesteren opmærksom på en skindtaske, som hun havde ladet stå ved nogle af de tændte tællelys. ”Men jeg vil egentlig foretrække at han først får tøjet på, når det er overstået – hverken klipning eller lænker vil være nødvendigt, hvis det går som det skal. Det er kun hænderne som er vigtige.” En lys nuance af rød bredte sig diskret over kinderne, mens Isla lod samtale føre videre af et andet spor:
”Åh, ja. Naturligvis. Hvis muligt vil jeg gerne have et rent, eller tomt, hylster. Ingen minder, intet spor af det som gemmer sig indeni nu” Det var forbløffende nemt – ja næsten naturligt – at snakke sådan om den tilfangetagne menneskemand. Hun vidste at det var meget at forlange; det var sjældent at minderne kunne fordrives helt, men nu hvor hun kunne ønske det som hun ville, holdt hun sig ikke tilbage.

”Jeg besidder evnen til at tage andre personer. De skal være døde, dræbt for min hånd eller haft stor betydning for mit liv, men ikke desto mindre kan jeg genoplive væsner, som egentlig er væk; de bibeholder deres minder, deres følelser. Jo længere lever efter genopstandelsen, jo mere autonomi får de. Ja – egentlig ender de med at blive fuldkomne individer, som da de levede. Forskellen er blot, at jeg befinder mig i deres indre og kan snylte på den viden de bevidst eller ubevidst samler sammen.” Hun smilede. Kun i drømme havde hun fortalt om sin evne. Det var rart at sige højt.
”Den person jeg ønske fri – overført til hylsteret – går under navnet Eadgar den Andægtige. De har måske hørt om ham?”

"Interessant evne," sagde Zahinael, mens han noterede Islas ønsker. "Måske vi kunne benytte den, hvis det er noget, du ønsker at udforske yderligere."
I nat havde lidt andre formål end at dvæle ved andre nyttefulde anvendelsesmuligheder ved evnen, men informationen satte sig stadig godt fast på nethinden. Hvilke spændende afhøringsmuligheder der lå i at slå en farlig person ihjel og så bare absorbere hukommelsen. Hvor effektivt mon et forhør overhovedet ville være, hvis det foregik i samme sind? Kunne Isla hører Eadgars underbevidste tanker?
Der var noget at drøfte over et godt glas rødvin her, det var sikkert.

"Eadgar den Andægtige," gentog Zahinael mumlende. "Hmm, nej det siger mig ikke lige noget. Jeg holder mig sjældent opdateret på mennesker, medminder de er virkelig interessante. Men han lyder som en præst - måske derfor du er gladest for tempeldrengen?"
Han havde holdt sig opdateret på Isla, men dog først efter hun havde været den opsøgende part. Nu faldt hun i virkelig-interessant-kategorien, og det var absolut til hendes fordel. Andre mennesker, der faldt i kategorien, var ikke altid så heldige. Lysets nye spionmester, havde han hørt flest rygter om menneskelig afstamning om, men hende havde han ikke i sinde at holde øje med, fordi han ønskede et samarbejde. Det ville enhver i den position allerede være for indoktrineret til, at han overhovedet gad forsøge sig med. Nej, så var en kniv i struben nemmere. Han smilede for sig selv ved mindet, inden han vendte opmærksomheden tilbage til rummet.

Han rakte den unge mand et af papirene, han havde skriblet på, og lagde hånden på hans skulder. 
"Smut ind ad den dør. De burde have gjort et varmt bad klar til dig," sagde Zahinael så og pegede på en af de andre døre i lokalet. Tempeldrengen greb fumlende ved papiret - hans hænder var trods alt stadig lænket sammen - og trissede lydigt derhen. 
Zahinael vendte sig mod Isla, da døren var lukket bag ham. "Hvad er dine planer med ham bagefter, om jeg må spørge? Skal han blive her, eller skal han tilbage hvor han... Kom fra?"

