Graviditeten havde taget hårdt på Sigrun. Ikke at der havde været nogen problemer overhoved. Man kunne næsten have troet at Sigrun slet ikke var gravid, hvis det ikke var for den store mave hun havde båret rundt på i månedsvis. Problemet lå faktisk i at hun ikke havde gidet at sidde stille, og der var tider hvor hendes kære mand var blevet nødt til at holde hende nede, for ikke at tage tværs gennem landsbyen ved midnat, fordi hun skulle hjælpe med et eller andet. Især som dagen begyndte at nærme sig og hun var rigtig højgravid.

Heldigvis var hun gået med til at blive indendøre idag. Vinden og sneen raserede udenfor, så selv Sigrun havde ikke haft meget lyst til at bevæge sig udenfor. Hendes mave havde også føltes uroligt hele dagen. Den lille havde sparket som kunne den ikke finde ro overhoved, og Sigrun havde faktisk ligget og slænget sig det meste af dagen, og fået lidt af spise løbende.
Torbjorn var hjemme, pga. vejret, men Bjarnis havde bestemt sig for alligevel at tage på kroen. Han havde også været ude for mere end et udbrud af vrede fra Sigrun af, fordi han havde været lidt for nærgående, og var bare gået Sigrun på nerverne, når hendes humør allerede var lidt ødelagt af hormonerne der løb gennem hendes krop.

Hun havde døset lidt af i en stol foran ildstedet, da hun åbnede øjnene lidt chokeret. For en stund sad hun bare og så forvirret og uforstående ud, før at en let panik begyndte at sprede sig.
"Torbjorn..." kaldte hun, næsten lidt svagt. Heldigvis var hytten ikke ligefrem så stor. Da hun fik øjenkontakt med ham, sagde hun det næsten, "mit vand er gået." Lige nu kunne hun godt bruge rolige Torbjorn til at guide hende gennem det her.

Det havde været noget af en udfordring. Sigrun havde klaret graviditeten på en måde som Torbjorn næppe havde set før. Hun var stadig aktiv, for aktiv, og det havde været svært at holde hende i ro, ikke kun for sin egen men også barnets skyld. Han forstod selvfølgelig ikke meget af alt det som viskvinderne sagde, men Torbjorn følte selv at det var godt for Sigruns krop at hun holdte sig i gang. Selvom hun havde en tendens til at overgøre det en smule.

Noget han oftest ikke kunne andet end at smile ovre. Der havde været sine gnidninger, men det kunne ikke undgåes. Især Bjarnis havde stået for skud, men Torbjorn havde også været godt og grundigt irriterende for hende engang imellem. Han mente hun havde al tilladelse i hele verden til at være tvær. Det var hendes krop der skulle igennem dette.

Torbjorn havde været umådelig rolig gennem det hele. Han havde taget enhver ny hændelse med knusende ro og beroligende ord. Første gang barnet sparkede. Morgenkvalmen. Plukveerne. Han havde været støtten hun behøvede og fortjente.
Da hun kaldte på ham, i en svag stemme kom han også frem med det samme, bekymret, men også rolig. Som han altid var. Men altid forsvandt ud i den bidende kulde som hendes næste ord kom. "Dit.. Dit vand.. okay.. okay, helt rolig" Han gik i panik. Han følte sig svimmel. Det var nu. Han havde forberedt sig på det, troede han, men han var overhovedet ikke klar. Han satte sig foran hende, rejste sig igen, gik i en cirkel rundt om sig selv og begyndte at komme med rømmende lyde. "Okay hvad gør vi.. hva.. oh nej.. Skal jeg.. nej.. måske" han rakte frem efter hende, trak dem tilbage og lidt frem igen. Skulle han hjælpe hende op at stå, var det bedre hun blev siddende der? skulle hun ikke ligge ned? Tæpper, vand, hjælp, viskvinder. HVAD SKULLE HAN GØRE!

Sigrun havde mange gange overvejet hvornår Torbjorn endelig ville vise noget der ikke blot var ro og fordragelighed gennem graviditeten, men uanset hvad der skete så havde han været der, som en solid sten, og som månederne skred fremad, så følte hun sig mere og mere sikker i at selv når hun skulle føde, så ville han være der ved siden af sig. Det ville være rart at have nogen der kunne tage sig af hende, når hun nok selv også ville være lidt panisk.

