I kanten af den underjordiske by bevægede en af dens mange beboere sig fremad. Hans gang var en anelse hurtig, og de lange dreadlocks svingede hastigt bagved ham i takt med at farten blev sat en anelse mere op. Målrettet var han, sådan som han bevægede sig afsted, og så de enorme porte der forseglede indgangen til riget støt blev større og større foran ham. Rakaa havde fået besked på at modtage en delegation af de skovelvere der skulle ankomme til byen - en ordrer han ikke nødvendigvis havde noget imod. Faktisk, var han en anelse spændt på at møde dem, se dem an og lærer dem af kende! Men det ville ikke være kønt, hvis førstehåndsindtrykket var ham der kom for sent. 

Var man ikke vokset op her, kunne man nemt farer vild i de mange snørklede og smalle gader der strakte sig som et net igennem hele byen, hvilket var den anden grund til at han skulle være der. Selvom de nok allerede på det her tidspunkt - Rakaa følte kortvarigt efter med tiden - var ankommet, ville portvagterne næppe følge dem meget længere end indgangen. Men dog var det ikke alle han skulle have med sig.
Den mørklødede elver sukkede en anelse irriteret - det var typisk ham at komme for sent! Et blik på den lange bakke foran ham gjorde ham allerede øm i benene, og med en eftertænksom brummen lukkede han øjnene i koncentration, og samlede sin magi. 

I et grønt lysglimt dukkede den slanke elver op ved portindgangen, og hørte med skjult munterhed de overraskede reaktioner omkring ham af de portvagter og folk der var samledes. Intet galt med en fin entré. Den mørklødede ørkenelver åbnede øjnene, fik øjenkontakt med den brogede gruppe af elvere foran ham og et lettere undskyldende smil bredte sig langsomt. 

"Undskyld forsinkelsen, og velkommen til Thal'Elor. Mit navn er Rakaa Mal'rilen..." 
Glattede han ud, og nikkede med høflig respekt til den forsamlede gruppe. Han var her ikke for at vise dem alle rundt, men havde helt specifikt fået et navn at forholde sig til - resten ville blive taget imod af nogle andre. 

"Jeg skulle modtage en kvinde ved navn Isiodith Lómadriethiel"
Fulgte han op, og følte hvordan hans accent melodisk tog imod det fremmede navn. Undersøgende kiggede han afventende på gruppen, imens han prøvede at gennemskue hvem hun var.

Den lille skare af skovelvere trådte alle respektfuldt til side, så den spinkle Isiodith Lómadriethiel kunne træde frem i syne for den tilkommende ørkenelver. Hendes isblå øjne stod i en skarp kontrast til den hvide hud, og med sin smalle statur, der blot nåede den næsthøjeste i følget til skulderen, havde hun ikke med egne øjne set det, som havde fået hendes landsmænd til at måbe i forbløffelse. Ej heller hanelveren selv før i dette øjeblik.
Med stolte og reserverede øjne nejede Isiodith for ham, hvorefter hun rankede ryggen, så det gjorde ondt i lænden. Ikke sjældent blev hun taget for et barn, en yndling, af de øvrige racer, der ikke kendte til hendes slægt eller rang i Helbredernes Hus i Elverly. Hun havde ikke sinde at lade det forvirre den fremmede, ligeså vel som hendes egen stolthed ikke ville lade det forekomme.

”Det er mig en ære at møde Dem, Rakaa Mal'rilen”, hilste Isiodith venligt, i det de isblå øjne søgte hans egne mørke. ”Jeg beklager, at det er i disse rejseklæder, De ser mig i. Jeg havde ikke tid til at skifte på vejen”, forklarede hun derefter og nikkede dernæst afmålt til ham.

Uden at se tilbage fulgte hun med ørkenelveren ned i gangenes lette mørke og da de var tilstrækkelig ude af hørevidde, rømmede Isiodith sig lavmælt. ”De kan blot vise mig frem til et stille sted at side”, sagde hun, næsten konspirerende og med et lille smil henover de buttede læber. ”Jeg tænker ikke, at denne opgave just er synderligt spændende. Jeg beklager.”

Omkring sine artsfæller var Rakaa opdraget til høflighed, respekt og pli. Elveres samfunds struktur kunne forekomme utrolig rigid og overfladisk for mange, men de basale høfligheder var elementærer og værdifulde. De første udvekslinger skulle sidde på plads. Derfor overraskede det ham ikke, at kvinden han skulle modtage var mindst ligeså veltalende og glat som ham selv i sin præsentation. Med et undersøgende blik betragtede han den mindre kvinde, der med sin blotte tilstedeværelse bød andre fjerne sig så hun kunne komme til. 
At hører hans navn med hendes dialekt var... pudsigt. Smukt, men pudsigt, og den flygtige tanke fik Rakaa's smil til at sitre en anelse, og han svarede hendes nejen med et elegant buk, kun rettet imod hende denne gang. 

"Ørkenen er ikke just venlig imod fremmede, så rejseklæderne har tjent deres formål og holdt jer sikrer. Det behøver de ikke beklage" 
Svarede han melodisk tilbage, og rettede sig op igen. Uden videre forklaring vendte ørkenelveren om, og følte hvordan den kvindlige elver fulgte med ham ned af den skrånende bakke og ned i det lette mørke. Stilheden imellem dem var ikke decideret ubehagelig, og da de nåede længere ned, gjorde Rakaa kortvarigt holdt. På sidegaderne hang slukkede lygter. Men med en mild berøring tændtes et blødt, blåt lys, der forsatte ned af den smalle gade førhen de forsvandt når gaden drejede. Den slanke elver vendte blikket imod hende da hun talte, og følte hvordan et lille grin pressede på ved hendes ord. 

"Ah, det er da for tidligt at bedømme endnu, er det ikke? Men hvis de ønsker et sted at sidde, kan det sagtens lade sig gøre"
Den dybe stemme sitrede med underliggende morskab over hendes lille indrømmelse, og med rolige skridt genoptog Rakaa deres rolige tempo. 

"De beklager en del som ikke er deres skyld... er det noget jeres folk ofte gør, eller kun dem? 
Tilføjede han efter et par meter, og lod de mørkeblå øjne kort glide over hende, førhen han kiggede ligeud igen - en reference til nogle af de første ord hun havde talt. Om munden sad et skævt smil, der dog var det eneste der brød den ellers påtagede professionelle maske ørkenelveren mødte hende med. 

