Udgangsforbuddet var i fuld effekt, og det stoppede absolut ikke nogen i Skumringskvarteret i at gå ud - gaderne var dog mere affolkede end man normalt ville se dem på denne tid af døgnet. Månen var gemt bag et tykt lag skyer, og sigtbarheden var yderligere øget af den let tiltagende regn. 
Zirra gik med hastige skridt mod en af de små sammensnørede gyder, der lå længere nede. Der kunne hun hurtigt skifte tøj og fortsætte på sin opgave. Hvis byvagterne spurgte, havde hun en fin seddel fra sin "arbejdsgiver" om de "papirer" hun skulle "aflevere" her i området. 
I sin taske havde hun et sæt mørk tøj, så hun kunne gå fra sit sekretær-udseende til næsten usynlig i mørket. Herfra skulle hun bare bevæge sig uden for bymuren igennem et af de huse, spionnetværket havde købt og indrettet dertil, og så kunne hun ellers bruge natten på at forfølge en formodet dæmons bevægelser ud af byen. 
Hendes krop dirrede af spænding, som hun drejede ind ad gyden og satte kurs mod sit favorit skifte-tøj-sted bag et lille hak i begyggelsen.

Mørket lå over byen, kun afbrudt af lyset fra fakler og lygter, der var spredt rundt omkring i de mørke gader. Han undgik øven lyset og blev i mørket, som han så lydløst som muligt fulgte efter kvinden. Han var på arbejde. Hyret til at få nogle handelsindformationer ud af en rigmands sekretær, noget der burde være ganske let. En lille hurtig opgave, inden han skulle ud af byen igen. Så han havde hurtigt opsporet hende tidligere på dagen og hun var han fulgt efter hende ind i Skumringskvarteret. Hvad en kvinde som hende skulle her i mørket var ikke til at vide, men det gjorde det lettere for ham, at hun gik til Skumringskvarteret. Alle var ligeglade her, så selv hvis han skulle blive opdaget, ville der højest sandsynligt ikke ske noget ved det.

Han havde ikke rigtigt lagt nogen plan, men han var også så trænet i det, han lavede, at det ikke var et problem. Mulighederne kom og gik for øjnene af ham, men intet var helt godt. Ikke før hun drejede ned af en mørk lille gyde. Nu. Hurtigt fulgte han efter hende, de bløde støvler næsten lydløse mod de beskidte brosten, bevægede sig op bag hende og med et hårdt skub, skubbede han hende op i mod muren og med sin krop masede han hende ind i mod de kolde sten. Han lagde en hånd over hendes mund for at forhindre hende i at skrige og vække hele nabolaget. En kniv blev hurtigt trukket og han satte den mod hendes side, hårdt nok til at hun burde kunne mærke spidsen igennem tøjet.
"Skrig og du dør," sagde han dæmpet mod hendes øre. Rolig.

"Hmpfrr!" Luften blev slået ud af Zirras lunger ved sammenstødet med væggen, og hun trak vejret skarpt ind gennem næsen, da hendes mund blev lukket til.
Instinktivt rakte hun efter sin bæltetaske, men mandens ord fik hende til at stivne midt i bevægelsen, for hun kunne tydeligt mærke kniven blive presset mod sin side. Hendes hånd søgte hendes egen side efter hendes kniv... Der lå i tasken, hun havde over skulderen, og som nu var akavet presset ind mellem hendes arm og angriberens. Perfekt, kunne han ikke lige have ventet ti minutter med at overfalde hende, så hun havde haft et eller andet våben på sig og var sluppet ud af det upraktiske lange skørt.

Skygger lå over mandens ansigt, og hun kunne ikke se hans træk i modlyset fra grydens åbning. Hvem var han? En gemen røver, der ville tage hendes ting? En fulderik, der havde set en pæn pige på gaden? Nej, han lugtede ikke af sprut.
Hun var selvfølgelig gået til Skumringskvarteret i sit sekretærtøj, men selv den kjole var ikke alt for flot, netop så sådan noget her ikke lige ville ske.

Zirra havde på ingen måde tid til at blive røvet. Hun skulle nå at komme ud af byen inden hendes opgave kom for langt væk og hun mistede sporet. Det ville nok være bedst, hvis hun bare spillede skræmt og manden tog de få håndører, hun havde i tasken til eventuel bestikkelse. Havde han ikke holdt hende for munden, ville hun have foreslået han bare tog krystallerne, så de begge kunne komme hurtigt videre. Da hun ikke kunne det, gav hun ham sit bedste skræmte blik og håbede han ville gøre overfaldet kort.

