,,Slip mig ud herfra, din forpulede vatpik!" Maya slog hårdt mod trækassens låg, ligeglad med om det gjorde ondt i de nu slidte håndflader, der havde kæmpet i flere timer på at komme ud. Hun var ikke sikker på hvor længe hun havde været indespærret, med kun et ganske lille skrække i træet over sit hoved, der gav adgang til lys. Lys der siden hun vågnede med en massiv bule i baghovedet, havde skiftet fra morgenlys til mere gyldent eftermiddag start aftens skær. Kassen gyngede eftersigende som noget der lå på en kærre og der var ingen hjælp at hente.

Hun havde råbt som en gal de første timer, sparket og presset, men kassen var sømmet sammen. Maya fik den ubehagelige følelse af at skulle begraves levende. Et hård slag fra en knytnæve på ydersiden af kasse, fik hende til forskrækket at trække sine hænder til sig. "Hold nu kæft, forbandede skøgeunge! Du har ikke gjort andet end at galpe op hele vejen!" stemmen var dyb, ubehagelig og vred. Noget i den sagde hende at hun enten havde med et bjerg af en mand at gøre, eller en fedladen mand der trods sadeltaskerne var god til at slå. Eller i hvert fald kunne li at slå. "Hvad fanden havde du regnet med?! Slip mig UD!" Maya placerede et solidt spark i det hårde træ, bed tænderne sammen da hendes tæer i de alt for tynde sko meddelte hende, at den bevægelse ikke var kærkommen. "Jeg håber fanme at du tjener en god mønt ind.." kom der brummende, næsten uhørligt for Maya der pressede sig så tæt op imod sprækken hun kunne komme. Man værdsatte for alvor først sin frihed når den blev taget fra hende. "Kan vi ikke bare bedøve kællingen? Så holder hun da kæft så længe?" en ny stemme blandede sig. Mere slesk og klæbrig. Maya gav sig til på ny at presse så hårdt hun kunne til 'låget' af sin meget ubehagelige kiste.

Hænderne var slået og kradset til blods. Hende ben og fødder var ømme. Maya krympede sig sammen og stirrede vredt ud i mørket. Måske hun skulle sove. Ud fra den snorkende lyd havde hendes tilfangetagere sovet længe. Give op måske. Der var gået to dage, og hun var ikke et skridt nemmere på at slippe ud. Hun så ned på sine hænder, der kun var let synlige i det sparsomme måneskær. Heldet slap op før eller siden.

En varme spredte sig i de forslåede hænder, et lys. Rødligt som det indtørrede og friske blod, men kraftigere. Det bragte kampen tilbage i hendes krop, uden at vide hvorfor. Vide hvad det var. Varmen var stærk, voldsom men ikke ubehagelig. Den var en del af hende. Ivrigt pressede hun de glødende varme hænder mod træet og lugtede hvordan røgen formede sig. Hvordan ilden tog ved. Hun rynkede næsen, forsøgte at afholde sig fra at hoste, som den tunge røg lagde sig om hende. Varmen generede hende ikke som træet brød i brand, men røgen fik hendes øjne til at løbe i vand og til sidst hoste. Hun genoptog sin sparken og da træet endelig nåede et punkt af svaghed, brød hende hånd igennem. Hendes ærme gik i brand med det samme, men huden forblev upåvirket. Arrigt pressede slog hun videre med flammerne omgivende hendes hænder, til hun var fri. Den sleske mand havde åbnet sine øjne og kløet søvndrukken i dem, da han så det brændende bål der omsluttede deres kærre. Og Maya. Maya der kravlede op derfra, upåvirket af flammernes hede der slikkede sig op af den brune hud. Kun tøjet virkede svedent og det tynde stof var for længst forsvundet. Maya løftede sin hånd, villig til at afprøve det nye i sit liv, med et kækt og hævngerrigt smil på læben, som flammerne skød ud af den strakte hånd, imod de mænd der havde troet at de kunne tage hendes frihed. Ikke så underligt at manden stak i hyl med det samme.