At Torbjorn ville gå fuldstændig i selvsving havde hun ikke set, og hun måtte se på sin stakkels Torbjorn, der så ud til at han var ved at gå til.
Der var noget ved at når den ene part var panisk, så ville den anden tage over og sørge for at der var styr på tingene. Så det var som om at noget bare klikkede i hovedet på hende, som hun kiggede på ham.
"Torbjorn, rolig, jeg er ikke ved at dø," sagde hun, og greb ud efter hans hånd, så de kunne kigge på hinanden, og tage en dyb indånding sammen. Panikken kunne hun selv mærke gribe fat. "Jeg har det fint lige nu, men vi har behov for en viskvinde, og min far er her ikke, så vi kan ikke sende ham afsted." Ærligtalt ville hun nok have sendt Torbjorn afsted uanset hvad, siden hun var ret sikker på at hendes far ville være mere rolig. "Så løb ned til hende, fortæl hende at vandet er gået, og kom straks tilbage hertil. Kan du gøre det?"

Torbjorn forstod slet ikke hvordan han på noget tidspunkt kunne havde taget det roligt. Det her var det vildeste han nogensinde havde oplevet. Han vidste selvfølgelig at en graviditet medførte at der ville komme et barn til verden. Og det var hans. Han var far. Sigrun skulle være mor. De skulle være forældre. Han kunne slet ikke være i sin egen krop over at det kom til at ske nu!
Hendes ord fik ham til at tage en dyb indånding. Hun havde ret. Han skulle tage sig sammen. Han gav hendes hånd et klem og fokuserede på de dybe indåndinger. ”Nej, du.. du.. ja” han skammede sig lidt over at han ikke kunne holde hovedet koldt, men der gik ikke særlig godt for ham lige nu.

Han nikkede med hendes ord. Okay, hente viskvinde, fortælle at vandet var gået og at hun skulle følge med tilbage. Skulle han også finde Bjarnis? Skulle han meddele det til byen? Var der andre der skulle hjælpe. ”Hente viskvinden, fortælle vandet er gået og komme straks tilbage” det var det hun havde bedt om, ikke alt det andet. ”Det kan jeg godt klare” han smilede over hele hovedet. Han bøjede sig ned og gav hende et langt kys på panden. ”jeg kommer tilbage hurtigt” han fik ikke overtøj på, men fik moslet et par støvler på sine fødder og væltede ud af døren for at hente viskvinden.

Han løb derhen i bidende kulde, uden at lade sig mærke af det, styrtede ind i kvindens hjem og fik sagt en masse ord på en gang, som deriblandt indeholdte sætningerne at vandet var gået og at han skulle være far. Viskvinden havde heldigvis set paniske fædre før, og fulgte med tilbage, med et par ting i sin taske. ”Jeg er tilbage. Er der sket noget, er alt som det skal være” han fik ikke støvlerne af som han trak sne med sig ind i den varme hytte og styrtede hen til Sigrun i sin stol, og greb ud efter hendes hånd som han satte sig på hug ved siden af hende.

Det så i det mindste ud som om at Torbjorn havde fundet lidt af fatningen igen, hvilket fik Sigrun til at ånde lettet op bare en anelse. Kysset på panden fik da også hende til at slappe en anelse mere af. Der var stadig tid inden fødslen rigtig gik i gang, hun havde jo selv været en del af det her flere hundrede af gange, men alligevel var nervøsiteten der stadig i bunden af hendes mave. Eller var det blot babyen?

Det var ikke en lang tur, det vidste hun godt, så hun gjorde sig bare lidt mere tilpas på stolen, og lukkede øjnene lidt i, og tog dybe indåndinger. Hun håbede virkelig ikke at det her ville tage dagevis, så ville de to af dem da gå til af nerver.

Hun kiggede op, fra sin plads, hvor hun ikke rigtig havde bevæget sig fra, da Torbjorn kom ud, og man kunne næsten se den lidt sure mine, som han opdagede sneen der var blevet slæbt med ind i hytten. Viskvinden var stadig igang med at tage sit eget overtøj og støvler af.
"Jeg troede aldrig jeg skulle være efter dig med sne i hytten," sagde hun og stirrede bare en anelse irriteret på Torbjorn, før  et suk undslap hendes læber. Hun måtte vel undskylde ham for denne ene dag, selvom hun havde forventet han ville have været mere fattet. "Intet er sket, der er intet at være bange for," sagde hun og viklede en hånd om Torbjorns nakke, så hun kunne trække ham ned til sig. "Alting er fint," hviskede hun før hun kyssede ham blidt på læberne.

