Jonathan eller hvad man nu kalde ham havde taget en beslutning, om at straffe elver folket hvorfor vidste ingen, men han synes han ville have det sjovt, selvfølgelig kunne han ikke storme elverbyen som han ville, selvom det kunne være meget sjovt alligevel, men på den anden side så var han også nød til at være seriøs omkring det hele, Jonathan vidste at der måtte være nogle elver der grænsede op ved grænselandet, så ide han landede på jorden foran grænsen hvor efter hans hvide vinger blev slået kiggede han blot rundt, der var ikke som sådan noget at se men det vidste han også godt, elver var ikke nemme bare at finde men de skulle nok komme når man først begyndt at lokke dem frem, og hvilken bedre måde ind at tænde op under det hele, i hans håndflade dannede der sig en ild kugle der bliv større og større, og efter lidt sende han den imod træerne der stod foran ham, og der gik ikke længe før at det første træ var i flammer og det næste og næste, for hvis der var noget elver holde af var det deres elskede træere.

Og der gik heller ikke længe før Jonathan fik ret to elver spejder dukkede op foran ham, men det var ikke det han havde håbet på, men hvad fanden de skulle komme jo og nu var de jo kommet, den ene elver gik hen imod ham som den anden holde sig lidt på afstand, Jonatahn stod med et skafte i hånden som umiddelbart virkede ufarligt men det var langtfra sandheden, elver stod lige foran ham med en lille kniv i hånden, Jonathan kiggede helt roligt på ham og åbnede munden kort " seriøst " sagde hvor efter han med ryk i hånden fik den gemte klinge i hans skafte til at komme frem, hvor efter han ligeså hurtigt halshuggede elveren der stod foran ham, den anden elver som der stod lidt fra ham stivnede lidt, men gjord sig klar til at forsvar sin nu døde kammerat, og gik imod Jonathan med våbnet trukket.

Hun havde endnu en gang trukket det sorte outfit på, blot fordi hun skulle med ud til elverne. Det var efterhånden noget tid siden hun havde nedslagtet nogle spidsører, men hun var ikke af sted alene. Ikke denne gang, hvilket i og for sig også var okay med hende, for hun kendte i det mindste denne person, så det var ikke så slemt. De var nok de mest atypiske engle, men det var blandt andet grunden til hun godt kunne lide at være sammen med ham.

Lyden af et smerte fyldt skrig fyldte den ellers idylliske stilhed der var ved grænselandet ” Så hold dog kæft” hvæssede hun og så på elveren der allerede havde fået sværdet igennem maven. Hun tøvede ikke og var ikke bange for at få blod på sig, da hun allerede have en del der var i hendes ansigt, samt udover hendes mørke outfit. Elveren så op på hende med tårer der trillede ned af kinderne ”Hvorfor...” hakkede han og så op på englen der stod foran ham. Eretreya sagde ikke et ord, men hev blot hendes sværd ud af maven på elveren i så voldelig manerer, at det fik ham til at falde forover ”Du burde få nogle til at se... Nej lige meget.. De er alle sammen døde alligevel” sagde hun med et dystert smil på læberne, inden hun gik op til elveren og leverede et spark til hans hoved før hun spredte de store sorte vinger og satte af fra jorden. Hun vidste der var flere som gemte sig, men hun ville bedre kunne se dem ovenfra, for det ville de på ingen måder forvente og så blev det pludselig sjovere. Hurtigt fik hun øje på en kvinde der løb i udkanten af skoven med et barn i armene. Hun nærmest styrtdykkede mod kvinden, men greb barnet i stedet og lettede igen. Hun så på det lille væsen i hendes arme og trak kort på skuldrene ”Ak ja” sagde hun inden hun slap barnet og så på hvordan kroppen hamrede ned mod jorden med et bump. Hvis det barn overlevede efter sådan et fald ville hun være yderst overrasket. Kvinden skreg og gav sig til at græde og Eretreya landede på jorden bag hende. Kvinden vendte sig hurtigt om og trak det sværd der hun havde på sig og for mod Eretreya, men med et enkelt skridt til siden, så hun hvordan kvinden kolliderede ind i et træ ”Du er ikke så klog er du?” sagde hun hånligt som hun langsomt gik over mod elverkvinden med sværdet trukket. Endnu engang svingede elveren ud efter hende og ramte Ere's overarm ”Årh nej.. Ak o ve! Nu dør jeg jo...” sagde hun sarkastisk og grinede inden hun nærmest spidede kvinden med sværdet. Eretreya gik helt tæt på og hev en af hendes små gift bedækkede knive frem og stak i kvindens hals, så blodet sprøjtede ud til alle sider og ramte Eretreya direkte i hovedet ”Nå... Dig var der heller ikke noget sjov i...” sagde hun og tørrede noget af blodet af i hendes ærme inden hun trak sværdet ud af kvindens mave og så hvordan blodet løb ned af det og lavede en lille pøl på jorden.

