Det havde været en lang og ikke mindst kold nat indenfor Dianthos bymure. Byportene som lukkede byen ned når mørket lagde sig over byen, var kun lige nået at lukkes, som Davina havde været på vej mod dem.
Det havde betydet hun måtte finde ly for natten, men hvert et værelse var for længst lejet ud. Så hun havde måtte bruge natten på at gå gaderne tynde for at holde armen.

Mere bevægelse betød dog også at hendes evige sult kun voksede sig større, mørket fik mere fat i både by og hende. Efter bedste evne havde hun forsøgt at holde det i skak, men denne gang havde hun ikke vundet kampen..

Da solens stråler begyndte at kigge over bymurene, kom hun til sig selv.
Stående i en blind gyde, foroverbøjet hen over en afdød person var hun kommet til sig selv, med en metallisk smag ag blod i munden. Tårerne havde presset sig på i de tofarvede øjne, da det gik op for hende at den afdøde havde bidemærker og lunser af kød manglede.
Febrilsk forsøgte hun at tørre de blod indsmurte hænder af i kjolens mørke turkise stof, men en del af det var allerede indtørret, lige ledes hjalp det heller ikke at kjolen fik mere blod på sig.

Hun drejede om på hælen og satte med hastige skridt, som grænsede til løb, kursen væk fra liget. Hun måtte finde et sted at få vasket blodet af sig, før byen rigtig vågnede op, selvom personerne i denne del sjældent fulgte samme døgnrytme som resten af Dianthos.

Ved første øjekast ville det for andre let se ud som om blodet kom fra hende, og med de tårefyldte øjne stod det også klart for de fleste at hun ikke hørte hjemme her i Slumringskvarteret.

Pax havde betragtet den rødhårede kvinde, rejse sig med paniske øjne og dernæst sætte i hastig gang ned af grusvejen – og Pax forstod hende såmænd godt. Havde han selv tabt besindelsen og forsøgt at æde et andet menneske, ville han øjensynligt se lige sådan ud.
Det havde også været markabart at kigge på. Om han selv var ligbleg, anede han ikke, men det ville i grunden ikke overraske ham, skulle det vise sig at være tilfældet. Det føltes i hvert fald som om, at hans blod havde samlet sig i de slidte støvler og derved ikke cirkulerede i resten af hans tynde, udmagrede krop.

I det kvinden fortsatte sin febrilske vej væk, således gjorde også Pax. Dog var der væsentlig forskel på de to skikkelser, der befandt sig i hovedstadens skumle kvarter tidligere end alle andre. Hvor kvinden bevægede sig grænsende til formålsløst rundt, skridtede Pax med selvsikre, målrettede skridt, selvom han i grunden ikke anede hvorfor, at han fulgte efter kvinden. Hun så mere eller mindre velhavende ud, men der var ikke nogen åbenlyse værdigenstande på hende, hvormed Pax ikke sandfærdigt kunne hævde, at netop tyveri var årsagen.

Måske det nok snarere var en morderisk fascination – hvad ved Zaladins rynkede røv, havde hende dog fået til at angribe en uskyldig?

Pax stoppede op, som kvinden bevægede sig ind i en blindgyde og med armene over kors, gav han sig til at betragte hende, henslængt op af murstensværket. ”Hvis du skal vaske det der af, bliver du nødt til at stikke hovedet i rendestenen i undergrunden”, tilbød han, nærmest nonchalant, som var de røde plamager ikke blod men blot genstridige vinpletter. 

I alt sin hast for at komme væk af liget i den anden blindgyde, var det ikke faldet hende ind at tjekke for nysgerrige øjne. Omstændighederne kaldte jo ikke ligefrem for det, selvom hun befandt sig et sted hvor øre og øjne var mange!

Hendes skridt blev ikke mindre hektiske, som det gik op for hende at vand til at vaske blodet af sig ikke bare sådan uden videre dukkede op. Hvorfor i alverden var der ikke bare så meget som en øltønde, hvis indhold for længst var skiftet ud med regnvand, tilstede?!

Før hun fik set sig om, befandt hun sig endnu engang i en blindgyde. Forenden af stien lukkede en solid mur sig, tårnende op foran hende. Hun kunne da ikke være havnet tilbage i samme gyde som hun startede i? Eller kunne hun? Blikket bevægede sig mod jorden for at lede efter spor af blod eller et lig, men da intet af det var at finde, slap et svagt lettelsessuk fri fra hendes læber.