Torbjorn så forvirret ud ved den irriterede mine som Sigrun sendte ham. Hvad skete der? Han kiggede ned af sig selv i den siddende stilling han nu engang sad i, hvor det var tydeligt at den høje sne udenfor havde gjort hans bukseben våde og støvlerne stadig var dækket ind i den tunge hvide sne. Han drejede hovedet og kiggede på de store hvide fodspor der førte hele vejen ind i hytten fra ham. "Oh nej" hvad havde han dog gang i! Han burde havde smidt støvlerne ude på sin plads, og ikke slemme kulden med ind i den varme hytte. Nu blev det hele fugtigt!

Han var næsten klar til at rejse sig igen for at begyndte at på en eller anden måde fjerne sneen fra tæpperne, men blev stoppet af hendes ord og hendes hånd der lå på hans nakke. Han syntes at slappe en smule mere af. Torbjorn lænede sig ind og kyssede hende blidt på læberne og smilede et langt mere roligt smil, selvom han stadig var helt oppe at køre og ringe over alt der foregik. "Er du sikker? Ingen ubehag, smerter, eller andet? Noget jeg skal hente?" panikken havde ikke helt sluppet ham, trods han da virkede mere rolig, især fordi viskvinden var med ham, selvom hun ikke ligefrem havde travlt med at få overtøjet af kroppen. Hun vidste langt bedre end Torbjorn at barnet ikke bare poppede ud indenfor de næste to minutter.

Sigrun rystede på hovedet. ”Alt er helt fint,” hviskede hun blidt til ham, selvom hun også selv havde lyst til at gå i panik over at hun indenfor relativ kort tid skulle presse et kæmpe hoved ud gennem sine nedre regioner. Ikke noget hun havde set frem til. Hun havde dog hørt at det gjorde alt besværet værd når man havde sit lille barn i armene. Det håbede hun virkelig også, for hun kunne allerede forstille sig at hun manglede tålmodighed.

”Altså lige bortset fra alt sneen der nu ligger i vores hjem,” sagde hun med et strengt blik, og muligvis ville hun gerne have at han skulle rydde op efter det, især som viskvinden var begyndt at være færdig med at tage alt sit tøj af. Hun så virkelig ud som om at hendes største fornøjelse var at se fædrene panikke, som hun sendte blikke i Torbjorns retning.

Torbjorn åndede lettet op og lænede sin pande ind imod Sigrun. Så langt så godt. Han vidste ikke præcis hvad smerte hun skulle igennem, men han var ikke spor i tvivl om at det kom til at være ubehageligt og stærkt smertende. Han havde det ekstremt dårligt med at hun skulle gennemgå de kvaler, uden han kunne gøre det mindste for at tage smerten fra hende.

Hans øre blev dog røde som hun nævnte sneen der lå i små pøle igennem hjemmet. Han havde været så ivrig efter at komme ind igen og sikre sig at alt var som det skulle være, til at huske på alt andet. Sigrun var det vigtigste! Han kiggede op på viskvinden med en forvirret grimasse og et let forsigtigt smil "Jeg må nok.. nok hellere rydde lidt op" selvom han virkelig ikke havde lyst til at flytte sig.

Sigrun nikkede lidt til Torbjorn. "Det må du hellere," der var et næsten lidt anstrengt smil på hendes læber, og hun kunne godt se at få Torbjorn til at bevæge sig, ikke kom til at være det nemmeste. Det var da også rart at han ville være ved hendes side, men man var vel lidt af en stolt kvinde, der ikke havde behov for at blive puslet om. Det var jo også derfor Bjarnis havde fået sparket op til flere gange.

Hun kiggede over mod viskvinden, som stadig så ud til at tage det roligt, hvilket også fik Sigrun til at tage det lidt mere roligt. Hun kendte viskvinden, og havde hjulpet hende sin mængde gange, så der var noget betryggende at vide at det ikke brændte på endnu. For ikke at nævne at veerne ikke engang var begyndt, så der ville gå tid.
"Der kommer ikke noget barn lige nu, så du kan godt nå det," kom der så også lidt til Torbjorn. I håb om at det måske også kunne hjælpe ham til at komme lidt i omdrejninger om at få fjernet sneen inden hytten blev helt våd.

Torbjorn kunne ikke bare forlade hende. Han var lige så meget med i det her som hun var. Selvom det ærlig talt var mere mentalt han var med, for hans krop gennemgik ingen lidelser, eller prøvelser. Han kunne kun være en støtte og hjælpe hvor det var meningen han skulle. Han ville heller ikke gå glip af noget. At få et barn var et af de mest fantastiske øjeblikke i ens liv, selvom mange af hans landsmænd ikke så særlig højtideligt på det. Han havde før fået at vide at det var noget kvinderne klarede fint selv.