Igen satte hun af sted, sprang nærmest op i luften som hun baskede med de store vinger og fløj i Jonathan's retning, blot for at se om han overhovedet havde leget pænt, men hun kendte ham trods alt og vidste at dette bestemt ikke var tilfældet. Hun så elveren der var ved at angribe ham, men hun holdt sig i luften og hev en af sine knive som hun sendte direkte imod elveren. Den satte sig mellem skulderbladene, det sted man ikke kunne nå, så det ville være et helvede for elveren lige nu, smertehelvede og en gift der langsomt spredte sig ud i hans krop. Eretreya landede bag elveren og kunne ikke lade være med at grine over den måde som elveren næsten febrilsk forsøgte at få kniven ud af hans ryg ”Se.. Det her er underholdende” sagde hun og grinede som hun gik om til Jonathan og sendte ham et kækt smil ”Smukt ikke?” smilede hun næsten stolt over det hun havde gjort ved elveren. Han burde næsten se hvad hun havde gjort ved barnet og kvinden...

Den sidste elver som var klar til at hævne sin ven, skulle lige til at angribe Jonathan da han fik en kniv i ryggen, Jonathan kiggede op hvor han så personen bag knivens angreb, Eretreya var en af mørkets kriger som han havde være på mission med et par gange så de kende hinanden sådan okay, men nok til at han nærmest vidste med det samme at de var hende der stod bag angrebet på elveren, og ide hun landede på jorden og gik hen imod ham kunne han ikke lade være med at sende et smil retur, " hvorfor skal du altid lege med dine offer " sagde han efterfulgt af endnu et smil, for når alt kom til alt var han ligeglad med hvordan hun gjorde tingene, bare hun gjord det ordenligt og det gjord hun skam, hans blik vente hen imod den brændene skov som han havde påsat " mund der snart kommer flere " og hans ord blev snart mødt af en pil komme flyvende hen imod dem, hvor den ene ikke ramte nogen af den hvor imod den anden havde retning lige imod Eretreya, men få centimeter før den rammede greb Jonathan den med hånden, også selvfølgelig var det ikke normalt at gribe pile men en af hans evner gjord at det var muligt for ham, og gjord at hans makker ikke kom til skade.

En flok af mennesker var samlet for at drive de to mørkets kriger tilbage fra hvor de kom fra, men det var ikke så nemt som de nu troede det ville blive, Jonathan vende sig med fronten imod den mange mennesker der var samlet, der var nok omkring 20-30 mennesker med bue og få af dem med våben, ellers havde resten køller, Jonathan kiggede på hende med et smil " vil du eller skal jeg " sagde han hvor efter han øjne begynde at lyse op, han vende blikket på hende og smilede lumsk på sin helt egen måde, hvor med sindsyg fart røg direkte imod de mange mennesker, og hans afsat ville med hundrede procent sikkerhed give noget af et vindstød, han farede direkte imod de 10 første mænd og man ville blot kunne se hvor hurtigt de falde død om på jorden, for han var så hurtig man ikke så hvad han gjord ved dem.