At Skyggen viste interesse for evnen og ytrede ønske om at undersøge dens muligheder nærmere, såfremt Isla ønskede det, fik det til at smyge sig kælent i kvindens mave. Åh, han skulle bare vide. ”Meget gerne,” endte den urtekyndige med at svare og tøjlede den indre begejstring, så der ikke var behov for at gå på kompromis med den mere professionelle stemning, der var anlagt imellem dem.
Alligevel flyttede Isla blikket fra den udvalgte unge mand og hen til Spionmesteren. Han var en spøjs størrelse, hvis mest karakteristiske træk – de isblå øjne – burde kunne få det til at vende sig af skræk i Islas indre. Han var endnu et fysisk bevis på den mistanke hun havde om, at hun var blevet underlagt en forbandelse, der fik hende til at møde de helvedesøjne alle steder; 90 procent af de iriser som den urtekyndige så ind i, syntes at være isblå.
Men i modsætning til de øvrige isblå blikke, var disse øjne ikke længere kvalmefremkaldende – Isla forbandt dem i stedet med kontrol og styrke og besvarede dem i højere grad med respekt end mistro.

”Du har ret. Jeg har en svaghed for de kære tempeldrenge”, medgav Isla med slet skjult varme i stemmen og kiggede på den tilfangetagende mand. Skyggen var trådt hen til ham og gav ham nu besked om at gå ind for at vaske sig. Selv det syntes hylsteret at affinde sig uden synlige protester. Det var næsten helt beundringsværdigt.
”- Lad ham forblive nøgen når badet er overstået,” indskød Isla med funklende øjne. Det ville være den nemmeste måde at tjekke, hvorvidt det rent faktisk var lykkedes at overføre Eadgars sind til den nye mand. Hun fulgte ham med øjnene da han, med papiret i hånden, forlod dem.

”Han skal med tilbage til hovedstaden og overtage alt det, Eadgar allerede har fået sat i gang. Jeg tvivler på, at der er nogen, som vil bemærke en forskel; forkyndere har med at ligne dét folket forventer, at de skal ligne. Når bare de mest karakteristiske kendetegn er opretholdt klarer Lyset og menneskers forvrængede forestillingsevne resten.”
Den urtekyndige trak sigende på skuldrene og gav omsider sin nysgerrighed frit løb:

”Så hvad er planen?”

"Jeg tror hun selv vil fortælle mere om processen, når hun kommer herned," begyndte han og lod blikket løbe over papirene igen. "Jeg klargøre det sisdte sammen med dig, herunder hylsterets udvælgelse, og så skal vi have gjort dig tilpas med hele situationen. Hylsteret gøres tomt... Alle indtager deres pladser i ritualrummet... Sindet splittes. Hun har virkelig ikke været specifik, og det er ikke lige mit speciale. Kom lad os gå ind og se på rummet."

Zahinael holdt en kort pause, mens han ledte hende ind i det sidste tilstødende rum, der var markeret med kridttegninger af cirkler, pentagrammer og underlige symboler. "Har du overvejet konsekvenserne ved at lade ham få sit eget liv igen? Den måde, du omtaler ham på... Nu må du endelig rette min antagelse, men det lyder som om, han har været tilskuer til dit liv siden du absorberede ham? Når I deler viden, deler I så også oplevelser og minder? Vil han kende alt til dig, hvad du har foretaget dig her?"

Det var ikke bekymring som sådan, der var på fære her. En blanding af nysgerrighed og kaoskontrol. Isla ønskede tempeldregnen og denne Eadgar, hun havde absorberet, tilbage til det liv, han var blevet frataget, og mens det var bemærkelsesværdigt nok, og Zahinael ved lejlighed ønskede en uddybning på, hvad Eadgar havde igangsat i hovedstaden, var han vant til at tænke sine handlinger langt ud i fremtiden. Hvis Isla var Eadgar og Eadgar havde været hende i lang tid, var der en risiko for, at Eadgar kendte til den handel, hun havde indgået med Zahinael, herunder hans identitet samt eventuelle andre informationer, han virkelig ikke havde lyst til skulle komme Lyset i hænde. Som eksempelvis alle de informationer, Isla havde givet ham i løbet af de sidste par måneder. De var ikke meget værd, hvis Lyset fik nys om, hvilke af deres folk, der var blevet udleveret.

