Juno var ikke taget på arbejde i dag. Han havde aldrig været den pligtopfyldende type, ikke medmindre han selv havde valgt sine pligter, men han havde været god til at dukke op på arbejde hos Mathis Transport og ville også gerne. Men det havde været en hård nat.

Asad og hans bande havde været efter Junos lige siden Hector og ham var kommet tilbage til byen, og Juno havde, med Hectors hjælp, taget en beslutning om at de ikke længere kunne vende den anden kind til. Ikke at Hector nogensinde vendte den anden kind til. Det gjorde Juno heller ikke, men i det mindste var han klog nok til at stikke af, når han var i undertal imod dem. 
En plan var blevet lagt, ligesom en plan var gået i vasken, og Juno var frosset, da Asad landede oven på ham og holdt ham nede imod brostenene. Hans hænder var frie, hans styrke ikke mindre end Asads på nogen måde, og hans hoved bedre, hvis han selv skulle sige det, men han lå stiv som et bræt, imens Asad lod sin vrede gå ud over hans ansigt.

Juno vidste ikke, hvordan det var lykkes Hector, men han vidste, hvem han skyldte sin tak, da Asad blev flået af ham, og Juno igen kunne tvinge sig selv til at trække vejret. Derfra var kampen gået bedre. Det ville være en løgn at påstå at de havde vundet, men begge bander havde trukket sig tilbage til slut, og der var ikke længere tvivl om, hvorvidt Rottebanden kunne forsvare sig selv. Men da Asads blik brændte sig ind i Junos til sidst, vidste han, at Asad havde fundet en ny svaghed. At krigen ikke var slut endnu og ikke ville slutte så længe Asad havde noget som helst håb om at overtage Junos territorium. 

Juno lagde en arm om Hectors skuldre og kyssede hans kind, imens de gik hjem.

Dagen efter var halvdelen af hans ansigt blåt og lilla. En flænge løb ned ad hans kindben, hvor en grim sårskorpe var ved at danne sig, og det ringede for Junos ører. Hector så ikke meget bedre ud - faktisk så han muligvis kun bedre ud, fordi Juno altid syntes han så godt ud. Juno kunne under alle omstændigheder ikke tænke på arbejde, men kun på at få hævelsen til at falde. Banden var vigtigere end hans job og han tvang Hector til at sætte sig ned med ham, så de kunne gå igennem konsekvenserne af nattens slåskamp.

Derfor reagerede han også med irritation, da Max kom løbende ind på deres værelse og afbrød dem, men så snart han hørte, hvad hun havde at sige om hans mors besøgende, kom han på benene. 

"Bliv her," sagde han, lige så meget til Max som til Hector, selvom han kun regnede med at én dem ville adlyde ham, og sprang ned ad trapperne, inden han satte i løb til bordellet. Des længere Giles brugte med Julia, des værre kunne det gå. Hele vejen ned til bordellet løb der ikke andet igennem hans hoved, end forestillinger om, hvad hun kunne finde på at fortælle ham. Om banden, om ham, om hans barndom, om hendes anden søn, som Juno havde stjålet, givet væk, og nægtet at fortælle hende hvor var nu.

En bordelmutter forsøgte at stoppe ham, da han kom ind på bordellet, men han strøg forbi hende uden at sænke farten. "Mor!" Råbte han rasende på vej op af trapperne, og gik direkte ind på hendes værelse uden at banke på, men blev stående i døråbningen, hans brystkasse hævende og sænkende drastisk efter løbeturen, med et blik der kunne dræbe imod Julia.
Han kunne have skjult mærkerne fra natten inden med sin evne, men havde glemt alt om dem, fra det øjeblik han havde hørt at Giles havde opsøgt Julia.

Det vrede råb gik nemt igennem døren ud af værelset og Giles skød det ene øjenbryn i vejret.
"Jeg tror Juno er på vej."
Kvinden, der sad på den anden side af det lille bord, himlede med øjnene og sukkede opgivende.
"Det er det, jeg siger, han har ingen manerer. Det må han have fra sin far." Julia Kadwell stillede sin kop fra sig på det lille bord.
"Uden tvivl, jeg er ganske sikker på, at De har gjort alt i Deres magt." Han selv løftede sin kop og nippede til den varme te, som Juno bragede ind af døren. De grå øjne så på ham og et smil dukkede op om hans smalle læber.
"Jamen Juno, der var du jo. Jeg har lidt efter dig." Giles rettede sig lidt op, siddende i den ramponerede lænestol. Han og Julia sad fredeligt og drak te og snakkede om Juno.

Det hele var startet med, at han var ankommet til lageret som han plejede, men den dag var der ikke nogen Juno. Thoran var sur og Giles blev bekymret, side drengen ellers havde været mødestabil. Men Juno havde endnu ikke fortalt ham noget om, hvor han boede, så Giles kunne ikke bare lige opsøge ham. Efter at Killian havde set på ham med store hundeøjne og et bekymret udtryk, var Giles draget ud i byen for at finde ud af, hvor Juno boede. I den nedre del af byen, i hvert fald. Han havde kun hans navn at gå efter, men det viste sig hurtigt at give bid. Først til drengens far, der ganske rigtigt var handelsmand. Men han havde forladt byen for længe siden. Hustruen var lidt sunket i jorden, indtil han i en kro fik at vide, at hun da arbejdede på bordelhuset. 