Tøsen kæmpede ikke rigtigt i mod, hvilket gjorde Thanos' lille plan noget nemmere. Dog lagde han godt mærke til hendes bevægelse mod hendes side. Som om, at hun greb efter et våben, der ikke var der. Nåh, pigebarnet  var vant til at bære våben? Thanos skrev det sig bag øret, men han var sikker på, at hun ikke havde synlige våben på sig, det havde han undersøgt på afstand, inden han angreb. Jo mere man lagde mærke til, jo mere man vidste, jo mere sikkert var det at gå til angreb på en fremmed. Der var altid tvivlen om magier, men den risiko måtte han bare tage. Og denne gang var der ikke sket noget endnu. Ikke at han forventede det helt store fra en sekretær, men man kunne aldrig vide og han tog aldrig noget for givet.

Med en hurtigt bevægelse trak han hende ud fra væggen igen med en hånd i hendes tøj på ryggen, inden han snurrede hende rundt og skubbede hende op mod muren igen, denne gang med ryggen mod de kolde sten. Han lagde en underarm over hendes hals for at presse lidt til, mest for at forhindre hende i at lave larm, men også for at vise hende, at han havde magten. Hun kunne se hans ansigt nu, hvilket ikke betød noget for ham. Han var efterlyst for så meget i forvejen, der var ingen grund til at skjule sit ansigt.
"Vi skal ud på en lille gåtur. Min kniv forlader ikke din side. Du er ikke mere vigtig, end at jeg gerne giver dig en smertefuld død. Forstået?" Hans brune øjne så ind i hendes, uden følelser, uden noget som helst. Døde. Hvilket burde fjerne hver eneste tvivl om, at han mente, hvad han sagde.

Lige som hun havde fået pusten, blev den mast ud af hende igen i det nye sammenstød med væggen. Et kort sekund lod hun sin vægt falde forover i forsøget på at holde sig oprejst, men det gav hende kun et ekstra slag, da armen blev lagt over hendes hals. Trykket var så hårdt, at hendes ene hånd fløj op og greb fat i hans arm. Den anden hånd lod hun bevidst hænge leddeløst ned langs siden. Hvis hun flyttede på den, risikerede hun at få ham til at stikke med kniven, og det var en risiko, der ikke skulle tages.

Hjertet var ved at hamre sig vej ud ad hendes bryst nu, og hun mærkede sitren i kroppen fra den begyndende adrenalin. Var det frygt for overfaldet? Frygt for den vold, hans arrede ansigt vidnede om? Havde hun set det ar et sted før? 
Hans døde øjne borede sig ind i hendes, og hun mærkede et stik af nervøsitet. Og irritation. Hun havde virkelig ikke tid til det her - dæmonen ville nå at smutte fra hende!
Tid til at droppe skuespillet. Hendes tilgang med at spille skræmt havde ikke virket, så nu kunne hun lige så godt prøve om noget andet ville få ham i omdrejninger.
"Bare sig, hvad du vil have og få det overstået," sagde hun væsentligt mere fattet, end hun følte sig. "Jeg har sådan rimelig travlt."

Noget ændrede sig. Da hun åbnede munden, var det ikke en tiggen for hendes liv i et ynkeligt tonefald, nej, hun virkede mere irriteret og bad ham skynde sig. Overraskelsen var til at se på hans ansigt for et øjeblik. Der var noget galt, det var ikke den skræmte sekretær, han havde fået beskrevet. Med et hint af nysgerrighed betragtede han hende lidt nærmere, inden han svarede hende.
"Du har nogle oplysninger, min arbejdsgiver skal bruge. Om din arbejdsgiver." Et eller andet om noget med nogle bygninger, der åbenbart skulle gives tilladelse til og derfor skulle hans arbejdsgiver bruge nogle oplysninger om hendes chef. Et lille kedsommeligt job, han kun havde taget, fordi der ikke lige var andet på bedding. Og han hadede at sidde stille.

"Men det er fint, at du har travlt, så kommer det her jo til at gå stærkt." Han greb fat i hende og trak hende ud fra muren. Hurtigt skiftede kniven side, så han kunne holde den mod hendes side, samtidigt med, at han kunne lægge en arm om hende, som om de var kærester på nattetur.
"Gå." Han skubbede hende i gang og begyndte at føre hende igennem de smalle, grimme gader og gyder. Der var ikke særligt langt, til hans held var hun selv gået herned, han havde regnet med at skulle slæbe hende med fra den midterste del af byen.

Så snart stoppede han op foran et lille forladt hus, der så ud som om, at det knapt stod op endnu. Dog var der nogle nye kraftige skodder for de meget små vinduer og døren så også ny ud. Et af hans små sikre huse i byen. Døren blev skubbet op og hun blev skubbet ind, inden han lukkede døren bag dem og slog to slåer for. 
"Sæt dig." Han pegede på en stol midt i det ellers næsten komme rum.