Stemmen bag hende fik hendes lille skikkelse til at fare let sammen, da et chok gik gennem hende. Var denne person fulgt efter hende herhen?
Langsomt drejede hun omkring sig selv, men med hænderne placeret bag hendes ryg, da hun stod front mod front med fyren. Ikke at det gjorde en forskel. Blodet var jo stadig at se på kjolen, men også omkring mund og hage.

De tofarvede øjne flyttede sig skiftevis fra fyren og til den lidt større gade bag ham, som ledte hun efter en udvej, en mulighed for at smutte forbi ham.
Blindgyden var smal, og skulle hun forbi ham ville hendes skulder ikke kunne undgå at støde imod hans arm. ”Jeg..” begyndte hun lavmælt før hun holdte en kort pause.
”..Jeg ved ikke hvor rendestenen eller undergrunden er..” den fine stemme truede nærmest med at knække, mens tonen i den næsten råbte ham om hjælp, om ikke andet til at fortælle hende vejen til undergrunden.

Pax betragtede den ængstelige kvinde i en kort rum tid, som syntes han at skulle bestemme, hvorvidt han ønskede at hjælpe hende eller ej. Omsider nikkede han dog, for tilsyneladende havde den unge knægt besluttet sig for, at det var på sin plads – hvem ville ikke gerne være vidne til en sådan historie?

”Følg med”, sagde han, i en tone der indikerede, at kvinden ikke havde megen at skulle sige i den forbindelse; men også en tone der afslørede, at Pax var van til at folk adlød ham. At han end ikke øjeblikket efter satte i skridt væk fra hende, forstærkede blot den formodning pigen kunne få.

Ikke at Pax rigtig lod sig dvæle ved det faktum. Drevet af en indestængt træthed og sult, var Pax mere fokuseret på det gnistrende spændingsmoment. Der var tilsyneladende en helvedes god historie bag pigens kvækkende skikkelse.
Som Pax førte hende igennem gadebilledet, forholdt han sig stille. Han havde ikke noget at sige og indbød heller ikke kvinden til at gøre det samme. I det de nåede, hvad bedst kunne beskrives som en dyb rendesten, hoppede Pax ned i det lette mørke og så op – næsten spørgende, som vidste han ikke, om kvinden turde følge ham.

Da hun omsider selv indfandt sig i mudderet, der dækkede hendes blodplettede kjole og fødder, begyndte Pax atter at gå. Denne gang blev de snart efter indhyllet i en tæt og sort gang, hvor de måtte bukke sig ned for ikke at ramme loftet. Hvor Pax førte hende hen, var der ikke mange mennesker og det forblev stadig ukendt for mange.
Vejen var lang og stadig gik de i tavshed, men da de omsider nåede et stort hulrum med en rislende bæk, nikkede Pax mod den; atter med korslagte arme. ”Du kan vaske dig der.” 

Inden hun kunne nå at gøre nogle indvendinger eller trække sit spørgsmål om hjælp tilbage, havde fyren dikteret hende til at følge med ham. Overraskelsen var i et split sekund til at sporer som hun skød det ene bryn til vejrs, han virkede nærmest autoritær som han bevægede sig afsted.

Det tog hende da heller ikke længe før hun satte efter ham, med et fast blik ind i ryggen på ham, som om det kunne afskærme hende for de enkelte blik der blev kastet imod dem, fra nogle af de personer der de passerede forbi.
Stilheden mellem dem virkede næsten larmende, men hun valgte ikke at bryde den. I stedet kørte hendes tanker med lysets hastighed, knapt var en tanke færdig før den næste pressede sig på.

Da han forsvandt ned i et let mørke, stoppede hun tøvende op. Tanken om hun faktisk burde følge med denne person havde ramt hende som en mur, men med blod på tøj og hud havde hun ikke meget valg. Desuden havde han ført hende så dybt ind i slummen, at hun end ikke ville kunne finde ud uden hans hjælp.

De spinkle skuldre hævede sig i takt med en dybe indånding, som flydte hendes lunger, før hun atter fulgte med ham ned i halvmørket.
Mørket slugte hurtigt dem begge, og havde det ikke været for et af de dæmoniske træk, ville hun have haft svært ved at se ham og hun havde måtte nøjes med at følge lyden af hans fodtrin i mudderet.