Fremme på bordelhuset, et sted han ikke havde været så mange gange før, og slet ikke af egne lyster, fik han med lidt krystaller overtalt bordelmutter til at hidkalde en tynd, lyshåret kvinde, der uden tvivl var Junos mor. 
Først var hun ved at bande sin søn langt væk, men med nogle søde ord, fik Giles hende til at fnise og gå med til at tage en kop te med ham og fortælle ham lidt om Juno.

Og hvad hun ikke kunne fortælle, hvis Giles skubbede lidt til hende ind i mellem, hun var god til at fore samtalen ud på et sidespor. Så Juno boede i et hus med gadebørn, han tog sig af? Sammen med en meget uhøflig satyr, der efter Julias mening skulle have en god tur med bæltet. Hun var både stolt og skuffet over sønnen, for han udrettede jo noget, men der var jo ingen penge i det. Giles fortalte hende, at hendes søn arbejdede for ham og at han var en god medarbejder. Han smurte måske lidt tykt på, men det virkede. Hun blev lidt rød i kinderne og sugede hans rosende ord om Juno til sig, som han dygtigt fik vendt til, at det måtte jo være fordi, at hun var en god mor. Faktisk fik han alt vendt sådan, og hun elskede det. En gang i mellem forsøgte hun ved berøringer eller små hint, at få ham med hen i sengen, men han var ikke interesseret og afviste hende på en måde, så hun slet ikke opdagede, at hun blev afvist.

De havde lige siddet og snakket om, hvor forfærdelig en mand hendes mand havde været, og hvor lidt Juno heldigvis slægtede ham på, og hvor meget han havde arvet fra hende, især af det gode udseende, da råbet kunne høres. Hendes kinder var svagt røde og hun havde et helt lillepigeudtryk i ansigtet, da Juno smækkede døren op.
Giles havde hygget sig og smilet sad i hans træk. Heldigvis for Juno, tog han det meste af, hvad hun sagde, med et gran salt. 

Teen var varm og velsmagende og det var anden kop, han var i gang med, da han så op på Juno. En kort rynke viste sig i hans pande, da han så, hvad der var sket med drengens ansigt. Så det var derfor, at han ikke var kommet. Nogen havde tæsket løs på ham. Han sagde dog ikke noget til det, men det gjorde kvinden ved siden af ham i stedet.
"Juno! Dine manerer! Hvad siger hr. Mathis mon ikke til din opførsel?! Og hvem har nu ødelagt dit kønne ansigt! Du laver da heller ikke andet end at slås og komme til skade. Kom herhen så jeg kan se." Hun rakte hænderne ud efter ham som for at understrege sine ord.

Juno vidste ikke hvad han følte, da han så Giles og Julia sidde stille og roligt sammen og drikke te, af alt de kunne have gjort. Te. Var det bedre eller værre end hvis de havde været i seng sammen? Juno var ikke sikker. Hun stolede kun på sin mor så langt som han kunne kaste en sten. Hun havde aldrig slået ham som Kerfeir havde, ikke udover den første gang, dér, hvor han lige var kommet tilbage til Dianthos, men hun havde heller ikke beskyttet ham imod ham. Havde det stået imellem hende eller ham, havde hun altid valgt sig selv og Juno havde aldrig tilgivet hende for det.

"Hr. Mathis," hilste Juno, med et kortvarigt blik over på manden og et nik i hans retning. "Jeg ser du har mødt min mor." 

Det skar i hans ører, da Julia skældte ham ud og han skar en grimasse, som han fortrød i samme øjeblik, da smerte stak igennem hans ømme hud.

"Jeg foretrækker mit ansigt sådan her," svarede han hende irriteret. Hver eneste gang hun kommenterede på hans udseende, var alt han kunne høre hendes tilbud om at give ham et arbejde i bordelhuset, og selvom han skam var meget glad for sit kønne ansigt, kunne han ikke holde ud at tænke på, at han kunne tjene penge på det, eller på at en slåskamp med Asad ville kunne ødelægge hans fortjeneste i flere dage, hvis han arbejdede et sted som det her. Han ville aldrig lave noget, hvor han var tvunget til at tænke på sit udseende på dén måde.

"Hvad har du fortalt ham?" spurgte han og talte som ejede han hele bordellet. Han var vant til at blive adlydt med sin bande og det skinnede også igennem når han snakkede med sin mor. Han lukkede døren efter sig, og selvom Julia rakte sine hænder ud efter ham, gik han resolut hen til Giles og stillede sig meget bevidst lige præcis indenfor hans rækkevidde. Hans blik faldt til sengen, men den ville han absolut ikke sidde på, så han endte med at stå, hvor Giles kunne nå ham hvis han ville, men hvor han også hurtigt ville kunne flytte sig ud af rækkevidde, hvis der var noget der blev ubehageligt.