Og nærmest i et split sekund var han tilbage ved hendes side, og helt roligt kiggede han på hende " nå vil du nu så eller skal jeg gør det hele " sagde han på en flabet måde men stadig med et blink i øjne, for når alt kom til alt var han sikker på hun nød det sådan her.

Eretreya så på Jonathan med et kækt smil ”Fordi jeg er en sadistist psykopat der elsker at se folk lide?” sagde hun og trak på skuldrene som hun så på elveren. Som hun kom op til elveren frigav hun et spark mod hans mave og derefter spyttede hun elveren i hovedet ”Forbandede spidsørerede spade” mumlede hun for sig selv som hun igen rettede blikket mod Jonathan som så i en anden retning. Hun spærrede øjnene op som en pil susede forbi hendes ansigt, hvilket fik hende til at se mod skoven, hvor der kom folk ud fra ”Nej se hvad du dog har gjort... Sat ild til det hele.. Og nu er de sure.. ” sagde hun sarkastisk og grinede hånligt over de elvere der sikkert allerede var omkommet i skovbranden.

Hendes blik var låst fast på flokken med mennesker der kom frem og hun sukkede. De havde buer!? Som om det på nogen måde var fair? Næppe, men hun var personligt ligeglad, men guderne være dem nådige hvis de ramte hende med en af deres pile, for ganske vidst ville den kunne gå gennem hende, men hun ville uden tvivl forvolde mere skade end sådan en lille pil. Hun så på Jonathan som han ud af ingenting forsvandt hen mod menneskerne og ret hurtigt kom tilbage til hendes side ”Nej hvor fint” sagde hun og himlede med øjnene da inden hun satte af i et hop og styrtede mod menneskerne med høj fart. Hendes vinger kunne måske ikke forvolde ret meget skade, men ramte de med den fart hun havde på når hun kom flyvende, ville det uden tvivl vælte dem omkuld. Hun gik efter bueskytterne og kunne mærke hvordan pilene susede forbi hende som hun strøg gennem luften. Hun landede oven på den ene af dem, lukkede benene omkring halsen på ham og brugte hænderne til at brække mandens nakke inden hun sprang ned på jorden. Mændene havde ikke en chance med deres buer når de var så tæt på hende. Et dystert smil bredte sig på hendes læber som hun hev to af hendes knive fra bæltet og kastede den mod to af mændene, som begge modtog kniven direkte i halsen og faldt sammen. Hun mærkede en pil der strejfede hendes kind og hun skar tænder. Hvem end det var der netop havde ramt hende, blev revet fra hinanden... Det gjorde de andre nu også..

Igen for hun mod de mange mænd der febrilsk forsøgte at ramme hende og hendes vinger, men de havde det svært med at ramme andet end hendes fjer. Hun hev de to knive ud af mændene og kastede dem med det samme mod skytten der netop havde ramt hendes kind med sin pil ”Så dø dog” hvæsede hun og hev så sit sværd. Bueskytterne havde samlet sig omkring hende og rettede alle sammen pilene imod hende, men med et hop, forsvandt hun op i himlen og efterlod nærmest en trykbølge som hun lettede. Hun fløj hurtigt over mod nogle af de mænd der havde andre våben end buer, trods de også skulle slagtes, men hun havde i det mindste fået taget fire af dem, så det var da i det mindste mindre end før.. Hun så efter Jonathan, men gav op, for denne krigsmark var et rent helvede der vrimlede med fjender og kun en allieret. Hun knækkede nakken som hun svag sit sværd mod en mand der selv havde sværd, men han var for langsom til at forsvare sig og Eretreya endte med næsten at kløve hans hoved i to. Men voldelig manerer hev hun sværdet til sig igen og svang mod en ny person, som hurtigt fik hjælp af to andre. Hun fik i det mindste lidt kamp nu.. Hun forsvarede sig, nedslagtede den ene og var nu mod to. Den ene af dem ramte hende næsten, men hun satte af og sendte et spark på mandens hoved og ramte, så han faldt til jorden. Det måtte gøre ondt, taget i betragtning af hendes sko. Et smil bredte sig på hendes læber som den sidste mand forsøgte at ramme hende, men hun bukkede sig og svingede ud mod hans ben og fik ham ned på knæ. Manden så op på hende ”Du er ikke en engel... Umu.. Ligt” sagde han og blev så spiddet af Eretreya's sværd igennem brystkassen. 