Isla fulgte med efter at hun havde tilkendegivet de ytrede ord med et nik. Spændingen ramte maveregionen og spredte sig derfra ud til alle lemmerne. Ukendte symboler var tegnet med kridt og fik det hele til at virke mystisk og nervepirrende.
Det tog Isla et øjeblik at slide blikket væk fra det og hen på Skyggen, der atter var begyndt at snakke. Hun lyttede tavst til denne var færdig og forstod bekymringen, som Spionmesteren havde fremlagt.

”Sagen er -,” begyndte den urtekyndige og prøvede at vælge sine ord med omhu:”- at det kun gælder den ene vej. Jeg er tilskuer til Eadgars liv. Jeg sidder i /hans/ kerne – hvad jeg foretager mig, hvad jeg tænker, mærker og gør har han ingen erindring om. Muligvis kan han, i særlige øjeblikke hvor jeg oplever begejstring eller vrede over et valg han gør, fornemme noget – en følelse – i sit inderste indre, men han vil ikke kunne definere det. Kort sagt ved han ikke at jeg eksisterer – eller at han selv kun gør det takket være mig.”
Isla rettede på sin kjole og mødte derefter Skyggens blik igen.
”Så nej. Han vil ikke vide det. Han vil muligvis slet ikke bemærke at der er sket noget – at der er foregået en sjælesplittelse og han har fået en selvstændig krop.” Tanken om Eadgars uvidenhed fik hende til at smile en kende overbærende. ”Der vil først blive et problem hvis jeg slet ikke har nogen forbindelse til ham - for det er essentielt”

"Hvis du slet ikke har forbindelse til ham," gentog Zahinael. "Så der skal stadig være en forbindelse mellem jer, selv efter splittelsen?"
Han havde forstået hendes ønske som en hel splittelse oprindelse, uden nogen sammenhæng de to sjæle imellem efterfølgende. Bekymringerne om hvorvidt Eadgar ville være en trussel mod Islas foretagne i Mørket bagefter syntes dog at være manet til jorden. Han havde stadig spørgsmål til evnen, der med forklaringen kun blev endnu mere interessant. Så hun var i hans indre, men hun styrede stadig kroppen, eller måske kun i hendes egen form?
Igennem årene havde han kendt mange formskiftere, men ingen helt som hende. Evnen til at absorbere en andens, ja det måtte vel være sjæl, var yderst interessant. Næsten en modsætning til Tairas' evne til at splitte dem ad igen.

Mens de talte sammen, begyndte Zahinael at tænde flere stearinlys i rummet. Gammelt voks var løbet ned i borde og hylder, og der lå flere klatter på gulvet, vidnende om at rummet ikke kun blev brugt til et ritual denne nat. Han sørgede for at træde ved siden af kridtstregerne. Hvor meget de havde at gøre med magiens kraft og type, forstod han sig ikke på, men Tairas havde brugt tid på at tegne det hele op, så helt ubetydeligt kunne det næppe være.

Isla nikkede bekræftende:
”Det er korrekt. Den eneste forskel skal være at vi begge skal kunne findes i det samme rum samtidig – at vi ikke deles om ét legeme. Forbindelsen skal forblive intakt: Jeg skal fortsat kunne mærke, præge og styre ham, såfremt det er hvad jeg ønsker. Eller sagt på en anden måde; han må ikke opnå fuld autonomi.”