Isiodith nikkede taknemmeligt, som ørkenelveren tillod hendes beskedne påklædning. I sandhed stammede gestussen mere fra en indoktrineret høflighed igennem hendes strikse opdragelse, den der også fik hendes ryg så rank som et bræt, end fra oprigtig bekymring. Siden skovelverens hjemkomst til Elverly, efter at have været taget som fange af en mørkelver i alskens uger, havde Isiodith ofte fundet sig selv i praktiske klæder; støvler hun kunne løbe i, feminine rejsekåber alt efter hvad end årstiden måtte afkræve af hende; velvidende at det var klæder som disse, hun kunne flygte og løbe i. Mange uger tilbage havde det ikke været tilfældet. Der, var Isiodith blevet tvunget henover landskabet ved Lindeskoven på nøgne fødder og med intet andet end en hvid og tynd stofkjole om sig, der ikke tillod hende meget hvile i nattens kulde.
Men ikke længere og aldrig mere. Nu var hun forberedt. Selv hendes sadeltasker og skjulte kåbelommer var fyldt til randen med alverdens miksturer, urter og helbredende planter. Aldrig igen.

Forundret lod Isiodith sine isblå øjne fæstne sig på den høje mand ved hendes side. I sandhed havde hun ikke forventet en lignende konspirerende, ja ligefrem moret tone, men den var kærkommen. Mere end Isiodith syntes, at ville indrømme.
De buttede læber skiltes i et smil, der dog ikke afslørede den hvide perlerække af tænder bag. De krystalblå øjne gnistrede af spæd morskab, i det hun ivrigt rystede på hovedet. ”Jeg har ingen ønsker i den retning. Jeg har siddet på hesteryg i dagevis og har brug for at bevæge mig”, svarede Isiodith ærligt, hvorefter hun foldede sine hænder i strakt arm foran sig. Og dernæst måtte hun le stille; en klukkende, hjertelig latter.
”Jeg har en mistanke om, at det er ganske sigende for folket fra Elverly. Jeg brydes mig i hvert fald ikke om, hvis det kun skulle gælde for mig”, svarede Isiodith, hvorefter hun rynkede på den spidse næse. ”Jeg har dog erfaring med, at det just ikke er den morsomste opgave at skulle føre Helbrederen rundt, når der er andre spændende bekendtskaber at gøre sig.”

Isiodith fulgte efter ørkenelveren og var tavs, som hun tog sine nye omgivelser til sig. Det var noget ganske andet, end hun var van til og hendes blå øjne var store af fascination. ”Men hvis De ikke har noget imod, så vil jeg gerne se, ja, alt hvad De kan vise mig”, tilføjede hun og nu også ganske oprigtigt, før hun atter søgte mørkelverens blik med sit. ”Jeg lover, at jeg vil gøre mit for at være spændende bekendtskab.”

Der skete en forandring i luften imellem dem, i takt med at de bevægede sig længere og længere ned ad gaden. Det var som om stemningen blev… finurlig, og det skabte plads til et smil fra den yngre elver, hvis isblå øjne syntes at kigge en anelse overrasket på Rakaa. Med let løftet øjenbryn mødte han hendes smil, og følte en klukkende latter slippe hans mund ved hendes svar. Hesteryg over flere dage kunne være en ubarmhjertig form for transport igennem landet, og en han også selv hadede at være afhængig af. Den ene gang han havde gjort det, havde hans krop været gul, blå og øm i flere dage efter. Nej, så foretrak og værdsatte han sin magi utrolig meget, og nikkede bekræftende til hendes ord om at bevæge sig.

”Så lad os antage dit folk gør det samme. Det ville ikke være første gang elverne påtager sig mere ansvar end hvad de skal”.
Nynnede den slanke mand med et lettere hemmelighedsfuldt smil, og sænkede farten en anelse så hun kom op på siden af ham. Nu hvor han var tættere på hende, følte han hvordan den utrolige kontrast imellem deres hudfarve, statur og udseende dragede ham mere end først forventet, og kunne ikke helt undgå at betragte hende en anelse mere nysgerrigt ved hendes opfølgende ord. Hun undervurderer sig selv…
Dog kommenterede Rakaa ikke på det, men lod den milde hovedrøsten tale for sig.

”Isiodith, anstrenge dem skal de ikke gøre for min skyld. De er trods alt vores gæst, ikke omvendt”
Den mørklødede elver lod forsigtigt sin hånd følge den rå væg ved siden af ham som de gik, og lod et par sekunder passerer i tænkende stilhed. Alt ville under normale omstændigheder være umuligt at nå, tanken fik ham til at smile hjerteligt. Men omstændighederne var ikke nødvendigvis normale med ham, og et selvtilfreds glimt tændtes i de mørkeblå øjne.

”Men jeg må anstrenge mig en smule, hvis vi skal nå alt. Tillader de?”
Rakaa stoppede op, øjne afventende og nysgerrigt hvilende på elverkvinden og hånden fremstrakt i en indbydende gestus om at tage den. Han vidste ikke om hun ville gøre det. Han vidste reelt ikke om det var en grænse han overskred ved overhovedet at vige fra den plan der var blevet lagt foran ham. Men var det ikke det sjove ved det?

Ved hendes bløde hånds berøring, smilede den mørke elver bredt førhen de begge forsvandt i et grønt lysglimt, kun for at dukke op på en af de klippeafsatser der havde udsyn til hele byen og dens magiske vidunder under dem, godt 30 meter over der hvor de havde stået først. Hans blik søgte hendes, selvtilfredsheden tydeligvis lurende i øjnene og en smule stolt. 

"Vi kan komme hvorend du vil hen. Det du tænker ser spændende ud besøger vi, så hold endelig ikke igen".
Elveren slog armene ud og gestikulerede imod den smukke by under dem. Dette sted emmede af magi - det var affødt af magi, og de få der fik lov til at se det, skulle have muligheden for at se alt. 

”Men jeg må anstrenge mig en smule, hvis vi skal nå alt. Tillader De?” Ordene, og dernæst den fremstrakte hånd, fik Isiodiths isblå øjne til at blive store af forundring, men instinktivt nikkede hun. Den unge skovelver kunne ikke benægte, at noget ved den mørke turguide var ganske fascinerende og dragende. Om dette kun rumsterede for hende, eller også de øvrige hunelvere i Ørkenriget, vidste hun ikke, men med et hjerteligt, spændt smil om læberne, lagde hun sin spinkle hånd i Rakaas.

Isiodith gispede forundret, som sensationen af teleportationen svandt ind og den friske vind fik de mørkebrune lokker til at svæve omkring hendes hjerteformede ansigt. For et øjeblik kunne Isiodith ikke give slip på sin faste greb om Rakaas brede hånd, men hun end ikke ænsede dette; kun udsigten over byen, vinden og højden havde hendes fulde opmærksomhed, og Isiodith kunne ikke andet end at måbe henrykt.
”Hvordan gjorde De det?”, bad hun stakåndet at vide, som de spændte og forundrede øjne søgte mandens. ”Det er vel ægte, ikke sandt? Jeg har flyttet mig i tid og rum, ikke?”, tilføjede Isiodith henrykt, som hun tog et enkelt skridt hen mod afsatsen.