Overraskelsen gik fra Thanos' ansigt over til Zirras, da han nævnte hendes arbejdsgiver. Så det her var et specifikt hit? Vent, hvilken arbejdsgiver blev der snakket om? Mens hendes hjerne kørte på højtryk, lod hendes krop sig trække med. Med kniven så tæt på og hans fysiske overlegenhed, var der alligevel ikke meget at gøre. 
Hun prøvede at samle sine tankestumper og få mening ud af situationen. Var hendes dække blevet opdaget, så nogen prøvede at få hende til at fortælle om andre i netværket? Det gav ikke mening, så ville de have hapset hende mere voldsomt. Hvis nogen havde nok info på hende til at kende til hendes rigtige erhverv, ville de også kende til hendes magi, og så ville de vel have bundet hendes hænder. 
Han havde været overrasket, da hun svarede ham igen. Havde han forventet at hun ville være skræmt halvt til døde? Det tydede på, at han kun kendte til hendes sekretærfunktion. Men hvem i alverden ville sende en type som ham efter en sekretær? 
Samtidig prøvede hun at huske, hvorfor hans ansigt så så bekendt ud. Primært arret egentlig. Havde en af de andre adelige i bygningsafdelingen livvagter med ar? Ville hun have lagt mærke til det? De få dage hun brugte inde på sit "arbejde" var altid korte og ligegyldige. Hun havde intet at gøre der, og ingen kendte hende sådan rigtigt.

Regnen dulmede hendes værkende hoved, som de gik gennem gaderne. Manden havde tydeligvis intet imod at slæbe hende igennem de største vandpytter, han kunne finde, og hendes nederdel var gennemblødt et godt stykke op nu. Endnu en grund til, at hun foretrak bukser.
Det kvarter, de gik ind i, fik Zirra til at snappe kort efter vejret. Hun vidste præcis, hvor de var. Tre gader længere nede, havde netværket et hus, der blev brugt til afhøring. Fordi ingen ville kunne høre skrigene - eller rettere: Ingen ville gøre noget ved det. At hun blev ført hertil tegnede ikke godt - hendes gæt var, at huset var nøje udvalgt for den ligeglade befolkning, der boede i området.

Thanos Haides. Navnet poppede op i hendes hoved, som hun blev skubbet op til døren. Hun havde set hans ansigt groft skitseret med fokus på det genkendelige ar. En skitse vist til spioner for, hvornår de skulle trække sig, hvis visse personer dukkede op. Åh-oh...
"Du kunne bare være kommet i min arbejdstid," sagde hun med let rystende stemme, da de gik igennem døren. "Så havde jeg sat dig ind i hans kalender."

Rummet bag døren var mørkt, og Zirras blik løb over væggene for at finde en anden udvej, men uden held. Der var næsten intet i rummet. En stol i midten, kraftige skodder for vinduerne. 
Ikke godt, ikke godt, ikke godt, tænkte Zirra febrilskt, da han beordrede hende til at sætte sig. Alle tanker om hendes oprindelige opgave, var blevet fortrængt - hun skulle bare væk herfra, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Så slap han hende. I et skud af adrenalin snurrede hun rundt, lod tasken falde ned fra sin skulder og flåede den op, så papirer fløj ud over det hele. Papirer, der indeholdt noget ligegyldigt om bygninger, papirer hun ikke engang havde læst, de var kun til for at holde hendes dække. Lige nu var hun ikke engang sikker på, hun havde et dække. Tasken faldt til jorden med skeden, så snart hun havde højre hånd på kniven, og den venstre dykkede hun ned i sin bæltetaske med sten. Hun samlede altid lyskilder hele dagen i tilfælde af at hun fik brug for noget at trække på et mørkt sted. Hver sten holdt en enkelt fakkel eller et stearinlys, og de skinnede, så længe lyset stadig brændte et sted derude. De fleste lys holdt en god del timer, fordi hun tog lys, folk ikke ville opdage med det samme.
Zirra vinklede sig, så bæltetasken var væk fra ham, mens hun havde hånden i den, og hun lod lyset fra alle de sten, hun rørte, blive overført til sin hud. Med hjertet siddende helt oppe i halsen, skød hun hånden frem mod Thanos' ansigt, så lyset fra tolv fakler, stearinlys og olielamper osede ud fra hendes åbne håndflade og forhåbentlig blændede ham nok til det næste træk. Så hamrede hun kniven mod hans mave.