Endelig var Kaliyah nået længere sydpå. Norden havde ikke været for hende, og helt klart ikke været en ting for Ryuu. Ikke at Ryuu kunne mærke det i samme grad, da kroppen ikke var hans det meste af tiden! Men det var ikke et problem mere, selvom Ryuu da i hvert fald ikke ville stoppe med at kommentere på det... lige indtil at hun blev slået omkuld.

Normalt ville Ryuu overtage, men der var sket et eller andet, det var i hvert fald sådan det føltes, for næste gang Kaliyah vågnede, gjorde hendes hoved ufattelig ondt og Ryuu var for en gangs skyld stille. Ikke at hun kunne tænke meget over det, som det gik op for hende hvilken situation hun var i. Var der bare noget for hende i at blive kidnappet? Hvor special var hun. HUn var i hvert fald i en kasse, og hænderne var bundet sammen, hvilket gjorde hun ikke kunne bevæge sig så meget. Dog.... var de bundet med reb, og hun havde et lille udsyn ud for at se natten og månen. Det næste der skete var at hun hørte et hyl.

Uanset hvad var der ikke noget der skulle stoppe hende fra at komme udfra sin kasse og siden den var af træ, ville det kræve meget arbejde. Hun startede med at få varmet sine hænder op og smed det brændene reb ligeså snart det blev tændt. Varme ting var stadig ikke noget hun var immun overfor, selvom ilden i sig selv ikke var farlig for hende. Derefter vurderede hun den bedste måde at komme ud på, hvilket hun tænkte nok var bare at smadre kassen åben med lidt ild. Den ene hånd der var ild i lagde sig mod kassen, men den anden hånd, der også stadig var ild i begyndte at hamre mod kassen. Der var ikke meget plads, men styrken på stadig i hendes hænder, og træet var hurtig til at bukke under for den konstante ild. Selvom røgen begyndte at fylde luften blev hun ved og snart brød hun igennem.

Det var noget af et syn, som hun endelig kom op af kassen. Hendes tøj var blevet revet i at træet, begge hænder var begyndt at bløde lidt, og ligeså snart hun stod op, strakte hendes store vinger sig bag hende. Det var kun pga. flammerne fra kassen og hendes hænder, at man kunne se hvor irriteret hun var over situationen hun var blevet smidt i. Det så dog ikke umiddelbart ud til at mændene var bekymrede for hende, da de allerede var bange for ilden en anden i lejren var igang med at smide rundt omkring med sig.

Maya havde ikke bemærket at andre skulle være blevet fanget som hun selv. Men det gav vel mening at de ønskede at fragte mere end én enkelt person til Rubinien for at sælge på slavemarkedet. Bare tanken fik blodet til at koge. Ikke så meget på de andres vejne, men fordi nogen vovede at prøve lykken med at få hende solgt. Hævnen skulle blive den sødeste smag nogensinde.

Maya var givet sig i jagt efter den forskrækkede mænd, der begyndte at samle sig sammen til at finde våben frem da de var kommet sig over forskrækkelsen og den pludselige opvækkelse fra deres nattesøvn. Et tegn til at Maya skulle tage sin afgang. Noget hun bestemt også havde i tankerne, med ilden dansende om hendes hænder og underarme, men det endte i stedet med at hun stoppede. En anden kasse var brudt i brand, og ikke fra hendes fortjeneste. Og op kom et væsen der lignede et menneske, men med et skællet vingefang der fik hende til at måbe. Hun forstod hvorfor de havde et ønske om at sælge hende på markedet.. hun kunne hive penge hjem, hvorimod Maya blot var en skravlet gadetøs. Hun spejdede over skulderen, fornemmede mændene komme tættere på, men sagtne farten ved synet af den hornede og dragepyntede kvinde. Maya smilede skævt, godt tilfreds med situationen, som hun valgte at gå tættere på kvinden, fremfor indenfor mændenes rækkevide. Nu de virkede til endnu engang at skulle komme sig over et chok. "Jeg tror bare jeg holder mig til dig.." svarede hun kækt. Det kunne ikke undgå hendes blik at den anden var langt mere majestætisk og frygtindgydende end Maya selv, hvilket også var en af hovedårsagerne til at Maya uden at spørge slog sig følge. Det virkede mest sikkert for hendes eget helbreds skyld.

