Han var virkelig på vej! På vej mod Dianthos. På vej mod storbyen. Så ofte havde han hørt om det sted og drømt om hvordan det måtte være, og nu var han endelig på vej dertil.

Det sidste år hvor han har været alene med sin far har været på grænsen til umuligt at udholde, og det øjeblik han fik chancen for at slippe for ham i flere uger var en gave. Tobias vidste godt at han skulle tilbage til sin far og gården på et tidspunkt, men at få lov til at se Dianthos på egen hånd var det hele værd. Derfor var Tobias nu på vej langs landevejen, med de varer han skulle sælge, i en vogn trukket af deres hest Maren. Hans far havde slået sit knæ, så han kunne ikke tage turen denne gang.

Det var en perfekt dag hvor solen var fremme med en mild vind, og Tobias tog det som et godt tegn på at hans rejse ville gå godt. Han begyndte at synge en glad sang om høstens komme, mens han holdt rebet til Maren og trak hende roligt med sig. Et permanent smil var på hans læber og hans sorte hår nærmest skinnede i sollyset. Han var iført klassisk bondetøj, brune hoser og en lysere skjorte af hør, og i hans bælte hang hans snittekniv og fløjte. "Høstens komme bringer liv. Høstens komme bringer lys!"

Llyr var ikke ligesom de andre kommet fra Medanien. Han havde nærmere krydset tværs gennem markerne og landskabet, for til sidst, ved rent held, at lande på Sydvejen. Han havde ikke behov for at tage til Dianthos foreløbig, så han gik bare på må og få, og håbede på at hans ben ville tage ham hen hvor han skulle være. Han var i blå klæder, der muligvis var finere end hvad han anvendte dem til. De havde dog tydeligvis set bedre dage, da der både var rifter og ekstra syninger i, som var der en der hele tiden blev nødt til at sy huller til igen. Derudover var det også blevet lidt farvet af jorden, men ikke meget mere end resten af de rejsende på vejen.
Ved hans side var der bjørn, Koda var hendes navn. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man nemt have gættet på en fuldvoksen bjørn, hun var i hvert fald næsten stor nok til at være det. Hun opførte sig dog stadig fjollet ved at jagte blade der dalede og andre ting hun fik øje på. Hun gik dog aldrig særlig langt væk fra Llyr.

Llyr havde sådan set bare gået i sine egne tanker da han opdagede først en hest, så en person på hug og til sidst en blomst. Hans øjne blev store, som han nærmest bare fokuserede på blomsten, og i løbet af ingen tid sad han ligeledes på hug foran blomsten. "Exceptionelt," mumlede han, før at han fandt sin egen notesbog frem, og først begyndte at tegne blomsten ned, så godt han kunne, før at han også begyndte at kradse noter ned i den.
Koda prustede lidt ud og kiggede først på hesten og så over på hendes menneske, før at hun bestemte sig for at forsætte sin leg med hvad end der dalede ned fra himlen.

Solen var måske fremme denne vinterdag men til sidst måtte Tobias også tage sin rejsekappe frem. Det var en mørkegrøn kappe i et tykt materiale, men hans mor havde syet små fine mønstre i kanten som en gave til ham. Et lille, trist smil strejfede hans læber da han tog kappen på og hvordan den nærmest føltes som et kram fra hans mor. "Okay, vi må videre." Sagde Tobias til sin hest men primært til sig selv.

Tobias nåede kun få meter før dette noget mystiske syn mødte ham. Vejen var spærret af en hest og to personer som knælede ved noget der virkede til at være yderst interesant. Det han dog bed mærke i allerførst var bjørnen. Han havde set en bjørn før, men aldrig en der virkede så rolig og nærmest som et kæledyr. Først overvejede han om han kunne køre udenom dette tableau, men hans vogn var for stor og klodset til det og han ville ikke risikere at ødelægge nogle af hans varer. Tøvende, kiggede Tobias igen på de to personer, og han kunne se at den lyshårede mand var bedre klædt end ham, så han undrede sig over om den anden person måske var hans tjener.

"Kom nu, du kan godt. Ret ryggen og gå hen til dem." Tænkte Tobias før han tog en dyb indånding og gav Maren's reb et lille ryk før han gik tættere på. "Øhm, vær hilset?"