Hendes blik glad fra ham til den rislende bæk, før det igen landede på ham og et svagt taknemligt smil dannede sig på hendes læber "Tak". Med forsigtige skridt trådte hun nærmere vandet, hvor hun satte sig på knæ for først at få vasket blodet ud af enkelte totter og af ansigtet. Ind imellem skævende mod ham, for at sikre sig han ikke bare smuttede af sted.

"Så.. du må have nogle spørgsmål?" selvom stilheden lå som et tykt tæppe over dem, så kunne det ikke skjule hendes følelse af han måtte have et spørgsmål lige på tungespidsen. Om ikke andet så var hendes sind stadig fyldt til randen med spørgsmål.

Pax trak lidt på den ene skulder, som et tomt smil gled henover hans læber, så hans brandsår i mundvigen forvrængede hans mund. ”En del”, indrømmede han, uden i grunden at syntes at være ved at sprænges. Efter mange år i undergrunden var det, at skjule sine følelser, ikke just et mirakel mere – i hvert fald ikke for Pax selv.
”Jeg er dog mest nysgerrig på, hvorfor du valgte at sætte tænderne i ham. Det virker… en smule… overdrevent”, lød det dernæst, i det Pax lod sin ryg kolliderer med den hårde undergrundsvæg. Dernæst gled de tynde men muskuløse arme over kors og stadig lå hans stålgrå blik på kvinden, urokkeligt og kalkulerende.

”Men hey, hvad end du føler for. Jeg skal ikke blande mig”, tilføjede bande-lederen dog dernæst forhastet, dog uden at mene nogle af sine ord. ”Det er dog ærgerligt, at du ikke kan styre det. Det ville have været… praktisk. Du kunne tjene gode penge på det.”

Som blodet blev vasket af ansigt og hænder, så den lyse hud endnu engang stod for sig selv, begyndte hun at vaske delvist indtørret blod ud af det kobberrøde hår, så vandet endnu en gang tog en svag rødlig farve, før det blev så fortyndet som vandet var i en konstant bevægelse.

Hans ord fik hende til at stoppe sine bevægelser, som hun mærkede hvordan blodet nærmest isnede i hendes åre og en klump satte sig i hendes hals.
Han var ikke bare tilfældigvis dumpet ind i hende. Han var fulgt efter hende fra liget og til den anden blindgyde, men værst var det at han havde set hende indtage kødet fra den afdøde.

Forsigtigt rejste hun sig op, hvor hun drejede sig mod ham så de atter stod front mod hinanden. ”Det var bare.. jeg mener.. Det var ikke..” ordene faldt over hinanden, som hun på samme tid forsøgte at finde en god nok undskyldning, men ingen var i grunden god nok. Der var kun en god grund, men hun kunne jo umuligt fortælle ham den og hvordan ville han også kunne forstå den? Han havde jo næppe selv problemer med et indre mørke, som kunne matche hendes bare nogenlunde?

Uden at tænke videre over det søgte hendes højre hånd mod den lille knivs skæfte, som hang ved hendes side. Det var ikke en kniv som kunne gøre stor skade i et direkte angreb, men den blev også kun sjældent brugt direkte på andre end Davina selv.
Fingerens bevægelse ved kniven stoppe ved hans næste ord. Han var okay med det han lige havde været vidne til? Hvordan kunne han være okay med sådan en oplevelse, hun var jo ingen gang selv okay med det!?

Let rystende på hovedet, som hun lige skulle forstå hvad han stod og sagde. Med en dybt undrende mine fangede hun hans blik med sit, som hun fast holdte. ”Tjene penge på det?! Du mener i dybeste alvor at jeg ville kunne tjene penge på at æde andre mennesker?” Selvom hun forsøgte, så lykkes det ikke helt for hende at skjule sin foragt. Ikke en foragt for ham og hans tanke alene, foragten var mest rettet imod hende selv.
De tofarvede øjne søgte væk fra hans grå og i en mumlen lød det fra hende ”Og jeg kan godt styre det” mens hun drejde en halv omgang om sig selv, så hun kunne forsætte med at få det sidste blod vasket af sig.