Kaliyahs øjne flakkede mod pigen med ilden, som så ud til at hun nok havde været i lidt samme situation som Kaliyah, hvilket da også var grunden til at Kaliyah lod hende komme tætttere på hende og ikke forsøgte at angribe. Der var næsten noget dyrisk over den måde Kaliyah kiggede omkring sig. Hun kunne næsten høre en gaben inde i sit hoved, som om at Ryuu havde valgt at tage en lur, men udover det tog hun ingen notits af det.

Mændene var ved at få sig samlet, men de skulle nok i sidste ende have tænkt sig om inden de havde kidnappet hende. De havde blot været heldige da hun blev indfanget, men alligevel var de dumdristige nok til at begynde at bringe våben fra, som hele følget blev vækket af larmen pigen havde forudsaget.
"Du blev måske også fanget af dem?" spurgte Kaliyah så. Hendes stemme var blidere end hvad hendes udseende gav udtryk for, men også lidt ru, som om at hun lige var vågnet fra en dyb søvn, hvilket det ikke var meget langt fra hvad der egentlig var sket, selvom at være besvimet og sove var nogle lidt forskellige ting.

Hun fugtede sine læber lidt, som hun kiggede rundt, og så tog en dyb indånding, og holdte den... og holdte den, lige indtil at hun åbnede gabet og lod et flammehav stå ud af gabet på hende, der let fangede i hvert fald et par stykker. Det var ikke ligefrem et normalt syn at se nogen drage til at spy ild, når hænderne var ledige, men Kaliyah var vred og frustreret over denne her situation, og at spyde ild var det der gav det bedste omfang af ild omkring hende.
Da hun løb tør for luft, stoppede ilden også, og hun slikkede sine læber endnu engang og kiggede sig for, for at se hvor mange der stadig var heromkring. Der var måske et par stykker der var blevet ristet, men de fleste burde have fundet ud af at løb vejen frem.

Maya var ikke helt sikker på hvilken stemme hun havde forventet. Et overdådigt brøl af vrede måske, idet kvinden på mange punkter lignede langt mere en drage end et menneske. Det var også ganske dumdristigt at tro man var mere sikker i hendes nærvær end ved de pengegriske mænd. Men Maya blev glædeligt overrasket og sendte et af hendes skæve, lidt for kække smil. "Måske lidt. De tænkte nok at jeg var god at sælge videre" og så tog de fejl! Maya var uregerlig, og kæften stod aldrig stille når først hun fik startet op på sin svovlen og banden. Nej, hun kunne langt bedre forstå den naivitet der måtte havde overgået mændene idet de havde udset sig at denne kvinde ville trække langt flere skejser hjem. Problemet var også at hun nok var pænt meget mere farlig end lille "søde" Maya.

Maya kiggede på hende, undrende først og skævede sig et par gange til siden på mændende der kom tættere på, omend meget.. forsigtige? Ja, det var nok ordet hun ville bruge. Ærefrygtigt var ikke en del af hendes ordforråd.
Maya hoppede forskrækket tilbage, idet et flammehav af flammer skød ud af kvindens mund, og gadepigens udtryk skiftede sig fra først forskrækket og skræmt, til at glide over i fascination og en glimt af noget andet. Et glimt af mulighed. Det! Det ville hun simpelthen lærer. Hun trak vejret en smule tungere af den rene spænding. "Woah... Det er du seriøst nødt til at lærer mig!" det var begrænset hvad Maya selv var i stand til, så ny hun var indenfor feltet. Men hun var ikke ligefrem langsom til at lærer

"Så, nu skal vi da have de ting som de så fint har efterladt," kom grinende fra Kaliyahs hoved, og med et par enkelte vingeslag fløj hun lidt op, før at hun landede ned på jorden, i stedet for selv at klatre ud. Det var bare lige lidt mere praktisk, når man nu havde vingerne til at gøre det med.
"Det kan vi da ikke," skød hun tilbage, og modtog et højlydt fnys fra dragen.
"Der er ingen til at stoppe os," I det øjeblik Ryuu sagde det kiggede Kaliyah hen mod pigen, som åbenbart også lige havde sagt og blinkede lidt af hende. "Hun er her." Det gik også op for Kaliyah, at hun højst sandsynligt skulle svare på hvad end der var blevet sagt. I sær med de store fascineret øjne der stirrede på hende.