Det ville potentielt ende med en forberedt og mere betydningsfuld relation, end den hun havde kunnet etablere med sine insekter, som stadig kun eksisterede og var villig til at samarbejde hvis de fik orange spyt ud af det. At have en selvstændig og dog stadig forbundet Eadgar ville fjerne usikkerheden der herskede, når man brugte dybt afhængige individer til at udrette ting for sig. Den urtekyndige ville kunne få et ekstra par troværdige og kontrollerbare øjne i hovedstaden – og ingen ville opdage det.
”- Det er muligt, ikke?”
Isla så tvivlende mod Skyggen, der var begyndt at tænde tællelys med mærkbar præcision.

Zahinael smilede. Selv med ryggen til kunne Isla nok fornemme, hvordan hans væsen var begyndt at tænke længere frem i tiden og udnytte hendes enormt spændende evne. Hvad de ikke kunne opnå med muligheden for at absorbere et andet væsen og så slavebinde det på denne måde. 
"Det er, hvad Tairas allerede forventede, ville blive tilfældet," svarede Zahinael, lige idet døren gik op. "Jeg tror faktisk ikke hun gør sig meget i frivillighed."
Ind ad døren kom en høj, kvindelig dæmon. Hendes rødlige hår hang i en lang fletning ned ad ryggen og hendes ansigt var indrammet af to store vædderhorn. Hendes næse var flad og øjnene store og røde helt ud hvor der burde være hvidt. Hendes hud var mørk og udsmykket med hvide markeringer, der lignede de ritualtegninger, der prydede rummet, de var i.

"Jeg tror faktisk det her er første gang, jeg skal udføre en splittelse med frivillige - eller halvdelen i hvert fald," sagde Tairas. Hendes stemme var dyb og blød, i kontrast til hendes ord. "Giv mig noterne, Nael."
Normalt lod Zahinael ikke folk tiltale ham sådan i professionelle sammenhænge, men Tairas var en undtagelse. I søgningen efter en kompetent sjælesplitter havde han først forsøgt at undgå at opsøge hende igen. De havde en lang historie bag sig, og deres sidste møde havde ikke været det mest behagelige. Syvhundrede år healede dog næsten alle sjælesår, og de havde været i stand til at tale sig igennem resten. Undervejs var han blevet i tvivl om, om alt det arbejde ikke overgik Islas ene spion-betaling, men med det hun nu havde fortalt om sin evne, og tegnene på at hun havde lyst til at gøre mere for Mørket, så begyndte det at ligne, at de alligevel havde lavet en nogenlunde lige handel. 
"Hmm, det passer rimelig godt med hvad jeg har forberedt," sagde Tairas, da hun havde skimmet noterne. "Jeg går lige ind og tømmer hylsteret. Isla, du skal stå derovre i den højre cirkel. Skal du tisse, er det sidste chance."

Atter formåede Skyggen at sikre Isla ro, ved at destruere de voksende, irrationelle tanker, der sang om, hvordan sjælesplittelsen ville mislykkes, hvordan det ville fejle. Aldrig havde den urtekyndige fundet tryghed ved at overlade sin skæbne i andres hænder – og pludselig gjorde hun det, selvom han egentlig var så godt som ukendt; en flakken på væggen.
De var ikke længere alene. Et rødhåret væsen, hvis lige Isla aldrig var stødt på før, gjorde dem selskab. Det måtte være den omtalte Tairas; kvinden som skulle stå for de rituelle handlinger.
Hun var en fascinerende og skræmmende syn, denne kvinde. Isla mørke øjne slugte hende med skjult begær, lod blikket følge de lyse linjer på den mørke hud.

Da Tairas henvendte sig direkte til hende – efter at have læst noterne igennem – nikkede Isla og smilede et skævt smil. Hjertet var begyndt at banke hurtigere igen. ”Jeg er klar,” svarede hun samarbejdsvilligt og stillede sig forsigtigt ind i den henviste cirkel i hjørnet. Den urtekyndige følte ingen fysiske behov, som hun stod der og mærkede hvordan afgrunden nærmede sig; snart ville det vise sig, om hun kunne flyve.