Giles drak en tår mere af teen, inden han stillede koppen fra sig på det lille bord. Han sad tilbagelænet med benene over kors, mens han roligt betragtede Juno. Det så slemt ud, hans ansigt, og trangen til at gøre noget ved det, gled igennem ham. Men han kunne ikke gøre så meget andet end at få fat på en healer. Og det agtede han at gøre, når han forlod bordellet, formentligt sammen med Juno.
han var tavs, mens Julia skældte ud på sin søn, og tavs, da Juno svarede hende med et helt andet tonefald, en Giles havde hørt ham bruge før. Det lød ikke til, at der var meget kærlighed mellem de to. Hvilket han næsten allerede havde regnet ud, mens han havde lyttet til Junos mor fortælle om deres liv. 

Han satte det andet ben til jorden, da den lyshårede dreng, der havde samme farve som moderens, kom hen til ham. Det var tydeligt, at han hellere ville have Giles til at se på hans ansigt end hans mor, så Giles valgte at rejse sig.
"Din mor og jeg har haft en hyggelig snak om den dygtige søn hun har." Han sendte Juno et fast blik, inden han blidt tog ved hans hage, løftede lidt op og drejede hans hoved lidt, så han bedre kunne se. Et blik der sagde, at der ikke var noget galt, men også at Juno ikke skulle til at te sig.
"Der er en, der har set sig vred på dig." Han snakkede om skaderne, der så ud til at være en knyttet næves værk. Mange slag. 

Giles slap hans hage igen og smilede så mildt til ham.
"Det kan vi se på, når vi går herfra. Hvis du vil."
"Han vil være idiot, hvis han ikke takker ja til det!" Julias stemme skar ind, og Giles flyttede blikket til hende. Det var ikke fordi, at han så ondt eller vredt på hende, men noget i hans blik fik hende alligevel til at lukke munden igen. Respektfuldt. Giles lagde hovedet en anelse på skrå og så på Juno igen med et svagt smil.
"Jeg vil i hvert fald gerne, hvis du vil gå med mig hjem, så Serena kan se på det som det mindste."

Juno kunne ikke få sig selv til at svare Giles med samme tonefald som han lige havde brugt overfor Julia, selvom han ikke kunne høre ordene 'dygtig søn' uden at føle, at der blev gjort grin med ham. Lige siden han havde valgt at stikke af fra bordellet var der intet, han havde gjort, der havde fået Julia til at rose ham og han tvivlede på, at der var noget der havde ændret sig nu.
Ikke at han havde brug for Julias ros. Eller for nogen som helst ros.

Juno trak vejret dybt ind, da Giles rørte ved ham, og knyttede sine hænder, fast besluttet på ikke at udvise svaghed, hverken omkring sit ansigt eller omkring at lade en mand røre ved sig. Han skævede rasende til Julia imens, klar til at tvinge hende til at holde kæft, hvis hun vovede at komme med nogen som helst kommentarer om at lade mænd røre ved ham gratis på et bordel. Heldigvis lod hun til at have fundet sin høflighed, nu hvor de ikke var alene. Giles havde den effekt på folk - og samme effekt på Juno, det meste af tiden. 

Han sank en klump da Giles nævnte Asad. Det var ikke personligt, ikke hvad Juno vidste af, men som leder var det hans byrde at være målskiven også. Hvis Asad vidste at ham og Hector var blevet kærester, var det også kun et spørgsmål om tid før de gik i lige så stor stil efter ham. Dét var Junos største frygt for tiden. Heldigvis kunne Hector slå fra sig bedre end nogen anden han kendte.

Giles' milde smil fik Juno til at bløde op en smule og han skulle til at takke ham, da Julia afbrød. Instinktivt trådte Juno et skridt frem, klar til verbalt at overfalde hende, som han følte at hun overfaldt ham, men Giles kom ham i forkøbet. Juno vidste ikke om han var lettet over hjælpen eller provokeret over at Giles følte at han havde brug for den.

"Vi kan ikke skride herfra hurtigt nok," svarede Juno, i en alternativ måde at takke ja til Giles' forslag, og vendte sig for at gå, men idet han fik øje på døren, vendte han sig imod Giles igen og lænede sig ind imod ham med et suk, inden han tilføjede, hviskende; "Der er en mulighed for at min kæreste venter lige udenfor." Udenfor bordellet, hvis han kunne finde ud af at opføre sig pænt. Lige udenfor døren, hvis han var en nysgerrig idiot som altid. Han hviskede både for Hectors og Julias skyld. 

"Kæreste?" gentog Julia skingert, for selvfølgelig havde hun hørt det. Selvfølgelig. Juno pustede sig op - han var vred, hans stolthed såret efter nattens kamp, og der var intet han hellere ville end at begynde en skrige-kamp med sin mor, der ville begynde i dette øjeblik, hvis Giles lod ham komme forbi sig. 