"Undskyld... hvad var det du sagde?" spurgte Kaliyah så langt om længe og stirrede på pigen. Hun så næsten rubinsk ud af udseende, hvilket automatisk fik Kaliyah til at være forsigtig. Hun ønskede ikke ligefrem at støde på nogen hun kendte, selvom chancen ikke var særlig stor. De fleste ville nok alligevel ikke kunne genkende hende med hendes nye legemsdele. Desuden havde Kaliyah jo også være fuldstændig uden magi, så det trak nok også lidt i det.

Maya så fascineret og måbende på kvinden. Vingerne var sgu ikke engang bare til pynt! Nej, de fungerede. Var hun virkelig en drage i forklædning? Nej. Nej det kunne hun ikke være, for så var Maya selv også blevet grillstegt, så meget var hun trods alt sikker på. Den anden så dog forvirret ud, Maya kunne ikke helt sætte sig fast på hvad det var, men noget var helt og aldeles anderledens inde i knolden på den anden også. Eller også var Maya bare ikke sanseværdig. Det var dog meget mere fornærmende, men hey! Hun skulle ikke modsætte sig og ende på spyd.

”Dit ild ud af munden” uhøfligt, men hun havde alligevel ikke lært andet, pegede hun på kvindens mund, stadig med et fascineret udtryk. ”Det er du simpelthen nødt til at lærer mig!” gentog hun sig selv. Kvinden var ikke det mindste smule genkendelig, men selvom Maya lignede en fra Rubinien var hun ikke derfra. Måske stamte hendes mor derfra, men hvad vidste hun. Det kvindemenneske tog jo den nemme udvej og døde inden hun skulle brødføde en horeunge. ”Oh! Den ser dyr ud!” Maya var distraheret og kravlede hen over en træstup, hvorefter hun trak en varm lang rødbrunlige kappe op. Den var tung, men den var til gengæld varm! Det var alt for fristende til bare at lade den ligge!

Kaliyah stod næsten og så lidt dumt på den lille pige der ønskede…. At lære at spy med ild? Hvad i alverden foregik der lige. Normalt var folk for skræmte over kræften til at være omkring hende, men denne her pige havde bare synes at det var fed.
”Det var da også på tide at nogen værdsætte os,” kom det grinende fra Ryuu i det på hende, før at han nærmest mentalt begynte at skubbe hende hen mod de ting der havde overlevet flammehavet for at se hvad der var. ”Jeg er altså ikke sikker på at det er en god ide,” sagde Kaliyah endelig, og gik ind i en af vognene de havde haft, der lå et hav af tinge herinde, men hvor meget der var brugeligt vidste hun ikke. Hun fandt da lidt penge, men ellers var der ikke meget hun kunne bruge. Det meste ville blive slidt op eller brændt af hende. Desuden havde hun heller ikke mere at sige til pigen.

Maya blinkede et par gange, som dragekvinden kiggede tilbage på hende, med et dumt udtryk. Hun lod hovedet glide ganske let på skrå og løfte et øjenbryn let, inden hun vendte tilbage til at få kappen banket af for jord og andet skidt. Måske det i virkeligheden var fordi hun havde de dyriske egenskaber! Man så det hele tiden ved halvdyr, så måske hun ikke var klog? Maya mente i hvert fald at det gav mening hvad hendes egen forstand angik.