De klare øjne gled henover byen under hende og hun måtte le, hjerteligt og højere end hun længe havde gjort. Det var næsten ikke til at begribe og bag den tynde barm slog hendes hjerte kolbøtter af indestængt glæde; en glæde, hun ikke før havde stiftet bekendtskab med. Som vakte Rakaa en næsten barnlig begejstring tilbage til hende.
Isiodith kunne ikke fatte sig om ørkenelverens næstfølgende ord og atter måtte hun le. ”Samtlige steder? Jamen… Jeg kan da umuligt…”, udbrød hun med et kæmpe smil over de buttede læber og vantro i blikket; et blik der atter søgte hans, men som kunne det ikke beslutte sig, skred det atter henover byen. ”Jeg vil se… Jeg vil gerne se…”, begyndte Isiodith overvældet, men ikke mindre lykkelig, i det hun vovede endnu et skridt mod afsatsen.
”Har I… Jeg mener, har I en nedre bydel som i Dianthos?”, spurgte Isiodith med nysgerrigheden brændende i de isblå øjne; tilsyneladende havde hun glemt alt om korrekt opførsel. 

Det måbende udtryk i kvindens ansigt var noget han havde forventet, men stadigvæk noget han bød velkommen, da et smil af stolthed trak hans mundvig op. Han lod hende holde fast, og vidste at overraskelsen kunne stamme ligeledes fra frygt eller forundring. Derfor glædede det ham da hun tog et skridt imod kanten – hun var ikke bange eller sky af sig på trods af den pludselighed de havde rykket sig med, og højden de befandt sig i. Mod var altid kærkomment, og det smittede af. 

”En af de gaver guderne har skænket mig, det her er ikke nogen illusion nej”.
Elverens stemme var respektfuld ved omtalen af guderne, og Rakaa bevægede sig op ved siden af den henrykte kvinde, hvis leende stemme gled ud over byen under dem. Hans blik fulgte silhuetterne af de bygninger der befandt sig længst væk, førhen det med et morende glimt faldt tilbage på den begejstrede skovelver. Han forstod hendes glæde… han havde selv oplevet samme frihed ved at rejse til andre lande, og det magiske ved øjeblikket kunne åbne op for en ungdommelig lykke! Noget der i momentet gnistrede i hendes blik da han mødte det. Og det var intet at skamme sig over. Mange elvere glemte med tiden at lade sig overgive til barnagtige følelser, såsom forundring. Men ikke hende her? Rakaa grinede og nikkede – joh det kunne hun.

”En nedre bydel? Er det et område for en helbreder?”
Den mørke elvers øjenbryn løftede sig i skepsis, førhen et smil understregede at han kun drillede hende lidt. De havde ikke nogen bydel ligesom Dianthos… på det punkt, var menneskerne et unikt folkefærd. Men de havde da baggyder og mindre befærdede stier. Og Rakaa kendte godt til miljøet. Med et overvejende glimt tippede han hovedet på skrå. Han havde trods alt brugt mange af sine mere rebelske år dernede, og vidste alskens kunstnere, musikere og mere luskede skikkelser sad på de mindre kroer og stuer.

Elverens blik gled kort ned over hendes støvede skikkelse, og tænkende blev øjnene en anelse smallere.

”Ah, men de kan ikke komme ind sådan der. De ligner… jah, en besøgende”
Sagde han med et spillende smil, og lukkede øjnene. I endnu et grønt lysglimt forsvandt Rakaa, kun for at dukke op igen få sekunder efter, bærende på en mørkeblå kappe med sølvbroderinger på ryggen. Ørkeelverne var et folk af skønhed, og selvom han ikke var den mest flamboyante af de typer man kunne finde, var det alligevel den mest neutrale kappe han havde haft liggende. Han rakte den sigende frem imod hende, og satte sig derefter ned på kanten; ben dinglende over afsatsen.

”Jeg har to venner og steder i tankerne. En kunstner der maler – hans magi vækker billederne til live! Eller en af mine bekendte fra kroen, en form for… jah, han kan en masse tricks med spil, og byder gerne på noget vin”.
Ubeslutsom som altid lod han den endelige beslutning være op til hende. Imens han talte, pegede han vagt imod to forskellige dele af byen, som en indikation på at det var der de befandt sig. 

Isiodith kunne knap følge med ørkenelveren og for blot et øjeblik, følte hun sig atter som det uelegante barn, hun engang havde været. Fornemmelsen fik dog ikke lov til at sidde i hende for længe, for på ganske kort tid forsvandt Rakaa, for blot at dukke op ikke mange øjeblikke efter. Og denne gang med en smuk mørkeblå kappe fæstnet i hans ene mørke hånd.

Med store, spillende øjne tog Isiodith imod beklædningsgenstanden og ivrigt iførte hun sig den. Den var ganske tydeligt for stor til hendes lave statur, men Isiodith bed ikke selv synderligt mærke i det faktum. I grunden havde hun aldrig været forfængelig, hvilket måske nok havde været en dyd øvrige steder end i selveste Elverly.
For et øjeblik overvejede Isiodith øjeblikket, men end ikke momentet efter sad også hun på klippeafsatsen. Det var hverken ligeså frygtløst eller elegant som ørkenelveren selv, men heller ikke det faktum ønskede Isiodith at dvæle ved. Hun var ganske enkelt optaget af det eventyr, som den fremmede mand, der dog med sit venlige og drilagtige sind, nærmest forekom hende som en fjern bekendt. Følelsen var ganske behagelig taget Isiodiths seneste måneder i betragtning.

”Jeg kan næppe fremstå som særlig ordentlig eller tilmed en ærbødig gæst, som jeg stiller krav til denne rundvisning”, undskyldte Isiodith oprigtigt, men dog ikke uden at det store smil stadig adskilte hendes buttede læber. ”Jeg må dog også indrømme, at dette her overgår mine vildeste fantasi og det er et eventyr, jeg ikke kan sige nej til. Min far har altid fortalt mig, at jeg, måske for vores art, er noget af en særling”, tilføjede hun forklarende, hvorefter hun lo lavmælt. Det syntes ikke at forekomme hende problematisk, for det var ganske enkelt et faktum, hun havde haft lang tid til at vænne sig til.

Isiodith var ved at sprænges af nysgerrighed og hun måtte ryste på hovedet, og gribe om de bløde kinder i indestængt fryd. ”Jeg vil se begge! Kan det lade sig gøre? Det lyder fuldstændig fantastisk!”, sagde hun og søgte dernæst atter Rakaas blik.
”Af ren og skær professionel nysgerrig, men hvor langt kan De teleportere? Er det udmattende?”, spurgte Isiodith, hvorefter hun med en let gestikulation, tilføjede; ”igennem mine egne evner ser jeg chakra-netværk, så jeg ved en smule om dens natur.” Hvem sagde, at man ikke kunne udnytte eventyret til at lære?