Giles nikkede accepterende til Junos hast med at komme ud, selvom hans ord ikke ligefrem var passende. Giles havde ikke hørt ham tale sådan før, men han vidste også godt, at der var forskel på ude og hjemme. Så han blev ikke fornærmet eller på anden måde negativ, han tog det som det var. At Juno ikke brød sig om at være der og ville hurtigt ud.
Han skulle lige til at sige farvel til Julia, da Juno lænede sig idn til ham og sagde noget med en kæreste. Endnu en overraskelse, noget Junlia åbenbart heller ikke vidste noget om. Hendes lidt skingre stemme skar igennem, og et enkelt blik på Junos ansigt fortalte Giles, at det kunne gå meget galt, meget hurtigt. Så han afbrød så godt han kunne.
"Juno, jeg vil meget gerne møde din kæreste. Men jeg skal lige sige farvel til din mor først." Han lagde blidt, men bestemt, en arm på Junos og drejede ham mod døren, inden han slap igen og trådte nærmere den lyshårede, slidte kvinde.

"Fru Kadwell, det har været en fornøjelse at snakke med Dem, De er et ganske charmerende selskab." Med en elegant bevægelse greb han hendes ene hånd og placerede et kys på dens håndryg. Julia rødmede som en lille pige, og Giles kunne ikke lade være med at føle en svag tilfredshed over sine evner med kvinder. Og mænd, når det kom til det.
"Hr. Mathis, jeg er bare heldig, at min uduelige søn har fået et arbejde hos en så god mand som Dem. Pas nu godt på Dem. Og ham." Hun sendte sin søn et strengt blik, inden hun tog hånden til sig.
Giles rettede sig op igen og smilede til hende.
"Det skal jeg nok. Og i lige måde." Han bukkede let for hende, inden han vendte sig mod Juno og lavede en bevægelse med den ene arm mod døren. 

Han havde det lidt som om, at han sad på et hvepsebo, der bare ventede på at krakelere, sådan som de to andre personer i rummet så mod hinanden, så det var nok bedst at komme ud derfra så hurtigt som muligt. han havde en fornemmelse af, at han måske kunne styre kvinden, men Juno... der var han knapt så sikker. 
Så snart de var fremme ved døren, lod Giles Juno om at åbne den, mens han sendte et sidste smil mod Julia.

Juno havde ikke fortalt Giles om Hector, fordi han ville have dem til at mødes. Han havde fortalt ham om ham, så Giles ikke blev overrasket, når han så Hector stå udenfor at lytte til deres samtale, som han regnede med at han gjorde. Eller så han ikke ignorerede ham, når de gik forbi ham på vej ud. Så han ville forstå, hvorfor Juno blev nødt til at tage sig et øjeblik til at forklare for Hector hvad der var sket og hvor han var på vej hen. Og så han måske kunne invitere ham med. Men hvad Giles sagde, var så behagelig en overraskelse, at han ikke kunne brokke sig. Det var sødere end hans mors reaktion, det var helt sikkert. Det var underligt at høre et voksent menneske rent faktisk interesse sig for hans liv og helt uden negativitet oven i købet.

Juno tog et par skridt imod døren, da han blev drejet imod den, men så sig over skulderen for at holde øje med de to voksne. Han ville ønske at Julia havde taget sig pigenavn til sig igen, da Kerfeir havde forladt dem. Så var der heller ikke noget, der kunne forbinde dem længere. Det havde været alt for nemt for Giles at finde Julia, fra hvad Juno havde hørt.

"'Uduelig'," gentog Juno snerrende, da Giles var lige bag ham igen. Han havde stadig lyst til at overfalde Julia verbalt, men ønsket om at komme væk fra bordellet igen var mindst lige så stort.
Han kunne ikke se Hector, da han kom ud på gangen, men han følte sig sikker på, at fyren var lige i nærheden alligevel.

"Hector?" kaldte han lavmælt og strøg sine fingre over skabene i væggene, som han åbnede én for én da han kom forbi dem, uden at lukke dem igen efter sig, i sin søgen efter sin kæreste. Det ville være ukarakteristisk af ham ikke at være fulgt med, på trods af at have fået ordre om at blive i huset.

Hector havde hørt alt.

Da Juno var skredet fra huset, havde Hector ventet to minutter og så fulgt efter på sikker afstand. Han var ret sikker på, at Juno vidste, at han fulgte efter, men derfor behøvede han jo ikke ligefrem at være helt åbenlyst at gå imod Junos ordre om tmay blive i huset. Han ventede lidt udenfor bordellet, inden han tog mod til sig og smuttede ind. Han havde aldrig været der før og havde heller ikke haft lyst, men han kunne ikke lade Juno være alene! Hvad nu, hvis han fik brug for ham?

Damen i entreen var optaget af en skide fuld mand, der brokkede sig over, at hans luder havde fået ham til at komme for hurtigt, og Hector sneg sig forbi dem uden at blive opdaget. Han anede ikke, hvor Juno var, men han nåede kun få skridt ned ad gangen, før han hørte Junos stemme inde fra et af værelserne.

Forsigtigt satte Hector sig på hug ved nøglehullet i den dunkle gang og lyttede. Han havde aldrig mødt Junos mor, men bare lyden af hendes stemme og de ting, hun sagde om Juno, fik vreden til at boble i maven på ham. Han havde virkelig lyst til at brase ind i rummet og skælde hende hæder og ære fra, men han gjorde det ikke.

Da døren blev åbnet, trak Hector sig tilbage med et sæt, og han skyndte sig ind i et af skabene langs væggen for at gemme sig. Det virkede lidt fjollet, for Juno vidste helt sikkert, at han var her, men det var ren refleks. Det betød også, at Hectors kinder var lidt røde af skam, da han hørte Junos kalde hans navn.