Hvordan man ikke var i stand til at opfange, at der var en bjørn til stede, var ikke noget Selmy ville kunne svare på. End ikke da den topalislignende mand pludselig var foran ham. Det ene øjeblik kiggede han på blomsten, det næste sine noter. Herefter kiggede han mod blomsten igen for at opfange nye detaljer, men fik i stedet øje på mandens lår, der havde smidt sig på hug. Et chokeret gisp lod fra Selmy, og han veg sig en smule tilbage i sin stilling. Først kunne han ikke sige noget, men han scannede lynhurtigt herren foran ham, og vurderede ham til at være til den lidt finere side. Selvom det var svært at vurdere helt ud fra klæderne stand. Det kunne velsagtens være noget han havde stjålet sig til. Selmy havde aldrig oplevet noget lignende. Der sad et velvoksent fjols foran ham, og gjorde nar af han entusiasme og omhyggelighed ved at imitere ham! At hans konklusioner skulle vise sig at være fejlagtig, kunne han ikke forestille sig. Det var meget sjældent han mødte på nogen med samme hverv som ham. For at give ham en lærestreg, pustede han sig op og gav ham et fjederagtigt skub, i håb om at vælte ham tilbage, så han kunne nå at grave blomsten op og se at stikke af med den. At der var en bjørn lige bag ham, og en bonde, der nærmede sig, ænsede han ikke lige med det samme. Bondedrengen ville ikke kunne komme forbi hans hest,  da den spærrede for det hele.

Bondens hilsen tog i et øjeblik hans opmærksomhed fra den underlige ejer af bjørnen, og Selmy kom op at stå og glemte blomsten med sig. ”Hvem i lysets navn er I to!? Kan I ikke lade en mand og hans arbejde være i fred?” Spurgte han med en kræftig Dianthos dialækt. Den ungvoksne person lignede faktisk ikke en, der havde fulgtes med den første mand, og det gik først op or ham, efter han havde rettet sin vrede mod ham. Hans ansigtsudtryk skiftede i stedet til forvirret, hvid maske.

Landevejene skulle man vist hellere holde sig fra, hvis man havde regnet med at færdes alene!

Llyr var fuldstændig ligeglad med om den anden også kiggede på blomsten. Det var jo ikke ligefrem fordi at der ikke var andre der kunne have samme interesse som ham selv, og Llyr havde aldrig haft et problem med om andre folk kiggede eller ej. Han var som han var, og det blev der ikke lavet om på. At han gik i sin egen lille verden, ja det måtte folk bare acceptere, eller også måtte de lade ham være. Ikke at folk turde at tage det op med ham siden han fik Koda. Der var noget ved at der var en bjørn der rendte i hælene på Llyr som bare gjorde at han virkede mere intimiderende. Ikke at Llyr havde opdaget det. Han kunne stadig ikke forstå hvorfor at Dianthos ikke ville have at han kom ind i byen sammen med Koda.

Det var også fordi at han ikke var opmærksom at han ikke regnede med at blive skubbet til. Han nåede heldigvis at fange sig selv inden at han helt faldt ned på røven. I det mindste var det også nok til at Llyr rent faktisk kiggede op på manden der var overfor ham.
"Det var ikke pænt gjort," udbrød han og prøvede at komme op og sidde igen, og børstede det værste jord af sin bog. Det havde dog også fanget Kodas interesse som ligeså stille kom luskende bag om Llyr og kiggede på de andre mennesker der var her.

"Jeg kunne spørge dig om det samme!" svarede Llyr igen. Han så ikke vred ud, men blot lidt ved siden af sig selv, og en anelse frustreret. Llyr opdagede også endelig den anden mand... knægt? Han så i hvert fald ikke særlig gammel ud, men i det mindste så han ud til at være mere fornuftig en manden der lige havde væltet ham.

Sekundet han havde sagt sin hilsen skete der en masse ting på en gang og først kunne Tobias bare stirre lige så forvirret på sceneriet. Den lysehårede mand skubbede til den anden mand, og det blev tydeligt selv for Tobias at de to personer ikke kendte hinanden. Men hvordan endte de så med at knæle så tæt sammen før?

Tobias var stadig meget bevidst om bjørnen der var til stede, men den virkede stadig relativt rolig. Derfor tog han endnu en dyb vejrtrækning og rykkede i Marens reb, som vrinskede i protest og rykkede sig ikke. "Det er okay, kom nu bare." Han rykkede igen men hesten ville ikke tættere på bjørnen, så Tobias skyndte sig at binde hende fast til et træ, mens han råbte tilbage til de to mænd. "Beklager hvis jeg forskrækkede dem! Det var ikke min intention. Jeg er bare på vej til Dianthos med varer."

