Teksten var fornem og formel som huset og Eadgar den Andægtige havde besvaret det med mærkbar stolthed i kinderne. Der var noget yderst behageligt ved at blive anderkendt som en der ansås som værende god nok til at undervise og præge en fyrstedatter. Og selvom Eadgar ikke kendte synderligt meget til familien Arys, havde Aldamar før vakt interesse og forkynderen så frem til at møde dennes lillesøster personligt.
Han stod netop nu bøjet over et olieret bord af kernetræ, hvorpå tynde årer af gyldent metal snoede sig dekorativt op af de store bordben, og endte med at udgøre en metallisk ramme om selve bordpladen. På dets midte lå en enkelt bog, indbundet i klæde af hvidt og guld.
Til højre for bogen var Eadgar den Andægtige ved at ordne en bunke papirer, fjerpenne og andet nips som ligeledes var medbragt til deres aller første session.
Den unge mand fjernede sig fra sit foretagende, rankede ryggen og strøg hen over den hvide, simple robe med en næsten kærlig hånd, da en lyd tilkendegav, at han snart ikke ville være alene i rummet mere; et rum med bogreoler langs den ene væg, store vinduer med farvet glas i den anden, og – foruden det store bord og tilhørende stol – derudover blandt andet indeholdt et mindre bord, hvor stolen allerede var rykket ud og stod klar til Arya af Arys – Eadgar den Andægtiges nye elev.
Krystallandet