Hector åbnede skabet, han sad i, inden Juno kunne, og forsøgte at se ud, som om han ikke lige var blevet taget i at gemme sig som et barn, der havde gjort noget forkert.

"Hej," mumlede han og skiftede vægten lidt fra hov til hov, mens han så alle andre steder hen end Junos ansigt. "Hva' så?"

Det var pinligt, men Hector kunne samtidig ikke lade være med at smile som et fjols over, at Juno havde fortalt Giles om ham og omtalt ham som sin "kæreste". Sommerfuglene gik lidt amok i hans mave.

Der så ikke ud til at være nogen ude på gangen, da de kom derud. Giles lukkede døren bag dem, som Juno sagde navnet Hector og gik ned af gangen, mens han åbnede skabene derude. Giles hævede et øjenbryn og fulgte efter Juno et par skridt bagefter. Et skab gik op og ud kom en satyr med et stort krøllet hår og røde kinder. Dette måtte være Hector, Junos kæreste. Giles kunne ikke andet end at være lidt nysgerrig. Faktisk havde han hørt om satyren før, inde i det rum, de lige havde forladt. Julia havde ikke haft noget pænt at sige om Junos ven, en enkelt gang havde hun udtrykt så meget negativitet, at man skulle tro, at han fornærmede hende ved sin blotte eksistens. 
Men de var åbenbart ikke bare venner mere. En ting, der fik Giles til at smile lidt. Man skulle måske ikke tro det, men han var ganske glad for romantik og lykkelige slutninger.

Så han så nysgerrigt på Hector, nysgerrigt og venligt. Han tog ikke Julias ord for sandhed, han ville selv skabe sig et indtryk af den unge mand, en satyr så ung, han knapt kunne kaldes for det, en ung mand. Han så ud til at have fået tæv lige som Juno og Giles vidste med det samme, at han selvfølgelig skulle med hjem og kigges på af en healer, lige som Juno. Ingen grund til kun at få en healer til kun at heale den ene dreng. 
Men han sagde ikke noget lige nu, lod de to unge drenge finde ud af det sammen. Han blev blot stående et par skridt bag Juno, tavs og med et venligt udtryk i det fregnede ansigt.

Juno undertrykte et grin, da Hector kravlede ud af skabet, som var det helt naturligt at han bare havde været derinde. Rettet på nogle lagener eller noget.

"Vi tager med min chef hjem," svarede Juno afslappet og gjorde et nik med hovedet i retning af Giles, ligeglad med om Hector havde taget sig sammen til at se på ham endnu eller ej. "Giles, det her er Hector," tilføjede han og så sig over skulderen på Giles, uden at gøre nogen indikationer imod Hector, fordi det ligesom var den eneste fyr på gangen lige nu. "Min kæreste." Det var ikke nødvendigvis en uddybelse han behøvede komme med, men han kunne godt lide at sige det, og han smilede også et lidt genert smil til Giles, da han sagde det.

"Og Hector, du ved-" sagde Juno og vendte sig imod Hector, imens han viftede med hånden i retning af Giles. "Min chef. Hr. Mathis. Giles. Manden der af en eller anden grund opsøgte min mor på et bordel." Ved de sidste ord skævede Juno til Giles igen, hans irritation ikke helt skjult. Han forlangte stadig at få at vide, hvad Giles havde opsøgt Julia for, selv hvis det måske skulle vente til de var udenfor. 

Hector var glad for, at Juno ikke blev sur over, at han fulgt efter, selvom han var blevet bedt om at blive i huset, og han mødte straks Junos blik med et lidt fjoget smil, der dog forsvandt lidt, da han så den voksne mand bag Juno.

"Skal han med hjem?" spurgte han skeptisk med et løftet øjenbryn. Sidst de havde haft en anden med hjem, var det Killian, og han var på ingen måde interesseret i, at det skulle udvikle, som det havde med Killian. Var Juno virkelig det? Dét havde Hector sgu svært ved at forestille sig.

Det var lidt kært at se Juno så genert over at præsentere sin kæreste. De havde efterhånden tilbragt noget tid sammen og det havde ikke ligefrem været den type, hvad skulle man sige, lidt svagere følelser, han havde set flest af ved drengen. Det var rart nok at se, at han kunne være noget så normalt som genert. 
"Goddag Hector." Han nikkede venligt til ham og smilede til ham, mens han selv blev præsenteret. En dæmpet latter kom fra ham ved Junos tonefald omkring bordellet.
"Du havde ikke sendt bud om, at du ikke kom i dag, og jeg ved jo ikke, hvor du bor. Så måtte jeg jo selv finde dig, og der var ikke så langt fra at kende dit efternavn til at finde din mor." Han løftede et øjenbryn som for at sige, at det lidt var Junos egen skyld, når han ikke kunne finde ud af at give besked om sit fravær.

