Og midt imellem dem sad Alvilde.
Den blonde nordbo havde et bredt smil om munden og et drillesygt glimt i de skyblå øjne. Hånden var godt låst fast i jerngrebet af en af mændende overfor hende, og sveden piblede langsomt ned af begges pander. Armlægning var en ædel sport på de fleste kroer - og Alvilde havde ikke tænkt sig at tabe til mænd som dem hun sad sammen med. Arrogante var de, larmende, lugtende og højrystede. Deres ærer og stolthed lå i deres fysiske duelighed, og derfor var det noget af den bedste underholdning i verden, at pille dem ned fra deres scene. På trods af sin lave statur og fysik, var det ikke for sjov at Alvilde gik med til store væddemål om penge eller omgange som dette. Nej, hun havde et es.
"Heh, kom nu Argon! Du skal ikke holde igen for min skyld!"
Pirrede hun ham med sejr i stemmen, og smilede et tandsmil da hun så frustrationen og det uforstående blik i hans øjne. Deres arme skiftedes til at vippe imellem de to sider, men hverken hun eller Argon havde endnu givet op. Og han havde nok forventet at hun tabte med det samme.
Med sammenbidte tænder - dog stadig smilende, samlede Alvilde noget af den magi hun besad og kanaliserede den igennem hendes arm. Udadtil kunne man ikke se noget, men manden - Argon, mærkede snart hvordan hans arm nærmede sig bordpladen og hylede frustreret over den sum penge han snart ville tabe. Et hyl der for et øjeblik skabte stilhed og fokus på dem i kroen, førhen den spredte snak igen begyndte.
Krystallandet