Zahinael færdiggjorde at tænde de sidste lys, mens Tairas gjorde sit arbejde i det tilstødende rum. Der gik ikke længe, før hun kom tilbage igen, og to soldater slæbte på det tomme hylster, der uden egen vilje ikke kunne gå selv. Øjnene var blanke og glasagtige, som om tempeldrengen var fanget  en feberdrøm. Zahinael vidste bedre. Tairas havde nok fanget ham i en lille glasflaske. Hun fik de to soldater til at lægge kroppen i en cirkel, hvis streger gik en smule indover både den, Isla stod i, og den Tairas selv stillede sig i. 
"Zahinael, om bag mig," sagde hun, og måtte uddybe, da han ikke adlød med det samme. "Jeg skal bruge din chakra til at få mere kraft på ritualet - åh ingen sure miner, du. Du kan godt klare at være tørlagt en enkelt nat."
En smule modstridende - for denne del var han ikke blevet forberedt på - gik Zahinael om bag Tairas og lod hende placere hans hænder på sine hofter. Han ville have været højere end hende, havde det ikke været for de imponerende horn. Horn, han i det øjeblik lidt savnede selv, men tanken var hurtigt væk igen. 

Soldatene tog plads tættere på Isla og kroppen. 
"De to her vil sørge for, I ikke bryder cirklerne," forklarede Tairas. "Jeg forventer ikke, at du kan holde dig oprejst under hele affæren, og de har skjolde til at holde ritualet på afstand. Det kan også være kroppen begynder at rykke på sig, og der skal du bare lade dem tage sig af det. Bryder du cirklen, vil der være overhængende fare for, at jeg ikke får adskilt jer ordentligt, og du ryger med i processen. Så får du kun skiftet krop og ikke splittet sjæl. I vil aldrig kunne blive helt adskilt, medmindre anden magi gør det. Så vidt jeg forstod er han opstået ud fra din magi, og ikke blot en invaderende sjæl i din."
Det sidste blev sagt som en forsikring om, at de var enige om, hvad ritualet skulle ende ud i, og da Tairas havde læst noterne, var det vist mest fordi hun ønskede at Isla vidste, at Tairas havde styr på det. Hun var noget af en kontrollerende kvinde. Hun nævnte et par ekstra foranstaltninger, mens Zahinael nød at mærke hendes krop under sine fingre og kom til at lade sine tanker flyde lidt. 

Hans tanker blev dog revet brat tilbage til rummet igen, da hun slog over i dæmonisk og begyndte på sine riter. Hendes stemme virkede pludselig meget fremmed. Mørkere end ellers, kraftigere og med smæld i sig, som forsøgte hun at give luften pisk. En vind trak op inde i det ellers aflukkede rum og flere af stearinlysene gik ud. Den røde fletning holdt sig kun liggende, fordi den var tynget ned i frisuren. Zahinael kunne mærke sin chakra blive hevet fra sig, og han åndede tungt ud og lod fingrene bore sig hårdere ind i Tairas' hofter. Ufortrødent fortsatte hun sin rite, og snart knitrede luften af magisk potentiale.

Det var i starten til at se bort fra; en dump smerte, ubestemmelig og trykkende, udsprang fra solar plexus. Intensiteten steg dog eksponentielt i takt med klangen af de praktiserede, dæmoniske riter. Mørket omsluttede den urtekyndige, da de tynde øjenlåg gled i. Det første reelle jag kom fra baghovedet. Mørket trak sig sammen og fra hinanden, smerte kløvede sig gennem hjerne og sind, kastede pinselstråde over Islas krop, så denne gispede hørbart. Øjnene blev klemt hårdere i, da rituelle kræfter fik indersiden af legemet til at flækkes og bane vejen for et Lys. Kroppen trak sig unaturligt sammen, men den urtekyndige forblev oprejst. Fulgte Lyset med sit blinde blik, der blev drevet frem foran de ukendte, magiske ord.

