Efteråret var efterhånden nået til Dianthos, hvor gaderne var overstrøede med nyfaldne blade, og regnen silede ned, når man mindst ventede det. På hovedgaden, hvor træerne stod langt nok fra hinanden til at man stadig kunne skimte brosten mellem det faldne løv, i den modsatte ende  fra markedspladsen i et lille men populært, skrædderi var Venus' arbejdsgiver i fuld gang med at være inspireret i et baglokale, mens hun selv forsøgte at ekspederer kunderne så hurtigt som muligt. Der var kun to, men når den ene havde medbragt begge sine døtre, som ville have nye kjoler - om de havde brug for dem, var noget andet -, var der nok at se til.

Venus fornemmede luftfugtigheden stige. Et nyt regnskyl ville ikke hjælpe, folk havde jo en tendens til at søge i ly. Men det var altid hyggeligt, når butikken var fuld. Folk faldt i snak, og hun kunne vise ting frem til flere potentielle kunder ad gangen. Folk forlod som regel butikken, når regnskyldet var ovre, og nogle købte kapper, hvis de havde været for optimistiske til at medbringe en i efterårsvejret. Venus var lidt stolt af, at det havde været hende idé at sy nogle stykker på forhånd af reststof. De havde været ret populære.

Apropos: "Det ser ud til regn igen. Vil De have en kappe med også? De koster kun en jade," spurgte hun prøvende en ældre dame, hun regnede med blankt at få et nej fra. Mod forventning smilede hun taknemmeligt, nævnte noget med, at hun havde glemt sig egen derhjemme, lagde et ekstra jadestykke på disken og forlod skrædderiet mere forsvarligt påklædt.

Elaina havde haft en hård start på det nye liv i Dianthos, eller det var ikke gået som hun havde tænkt det. Hun havde alt i alt været uheldig at have mødt mænd der ønskede at overfalde hende og det blev derfor også klart for hende, at hendes tøj var for pænt til Dianthos. Hun klædte sig også som en hertuginde og dermed troede tigger og tyve, at hun havde en masse af værdi. Det havde hun da også, men hun vidste også at hun ikke blev ved med at have det. På et tidspunkt ville det slippe op. Hvad så? Ville Talion mon forsørger hende? Hun var svagt på begyndt at tvivle på det ægteskab. Hun var vant til at bestyre et helt len, med mange tjenere og soldater. Det var så tomt i familiehuset. Enten skulle hun finde en adelig eller også et arbejde.

Al imens var hun på vej rundt i byen for at finde en skrædder, først og fremmest skulle hun have noget mere normalt. Efterårsvejret var koldt og modbydeligt, men endelig kom hun ind i varm skrædderbutik med masser af kunder. Elaina ventede på at blive betjent imens så hun rundt i butikken, men hun havde svært ved at vurdere hvad var atyisk at befinde sig i. Lige nu bar hun et lyst korset med sorte broderier som forsatte ned af stoffet til kjolen, udover havde hun en varm sort frakke. 

Venus havde ingen anelse om, hvem denne Talion var, eller hvordan Elainas pengesituation hang sammen, eller ret meget andet for den sags skyld. Det kunne være, hun kendte det sted, den nyankomne adelskvinde kom fra. Venus havde rejst en del, da hun var mere fritstillet, det ville sige, da hun var hjemløs. Det kunne man dog ikke se på hende nu. Jo, hun så måske ud til at blive hevet i to retninger ad de to adelsdøtre, og det blev hun såmænd også, men ellers lod hun ikke til at have haft en almindelig tragisk barndom. Det lange, røde hår var rent og sirligt flettet; kjolen var pæn for en af Venus stand, men nu repræsenterede hun jo også en skrædder; og hendes venlige smil var naturligt nok, omend en smule anstrengt.

Da de to adelssøstre virkede lige utilfredse, fordi begge selvfølgelig mente, at den andens kjole var meget flottere end deres, slog moderen til og betalte. Venus rystede underholdt og lettet på hovedet, da de havde forladt forretningen. Hvis Elaina søgte efter noget mere almindeligt, var det måske ikke de to, hun skulle lade sig inspirere af. Den ældre dame, der netop havde forladt forretningen, var af samme klasse, men noget mere fornuftigt klædt, selvom nogen ville mene, det også var lidt gammeldags. Måske det Venus selv havde på ville være bedre at sigte efter; mønstret grønt og gult stof - Venus havde en forkærlighed for grønne farver -, der sammen med hendes hår passede til årstiden, lange ærmer og ankellang - lang nok til at være pæn, men ikke så lang at man konstant skvattede i den.

Under alle omstændigheder kunne Venus se på Elainas tøj, at hun ikke kom fra Dianthos eller nærmest omegn.
"Velkommen til," begyndte Venus blidt, "Leder De efter noget bestemt," og skævede hurtigt efter en vielsesring, "frøken?" Venus foldede afventende hænderne foran sig og lod Elaina føre an. Hun kunne dog ikke holde en vis beundring tilbage: "Det er en meget smuk kjole, flot håndarbejde."