Hans blik fulgte hende med skjult usikkerhed, da han ikke vidste om hun ville kunne li’ kappen. Han havde hørt at elverne fra Elverly var mindst ligeså befærdede indenfor kunst og kultur, men kunne forestille sig af deres definitioner af skønhed kunne være nok så forskellig. Dog viste hans bekymring sig at være ubegrundet, da hun med ivrige bevægelser iførte sig den midnatsblå kappe - for stor og det hele. Hun satte sig ved siden af ham, og Rakaa’s blik landede på elveren; nu iklædt nattens farver med månens broderinger omkring sig. Ved hendes ord kluklo ørkenelveren muntert, og tog med glimt i øjet imod hendes tak, og lod sig læne en anelse tilbage imens han tænkende betragtede hendes kønne ansigt. 

En uærbødig gæst og en særling af sin art, eh? Se det kunne han genkende i mange af de han omgav sig selv med, og den slanke elver rystede let på hovedet over hendes forklaring, dog uden at affærdige den.

”Men dog stadig en gæst! Og begge dele kan sagtens lade sig gøre” Responderede han leende, og lod det skarpe ansigt vippe på skrå. Lyttende overvejede han hvordan – eller hvorvidt - han skulle svare hende, men besluttede i momentet at det var hans egen beslutning at tage. Selvom hans overordnede nok ikke brød sig om hvordan han delte ud af ”hemmeligheder” på den måde, kunne de i dette øjeblik rende ham et vidst sted.  ”… jeg har endnu ikke fundet min grænse. Det længste jeg har rejst, har været fra Azurien og tilbage til Thal’Elor” sagde han efter lidt tid, og følte hvordan hans pande rynkede sig en anelse idet han prøvede at genkalde sig følelsen efter den teleport. ”Men udmattende var det. Jeg kunne ikke gøre det igen, førhen en hel dag var gået” tilføjede han til sidst med et lidt barskt smil Fordi udmattende var et mildt ord at bruge om den rejse.  Dog erstattedes udtrykket af forundring ved hendes ord, og en gnist af nysgerrighed lyste op i hans øjne og stemme. ”Aha, chakra netværket i kroppen, eller hvordan?” lød det interesseret fra ham, og elveren strakte hånden frem for sig og kiggede en anelse intenst på den, som om at han ville kunne se det hun så - en fjollet tanke dog. 

Vinden fejede pludselig ind over dem, og løftede op i den mørkeblå kappe over hende. Rakaas reflekser var hurtige, og med flad hånd fik han stoppet dens blafring omkring hende, og holdt den ned imod jorden. 
I en uforudset indskydelse, gled hans hånd forsigtigt over en flig af den, og med en lille nynnen lod han fingrene følge de snirklede broderinger der strakte sig langs dens kanter. Hånden endte ved kanten af hendes hår, førhen han med et lille ryk trak den tilbage, en smule utilpas over at hans opførsel, og en undskyldning slap over hans læber. Det havde ikke været hans mening.

Isiodith lyttede med interessen gnistrende i de isblå øjne, der måske ikke underligt, lå klistret på den ældre mand ved hendes side.
Hastigt nikkede Isiodith bekræftende og smilede pludselig bredt, næsten selvtilfredst i en drilagtig efterligning af Rakaa selv tidligere, da hun efterfølgende rakte sin egen hvide hånd frem mod ham. ”Tillader De?”, spurgte hun med et spillende blik, der afslørede hendes spøgefulde luner og end ikke øjeblikket efter, var det Isiodiths tur til at have ørkenelverens bærende i sin.

”Det ligner et netværk af tynde, lyseblå tråde”, forklarede skovelveren, i det hendes øjne gled i og verdens chakraer åbnede sig for hendes indre blik. ”Det kan være meget smukt at betragte, hvis der vel og mærke er tale om et sundt individ.”
Selv med sine lukkede øjne drejede Isiodith sit hjerteformede ansigt mod Rakaa, som betragtede hun ham just ligesom før. Hvad hun dog i stedet så nu, var stærke og tynde knaldblå tråde, der pulserede livsgivende under den mørke hud; Rakaas flotte ansigt og atletiske krop faldt dog i baggrunden, og ikke sjældent havde Isiodith tænkt, at dette netværk i grunden var væsnets sandeste form.

Da Isiodith omsider lod Rakaa tage sin hånd til sig, smilede hun atter grænsende til drilagtigt. ”Jeg har en glædelig nyhed – De er ganske rask!”, sagde hun og lo, men end ikke øjeblikket efter blev hendes grin til et lavmælt hvin af overraskelse, i det den mørkeblå kappe slog kraftfuldt om hende.
Ligeså snart som det var hændt, ligeså hurtigt reddede Rakaa hende fra det lyse mørke, der havde forvirret hendes morede blik. Netop som hun skulle til at takke ham, blev hun afbrudt af ørkenelverens stille nynnen og formålsløse kærtegn af kappens smukke broderi, og for et langt øjeblik kunne Isiodith ikke andet end at betragte den fremmede. Hendes helt i et eventyr, tænkte hun, og fik blussende røde kinder af tanken.

Ikke at Rakaas lavmælte undskyldning gjorde noget godt for hendes forlegenhed, men hastigt rankede hun ryggen og sank en besværet klump. ”De skal endelig ikke undskylde. Tak for at give mig synet tilbage”, smålo hun, næsten skingert, som hun mærkede rødmen bevæge sig op i panden. Efter at have rømmet sig, tilføjede hun forhastet; ”skal vi komme afsted og se Deres venner?”

>> Reaktion på hendes magi <<

Et smil af morskab gled over hans ansigt, idet Isiodith valgte at gentage hans ord i en lige så overraskende manøvrer som han første gang havde gjort. Der var ikke nogen tøven da han strakte sin slanke hånd frem, og idet hun lukkede sine øjne, sad Rakaa afventende tilbage. For at være ærlig, så vidste han ikke helt hvad han havde forventet… måske en sitren i fingerspidserne, eller en glød omkring hende. Men hendes magi var en skjult finesse, der dog havde livgivende udfald og healing. Hans smil blev bredere idet hun konstaterede at han var rask, og med en mild latter trak han hånden til sig.

_______________________________________________

Han kiggede op på hendes rødmende ansigt, og selvom hun nok ikke ville have det, kunne ørkeelveren ikke undgå at finde det… sødt. Jah, han forstod ikke hvorfra det kom – måske var det en reaktion på hans ret så underlige indskydelse, men det var ikke en rød harme der fyldte hendes ansigt. Og dét… jah det forundrede ham.  Inden han fik sagt – eller nok nærmere, spurgt, om hun var okay, afbrød hendes klingende stemme ham, og ørkenelveren nikkede efter et hurtigt, sidste studerende blik på hende. Joh, afsted skulle de, så meget var sikkert.
Han rejse sig i en smidig bevægelse, og tilbød med et beroligende smil hånden som støtte til at hun også kunne komme op. Der var ingen grund til at gøre det akavet, Rakaa kommenterede ikke på hvad han havde observeret. ”Luk øjnene, Isiodith” mumlede han, og lod forsigtigt en hånd hvile på hendes ene skulder, imens han trak hætten over hendes ansigt med den anden. I det samme, karakteristiske lysglimt som før, forsvandt begge elvere for blot at dukke op igen i den nedre del af Thal’Elor.