Hectors spørgsmål fik Giles til let at ryste på hovedet. Han måtte have hørt forkert.
"Ikke at jeg da gerne vil besøge jer en dag, men nu tager vi hjem til mig. Serena snakkede om at lave grød med flæsk til middagsmad, og jeg vil gerne hidkalde en healer til jeres skader." En hore med en kunde dukkede op for enden af gangen, hvilket fik Giles til at slå let ud med hånden.
"Skal vi ikke se ad at komme ud herfra, så kan vi snakke mere på vejen." Hans blik gled til Juno. "Der er tydeligvis meget at snakke om."

Giles respekterede Junos privatliv, men noget af det, Julia havde sagt, kunne han godt tænke sig at få uddybet. Gadebørn? Barn af en semisuccesfuld handelsmand? Der var mange ting, Giles ville vide mere om, men han havde ikke tænkt sig at hive det ud af drengen. Men spørge. 
Giles ledte dem ned af gangen, ned af trappen og ud mod hoveddøren. På vejen gav han bordelmutter et par krystaller som tak for lån af Julia - og ren og skær høflighed, samt at det gav ham endnu en kontakt i byen - inden han gik udenfor i den friske luft. Han følte altid, at han trængte til et bad, når han havde besøgt bordellet, men han vidste godt, at det mest var af psykiske årsager. 

Juno havde aldrig introduceret Hector og Julia for hinanden. Julia havde ikke brudt sig om Hector, selv med kun at have set ham på afstand og hørt om ham fra Juno, og Juno ville ikke udsætte Hector for at møde et så forfærdeligt menneske som hans mor - slet ikke når hun allerede vidste, at hun ikke kunne lide ham. Følelsen lod til kun at være blevet værre, efterhånden som deres bande var blevet mere kendt og hun kunne give Hector skylden for at have ødelagt Juno, fuldstændig ligeglad med at Juno hårdnakket påstod at det ikke var Hectors bande, men hans. 
Men her, når Giles hilste høfligt på Hector, var Juno pludselig glad for at han havde introduceret de to for hinanden. 

Juno slog skamfuldt blikket væk, da Giles fortalte hvorfor han havde opsøgt Julia. Han burde have sendt bud, det var bare undsluppet hans tanker. Han havde haft vigtigere ting at tænke på. "Hun er for nem at finde," mumlede han irriteret. Kendte Asad hans efternavn? Han troede det ikke. På gaden gik han kun under Juno. Han skævede tilbage mod Julias dør - ville hun overhovedet vide det, hvis hun tog hans største rival med ind på sit værelse? Ville hun fortælle ham alt, ligesom hun lige havde fortalt Giles? Ville hun fortælle det til en mand som Thanos eller en kvinde som Liv? Juno blev pludselig glad for at ikke engang hans mor vidste hvor han boede. Eller hvor Mars boede. 

Giles' stemme trak ham tilbage til nutiden og Juno nikkede, da Giles rettede Hector, for at vise sin kæreste at den ældre mand havde ret. Giles kunne byde på bedre mad og Juno ville slet ikke have en voksen, ikke engang Giles, ind i sit hjem. Endnu mindre en healer. 

"Jo tak," svarede Juno, høflig kun for at understrege hvor lidt han havde lyst til at se på horer. 

"Som om jeg vil have en voksen mand i mit hjem," hviskede Juno til Hector, imens de gik efter Giles. Juno stoppede ikke, da Giles gjorde. Han havde ikke ligefrem et godt forhold til bordelmutter og trængte desuden også til lidt frisk luft efter det tungt parfumerede værelse hans mor holdt til i. Udenfor mødte han Hectors blik. Han havde allermest lyst til at kaste sig i armene på ham og han lagde ikke skjul på det med sit blik, men han kunne ikke slappe af endnu. 

"Hun er ikke - hun har ikke været en mor for mig i flere år," sagde Juno skarpt så snart Giles var ude med dem, og gestikulerede i den generelle retning af Julias værelse. "Det eneste hun får fra mig, er en opdatering på om jeg stadig er i live." Det var frustrerende for ham at vide, at hende og Giles havde snakket sammen om ham, især når han vidste hvor sjældent hun sagde noget pænt og hvor lidt hun egentlig vidste om ham. 

Hector åndede lettet op, da det gik op for ham, at Juno ikke havde tænkt sig, at Giles skulle med hjem.

"Davs," sagde Hector til Giles' hilsen en smule kort for hovedet. Ligesom Juno havde Hector det lidt svært med voksne mænd, eller bare voksne... eller bare alle andre, der ikke var en del af banden.

"Godt," hviskede han tilbage til Juno, mens de forlod bordellet. "Jeg var sgu også blevet helt bekymret for dig, mand."

Det var skønt at komme ud af den kvælende varme og den kvalmende parfume, som hang tykt i luften inde i bordellet, og Hector tog en dyb indånding, inden han helt automatisk tog Junos hånd i sin. Det var efterhånden normalt, at de gik hånd i hånd, og Hector tænkte slet ikke over det, men smilede bare lidt til Juno og bed lysten til at kysse ham på kinden i sig. Der var ingen grund til at overgøre det, når de var ude i offentligheden. Den slags kunne han gemme til senere.