Thanos vidste med det samme, at hans arbejdsgiver havde taget fejl. Den måde, hun bevægede sig på, da han slap hende, den måde hun hev kniven frem af sin taske. Hurtigt, selvsikkert og uden tvivl om, hvad hun ville med kniven. Dette var ikke bare en eller andet dumt tøsebarn i den forkerte situation.
Men selvom han så kniven og vidste, at han kunne nå at reagere, gjorde han sig selv sløv. Hun kunne lige så godt få lov og se, hvad der skete ved det. Dog havde han ikke forudset lyset. Det kom i mod ham og blændede ham. Han blev uikke bange, han kunne ikke blive bange, men en svag forskrækkelse kunne alligevel tydes i hans krop, da kniven gik ind i hans mave. En halvkvalt lyd af smerte kom fra ham, og han blinkede voldsomt for at få synet tilbage.

Lige nu var det blot en masse pletter, men det ville komme hurtigt tilbage. Han trådte et skridt bagud for at komme lidt væk fra hende, lod som om, at han var dødeligt såret.
Men i samme øjeblik hun trak kniven ud, helede såret og efterlod ingen smerte, ikke før midnat, hvor smerten ville være at føle i arret i hans ansigt.

Hans ansigt viste smerten endnu, han forsøgte at give sigs elv tid til at hans syn var tilbage mod normalt. Og så snart han kunne se hende igen, gled et uhyggeligt smil over hans ansigt. 
"Godt forsøgt." Hurtigt var han trådt hen til hende igen. I en hurtig, øvet bevægelse greb han hendes håndled og vred det om i et forsøg på at få hende til at tabe kniven. Om det virkede eller ej, vred han hendes arm rundt, så hun snurrede rundt og stod med ryggen mod ham. Hårdt skubbede han sit knæ ind i hendes knæhase for at få hende ned på knæ.
Han var veltrænet, stærk og nådesløs, og der var ingen tøven i hans bevægelser, nogle han havde gjort for mange gange, både i træning og i praksis. At hun var en kvinde betød intet for ham, og han lagde ikke fingre i mellem.

Såret helede. Såret helede?
Zirra tøvede et sekund for meget med et halvt måbende ansigtsudtryk over såret, der bare forsvandt, mens tøjet stadig havde et hul, og hendes kniv var blodig. Hendes lysende hånd havde søgt slåen for døren, men kun lige havde hendes fingre rørt den, før hun blev flået væk i hans næste bevægelse. Kniven faldt til gulvet og borede sig ned mellem to brædder, mens Zirra blev tvunget i knæ. 
Panikken var ved at komme snigende, men hun vidste, den kun ville gøre hendes handlinger værre, så hun pressede følelsen dybt ned i sig selv og prøvede at fokusere på noget mere at gøre. Thanos' greb gjorde ondt om hendes håndled, og hun kunne mærke, hvordan hans vægt pressede hende mod gulvet. Hvis han fik hende helt foroverbøjet, ville hun ikke kunne få en ordentlig modvægt. 

Inden hendes knæ nåede at folde sig helt forover, prøvede hun et sidste desperat forsøg på modstand. Hun kastede sin vægt bagover, og rakte samtidig bagud med sin frie arm. Hvis hun kunne få fat om hans ansigt, kunne hun prøve at blænde ham igen, og måske ville det få ham til at slække grebet. Hendes hånd ville trods alt blive ved med at lyse, indtil faklerne enten gik ud, eller hun overførte lyset til noget andet. Med kniven på gulvet var lyset hendes bedste forsvar og angreb.

I hovedet kunne hun dog mærke sin træning slå ind og forberede hende på afhøring. Den grimasse, hun havde haft på ansigtet blev afløst af et par tæt sammenbidte læber. Hun ville gøre sit bedste for ikke at svare på hans spørgsmål. Til at starte med ville hun i hvert fald helt undlade at svare på hans tre første, bare for at få en idé om, hvor hårdt han ville gå til den. Derfra måtte hun vurdere, om han ville falde for et par løgne.

Det så ud til at lykkes, hun var på vej mod gulvet. Men med en kraftanstrengelse forsøgte hun alligevel at komme fri. Hurtigt lukkede han øjnene, da hendes lysende hånd var på vej mod hans ansigt. Ud fra hukommelsen greb han ud efter hendes anden håndled. Lige meget om han fik fat eller ej, brugte han sig vægt til at få hende helt i bund, stadig med lukkede øjne. Han behøvede ikke at se, for at vinde over hende, ikke som han havde fat i hende i forvejen.
Først da han kunne mørke gulvet under hendes krop og han havde et tungt knæ sat i hendes liv, åbnede han øjnene. Og havde han ikke allerede fat i hendes anden arm, fik han det.

