Så hvorfor skulle man så være opmærksom på, at nogen ville kidnappe en?
Ikke at hun ikke prøvede at kæmpe imod – men her var det at den spinkle elver krop, aldrig ville kunne måle sig med nogen med rå styrke. Så derfor havde kampen også været hurtigt over, og hun havde svømmet ind i mørket, uden at vide hvad der lige var sket i øjeblikket som hun var blevet overfladdet.
Hele hendes krop skreg af smerte.
Det var nok det som vækkede hende i første omgang. Det næste, lænker? Det rasede som hun prøvede at løsrive sig af hendes drøm. Hendes knæ gjorde ondt, og da hun lige så stille vågnede op igen. Hvor var hun. “Åh… mit hoved” stønnede hun stille, som hun kom mere og mere til sig selv.
Hvad var der sket?
Lige så stille begyndte hendes øjne at vende sig til mørket. Hun sad på sine knæ, på et klamt og koldt stengulv. Der var ingen vinduer, lige hvad hun kunne se af. Og her stank af en blanding mellem rødne fisk og – olie?
Lige så stille sank elverkvinden nervøst, som øjne der forvandlede sig fra blå til nogle grøn gullige nogen. Den typiske farve, for angsten hun bar i den nu urolige krop. Skulle hun dø? Men hvorfor?
Hun skilte læberne fra hinanden, mens kæderne omkring hendes hænder begyndte at rasle, da hun ikke kunne holde dem i ro. Nervøst begyndte hun at slå klik med tungen, og hoved slog imod den ene side i en meget bestemt facon. Ganske tydeligt, noget hun ikke havde kontrol over.
Hjertet var på vej ud af brystet, som hun blev mere og mere bange for situationen hun sad i.
Mest af alt, fordi hun ingen anelse havde om hvorfor, hvilket var nogle af de ting som skræmte hende allermest. Men selvom at panik og angst var tæt på at lamme alle hendes tanker. Kom hun i tanke om at hun jo blot kunne teleportere sig ud af situationen! Nemt!
Men som hun prøvede, kunne hun mærke at der var noget magisk omkring lænkerne der forbød hende fra at bruge præcis den evne.
Nej. Nej! Hvordan kunne de vide det!? Hvem havde brugt så lang tid på at studere hende, uden at hun også lagde mærke til det.
Se det var i sandhed det som skræmte hende allermest. Med en tør mund, skilte hun læberne fra hinanden; “Hallo?”

Krystallandet