Han nikkede og rejste sig tøvende. Hun havde jo ret. Der behøvede ikke ligne en svinesti fordi han var ivrig, og da slet ikke når barnet kom! Der skulle være pænt og rent. Dertil var det nok godt han fik noget at tage for hånden så han ikke gik helt i spåner. Hun var trods alt kun lige gået i gang, trods Torbjorn ikke vidste meget om hvor hurtigt eller langsomt sådan noget gik. Så han gav sig til at rydde op og få skrabet sneen væk fra gulvet og lagt sine sko ude i den kolde gang. Han havde ikke fået overtøj på, så det skulle ikke tages af. Han var ikke meget for at forlade rummet for længe af gangen, så han stak hovedet ind, bare for at være sikker på at alt var i skønneste orden, inden han gik igang med at fjerne snerester.

Sigrun sendte Torbjorn et lidt sammenbidt smil, da han endelig virkede til at gå i gang med at ordne sneen væk, så de ikke skulle være i skidt og møg, når også alt blodet og babyen kom ud. Uanset hvad så ville det ikke være en smuk fødsel, og hun var ikke sikker på hvor mange fødsler Torbjorn havde været med til, men der var en vidst sandsynlighed for at han nok ville blive lidt overrasket over hvor meget blod der var involveret.

Viskvinden kom over til hende, og de to af dem talte lidt lavmeldt med hinanden. Viskvinden pegede lidt mod Torbjorn og sagde nogen lavdæmpede ting, og Sigrun kunne ikke lade vær med at smil.

For en stund skete der ikke noget. Viskvinden hjalp med at gøre tingene klar. Sigrun ændrede lidt sted at sidde, bevægede sig rundt når hun kunne, og var for træt af at sidde stille, men så pludselig kunne hun mærke veerne komme. "Oh.. jeg tror... jeg tror det snart... er tid." kom det lidt usikkert fra Sigrun. At vide hvordan det forløb og mærke det selv var to vidt forskellige ting.

Torbjorn endte med at ordne lidt andre ting imens. Nu han alligevel var i gang, og det var nærmest umuligt for ham at sidde stille. Han ville heller ikke genere Sigrun med at vimse omkring hende som den ekstremt bekymrede mand han var, selvom hun da heller ikke skulle føle at han var ligeglad. Han var henne og tjekke til hende med jævne mellemrum - give hende et kys på panden og et opmuntrende smil, alt imens han gik og panikkede med at sætte ting på plads - nogen gange fjerne noget og sætte det tilbage på samme plads igen tre sekunder senere.

Havde Viskvinden noget hun skulle bruge, ville Torbjorn sørge for at hjælpe, og forsøge at undgå at gå for meget i vejen.
Torbjorn var næsten, næsten ved at genfinde noget ro og tage en dyb indånding da det hele gik i gang. Sigruns usikre stemme fik alarmklokker til at ringe overalt og han var sekudner fra at gå fuldstændig i panik som en hovedløs kylling. Han tvang sig selv til at tage en dyb indånding, tage hendes hånd og se bekymret på hende. "Vil du sidde eller ned og ligge? Eller gå videre?" han ville ikke tvinge hende til nogen ting, selvom det da klar ville være hans fordel at have hende det samme sted så han kunne vove over hende som en overbeskyttende bamsebjørn.

Det havde ikke taget rigtig til endnu, men det virkede til at der nok ikke ville gå lang tid, og det var bedre at Sigrun fik gjort sig til pas. ”Jeg vil gerne.. over i sengen,” hun kiggede lidt mod viskvinden, som nikkede til hende, og med lidt hjælp fra hende, og nok også Torbjorn, blev hun bakset over i sengen og lagt op af en masse puder. Heldigvis var sengen blevet gjort klart med skind der ikke ville lide meget af det blodbad der snart ville ske.
Nu begyndte man også at kunne se nerverne på Sigrun. Det var nemt at ignorere at det her var en ting, lige indtil det skulle ske, og endelig vinkede hun Torbjorn hen til sig så hun kunne tage hans hånd.

Viskvinden tjekkede op på Sigrun med hvordan det gik dernede. ”Det sker hurtigere end jeg ville have troet på dit første barn.” nævnte hun, men hun så heldigvis bekymret ud, og gik i stedet for i gang med faktisk at forberede de ting der skulle forberedes, så de var klar til hvornår end det skulle ske.