Pax så godt, hvordan menneskets – eller, hvad end hun var – hånd søge mod kniven, men selvom han stod lænet op af klippevæggen, var han klar på, hvad end hun besluttede sig at gennemføre. Hurtigt skulle det vise sig, at det ikke var hans liv der var i farer, og med et spædt skuldertræk, slog han klik med tungen.
”Folk har sære lyster. Jeg ved, hvad jeg snakker om”, svarede han, i det et tomt og hæst grin forlod ham. ”Du kan ikke forestille dig, prinsesse, hvad folk er villig til at betale for.”

Med de ord skubbede bande-lederen sig fri af klippevæggen, og trådte nogle langsomme skridt hen imod den rødhårede. De lange og tynde arme gled om på ryggen, således at hun ikke kunne se, hvordan hans håndled roterede prøvende – for Pax købte ikke, hvad kvinden forsøgte at sælge.
”Ved Zaladins grimme ansigt – du kan ikke styre det. Eller siger du nu, at du mente at æde ham? I sårfald burde jeg jo slå et smut forbi byvagterne på mig hjem.” Pax sendte hende et smil, der var lige dele udfordrende og tomt.

Hun forsøgte ikke at skjule den rynke som kom mellem hendes øjenbryn jo mere han tale, men så snart han kaldte hende prinsesse, skød hun i stedet det ene bryn lidt op, kaldte han hende virkelig lige prinsesse? Det var ment som en fornærmelse rettet mod hende, som om hun intet viste! Og hun kunne ikke undgå at mærke en boblen inden i, som hun blev provokeret af hans ord.
Hun besad masser af viden, men folks sære lyster og vilje til at betale var ikke en del af den viden, men det betød jo ikke hun var uvidende som en prinsesse låst, afskærmende, inde på et slot.
”Du har måske selv et fint repertoire af sære lyster, hvor fra du trækker din viden?” bed hun spydigt fra sig.

Som han trådte nærmere fulgte hun hans bevægelser nøje, men uden at vige tilbage fra ham. Tværtimod trådte hun faktisk frem mod ham, da han begyndte at nævne byvagterne. Hun kunne næsten hører hvordan hendes indre skreg efter at slå ham ihjel på stedet. Det fik for en stund hendes blik til at fyldes med samme mørke, som da hun havde slået den første mand ihjel, men ligeså hurtigt det dukkede op, ligeså hurtigt forsvandt det ved tre hurtige glip med øjnene.
Uden tøven mødte hun hans blik med et stålfast blik som matchede stemmen ”I så fald bliver jeg nødt til også at slå dig ihjel.. Du ville alligevel ikke forstå det, hvis jeg sagde ja, ja jeg mente at æde ham da han blev slået ihjel og jeg ville have ædt rub og stub, hvis jeg lod mig selv!” Han havde set hvad hun kunne udrette, trods hendes ellers smalle ramme og hun ville ikke lade ham løbe af sted og sladre, det ville være ødelæggende for hende.
Med endnu et målsat skridt tilbage lagde igen afstanden mellem dem, men hendes blik var ikke sænket fra hans grå.

Pax var nær ved at le, som kvinden spurgte indtil hans egen lyster. ”Hvad end du tænker om mig, er det nok rigtigt”, affærdigede han hende med et tomt smil, i det han blinkede kækt til hende. Tilsyneladende så Pax ingen grund til at gå i forsvar over sådanne bagateller, og slet ikke som kvindens næstfølgende ord lod sig registrere hos ham.

Havde Pax mærket latteren boble før, var det intet sammenlignet med, hvordan den syede nu – og Pax lo, hæst, så det rungede i hulrummet under hovedstaden. De stålgrå øjne slog underholdte gnister, som han vred begge håndled og lod de ru stålknive komme til syne i hans hænder. Hænder, han strakte ud til begge sider, som en gadesælger med stjålne værdigenstande, i håb om at sælge til overpris.
”Prøv mig”, udfordrede han, hvorefter han som en glubsk ud, bevægede sig langsomt ud mod klippevæggen; det var bedst at være i nærheden af den, når man som Pax var god til at klatre og havde behov for sådanne… hjælpemidler i nærkamp. Nok var kvinden ikke stor af sig, men det forhindrede hende ikke i at have abnorme kræfter. Han havde jo – som hun selv så fint udlagde – set, hvad han var i stand til. ”Fortæl mig hvorfor du åd ham. Jeg er, helt oprigtig talt, meget nysgerrig –”, sagde han dernæst, dog uden at de stålgrå øjne forlod hendes egne på noget tidspunkt, ”- jeg har selv… lad os kalde hende en bekendt, som er besat af en dæmon. Hun kan godt have svært ved at styre sit temperament – forstår du, hvor jeg vil hen, prinsesse?” 