Det hele tog til og flere og flere folk dukkede op, de to kriger havde virkelig forsvaret sig godt, Jonathan havde lige netop gjord kål på et par stykker men denne kvinde hun var unik, hun var aggressiv køn god i kamp alt det Jonathan også besad, så på en eller anden fik hun drejet hans opmærksomhed væk fra kampen, så der gik ikke længe før Jonathan for første gang i langtid mærkede smerte kører igennem hans krop, en pil ramte ham i skulderen dog var det ikke nok til at gøre fuldstændig skade, for hans rustning gjord den ikke trængte helt igennem, men det var stadig nok til at han var ramt og det kunne mærkes, en anden pil nåede han at se lige idet at den snittede hans hals, så han faktisk nåede at bevægede hovedet til siden, hvilket gjord han ikke havde den lige i halsen men blot et snit sår, der fik han til at skære tænder og inden hans blik vende tilbage til slagmarken var han omringet af omkring tyve folk, som var opsat på at dræbe ham Jonathan sukkede kort.

Han vende hans imod en af de folk der havde ramt ham med en pil hvor efter han råbte ” du er den næste “ sagde han hvor efter han øjne begynde at lyse op, og i læbet af ingen tid var han væk, og efter to sekunder var han tilbage igen på den samme plads dog var han indsmurt i blod, og de folk der havde omringet faldt om som domino brikker, han vende blikket imod bue manden som havde skiftet retning hen imod hans kvinde makker, som også snart vil modtage en pil og en omringelse af folk, Jonathan råbte hende i det han satte af i luften “ Eretreya beskyt dig selv “ sagde og ide han satte af i luften og fløj over imod hende, med sværdet rettet ned imod jorden, og som han landede med hans sværd ned i jorden gav det en kæmpe vindstød ud til alle sider, sådan alle folk omkring døde af indre blødninger, dog kun i en radius af 2 meter men det var nok til at give et pusterum, for andre folk ville blot blive væltede omkuld, han tog fat i hendes arm og kiggede hende dybt i øjne hvor efter han kyssede hende kort på munden “ du ved hvis du ikke overlever “ sagde han flabet, og ventede på næste ryk.

Eretreya kastede blikket over skulderen og så hvordan en pil borede sig ind i skulderen på hendes makker. Utal af pile blev fyret af sted, både mod ham, men også hende. Hun skar tænder som en pil fløj forbi hendes ansigt og ramte hendes kind ”Jeg sværger ved Zaladin... Dit forbandede” mumlede hun ud mellem sammenbidte tænder som hun lod en hånd glide over såret på kinden og holdt altid et vågent øje med bueskytten. Han kunne ikke have ret mange pile tilbage og måtte være nødt til at komme tættere på før eller siden, hvilket uden tvivl ville ende i mandens død og Eretreya ville med glæde gennembore ham med sit sværd, eller måske en af hendes knive, blot fordi de ville gøre den lille smule mere skade, hvis hun lige twistede dem rundt, da det ville flå og nærmest vikle vævet omkring kniven.