Maya drejede blikket. Hun havde valgt at fortsætte sin søgning ned i en posesæk, hvor der havde været noget mad. Hvilket bare endte med at som hun rettede sig op igen med blikket på kvinden, kom tasken hen over skulderen. ”Hvorfor ikke?” spurgte hun ganske simpelt, men bestemt også med et skuffet udtryk i sine grønne øjne.
Hun kravlede efter den anden ind i vognen, meget opsat på at fortsætte den her samtale, selvom den da to en kedelig drejning, hvis hun virkelig mente at Maya ikke måtte lærer det trick. ”Tænk over det. Det er selvfølgelig farlig, så meget kunne jeg se. Men hvis jeg kunne det, ville jeg næppe blive taget til fange særlig nemt igen” pointerede hun sin egen sag!
Det var sjovt, mange andre ville nok havde taget en ekstra indånding og lige lært at affinde sig med at man pludselig havde en evne, og endda en så destruktiv som ild ud af kroppen! Men Mayas reaktion havde været i den anden boldgade. Hun så mulighederne hurtigere end hun kunne tillade sig at blive skræmt.

Det var ikke rigtig fordi at Kaliyah kunne sige at det var fordi hun havde en drage i hovedet, især fordi det virkede til at Ryuu synes at det var super rart at blive værdsat. Faktisk ville Kaliyah lige nu ønske at han bare holdt kæft, fordi hvis der var noget værre end en sur og gnaven Ryuu, så var det en glad Ryuu med et kæmpe ego. Hvilket var hvad hun fik lov til at lytte til lige nu.

Kaliyah stoppede op i sin rumstering i vognen og sukkede dybt før at hun vendte sig om mod pigen og krydsede sine arme. "Du har da absolut ingen fornemmelse for fare har du?" spurgte Kaliyah i stedet for. Selvom der ikke var meget lys herinde, så kunne man godt stadig ane formen der var Kaliyah. Enhver anden person ville se 'fare' når de så på Kaliyah, men åbenbart ikke denne unge pige. Kaliyahs hale kørte langsomt frem og tilbage på gulvet. I uro over hele situationen, selvom resten af hende stod fast hvor hun var, mens hun bare nedstirrede pigen.

Maya kiggede op på kvindens ansigt og derefter ned af kroppen på hende, og halen der bevægede sig frem og tilbage over gulvet. Oh jo, hun kunne godt se at det ikke ligefrem var noget fredeligt eller ufarligt hun stod overfor. Men alligevel fik hun mere et stik af storesøsterhed, som hun ofte havde oplevet på bordellet som kvinden nedstirrede hende. Noget der fik Maya til at løfte sine grønne øjne igen med en trækning i den ene side til noget der kunne forveksles med et skævt smil, men ikke helt fremme. ”Joh, men ud fra jeg ikke blev grillstegt, kan det ikke være helt forfærdeligt..” prøvede hun sig frem, med et næsten uskyldigt smil der voksede sig frem, der faktisk bare gav et bedre udtryk af gavtyveheden og ikke mindst, at hun så absolut ikke var uskyldig. ”Endnu selvfølgelig..” tilføjede hun. For det kunne godt være at hun ikke var blevet brændt endnu, men det kunne i princippet godt ændre sig. Som sagt, kvinden så jo ikke ligefrem ufarlig ud.

Kaliyah kunne ikke tro sine øre med hvad denne her pige faktisk stod og sagde til hende. Altså hun havde en god pointe. Kaliyah var ikke nødvendigvis farlig for sig selv, men der var en fare omkring at være i nærheden af hende, som hun ikke kunne benægte. Det var nok denne grund til at hun bare holdt sig væk fra folk disse dage. Det var nemmere, desuden havde opdagelsen af at hun var efterlyst ikke ligefrem kommet med en god smag i munden. Nej, alene var bedst... og nemmest.
"Jeg har en pris på mit hoved. At være i nærheden af mig, gør at man automatisk er i fare.. og nej, inden du spørger, så har jeg ikke tænkt mig bare at brænde alle ned der prøver at tilfangetage mig. Det er ikke specielt produktivt, og det sætter bare en større pris på mit hoved," sagde Kaliyah før at hun vendte ryggen til Maya igen, for at rumstere videre. Der var et par krystaller til, og her var der også en okay kappe af en eller anden grund. Ikke dårligt nu når det var vinter.