”Sluk for hånden, eller jeg brækker dit håndled.” Hans greb om hendes håndled blev mere præcis og mere hårdt, så hun ville kunne mærke, at det ikke var en tom trussel. Han blev pænt siddende over hende med en knæ presset ned i hendes lænd og begge hænder om hendes håndled. Han var en stor mand og vægten måtte gøre ondt, men han var ligeglad. Hun havde stukket ham med en kniv og det ville hun betale for, men ikke nu. Senere, når han vidste, hvordan han skulle håndtere hende og hendes hemmeligheder. Han havde nogle spørgsmål til hende fra sin arbejdsgiver.

Følelsen af, at noget var galt sad stadig i ham. Hun var ikke bare en dum sekretær. Var hendes arbejdsgiver så den, Thanos havde fået at vide, at han var? Han vidste det ikke, men ville finde ud af det.
Hvis hun slukkede lyset fra sin hånd, ville han flå hende på benene og slæbe hende hen til stolen, hvor han ublidt ville sætte hende ned. Rebene var lagt klar, så han ville begynde at binde hendes hænder sammen på ryggen.
Slukkede hun ikke for lyset, ville han selvfølgelig brække hendes håndled. Han gjorde sig ikke i tomme trusler.

Alle hendes anstrengelser blev gjort til skamme, som hun blev presset længere og længere ned mod gulvet. En efter en gav hendes muskler op, og hendes kind ramte de ru brædder. Knæet i ryggen var bestemt ikke bare til at fortælle hende, at hun skulle blive liggende, så meget som det maste hende flad. Med den ene hånd stadig fastlåst på ryggen, prøvede hun febrilsk at undgå at han fik fat i den anden, men det var nyttesløst, og den endte på ryggen med den anden uden problemer. 

Hun kunne kun lige knap fokusere på Thanos ud af øjenkrogen, og hans grove træk blev lyst op i striber fra lyset, der slap ud mellem hendes ellers lukkede fingre. De hårde øjne efterlod ingen tvivl om, at han ville gøre alvor af sine trusler. Zirra sank en klump. Måske skulle hun genoverveje at prøve hans grænser af. 
Situationen var umulig. Hvorend meget Zirra gerne ville efterkomme Thanos' ordre, kunne hun ikke bare slukke for lyset. Det krævede at nogen i sekretariatet slukkede alle de stearinlys, hun havde tændt og snuppet i et vindue, inden hun tog afsted på opgave. Hun havde regnet med at de ville holde i hvert fald et par timer, og der var nok kun gået en enkelt siden de blev tændt. Overførsel til et andet medie var hendes eneste måde at få lyset væk fra hendes egen hånd på.

"Det kan jeg ikke! Det - hnnng!" Zirra måtte stoppe sin sammenbidte sætning, som han strammede grebet faretruende meget om hendes håndled. "Okay, okay, stop!" 
Og så overførte Zirra lyset til det eneste andet, hendes hånd rørte: Hans hånd.

Det gjorde tydeligvis ondt på kvinden, da han lagde et større pres i mod hendes håndled, noget han med den rette teknik kunne brække som var det en tynd kvist. Men svaret, der om fra hende ved hans krav, var ikke ligefrem opmuntrende. Hun kunne ikke slukke for lyset i hendes hånd. Han var lige ved at beslutte sig for, at så måtte han jo brække hendes håndled som lovet, da noget højst ejendommeligt skete – lyst flyttede sig til hans hånd. Det gav et svagt ryk i ham af overraskelse, men han konkluderede med det samme, at det ikke gjorde ondt. Han lyste bare.

Lidt forundret løftede han hånden op og så på den med svagt sammenknebne øjne. Der var godt med lys på og det mørke rum blev mørkere omkring ham, selvom lyset lyste op. Han så på sin hånd for et øjeblik og blev så enig med sig selv om, at det ikke var farligt, inden han greb fat i hende igen, fik hende hevet på benene og slæbt hen til stolen, hvor han hårdt placerede hende.
Reb lå klar og snart var han i gang med at binde hendes, ind til videre uskadte, håndled sammen, sådan at hun ikke lige ville kunne rejse sig. Han skulle have hende bundet bedre fast, men først var der mere pressende ting – som at få at vide, om han ville holde op med at lyse igen.

”Holder det op med at lyse igen?” Hun havde lige fortalt ham, at hun ikke kunne få det til at holde op med at lyse, og han troede på hende, da han nær havde brækket hendes håndled. Om det var ham der lyste eller hende, var ikke lige meget, medmindre det snart holdt op igen. Han kunne ikke gå rundt med et evigt lys i hånden, det ville være katastrofalt for hans arbejde og liv.