Hernede, var der en anelse mindre belysning end hvad de havde oplevet ved port indgangen. I stedet for den kongeblå farve lygterne havde haft, var disse lygter ganske almindelige og lod deres orange skær flakke hen over husenes facader; og skabte lange og underlige skygger i de mange sidegader foran dem. Til deres højre var der en dør, og over dørenkammen strakte det farverige og flotte mønster af en roser sig hen af murens facade. Rakaa smilede en kende begejstret ved synet af hans vens hjem og bolig.

”Milas er en… en kende speciel. Han kan være utrolig intens, men det er alt sammen en del af hans charme – du behøver ikke føje ham, bare fordi han er lidt… højlydt”
Smilede Rakaa, og lod hånden slippe hendes skulder. De mørkeblå øjne undersøgte hendes ansigt med et forsigtigt smil, og han nikkede kort imod døren. ”Er der noget du vil vide, inden vi går ind? ” sagde han afventende

Havde Isiodith været bekendt med Rakaas overvejelser, havde hun været taknemmelig men da dette ikke var tilfældet, følte hun intet andet end indestængt forlegenhed. Atter, var hun det uelegante barn i selskab med en voksen, der ydermere afkrævede en hvis respekt og almen pli, som hun åbenbart ikke var i stand til at fremmane. Sandheden var dog, at Isiodith aldrig havde nydt særligt af en bejlers søde ord, for i Elverly strakte udskejelser af den art sig til et høfligt smil med flere meters afstand. Selv havde den unge skovelver aldrig ænset en sådan interesse. Dertil kom det sig også, at tanken fra før var dybt pinlig; Isiodith brød sig ikke om at være hverken uvidende eller at blive opfattet som naiv, hvormed hun gjorde det bedste for at fremstå anderledes end de to egenskaber.

Med de nedslående tanker rumsterende bag den hvide pande, gjorde Isiodith, hvad hun fik besked på og lukkede sine øjne i igen. Det føltes næsten befriende og langsomt begyndte farven i kinderne at fortage sig, hvilket var en kærkommen fornemmelse – ikke at tanken rigtig nåede at stadfæste sig, før de begge atter forsvandt.

Området de landede i, var så anderledes fra det, de havde forladt, at Isiodith nær var ved at tabe kæben. Uvidende herom, løftede skovelveren en hvid hånd til kappens overtrukne hætte og løftede en anelse op i det, for at Isiodith således bedre kunne tage samtlige indtryk ind.
Da Rakaa atter krævede hendes opmærksomhed, rankede hun ryggen en smule og så op på ham under hættens skjul. Et lille smil prydede hendes læber og hun nikkede hastigt, ”skal jeg beholde hætten over hovedet, når vi er indenfor?”. Ordene var ligeså spørgende, som gnisterne i de isblå øjne, men snart efter fremtvang Isiodith et lavmælt og hjerteligt grin. ”Jeg har haft flere i lærer som helbreder, så jeg må vel benytte mig af mine strenge lærer-blik, hvis det skulle blive nødvendigt”, spøgte hun mildt, hvorefter hun i bedste stil forsøgte sig med sit såkaldte strenge blik. Og strengt var det da også, hvis man ellers kneb øjnene en smule sammen og måske tilmed tiltede sit hoved en anelse. 

Selvom Rakaa egentlig var gammel, var hans alder ingenting i sammenligning med evigheden der lå foran en elver. De små 800 år var ikke meget, når størstedelen af dem var foregået under jorden. Han havde levet igennem århundreder der passerede, uden at komme uden for Thel’Elor’s mægtige murer og beskyttende vægge – og for sig selv, havde han ikke haft føling med tiden. Det var ikke for sjov at ørkenelvernes folk kunne efterlade verdenen til sine egne problemer, fordi i et isoleret samfund som deres, kunne store krige, farlige plager eller regenters skifte glide forbi, imens man selv forholdt sig til den simple nutid der omgav dem. Havde han ikke været på overfladen for de få år side, havde den slanke elver været et blankt lærred af århundreders afsondrethed. 

Hendes overraskede ansigtsudtryk var dog noget han aldrig helt syntes at blive træt af eller lade glide forbi sig. De mørke øjne glimtede tilfreds over at have ramt det rigtige sted med hans magi, og i et lille minuts stilhed tog hun alle indtrykkene til sig. Han var meget bevidst om hvordan byen forandrede sig desto længere ned man kom. ”Næppe, Milas skal du ikke være bekymret for” konstaterede han med et varmt smil. Den pudsige lille kunstner holdt kortene tæt til kroppen. 
Et udtryk af overraskelse gled over hans ansigt, og den mørke elvers blik glimtede anerkendende.  Læremester? Se det havde han ikke taget hende for at være, og nikkede langsomt for sig selv ved hendes opfølgende… strenge blik. Det kønne ansigt antog et hårdere udtryk, men Isiodith kunne dog ikke helt fjerne det bløde i hende. Rakaa’s grin var dog ikke nedværdigende da han med et klukkende latter lagde hånden på ryggen af hende og ledte dem hen imod døren. ”Jeg tror lige præcis dét blik vil få enhver til at overveje sine næste ord omhyggeligt” indrømmede han med et drillende glimt, og bankede på.

I døren åbnede en ældre elver op. Hans har var mørkebrunt, klæderne løse, støvfarvede og en anelse slidte og skægget havde hint af grå stænk i sig. Selvom Milas så ungdommelig ud i et menneskes øjne, var han i en elvers perspektiv utrolig gammel. Det kunne dog ikke ses i hans friske blik, der med en kunstners vimsende personlighed undersøgende studerede elverne foran ham. ”Rakaa Mal’rilen, længe siden min ven” udbrød han hjerteligt, og nikkede til den slanke ørkenelver med et varmt smil. Derefter gled blikket imod skovelverne ved hans side, og et nysgerrigt glimt tændtes i de mørke øjne. ”Og en gæst kan jeg se! Ahh, kom ind, kom ind! Hvad er dit navn, du lille?” forsatte han smilende, og vinkede dem med sig indenfor i det mindre hus. Rakaas blik gled en anelse undskyldende over hende ved tilnavnet Milas gav hende, førhen han med en mild hovedrysten trådte ind af døren, dog et smil i hans mundvig. Milas var en kær ven.

