Kani vidste, at det kunne være svært at finde et bytte midt om natten, da de fleste mennesker sov, når himlen var sort, så hun begav sig om regel mod overfladen kort før solnedgang, hvor der stadig var aktivitet ved kysterne. Denne gang udså hun sig et lille fiskerleje, hvor en fisker stod og var ved at reparere sit garn. Det var perfekt; Kani kunne ikke udstå fiskere og deres forbandede garn. Alt for mange af hendes klan var blevet fanget og dræbt i de garn.
Langsomt gled Kani igennem det mørke vand, indtil hun kom helt ind under den bådebro, fiskeren stod på. Hun kunne høre hans vejrtrækning og hans stille nynnen. Hun kunne næsten smage ham allerede, og det var heldigt, at det kun var toppen af hendes hoved, der stak op over vandet, for ellers ville man have kunnet høre hendes mave knurre. Hendes ører virrede lidt for at se, om hun kunne opfange lyden af andre tilstedeværende, men det kunne hun ikke. Hendes hørelse var ganske vist ikke så god over vandet som under…
Kani løftede stille en hånd og koncentrerede sig et øjeblik. En kugle af neonblåt lys formede sig over hendes håndflade, hvor den blev hængende et øjeblik, før den ændrede form til at stor laks, stadig lysende. Forsigtigt satte Kani laksen ned i vandet, hvor den spjættede lidt, men begyndte så at svømme ud fra under broen, så fiskeren kunne få øje på den. Den slangede sig i vandet og slog spjæt med halen; den gjorde sig til.
Kani hørte tydeligt, da fiskerens nynnen stoppede. Han havde set den! Og få sekunder efter hørte hun, hvordan han gik hen over broen, tættere på den lysende fisk…
Kani fleksede de kraftige klosakse, klar til at hapse ham.

Krystallandet