Da hun blev hevet på benene, faldt et par svagt lysende sten ud af hendes bæltetaske, der ikke var blevet lukket igen efter hun var dykket ned i den. Det var vist de sidste små stearinlys, der lå i dem, og de trillede lidt rundt på gulvet og fik skyggerne til at kaste sig i forskellige retninger og blive lange og stribede på rummets vægge. 
Et par lave bandeord blev mumlet, som Zirra blev sat på stolen og bundet fast, men hun gjorde ikke modstand. Den bedste taktik lige nu var at forholde sig roligt, mens han havde overtaget. Hvis han ikke bandt hendes ben fast til stolen også, kunne hun måske få overrasket ham senere ved at rejse sig og slå stolen ind i ham. Det ville næppe hjælpe hende længe, hvis hun ikke kunne få hænderne fri, og hvis han bare helede alt, der blev gjort mod ham - men måske var det kun stiksår?

"Ja, men der går nok et par timer endnu," svarede Zirra så præcist og kort, hun kunne. Hun havde på fornemmelsen, at han foretrak korte svar lige nu og ikke havde megen interesse i noget teknisk bagvedliggende. "Jeg kan overføre det igen til min hånd og derfra til noget andet, hvis du lader min hånd berøre det. Men jeg kan ikke selv slukke det."

Hjertet hamrede i Zirras bryst. Thanos virkede rolig lige nu, men noget i hans udtryk viste en underliggende fare. Var han bange for, hånden ville lyse for altid? Hun håbede hendes ord kunne berolige ham på den front, og han ikke besluttede at brække hendes håndled alligevel fordi hun havde overført lyset til ham. Hun havde trods alt gjort, som han sagde og fået sin egen hånd til at holde op med at lyse, ikke? 

Thanos stod stille for et øjeblik og betragtede kvinden, tavs. Han overvejede om det var værd risikoen at gøre som hun beskrev. Røre hende, så hun kunne tage lyset tilbage igen. Hun kunne jo snyde ham og gøre det endnu værre, men et eller andet sted troede han ikke, at hun ville gøre det. Han havde overtaget over hende lige nu. Endeligt nikkede han med et dæmpet brum og gik om bag ved hende for at lade sin hånd røre hendes.

Han var ikke bange, kunne ikke føle følelsen, men der var alligevel noget lidt nervøst i ham, da han gjorde det. Det var tanken om altid at lyse, der gav ham en urolig følelse i maven. Det ville gøre ham lige så handicappet som hvis han havde mistet hånden.
Men nu ville han prøve at se, om hun kunne tage lyset tilbage. Ellers måtte hun jo lide under at have gjort det, hun havde gjort. Han vidste allerede nu, at hun ikke ville komme skadefri derfra. Han havde ting, han skulle have ud af hende og han blev nødt til at sikre sig, at hun ikke løj for ham.

Thanos var en kold, følelsestom mand, der tog det at skade andre, som andre ville spekulere over at lave mad. Hvilke ingredienser skulle der til, før man fik det resultat ud af det, man ville have. Slag? Skarpe genstande? Varme? Brækkede knogler? Han forsøgte at aflæse kvinden for at se, hvad der ville virke bedst. Kunne han skræmme hende uden at få blodet til at løbe? Hver eneste opgave var speciel, ingen var ens. Det var det sjove ved det hele.

Hendes hjerte hamrede kun hårdere, da han nærmede sig. Det havde været hendes eget løsningsforslag, men hun havde ikke synderligt lyst til at have ham tæt på. 
"Eh, skal jeg ik- n-nej, ligemeget," Zirra tog lyset tilbage til sin hånd. Hun havde regnet med, at Thanos ønskede at hun satte det over i noget andet, når han nu lige før havde bedt hende få hånden til at stoppe med at lyse, men han gav hende ikke andet at røre ved, og hun var så udmattet i sin magi nu, at hun ikke kunne sende det over i noget, medmindre hun rent faktisk kom i berøring med det.

Blikket, Thanos havde i øjnene, viste Zirra, at hun bare burde holde kæft og lade ham køre slagets gang. Ikke foreslå ham noget lige nu i hvert fald, mens han stadig havde hendes flugtforsøg frisk i erindringen. Hun sank ufrivilligt en klump og fokuserede på noget andet end ham i rummet. Ikke at der var så forfærdelig meget at fokusere på. Slåen for døren var det mest iøjenfaldende, og så de lange skygger på væggenene fra de fire-fem små sten, der stadig lå og lyste på gulvet. Uden dem havde rummet nok været helt mørkt, og Zirra var lidt glad for at have bare en lille smule lys at holde sig til. Især nu hvor hun ikke engang havde kræfter nok til at få en lille ildflue frem.