Eretreya's blik faldt på Jonathan med et kækt smil, da han med et forsvandt og dukkede op på selv samme sted, men smurt i blod. Ganske smukt! Hvis den mandlige engel ikke var smuk før, så var han i hvert fald nu.. Alt med blod, blev bare en anelse smukkere. Eretreya's blik rettede sig mod Jonathan og derefter mod bueskytten. Hun så pilen komme lige imod hende, ventede nærmest bare på den kom tæt nok og med et... KLIIIING... Eretreya hævede sværdet og pilen faldt til jorden. Et kækt smil bredte sig på hendes læber som hun så Jonathan komme imod hende. Mændene omkring dem havde ikke en chance som de blev blæst omkuld.

Hun svor at hendes hjerte stoppede et kort sekund, som Jonathan' s læber mødtes med hendes. Hun fnøs kort ”Jeg dør ikke så nemt min kære” sagde hun og så på Jonathan med et kækt smil ingen hun så mod bueskytten, som sendte endnu en pil af sted mod dem. Hurtigt satte Eretreya af mod himlen igen. Denne bueskytte måtte være den sidste! Hun fløj i fuld fart mod ham og som hun nåede ham, greb hun hans bue, satte den omkring hans hals og kvælte ham med den ”Hvis du så meget som overvejer at sende en pil efter ham igen... ” sagde hun og nærmest trak buen baglæns, mens hendes anden hånd pressede på mandens baghoved, hvilket fik strengen af buen til nærmest at skære ind i mandens hals ”Bare... Dø” hvæsede hun nærmest som hun nærmest slog manden i baghovedet og hørte hvordan han gurglede, spyttede blod ud på jorden foran ham. Med et bump faldt manden til jorden og Eretreya rettede blikket mod Jonathan.

Der var ikke noget mere sexede end at se denne kvinde slås og slå ihjel for ham, som hun tog livet af den sidste elver der var på stedet, Jonathan kiggede rundt og aldrig havde han set så mange døde elver på et sted, det næste der ville ske var at de måtte slå lejre for natten og pleje deres sår, men inden gik han lige en runde omkring de mange elver der lå på jorden, hvor han trak hans kniv frem og begynde at skærer deres øre af, hvor efter han smed dem i en pose og man kunne nærmest se blodet dryppe fra pose som han gik med den, hans blik vente sig over imod hans makker hvor han nikkede smilende til hende, det var en rigtig god makker han havde i hende.

han sænkede hans sværd og gemte det væk, hvor efter han gik hen imod hende, hvor efter han stoppede lige foran hende, imens han lige tog et blik af hende, hun var nærmest smurt ind i blod ligesom ham så et bad ville gør underværker for dem begge, " skal vi finde et sted at slå lejre for natten, sådan vi kan pleje vores sår " spurgte han roligt med et lille smil på læben, hvor efter kiggede ned af sig selv han var godt beskidt, og hans hænder og ansigt var også smurt i blod og tøjet for den sags skyld, men på den anden side var der virkelig mange døde elver, gad vide hvad elverly leder ville sige til denne nedslagtning af hendes race.

Jonathan var lidt en atypisk mørkets kriger, han gjord lidt hvad der passede ham og var lidt ligeglad med konsekvensen af dette, han rettede på tøjet og gik imod syd for der havde han opdaget et lille vandfald, han kiggede efter hnede for at se om hun ville gå med ham, hvilke han nok regnede med.

VANDFALDET: 

 Ved det lille vandfald, stoppede han hvor efter han smed hans rustning, sådan hans overkrop kom til syne, og på hans forslået krop kunne man også se der hvor han var blevet ramt af pilen, han smed resten af tøjet og satte sig forsigtigt ned i vandet, hvor efter han sank ned på bunden af vandet for at blive helt våd, hvor efter han kom op igen for at kigge efter hende.