Hun vidste at det var Eadgars Lys. Lyset. Og det voksede frem, samlede sig sammen til en organisk helhed, ved at rive og flå i den sorte bånd, som holdt det fanget i den urtekyndiges krop. Anstrengelse og helvedeskvaler havde gjort panden glinsende, reflekterede de stilstående flammer, der omgav scenariet.
Luften blev slået ud af lungerne da Lyset gennemhullede kapillærerne, det fint forgrenede blodnet. Kroppen trak sig sammen i spasmer, væltede forover men genfandt balancen tidsnok til at forblive i cirklens midte – måske hjulpet af fremmede hænder? Øjenlågene dirrede, skriget lød som var det fyldt med kogende vand. Men Lyset fortsatte ufortrødent sin vandring, sprængte muskelfibre og marv for at lægge sig i underhuden. Som et kæmpe blåt mærke, tykt og svullet gult materie. Hun ville briste. Og i stedet for blod, ville Lys forlade de åbne sår. Knæene ramte underlaget. At holde sig oprejst var ikke længere muligt.
Hun mærkede sin egen opløsning, mens hun vred sig i vånde. Lyset eksploderede gennem huden, og alt blev sort.
Eller næsten. Et lille korn – en gylden klarhed forblev tilbage. Forvredet, fortæret, forladt åbnede Isla omsider øjnene fra sin sammenkrummede stilling på gulvet.

Alt gjorde ondt, og samtidig føltes intet forandret.

Zahinael prøvede at holde fokus på hvad der skete i cirklen foran ham, men med Tairas' svingende arme og den pludselige vind i rummet, der hvivlede støv og voks fra lysene rundt, måtte han til sidst knibe øjnene sammen. Lydene fra Isla var unaturlige og forcerede. Noget, der ville give de fleste kvalme eller en knude i maven at skulle lytte til, men Zahinael tænkte ikke videre over det. Han var fokuseret på følelsen af at få revet chakra ud af sin krop. Det var næsten et større overgreb end da havde fået taget sine dæmoniske træk fra sig, og det tog alt hans viljestyrke at holde hænderne på Tairas og lade hende bruge magien. Hun kendte ikke hans fortid, og hun var ikke en mild magibruger. Hvor andre kunne tage en smule med præcision eller nænsomt lokke det frem, greb hun efter det første og bedste og rev det til sig uden hensyn. Det var som at få revet et organ ud og på vejen rive de sener og årer over, der nu lige var i vejen. Kirugisk sjælepræcision var i den grad fremmed for dæmonkvinden.

Lige som han troede, det var overstået, og han kunne skimte Isla blive holdt inde i cirklen af de to soldater, langsomt mistende noget af sin sjæl, tog det til igen. Tairas' riter blev stærkere og højere, og den rest han havde haft af chakra blev vristet fra ham. Ordene og magien fulgte samme mønster som før, men... Omvendt. Hun var ved at putte sjælen ind i hylsteret. Zahinael begravede sit ansigt i det bløde, skærmende hår, og da ordene endelig forstummede, vinden lagde sig og Tairas klappede Zahinael på håndryggen, rettede han sig op og følte sig som en, der havde løbet fra Dianthos til Balzera i ét træk.

På gulvet foran Islas sammensunkne skikkelse slog hylsteret øjnene op.

Hylsteret var, som Isla havde bedt om, nøgent. Med en vejrtrækning der var overfladisk og endnu relativt besværet, kunne hun ikke fokusere på andet end hylsteret, der netop havde åbnet øjnene.
Hun iagttog stumt hvordan de grønne øjne flakkede fra side til side, som prøvede de at skabe mening med den verden, som kunne ses fra den liggende position i cirklen.
Så lød der et hørbart suk, da hylsteret omsider fandt det bedst at forsøge at rejse sig.
Isla forblev i den siddende stilling på gulvet, men ryggen var blevet rettet op, således at hun nemmere kunne overvære hylsteret og dets handlinger.