Sideløbende med sine bekymringer, prøvede hun at finde ud af, hvad han ville med hende. Hun var stadig ikke helt sikker på, om han kom efter sekretær-Zirra eller spion-Zirra, eller noget helt andet, hun havde været indblandet i. Det var bare næppe kotyme at kidnappe en sekretær, og hvis han var efter spion-Zirra, var hun virkelig  i problemer. Hun vippede nervøst med tæerne i sine sko, og det våde skørt slaskede tungt og dovent mod hendes ben. Forhåbentlig kunne hun bare fortælle ham, hvad han ville have, og komme væk herfra. 
Hah, hvem snød hun? Det var Thanos Haides. Selvfølgelig kom hun ikke uskadt herfra.

Lyset forsvandt fra Thanos hånd og gled over i hendes egen. Egentligt burde han nok bede hende flytte det til et objekt, men han var her ikke for at lege med lys. Det generede ham ikke lige nu og havde ingen betydning for det, der skulle ske.
Kvinden var overraskende rolig, hvilket gjorde det hele meget lettere og han tog det sidste reb for at binde hendes ben fat til stolens ben. Det tog ikke specielt længe. Derefter rettede han sig op og betragtede hende lidt i det meget svage lys. Og endeligt, uden varsel, slog han hende i maven med en knyttet næve. Som tak for knivstikket. Han var en muskuløs mand og han lagde ikke fingre i mellem.

Men det var også det. Han gik over for at tænde op i pejsen ved den ene væg. Han havde sørget for brænde, det hele var klar til at blive til et lille bål, der ville sprede lys i rummet. Da det var gjort, samlede han de små lysende sten op, en smule forsigtigt i tilfælde om de var varme, men det var de ikke. De lyste bare lige som hans egen hånd havde gjort. En meget spændende evne. Noget man skulle tro hørte en kriger fra Lyset til.
Han lagde stenene på et lille bord, der stod ved den modsatte væg af pejsen. Hvor længe de holdt var ikke til at vide, men nu kunne de i det mindste være behjælpelige.

Han var tavs, mens han gjorde alt dette. Lod hende vente. Nogle væsner kunne ikke holde til stilheden og begyndte at snakke uden at han havde gjort dem noget. Men nu vidste denne kvinde jo ikke, hvad han ville have. Et svagt smil gled over hans smalle læber, inden han endeligt vendte tilbage til hende. Han gik hen til hende og betragtede hende lidt igen, inden hans tørre og udtryksløse stemme lød i det næsten tomme rum.
"Hvad hedder du?"

Øv, han havde luret at benene var vigtige at binde fast også. Så meget for den plan. I ren trods mødte hun hans blik, som han bare stod og kiggede på hende. Det fik ikke hendes hjerte til at slå mindre kraftigt, men hun formåede da at holde sit ansigt roligt. Der var ikke meget at finde i hendes udtryk, andet end utilfredshed over situationen. Indeni var hun ved at springes over ikke at vide, hvad han ville med hende. 
Så kom slaget.
"Uuuugghhh," Zirra krummede sig så meget forover hun kunne i den bundne stilling og fik i det mindste en smertefuld undskyldning for at bryde øjenkontakten. 
Hun havde regnet med at få en straf for knivstikkeriet, men ikke set slaget komme. Han var uhyggeligt hurtig. I det mindste fik hun tid til at komme sig, da han fortsatte med at lave huslige ting i rummet. 

Det gav hende en mulighed for at tage et par dybe indåndinger og få lidt mere styr på det hamrende hjerte. Da han samlede stenene op, ville hun ønske hun havde mere magi at lege med, så hun kunne have overrasket ham ved at hive lyset til sig. Men bare de få meter over til bordet ville være noget, hun skulle være næsten fuldt udhvilet for at gøre. Lortemagi. Sikke praktisk den var i den her situation, hva? Lige på det punkt, havde hendes far ret: Hun ville være en rimelig uduelig Lysets Kriger.

Da han endelig fandt det passende at give hende sit fokus igen, havde hun kontrol over sin hjerterytme, sin vejrtrækning, og maven gjorde ikke længere så ondt, selvom hun følte sig øm, når hun rykkede på sig. 
"Zirra," svarede hun og mødte hans blik igen, denne gang langt mere fattet. "Men det ved du allerede. Jeg nægter at tro, du har kidnappet nogen uden mindst at dobbelttjekke navnet."
Hun håbede ikke han ville kræve et efternavn. Havde han gjort sit hjemmearbejde godt, kendte han det allerede. Hun brød sig bare virkelig ikke om tanken om at sige sit familienavn til en, der potentielt kunne gøre dem ondt.