 

Eretreya tørrede en smule blod af hendes ansigt, hvilket nærmere blot tværede det ud, da hendes rustning også var smurt ind i en del blod. Blikket gled rundt på de døde elvere, og så hvordan hendes partner gik og skar ørerne af dem og smed dem ned i en pose. Hun hævede et øjenbryn mod ham ”Årrh, skal du lave en lille halskæde?” sagde hun med en drillende tone og knælede ned over en af elverne. Hun søgte efter eventuelle ting at tage og denne havde nogle knive, hun elskede knive mere end noget andet, eller i hvert fald næsten. Hun daffede stille mellem de døde elvere og søgte efter noget på hver eneste, men det var mest knive eller et par ravstykker. Hun holdt hånden op med rav og begyndte at tælle dem, fem stykker, det ville ikke få dem særlig langt, men det var bestemt bedre end ingenting.

Efter at have fået sat knivene på plads de steder hun nu var vandt til at gemme dem, sendte hun ham et kækt smil, som han stoppede et stykke fra hende ”Måske vil det være en ide… Trods jeg sikkert ikke får søvn alligevel” sagde hun og hævede et øjenbryn mod ham. Han vidste sikkert godt hvad hun mente med den kommentar, for sådan var det næsten altid mellem de to.. Efter en nedslagtning, så var Eretreya blevet tændt og han havde næsten altid kunne forstå hendes små hentydninger. Hun betragtede ham med et kækt smil ”Du ligner lort Jonathan…” sagde hun og lod et grin undslippe som hun lod en hånd glide over hans kind, blot for at tvære jorden og blodet mere ud i hans ellers kønne ansigt.

VED VANDFALDET:
Eretreya betragtede ham, da han begyndte at tage rustningen af. Synet af ham uden et eneste stykke stof på hans krop, var et syn for guderne. Som han lod sig dykke ned i vandet betragtede hun ham blot, som hun selv var i gang med at løsne sin rustning, for at kunne joine ham i vandet. Da hendes rustning var kommet af og hun stod uden et eneste stykke stof på kroppen, gik hun selv i vandet. Først var det ret køligt, men hun vendte sig hurtigt til følelsen af det kolde vand mod huden og lod sig dykke ned under, blot for at blødgøre noget af det halvstørknede blod, så det var nemmere at få af. Hun svømmede op foran Jonathan og havde samlet vand i munden og da hun kom op, sprøjtede hun vandet i hovedet på ham ”Hov” sagde hun med et kækt smil på læberne.

Kampen havde vist sig fra sin gode side, og endnu engang havde de to kriger overlevet en kamp, kun få skader var til at finde på dem, Jonathan smilede blot til hendes kommentar omkring halskæden, inden de havde begivet sig mod vandfaldet.

Som han havde taget sit tøj af og hoppede i, kunne han ikke lade være med at kigge på hende som hun tog sit tøj af, hvis ham nøgen var et syn for guderne, så var hende nøgen ikke et syn værdig for nogen anden end Jonathan, for hendes krop var nærmest støbt ud af det smukkest på jorden, også var hun lige hvad Jonathan havde ønskede sig, han fulgte hende med blikket til hun hoppede i vandet, han ventede blot på hun ville dukke op igen, og hvilket syn for hans øjne det var, men meget mere noget han ikke at se inden hun spyttede vand i hovedet på ham, han kiggede på hende med et smil “ virkelig “ sagde han smilende, inden han tog fat om lænden på hende og hev hende indtil sig, hvor efter han med den anden hånd tog hårdt fat i hendes hår, “ du var god idag og du er så lækker i rød “ sagde han forførende.

Jonathan nød virkelig at kæmpe med hende ved hans side, det betød meget for ham den måde hun kæmpede på, som sagt en kvinde efter hans hjerte, som han havde fat i hende førte han hende rundt i vandet imens han kiggede på hende, og det sluttede da han førte hende ind under vandfaldet og op af dem kolde klippevæg.