Huset Milas ejede overraskede de fleste når de kom ind. Det hyggelige mørke udenfor, var på ingen måde en afspejling af hvordan han levede, og huset var åbent, lyst og rummeligt. Adskillige planter dækkede væggene, hang fra loftet eller stod i hjørnerne, og Milas ledte dem hen imod et rundt bord. ”Ventede du gæster?” Udbrød Rakaa ved synet af tekopperne og kanden på bordet, men fik kun et hemmelighedsfuldt blik igen fra den skæggede elver. ”Måske. Nå, sæt jer, sæt jer! Hvad bringer jer herned, jeg mindes ikke at have set dig før?” tilføjede Milas, og gestikulerede imod stolene. Selv satte han sig også, og kiggede nygserrigt på dem - især Isiodith.

Isiodiths hjerteformede ansigt blev atter mildt, som Rakaa spøgede med hendes isblå øjne og deres ringe evne i de strenges kunstart. ”Det lykkes faktisk fra tid til anden”, mumlede Isiodith sandfærdigt og moret tilbage, imens de sammen bevægede sig mod kunstnerens hus. Isiodith mindede sig selv om, at hun da havde formået at gøre en mørkelver utilpas med hendes bare blik og ligeså snart som tanken havde indfundet sig, således gjorde også afsavnet til Sibalghym. Eventyret som fange havde i sandhed bragt megen forandring til den unge skovelvers væsen; så megen, at Isiodith selv tog sig i at betragte sit spejlbillede kritisk, i håb om at genfinde den unge pige, hun forinden havde været.

I det kunstneren åbnede døren blev afsavnet dog hastigt erstattet med lige dele beundring og mild fascination. Manden, der tårnede sig op i døråbningen, var ganske tydeligt ældre end Isiodith – men også Rakaa selv – og alligevel fyldt med en ungdommelig morskab, der fik hans rare øjne til at gnistre sammensværgende; som havde denne Milas en hemmelighed, han ikke kunne vente med at berette om til dem. Dette var samtidig med en vished om, at det han havde at fortælle dem, i sandhed var både æreindbydende og godt for deres indre følelse af stolthed.
Isiodith måtte kæmpe for ikke at lade de buttede læber skiltes i et bredt smil, men det lykkes hende knapt og slet ikke, da Milas betragtede hende med samme nysgerrighed, som hun selv udviste. Isiodith end ikke bed mærke i Rakaas undskyldende blik, i det hun nejede for deres vært og med store øjne fulgte med denne ind i hytten.
Og sikke et hjem, tænkte Isiodith lamslået, som hun tog dette i nærmere øjesyn. Isiodith var begejstret for at se, at Milas indretning var så ganske ulig det, hun selv havde forventet med levende plantevækster og lyse møbler.

Med en rolig hånd fjernede Isiodith kappens store hætte, så hendes mørkebrune manke atter kom til syne. Med venlige og varme øjne henvendte hun sig smilende til Milas. ”Det er et overordentligt dejligt hjem, De har”, sagde hun, og mente det, i det hun satte sig til rette på stolen med rank ryg.
Et lavmælt og ikke så hæmmet kluk forlod hende derefter, i det Milas spurgte indtil deres gøremål. Med et hastigt blik, der så ganske tydeligt bad Rakaa om tilladelse, rettede Isiodith dernæst opmærksomheden tilbage mod den fremmede ørkenelver. ”Jeg er her som helbreder til et følge af skovelvere. Vi er kommet for at udveksle erfaring og viden omkring plantevækster med helbredende egenskaber. Rakaa fik – guderne velsigne ham – til opgave at vise mig rundt i byen og… Ja, så nævnte han Dem og Deres levende malerier. Jeg kunne ikke lade være med at gribe om muligheden!”, forklarede Isiodith med et smilende blik, hvorefter hun hastigt søgte accept hos Rakaa.
”Jeg har aldrig hørt om noget lignende”, tilføjede Isiodith dernæst, i det hun prøvede at tæmme sin åbenlyse fascination og iver. 

Rakaa bevægede sig med lange skridt ind i kunstnerens bolig, og lod med et skævt smil Isiodith måbe og forbløffes over hele oplevelsen af hvem og hvad Milas var. Han forstod hende godt, fordi han havde selv haft noget alla samme reaktion, første gang hans vej havde krydset den ældre herrers, og med et lille grin observerede han hvordan skovelveren valgte at introducere sig selv. Imens tog ørkenelveren kappe og overtøj af, for at hænge det på en knage op ad væggen inden de satte sig ned. Hans hånd fattede om en af de sirlige kopper Milas havde sat frem til dem, og betragtede med skjult interesse det smukke håndværk imens hun forklarede. I en gammel vane lod han de slanke fingre glide over bestikket foran ham, og rettede opstillingen til så det stod skarpt og lige, men afbrød ikke Skovelverens melodiske stemme. 

Hans blik gled overrasket op på hende da hun nævnte hans navn, men ellers lod ørkenelveren hende fortælle uden afbrydelse og indblanding. ”Hvad ville Thal’Elor være uden Milas, var min tanke?” tilføjede hans med et spøgefuldt glimt i øjet, og modtog en perlende latter fra den ældre elver i deres selskab. Milas tog med hurtige og vante bevægelser kanden op fra bordet, og skænkede dem alle te imens et tænkende udtryk lå over hans ansigt. ”Jamen velkommen, ven af min ven – det er altid en glæde med besøg fra slægtninge” nynnede han til sidst med et mildt smil, og lænede sig tilfreds tilbage i træstolen. De brune øjne gled skiftevis fra Rakaa og tilbage til Isiodith, førhen et lettere selvtilfreds smil fik smilerynkerne til at danse om hans øjne. ”Jah, Rakaa har nu altid været fascineret af dem. Det var ikke på grund af teen, at han dag efter dag kom igen, men flittig var han dog” drillede han og klukkede selvtilfreds over den trækning af panik der kort gled over Rakaa’s slanke ansigt, da det gik op for ham, at Milas var ved at forklarer deres relation.

Førhen hans træning og erhverv som kriger, havde Rakaa nemlig været i lærer hos Milas. Flere dage - der sammenlagt var flere år - var blevet brugt kunstnerens finurlige selskab. Han var hans mesters bedste elev, men det var dog ikke en detalje han havde nævnt for den unge helbreder, og hobby han holdt tæt til kroppen. Skulle sandheden frem, var den slanke ørkenelver et naturtalent når det gjaldt kunst og håndværk; et talent man ikke forventede første gang man mødte ham.
Hans mørkeblå øjne stirrede med tydelig irritation på kunstneren, men lod ansigtet falde tilbage i de ”rigtige folder” med en lidt tør hosten. ”Så, vi havde håbet på at du ville give os en demonstration, hvis du ikke er for… travl” hans blik flakkede kort til hende – han prøvede at aflæse hendes ansigt, men opgav igen relativt hurtigt. Det var ikke altid hans stærkeste side. 

Det var ikke fordi det som sådan skulle holdes hemmeligt, hvad hans interesser var. Men kontrollerende som han var, nagede det ham at det ikke var hans egen detalje at fortælle… eller vise.