Efter et par vaklende forsøg, lykkedes det hylsteret at komme på benene. Ansigtet blev rette fremad mod de øvrige i rummet, mens hjernen tydeligt forsøgte at få liv i de slumrende sanser og få det  groteske scenarie til at hænge samme.
”Eadgar,” kvækkede Isla med sprød stemme, og mærkede hvordan hjertet hoppede flere meter, da hylsteret vendte sig mod lyden. Dog vidste Isla at det ikke nødvendigvis betød, at det rent faktisk var navnet 'Eadgar', som hylsteret havde reageret på, men at det sagtens kunne være lyden i sig selv.
Nu, tænkte den urtekyndige mens det svimlede ved tanken om, at det hele potentielt kunne være gået galt – nu må vi se om han er der.
Isla fugtede sine læber og lod ordene falde:
”Jamen, Eadgar. Du er jo nøgen.”

De grønne øjne blinkede forvirret. Som forstod han ikke, hvad der var blevet sagt. Så bøjede han nakken fremad, og kiggede ned af sig selv. Reaktionen var prompte:
Øjnene bulede ud af, hagen blev tabt på gulvet (efter et instinktivt hvin) og han slog begge hænder ned foran sin manddom. Ansigtet var blegt, kun afbrudt af blussende røde kinder. ”O, du hellige Lys! Hvad foregår der?” Skingrede han og krympede sig mærkbart og forlegent.
Isla mærkede lettelsen ramme hendes trætte legeme. Med et skævt smil henvendte hun sig til dæmonen og Skyggen:
”Jeg tror rent faktisk at det lykkedes”

Zahinael følte sig gammel i det øjeblik. Helt uendeligt gammel, og langt over sine beskedne 2030 år. Han kunne sove i en uge, var han sikker på. Bare ærgerligt, han ikke havde tid til den slags.
Derfor var det en oplivende besked at få, at Isla mente, at ritualet havde været vellykket. Han kunne heller ikke lade være med at trække på smilebåndet af knægtens forfærdelse ved sin egen nøgenhed. Så tydeligt en forkynder af Lyset. Uskyldigheden selv. Lige her, uvidende midt i Mørket.

Han klappede Tairas på skulderen og hun sendte ham et skævt smil, inden hun elegant vendte rundt og tog en af dørerne ud. Det ville ikke nødvendigvis være det bedste, at denne Eadgar fik hende at se - både for hans skyld, skulle han ikke blive alt for skræmt, og for hendes egen diskretions skyld. Hun var ikke ligefrem typen, der nød at være alment kendt.
"Her, Eadgar, noget at dække dig til med," sagde Zahinael og greb efter en kåbe, der var blevet lagt frem netop til dette formål. Han spredte den ud med hænderne og holdt den op for den unge mand, så han kunne trække i ærmerne. "Det hele må uden tvivl være meget forvirrende for dig. Det forstår jeg godt. Jeg forsikre dig om, at du er i gode hænder. Du kender Isla her, ikke? Hende kan du takke for dit liv."

Det var utroligt stadig at kunne finde den forførende, charmerende side, når udmattelsen var så overvældende. Normalt blev han bare mere sur og lettere til at overreagere, når han var magisk udmattet. Træthed var noget han kunne arbejde med, men den her udmattelse... Den bløde seng et par etager ovenover kaldte højlydt på ham. 
Men et smil, der på ingen måde dækkede nok over hvordan han havde det, så han på Isla som for at lægge op til at hun sagde noget nu. Hun var trods alt den, der kendte Eadgar bedst. Eller... Var hun Eadgar? Eadgar var hende? Havde været?