Eretreya stoppede med at smide tøjet ganske kort da hun så hvordan Jonathan havde stirret på hende, men sagde ikke et ord og smilede blot kækt, før hun smed resten og hoppede i vandet. Hun grinede ganske kort efter han havde fået vand i ansigtet og kom med kommentaren. Hånden på hendes lænd førte hende tæt på ham og hun nikkede ”Ja, virkelig” sagde hun nærmest kælende, netop inden hun mærkede grebet i hendes hår. Et smil bredte sig på hendes læber ”Komplimenter… Sig mig Jonathan, er du helt rask?” sagde hun med et kækt smil, nærmest provokerende til ham. Hun var ikke god til at modtage komplimenter, men Jonathan måtte vide, at de var værdsat, ellers var hun sikkert ikke blevet i hans greb og havde forsøgt at myrde ham allerede. Jonathan havde bare en eller anden effekt på hende, nærmest beroligende, hvilket på sin vis irriterede hende, men på samme måde forholdt hende interesseret i ham, desuden… Så han jo forbandet godt ud, nøgen, i rustning, smurt ind i blod… For hende var det lige meget hvad han havde på, han var hendes og hun ville dræbe for ham.

Eretreya lod sig blive ført rundt i vandet, nærmest som var hun hans lille dukke. Det gav et set i hende da hun mærkede den kolde klippevæg mod hendes ryg ”Hvad er du ude på, hmm?” sagde hun og smilede kækt til ham. Hun havde på fornemmelsen hvad det var han ville, men det var altid sjovere når han selv sagde det, eller bare tog hende med sin magt som han plejede. Det var derfor Eretreya kunne lide Jonathan.. Han var ikke bage for at udvise sin magt overfor hende… Og hun elskede hvert sekund af det.

Ligeså vel som hun nød ham, så nød han også hende for hun var virkelig noget helt specielt, hun var flabet og kæk og havde en lækkert glimt i øjne der fik Jonathan til at vil have hende, for selvom han havde være sammen med andre var det bare sex, men ved hende var det meget mere ind blot det, de forstod hinanden de kunne kæmpe kampe sammen og på ejen hånd hvis de ville.

han valgte lige at lade være med at svare på hendes kommentar til ham, men ide hun spurgte hvad han var ude på smilte han blot til hende, og hev endnu hårdere fat i hendes hår hvor efter han trak hendes hovede bag over, hvor efter han slikkede hende på halsen og viskede “ lige hvad jeg har lyst til “

Hvor efter han med den han hånd fik taget fat om røven på hende, og støde hende op mod klippen væggen, han nød på den anden også det her, god kamp og derefter nøgne sammen.

Jonathan havde altid haft en eller anden underlig effekt på hende. Kunne altid få det lumske smil frem på hendes læber. Eretreya kunne ikke få nok af ham, deres måde de spillede med hinanden, hvordan de altid havde en eller anden flabet kommentar til hinanden, hvordan de side om side nedlagde fjender uden så meget som at blinke en eneste gang. Jo de havde begge været sammen med andre, men det var ikke noget de snakkede om, for de vidste begge to hvor de inderst inde hørte til. 

Som Jonathan greb hårdere i hendes hår og hev hendes hoved bagover sukkede hun let. Tungen mod hendes hud, fik hende til at lukke øjnene ganske kort "Du ved... Godt hvad jeg vil have" sagde hun og bed sig i underlæben. Jonathan havde fuld magt over hende, selv de dage hvor hun havde en lyst til at hakke ham i stumper. Hånden på hendes røv, fik et kækt smil frem på hendes læber og da hun mærkede klippen mod hendes krop blev det kække smil mere lumsk "Mhhm... Kom nu Jonathan... Du plejer ikke holde tilbage " sagde hun og lå armene omkring hans nakke. 

Eretreya kendte sig selv nok til, at hun snart skulle mærke ham... Om hun skulle tigge ham om det, så ville hun gøre det, blot for at mærke ham.