Giles hørte ikke noget af samtalen mellem Juno og Hector, men han så dem holde hånd, hvilket han måtte undertrykke et større smil over. Han havde slet ikke kunnet forestille sig Juno i sådan en situation, han virkede mere som en fyr, der gik efter en enkelt nat med damerne. Det var rart at blive modbevist i den opfattelse.
At Hector havde virket lidt kort for hovedet, da de havde hilst, havde han ikke taget personligt. Gadebørn havde en tendens til ikke at bryde sig om voksne og hvem kunne fortænke dem i det?

Junos skarpe ord fik Giles til at betragte ham lidt, inden han svarede. Han havde ikke selv fået det mest positive indtryk af kvinden, men han havde også set en kvinde, der ikke havde haft det let. Og nok havde hun ikke haft mange pæne ord om Juno, men hun virkede uden tvivl alligevel til at elske ham. Men Giles' sympati lå hos Juno og det skulle Juno ikke være i tvivl om, selvom Giles samtidigt havde ondt af Julia Kadwell for hendes urimelige liv.
"Jeg er her ikke for at dømme om dit forhold til din mor. Og bare rolig, jeg har kun lyttet med et halvt øre. Resten vil jeg hellere høre fra dig." Han rakte ud og gav Junos skulder et klem, inden han begyndte at lede dem op mod øvre by og hans hjem.

Han var tavs på turen, behøvede ikke at vide noget nu. Og lod de to drenge være optaget af hinanden, han havde en stærk fornemmelse af, at det var hvad de helst ville. 
Derhjemme skubbede han døren op og ledte dem fra gangen og ind i stuen.
"Find jer til rette, jeg fortæller Serena, at vi har gæster." Han sendte dem et afdæmpet smil og forsvandt ud mod køkkenet. Husholdersken fik et lidt stresset udtryk i ansigtet, og begyndte straks at mumle for sig selv om mere flæsk, og Giles måtte som sædvanligt berolige hende med, at hun nok skulle klare det ekstra mad uden at få sved på panden. Ellers fandt hun på noget andet. Derefter gik han ud af bagdøren og fandt frem til en af gadeungerne, der hang ud i kvarteret og håbede på arbejde. Ungen fes af sted mod en healer, og Giles gik tilbage til stuen.
"Nå, jeg tror det første jeg vil høre lidt om, er den bande I leder, så vidt jeg kan forstå?" Han tog sin jakke af og gik ud for at hænge den på knagen i gangen, men var klar til at lytte til dem i mens.

Juno fnøs af Hectors svar, men kunne heller ikke helt skjule et smil. Det var helst sådan det skulle være - at Hector blev bekymret, hvis Juno lod til at blive for venskabelig med en voksen mand. Den sidste voksne mand han var kommet bare frem til en fælles aftale med var Remus og dén aftale kunne have ødelagt hans hjerne fuldstændig, hvis ikke han fik stoppet sit misbrug. Juno var næsten taknemmelig for at manden ikke var i byen længere.

Juno ville ikke selv have taget Hectors hånd, ikke når Giles var der, men han gjorde heller ikke indsigelser da Hector tog hans. 

Det sagde mere end tusinde ord, om Junos tillid til Giles, at han på ingen måde flyttede sig eller veg tilbage, da manden lagde en hånd på hans skulder, men Juno var selv så vant til det, at han ikke registrerede det. Han var dog lettet, da Giles begyndte at gå, og han kunne skubbe og smile til Hector så meget som han ville, uden at Giles kunne se hvor forelsket han opførte sig på turen.

Hjemme hos Giles opførte han sig, som var han vant til at være det. Han havde ikke haft tid til at tage en jakke på, da han var løbet af sted, men han sparkede sine sko af og gik med ind i stuen, hvor han satte sig til rette i en sofa og guidede Hector med ned i den og helt tæt ind til sig, så han kunne lægge en arm om hans skuldre. "Vi kan godt stole på ham," fortalte han lavmælt Hector, men forholdt sig ellers tavs indtil Giles vendte tilbage til dem.

"Der er ikke noget vi," svarede han irriteret, uden at tænke sig om. Han havde sagt det så mange gange efterhånden - de fleste gik ud fra at Hector og ham ledte banden sammen, og det var efterhånden også sandheden, men Juno havde så meget stolthed i den, lagt så meget arbejde og tid i den, at han ikke kunne give slip på den, ikke engang delvist, ikke engang for Hector. "Det er min bande. Det er mit navn der står på skødet til huset. Det er mig, der har det sidste ord i den." Det var ikke ligefrem et svar, ikke på Giles' spørgsmål i hvert fald, men det var det der var vigtigst at få sagt for Juno. 
Han lænede sig tilbage i sofaen med løftet hage og skævede til Hector, som udfordrede han ham til at påstå andet, men slog så også ud med hånden, for at give ham tilladelse til at sige mere. Juno selv var, i hvert fald lidt endnu, for ophidset til at kunne formulere sig pænt om den, men han stolede på Giles og havde ikke noget imod hvis Hector havde noget at tilføje - så længe det ikke var en modsigelse af, hvad han lige havde sagt.

Hector havde absolut ingen ambitioner om at blive leder eller med-leder af banden, selvom han godt vidste, at i praksis så ledte han banden næsten lige så meget, som Juno gjorde disse dage. Han passede ungerne, lavede mad til dem, hjalp dem med diverse tricks og tyveriet ude i byen, bestemte hvem, der gjorde hvad og hvornår... men det betød ikke, at Hector følte, at Juno skyldte ham noget i form af title eller noget i den stil. Han var sgu ligeglad med den slags; det eneste, der betød noget, var når Juno kom hjem og kyssede ham.