Torbjorn var der med det samme til at hjælpe med at få Sigrun over i sengen hvor hun gerne ville være, lagt op af en masse puder så hun kunne side komfortabelt. Så længe det var muligt. Nok vidste Torbjorn ikke meget om fødsler, men han vidste trods alt at det ikke var komfortabelt og det fik ham endnu engang til at gå endnu mere i panik, men mere indvendigt end udvendigt nu. Ikke at den værste chok havde lagt sig, mere at han syntes at have fået mere styr over sig selv.
Han virkede derfor mere som sit rolige selv, i hvert fald mere nu end han gjorde før, som han satte sig på sengekanten og holdte Sigruns hånd og forsøgte at berolige hende så meget det nu var ham muligt.

Torbjorn kiggede en smule frem og tilbage mellem de to kvinder og tog det bare som et godt tegn at det ikke blev trukket ud. Netop for Sigruns skyld, selvom det også betød at der næppe var lang tid tilbage før der skete mere end bare at vente. Han sank en klump i halsen, fik sit rolige smil frem og nussede hendes hånd. Sigrun gjorde trods alt ikke ret meget langsomt, når det kom til stykket. "Hvordan har du det?" nøj han kæmpede for at bevare den ro han endelig syntes at have fundet, selvom hun nok godt kunne se på ham at han stadig var oppe at køre dybt inde.

"Jeg har det... okay... behageligt," sagde hun forsigtigt, for hun lå bedre nu, selvom veerne blev stærkere og stærkere, som fødslen nærmede sig. Hun klemte også hårdt om Torbjorns hånd, som nu fik lov til faktisk at stå ved hende, for hun havde behov for at Torbjorn var her. De kunne altid hente hendes far bagefter, hvis han ikke kom hjem mens hun var igang.
At Torbjorn stadig var oppe og køre, kunne hun dog ikke gøre noget ved, andet end at hive ham med til at lave åndedræt øvelserne med hende, for at fjerne de værste nerver for dem begge to.

Og så gik fødslen rigtig igen.

Det var ikke en nem fødsel. Sigrun var oppe i årerne, og til trods for ikke at have mange problemer med at gå med barnet, så var fødslen langsom og drog ud, selv så Bjarnis nåede at komme hjem.
Hun skreg. Hun bandede. Og da barnet endelig var kommet helt ud, så var hun fuldstændig færdig for kræfter.

At have noget at koncentrere sig om, var faktisk en stor hjælp for Torbjorn. Han følte sig så hjælpeløs i hele situationen. For hvad kunne han gøre, andet end at forsøge at gøre det komfortabelt for Sigrun, uden at gå i vejen eller være irriterende. Samtidigmed at han var ved at gå ud af sit eget skind af nervøsitet, spænding og angst over hele situationen. han glædede sig til at se deres lille barn, men han vidste også hvilken smerte Sigrun skulle gå i møde, selvom han aldrig selv havde følt det.
Derfor, var det til stor hjælp, nok for dem begge, at have koncentrationen ved vejrtrækning og åndedræts øvelserne som veerne begyndte at tage til. Hun fik lov at glemme livet ud af hans hånd, til den var helt tømt for blod og hans knogler brokkede sig. Det var ligegyldigt at det gjorde ondt på ham. Alt hvad hun behøvede skulle hun få.

Han strøg hende over håret de få pauser der var, med en våd klud for at køle hende ned. Holde gejsten i live, selvom det hele var svært og hårdt for hende. Torbjorn var overbevist om at Sigrun kunne klare alt i hele verden, hvor gammel hun end blev, men alderen havde stadig en indvirkning. Torbjorn var så optaget at han ikke opdagede at Bjarnis kom hjem ej heller hans reaktion på det hele.

Tiden trak ud, timerne gik, indtil de sidste kræfter blev brugt og barnet var ude. Indsmurt i både den ene og anden væske, hovedsageligt at blodigt udseende, og begyndte at græde højlydt kort efter viskvinden fik fat.
Torbjorn var fuldstændig tabt for ord og følte sig lettere end luft og tungere end sten på en og samme tid. "Du klarede det. Se, se den lille er her" De var forældre. Forældre til en rask, bleg, skrigende lille dreng

Bjarnis havde lidt samme instinkt som Torbjorn, hvilket var at stresse omkring Sigrun, hvilket også var grunden til at han var blevet smidt ud af hytten tidligere på dagen, men heldigvis støttede han også op, og lod Sigrun tage hans hånd i sin anden, og hans hånd havde lidt samme farve som Torbjorns efter processen.