Det ærlige svar ville have været at hun ikke forventede et meget anderledes svar fra ham, men det betød ikke hun alligevel undgik at rynke på næsen af det.
Hun havde ikke lyst til at grave dybere i hans lyster, men på den anden side vækkede det nu alligevel en nysgerrighed. En nysgerrighed som der ikke var plads til nu og derfor skubbede hun den i baggrunden, for nu..

Hans latter fik hende til at sitre som vreden over hans hånlige facon overfor hende. Latteren rungede så hun var sikker på den ville ende med at lokke andre til, og det var for alt i verden det sidste hun havde lyst til skulle ske. Det var derfor også per instinkt hun løftede venstre pegefinger med ringen på op mod sine læber, som hun tyssede på ham.
Tysset forstummede da hans hænder blev synlige, hver med sin egen lille skål kniv, efterfulgt at en invitation til at forsøge sig med at tage hans liv. Det fik hende til at spærre øjnene en anelse mere op, for var jo slet ikke det hun ville..! Mente han det i dybeste alvor?!

Han så måske ikke ud af meget, men chancerne for at kampteknik og fysiske styrke var hende overlegen var stor. For når hun ikke havde ladet mørket vinde, så var hun ligeså stærk som hun synede. Hendes trumfkort lå i stedet i blodet, om det var hendes eget eller andres.
Fingeren blev sænket, kun for at hun kunne bide arret ved håndleddet op med de skarpe hjørnetænder, så blodet begyndte at pible frem fra såret.
Med bløde, sammenhængende bevægelser med hænder og fingere, betvang hun mere blod ud af såret og fik det til at svæve om hendes hænder, før det blev samlet i en lille flyvende kugle mellem hendes fingre der pegede imod hinanden let spredte og i en åben skåle facon.
Hun turde ikke stå uforberedt, hvis han skulle tage første skridt og angribe hende.

”Jeg er ikke besat af en dæmon..” fnøs hun sammenbidt, hvor vovede han at antage hun var besat som hans veninde?! ”Jeg er halvdæmon!” tilføjede hun til det første, med et tykt tryk på er. For der var nu en forskel og når det kom til at være besat eller have dæmon blod i sine åre, så var hun alligevel for stolt af sine aner til at lyve om en dæmonbesættelse.

Pax sænkede hænderne, som kvinden begyndte, at lade sit blod flyve. Hans smil svandt langsomt ind, som han betragtede det makaber scenarie, men det var snarere i fascination end i skræk. Som hans hoved langsomt gled på sned, fandt smilet langsomt tilbage til hans ene mundvige og han nikkede, i det han lod armene falde ned langs hans sider igen.
”Ser man det, ser man det…”, mumlede han, hvorefter Pax aflagde afstand mellem dem og stoppede sin cirkulering omkring hende.

”Såeh… er det derfor, du åd ham? Du har brug for… blod?”, spurgte han, uden i grunden at kende til svaret. Men, hvilken udsøgt mulighed for mere viden, tænkte en slesk stemme, som var Zaladin selv hoppet frem på hans skulder og hviskede beordrende i hans øre. ”Eller gør du det bare for sjov?”, lød det hurtigt, i det Pax fandt ind i skyggerne af klippevæggen og atter lod sin ryg kolliderer dermed.

Hun slap et tungt suk i irritation over sig selv da hun uden betænkelighed havde afsløret hvad hun delvist var. Det havde jo heller ikke været meningen og nu stod de så her.
At smilet kortvarigt svandt ind hos ham, satte et triumferende smil på hendes egne læber.
Det kunne kun betyde hun måtte have dræbt manden i blindgyden på anden vis, for ellers havde denne fyr ikke reageret sådan eller havde han? Han var faktisk ikke så lige til at blive klog på.