Som sagt eller mere også som ønsket ønskede hun han mærke ham, som mange gange før og det var også noget han nød, for selvom han havde været samme med andre var hun bare noget helt bestemt og noget helt andet, hun kunne slukke hans tøst af kvinder, det var der ingen andre der kunne.

Som hun lagde hånden om nakken på ham kyssede han hende intenst, som han førte hendes krop tættere mod ham, og med hans hånd på hendes røv kunne han nærmest bestemme hvor der skulle presses henne, han vidste hun elskede at blive taget hårdt, så det gjord han bestemt som han førte hans lem op i hende, samtidig med hvert stød fra ham
Fik hendes ryg hamrede op af klippen, så hvis hun ikke kunne klare måtte hun jo selv gøre noget ved det, han slap kysset engang imellem både for at lige at få luft, men også for at se på hende “ bare hold kæft “ sagde han og forsatte, efterfulgt at små støn fra hans mund af.

Eretreya vidste godt Jonathan var sammen med andre kvinder, men hun var selv sammen med andre, så hun kunne ikke brokke sig. Det hende og Jonathan havde sammen, var der ikke nogen, der nogensinde kunne tage fra dem, om de så forsøgte... De ville ende med at dø før det kunne lade sig gøre. Han kunne noget andre mænd ikke kunne, hvilket også var derfor hun holdt fast på ham. 

Som deres læber mødtes sukkede hun blidt, hun havde ventet så længe på dette øjeblik og nu, langt om længe, skete det. Hun lod sine fingre vikle sig ind i hans hår som de kyssede og hun mærkede hans greb. Som han uden tøven stødte op i hende, lænede hun hovedet tilbage mod klippens sten og lod sine negle bore sig lidt ind i hans skulder og støn undslap hende. Hans ord om hun skulle holde kæft fik hende til at smile kækt. Hun elskede når han var ondt på denne måde, når han degraderede hende. Hvordan skulle hun nogensinde være i stand til at få nok af ham?

Som han han forsatte med at støde op i hende, blev hans støn højere og mere aggressivt gik han til hende, som hun borede neglene i ham tænde ham faktisk mere for så vidste han at hun kunne lide det, men igen det var det som var så specielt ved hende, hun var nærmest Umættelig, han trak sig kort ud af hende hvor efter han vende i om sådan hun havde ryggen til ham, inden han igen tog fat om håret på hende og trak hendes hovede tilbage mod sig, hvor efter han slikkede hende drilsk på halsen, inden han igen støde op i hende bagfra, hvor efter hans fri hånd langsomt blev kørt op af hendes side og op til hendes hals, hvor efter han tog fat om halsen på hende, og stramte grebet om den sådan hun ville have problemer med at trække vejret, og lige inden hun ville miste luften ville han slippe grebet igen, og sådan forsætte, samtidig med han lem bare kørte frem og tilbage oppe i hende.

Dette par var bare vildt meget skabt for hinanden på alle måder.

Hele Eretreya’s krop rystede af nydelse for hvert stød han leverede, blev blot mere og mere dyrisk. Hun så næsten misfornøjet på ham som han trak sig ud af hende, men lige så hurtigt som det var gjort, blev hun vendt med ryggen til ham og hun på automatik lænede sig let forover. Grebet i hendes hår fik hende til af sukke nydende og som han igen kom op i hende, lod hun sukket blive til et støn i stedet. Det var ganske vidst en farlig leg de havde gang i, men hun ville ikke bytte det ud for noget andet i hele verden. Et kækt smil kom frem på hendes læber som hun mærkede hånden omkring hendes hals der begyndte at blokke hendes luftveje, men dog gav han hende lov til at få luft når hun havde brug for det. For hvert stød han gav op i hende, undslap et støn, men alligevel forsøgte hun fra tid til anden at dæmpe dem lidt, ved at bide sig i underlæben.