Men alt smerten, og blodet og det hele, var det det værd, da Sigrun hørte drengens lille stemme skrige højlydt. Hun følte sig fuldstændig afkræftet og svag, men alligevel bad hun viskvinden om at give ham til hende, som hun holdt ham.
”Hej, lille skat,” hviskede hun, som hun holdt ham tæt ind til sig og kiggede op på Torbjorn. ”Vi klarede det,” sagde hun blidt til ham. Alt det dårlige, anstrengte humør hun havde været i, var fuldstændig forsvundet.
”Hvad skal vi kalde ham?” spurgte hun, som hun kiggede ned på ham igen.

Torbjorns hånd, som ikke holdte Sigruns i et fast grab, rystede svagt først som han aede hende over panden. Hun havde været tapper. Han lænede sig frem og kyssede hende på panden før han langsomt lænede sig tilbage og hvilede panden mod hendes tinding så han havde frit syn ned til den lille.
En lille dreng med blå øjne som sin mor. Hans hånd var forsigtig som en pegefinger aede den lilles buttede kind mens han lå og puslede mod sin mors bryst og faldte til ro ved hendes hjerteslag. Præcis som det skulle være.

Torbjorn kom med en blid brummende lyd, som indikerede at han tænkte over hendes spørgsmål, samtidigmed at han ikke kunne få øjnende fra den lille imens. "Sigmund, efter dig" at opkalde sin søn efter Sigrun var bare en helt naturlig ting i hans sind. Hun var stærkt, klog, tapper og fantastisk. Hun havde ben i næsen og hun ville blive en fantastisk mor til deres barn. Hans blik drejede kort op til den meget berørte morfar og han huskede hvem der havde opdraget så fantastisk en person som han havde givet sit hjerte til. "Eller Bjarnis, efter din far" foreslog han. Han ville ikke diktere, men det var de to navne han havde overvejet i dette øjeblik, og man skulle altid gå med ens instinkt. De kunne også vælge at kalde ham begge dele hvis de ønskede.

Han var så lille og skrøbelig, men så smuk. Smukkere end noget andet Sigrun nogensinde havde set. Hun var ikke helt klar over hvad hun skulle gøre med sig selv, så i stedet for kiggede hun betaget ned på ham, og tog ligeså stille fat i hans lille bitte hånd. Tænk at de havde skabt noget så smukt, det næsten helt til at få tørre i øjnene over.

Hun lyttede til Torbjorns ord, og man kunne høre et snøft ovre fra Bjarnis, som stod og var helt betaget af sit barnebarn, og lidt overvældet over at den lille dreng måske ville blive opkaldt efter ham.
”Det hele handler jo ikke kun om min side af familien, men jeg må indrømme, at Bjarnis også slog mig da jeg så ham,” sagde hun. Han lignede nok ikke Bjarnis ligeså meget, som han lignede Torbjorn, men han lignede alligevel en lille Bjarnis. Sigruns far havde også været så god mod dem, da alting virkede til at have gået så stærkt.

”Bjarnis,” hviskede hun blidt og kiggede ned på sin nye lille søn. ”Det er et stærkt navn, vil du synes om det?” Noget der mindede om en latter undslap også barnet, selvom det vidst bare var en tilfældig lyd som den puttede sig med ind til sin mor.

Torbjorn kunne sidde sådan her i flere timer uden nogen problemer. Bare se på den lille knap holde øjnende åbne, bevæge sine små fingre og ellers bare sove trygt i sin mors favn.
"Det ved jeg - men jeg kan ikke forestille mig andet." Han elskede sin familie, og havde det været en pige de havde fået, ville hans tanker havde bevæget sig mod hans elskede lillesøster der havde forladt verden for tidligt.
Men han havde hørt Sigrun fortælle om sin far, og hvor meget han havde givet og ofret for sin datter. Hvor fantastisk en far han havde været, og det var noget Torbjorn ville hylde.

"Det lyder til han kan lide det" Torbjorn kiggede op og kunne se hvordan den nye morfar måtte tørre sig under øjnende og rigtig kapere at han var blevet bedstefar og endda så ud til at dele navn med den lille nye. Torbjorn lænede hovedet tilbage mod Sigrun og ragte roligt sin hånd frem for at lade en finger forsigtigt køre over den lilles meget mindre hånd.