Eadgar var ikke langsom om at tage imod tilbuddet om tøj og iklæde sig dét, som Skyggen holdt frem. Det var som om erkendelsen af sin egen nøgenhed havde vækket ham – Isla skjulte et smil. At se ham stå der – ikke langt fra det udseende som den oprindelige Eadgar havde haft – var en berusende tanke. For en stund glemte hun selv at være træt og fik rejst sig.
”tjo..” hørte hun Eadgar mumle, fortsat beklemt over den situation som han kort forinden (og til dels stadigvæk) befandt sig i.
Isla vidste – såfremt at det var hele Eadgars person og minder som var blevet overført – at der ikke ville være meget genkendelse at hente. Hun havde gjort sit for at udviske sin egen identitet i tempeldrengens bevidsthed, og han burde kun kende hende af navn, fordi de i teorien begge befandt sig meget på markedspladsen - indtil nu havde det jo aldrig reelt været muligt at stå der samtidig.

Islas hoved dunkede, velvidende at det kun ville blive være når adrenalinen havde fortaget sig.
”Kan det være muligt at få ham sendt afsted med det samme?” spurgte hun Skyggen og rettede så sin opmærksomhed mod Eadgar, der så lettere utilpas ud. Han blev ved med at skotte til aftegningerne på gulvet og holdt krampagtigt fat i tøjet, som frygtede han at det skulle falde af ham.
”Du kommer tilbage til Lyset nu, bare rolig,” sagde hun mildt. Så fandt hun noget frem i en lille stofpose og puttede det i Eadgars bløde hånd: ”Spis dette inden du skal sove – det vil hjælpe dig” – og få dig til at glemme alting. Eadgar nikkede stumt. De grønne øjne havde et gyldent skær over sig. Det inderst indre fortalte hende, at han ville gøre som hun ønskede.

”Hvis det er muligt, kan jeg så kort snakke med dig, inden jeg selv tager afsted?” Atter så hun på Skyggen.

Zahinael nikkede til de to soldater, der heldigvis allerede havde fået grundige instruktioner i ikke at tale for meget med hylsteret og at sørge for, han ikke fik for meget af borgen at se, skulle han fragtes i vågen tilstand. 
"Selvfølgelig," svarede Zahinael og lagde en venlig hånd på Eadgars skulder. "Før ham op til vores transport og få denne mand sikkert hjem. Isla, hvor præcis skal han hen?"

Da alt var faldet på plads, og Eadgar var godt på vej mod en hurtig vej hjem - teleportation var ikke uhørt i Mørket, men ikke ofte noget, der blev brugt på små ærrinder som dette, så han ville nok blive sat på en grif, der vidste hvor den skulle hen - vendte Zahinael sig mod Isla.
"Jeg havde håbet, du ville blive lidt længere end blot en enkelt kort samtale," svarede han så. "Vi har meget at snakke om, føler jeg."
Han åbnede døren ind til forberedelsesrummet. Det ledte ingen vegne, men det var der, Tairas var forsvundet ind. I karret, der havde været et bad til hylsteret og nu var blevet tømt for vand, lå Tairas med arme og ben udover træet og hovedet lænet tilbage. Det lange hår var frit af fletningen og flød udover gulvet. Flere af de hvide markeringer var udhviskede af sved. Hun snorkede. Zahinael trak på smilebånden og lukkede døren igen.
"Kom, lad os gå op til mit kontor."

Et par etager længere oppe lå Zahinaels kontor. Det var simpelt og uindrettet endnu. Det tilstødende værelse indeholdt kun en seng, og skrivebordet i dette rum kunne godt bruge flere papirstakke for at afspejle Zahinaels travlhed. De havde ikke været på Obsidianslottet længe, og alle hans gamle egendele var gået tabt i slaget om Kzar Dûn. Dog havde han fået anlagt en altan med plads til det vigstige i hans liv: Luna. 
Griffen bankede på ruden med det gyldne næb, så snart den hørte at nogen trådte ind i rummet. Zahinael gik hen og åbnede glasdøren, og hungriffen tvang straks sit hoved ind under hans armhule, nappede i hans tøj og hvæsede ad Isla.
"Rolig nu, hun er en ven," lo han og fik endnu et nap tilbage. "Ikke den slags ven. Arbejde, Luna."
Griffen fnøs og kneb et øje sammen mod Isla, men stoppede sin nappen og lagde sig ned henover dørtærsklen.