Llyr regnede ikke ligefrem med at få et undskyld, og det var ikke fordi at han behøvede det for at komme videre med sit liv. Især ikke da Koda var kommet tæt nok på ham, og ligeså stille begyndte at puffe til ham med hovedet. Hun havde efterhånden opdaget at der var kommet lidt flere mennesker end hvad hun synes var helt i orden.
"Mit navn er Llyr," svarede han så endelig og rejste sig op og tog bogen i tasken, som godt kunne ligne at det ikke var den eneste bog han havde dernede. Koda puffede lidt til ham nu når han stod op, og prøvede ret tydeligt at komme ned i en af hans lommer med sin snude, før at han skubbede hende lidt væk. "Og det her er Koda," der var et smil på hans læber, og hans tone var varm. Det tog ikke et geni at regne ud af at han holdt utrolig meget af bjørnen.

Det var så også først nu at han kiggede lidt forvirret på ham der havde præsenteret sig som Selmy Kief. Han stod så langt væk, og var tydeligvis ikke tryg over... noget? Llyr havde som sagt en tendens til at glemme at bjørne var store, farlige dyr, som man ikke bare rendte rundt med som var det en hundehvalp.

Tobias måtte indrømme at han var lettet over at han ikke var den eneste der var forvirret og nervøs på grund af bjørnen, da han så hvordan Selmy bevægede sig over til ham i stedet for og stirrede på dyret. Det virkede som om at det ikke kun var Tobias der ikke havde hørt om folk der havde bjørne som deres følgeskab.

"Øhm, jeg hedder Tobias. Rart at møde dem?" sagde Tobias først i endnu et forsøg på at være høflig. Men så kunne han ikke lade være med at smile i forundring når han så hvordan bjørnen puffede til Llyrs taske. Her tog hans nysgerrighed over og han tog et skridt nærmere manden og hans bjørn. "Jeg har aldrig set en bjørn opføre sig sådan overfor mennesker? Nærmest som om han er dit kæledyr," grinte Tobias.

At spørge Llyr om Koda var ikke altid en god ide. Det var lidt ligesom at spørge ham om hans erhverv. Hvor han i de fleste samtaler bare ville gå i stå og ikke ane hvad han skulle sige, så var det noget andet når det var dyr og planter, men især dyr. Især Koda, som han havde haft mulighed for at studerer i længere tid, nu når han sådan set var blevet hendes mor.
"Hun er stadig et vildt dyr, men jeg har fået den fantastiske mulighed at tage mig af hende," svarede han, hans øjne skinnede, og han nussede hende lidt bag øret. Hun brummede af velbehag og lænede sig ind mod nusningen.

"Jeg fandt hende da hun blot var et par måneder gammel, efter at hendes mor døde. Normalvis ville jeg mene at naturen skal gå sin gang, men desværre kom jeg til at fodre Koda, og lidt efter lidt knyttede hun sig til mig," forklarede han, som om at han bare havde ventet på at få lov til at fortælle nogen om hans bjørn. Hvilket han også lidt gjorde. Det gav ham et bedre indblik i bjørne og hvordan de opførte sig, selvom dette var meget atypisk for en bjørn. Især fordi at hun sagtens godt ville kunne dræbe ham inden han kunne gøre noget ved det. Men han stolede på hende.

Tobias tog et skridt tilbage da Llyr nævnte at bjørnen stadig var et vildt dyr, men han kunne ikke lade være med at grine lidt genert da han hørte hvordan Llyr påpegede at Koda var en hun. "Beklager, er ikke bjørneekspert selv." Tobias blev så derefter helt optaget af Llyrs historie, og det mindede ham nærmest om nogle af de eventyr han ville selv komme op med. Specielt ét han elskede at fortælle sin mor, om en forhekset prins der var bjørn om dagen og prins om natten.

"Hvor fantastisk! Du reddede Koda og nu passer Koda på dig", udbrød Tobias ivrigt. Han havde helt overhørt Selmys reaktion før og vendte sig om til ham med et stort smil. "Er det ikke fantastisk?!"

Tobias kunne næsten ikke tro det! Han havde dårligt nok rejst en dag på sin første tur alene til Dianthos, og allerede havde han mødt disse to usædvanlige personer og en nærmest tæmmet bjørn. Det skal dog siges at med Tobias' beskyttede og oftest rolige barndom, så finder han alt nyt for fascinerende og eksotisk.

For Llyr lød det som om at Tobias kaldte Koda fantastisk, hvilket han kun kunne nikke genkendende til. For hun var fantastisk. Et helt ekstarordinært individ, og han var så glad for at han havde ladet sin interesse for dyr komme før hans interesse for ikke at blande sig i naturens gang. Ellers havde han ikke haft Koda, hans bedste ven.
Mens de to talte, gav han lidt op på at nægte Koda sine snacks, som stadig prøvede at stoppe sin snyde i lommer og taske, og han tog en håndfuld med bær han havde fundet, som Koda glad spiste direkte ud af Llyrs hånd.