Den ældre elver nikkede begejstret og tydeligvis upåvirket (eller en smule ligeglad) med hans strenge blik, og rejste sig med et lunefuldt smil. "Ah, jeg kan da lige se hvad jeg i hvert fald har liggende - giv mig et øjeblik" brummede han, og rejste sig for at gå hen til en af de store træhylder langs væggen ved siden af dem; en glad lille fløjtende melodi omring hans flyvske skikkelse. 

Isiodith kunne ikke skjule sin forundring over kunstnerens afsløring, men efter hastigt at have søgt Rakaas øjne med sine, afgjorde hun, at dette ikke var et emne, som den unge skovelver skulle forfølge. Den ældre ørkenelver så, ifølge Isiodith, en smule ubekvem ud ved situationen, hvormed Isiodith besluttede, at forholde sig tavst, som Milas rejste sig og forlod dem. I stedet lod hun den kongeblå kappe falde fra hendes spinkle skuldre og foldede den omhyggeligt sammen, så hun kunne placere den på hendes skød. Med en påtaget, næsten eftertænksom mine, tog Isiodith en slurk af sin the, hvorefter hun sagde; ”min egen læremester kan fortælle mange historier om mig, jeg helst ikke så så dagens lys”. Hendes stemme var venlig, men blikket i det isblå øjne var konspiratorisk, som ønskede hun at fortælle Rakaa, at hans hemmelighed var sikker hos hende. Med et lille og varmt smil i mundvigen, tog hun atter en tår af sin varme drik.

Da Milas vendte tilbage til sine to besøgende, så Isiodith vagtsomt op med gnistrende øjne. ”Deres the er udsøgt”, komplimenterede skovelveren oprigtigt, i det hun, måske utro mod traditionen, lænede sig ivrigt frem mod maleriet. Ikke at det umiddelbart lod sig åbenbare for hende, for Milas smilede hemmelighedsfuldt, i det han satte sig til rette på stolen overfor hende igen.
”Jeg viser jo ikke mine skattede malerier frem til hvem som helst”, reklamerede Milas stolt, hvormed Isiodiths buttede læber skiltes i et bredt og forventningsfuldt smil. Hastigt nikkede hun og Milas fortsatte ufortrødent; ”men når der er tale om en ven af min ven, ja, så kan jeg vel næppe afstå.”

Med de ord svandt linnedklædet ned fra maleriets ramme og Isiodith tabte kæben, som de isblå øjne tog maleriet ind. Det bevægede sig lige foran hende, som havde elverne i det sin egen og unikke personlighed! Isiodith kunne knap tro sine egne øjne og et forundret kluk undslap hende. ”Hvor er det fantastisk! Er… Er det… Er de levende? Hvad sker der hvis du maler et portræt?”, udbrød Isiodith åndeløst og for et øjeblik glemte hun alt om pli og korrekt tiltale. 

I stilhed sad Rakaa da Milas rejse sig fra bordet, og i stilheden forblev blikket rettet stift frem for sig. Hun var ikke dum, den kønne skovelver og hendes blik fortalte mere end ord kunne i det moment det gik op for hende hvordan de to ørkenelvere kendte hinanden. Den slanke Rakaa havde brugt en stor del af sin tidlige ungdom i selskab med kunstnere, musikere og sangere. Han havde danset igennem en farverig tilværelse, og nydt godt af den frihed der fulgte med den lille del ansvar han stod med. Sensitiv som han havde været, var det med vedvarende opmuntring og intellektuel udfordring at han havde blomstret til den han var nu; han havde ikke set sig gal på den ældre mand grundet hans ord, han var blot utilpas over hvornår de var kommet.  
Dog lod hun ham sidde i eftertænksom stilhed i et stykke før hendes klingende stemme afbrød stilheden, og Rakaas mørke blik mødte hendes konspirerende, der bar på en hemmelighedsfuld energi i sig. Varmen fra hendes smil smittede, og med et kort hovedrøst frembragte ørkenelveren en mild genspejling af hendes. ”De ser os fra vores bedste og værste sider, gør de ikke?” indrømmede han, og rankede ryggen fra den lidt sammensunkne holdning der kort havde taget over. De slanke fingre gled legende over borddugens håndlavede broderinger, før at den ældre kunstner atter vendte tilbage til sine gæster, nu bærende på et overdækket maleri og en energisk begejstring i hans skridt.
”Åh tak du lille” Lo han hjerteligt, og satte sig ned igen ved bordet med et opfølgende anerkendende nik. Theen var en delikatesse for en person som Milas, og det varmede oprigtigt at hun brød sig om den.

Rakaa fulgte sin tidligere mesters ekstase med et dovent smil i den ene mundvig, og vidste at han næppe kunne dy sig for at overraske hende bare en smule. Halvdelen af glæden var trods alt præsentationen, en tanke der stammede fra hans tid med Milas, der i samme øjeblik trak linnedklædet fra maleriet og viste det magiske motiv til de to elvere foran ham. Selvom Rakaa havde set en del af dem, kunne han ikke holde et lille ’Oh’ tilbage ved synet af hans nyeste mesterværk. ”Ah, du skal altid overgå dig selv, skal du ikke?” udfordrede han drillende og lænede sig imod motivet sammen med Isiodith; begge opslugt af kunstnerens værk.
”Ah, fantastisk er lige det rigtige ord!” grinede Milas begejstret, og satte maleriet op af en af de ledige stole. Hans øjne gled over det smukke motiv af kærlighed, førhen hans opmærksomhed atter fandt Skovelverens blik, et lille men brændende glimt i øjet. ”Et portræt er et vindue til sjælen, min ven. Når jeg maler et portræt, maler jeg ikke hvad jeg ser..” Hans stemme var lavmeldt og intens, som om han fortalte dem en dyb hemmelighed. ”… Han maler det han føler, fornemmer...” fulgte Rakaa op, med en stemme der momentært viste utrolig sårbarhed. Det varede dog ikke længere end et sekund, førhen at han atter lænede sig tilbage og lod en maske af afslappethed skærme for den mindre sårbarhed.

Det gik dog ikke forbi Milas, der med en opgivende hovedrøsten og et skævt smil atter så på Isiodith, klar til at svare på hvad end hun havde af spørgsmål.

Isiodith var i syv sind over sin ledsagerske, der ikke efterlod megen til hverken forståelsen eller fantasien. Hun nåede dog at nikke og med en næsten opmuntrende stemme, sige; ”forestil Dem at bo med dem hele din barn- og ungdom”, inden Milas vendte tilbage med sit store, charmerende smil.
Selv var Isiodith blevet oplært af hendes far og sjældent havde der været fritid, som ikke blev brugt med næsen begravet i tykke, støvede bøger eller gullige og slidte pergamentruller. Når Isiodith ikke havde været tilknyttet Helbredernes Hus i Elverly, havde hendes far sørget for at holde hende beskæftiget og endda, med stor glæde og iver. Måske, tænkte Isiodith, var det en af grundene til, at hun ikke havde nogle tætte venskaber at prale af i dag.