Da Juno gestikulerede mod ham og skævede til ham, trak Hector blot på skuldrene og nikkede blot med hovedet.

"Det er Junos bande," ekkoede han med en selvfølgelighed i stemmen. "Der er sgu ikke andre, der har det sidste ord. Hvis der er nogen, der tror, de skal spille smarte, kan de få en røvfuld."

Selvom Hector stolede på Junos dømmekraft med hensyn til Giles, så ville det tage et stykke tid, før Hector varmede op til ham. Han var ikke ligefrem typen, der lod folk komme ind på livet af ham, bare fordi de måske var flinke og rare nok. 

Giles fik et lidt overrasket udtryk i ansigtet, da han hørte Junos irritation, men de to drenge kunne ikke se det da han stod ude i gangen med jakken. Han lyttede opmærksomt til Junos ord, mens han gik tilbage ind i stuen og lænede bagdelen mod armlænet på en lænestol. Med hovedet en anelse tiltet på skrå, betragtede han de to drenge.
"Jaså. Du ejer huset?" Der var nysgerrighed i hans stemme, men han spurgte ikke ind til det, selvom han gerne ville vide, hvordan juno havde fået råd til det. Smårapserier kunne på ingen måde skrabe krystaller nok sammen til det. Men det måtte han få at vide, på et andet tidspunkt. I stedet spurgte han nærmere ind til selve banden. 

"Julia sagde noget om, at din bande består af gadebørn. Passer det?" Børn var et vidt begreb, for Giles var begge drenge foran ham børn endnu, selvom Juno havde krydset grænsen til voksen for længst. Så om det var børn på Hectors og Junos alder eller om de var yngre, det var jo ikke til at gætte. 
Hans blik hvilede på dem. Deres skader. Han vidste, at det var hårdt at leve på gaden, selvom man måske ikke ligefrem kunne sige, at de gjorde det, hvis de havde et hjem, men han var ikke i tvivl om, at de levede efter samme koder. En bande. Der kunne være mange grunde til, at de havde været oppe at slås. Rivaliserende bander, en sur gadesælger, ja byvagter endda. Han skrev sig en note bag øret op, at han skulle huske at sige til Juno, at han skulle være velkommen til at hidkalde ham, skulle han ende i byvagternes greb. Det ville ikke være første gang, at Giles betalte sig ud af den slags. Selv Killian havde han måtte redde et par gange, især her efter udgangsforbuddet var trådt i kraft. 

Juno smilede til Hector, da fyren gav ham helt ret. Hector kunne nemt have modsagt sig - valgt at tage diskussionen om ledelsen af banden med det samme, foran Giles. Men han underminerede ikke Junos lederskab. Det gjorde han aldrig. Juno kunne stole på ham, det havde han altid vidst. 

"Jeg ejer huset," gentog Juno. Der var ikke nogen der kunne tvinge dét hus fra ham, om de så tog alt andet han havde. Han havde sikkert allerede betalt hele dets pris i renter, men det var dét, at have stedet, at have et hjem at vende tilbage til, et tag over hovedet, en varm seng. Så betød det ikke noget, hvor utæt det var eller hvor lidt plads der var i det.

"Det passer," svarede han og prøvede ikke at blive irriteret over hvor meget Julia havde fortalt ham. "De bor ikke på gaden længere, men de er børn, imellem 12 og 15 de fleste af dem. Lizzy er kun omkring 2 år. Med undtagelse af Hector er jeg den ældste og jeg er lige blevet... 18."

Indtil nu havde Giles ikke blandet sig i Junos privatliv eller hvad han lavede ved siden af arbejdet. Han havde tilbudt ham et sted han kunne sove og et sted han kunne spise, han havde tilbudt at være der for ham, når han havde brug for ham, men han havde på ingen måde snaget, og derfor følte Juno også at han nu skyldte ham at svare ham ærligt. 
Men så man efter, kunne man se de små tegn på uro i hans kropssprog. Det hoppende knæ og hans hånd, der strøg over Hectors hår om og om igen.

Hector lyttede til Giles og Juno uden indvendinger eller bemærkninger. Han var ærligt talt ikke vild med, at Juno fortalte så mange detaljer om banden til en - i hans øjne - fremmed, men Juno stolede på den her fyr, og så vidt Hector kunne forstå, havde Giles hjulpet Juno, sikkert flere gange end Hector vidste af. Juno var ikke altid det, man kunne kalde en åben bog, men det var Hector på den anden side heller ikke. Han havde for eksempel ikke fortalt Juno, at han havde mødt Mia igen. Hvorfor vidste han ikke, men det var også lige meget. Det betød jo ikke noget?

I stedet for at tænke alt for meget over det, lænede Hector sig blot tilbage i sofaen og nød Junos kærtegn. Han lagde en varm hånd på Junos knæ - ikke for at stoppe dets hoppen op og ned, men blot for at mærke ham og hans varme igennem stoffet på hans bukser.