Maya løftede et øjenbryn og helt automatisk blev armene løftet for at ligge sig over kors. Afventende til at kvinden var færdig med at snakke. Det morede hende for meget at argumentet om at være i fare, var det hun brugte. De grønne øjne kiggede på kvinden og som hun var færdig strejfede de omkring lejren der var halvt gået op i flammer, og halvt fuldstændig kaotisk. ”Det sagde jeg heller ikke noget om at du ville” svarede hun først igen, stadig med alt for megen ro omkring sig i forhold til hvad hun stod overfor. ”Men tænk lige over det.. Jeg har været indespærret i en kasse, jeg er tydeligt et gadebarn og havde det ikke været for dine flambé talenter, var jeg havnet i en kasse igen. Så du påstår jeg vil være i mindre fare alene?” argumenterede hun tilbage, denne gang stod hun blot og kiggede på den anden, selvom det var fristende at gennemrode kasser og kister. Der kunne gemme sig rigdomme, og det var især noget Maya kunne bruge.

Nej… nej… det kunne ikke være rigtigt at denne her unge brugte logik mod hende. Det kunne hun ikke klare, og især ikke Ryuus kække bemærkninger. Han var lidt for meget om bord omkring dette, og Kaliyah var ikke en fan af det overhoved.
Som Kaliayh blev færdig med at gennemrode i vognen gik hun endelig lidt væk fra pladsen. Ilden der stadig rasede var der intet problem i for hende. Det ville stoppe før eller siden og ingen ville vide at det havde været hende. Forhåbentlig. Ellers ville der bare komme en til ting på hendes lange liste af ting hun gjorde galt i forhold til loven. Hendes liv havde været nemmere for få år siden.

”Jeg ved ikke engang hvordan jeg lærer fra mig. Alt hvad jeg kan er noget der er kommet…. Naturligt til mig… ” kom det så sukkende og lettere opgivende fra Kaliyah endelig. Hun var ved at stoppe med at bekymre sig om hvad pigen ville gøre.  Om det var at følge efter hende eller ej. Det havde allerede været en lang dag.

Maya var altid på kant med loven, og altid en håndrækning for tæt på byvagterne når hun befandt sig i hovedstaden. Hun kendte det desværre alt for godt med at blive jagtet, selvom hun ikke var mere efterlyst end så mange andre. Maya var et gadebarn ud af bange, og derfor ikke værd at sætte en dusør på! Heldigt for hende, hvis hun selv skulle sige det.

"Hey, det er bagateller vi kan se på hen af vejen" pointerede Maya stadig meget optimistisk omkring hele situationen. Det eneste hun kunne brokke sig over lige nu, var hun ikke havde haft tid nok selv til at kigge i mange kasser, men det var der bare ikke noget at gøre ved. Hun havde fået taget nogen fornødenheder med sig, i form af nødder og andet tørkost der kunne holde sig, noget vand, en pakke med hvad lignede forbindinger og så måtte det jo bare være det... Fornødenheder var trods alt vigtigere end rigdomme - i hvert fald i den skala her. "Og det kan jo være det også kommer ganske naturligt til mig!" Maya fulgte efter hende i et rask tempo, men ikke som en hund der listede efter sin herre, nej hun var helt oppe på siden af den anden, stadig ivrig efter at blive. "Mit navn er Maya"

Kaliyah vidste ikke helt hvordan hun skulle håndtere situationen, især ikke som Ryuu blev ved med at grine inden i hendes hoved. Det gjorde det lidt svært at koncentrere sig, men man vænnede sig vel tildels til det. Der var i hvert fald ikke noget at gøre ved det.

”Kaliyah,” sagde hun så endelig og sendte et lille smil til barnet, før at hun begyndte at gå. I normale omstændigheder ville hun have fløjet væk, men nu når hun havde et barn på slæb, så måtte hun jo acceptere at hun måtte gå.
”Det er på eget ansvar at du går med mig så, og jeg kan ikke love at jeg kan lære dig noget som helst,” pointerede Kaliyah. Selvom det måske ville være meget rart at have noget selskab udover Ryuu, selvom hun var bekymret. Det virkede til at kaos og ulykke fulgte hende på vej, lige siden Ryuu var blevet en del af hende. Ikke så underligt egentlig.