"Selvfølgelig er jeg klar over at hun ikke er tam," sagde Llyr. Han vidste bedre end de fleste hvor farlige bjørne var. Han havde trods alt levet i Norden hvor han havde haft muligheden for at se folk og dyr blive angrebet af bjørne, hvis man kom for tæt på dem.
"Men hun ser ikke mig som en trussel, for nu i hvert fald, så jeg har intet at være bange for. Du ville jo heller ikke angribe personen der fodre og tager sig af dig, vel?" tilføjede han så, som om at det gav mening at lave sammenlignen mellem de mere intelligente racer og så dyr. For Llyr var forskellen ikke stor. Fordelen de intelligente racer havde, var blot at de havde et sprog de kunne kommunikere på sammen.

Det her var det længste han nogensinde havde været væk fra sin fødeby, så alt hvad han oplevede og mødte på sin vej så han som et fantastisk eventyr. Tobias var klar til at overøse Llyr med en masse spørgsmål om hvad han og hans bjørn må have oplevet, og han var ved at tage et skridt nærmere dem. Denne entusiasme blev dog stoppet da Koda puttede sin store pote op på Llyrs hånd får at få de sidste bær.

Synet af de skarpe klør bragte de forfærdelige minder frem fra da han fandt sin mor død sidste år. Hendes livløse krop der lå mellem blomsterne de to havde plantet sammen et par uger før...de dybe sår i hendes brystkasse fra hvor varulven havde splittet hende ad...hvordan blodet havde størknet i hendes sorte hår og på grund af at det var tidlig morgen havde dannet de her iskrystaller i hendes lokker...iskrystaller som Tobias ellers ville se som smukke men som han hadede synet af nu...

"Du har ret..." sagde Tobias i en pludselig mere dæmpet stemme. "Det er selvfølgelig ikke et tamt dyr..." Tobias tog et skridt tilbage, og prøvede men fejlede i at holde et dybt suk tilbage, i et forsøg på et skjule hans følelser.

Llyr smilede undskyldende til Tobias. Han kunne godt forstå Tobias iver, men samtidig så kunne Llyr ikke stå til ansvar for, hvis nogen endte med at forskrække Koda. Hun havde endnu ikke gjort et menneske fortræd, udover at gumle lidt på hans arm, da hun var yngre.

Koda havde også efterhånden opgivet at få mere mad fra Llyr, men hun stod stadig og nærmest skulede mod Selmy. Det var kke fordi at hun kunne forstå hvad han sade, men hun havde været nok omkring mennesker, at hun havde en ide om når folk var fjendtlige. Især når hun også bare kunne mærke på Llyr at han blev mere irriteret på manden. Ikke at hun følte at hun kunne gøre noget, indtil at hendes øjne så på blomsten.
Nu er det også begrænset hvor meget hjernekapacitet bjørne har for ting, som at tage hævn. Alligevel så det næsten ud som om Koda kiggede over mod Selmy, som hun tog et par skridt frem og begyndte at tygge blomsten.

Llyr havde ikke set det komme og han kiggede overrasket og næsten lidt panisk på bjørnen, før at han fik samlet sig. "Nej Koda, spyt ud," sagde han og greb fat i Koda og prøvede at åbne hendes mund, ligesom man gjorde med en hånd, når man ville havde dem til at spytte noget ud. Desværre var Koda bare lige lidt for stor og stærk til at det var en nem opgve.

Tobias snublede en smule over hans fødder da han følte et skub bagfra. Han kiggede frem og tilbage mellem Selmy og bjørnen, et øjeblik klar til at slå fra sig hvis det blev nødvendigt. Ikke at han havde megen styrke, men Tobias var blevet mindet om at det her var fremmede han nødvendigvis ikke kunne stole på.

Alle tanker om at slås forsvandt dog da Selmy nævnte en blomst, og Tobias kiggede hen mod hvor de to mænd før havde knælet. Nu begyndte det at give mere mening for ham da han indså at de begge to havde knælet for at undersøge en sjælden blomst. Tobias kendte de fleste planter, bær og blomster i skoven, og hvilke man kunne spise eller bruge til healende formål, men han havde aldrig set denne blomst før.

Da bjørnen det næste øjeblik valgte at spise denne sjældne blomst kunne Tobias heller ikke holde et gisp i shock tilbage, og han tog nogle skridt tilbage mod sin hest og vogn, siden han tænkte det var det mest trygge sted at være lige nu.