Hun sørgede for at dreje sig som han bevægede sig rundt, når hun ikke længere kunne dreje hovedet længere for at holde øje med ham.
Hun valgte at skænke sine hænder ned langs siden, så blodet der før havde svævet som en flydende kugle i luften, landede for hendes føder ”Nej, jeg sagde jeg var halvdæmon, ikke en vampyr” lød det opgivende fra hende, mens hun himlede med øjnene af hans spørgsmål. Selvom hun ikke kunne se ham, så virkede han ikke til ville smutte ud efter byvagterne, så var der jo ingen grund til at forsøge at dræbe ham vel?

Hun drejede om på hælen før hun igen knælede ved det rislende vand og skyllede sit håndled.
Med blikket stift rettet mod håndledet besvarede hun det næste spørgsmål mumlende ”Nej eller…” Hun tøvede lidt som hun løftede blikket og rettede det mod det mørke, hvor han var forsvundet ind i ”Har du nogensinde følt sådan en nagende sult? Sådan en du ikke kan få brugt med?” hun rynkede spørgerne de smalle bryn mod hinanden.

Et tomt grin forlod skyggerne. ”Man ved aldrig nu til dags”, lød det næsten drillesygt, i det Pax lod knivene forsvinde tilbage i deres skjul. ”Og jeg bor i Undergrunden. Vi kender ikke til andet end nagende sult, den der ikke forsvinder, uanset hvor meget vi spiser”, fortalte Pax dernæst, i det han lod skosnuden kolliderer med en sten, så smældet af dens kollision gav genlyd i grottens mørke.

”Hvilket naturligvis også er derfor, at jeg ikke render til byvagterne. Ingen grund til at servere Pax for dem på den måde.” Pax lagde hovedet på sned igen, tilsyneladende ovre det at lege med kvinden. Han havde pludselig en masse spørgsmål, han håbede, hun ville indvie ham i; det var trods alt ikke hver dag, at sådan en mulighed viste sig for ham. Desuden var der Evlyn… jo mere han vidste, des bedre kunne han hjælpe hende.

”Min bekendte… hvad er forskellen på jer så? Du siger, at du er halvdæmon?”, spurgte han, hvorefter han skubbede sig fri af klippevæggen og atter lod det lette lys fra krystallerne ramme hans skikkelse. ”Hun har brug for… et navn. Såeh, hun er besat… men du er ikke?”

Lyden af stenen som blev sparket afsted, fik hende til at rette sig en anelse op, da hun ikke var helt sikker på om det var starten på et angreb fra hans side. Det var derfor også med en vis lettelse i kroppen hun slap et uhørligt suk, da det trods alt bare var et spark til en sten.
Han lignede ikke en som spidse godt til hver dag, det afslørede hans statur, selvom hun ikke ville beskrive ham som direkte svagelig af den grund.
Nikkende lyttede hun til hans svar før hun svarede i forlængelse af det ”..Derfor spiste ham manden. Det eneste som kan tage toppen af den sult jeg altid har er råt kød, men ikke råt kød fra dyr” foragten i hendes stemme over hende selv var tydelig, og så tyk at man kunne skære skiver af den med selv den sløveste kniv.

Pax, hun bed mærke i hans navn og var usikker på om det var med vilje han havde ladet det slippe, eller om det havde været en fejl? Det fik hende til at matche hans hoved stilling, uden hun selv havde været klar over det, da han stadig ikke var at se.
Da blodet var ikke længere til at se på hende, hverken det som havde tilhørt hende selv og den afdøde, rejste hun sig op som han trådte ud af mørket. Stærk efterfulgt af det ene spørgsmål efter det andet. I en rolig bevægelse krydsede hun armene over hendes brystkasse med et overvejende blik.

Med få hurtige, men faste skridt trådte hun nærmere ham og endte med at holde en finger op foran sig, fremstrakt mod ham ”okay hør.. Jeg aner ikke hvordan jeg kommer op her fra, så hvis du hjælper mig tilbage så skal jeg nok besvare alle dine spørgsmål, Pax.. I hvert fald dem jeg kan svaret på, aftale?" hun holdte en kort pause og sænkede fingeren igen, men hun at flytte sig tilbage så der atter kom noget afstand mellem dem ”I øvrigt hedder jeg Ilyn, ikke prinsesse.. Spar det til din dæmon besatte kæreste” hvis han var så nysgerrig for hans ’bekendtes’ tilstand, så kunne hun umuligt blot være en bekendt?
Langsomt begyndte hun at få et mere venligt kropssprog.