Maya fulgte bagefter hende, uden tanke for hvor det eventuelt kunne føre hende hen. Maya befandt sig normalvis kun i nærheden af Hovedstaden eller Medanien. Det var de to valg – på nær de ganske ganske få gange hun havde givet Rubinien et besøg. Hun var ikke sikker på om det havde været det værd. Nu, fulgte hun efter den bevingede drage dame og måtte se hvor det så bragte hende. Om ikke andet var hun jo ikke alene.
”Nej nej.” svarede hun ganske teenageagtig, som havde hun kun hørt efter med et halvt øre. Hun samlede en pung op fra jorden i forbifarten og var gået i gang med at kigge ned i den, og blev ganske glædeligt overrasket over de krystaller der lå deri. Der var for en gang skyld mere end bare kobbermønter! ”Jeg er ellers umådelig lærernem – hvordan kom du til at se sådan ud. Eller er du født sådan?” endnu engang burde frygten havde sat en stopper, men Maya så ikke ud til at være bekymret som hun kiggede med de grønne øjne op på den højere kvinde med det sælsomme udseende. Hun bestemte selvfølgelig selv om hun svarede.

Kaliyah kunne godt mærke at det nok ville blive lidt anstrengende i længden, hvis Maya blev ved med at stille alle de her indgående spørgsmål og forventninger til hende. Det var hun ikke vant til. Eller i hvert fald ikke de sidste mange år. Hun burde virkelig være fløjet væk, men noget i hende havde måske også længtes efter at blive accepteret af nogen, og selvom det var et barn, så var det noget i det mindste.

”Du får ikke et svar på det spørgsmål, så du kan ligeså godt droppe det allerede,” svarede hun bestemt, og kiggede sig kort over skulderen, før at hun forsatte med at gå. Væk fra vejen og ud over de mange marker. Der var mere sikkert, og så var det bare ærgerglit hvis Maya endelig havde nogen penge til at bruge. Byerne var ikke noget Kaliyah brød sig om.

Blufærdighed var ikke noget hun havde lært. Private samtaler, hvor lidt hun end selv ønskede at ytre, var derfor også nemme for hende at starte. Så længe alt handlede om den anden part. Den anden vej rundt, ville samtalen hurtigt blive død som graven! Hun foretrak at vide alt om dem omkring sig, og at de vidste så lidt som muligt om hende. God fordeling!

Maya kiggede på kvinden med en let udfordring i de grønne øjne. Virkelig? Ville hun aldrig få svar på det spørgsmål. Efter at han kigget lidt trak hun på skulderen og lod blikket udforske omgivelserne i stedet for. "Må jeg stille spørgsmål generelt, eller foretrækker du stilhed?" hun skulle da nok undgå at spørge til vingerne. Halen.. hornene... hvis det da absolut skulle være. "Som, hvor vi er på vej hen?" og hvornår de kunne finde noget mad. Om de selv skulle jage? Ikke at det generede hende, tvært imod. Hun havde fanget en del kaniner med snarre i sit liv.

Det var aldrig rigtig stille for Kaliyah, og når det var, så blev hun drevet til vanvid. At leve uden Ryuu var virkelig ikke rigtig en ting der ville komme til at fungere for hende mere. I hvert fald ikke mens hun var så langt fjernet fra omverdneen, at hun ikke vidste hvem hun var uden ham.
Det kunne hun dog ikke sige til denne person, så i stedet for trak hun på skuldrene. Maya kunne vel tage som hun ønskede. Kaliyah ville dog kun svare på hvad hun havde lyst til, og det måtte den lille pige bare finde sig i.

”Væk fra Rubinien og deres slavemarked,” svarede Kaliyah blot. De var stadig en del vej fra grænsen til Rubinien, men Kaliyah tog ingen chancer. Hun havde ikke været tilbage i evigheder, og hun havde ikke tænkt sig at komme tilbage til det sted. Hun elskede RUbinien, men folk ville genkende hende og det ønskede hun for alt i verdenen ikke.