Der var intet i Thanos' kolde og udtryksløse øjne, men det svage smil sad stadig i mundvigen på ham, da hun sagde, at hun ikke forventede andet end at han kendte det. Selvfølgelig gjorde han det. Zirra Reynlest. Sekretær for en mand ved navn Cetus Hark. En mand Thanos var blevet hyret til at finde.
"Selvfølgelig. Zirra Reynlest. Datter af Dastor og Eylia Reynlest. To ældre brødre og en yngre bror. Alle mændene i familien arbejder for Lyset. Du arbejder for byrenovationen som sekretær. Under en mand ved navn Cetus Hark. En mand jeg er sat til at finde." Der var ingen følelser i hans stemme, som han remsede hendes familie op. Han var ligeglad med familien, men det ville formentligt give hende et indtryk af, at han kunne finde dem og skade dem, hvis hun ikke samarbejdede.

Han blev ved med at se på hende med de kolde brune øjne og det svage smil, mens han talte. Næsten som havde de mødt hinanden til et middagsselskab og snakkede høfligt om vind og vejr. Men truslen lå i hans ord. Han var ikke høflig. Han fremlagde fakta for at komme frem til sit mål.
"Jeg har ikke haft held med at finde manden, du arbejder for. Det skal du hjælpe mig med. Du kan vælge at fortælle det hele med det samme og gøre det lettere for dig selv, eller vi tager det et spørgsmål af gangen. Er jeg i tvivl om du svarer rigtigt, kommer der en konsekvens. Forstår du?" Han så afventende på hende. Hun virkede rimeligt kvik, så mon ikke, at hun forstod, hvad han mente. Lige meget om hun fortalte ham, hvad han ville vide eller ej, ville han gøre hende ondt for at være sikker på, at hun talte sandt. Sådan var det bare.

Ah, lort. Han havde allerede al hendes baggrundsinfo. I det mindste havde han ikke nævnt hendes adresse. Hun tog blikket fra ham, mens han talte, og lod det flakke rundt i rummet, mens hun sank en tydelig klump. Hun ville hellere have at han troede hun var overrasket og utilpas ved informationen, end at hun bare var blevet bekræftet i at han var dygtig. Det sagt, så var det heller ikke rart at vide, at en mand som Thanos kendte til hendes familie. På den anden side kunne de alle sammen forsvare sig langt bedre end hun kunne lige nu med dårlige kampevner og svag magi.

"Jeg forstår," bekræftede hun, og tøvede lidt, før hun sagde mere. 
Hvad ved Zaladin skulle hun fortælle manden? At give ham informationer om en mand, der ikke eksisterede, var faktisk en rimelig svær opgave at blive stillet. Men en hurtig forklaring kunne hun altid komme med, det var rimelig meget hendes speciale at være god til at hive tilfældige ting ud af røven. 
"Lige nu er hr. Hark i Lazura for at godkende de byggematerialer, vi får tilsendt, så snart vejret ikke er så blæsende mere, og vi er sikre på frosten har lagt sig," sagde hun så. "Jeg ved ærligt talt ikke, hvor længe han bliver der. Den mand har det med at løbe fra sine planlagte møder og give os alle hovedpine."

Hvis Thanos var blevet hyret til at finde Cetus Hark, havde han uden tvivl prøvet at få et møde allerede. Eller hvemend, der havde hyret ham, havde prøvet det. Og det var praktisk talt umuligt. Det sørgede sådan nogle som Zirra for. Det var ikke meningen at Cetus Hark rent faktisk skulle have vigtige ting at sige og gøre, men på nogle punkter blev arbejde nødt til at falde i hans retning for at holde historien kørende. Zirra og de andre spioner klarede opgaverne, og skrev rapporterne, og sørgede for at være gode til at fortælle om hans gøren og laden på en overbevisende måde.  

Thanos var tilfreds, da hun sagde, at hun forstod. Afventende betragtede han hende. Så efter de små tegn på, at hun fortalte ham en løgn. Hun var god til at lyve, det måtte man give hende, Thanos kunne næsten være i tvivl om hun sagde sandheden eller ej. Hvis ikke det havde været fordi, at hendes historie ikke passede med det andet, han havde hørt. 
"Lazura? Det var underligt. Jeg fik af en anden at vide, at han var i Tusmørkedalen. Og min arbejdsgiver fik at vide, at han var i Landsbyen i Medanien."

Langsomt bevægede han sig rundt om hende og stillede sig bag hende.
"Så det er jo svært at vide, hvad man skal tro." Han rakte ned og tog ved hendes hånd, den der ikke lyste. Uden nogen form for tøven tog han ved hendes ringfinger og med en hurtig bevægelse brækkede han den.
Som var der intet sket, gik han roligt frem foran hende igen og betragtede hende lidt.
"Lad os prøve igen. Hvor kan jeg finde denne hr. Hark?" De brune øjne så fast på hende. Han havde al den tid i verden, han havde brug for, for at få sandheden ud af hende. Om han så skulle brække hver eneste finger og hver eneste tå, så skulle han nok få nogle brugbare oplysninger ud af hende.