Pax måtte fnyse moret, i det denne Ilyns ord nåede ham. ”Den var god”, lød det brummende, i det Pax lod begge de brede øjenbryn skride længere op i panden, i hvad der bedst kunne beskrives som en sigende grimasse.
Ikke desto mindre tog denne rødhårede kvinde fejl. Evlyn var så langt fra en kæreste, at selve tanken fik Pax til at ryste på hovedet. ”Jeg er dog sikker på, at tanken om hinanden nøgne, vil gøre os begge kede af det – her snakker jeg naturligvis om min såkaldte dæmonbesatte kæreste. Vi er skam bare bekendte. Jeg er ikke typen, der lyver”, sagde han, i en påtaget henkastet tone, som han – af vane mere end vilje – sparkede til endnu en af småstenene.

”Så du kan stadig nå at få et stykke, hvis trangen melder sig”, tilføjede Ulven selv, hvorefter han blinkede påtaget kækt til hende. Dernæst lod Pax hans tunge slå klik, igen mere af rastløshed over undergrundens indelukkethed, end fordi han ønskede at fylde den pludselig tavshed mellem dem. ”Men det er en aftale. Jeg havde da ikke tænkt mig at efterlade dig hernede alene –” okay, Pax, det var måske en løgn – ”såeh – hvad er forskellen på dig og hende? Hun æder trods alt ikke folk.”

En lille rynke mellem hendes bryn kom til syne da hun rynkede dem mod hinanden ved hans efterfølgende kommentar om de nok ville blive kede af at se hinanden nøgne. Den kommentar fik hendes mundvig til at trække sig i et lille skævt smil ”Mm, siden hvornår er det blevet noget man er ked af? Med mindre det var din søster, men så havde du jo nok kaldt hende det ikke?” hendes blik blev en anelse mere udfordrende, som hun gravede lidt i hans relation med den såkaldte bekendte.
Typen der ikke lyver, hun fnøs kort ad ham. Den skulle han sælge bedre hvis hun skulle hoppe på at han ikke var typen til at lyve.

Han var typen der løg og sikkert stærkere end en hest kunne rende, hvordan skulle han ellers kunne leve her i undergrunden?

”Ha, ha..” lød det sarkastisk fra hende mens hun himlede med øjnene ad ham. Hans selvtillid fejlede absolut intet, det måtte hun trods alt give ham. Hun satte dog ikke større tanker omkring at hun faktisk ikke reelt havde afvist ham, eller tilbuddet.

Roligt trådte hun helt hen mod ham, kun for at gribe ham om skulderne og dreje ham mod det rør hvor fra de var kommet ind i hulrummet. ”Ah, først viser du ud. Beklager, men du forventer vel ikke jeg stoler på du ikke smutter så snart jeg har givet dig svar vel?” han måtte da tro hun var dybt idiot, hvis hun ikke lod ham vise hende ud først.
Som hun endte med at stå bag ham da han var drejet rundt, puffede hun ham let i ryggen for at signalere han skulle gå i gang med at fører dem begge ud og op på gadeplan igen.

Pax lo stille, men atter var grinet tomt. Der var ingen grund til at uddybe relationen til Evlyn yderligere; han kendte trods alt ikke kvinden overfor sig og det var umuligt, at hun ville forstå, hvordan relationen i grunden… var udsprunget. Som oftest forstod overfladens fine folk sig ikke på undergrundens rakkerpak.
”Lad os bare sige det”, lød det i en påtaget og indsmigrende tone, hvorefter de brede øjenbryn skød i vejret, som kvinden begyndte at beordre ham rundt. Se, det var ikke ofte, at Ulven selv, selvudnævnt konge af undergrunden, indbød til sådanne eskapader.

Pax smilede – og denne gang ægte og giftigt – som han nikkede, kvinden stadig stående bag ham. Og så begyndte han at gå. Hun havde trods alt ikke specificeret, at hun ønskede, at vejen var direkte og hun var ikke klædt på til en lang vandring, hvilket ultimativt fik hele hans idé til at fremstå endnu bedre.
”Jeg er dog en smule såret. Jeg har trods alt hjulpet dig så langt”, lød det dog, hvorefter Pax kort betragtede hende over skulderen med leende øjne.