Tankerne blev dog straks revet væk under hende, som Milas atter gjorde krav på hendes opmærksomhed. Alligevel kunne Isiodith ikke ryste en fornemmelse af, at hun havde trængt sig uvelkomment på og at ørkenelveren nu sad og fortrød sit valg. En følelse der mindede om dårlig samvittighed slog rod i hendes tynde bryst, hvori også forvirringen havde sit faste tag. Den unge skovelver forstod knap, hvad der foregik mellem den tidligere læremester og dennes gamle elev.

Han maler det, han føler… fornemmer. Ordene fik Isiodith til at synke en klump, som de isblå øjne ufrivilligt skred fra maleriet til Rakaa, der dog straks rankede ryggen. Hans sårbare toneleje, der i Isiodiths spidse ører næsten antog en sørgmodig klang, havde overrasket hende i hendes grundvold. Alligevel kunne hun ikke lade være med at smile varmt til ørkenelveren ved hendes side.
Isiodith måtte sætte fortænderne i hendes buttede underlæbe, for ikke at komme til at kommenterer på Rakaas ord, for noget sagde hende, at dette var at nærme sig en usynlig grænse. Det var ganske tydeligt for den mørkhårede helbreder, at ordene ikke var ment for hendes ører, hvormed hun gav sig til at betragte det elskende par i månelyset.

”Mind mig om, aldrig at lade Dem portrættere mig”, svarede Isiodith Milas, i det et drilagtigt glimt listede sig i hendes blik. ”Jeg tror ikke, at jeg kunne holde ud at se, hvad end De måtte se i mig”, forklarede Isiodith, hvilket fik Milas til at le lavt og konspirerende.
Ikke desto mindre var det dog sandfærdigt nok. Isiodith kunne ikke kende sig eget spejlbillede længere – og i det tilfælde, hvad ville andre så se?

Et besøg der skulle have indeholdt et kort visit, en fremvisning af ophøjede evner og en lille tår te, havde udviklet sig i en retning Rakaa ikke havde forudset da de trådte ind ad døren. Hans gamle læremesters kommentar havde skubbet ham ud af kurs, og han fandt det svært at finde tilbage igen. Der var ingen tvivl om at Milas betød meget for ham. Men som det så ofte var med dem der betød meget, var det dem der kunne skuffe mest.

Havde han været alene med Milas, havde konfrontationen været løsning nok… men havde han været alene med Milas, havde kommentaren slet ikke påvirket ham til at starte med og derfor sad han nu lidt i en kattepine. Fordi den stakkels besøgende skulle ikke fanges midt i en verbal arena af spidse kommentarer om hvem der havde ret - og hvem der tog fejl, og derfor fandt han det nemmest bare at… skubbe det væk. Skubbe det til siden og lade det passere uden at forholde sig til det, selvom hendes intuition fornemmede sandheden. Hendes bløde ord var dog kærkomment og Rakaas smil glimtede morende, men han fik ikke sagt noget før Milas vendte tilbage. 

Ørkenelveren lo kort og lidt tørt ved hendes ord, men kunne ikke andet end at nikke i enighed – det samme gjorde Milas selv dog med varmere latter i stemmen og blikket. I løbet af de mange år han havde levet, var det ikke få der med vrede, foragt, tårer eller frygt havde kastet de fortræffelige mesterværker tilbage til den ældre kunstner, fordi de udviste noget de ikke brød sig om.
Hemmeligheder var kun personlige så længe man holdt dem tæt; men med et maleri fra Milas ville de være til åbent skue for alle der så det.

Det var ikke alle der kunne håndtere den form for ærlighed. ”Sikke en ærlighed!” nynnede han muntert, og tog med nænsomme bevægelser maleriet tilbage, for at pakke det ind i et farverigt sjal. Ved siden af Isiodith rørte Rakaa kort på sig, og undskyldte sig selv idet han rejste sig. ”Jeg kommer tilbage om lidt” sagde han med et afvæbnende smil, som ikke bar nogen tegn på den irritation der forinden havde sænket stemningen en anelse. Var han mon kommet over det? Idet han bevægede sig ud imod en af rummene længere bagved, vendte kunstneren sig om imod Isiodith, et ubeslutsomt blik i hans varme øjne. ”Jeg undskylder for hans opførsel, men han Rakaa har båret på… nag i nogle år efterhånden. Det overrasker mig at han overhovedet ledte dig herhen, men måske han er faldet lidt til ro” sagde han langsomt, men mere selvsikkert desto mere talte. Hans blik gled over den lukkede dør Rakaa var gået igennem, førhen det landede på den besøgende skovelver igen. 

Isiodith betragtede Rakaa rejse sig med skjult forbløffelse og en nagende fornemmelse i brystet. Som en lus mellem to negle anede Isiodith stadig ikke sine levende råd. Skulle hun blive og nyde godt af denne exceptionelle mulig? Eller skulle hun foreslå Rakaa, at han eskorterede hende tilbage til hendes private gemakker? Fornemmelsen af, at have forårsaget ubehag hos ørkenelveren var umådelig svær at sidde stille med.
Milas afbrød hendes tanker og først da, gik det op for Isiodith, at hun havde siddet og spejdet i retning af, hvor Rakaa var forsvundet hen.

Med et lille men opmuntrende smil rystede skovelveren på hovedet og lagde en beroligende hånd på kunstnerens. ”De har intet at undskylde for. Jeg frygter, at det er mig, som har trådt over den usynlige grænse og ikke Deres selskab i sig selv”, indviede hun Milas i, hvorefter hendes hjerteformede ansigt gled i mere alvorlige folder, der så ganske tydeligt afslørede hendes egen bekymring. Dernæst rejste hun sig og lagde den kongeblå kappe fra sig på køkkenbordet.
”Jeg vil så nødig være uhøflig overfor Dem, men min samvittighed kræver, at jeg stiller Rakaa et spørgsmål. Jeg håber, at De kan tilgive mig”, sagde hun og mente det, så samtlige celler i hendes krop vibrerede håbefuldt. Milas nikkede og det varme glimt fandt atter vej tilbage i hans rare øjne og med den forsikring, skridtede Isiodith med bankende hjerte mod det tilstødende rum.

”Hr. Mal’rilen?”, kaldte Isiodith lavmælt, hvorefter hun nær var stødt ind i hans muskuløse brystkasse. Hastigt trådte Isiodith et skridt tilbage og inden, at Rakaa selv nåede at spørge til hendes færden, udbrød hun; ”jeg kan ikke lade være med at få en fornemmelse af, at jeg ubevidst har voldt dig kvaler.” De isblå øjne søgte Rakaas og de var store af bekymring.

”Hvis De ønsker, kan De følge mig tilbage til mine private gemakker. Jeg tror ikke, at denne rundvisning afkrævede så megen tid, som De alligevel har tildelt den og ja, jeg ønsker ikke at træde Dem over tæerne endnu engang.”