Og så gik de. Pax i særdeles godt humør taget hele affæren i betragtning, for dette var en ganske særlig kvinde. En halvdæmon. Hvilke muligheder…
”Såeh, begynder du at fortælle nu?”

Læberne pressede hun kortvarigt sammen til en smal streg, som hun blev lidt små irriteret af både den måde han affejede hendes kommentar, men primært grundet hans påtaget indsmigrende tone.
Det var noget af det værste hun viste at få smidt i hovedet, det var så karakterløst. Og selvom hans grin og smil oftere var tomme, så ville hun ikke mene han manglede karakter, men det var ikke arrene i hans ansigt der fik hende til at tænke således. Havde hans person været ligeså grå som hans hår og øjne, så havde han ikke indvilliget i at hjælpe hende, - det var bare ikke endnu lykkes at læse ham ordentligt.

En smule såret var måske for meget at sige, hun troede ikke et sekund på det faktisk var tilfældet. Nej så var der større chancer for hun ville tage selveste Zaladins ord for gode vare, før hun gjorde samme med Pax’ ord. Det fik hende til at slippe et ret så uimponeret ”aha” stærkt efterfulgt af hans egne ord ”Lad os bare sige det” sagt i en ligeså påtaget og indsmigrende tone, som han havde kørt af på hende.
Var det øjne som oprigtigt virkede leende, hun så som han kort skævede over skulderen på hende?

Hænderne tog hun til sig igen da han begyndte at gå afsted uden hun måtte skubbe mod hans ryg, og selvom hendes ansigtsudtryk virkede roligt, så fortalte hendes kropssprog andet som hun begyndte at små pille ved ringen på venstre pegefinger, mens hendes blik skiftevis flyttede sig fra at hvile mod hans ryg og op til nakken med det pjuskede askegrå hår. Det fik en tanke til at spire i hendes hoved, han var faktisk ualmindelig grå.
Tanken skubbede hun væk og selvom han ikke kunne se det, rystede hun på hovedet så det røde hår dansede let om hendes ansigt ”Nej, ikke før du fortæller lidt mere om din ’bekendte’. Jeg er nødt til at vide mere om hende hvis ikke jeg skal sige noget forkert” Dæmon besættelser var ikke bare lige til og ikke to var ens i deres forløb eller påvirkning af den besatte person.
Der var dog et spørgsmål som blev ved med at nage i hendes hoved, et hun måtte forsøge at få svar på ”Men hvorfor er du så interesseret i hun er besat af en dæmon, når hun ikke er andet end en bekendt? Beklager Pax, men du slår mig ikke som en der bekymrer dig om andre end dig selv, med mindre du får noget ud af det?” Hun forsøgte ikke at dække over den undren hun havde over hele dette dæmonbesættelse eller at hun oprigtig var nysgerrig efter hvad han håbede at få ud af mere viden om emnet.

Pax trak lidt på den ene skulder, tilsyneladende ikke synderlig fornærmet over hendes antagelse. ”Vi kan sagtens sige, at hun er min elsker, ja, eller lillesøster, hvis det er nemmere for dig at sluge? Måske hun er begge, hvem ved i grunden sådanne ting?”, svarede han sarkastisk, i det han kort skævede over skulderen i det lette mørke og lo hæst, så latteren blev til et levende ekko, der rungede i den lange gangtunnel.

”Well…”, lød det dernæst, nu pludselig i nogen grad eftertænksomt. ”Hun er besat, så meget ved jeg. Så ikke halvdæmon som dig, medmindre det er det moderne term.” Pax ledte den rødhårede kvinde dybere ned i undergrundens mørke, velvidende at omvejen var lang endnu. Det må være din straf for at kommandere, Ilyn, tænkte Pax, og kunne for blot et øjeblik ikke tæmme det smørrede smil. ”Hun har noget af et temperament, men det er svært at finde ud af, om det er bæstet eller hende selv. Kvinder, hvis du forstår? Nej, nå, men altså – hun leder efter dens sande navn. Hvad betyder det? Jeg forstår, at det giver hende mulighed for at udvinde den fra hendes krop, men hvad sker der med hende, hvis det lykkes? Hun ældes jo ikke på samme måde som os…”